Filmanalyse af Hisham Zamans 'Bawke'

Side 1

[navn fjernet], 1b Dansk stil – Hisham Zaman – ”bawke” 15.4.2010

1

Hisham Zaman – Bawke

Hisham Zaman er født i 1975 og er af Kurdisk oprindelse. Han er uddannet regissør fra Den Norske Filmskole. Han har lavet flere populære kortfilm, hvortil hører kortfilmen ”Bawke”, der også er hans afgangs-speciale, filmen har, efter sin offentliggørelse i 2005 modtaget mere end 20 filmpri-ser. Filmen handler om en far og hans søn, der er på en meget omstændig flugt tværs gennem Europa. De ender i Norge hvor faderen ofrer sig selv for sønnen, og dermed sikrer ham en bedre fremtid. Filmen er dedikeret til alle dem, der forlader hjemland, rødder of sprog for at få et bedre liv.

Filmens geografiske sted forandres hele tiden. Det hele starter på en parkeringsplads, hvor der tales tysk, derfor kan man gå ud fra, at de befinder sig i Tyskland. Handlingen slutter i Norge.

Handlingen strækker sig over 1-2 dage. Dette kan konkluderes på grundlag af, at deres flugt starter i Tyskland, og da det tager ca. 1-2 dage at køre til Norge fra Tyskland med lastbil, kan det antages, at dette er rigtigt. Da filmen kun varer ca. 15 min kan det konkluderes, at filmens handlingstid ikke svarer til filmens spilletid.

Det gøres helt fra starten klart, at det er faderen, der er hovedpersonen. Han er meget målrettet og ved hele tiden, hvad det er han har gang i og hvilke konsekvenser hans beslutninger kan have for ham. Faderen har en slags mission, der går ud på at give sin søn, den ene af to bipersoner, en chance for et bedre liv. Faderen sætter ting i gang idet at han gør noget så simpelt, i relation til filmen, som at flygte. På den måde starter han hele handlingen. Ligesom han sætter ting i gang da han forlader sin søn i toget. Det kan specielt ses på sønnen, at han forbliver ensartet hele vejen igennem filmen, men handler totalt uforudsigeligt, hvilket er en karakteristisk ting for kortfilm.

Han regner hele tiden med, at han og faderen skal forblive sammen, også i det nye land. Hvis man ikke har set filmen før, er det meget svært, hvis ikke umuligt, at forudsige personernes handlinger, bortset fra den sidste scene. Faderen er kørt væk, og nu står sønnen ved et vendepunkt. Han kan vælge at flygte, eller han kan vende tilbage til asylhjemmet og forsøge at leve sin drøm om at blive ligesom Zidane, ud. Visse scener bliver altid fremhævet af underlægningsmusik, der enten er hek-tisk, sørgelig eller meget intens og spændingsfremkaldene. Den sidste scene ledsaget af meget sørgelig musik, der kun passer til handlingen, det supertotale billede er næsten idyllisk: solen skin-ner fra en skyfri himmel, der ligger friskfalden sne osv. Det hele virker godt, men det er ikke, eller er der alligevel et happy-end et eller andet sted? Det kan ikke siges lige præcis hvordan filmen ender, da dens slutning er meget åben og på den måde også giver meget plads til fortolkning. Der bliver i det hele taget ikke sagt særligt meget i filmen, den skriger nærmest efter fortolkning, da der er så mange ting der er uklare, fordi der ikke er mange replikker. Her er lyde på en måde sat ind i stedet for replikkerne. Dette kan ses i banegårdssekvensen. Da faderen sidder inde på konto-ret og hører, at der kommer et tog. Han går ud på paronnen for at se, om hans søn er med toget.

Han får øje på en far og søn, der skændes. Han genkender med det samme sig selv og hans egen søn i billedet. Man kan se på hans øjne, at han er bange for at der kunne være tilstødt hans søn

Side 2

[navn fjernet], 1b Dansk stil – Hisham Zaman – ”bawke” 15.4.2010

2 noget. Han tænker på det skænderi han havde haft med sin søn om fodboldkortene på container-havnen. Her viste det sig, at sønnens ultimative forbillede var Zidane, fordi det var det eneste kort han ikke ville give slip på. Dette bliver endnu tydeligere da han korrigerer sin far og fortæller ham Zidanes fulde navn. Der er en slags sammenspil mellem faderen og foldboldkortet. Han tager det fra sønnen og fortæller ham, at det ikke er godt. Da han ser far og søn skændes på banegården beslutter han sig for, at give det tilbage til sønnen, han ved dog ikke hvordan, men han ved, at det vil give sønnen håb og at det vil få ham til at gøre det rigtige efter at faren er blevet sendt hjem.

Handlingsforløbet er meget simpelt og afvikles i et langt flow uden nogen afbrydelser. Det fore-kommer komplet og uden nogen form for mangler på trods af den åbne slutning. På baggrund af den ovenstående tekst, kan det konkluderes, at filmen ”bawke” er i overensstemmelse med alle Raskins parametre.

Jeg har valgt at underdele filmes hovedtema ”flugt” i tre undertemaer: 1. adskillelse, 2. håb?, 3.

Flygtningetemaet i relation til filmen.

Adskillelsen er et gennemgribende tema i ”Bawke”. Drengen bliver skilt fra sin far, og dermed fra sin familie og sine rødder, evt. for evigt. På et andet plan bliver de begge to adskilt fra den verden, de kommer til: Selvom ingen enkeltpersoner i filmen viser tegn på ikke at respektere dem, kan samfundet ikke rumme dem; de kan ikke komme ind.

Filmen er i hele sin struktur bygget op omkring adskillelse, de bliver forenet og adskilt igen og igen.

Når filmen slutter, er adskillelsen definitiv.

: FORENING: Far og søn er forenet i flugten.

: TRUSLER OM ADSKILLELSE: Faren truer med at gå og går efter konflikt med sønnen om fodboldkortet.

: GENFORENING: Drengen kalder på sin far, og de ender med at gå videre hånd i hånd.

: ADSKILLELSE: Drengen forvilder sig ind i et tog og bliver væk fra faren på togstatio-nen.

: GENFORENING: Faren stiger selv på toget.

: ADSKILLELSE: Drengen får kontakt med en pige og går sammen med hende hen til vinduet. Der kommer billetkontrol, og faren forlader toget med kontrollørerne. Drengen står alene af toget på en anden station.

: GENFORENING: Far og søn er ført til samme flygtningecenter. Faren opdager ham, men giver sig ikke til kende.

: ADSKILLELSE: Faren føres ud til politibilen.

: FORSØG PÅ GENFORENING: Drengen opdager sin far og løber ud til bilen og forsøger at få kontakt – faren lader som om, han ikke kender ham.

: ULTIMATIVE ADSKILLELSE: Faren køres væk i bilen, drengen løber efter men må opgi-ve og står alene tilbage.

: FORENING I HJERTET OG I ERINDRINGEN: Faren har kastet sin hue med Zidane-fodboldkortet ud af vinduet. Sønnen samler huen og kortet op og ser endelig meningen i hans fars beslutninger.

Side 3

[navn fjernet], 1b Dansk stil – Hisham Zaman – ”bawke” 15.4.2010

3

På en næsten symmetrisk måde spejler filmen den første adskillelse, der ikke blev til noget, i den sidste og endelige adskillelse: Filmen klipper mellem nærbilleder af far og søn, hvorefter faren

går/køres væk og drengen løber efter ham og råber ”bawke!”. Den sidste gang er der en glasrude

imellem dem, en direkte, fysisk adskillelse, og faren stopper ikke op. Via nogle enkle virkemidler viser filmen, hvordan den første adskillelse var et forvarsel om den endelige. Også filmens slutbil-lede spejler dens start. Filmen starter med et supertotalbillede af en række lastbiler, hvorefter vi kommer ind på livet af far og søn i en række nære billeder. I filmens slutning går vi fra nære bille-der af far og søn for igen at ende i et supertotalbillede af drengen, der står alene tilbage på en sneklædt mark. Men hvor startbilledet er mørkt og dunkelt, er slutbilledet lyst. Hvor lastbilerne i startbilledet maler en linje, der er en barriere og tyk mur hele vejen gennem billedet, har slutbille-det dybde; landskabet er åbent. Hvor starten bygger op til en form for spænding: Hvad skal der ske med vores to hovedpersoner? Er der en anden ro over slutningen.

Filmen gør meget ud af uden ord at fortælle om den adskillelse, der er mellem far og søn og den nye verden, de ankommer i. F.eks. da de spørger om vej: de har svært ved at komme i kontakt med folk og får ikke et klart svar med det samme. Det er stort set kun farens og sønnens ansigter, man ser; alle andre bevæger sig som en anonym grød rundt om dem. Jeg har dog valgt at give poli-tibetjenten, der skal køre faderen væk til sidst lidt ekstra opmærksomhed. Han er deres sidste for-hindring inden flugten er fuldendt, han har stadig muligheden for at ødelægge det hele for dem.

Da han spørger faren om han kender drengen, svarer faderen nej. Betjenten bliver ved med at kigge på ham, man ser hans ansigt i et nærbillede og man kan se, at han ved lige præcis at faren godt kender drengen og at det er hans søn. Men han siger ikke noget, han reagerer slet ikke. Dette viser, at han respekterer farens handlinger og ofringer og at han forstår ham. Enhver far vil gøre alt for at hans søn kan få det så godt som muligt og det ved betjenten. Derfor lader han ham være og siger ingenting.

Håbet i filmen er i højeste grad relateret til Zidane-fodboldkortet og dets betydning for drengen.

Dog ser faren også håb for sin søn i visse andre situationer. I scenen hvor far og søn kører i toget, oplever faren, hvordan hans søn får kontakt med en lyshåret pige på hans egen alder. De rykker op forrest i togvognen, vender ryggen mod deres forældre og kigger ud af vinduet. Faren smiler da dette sker. Drengens handling giver en vis selvstændighed til kende. Dette er håbet for faren: han ser, at hans søn også kan klare sig selv.

At være på flugt og forlade sine rødder, sin familie, alt hvad man ejer og har, for et liv i uvished, et liv i et samfund, hvor man måske slet ikke er velkommen, er det centrale emne i filmen, ligesom det stadigvæk er meget aktuelt i vores nuværende tilværelse. Hvis ikke man selv har prøvet det, er det svært at forestille sig, hvor svært det må være. Instruktøren af ”bawke”, Hisham Zaman, har udtalt, at hans ønske med filmen er at få publikum til at føle en større forståelse for figurerne; at

                                                1
figurerne lever videre i publikums tanker, når filmen er slut.

1

Hisham Zamans udtalelse er taget fra et interview i anledning af filmen, interviewet kan læses på:

http://pov.imv.au.dk/Issue_21/section_1/artc2A.html

Side 4

[navn fjernet], 1b Dansk stil – Hisham Zaman – ”bawke” 15.4.2010

4

Filmens ærinde er tydeligvis ikke at fortælle en meget konkret historie om nogle flygtninge fra et bestemt land eller en bestemt kultur. Tværtimod er det filmens generelle stil at etablere et ano-nymt og universelt perspektiv ved ikke direkte at nævne navne, geografiske placeringer eller an-det, der kan lede tankerne hen på en konkret baggrundshistorie. Uanset hvem de to flygtninge er, og hvor de kommer fra, handler det om at etablere nogle følelser og en forståelse hos publikum for den situation, de er i her og nu. Det understreger filmen bl.a. ved på en gang at være realistisk i sin form og samtidig bruge melodramatiske elementer såsom musikken, de mange nærbilleder og den trykkede stemning.

For at komme lidt nærmere ind på filmens handlingsforløb vil jeg nu sætte selve handlingen ind i berettermodellen.

Anslag: 0:00 – 1:40 Parkeringspladssekvensen. Man bliver direkte introduceret til det centrale em-ne i filmen: Flugt. Der er en meget intens spænding og musik, man ser faren og sønnen, der er de vigtigste personer.

Præsentation: 1:40 – 3:05 Sekvensen under lastbilen + en kort sekvens i containerhavnen. perso-

nernes indbyrdes forhold står klart: far og søn. Det klargøres også, at deres flugt er meget om-stændig.

Uddybning: 3:05 – 8:20 Sekvenserne på containerhavnen, i byen, på perronen og i toget. Motivet for deres flugt fastlægges: chancen for et bedre liv et andet sted. Der opstår en konflikt mellem far og søn. Faren ser, at hans søn godt kan klare sig selv.

Point of no return: 8:20 – 9:20 Sekvensen i toget og på perronen. Faren ofrer sig selv for drengen så han ikke også bliver taget uden billet. Samtidig benytter han chancen til at adskille sig fra dren-gen, da det er nødvendigt for at hans mission om at give drengen en bedre fremtid skal lykkes.

Konfliktoptrapning: 9:20 – 12:00 Sekvenserne på den anden togperron, på kontoret og i asyl-hjemmet. Far og søn er adskilte, handlingen bliver mere og mere følelsesladet i takt med at de kommer tættere på hinanden. Det hele spidses enormt til da sønnen har set sin og løber efter ham ud til politibilen.

Klimaks: 12:00 – 13:05 Sekvensen ved politibilen. Det hele kulminerer i at faren ignorerer dren-gens råb og siger, at han ikke kender ham. Politibetjenten forstår farens beslutning og handling og gør derfor ikke noget, de kører væk og drengen løber efter.

Udtoning: 13:05 – 15:14 Sekvensen i politibilen mad faren og sekvensen på vejen med drengen + rulletekster. Den sidste vigtige detalje vises: faren tager sin hat af. Sønnen finder den og Zidan-fodboldkortet, der ligger i den. Håbet og det åbne landskab står i kontrast til musikken og tilskuer-nes associationer.

Side 5

[navn fjernet], 1b Dansk stil – Hisham Zaman – ”bawke” 15.4.2010

5

Den første scene har en helt speciel form for intensitet, der er skabt ved hjælp af nogle meget få meget simple midler. Den starter med et supertotalbillede af en række af lastbiler. Det er halv-mørkt og diset. Man ser farens beslutsomme ansigtsudtryk og drengens lidt skræmte udtryk. Mu-sikken er meget langtrukken med gennemskærende og nærmest frempressede toner, der får hele situationen til at virke ekstremt anspændt. Der er nogle hektiske bevægelser og farens ansigt og han kigger fra side til side mens han klipper hegnet op. Der er i overvejende grad brugt nærbilleder af drengens og farens ansigter, som er taget med håndholdt kamera. Dette får det til at føles som om man som tilskuer er lige midt i handlingen, lige der, hvor det er allermest intenst. Der klippes

19 gange i løbet af den 1 min og 40 sek lange sekvens, og der klippes gennemsnitligt hvert 5. Sek.

Man lægger ikke mærke til alle disse klip, da de er placeret på en sådan måde, at de er nødvendige for hele spændingsopbygningen i sekvensen. Mange klip er erstattet med et svingende håndholdt kamera. Dette bevirker, at det føles som om man selv er med i handlingen og selv kigger fra side til side. Sekvensen har en sådan spænding i sig, at det nærmest er umuligt ikke at ville se resten af filmen, med andre ord har Hisham Zaman bevist, at man med meget få og meget simple hjælpe-midler kan lave det perfekte anslag.

”bawke” er en utrolig intens, sørgelig, medrivende og tankevækkende kortfilm, der med meget enkle midler formår at indeholde alle Raskins parametre uden at tabe noget af sin spænding. Den giver et meget realistisk indtryk af, hvordan det er at flygte, og hvordan det er, at komme til et fremmet land, hvor det ikke er muligt at komme ind i samfundet af grunde som f.eks. herkomst eller udseende. Den viser, at forældre sætter deres eksistens på spil hver dag, ved at ofre dem selv på en sådan måde, for at sikre deres barn en sikker og god fremtid i et bedre land. Da filmen er dedikeret til flygtninge kan det antages, at Hisham Zaman har haft en lignende fortid. Han er ble-vet givet en chance for et bedre liv og han har udnyttet den i fulde drag.