Forfattere, der vil skabe forandring

Side 1

Dansk A STX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 3 – august 2018

STX 3.g

Vi ved det alle: Verden er fuld af mennesker, der ikke bliver behandlet ordentligt. Mange af dem lever i en helt almindelig hverdag med familie, skole eller arbejde. I den slags tilfælde er det sværere at se, når mennesker bliver undertrykt eller udsat for social udskamning. Men ét er at opdage det - kan vi overhovedet ændre på det? Realismen i det moderne gennembrud og senere socialrealismen påvirkede den politiske udvikling gennem litterære skildringer. Vi ser den samme tendens i dag, hvor forfattere også bruger ordet til at påvirke og forandre.

Nytårstaler og manifester er eksempler på genrer, der kan bruges til at skabe forandringer i samfundet. Det gælder også forfatter og debattør Sara Omars nytårstale (DR2 Deadline, 1. januar 2018) og forordet til bogen Ludermanifestet (2017) af den feministiske kendis-trio GirlSquad.

I Sara Omars nytårstale er den primære appelform patos. Det passer til det følelsesladede budskab, nemlig at undertrykkelse af kvinder i muslimske miljøer må høre op. Vi fornemmer patos i ordvalget, hvor vi skal føle vrede på kvindernes vegne: ”Når du fødes med mærkaterne skyld, skam og ære præget ind i huden, fordi du kun er en kvinde...” (l. 1-2). Ordvalget “skyld” og “skam” er negativt ladet. Ordet “ære” er normalt positivt, men i denne tale er det negativt på grund af associationerne til muslimske æresdrab. Talen rummer generelt mange beskrivende adjektiver, hvoraf flere er negativt ladede som “mørklagte og tabuiserede” (l. 15) og “undertrykkende og patriarkalske” (l. 30).

Patos kobles med etos, idet Omar fremhæver sine egne erfaringer med at bryde fri af undertrykkelse: ”Jeg ved godt at sandheden gør ondt. Den gør ondt. Det ved jeg alt om.” (l. 27). På tidspunktet for talen var hendes delvist selvbiografiske roman, Dødevaskeren, meget omtalt, og derudover var hun kendt som debattør af kvinders rettigheder og islam. Hun er dermed en afsender med stor troværdighed i forhold til talens emne.

Patosappellen bruges ikke kun til at vække vores forargelse. Omar runder sin tale af i mildere toner som en statsmand: “Jeg ønsker jer alle, af hele mit hjerte, et rigtig godt nytår.” (l. 52). Patos bruges ofte til at STX 3.g taleren slutter af med at ønske alle godt nytår. Dermed appellerer Omar til en positiv følelse som håb i slutningen.

Sara Omars personlige engagement fremhæves af hendes fremførelse. Hendes stemmeføring er rolig og tydelig, og hun lægger tryk på ord og holder små kunstpauser, så virkningen trænger ind (53).

Hvad angår kropssprog, er hendes øjenkontakt vedholdende og udstråler styrke. Når hun taler direkte til de muslimske mænd om, hvordan man ikke behandler en kvinde, udtrykker hendes rynkede bryn vrede på kvindernes vegne (03.38). Hun smiler dog, når hun taler om håb og frihed (00:33, 04:00).

Omar benytter sig af to metaforpar: “ordet” og “sværdet” samt “lys” og “mørke”. Begge par er patosfyldte, og lysmetaforen understøttes af, at der vises et brændende lys på en skærm bag Omar. Lyset symboliserer sandheden, idet Omar vil ”kaste lys over de mørklagte og tabuiserede afkroge” (l. 14-15). Det repræsenterer også håb og glæde: ”For det er udelukkende ord, der har været mit lys og grunden til min

Side 2

Dansk A STX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 3 – august 2018 overlevelse i et hav af mørke.” (l. 20-21). De to sæt metaforer er samtidig eksempler på antitese. Ved at stille to modpoler op over for hinanden bliver budskabet klarere.

Ludermanifestet har ligesom nytårstalen et budskab om frisættelse af kvinden. Mere specifikt argumenterer trioen for en normændring i samfundet, der skal frigøre kvinder, der er åbenlyst seksuelt aktive, fra fordømmelse. Det skal ske ved at ændre vores forståelse af ordet ’luder’, så det ikke kan bruges til udskamning. Kvinderne bag GirlSquad er kendt som influencers og debattører, men starter alligevel med at fastslå deres etos: ”Vi har alle tre været unge i Danmark.” (l. 1). De bruger løbende etos, og det markeres sprogligt med gentagelser, eksempelvis om hver forfatter: ”[NN] var en luder, da” (l. 10-12). På den måde understreger trioen, at de taler ud fra personlige erfaringer.

Logos fylder også i manifestet. Forfatterne kommer med faktuelle oplysninger, som skal bevise, at der endnu ikke er ligestilling: ”Til dette kunne vi komme med faktuelle svar, såsom …” (l. 35). Faktisk undsiger de egne fakta med formuleringen ”Til dette kunne vi komme”. Det er næsten, som om de ikke vil stå ved de tørre logos-baserede argumenter, men de medtager alligevel oplysningerne, så vi ikke undgår at blive påvirket.

Til sidst i teksten opstiller GirlSquad seks mærkesager. De er uakademisk opstillet: ”#1 Reclaim ordet luder!” I stedet for normal punktopstilling har de brugt hashtag-tegn, og udråbstegnet giver desuden et uformelt og råbende indtryk. Flere af mærkesagerne minder i ordlyden om hashtags på de sociale medier og kan bruges sådan. Den bevidst uakademiske stil i mærkesagerne passer fint med navnet GirlSquad og med brugen af ’luder’.

Når vi sammenligner de to hold debattører og måden, de bruger deres genrer på, bør vi først definere genrerne. En nytårstale er koblet til en konkret kommunikationssituation og holdes normalt af statsledere.

Når en mellemøstlig forfatter får lov at holde en, opstår en unik kommunikationssituation. På flere måder taler Omar som samlende en statsmand, idet hun både gør status, irettesætter og inspirerer. Et manifest er omvendt en tekst, der udlægger grundlaget for en ideologi eller verdensanskuelse. Et berømt eksempel er Mary Wollstonecrafts Et forsvar for kvindens rettigheder (1792), og derfor virker et feministisk manifest fra GirlSquad ikke ulogisk. Trioen fører sig dog ikke som statsledere, men som provokerende outsidere.

Et vigtigt led i at forstå, hvad og hvordan debattørerne vil forandre, er deres målgrupper. Omar adresserer umiddelbart sin tale til ”alle” (l. 9), men henvender sig konkret til sine muslimske ”medsøstre” (l. 39) og til mændene med ”kære brødre” (l. 42). De undertrykte kvinder skal altså skabe en bevægelse indefra mod undertrykkelse, og på samme måde skal mændene ændre adfærd. Alligevel er hendes primære modtager ikke herboende muslimer. Ellers havde hun ikke holdt talen på dansk og i Deadline.

Vi får et hint om Omars reelle modtager i indledningen: ”Når du fødes med mærkaterne…” (l. 1). Det gælder nok de færreste af Deadlines seere, som til gengæld er velorienterede og måske kender Omars roman, så de vil være tilbøjelige til at sympatisere med hendes sag. Pronominet ’du’ kan derfor ses som en dramatisk måde at få en udenforstående til at indleve sig. Ved at få disse modtagere i tale engagerer Omar en ressourcestærk gruppe, som måske vil bidrage til at sætte muslimske kvinders liv på den politiske dagsorden.

I Ludermanifestet er ’vi’ er det dominerende pronomen. Det lader primært til at henvise til forfatterne selv:

”Vi har alle tre” (l. 1). Kvinder omtales som ’de’, selvom forfatterne alle er kvinder: ”kvinder jo godt må […].

Side 3

Dansk A STX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 3 – august 2018

De må jo” (l. 24-25). GirlSquad lukker sig på den måde om sit eget ’vi’. På den måde kan vi sige, at Ludermanifestet mest er vendt mod forfatterne selv og deres egen kamp. Deres manifest vil overbevise modtagerne om at ændre holdning, men ikke om at handle. Men hvis en bred modtagergruppe godtager trioens udsagn, vil det også skabe en reel forandring for kvinderne, som i dag udskammes for et aktivt sexliv.

Teksternes virkemidler er afstemt efter deres formål. Omar vil overbevise sine modtagere om at handle, og derfor bruger hun patos, så modtagerne bliver følelsesmæssigt engageret. Hun opbygger personlig etos og trækker på metaforer, som fænger og tydeliggør. GirlSquad vil primært overbevise modtagerne om, at forfatterne har ret, og til det bruges en blanding af etos og logos. Samtidig forsøger de at provokere læseren med bevidst uakademiske virkemidler og sprogbrug. Dermed understøtter deres trodsige reaktion det opgør med normen om kvindehad, som de ønsker.

Men skaber forfatterne så forandring? Det er svært at vide i praksis, men begge tekster vakte debat. Deres sprogbrug fortæller os, hvilken forandring de drømmer om. Sara Omar bruger store ord og taler malende om at ”inspirere og skabe forandring” og ”reformere, revolutionere […] gøre op med” (l. 16-17). Vi drages af hendes vision om en bedre og smukkere verden og ønsker at være del af forandringen. GirlSquad bruger derimod sproget som et våben. De konfronterer modtageren gennem bevidst provokation. De beder ikke pænt om ikke at blive kaldt ludere, men tager i stedet ordet til sig som et forsvar.

På hver deres måde retter de to hold debattører altså en verbal projektør mod et problem i samfundet.

Selvom det er to forskellige former for udskamning og undertrykkelse af kvinder, der italesættes, er der overlap i indholdet. Forandring er svær at måle, og nogle gange har det høje omkostninger. Det kan Omar, der lever under politibeskyttelse, tale med om. Men for hver gang nogen råber op og retter vores fokus mod det, der trænger til forandring, er vi ét skridt nærmere. På den måde kan det lille frø, der begyndte som en følelse eller en tanke, gradvist vokse sig meget større.