Barndom (uddrag) af Tove Ditlevsen | Analyse

Side 1

Guldnotat til forfatteres fremstilling af sig selv i litteraturen – med en analyse af ”Barndom”

EN HJÆLPENDE HÅND .................................................... 1 PERSPEKTIVERENDE TEKSTER ....................................... 14 NOTEPAPIRET .....................................................................1 AT BRUGE DE SEKUNDÆRE TEKSTER........................................ 14 TRIN FOR TRIN VEJLEDNING ....................................................1 BAGGRUNDSVIDEN: ANALYSEN OG FORTOLKNINGEN .... 2

HF 2. år

RESUMÉ AF ERINDRINGER: BARNDOM .......................... 3

INDGANGSVINKLER: ANALYSEN OG FORTOLKNINGEN ... 3

ANALYSE OG FORTOLKNING ........................................... 6 SYNSVINKEL- OG FORTÆLLERPOSITION ......................................6 STED OG MILJØ ...................................................................7 TID ..................................................................................8 PERSONKARAKTERISTIK .........................................................9 SELVFREMSTILLING ALT I ALT ................................................ 12 PER THEIL: ”DET ER MIN HISTORIE, SAGDE HUN…” (2008) ......... 14

SØREN BO AGGERBECK LARSEN: ”MÅDEN VI ELSKER OS SELV PÅ”

(2008) .......................................................................... 16 JENS BLENDSTRUP: GUD TALER UD (2004) ............................. 17 MICHAEL KVIUM SELVPORTRÆT (1985) ................................ 17 LILIAN CUENCA RASMUSSEN: EGOSONG (2006) ...................... 18 Tip: For at springe til et sted i guldnotatet, klik da på overskriften i indholdsfortegnelsen.

Side 2

1

En hjælpende hånd

Når du bruger vores noter, er det ikke sikkert, at du finder lige præcis det, du søger. Det kan være, at vi har lagt vægt på helt andre ting, end du har, eller at vi har tillagt noget stor værdi, som du har forkastet som ligegyl-digt. Lige præcis det, at vi har fokuseret på andre ting end dig kan dog være informationer, som kan være lige så nyttige, som dem du startede ud med at lede efter, så lad være med straks at forkaste dem eller værre: straks at forkaste dine egne noter! Overvej i stedet, hvorfor vi har et an-det syn på den givne tekst end dig. Det kan nemlig hjælpe dig til at uddybe din analyse, så den bliver bedre og mere sammenhængende.

Vores fortolkninger vil i de fleste tilfælde være efterfulgt af citater, der understøtter dem. (Denne teknik skal du for øvrigt også bruge citaterne i din endelige opgave). Du kan på den måde hele tiden orientere dig i, hvad vi mener og tage stilling til, om du er enig.

Notepapiret

Notepapiret er altså en indsamling af alle de situationer, elementer, cita-ter og temaer vi finder, det kunne være relevant at komme ind på i en

analyse og fortolkning af teksten/teksterne. Du kan umuligt fylde alle no-

taterne og citaterne ned i din opgave, og dette er heller ikke meningen. Du skal derimod bruge noterne og citaterne som en hjælp til at komme i gang med din egen opgave og til at pege dig i retningen af netop din analyse og fortolkning.

NB: Husk, at du til eksamen selv skal være i stand til at lave analysen og fortolkningen uden hjælp fra vores notepapir. En god idé er derfor selv at

prøve at lave analysen af teksten/teksterne, inden du anvender noterne

herunder. På den måde kan du også finde ud af, hvad du finder svært og arbejde ekstra grundigt med dette.

Trin for trin vejledning

Til at guide dig igennem teksten har vi lavet en trin-for-trin-vejledning, der viser dig, hvordan du selv får taget hul på analysen og fortolkningen. Vil du selv prøve først, inden du kigger på vores noter, hent da vejledningen til analyserende oplæg her og analysemodellen til novelle her.

Side 3

2

Opgaveformuleringen

I Trin-for-trin-vejledningen gennemgår vi, hvad du generelt bør være op-mærksom på i forbindelse med de forskellige opgavetyper. Det, du især bør være opmærksom på ved det analyserende oplæg er, at der en over-ordnet ramme, der på forhånd er givet, og at dit færdige produkt skal beskæftige sig med netop denne ramme. Du skal ikke forstå opgavetypen ”analyserende oplæg” som et mundtligt oplæg, men som et skriftligt af-rundet produkt, hvor analysen står i centrum, men hele tiden forholder sig til det overordnede tema. Det er vigtigt, at du derfor både kan demon-strere litteraturteoretisk viden, at du er i stand til at nærlæse- og analyse teksten og samtidig sætte denne analyse i relation til den overordnede ramme og der ud over kan flette de tekster, der skal relateres til, natur-ligt ind i opgavebesvarelsen. Det er i denne opgave selvfremstilling, der er hovedfokus og det, du skal tage udgangspunkt i, når du skriver det ana-lyserende oplæg. Det dækker over, at Tove Ditlevsen i tekstuddraget skil-drer sin egen barndom og dermed kommer med en selvfremstilling. Det er vigtigt, at det er det, du har i centrum, når du skriver dit analyserende oplæg, og det er også det, der er i centrum i guldnotatet.

Baggrundsviden for analysen og fortolkningen

Det kan være nyttigt at vide noget om forfatteren, der har skrevet den centrale tekst, du skal i gang med at analysere, men der er intet krav om,

at du behøver medtage noget om ham/hende i dit analyserende oplæg. Et

resumé kan på samme måde være med til at skabe overblik over teksten, men vi fraråder, at du skriver et resumé i din opgavebesvarelse, da det ofte bare vil komme til at blive irrelevant fyld i en opgave. Her er det med-taget for at give dig et overblik over teksten.

Forfatteren: Tove Ditlevsen

Liv og litteratur

Liv

Tove Ditlevsen levede fra (selvom hun skrev, hun blev født i

1918). Hun voksede op i et arbejderhjem på Vesterbro med en far, der var fyrbøder og en hjemmegående mor. Moren var afvisende over for datte-rens ønske om nærhed, hvilket førte til, at hun udviklede et had-kærlighedsforhold til moren og ikke følte sig elsket. Tove Ditlevsen har gennemgået fire afbrudte ægteskaber, stofmisbrug, gentagne ophold på psykiatrisk afdelinger og flere selvmordsforsøg, hvoraf det sidste lykkedes.

Virkelighedsskildringer

Tove Ditlevsens tager udgangspunkt i sit eget liv og iscenesætter det in-den for alle genrer: digte, romaner, novelle og erindringer. Litteraturens stemmer skriver: ”Tove Ditlevsen gør sit liv offentligt, før det blev almin-deligt” (p. 94). Dermed var hun en forgangskvinde i sammenblandingen af

Side 4

3 litteratur og liv på en ny måde. Hun benytter bevidst medierne til at pro-movere sig selv, skrev erindringer til ugebladene og redigerede en læser-brevkasse om samliv. Hendes bog Gift var endda ved at indbringe hende et sagsanlæg, fordi hun i den udleverede flere virkelige personer.

Modernisme og traditionalisme

Typiske skildringer i Ditlevsens værker er erfaringen af, at alt er forbigå-ende og følelsestilstande skrøbelige. Hun skildrer en dyb melankoli, der tager afsæt i en eksistentiel angst. Det, der for Tove Ditlevsen binder tingene sammen, er skriveprocessen og sproget. Tove Ditlevsen står på den ene side midt i det modernistiske projekt i at skildre fornemmelser af opbrud, fremmedhed og tab, men samtidig er hendes tekster meget reali-

                                                      1
stiske og formfuldendte, hvilket peger bagud i litteraturtraditionen .

Resumé af uddraget fra Erindringer: Barndom

I tekstuddraget skildrer Tove Ditlevsen én dag, der kunne være et billede på alle dage. Jegfortælleren ser håb i sin mors udseende, men der er hele tiden en distance mellem moren og hende. Faren og broren er ude, og hun kender den daglige rutine, hvor moren står op og gør sig klar til at købe ind. Jegfortælleren er bekendt med dem, der bor i kvarteret og ken-der deres øgenavne som Fnat-Hans og Smukke-Lili. Indenfor bliver hendes

1

Red. Klaus P. Mortensen Litteraturens stemmer (2009) øjne fanget af et maleri, hvorunder der står ”kvinde venter sin mand hjem fra søen”, men mens billedet får hende til at blive trist til mode, får det hendes mor til at le og synge. Hun føler, at det er hendes egen skyld, at hun ophidser sin mor til at slå og skubbe hende, men hun har et værn imod det. Hvis hun tænker på ord og digte, betyder hendes mor ikke læn-gere noget for hende, og hun kan gøre sig selv fjern fra den verden, hun lever i. Den fjernhed, hun opnår over for sin mor gør, at moren holder op med at være fjendtlig imod hende og i stedet ignorerer hende. Jegfortæl-leren afslutter med at sige, at de hverken behøvede mænd eller drenge, fordi de kun trivedes, når de var alene med hinanden i deres skrøbelige lykke. Alt dette er, hvad der er tilbage, efter hendes mor er død, og der ikke er nogen tilbage til at fortælle hendes historie, som den virkelig var.

Indgangsvinkler til analysen og fortolkningen

Det er altid svært at finde ud af, hvordan man skal starte et analyserende oplæg, og hvordan man skal sørge for, der kommer en rød tråd igennem det. Du skal nemlig relatere de øvrige tekster i opgaveforlægget til analy-sen af hovedteksten, og derfor er det helt afgørende, at den røde tråd

også kan binde an til de tekster/de billeder, du vælger at relatere den til. I

opgaveforlægget får du at vide, at du skal skrive et analyserende oplæg om forfatteres fremstilling af sig selv i litteraturen. Det er meget vigtigt, at du er opmærksom på, at det derfor er litterære selvfremstillinger, der er

Side 5

4 fokus for hele din opgave. Det er dog et meget bredt emne, og det er en Eksempel på indledning 2 god idé fra starten at gøre dig klart, hvad dit delemne eller dit fokus skal være inden for rammerne af det overordnede tema. Nogle af indgangs-vinklerne til denne tekst kunne være:

• Barndommen set fra den voksnes synsvinkel

• Forandring i ens selvbillede

• Virkelighed over for fiktion

Barndommen set fra den voksnes synsvinkel

Du kan vælge at fokusere på, hvordan man ser på sin egen barndom, når man er blevet voksen. Vælger du denne indgangsvinkel, er der nedenfor to eksempler på, hvordan du kunne indlede din opgavebesvarelse samt en henvisning til de tekster fra opgavehæftet, du kan relatere til:

Eksempel på indledning 1

Man kan ikke bare som voksen sætte sig ned og bestemme sig for, at man vil skildre sin barndom som den virkelig var eller beslutte sig for at komme med den sande historie om sig selv. Historien er nemlig blevet anderledes, fordi man nu ser den fra et andet perspektiv end dengang, man var barn. I Tove Ditlevsens værk Erindringer: Barndom fra 1967 kommer denne pro-blematik til udtryk…

Der er kun én der kan beskrive ens liv, og det er en selv. Når man er blevet voksen ser man muligvis anderledes på sin barndom, end man gjorde, da man var barn, men man er stadig den, der bedst kan beskrive den. Det er kun en selv, der husker, hvad man fik til morgenmad, hvordan man be-tragtede sine forældre og hvilke naboer, man havde, da man endnu ikke var begyndt i skole. Det er netop sådanne detaljer, Tove Ditlevsen beskri-ver i Erindringer: Barndom fra 1967.

Perspektiverende tekster til denne vinkel

Vælger du dette fokus, kan du relatere din opgavebesvarelse til:

• Per Theils tekst ”Det er min historie, sagde hun…”, der handler om, at mange forfattere i dag skriver om deres egen barndom.

• Jens Blendstrup, der i ”Gud taler ud” har brugt ’Gud’ som pseu-donym for sin egen far.

Forandring i ens selvbillede

Du kan vælge at have fokus på, hvilke forandringer i ens selvbillede, der kan opstå og, hvorfor sådanne opstår. Vælger du dette er der nedenfor angivet to indledningsforslag, du bør overveje samt de tekster og billeder, det vil være oplagt at relatere emnet til.

Side 6

5

Eksempel på indledning 1

Man kan ikke gå igennem et helt liv med præcis den samme opfattelse af sig selv. Der sker både store og små omvæltninger, der gør, at man foran-drer sig og ligeledes forandrer den måde, man ser sig selv på. I Tove Dit-levsens værk Erindringer: Barndom beretter hun om, hvordan hun som barn så på… Eksempel på indledning 1

Eksempel på indledning 2

Den måde, man ser på andre mennesker forandrer sig, og det samme gør ens eget selvbillede. I Tove Ditlevsens Erindringer: Barndom fra 1967 skil-drer hun et billede af den måde, hun betragtede sin mor på, da hun var barn…

Perspektiverende tekster til denne vinkel

Vælger du dette fokus, kan du relatere din opgavebesvarelse til:

• Søren Bo Aggerbeck Larsens tekst, ”Måden vi elsker os selv på”, der blandt andet skildrer, hvordan vi konstruerer et billede af os selv over for andre.

• Michael Kviums billede Selvportræt, der viser et billede af, hvor-dan han ser sig selv.

• Billedet af Lilian Cuenca Rasmussen fra EgoSong, der viser en kvinde, der har et bestemt billede af sig selv.

Virkelighed over for fiktion

En anden mulighed er at lade forholdet mellem virkelighed og fiktion væ-re det bærende gennem din opgavebesvarelse. Vælger du dette fokus bør du overveje de to nedenstående eksempler samt tage de tekster i be-trækning, der kan relateres til det overordnede emne.

Hvad er fakta og hvad er fiktion og hvor går grænsen, hvis man overhove-det kan trække en sådan? Dette er et spørgsmål, man må stille sig selv, når man står over for en tekst, der påstår at fortælle om virkeligheden, som den virkelig er eller var. Dette gælder erindringsgenren, som Tove Ditlevsen skriver inden for i sit værk Erindringer: Barndom.

Eksempel på indledning 2

Man kan sige, at det er fiktion, når det, der står, med vilje er løgn og det er fakta, når det, der står, med vilje er sandt. Men hvordan kan man vide, om det er rigtigt, når Tove Ditlevsen skriver, at der hjemme i forældrenes stue hang et billede med påskriften ”kvinde venter sin mand hjem fra søen”? Dette maleri bliver beskrevet i Tove Ditlevsens værk Erindringer:

Barndom, og siden det er skrevet i 1967 kan du ikke gå hen og tjekke ef-ter. I stedet kan man vælge enten at tro på det eller…

Side 7

6

Perspektiverende tekster til denne vinkel

Vælger du dette fokus, kan du relatere din opgavebesvarelse til:

• Per Theils tekst ”Det er min historie, sagde hun…”, der omtaler, hvordan man i dag sammenblander virkelighed og fiktion.

• Søren Bo Aggerbeck Larsen, der i sin tekst ”Måden vi elsker os Førstepersons jegfortæller selv på” beskriver, hvordan vi selv skaber en fiktion over vores eget virkelige og levede liv.

• Jens Blendstrups tekst ”Gud taler ud”, hvor Jens Blendstrup skif-ter navnet på sin far ud med ’Gud’, hvilket er en form for blan-ding af noget fiktivt og noget virkeligt.

Analyse og fortolkning

Det, du specifikt bliver bedt om i forhold til Tove Ditlevsens tekst er at undersøge, hvilket billede, hun giver af sig selv i den. Dette er derfor også det, guldnotatet i høj grad har fokus på. Da hovedfokus for opgaven er selvfremstilling, har vi i afslutningen af hvert punkt knyttet analysen til dette tema og markeret dette med en grøn overskrift. Dette vil gøre det lettere for dig at se tekstuddraget i relation til det overordnede emne.

Synsvinkel- og fortællerposition

Synsvinklen og fortællerpositionen er meget afgørende i et selvskildrende værk. Troværdigheden af det, der står, afhænger i høj grad af, hvem der påstår det.

Tove Ditlevsen som jegfortælleren

Tekstuddraget er fortalt fra en jegfortæller, og da det er taget fra et værk, der hedder Erindringer: Barndom må læseren formode, at det er Tove Ditlevsen selv, der er dette ”jeg” i teksten. Synsvinklen er også jeg-

fortællerens/Tove Ditlevsens egen i hele uddraget.

Effekten af den personlige fortæller

At der er gjort brug af en jegfortæller, der repræsenterer forfatterens eget jeg, gør, at fortællersituationen bliver meget intim. Læseren går til teksten med en forestilling om, at forfatteren udleverer noget om sig selv, og dette kan gøre det mere interessant og følelsesmæssigt nærgående at læse teksten, end hvis det var en fiktiv fortælling.

Barnets synsvinkel

Den voksne fortæller

Beretningen om Tove Ditlevsens barndom er skrevet af den voksne Tove Ditlevsen med de erfaringer, hun har gjort sig efter barndomsstadiet. Bar-

Side 8

7 net Tove Ditlevsen gjorde sig formodentlig ikke lige så mange tanker og refleksioner over sin egen situation, da hun var barn, som hun nu er i stand til som voksen. Selvom hun skildrer sin egen historie, må læseren have i baghovedet, at historien er fortalt med en tidsmæssig distance, der gør, at Tove Ditlevsen i den skrivende stund ved mere, end hun gjorde, da hun var barn.

Den, der fortæller historien

Uddraget slutter med en sætning om, at der efter moderens død ikke længere er nogen til at fortælle hendes historie, som den var:

”nu da min mor er død, og der ingen længere findes til at fortælle hendes historie, som den virkelig var” (p. 5, ll. 71-72).

Dette udsagn peger på, at den historie, jegfortælleren fortæller om sin mor, ikke er den virkelige historie om hende. Tove Ditlevsen kan kun be-rette om moren, sådan som hun husker, hendes barndomsoplevelse med moren var. Dette er formodentlig langt fra den samme historie, hendes mor ville have fortalt, hvis hun havde været i livet til at dokumentere be-givenhederne. Derfor er der ikke længere nogen tilbage til at fortælle historien, som den virkelig var.

Synsvinklen og fortællerpositionen i forhold til den litterære selv-fremstilling

Brugen af jegfortæller og erindringsformen gør den personlige fortælling meget nærværende og troværdig. Tove Ditlevsen beretter om sin egen barndom, og læseren tror på denne beretning, selvom der er en tidsmæs-sig distance mellem fortælleren, der fortæller den og barnet, der oplever den. Den måde, stykket afsluttes på, vidner om en bevidsthed fra Tove Ditlevsens side om, at teksten ville have set anderledes ud, hvis det var moren, der havde fortalt den. Historien afhænger af den, der ser og det alderstrin, man er på, når man oplever det.

Sted og miljø

Sted

Det fremgår af uddraget, at jegfortællerens mor skal købe ind i Istedgade, der ligger på Vesterbro i København:

”hun skulle ud at købe ind i Istedgade” (p. 4, l. 8).

Læseren ved fra Tove Ditlevsens biografiske materiale, at hun voksede op i Vesterbro i København, og stedsangivelsen er derfor med til at gøre hen-des biografiske erindringsfortælling mere troværdig.

Side 9

8

Socialt miljø

Tove Ditlevsen kommer fra et lavklassemiljø i København, hvilket kan af-læses i flere ting i teksten. Hun får lunken havregrød til morgenmad og hendes far har lappet det lasede tapet sammen i deres stue:

• ”den lunkne havregryn, jeg langsomt spiste” (p. 4, l. 3)

• ”På det blomstrede tapet bag hende, hvis laser var lappet sam-men af min far med brunt klisterbånd” (p. 4, ll. 16-17)

Detaljebeskrivelser

Der er mange tings- og detaljebeskrivelser i uddraget, der fremmer effek- Tiden i uddraget ten af, at det der skildres, synes virkeligt. Alle de små detaljer understre-ger det realistiske ved stedet og gør, at læseren lettere kan identificere sig med personerne og sætte sig ind i deres miljø:

• ”Lunkne havregrød” (p. 4, l. 3)

• ”zigøjnervogn” (p. 4, l. 10)

• ”vandfad” (p. 4, l. 11)

• ”brunt klisterbånd” (P. 4, l. 18)

• ”krøllede natkjole” (p. 4, l. 26)

• ”lyserødt silkepapir” (p. 5, l. 56)

Sted og miljø i forhold til selvfremstilling

Stedet og miljøet er med til at gøre teksten mere pålidelig og troværdig.

Læseren kan lettere sætte sig ind i fortællingen og tro på det selvbillede, fortælleren kommer med, hvis miljøet og stedsbeskrivelserne er beskre-vet som de virkelig kunne have set ud også selvom det betyder, at fortæl-leren medtager nogle detaljer i miljøbeskrivelsen, hun formodentlig slet ikke kan huske.

Tid

Tove Ditlevsen skriver, at hendes mor sidder med foldede hænder oven på aviser, der beretter om Versaillestraktaten og den spanske syge, hvil-ket er tydelige tidsmarkører, fordi begge begivenheder fandt sted omkring

1918. At Tove Ditlevsen strejfer disse to begivenheder er med til at under-strege den melankolske og deprimerende stemning, der ligger i tiden. Det er både i de små hjem, men også i det store verdensperspektiv, at tingene er under forandring og bringer usikkerhed til menneskene:

”jeg betragtede min mors smalle foldede hænder, der lå helt stille på avisen hen over beretninger om den spanske syge og Versaillestrak-taten” (p. 4, ll. 3-5).

Side 10

9

Verdenshistorien og den personlige historie

Tove Ditlevsen kan højest sandsynligt ikke huske præcis hvilke artikler, hendes mors hænder har hvilet på denne morgen i hendes barndom, men Personkarakteristik hun kan huske, hvilke ting, der var oppe i tiden og kæder derfor sin egen lille historie sammen med verdenshistorien. Den dag, hun beskriver i ud-draget, bliver derfor en eksemplarisk dag, der kunne være alle dage i den-ne periode af hendes barndom.

Den tidsmæssige distance

Der er en tidsmæssig distance mellem forfatteren Tove Ditlevsen og bar-net Tove Ditlevsen. Dette bør læseren have i baghovedet, når detaljer og præcise gengivelser bliver skildret. Ditlevsen kan højest sandsynligt ikke huske disse ting så præcis, som de fremgår, men der er lagt et fiktivt- eller fortællerteknisk niveau ned over hendes erindringer, der gør, at fortællin-gen udgør en del af et helhedsbillede og bliver vedrørende for læseren.

Tiden i forhold til selvfremstillingen

Tiden spiller en afgørende rolle i forhold til Tove Ditlevsens selvfremstil-ling. På grund af den tidslige distance, der er mellem fortæller- og fortalt tid, kan hun skildre sit eget barndomsjeg med de erfaringer, den voksne Tove Ditlevsen har gjort sig og dermed strukturere beretningen på en måde, så den kommer til at fremhæve de ting, hun gerne vil have frem i sin erindringshistorie. Derfor er det ikke den blotte erindring, der kommer frem i erindringsskildringen, men en redigeret fortolket erindring fra den voksne, erfarne fortæller.

Tove Ditlevsens forhold til moren

Håbet afhænger af morens humør

Tove Ditlevsen fremstiller sine barndomsdage som fuldstændig afhængige af morens humør. Håbet for, om dagen bliver god eller dårlig, ligger i små aflæselige ting ved hendes mors person:

”Om morgenen var håbet der. Det sad som et flygtigt lysskær i min mors sorte, glatte hår” (p. 4, ll. 1-2).

Hele verdenen bliver for jegfortælleren kold og uhyggelig, når hendes mor bliver vred og voldelig imod hende:

”verden var kold og farlig og uhyggelig, for min mors dunkle vrede mundede altid ud i, at hun slog mig i ansigtet eller skubbede mig over mod kakkelovnen” (p. 5, ll. 52-54).

Distance

Næsten alle de ord og sætninger, jegfortælleren bruger i forhold til sine mor, giver udtryk for en distance og fjernhed til hende:

• Hun tør ikke røre ved sin egen mor: ”min mors sorte, glatte hår, som jeg aldrig vovede at røre ved” (p. 4, ll. 1-2).

Side 11

10

• Hendes mor ænser ikke, at Tove Ditlevsen er der og derfor føler hun, at moren er alene, selvom hun også er der: ”Så var min mor alene, selvom om jeg var der” (p. 4, l. 6).

• Hun vil aldrig nå ind til sin mors tanker, der er hemmelighedsful-de: ”Smuk, urørlig, ensom og fuld af hemmelige tanker, jeg aldrig skulle lære at kende” (p. 4, ll. 15-16).

• Hun oplever sin mor som voldsom: ”Når håbet således var knust, klædte min mor sig på med voldsomme og irriterede bevægelser som om hvert klædningsstykke var en fornærmelse mod hende”

(p. 5, ll. 50-52).

• Verdenen bliver kold og farlig, når hendes mor mishandler hen-de: ”verden var kold og farlig og uhyggelig, for min mors dunkle vrede mundede altid ud i, at hun slog mig i ansigtet eller skubbe-de mig over mod kakkelovnen” (p. 5, ll. 52-54).

• Hun føler sig så fremmed, at hun tænker, at det ikke kan være hendes rigtige mor, men at hun må være blevet forbyttet: ”Hun var fremmed og gådefuld, og jeg tænkte mig, at jeg var blevet forbyttet som spæd, og at hun slet ikke var min mor” (p. 5, ll. 54-

55).

Det er bedst, hvis moren ignorerer hende og er fjern

Det, Tove Ditlevsen har det bedst med er, når hendes mor er fjern eller, når hun kan få lov til at være til stede uden at blive bemærket. Dette vi-ser, at hendes forhold til moren i de bedste tilfælde er distanceret:

”hvis jeg var helt stille og ingenting sagde, kunne den fjerne ro i hen-des underlige hjerte vare” (p. 4, ll. 6-7).

Ønsker at føle sig i slægtskab med sin mor

Tove Ditlevsens ønske er at føle sig i slægtskab med sin mor. Hun får følel-sen af, at hun slet ikke er hendes barn, men hun længes efter en følelse af, at de ikke behøver tale sammen, men at de alligevel kan fornemme, at de har et slægtskab. Da ville noget, der lignede kærlighed fylde verden:

”Jeg skulle have ladt hende alene længe endnu, så ville hun uden ord have sagt mit navn og vidst, at vi var i slægt med hinanden. Så ville noget, der lignede kærlighed, have fyldt hele verden” (p. 5, ll. 42-44).

Selvfremstilling i forhold til moren

Tove Ditlevsen giver et billede af sig selv som underkuet af sin mor. Hun er bestandigt opmærksom på, hvilke signaler, moren sender og parat til at indstille sig efter hendes behov og humørsvingninger. Hun har et behov for at føle slægtskab med sin mor, men fremstiller det på den måde, at moren på ingen måde giver udtryk for, at de overhovedet er i familie med hinanden. Hun er konstant fuldstændig distanceret fra hende, og der er

Side 12

11 ingen måder, hvorpå hun kan opnå nærhed eller positiv kontakt lige me-get, hvor meget, hun forsøger.

Mændene er både fraværende og nærværende

Faren og broren er ikke hjemme

Faren og broren er ikke hjemme, men alligevel er faren nærværende i huset. Tapetet inde i stuen er blevet lappet sammen af faren, hvilket kan symbolisere, at det er ham, der lapper tingene sammen derhjemme. Det billede, Tove Ditlevsen ikke kan lade være med at kigge på, forestiller en kvinde og et barn, der venter på, at manden kommer hjem. Moren og datteren har to meget forskellige reaktioner på billedet. Mens Tove Dit-levsen finder det sørgeligt og blidt, får det moren til at le og synge. Det kan symbolisere, at Tove Ditlevsen er ked af hendes fars manglende til-stedeværelse, mens moren forsøger at overkomme det ved at grine:

”På det blomstrede tapet bag hende, hvis laser var lappet sammen af Toves forsvarsmekanismer min far med brunt klisterbånd” (p. 4, ll. 16-17).

Behøver ikke mændene Fordi Tove Ditlevsen har en mor, der hele tiden skifter humør og kan finde Jegfortælleren siger, at hun og hendes mor ikke behøvede mændene i deres tilværelse. Den skrøbelige lykke, hun har med sin mor, trives kun, når de er alene med hinanden:

”min mor og jeg behøvede ikke mænd eller drenge i vores verden.

Vores underlige og uendelig skrøbelige lykke triveds kun, når vi var alene med hinanden” (p. 5, ll. 67-69).

Selvfremstilling i forhold til mændene i hendes liv

Uddraget er en skildring af én dag i Tove Ditlevsens liv, der kunne være alle andre dage, fordi dagene er beskrevet som nogen, der går igen og hele tiden sker på samme måde. Derfor er mændenes fravær skildret som en konstant del af den måde, hun har oplevet sin barndom på. Hver-ken faren eller broren er til stede på noget tidspunkt andet end i kraft af deres fravær. Tove Ditlevsen bliver bedrøvet over, at hendes far ikke er hjemme, men moren lærer hende, at de skal klare sig uden mændene. På den måde skildres det som om, at jegfortælleren fra barns ben har lært, at man som kvinde klarer sig uden mændene.

Forsøger at tilpasse sig moren på at slå hende, bliver hun nødt til at udvikle en række forsvarsmekanis-mer over for hende. Hun udvikler tre forsvarsmekanismer, hun tager i brug over for morens lune:

Side 13

12

• Hun griner med: Hun ler, selvom hun ikke synes, det moren syn-ger, er morsomt: ”Jeg kunne ikke lide sangen, men jeg skulle le højt, for min mor sagn den for at more mig” (p. 5, ll. 37-38).

• Hun ignorerer de ting, der optager hende: Hun forsøger at igno-rere maleriet for ikke at irritere moren: ”jeg lovede mig selv, at jeg i morgen ville lade, som om det sørgelige billede på væggen slet ikke var der” (p. 5, ll. 48-49).

• Hun tænker på ord. Det, der redder jegfortælleren, er ordene og digtene. Når hun ikke længere holder sin hverdag ud, tænker hun på ord og digte og sange, der får hende til at få det beder: ”inde i mig begyndte lange underlige ord at krybe hen over mit sind som en beskyttende hinde. En sang, et digt, noget dulmende og ryt-misk og uendelig melankolsk, men aldrig sørgeligt og trist, som jeg vidste, resten af min dag ville være sørgelig og trist. Når disse lyse bølger af ord gennemstrømmede mig, vidste jeg, at min mor ikke mere kunne gøre mig noget” (p. 5, ll. 57-62).

Bliver ikke slået, når hun er fjern

Når Tove Ditlevsen bliver fjern, oplever hun, at hendes mor ikke slår hen-de. Hun taler heller ikke til hende, men det er bedre, end at hun bliver slået. Hun foretrækker dermed at blive ignoreret frem for at få negativ opmærksomhed:

”vidste jeg, at min mor ikke mere kunne gøre mig noget, for nu holdt hun op med at betyde noget for mig. Min mor vidste det også, og hendes øjne blev fyldt med kold fjendtlighed. Hun slog mig aldrig, når min sjæl således var bevæget, men hun talte heller ikke til mig”

(p. 5, ll. 61-64).

Forsvarsmekanismer i forholdt il selvfremstillingen

Tove Ditlevsen fremstiller sin barndom som så hård, at det var nødvendigt at udvikle en række forsvarsmekanismer over for de ting, hun oplevede.

Det, der hjælper hende bedst, er at holde en distance til moren, så hun slipper for at blive bemærket og dermed også undgår at blive slået. Den måde, hun bedst opretholder distancen på, er ved at digte og finde på ord inde i sit hoved. Hun fremstiller det på den måde, at den første spire til, at hun blev forfatter, derfor ligger i denne form for forsvarsmekanisme, fordi hun blev nødt til at tænke på ord og digte for at fjerne sig følelsesmæssigt fra sin mor.

Selvfremstilling alt i alt

Giver sig selv skylden

Tove Ditlevsen giver i uddraget sig selv skylden for morens luner. Hun siger, at det er hendes egen skyld, at moren opfører sig på en bestemt

Side 14

13 måde, fordi hun burde vide bedre end fx at se på maleriet, hendes mor ikke bryder sig om, at hun ser på:

”Men det var min egne skyld, for hvis jeg ikke havde set på billedet, ville hun ikke have fået øje på mig. Så ville hun være blevet siddende med roligt foldede hænder og de strenge smukke øjne fæstnede på et ingenmandsland imellem os” (p. 5, ll. 38-40).

Læserens bedømmelse barn. Hun bliver ked af det over maleriet, hvor en kvinde og et barn ven- Tove Ditlevsen siger, at det er hendes egen skyld, at moren bliver vred, men dette udsagn får ikke lov til at stå alene, fordi læseren tager hendes alder og hendes selvfremstilling af hendes handlinger og tanker med i betragtning. At det er hendes egen skyld kommer til at stå som noget, barnet Tove Ditlevsen tænke. Den reflekterede læser kan godt se, at det mænd: ikke er sandt. Det er moren selv og hendes luner og uretfærdige væremå-de, der er skyld i, at hun slår datteren. På den måde får Tove Ditlevsen gennem sin selvfremstilling læseren til at få ondt af barnet, der tager skyl-den på sig selv. knaldede på én gang. Mit hjerte hamrede af angst og sorg, fordi stil- Giver moren skylden for mangel på kærlighed

Den måde, Tove Ditlevsen skildrer sit forhold til sin mor på er, at morens humør afgør, hvordan hendes oplevelse af verdenen bliver. Hvis moren er i dårligt humør og slår hende, bliver hele verdenen kold, farlig og uhygge-lig. På den måde får moren skylden for, at Tove Ditlevsen opfatter verde-nen som et skidt sted at være:

”verdenen var kold og farlig og uhyggelig, for min mors dunkle vrede mundede altid ud i, at hun slog mig” (P. 5, ll. 52-53).

Giver moren skylden for synet på mænd

Tove Ditlevsen skildrer sig selv som et meget følsomt og letpåvirkeligt ter deres mand og far hjem. Hun skildrer det på den måde, at moren læ-rer hende at være distanceret til det og grine af det, selvom hun ikke selv synes, det er morsomt. På den måde får hun fremstillet det som om, det er moren, der lærer hende at have et fjendtligt og distanceret forhold til ”Sommetider fik min mor pludselig øje på mig og fulgte mit blik op på billedet, som jeg fandt så blidt og sørgeligt. Men min mor brast i lat-ter, og det lød, som om en masse papirsposer fyldt med luft blev heden i verden nu var brudt, men jeg lo med, fordi min mor ventede det” (p. 4, ll. 20-24).

Selvfremstillingen relateret til slutningen og titlen

Uddraget slutter med, at Tove Ditlevsen erklærer, at der ikke er nogen tilbage til at fortælle hendes mors historie, som den virkelig var. Tekst-

Side 15

14 stykket er netop fortalt fra hendes egen synsvinkel og bliver derfor hen-des egen og ikke morens historie. Netop fordi der er en tidsmæssig di-stance mellem det jeg, der fortæller og barnet, kan Tove Ditlevsen se til-bage på sig selv og tolke sig ud fra det selvbillede, hun har som voksen.

Derfor kommer hendes mor til at blive den skyldige i både hendes ver-densfjernhed, hendes distance og det negative syn på mænd, hun har.

Samtidig er det dog også moren, der indirekte er med til at starte Tove Ditlevsens skriveproces, da det at digte er en forsvarsmekanisme, hun bruger over for moren. Uddraget bærer titlen Barndom, men den barn-dom, der skildres, er barndommen redigeret efter den voksne Ditlevsens syn på barndommen og ikke barndommen, som den virkelig var.

Perspektiverende tekster

Dit analysereden oplæg skal sættes i relation til dele af materialet fra hæf-te 1. Vi anbefaler, at du først har helt styr på analysen af hovedteksten Erindringer: Barndom og først derefter finder ud af, hvilke tekster, du kan relatere til tekstuddraget (Se derudover afsnittet indgangsvinkler til analy-sen). På den måde sørger du for, at det bliver analysen af hovedteksten, Tolkning af teksten der kommer til at være fokuspunktet og undgår at den mest centrale tekst

kommer til at stå i skyggen af de andre. De andre tekster/billeder er vigti-

ge, men de skal ses i relation til hovedteksten. Der er absolut intet krav om, at du skal inddrage alle de sekundære tekster fra hæfte 1, og det an-befaler vi faktisk, at du lader være med at gøre. Det bliver ikke en bedre opgave af, at du fylder den op med en masse tilfældige ting fra de øvrige tekster, men du bør tænke nøje over, hvilke af teksterne, og hvad i tek-sterne, der gør dem relevante for netop din opgave. Nedenfor gennemgår vi kort, hvad vi mener, er det mest centrale for teksterne og billederne samt sætter dem i relation til Erindringer: Barndom.

At bruge de sekundære tekster

En god måde at indlede på, når du skal bruge de sekundære tekster, er at dykke ned et konkret sted i teksten, du vil referere til. Det kan fx gøres på den måde, at du direkte citerer fra teksten, du vil relatere til og derefter viser, hvordan citatet kan bruges i forhold til hovedteksten. Nogle af tek-sterne er mere relevante i forhold til tekstuddraget end andre, og derfor fylder nogle af guldnotatets beskrivelser af teksterne også mere end an-dre.

Per Theil: ”Det er min historie, sagde hun…” (2008)

Teksttype

Teksten ”Det er min historie, sagde hun…” er et uddrag fra en artikel, der blev bragt i avisen Politiken. Det er derfor en forholdsvis seriøs artikel, der har fagpræget relevans.

Side 16

15

Brug din barndom

Per Theil opstiller en samtale med en af sine venner og skriver, at han har opfordret ham til selv at blive forfatter, fordi alle i dag kan blive det ved blot at trække på sin egen barndom eller fortid. Han nævner en række litterære eksempler på dette: udsvævende, men at man også har svært ved at finde ud af, hvad der er

• ”Knud Romers roman ’Den som blinker er bange for døden’ (2006)

(p. 5, l. 21)

• ”Erling Jepsens romaner fra barndommens Sønderjylland om hans mor og far? Hele incesthistorien i ’Kunsten at græde i kor’” (p. 5, ll. 26-27)

• ”Thomas Vinterbergs ’Festen’ (1998) byggede direkte på en tra-gisk historie, fortalt af en ung mand i radioen” (p. 6, ll. 47-48).

Centrale pointe: fiktion eller ej

Per Theils centrale pointe er, at virkelighed og fiktion ikke længere er klart adskilte, og at alle er forfattere, fordi man bare kan trække på sin egen barndom og tilmed digte lidt til:

• ”I dag er vi alle forfattere. Brug din egen barndom! Og slår den ik-ke til, så digt lidt til” (p. 5, ll. 11-12).

• ”På min barndoms bibliotek gik man til højre, hvis det var skønlit-teratur, man søgte, og til venstre, hvis det var sagprosa, man skul-le låne. To verdener, digt og virkelighed- adskilt og ordnet.” (p. 5, ll. 34-37).

Et problem i livet

Det nye er ikke kun, at litteraturens skillelinje mellem fiktion og fakta er virkelighed i den ”virkelige” verden. Løsningen er, ifølge Per Theil, at man må dokumentere sig selv for at bevise sig selv. Fordi man ikke kan være sikker på sin virkelige identitet længere, bliver man nødt til at dokumente-re sig selv som den man er bl.a. over nettet:

• ”At leve og at læse og ikke altid lige vide, hvilken kontrakt man nu skal indgå med virkeligheden og med de historier, vi får fortalt”

(p. 6, ll. 44-45).

• ”man må dokumentere sig selv for at bevise sig selv” (p. 6, l. 52).

Teksten relateret til tekstuddraget

Sandhed og fiktion

Per Theil nævner nogle nye danske forfattere, der har gjort brug af virkeli-ge historier i deres ”fiktioner”. Hans pointe er dog, at der siden 80erne har været en tendens til, at grænsen mellem skønlitteratur og sagprosa, digtning og liv er blevet udvisket. Tove Ditlevsen bruger sit eget liv i både erindringsbøger, digte og noveller. Man kan dermed se hendes forfatter-

Side 17

16 skab som et tidligt eksempel på sammenblandingen mellem en forfatters liv og litteratur. ner rum for nye fællesskaber og der er fx nye testes, der bebuder, at de ”Sandheden”

Per Theil skriver, at alle kan blive forfattere, fordi de bare kan bruge noget af deres eget erindringsstof og tilsætte det noget fiktion. Læseren kan også hos en forfatter som Tove Ditlevsen blive i tvivl om, hvor meget af det, hun erklærer, er erindring, i virkeligheden er det. Hun har formodent-lig også gjort brug af fiktive virkemidler og skildringer i selv de værker, hun kalder Erindringer. Aggerbeck Larsen forholder sig ironisk til Facebook kodekset, der går ud Søren Bo Aggerbeck Larsen: ”Måden vi elsker os selv på” (2008)

Tolkning af teksten

Teksttype

Teksten er et uddrag fra en kronik skrevet af en universitetsstuderende.

Det er derfor en forholdsvis subjektiv tekst, men den har alligevel nogle overordnede og samtidsrelevante pointer.

En narcissistisk ungdom

Søren Bo beskriver sin identitet som John James Jr. På Facebook. Han siger, at nutidige virtuelle rum som især Facebook er blevet beskyldt for at danne baggrund for unges tilbøjelighed som narcissister. Facebook dan-kan få én til at lære sig selv bedre at kende. Hele dette selviscenesætten-de rum får Søren Bo Aggerbeck Larsen til at føle sig som en romanforfat-ter til en uafsluttet bog om sig selv:

”jeg føler mig som en romanforfatter til en uafsluttelig bog om mig selv” (p. 7, ll. 19-20).

Folk er bare sig selv på, at folk tror, de ’bare er sig selv’, når de logger ind på Facebook, selvom det er en åbenlys selviscenesættelse, der foregår der:

”Folk på Facebook er på trods af den åbenlyse selviscenesættelse

’bare sig selv’, ifølge det sociale kodeks” (p. 7, ll. 26-27).

Teksten i relation til tekstuddraget

En romanforfatter til sit eget liv

Tove Ditlevsen er en af de mest kendte danske forfattere, der har gjort brug af sit eget liv i sit forfatterskab. Søren Bo Aggerbeck Larsen skriver, at han i det sociale netværk Facebook på nettet selv føler sig som en slags romanforfatter til en uafsluttelig bog om sig selv. Dette viser en tendens til, at det ikke længere er noget specielt at skrive om sig selv og sit eget liv. Det kan dog også betyde, at specielt flotte og litterære tekster som

Side 18

17

Tove Ditlevsens kommer til at skille sig endnu mere ud, fordi de har meget Teksten relateret til tekstuddraget mere litterært at byde på end ’facebook livshistorierne’. Du kan selv nærmere overveje, hvilke konsekvenser, du mener, dette vil få.

Jens Blendstrup: Gud taler ud (2004)

Tolkning af teksten

Teksttype

Teksten er fra en roman, hvor forfatteren Jens Blendstrup har brugt sit eget private familiestof som baggrund. Teksten er dermed et eksempel på, hvordan liv og litteratur bliver sammenblandet.

Gud og hvermand

I romanuddraget, der er inspireret af forfatteren Jens Blendstrups eget liv, optræder hans far under pseudonymet ”Gud”. Det bliver et morsomt og karikeret billede, fordi sætninger som ”Gud er endelig død” (p. 8, l. 17) får en dobbeltbetydning både i forhold til Nietzsches erklæring med Guds død: dvs. den store, universelle historie og ned på enkelthistoriens niveau, idet Jens Blendstrups roman rent faktisk er beboet af en karakter, der har Billedbeskrivelse navnet Gud. Gud står side om side med de andre i historien og er på et tidspunkt ude for, at han kommer for tæt på solen og derfor bliver sol-skoldet. Læseren kan dog alligevel ikke lade være med at læse hans be-tydning som den religiøse Gud ind i romanuddraget.

Leg med virkelighedsreferencer

I romanuddraget leger Jens Blendstrup med virkelighedsbeskrivelser, hvil-ket bliver helt tydeligt, fordi han inddrager en person, der hedder Gud.

Tove Ditlevsen bruger i sin tekst kun troværdige virkelighedsreferencer, selvom hun formodentlig ikke har kunnet huske scenen fra sin barndom så tydeligt, som hun beskriver den. Fordi hun ikke bruger navne som ’Gud’ eller laver fjerne referencer i sin tekst, virker den mere virkelighedstro end Jens Blendstrups. En sammenligning af de to tekster sætter Tove Dit-levsens tekst i perspektiv, fordi en enkelt udskiftning af et navn kan gøre så meget i forhold til læserens opfattelse af teksten. Du kan overveje, hvordan du ville have opfattet Tove Ditlevsens tekst, hvis hun havde kaldt sin mor for Gud i erindringsteksten.

Michael Kvium Selvportræt (1985)

Tolkning af billedet

Michael Kviums billede Selvportræt forestiller en mand, der står bøjet over en vindueskarm og kikker ud. Rummet, han står i, er helt mørkt bort-set fra det lys, der strømmer ind fra det åbne vindue. Samtidig blæser det også ude fra vinduet, hvilket får gardinet til at blafre. Manden i vindues-

Side 19

18 karmen har et abnormt stort baghoved, er skallet og har en hel hvid hud, der står i stor kontrast til hans mørke tøj. Alle disse ting får ham til at se der hende tilbage.

meget uhyggelig ud. Skyggen bag ham falder ikke naturtro på væggen, fordi den viser ham forfra, selvom han står med siden til beskueren.

Billedet som selvportræt

Billedet hedder Selvportræt, selvom det er meget fjernt fra det gængse portrætbillede. Det er en selvfremstilling, der er uhyggelig og distanceret med en skygge, der ikke passer til hovedpersonen på billedet. At skyggens placering er forkert kan tolkes på den måde, at der er en mørkere side af ham selv, maleren har svært ved at forlig sig med. Det ser ud til, at man-den har lyst til at kravle ud af vinduet mod lyset, men at det er skyggen, der holder ham bundet i det mørke rum.

Billedet sat i relation til tekstuddraget

Selvfremstillingen

Den selvfremstilling, Kvium giver udtryk for, kan tolkes som et forsøg på at medtage den skyggeside, han ikke selv er fortrolig med. Tove Ditlevsen forsøger i sin selvfremstilling også at nå ind til både det bevidste og det ubevidste i sin barndomserindring. Hun vil skildre de mørke skyggesider af barndomserindringen både hvad angår distancen, manglen på kærlighed og følelsen af sig selv som et offer. På den måde ligner de to skildringer hinanden. Tove Ditlevsen giver også udtryk for et ønske om at bryde ud uden egentlig at være i stand til det, fordi skyggen fra hendes fortid hol- Lilian Cuenca Rasmussen: EgoSong (2006)

Tolkning af billedet

Billedet forestiller en kvinde, der er helt klædt i en lysegul farve og med helt skinnende gult hår. Baggrunden er helt sort, og kvindens lyse farve står derfor i stor kontrast hertil. Hun har en enorm parabolformet rund figur fastspændt bag på sig og hendes tøj er meget tætsiddende. Figuren bagpå sammen med den gule farve kunne pege på, at kvinden skal symbo-lisere et billede på solen eller noget andet lysende. Kvinden går dog frem-ad og ser kun på sin egen hånd, hvor det kunne se ud som om, hun havde et spejl. Da billedet er taget fra en kunstvideo, der hedder EgoSong kunne det betyde, at kvinden er så selvoptaget, at hun kun har blik for sit eget spejlbillede og derfor ikke fokuserer på, hvor hun går, eller hvad der er omkring hende.

Billedet sat i relation til tekstuddraget

Billedet kan tolkes på den måde, at der går en kvinde, der udelukkende er optaget af sit eget spejlbillede. Det kan relateres generelt til selvfremstil-ling på den måde, at når man ser på sig selv i et spejl, tænker man kun på det man selv ser og ikke på, hvordan man bliver betragtet af andre. Den måde, man ser sig selv på, kan aldrig være den samme, som den måde,

Side 20

19 andre gør, og derfor vil ens selvbillede altid afvige fra det billede, andre har af én. På den måde kan man også sige om Tove Ditlevsens tekst, at lige meget, hvor tæt hun forsøger at komme på en sandfærdig beskrivelse af sig selv og sin barndom i sine tekster, vil hun aldrig helt kunne skildre det, som det virkelig var. Ditlevsen tematiserer selv dette aspekt, da hun skriver, at der ikke længere er nogen tilbage til at fortælle hendes mors historie, som den var, men reelt kan ingen skildre, hvordan tingene helt præcis finder sted.