Pulp Fiction af Quentin Tarantino | Filmanalyse

Side 1

STX 3.g

STX 3.g

Pulp: A soft moist shapeless mass of matter. Sådan indleder Quentin Tarantino sin prisvindende film “Pulp Fiction” fra 1994. Temaerne grådighed, loyalitet og stolthed sættes på spids mellem de stereotype karakterer. Det amerikanske gangstermiljø skildres ekstremt og ironisk, men også voldeligt i form af mange makabre og blodige sekvenser. Vold har ingen moralsk værdi, og bru-ges som et underholdningselement. Desuden bruger gangsterne sort sarkastisk humor i voldssce-nerne, hvilket gør filmen skræmmende morsom.

“Pulp Fiction” er en modsætning til trivielle Hollywood-film. “Pulp Fiction” er ikke kronologisk fortalt, men har en cirkulær dramaturgi, og består af tre sideløbende historieforløb. Den form for rodet fragmentarisk historiefortælling er et postmodernistisk genretræk. Det fremgår også i titlen

“Pulp Fiction”, som er tvetydig. Den kan betyde “formelig fiktion” ud fra ordet “pulp”, men

“Pulp Fiction” er også gamle magasiner fra 50’erne, som bl.a. indeholdte fiktive science fiction-og detektivhistorier. Tarantino er meget genrebevidst, og er blevet inspireret af de gamle maga-siner til at lave “Pulp Fiction”. Han har et meget bredt filmkendskab, og er berømt for sine refe-rencer og genrebrud, hvor han blander de forskellige genrer. Den skizofrene tilgang til historie-fortællingen er også et tegn på, at Tarantino har postmodernistiske træk.

Handling og cirkulær dramaturgi:

Filmen starter da det kriminelle par Ringo og Yolanda sidder ved et bord på en restaurant, og snakker om at røve restauranten. De trækker deres pistoler og råber, at det er et røveri. I næste sekvens sidder de to jakkesætsklædte håndlangere Vincent (spillet af John Travolta) og Jules i en bil på vej til en lejlighed, hvor de skal skaffe en kuffert for deres gangsterboss Marsellus Walla-ce. De skyder to af de mænd, som stjal den. I næste sekvens bliver bokseren Butch betalt af Mar-sellus for at gå ned i femte runde i hans næste kamp. Bag Butch træder Vincent og Jules ind i T-shirts. I næste sekvens aflægger Vincent et besøg hos pusheren Lance, og køber en lille pose he-

Side 2

roin, som han tager et skud af inden han skal underholde Marsellus’ kone Mia Wallace. De tager på en 50’er-inspireret restaurant hvor Mia trækker Vincent med ud på dansegulvet til en danse-konkurrence. De tager hjem til Mia, men efter et toiletbesøg opdager Vincent, at Mia har fået en overdosis af at sniffe hans heroin, som hun troede var kokain. Vincent kører hende straks hen til Lance i håb om at redde hendes liv. Lance finder en sprøjte med adrenalin, som Vincent giver hende, hvorefter hun vågner.

Den næste sekvens åbnes med titlen ”The Gold Watch”. Butch vågner fra en drøm om hans barndom, da han var en lille dreng og fik et guldur, som hans far ønskede han skulle have. Men hans far døde under Vietnam-krigen og bad hans ven Koons om at give gulduret videre til hans søn. Butch vinder kampen, som han ellers skulle gå ned i, og sætter sig ind i en taxa. Butch hav-de væddet en masse penge at vinde kampen og snyder Marsellus, som havde væddet på at Butch gik ned i femte runde. Derfor ved Butch at gangsterne er efter ham. Hans kæreste, Fabienne, ven-ter på ham i deres hotelværelse. De har planlagt at tage væk og Fabienne har pakket deres ting.

Men da Butch opdager, at gulduret mangler, tager han tilbage til sin lejlighed. I lejligheden sid-der Vincent på toilettet, og da han kommer ud, skyder Butch ham. Butch finder sit guldur, og på vejen mod hotelværelset møder han Marsellus, som han påkører, men påkøres også selv af en anden bilist. Butch og Marsellus ender i slåskamp i en butik, hvor de stoppes af butiksejeren, som tager dem til fange i sin kælder. Butiksejeren ringer efter Zed, og de viser sig at være vold-tægtsforbrydere. De voldtager Marsellus først, og i mellemtiden slipper Butch fri, og redder Mar-sellus med et samuraisværd, hvorefter de er kvit.

Nu kommer en fortsættelse på sekvensen hvori Vincent og Jules skaffer kufferten tilbage. De har lige skudt Brett, hvorefter en fjerde mand hopper ud af et rum og skyder vildt efter Vincent og Jules, men på “mirakuløs” vis rammer han dem overhovedet ikke. Gangsterne skyder manden og kører væk med den sidste mand, Marvin, som de lader til at kende. I bilen skyder Vincent Mar-vin i ansigtet ved et uheld, og de søger derfor hjælp hos Jules’ ven Jimmy. Jimmys kone kommer hjem om kort tid, så da Vincent og Jules har travlt, kommer “cleaneren” Wolf, som hjælper de to gangstere af med liget af Marvin.

Side 3

Vincent og Jules tager en taxa til den restaurant, Ringo og Yolanda sidder på og snakker om at røve. Vincent går på toilet da Ringo og Yolanda begynder at samle gæsterne på restaurantens pengepunge ind. Jules, der sidder alene, trækker sin pistol, og i stedet for at skyde Ringo og Yo-landa, løser han situationen på en fredelig måde, hvor de to røvere får Jules’ penge og forlader restauranten. Derefter tager Vincent og Jules også afsted med kufferten under armen i Jimmys gamle T-shirts og badeshorts.

Den cirkulære dramaturgi giver seeren anledning til eftertanke. For eksempel genspilles scenen på restauranten, men fra en ny vinkel, Jules’ vinkel. Den cirkulære model gør det muligt for Ta-rantino at fortælle de tre sideløbende historier uden at lave tre separate film lige efter hinanden. I stedet bliver de netop sideløbende, fletter sig sammen og giver seeren følelsen af at se filmen som en helhed. Da Vincent og Jules kommer ind på baren iført de kiksede T-shirts og badeshorts, bliver seeren både forvirret og klar over at filmen ikke er kronologisk fortalt. Seeren er forvirret, fordi der endnu ikke er vist, hvordan Vincent og Jules skiftede tøj, og på den måde lægger filmen op til en senere forklaring. Seeren bliver derfor nysgerrig, og forberedt på en forvirrende fortæl-leteknik.

“Pulp Fiction” er teknisk speciel, da der bliver brugt mange forskellige kameravinkler og klip-pemetoder. En ganske speciel kameravinkel, som Tarantino bruger i de fleste af sine film er den i starten, hvor kameraet ligger i bilens bagagerum, mens Vincent og Jules kigger ned i bagage-rummet. Denne kameravinkel er en af Tarantinos signaturer, og bruger selvfølgelig et frøper-spektiv. I scenen, hvor Mia tager en overdosis, (0:55-1:05) hører man Vincent komme ud fra toilettet, mens kameraet laver et nærbillede af Mia, mens hun ligger med savl ud af munden og blod ud af næsen. Nærbilledet af Mias blanke ansigt er meget voldsomt, og ved at bruge nærbil-lede, får seeren ikke Vincent at se og må derfor nøjes med at høre hans stemme. Vi ser derfor ikke, hvordan han reagerer, men det er slet ikke nødvendigt, når Mias savlende livløse ansigt siger mere end Vincents reaktion nogensinde ville være i stand til. Det er en smart teknik, hvor Tarantino bruger lyden og det (næsten) stillestående billede til at fortælle historien med. Samti-dig var det i dette nærbillede seeren blev efterladt, da der blev klippet. Da Vincent sidder i bilen og ringer efter Lance, er han i forgrunden og Mias livløse legeme i baggrunden. Her bruges et

Side 4

halvnært billede så seeren både ser Vincents anstrengte ansigtsudtryk, Mias livløse krop, nattens gader, som flyver forbi og Vincents ene hånd på rattet.

Da der klippes til Lance foran tv’et, udnytter Tarantino situationens absurditet samt un-derstreger dens kaos ved at vise kontrasten mellem Vincent i bilen, hvor gaderne flyver hurtigt forbi i baggrunden, og Lance hjemme i stuen, der dovent ligger og ser tv. Da han tager telefonen klipper kameraet mellem de to mænd, og de korte, hurtige replikker skaber nogle hurtige klip, som forvirrende springer mellem de to forskellige steder. Samtidigt med, at Lance bliver urolig skaber de hurtige klip også et større kaos. Lance lægger på og da ankommer Vincent. Da Lance går ud i haven til Vincent, bruges et håndholdt kamera til at intensivere den kaotiske stemning samtidig med, at seeren får en følelse af selv at følge med Lance ud i haven. Scenen bliver da mere virkelig får seeren. Man hører Jody spørge: “What the hell was that?”, og derfor virker den håndholdte kameravinkel som Jodys synsvinkel, selvom Jody senere vises inde i sin seng. Det er i virkeligheden seerens synsvinkel, og seeren, der står på terrassen. Seeren narres på den måde til at involvere sig i filmen. Der bruges fortsat håndholdt kamera da Jody kommer ud i stuen til Lance, og derfor fortsætter den kaotiske stemning samtidig med at alle karaktererne råber ad hinanden. Det håndholdte kamera flyver hurtigt fra person til person i mellem deres replikker uden at klippe, og det er meget forvirrende for seeren og meget kaotisk.

Da Vincent får adrenalinsprøjten og skal til at stikke igennem Mias brystkasse bruger Ta-rantino montageklipning til at forøge spændingen. Mens Lance tæller ned fra tre, ser vi sprøjten helt tæt på, den røde prik, Mias livløse ansigt og karakterernes spændte ansigtsudtryk. Ud fra disse billeder der langsomt zoomes ind på, skal seeren selv forestille sig, hvad der skal til at ske.

Vi ved, hvad der skal ske, men når seeren først ser sprøjten og så den røde prik, danner man sig selv alle mulige forestillinger om, hvordan det kommer til at foregå og det endelige udfald. Der-efter sker det, og Mias ansigt, før livløst, suger nu livet tilbage i kroppen i det samme nærbillede som i montageklippet.

50’er kulturen og 90’er kulturen

Det amerikanske gangstermiljø har en central rolle i “Pulp Fiction”. Der er undertoner af racisme i form af kraftig adskillelse mellem sorte og hvide karakterer. Marsellus er “den store neger” og håndlangerne Vincent og Jules er hans “negerdrenge”, selvom Vincent er en hvid karakter. Der er generelt et meget beskidt sprogbrug hos karaktererne, som indikerer det hårde miljø i “Pulp

Side 5

Fiction”. På den måde både hylder gangstermiljøet/ Amerika, men gør det samtidig til grin.

Gangsterne understreger den forventning man har til dem, at de er hårdnakkede og koldblodige, fx da Jules skyder manden i sofaen da han taler med Brett, og da Vincent skyder Marvin uden at have skyldfølelse over det. Samtidig gøres de til grin, ved at fremstille dem i situationer, man ikke forventer at se dem i.

Filmens karakterer er stereotyper, og eksplicit repræsenterende for forskellige filmgenrer. Hånd-langer-parret Vincent og Jules er en reference til 50'er genren “film noir”. “Pulp Fiction” har mange “noir” træk. Et meget tydeligt træk er da Butch sidder i taxaen og taler med chaufføren Esmeralda, og når man kigger ud af vinduerne på taxaen ligner det noget, som er filmet i

50’erne. Vincent og Jules er med deres sorte jakkesæt og koldblodighed typiske “noir” karakte-rer. Dette ses især på den dystre stemning og den nonchalante holdning til tab af liv. “Femme fatale” er også et “noir” træk, og ses i karakteren Mia Wallace, som er en forførende og manipu-lerende ung kvinde, der lever et vildt liv med stoffer og gangsters. Derudover er den 50’er inspi-rerede restaurant “Jack Rabbit Slims” en direkte reference til den amerikanske 50’er kultur.

Har man set “Saturday Night Fever”, ved man, at John Travolta spiller med i en storslået dansescene. Tarantino refererer til Travoltas rolle i “Saturday Night Fever” ved at lade Vincent og Mia danse på “Jack Rabbit Slims”. Modsat i “Saturday Night Fever”, er Travolta i “Pulp Fic-tion”, halvfed og høj på heroin. Det er igen et tegn på, at Tarantino refererer til begivenheder tidligere i filmhistorien, og et typisk 90’er træk. Der er altså både referencer til 50’er kultur og

90’er kultur.

Tarantinos humoristiske element i at blande komedie- og noir genren kommer til udtryk i de hverdagsagtige diskussioner mellem Vincent og Jules om mad og sex. Selvom Vincent og Jules er koldblodige gangstere, fokuseres der på deres banale mandlige samtaler: “Eatin' a bitch out, and givin' a bitch a foot massage ain't even the same fuckin' thing”. Deres rolle understreges i Jules’ replik: ”Let’s get into character”, lige inden de træder ind til de tre mænd, som har stjålet kufferten. Igen et humoristisk element og en latterliggørelse af stereotype gangstere.

Tarantino er berømt for sit valg af musik til sine film. I “Pulp Fiction” domineres soundtracket af

amerikansk western/ surf-rock musik. Tarantino refererer til andre film genrer, bl.a. western-

Side 6

genren ved at vælge nummeret “Misirlou” af Dick Dale & His Del-Tones, som er et kendt stykke surf musik med en anelse præg af western. Tarantino refererer igen til “film noir” og 50’er kultu-ren ved at vælge 50’er musik, bl.a. i scenen på “Jack Rabbit Slims”. På “Jack Rabbit Slims” mø-der man også kendte figurer fra 50’erne, deriblandt Marilyn Monroe og Buddy Holly. Musikval-get har også et humoristisk element. I scenen hvor Butch møder Marsellus og påkører ham, høres denne tekst fra musikken i bilens radio: “It’s good to see you. I must go. I know I look a fright.”

Det er hylende morsomt.

Moralsk konflikt og symbolik i de sideløbende historieforløb:

Filmens omdrejningspunkt er kufferten. Kufferten ejes af Marsellus, og indeholder noget meget værdifuldt. Men kuffertens indhold afsløres ikke på noget tidspunkt. Seeren er derfor tvunget til at gætte sig til kuffertens indhold, hvilket netop er formålet ved at have den med i filmen. Kuf-ferten er det man i filmverdenen kalder en MacGuffin. En MacGuffin har ikke noget formål i filmens handling, men er et udefineret filmisk redskab, der får seeren til at undre sig og tænke over filmen. Kufferten åbnes to gange, en gang af Vincent og en gang af Pumpkin. Kufferten lyser folk i ansigtet når den åbnes, hvilket er en urealistisk effekt, som da Mia tegner en firkant i luften i bilen med Vincent (0:33). Når Tarantino blander disse effekter ind i sin ellers “realisti-ske” film, leger han på den postmodernistiske måde med filmgenrens rammer, og siger samtidig til kritikerne: “Don’t be a ____”. Der er ingen tvivl om, at kufferten er værdifuld da Jules spør-ger Vincent: “We happy?”, hvorefter Vincent svarer: “Yeah, we happy”. Da Pumpkin ser kuffer-tens indhold, spørger han Jules: “Is it what I think it is?” og Jules nikker. Kuffertens indhold er netop hvad man tror det er, eller hvad man ønsker det er. Vincent oplever kufferten som noget, mens Pumpkin oplever den som noget andet. Kuffertens mening er altså at skabe et forum til debat, som aldrig løses. Man må selv gætte sig til indholdet, og det igen et fantastisk filmisk vir-kemiddel.

Butch er en karakter, som gennemgår en udvikling. Gulduret har en stor betydning for Butch, da det er et levn fra sin afdøde fader. Gulduret er en symbolsk værdi, som har gået fra generation til generation, og nu er det en ære for Butch at modtage det. Faderen beskyttede uret under Viet-nam-krigen, og som vennen Koons fortalte, ved at opbevare uret oppe i sin endetarm. Koons

Side 7

beskriver situationen som et “pit of hell”. Da Butch mister uret, mister han også den ærefulde værdi, og er villig til at gøre alt for at finde det igen. Butch gennemgår nu sit eget “pit of hell”, som ses filmisk i flere scener. Tarantino bruger filmiske virkemidler til at beskrive det helvede Butch nu gennemgår.

I gamle dage havde man ikke de filmteknikker man har i dag. I scenen hvor Butch sidder i taxaen, projekteres en sort-hvid video, som skal forestille udsynet i vinduerne. Det er tydeligt, at det er to separate videoer, og man kommer til at tænke på gamle sort-hvid film. I gamle dage var det mest almindeligt at bruge den teknik i bilscener, men det gjorde også at man måtte være me-get nøjagtig. Ved at referere til den gamle teknik, refererer Tarantino både til “film noir” genren og til de gamle dage Butchs fader levede i.

Der er altså flere ting, som peger på Butchs forhold til sin fader. Der er underlagt krigslyde i sce-nen hvor Butch sniger sig hen mod sin lejlighed. Det understreger Butchs “pit of hell”. Mest be-mærkelsesværdigt er scenen hvor Butch tages til fange sammen med Marsellus. De er sammen i et “pit of hell” tilsvarende faderen og vennen Koons. Da Butch slap fri, kunne han have valgt at flygte mens Marsellus voldtages analt af to psykopater. Han vælger derimod at redde Marsellus, selvom Marsellus er hans største rival. Marsellus er taknemmelig, og Butch har bevist sin loyali-tet.

Det kan menes, at den anale voldtægt er en reference til uret, som faderen havde i endetarmen.

Det kan også menes, at den anale voldtægt kommer til udtryk når Marsellus nævner ordet “ass” i mange replikker tidligere i filmen. Eksempelvis siger Marsellus til Butch: In the fifth, your ass goes down. Men Butch vil ikke miste sin ære ved at lade sig tabe i en kamp. En anden reference til dette er når Jules siger til Brett: You tried to fuck him. And Marcellus Wallace don't like to be fucked by anybody except Mrs. Wallace. Det er ironisk, at det netop er Marsellus, som ender med at blive voldtaget. Tidligere i filmen siger Marsellus til Butch: Fuck pride. Pride only hurts, it never helps. Men efter denne voldtægtsscene beviser Butch, at ære er essentiel. Butch opnår fri-hed, som også understreges idet han kører afsted med Fabienne på en motorcykel. Motorcyklens

Side 8

“Pulp Fiction”s centrale omdrejningspunkter er moral og stolthed som en konflikt mellem karak-tererne. Et gennemgående tema i filmen er individualisme. Man ser individualisme i den måde karaktererne udvikler sig. Butch gennemgår en udvikling, som beviser at ære er essentielt for hans senere frihed. Selvom Butch er en koldblodig bokser, har han loyalitet og stolthed. Jules er en vigtig karakter, som også gennemgår en udvikling. Jules fremstår som en religiøs karakter.

Han får en åbenbaring i scenen hvor en mand skyder efter Vincent og ham. Kuglerne stoppes på

“mirakuløs” vis, og Jules tænker, at det kun kan være Guds værk. Denne mirakuløse begivenhed understreger forskellen på Vincent og Jules, fordi Vincent ikke reagerer på miraklet. Derudover har Jules en lang monolog, som han spiller to gange i løbet af filmen. Han siger selv, at det er et stykke fra biblen, skrevet af Ezekiel:

"The path of the righteous man is beset on all sides by the inequities of the selfish and the tyran-ny of evil men. Blessed is he who, in the name of charity and good will, shepherds the weak through the valley of the darkness. For he is truly his brother's keeper and the finder of lost chil-dren. And I will strike down upon thee with great vengeance and furious anger those who at-tempt to poison and destroy my brothers. And you will know I am the Lord when I lay my venge-ance upon you."

Jules spiller denne monolog før han skyder Brett. Først synes han, at det bare er sejt at sige, men Jules bliver gradvist mere religiøs, og søger meningen med sin tilværelse. Vincent og Jules tager hen på restauranten, hvor Jules oplever et “moment of clarity”. Han vil ikke længere fortsætte i branchen, men vil hellere “walk the earth”. På restauranten genspiller Jules monologen da Pumpkin og Yolanda truer ham på restauranten, men undlader den sidste sætning: “And you will know I am the Lord when I lay my vengeance upon you.". Jules har opnået en forståelse af mono-logen: “The truth is you're the weak. And I'm the tyranny of evil men. But I'm trying. I'm trying real hard to be the shepherd.” Jules mener altså, at Pumpkin er en svag person, som mangler hjælp. Jules erkender, at han selv er tyrannisk, idet han dræber uden at tænke. Nu prøver han at være hyrden, som hjælper den svage gennem mørket. Det er essentielt for filmens slutning, idet Jules hjælper Pumpkin ved at fortælle ham dette. Jules opnår sin frihed, og kan nu “walk the earth”.

Side 9

Udover Jules’ gudstroende karakter rummer “Pulp Fiction” også andre referencer til religion.

Den cirkulære dramaturgi kan kobles til den buddhistiske tro på genfødsel. Dette ses på karakte-ren Pumpkin, som kun er med filmens første scene og sidste scene. I den første scene er Pumpkin en grådig, koldblodig gangster. I den sidste scene fortæller Jules Pumpkin om liv og død, og for-håbentlig lærer Pumpkin noget deraf. Hans replik i den første scene “not in this life” indikerer denne teori. Den buddhistiske tro på genfødsel er en interessant vinkel i forhold til “Pulp Ficti-on”. Dette understreger, at “Pulp Fiction”, analysemæssigt, virkelig er en dyb film. En film, som både er en komedie og en kunstfilm. “Pulp Fiction” henvender sig altså både til det brede publi-kum, men også det analyserende, akademiske publikum.

Der er mange postmodernistiske træk i “Pulp Fiction”, hovedsageligt i form af filmens temaer, den cirkulære dramaturgi og Tarantinos intertekstualitet mellem 50’er kultur og 90’er kultur. Der er et væld moralske temaer, symbolik og filmiske virkemidler, men filmen er også morsom og underholdende. “Pulp Fiction” er derfor stilskabende og definerer 90’erne som et årti, hvor man begyndte at tænke anderledes. Et årti, hvor man begyndte at lege med genrer, og sprængte de rammer man i så mange år havde forsøgt at bygge op for at simplificere filmens budskab, men i stedet kom til i stor grad at lukke sig selv inde med. “Pulp Fiction” er den brændende dynamit Tarantino sprænger sig fri med, ud i den friske blå luft, hvor mulighederne hænger som plukbare appelsiner på et træ i en have, fordi, hey... don’t be a _____