Frøken Smillas Fornemmelse for Sne af Peter Høeg

Side 1

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

1

Indledning

Romanen Frøken Smillas fornemmelse for sne er skrevet af Peter Høeg. Peter Høeg debuterede i 1988 med den roste Forestillinger om det tyvende århundrede og har derudover skrevet Fortællinger om natten, De måske egnede og Kvinden og aben, som ligeledes har været både roste af anmelderne og populære blandt læserne. Peter Høegs bøger blev først populære, da De måske egnede udkom. Det kan måske have noget at gøre med, at Frøken Smillas fornemmelse for sne udkom i USA på det tidspunkt, hvor den vakte stor opmærksomhed.. Frøken Smillas fornemmelse for sne er blevet oversat til adskillige sprog deriblandt japansk, spansk og tysk. Vi har valgt at skrive om Frøken Smillas fornemmelse for sne, fordi vi fik den anbefalet som en interessant roman. Ingen af os havde læst bogen i forvejen, men Peter Høeg er jo en meget populær forfatter, så dette ville være en god anledning til at stifte bekendtskab med hans litteratur. I øvrigt er hans forfatterskab kendetegnet ved, at han ikke holder sig til den samme genre i sine romaner.

Vi vil først fortælle om den nye stil indenfor litteratur som er blevet døbt, postmodernisme. Derefter vil vi gøre rede for det miljø, som bogen foregår i og hvilken betydning, det har for læseren. Så følger en beskrivelse af Smilla og en kort beskrivelse af mekanikeren efterfulgt af en diskussion af Smillas fornemmelse for sne og Peter Høegs brug STX 1.g blive glidende. Vi vil lægge vægt på det naturvidenskabelige som ønsket i opgaveformuleringen, men som det vil fremgå senere i opgaven, er det nødvendigt at tolke Smillas fornemmelse for sne, for at forstå Peter Høegs brug af naturvidenskaben. Så vil vi kommentere henholdsvis en anmeldelse fra Politiken, Information og Kristeligt dagblad. Vi vil endvidere gøre rede for synsvinklen i romanen, og samtidigt vurdere om Smilla er en troværdig fortæller. Til slut vil vi komme ind på de i romanen forekommende navnes symbolik.

Postmodernisme

Sammen med den vestlige verdens udvikling kom den postmoderne tilstand. I den nye verden, der var blevet skabt af den accelererende teknologiske udvikling, var det nødvendigt med nye uddannelser. Folk kunne derfor deles op i en A-klasse og en B-klasse alt efter deres uddannelse. A-holdet var dem med de nye uddannelser. De gik i mærketøj, sad på café og nød denne egoistiske livsstil, som har mange narcissistiske træk. B-holdet var alle samfundets tabere som f.eks folk, som var blevet gjort arbejdsløse af den nye teknologi og dem uden uddannelser. Denne gruppe blev større og større i takt med udviklingen, da flere måtte se sig

Side 2

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

2 sagt op pga. automatiseringen og edb-teknikken. Disse to nye samfundslag dannede baggrund for nogle nye ideer og idealer som f.eks. 80’ernes punk-inspirerede ungdomsgrupper, der manglede tiltro til fremtiden og samfundets bæreevne. Denne holdning blev delt af mange rundt omkring, fordi troen på de store ideologier var væk og den fælles tro var forsvundet.

Dette omtales som den postmoderne tilstand.

Det er på det grundlag, at mange nye forfattere begyndte at skrive om de forskelle, der kom i samfundet og om folks personlige op- og nedture. De skildrede en virkelighed med vindere og tabere - med folk, der havde svært ved at finde sig til rette i det nye samfund.

Specielt skildrede mange af de nye forfattere taberne fra det såkaldte B-hold. I disse skildringer lever forfatteren sig ofte ind i hovedrollen og gør derved bogen meget mere psykologisk præget i sprog og opbygning. Med drejningen i indhold og opbygning af teksterne i den postmodernistiske stil, har de nye forfattere gjort sig fri af den gamle litteratur, hvor forfatteren i højere grad var bundet af den i tiden herskende stil. Med postmodernismen åbner forfatterne en helt ny verden for læseren, hvori litteraturen bliver meget mere dyster i sin udfoldelse, end den tidligere har været. Et godt eksempel er en forfatter som Jan Sonnergaard og hans novellesamling Radiator. I denne bog giver Sonnergaard eksempler på nogle af de psykiske splittelser og tanker, som folk går rundt og gemmer på. Måden, han udtrykker det på, er gennem et meget dystert og grotesk sprog, som vi kan se i følgende eksempel:

”Som en stor, slimet fisse åbnede SuperBrugsen alt op på vid gab for os, og som små, ivrige sædceller sprøjtede vi ind, ind gennem hallen, bageriet og

                                        1
lige op i kiosken i afdelingen på Nørre Voldgade.” .

I anmeldelserne blev den bl. omtalt som den mest sorte bog, der nogensinde er blevet skrevet.

Det var dog ikke alle forfattere fra den periode, der skrev dystre romaner som Jan Sonnergaard. Peter Høeg skrev også samfundskritisk, men han gjorde det på en mindre makaber måde. Peter Høeg har en stor baggrundsviden, som han bruger i sine bøger. For at kunne forstå Høeg fuldt ud, vil det være en fordel at have en stor viden inden for mange naturvidenskabelige områder.

En af de ting, der karakteriserer den postmoderne stil, er, at der ikke er nogle faste rammer, som skal overholdes - ingen normer eller holdninger, som er fastsat på forhånd. Der er ingen krav om, at virkeligheden skal udtrykkes, som man opfatter den, fordi den blot kan bestå af billeder, som er trukket ned over os. Den kan være noget helt andet – noget helt uforståeligt for den menneskelige bevidsthed. Sådanne spørgsmål bliver ofte bearbejdet i den postmodernistiske litteratur.

Side 3

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

3

Miljø

Første del af krimi-thrilleren Frøken Smillas fornemmelse for sne uspiller sig i Danmark i begyndelsen af halvfemserne – mere præcist i københavn 1992 og 1993. Det gør romanen til en fremtidsroman, idet den udkom i 1992. At historien på den måde strækker sig gennem læserens egen tid, har måske givet den et ekstra pust af realisme og spænding, som dog kun var aktuelt umiddelbart, da bogen udkom. Peter Høeg tegner et dystert billede af Danmark, hvor normale borgere ikke kan føle sig trygge overfor autoriteterne, som er både magtsyge og korrupte. Det dystre billede er hjulpet på vej af Smilla, som jo selv er lidt excentrisk og foretrækker mørket. Peter Høeg er meget kritisk overfor den måde, rige folk smider deres penge væk på, og i denne ødselhed mister deres formål med livet og måske også deres personlighed. Man kan sige, at for de rigmænd, som allerede mangler et formål, er kasinoet specielt lokkende, fordi det udfylder tomrummet. Det er her repræsenteret af Landers kasino, hvilket vi kan se i følgende:

”Spillernes ansigter er blege i lyset, opslugte, henrevne”^{2}

Og i et andet eksempel:

”- Den parasit, det er spillefuglen, lille skat. Et af de mest sultne rovdyr i verden. Og jeg véd hvad jeg snakker om. Jeg har mistet alt indtil flere gange.

Men jeg er kommet igen. Det var derfor jeg måtte købe mig ind. Nu hvor jeg

                                                 3
ejer, nu hvor jeg har set det bagfra, er det blevet anderledes”

Parasit-begrebet går igen senere i romanen, og det giver derfor Landers udtalelse ekstra vægt.

I romanen møder vi alle de sociale klasser i samfundet lige fra bunden, som er repræsenteret af Juliane til overklassen repræsenteret af Lander. Smilla kan færdes frit i alle de forskellige grupper, fordi hun selv er en blanding af dem, og Peter Høeg får derfor gennem Smilla mulighed for at beskrive forskellige sociale samfundslag. Gennem de forskellige personer i romanen som hver i sær har en speciel faglig ekspertise, får Peter Høeg lejlighed til at demonstrere sin faglige viden på mange forskellige områder som f. eks i følgende citat:

”-Neokatastrofisme er en samlebetegnelse. Udtrykket er skabt af

Schindewolf, engang i tresserne. Han var palæontolog. Men alle mulige naturvidenskabelige forskere har taget del i debatten. Det de er fælles om, er forestillingen om at kloden – og særlig dens biologi - har udviklet sig ikke jævnt, men i spring. Som har været styret af store naturkatastrofer, der har favoriseret visse arters overlevelse. Nedslag af meteoritter, kometpaasager, vulkanske eksplosioner, spontane kemiske katastrofer. Debattens kernepunkt har altid været spørgsmålet om, hvorvidt disse katastrofer er forekommet med regelmæssige tidsintervaller. Og hvis de er, hvad bestemmer

frekvensen?^{4}

Smilla færdes i et samfund, hvor grønlændere enten tilpasser sig Danmark eller ender i slummet ligesom Juliane. Sådan er det jo også den dag idag blot med andre

Side 4

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

4 indvandrergrupper. Romanen foregår i efterdønningerne af en ny-imperialisme, hvor Danmark forsøger at gøre Grønland til ”Nord Danmark”. Den anden del af bogen foregår på et bemærkelsesværdigt skib, en gammel 4000-tonner, der er blevet renoveret og udstyret med moderne grej. Her arbejder Smilla som kahytsjomfru blandt folk, som kan opdeles i de potentielle fjender og dem, som allerede er fjender. Sidste del foregår på en ubeboet ø ved Smilla

Smilla Quaavigaaq Jaspersen er født i Grønland, men hun har tilbragt hovedparten af sit liv i Danmark. Smilla er kun halvt grønlænder, idet hendes nu afdøde mor var en grønlandsk fanger, mens hendes far var og er en succesfuld retsmediciner. Smilla betragter ikke sig selv som en rigtig grønlænder men faktisk heller ikke som en rigtig dansker. Hun har en ide om, hvordan en god dansker skal være, som vi kan se i følgende:

”Han er et lille stykke af den gode del af Danmark. Ærligheden, rankheden,

                                              5
gåpåmodet, lydigheden, karsehåret, orden i økonomien.”

Sonne, som omtales i dette citat, arbejder på skibet Kronos sammen med Smilla på vejen til Gela Alta. At man kan finde en dansker med disse positive og idealistiske karakteristika på et skib er nok ikke tilfældigt, idet det er typisk for perioden, at folk i byerne bliver mere anonyme som følge af den teknologiske udvikling med internettet og muligheden for at kommunikere via e-mails. Derudover var der også stor immigration fra landet til byerne, og det enkelte individ risikerede derfor let at miste sig selv og sin kultur. Når de enkelte indbyggere i et samfund kollektivt ændrer kultur, kan man slet ikke tale om dette samfunds kultur, fordi det er blevet for udvisket. Smillas forestilling om en ægte dansker giver så måske ikke nogen mening længere, fordi den er forældet. Smillas problem er nok også, at hun har mistet sin egen kultur, da hun flyttede til Danmark, fordi det var næsten umuligt dengang, at holde fast på den grønlandske kultur uden at ende i slummet. På det tidspunkt gjorde mange uddannelsesinstitutioner en stor indsats for at integrere grønlændere. Denne integration omfattede, at den enkelte grønlænder forventedes at opgive sin egen kultur og baggrund. De grønlændere, der ikke var villige til at gøre dette, skulle ikke regne med at få nogen uddannelse. Et eksempel på denne integration ses i følgende:

”Tre fjerdedele af de politikere og embedsmænd der leder hjemmestyret, tilhører hans generation. De var de første grønlændere, der fik universitetsuddannelse. Nogle af dem har overlevet og holdt fast på sig selv.

Andre – som inspektøren – er, med deres spinkle, men abnormt opblæste

                                           6
selvfølelse, blevet ægte, intellektuelle norddanskere.”

Side 5

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

5

Smilla har nok ikke været helt villig til at give slip på sin egen kultur og er derfor blevet smidt ud adskillige gange. Da hun har mistet tilknytningen til sin egen kultur og bor i en storby som København, hvor der ikke findes én samlet kultur, hun kan assimilere, ender hun som en underlig blanding af flere forskellige kulturer – med Smillas egne ord - en papgrønlænder.

Dette giver dog også Smilla nogle unikke fordele - en forståelse for både grønlændere og mange forskellige lag af det klassedelte danske samfund, som jo var særligt udpræget i denne periode. Smilla har en stor viden på mange områder, fordi hun har skiftet rundt mellem mange forskellige uddannelser og er meget interesseret i faglitteratur - specielt matematiske værker.

Særligt fremtrædende, er hendes særlige viden om sne og is, som selvfølgelig oprindeligt stammer fra hendes mor, men som hun selv har arbejdet videre med. Vi kan se Smillas fascination for sne utallige steder i romanen, men dette citat viser det godt:

”Ved jorden smelter sneen en anelse, selv i hård frost, på grund af byens varme. Men heroppe ligger den løst, som den er faldet. Det er bare Esajas der har trådt på den.

Selv når der ingen varme er, ingen ny sne, ingen vind, selv da forandrer sneen sig. Som om den ånder, som om den fortættes og rejser sig og synker

og dekomponeres.^{7}

Smilla har svært ved at knytte sig, og hun modsvarer andres venlighed med fornærmelser og ondskab, som vi kan se af dette citat:

”- Det ville være dejligt, hvis du kunne komme herud juleaften, Smilla.

- Julen siger mig ikke noget.

- Har du tænkt dig at din far skal sidde alene?

Dette er en af Moritz’ mere anstrengende sider, som han har udviklet med alderen – blandingen af perfidi og sentimentalitet.

- Kunne du ikke prøve Mændenes Hjem?^{8}

Det skyldes nok, at hun er bange for at blive svigtet. Denne angst skyldes to vigtige faktorer i hendes liv. Den første af disse er, at hun føler sig svigtet af sin mor, da hun døde. Hun føler sig også direkte svigtet af Moritz, fordi han ikke var hos hende i hendes barndom, og hun mener derfor ikke, at hun kan knytte sig til ham nu. Den anden faktor er, at hun med sin grønlandske baggrund ikke føler sig rigtig accepteret i det danske samfund, som i følge hende er et meget krævende og egoistisk samfund. Hendes frygt for at miste den hun har knyttet sig til, kan ses i følgende eksempel:

”Jeg har aldrig båret over med andres kærlighedssorger. Jeg hader deres svaghed. Jeg ser dem finde fyren for enden af regnbuen. Jeg ser dem få børn, og købe en Silver Cross Royal Blue barnevogn, og gå på Volden i forårssolen, og le nedladende til mig og tænke stakkels Smilla, hun ved ikke, hvad hun går glip af, hun véd ikke hvordan livet er for os der har spædbørn og papir på hinanden.

Fire måneder efter er der hyggemøde i deres gamle fødselsforberedelsesgruppe, og hendes egen Ferdinand får et lille tilbagefald og liner et par baner op på et spejl, og hun finder ham ude på toilettet, hvor

Side 6

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

6 han ligger og rusker med en af de andre glade mødre, og på et nanosekund reduceres hun fra den store stolte, suveræne, usårlige mama til en åndelig gnom. I én bevægelse falder hun til mit niveau og ned under det, og bliver til

                                9
et insekt, en regnorm, en skolopender.”

Smillas mor var fanger på Grønland. Hun omkom, da hun var ude at jage. Hendes lig blev aldrig fundet, fordi lig i meget koldt vand ikke stiger til overfladen, hvilket er normalt i varmere egne. Smilla havde et tæt forhold til sin mor, hvilket også er naturligt, når man tænker på at Smillas far, Moritz, ofte var væk i hendes barndom. Smillas mor var mere end noget andet en oprører, som nægtede at indpasse sig. Dette viser sig ved, at hun ikke ville flytte til civilisationen med Moritz, men istedet gav Moritz valget mellem hende og hans liv i luksus. Det er vigtigt at vide det for at forstå Smillas forkærlighed for de svage eller udstødte.

Denne forkærlighed viser sig ved, at Smilla kun er i stand til at elske mekanikeren og Esajas.

Mekanikeren fordi han er alene, stammer og viser svagheder, som vist her:

”Mekanikeren er på det stadium hvor han har opgivet at tørre øjnene,

hans ansigt er en maske af slim.”^{10}

Esajas kan hun elske, fordi hun ser sig selv, som hun gerne ville have været i ham. Esajas holder fast på sin grønlandske afstamning, selvom det skaffer ham et liv i Danmarks slum.

Esajas slår tilbage, når dem der er større end ham træder på ham, hvilket er et andet træk, han deler med Smilla. Dette kan ses af dette citat:

”Et øjeblik tror jeg, at det der ligger på trappen, er en hund. Så ser jeg det er et barn, og den dag er det ikke stort bedre.

- Skrid, bror Lort, siger jeg.

Esajas ser op.

- Peerit, siger han, - skrid selv.”

11

Han er meget interesseret i matematik ligesom Smilla og har livserfaring og en personlighed, der er mere udviklet end normalt for et 6-årigt barn. Normalt er Smilla ikke meget for børn, men Esajas kombinerer et barns åbenhed med en voksens viljestyrke. Esajas mor, Juliane, er på en måde Esajas’ modsætning. Hun mangler viljestyrken til at opretholde sin kultur i Danmark, og hun mangler evnerne og midlerne til at få en uddannelse. Hun har fuldstændig opgivet sin stolthed, idet hun sælger Esajas, sin søn, til Loyen for penge.

Peter Føjl

Peter Føjl omtales i bogen hovedsageligt som Mekanikeren. Han bor i Det Hvide Snit, i samme opgang som Smilla og Esajas. Da vi møder ham i bogen, står han frem som en meget stille og genert person, som er meget opmærksom på Smillas sikkerhed. Han virker meget naiv og usikker, men handler efter bedste hensigt. Han er forelsket i Smilla og hjælper hende, selv om det strider mod hans arbejdsgivers sag. Derudover er han meget stabil og er meget

Side 7

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

7 omhyggelig med alt hvad han gør. Han virker derfor også som en mand med orden i sit liv.

Hans omhyggelighed kan vi se her:

”Jeg står i døren og ser på, mens han laver den. Køkkenet er helt hvidt.

Han centrerer sig i det, som en badmintonspiller på banen, så han skal bevæge sig mindst muligt. Han har en lille elektrisk mølle. I den kværner han først flere lyse bønner, og bagefter nogle der er små, næsten sorte, og blanke som glas. Han blander dem i en lille metaltragt som

                                                              12
han monterer i en mekanisk espressomaskine, som han stiller på et gasblus.”

Inden vi møder ham i bogen, har han arbejdet som dykker for Tørk Hviid, hvor han dykkede efter antikviteter i Asien. Det rigtige formål med antikviteterne blev aldrig fortalt til ham, og han var blot en brik i Tørks spil. Da han kom tilbage til Danmark, stod han uden arbejde, men gennem Tørk mødte han Ving, som hyrer ham til holde øje med Esajas. Denne kontakt til Tørk holder, og på grund af erfaring i frømandskorpset bliver han hyret som dykker på ekspeditionen til Gela Alta. Denne gang bliver han også ført bag lyset og bliver aldrig fortalt risikoen ved at dykke på øen. Dette viser, hvor naiv han er. Men eftersom han ikke ved, hvad der i virkeligheden foregår, kan man sige, at han ikke gør noget, der er imod hans samvittighed.

Ligesom Smilla har Føjl sine egne konflikter - konflikten mellem hans arbejde og hans følelser for Smilla. Da han ikke rigtigt ved, hvad der sker omkring ham på skibet og da konflikten topper, bliver han nødt til at vælge side efter sine følelser. Han vælger Smilla, og det ender derfor med, at han prøver at dræbe Tørk.

Der er dog også visse steder i romanen, som tyder på, at Peter Føjl i virkeligheden slet ikke er så naiv og genert, som han virker udadtil. Måske er det bare en forklædning. Det falder uden for opgaven at komme ind på her, men jeg vil dog give følgende eksempel:

”- Døren er åben. Så jeg går ind. Man kunne jo ikke v-vide at du v-ville sidde i mørket og vente.

Jeg slubrer forsigtigt hen over overfladen. Drikken er så stærk, at jeg får vand i øjnene og pludselig kan mærke mit hjerte.

- Jeg havde tænkt på hvad du sagde på taget. Om sporene. Hans

stammen er ganske let. Af og til er den borte.”^{13}

Her kan vi se, at han ikke var bange for at følge efter Smilla, og at han nogle gange ikke stammer – måske fordi han glemmer det.

Smillas fornemmelse for sne

Smilla har en fornemmelse for sne – hun elsker sne. Sne er forudsigelig. Det giver hende noget at holde sig til i en tilværelse, som er fyldt med mennesker – uforudsigelige mennesker som er styret af deres følelser. Sne kan Smilla elske, fordi hun ikke risikerer at blive svigtet eller forvirret så længe, hun kan tænke logisk og kan bruge sit intellekt. Det

Side 8

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

8 betyder, at hun kan lukke sig inde i sit eget lille univers med kun hende og sneen. I dette univers bliver mekanikeren lukket ind, fordi hun stoler på, at han ikke svigter hende. At hun sådan lukker sig inde i sit eget univers, gør hende i stand til at fordybe sig indad mod uendeligheden – den indre horisont - i stedet for at åbne sig udad mod den ydre, som er repræsenteret af teknologien. Sneen i Smillas univers kan beskrives med et andet ord – matematik. At det er tilfældet, kan vi se af denne udtalelse:

”Jeg er ikke fuldkommen. Jeg synes bedre om sne og is end om kærligheden. Jeg har lettere ved at interessere mig for matematikken end ved at holde af mine medmennesker.. Men jeg har en forankring til noget i

                     14
tilværelsen der står fast.”

Det, som Smilla her påstår står fast, er kernen af hendes eget lille univers – det absolutte rum.

Dette absolutte rum giver hende en særlig fornemmelse for verden rundt om hende, fordi hun kan være sikker på, at det ikke er hende, der forvrænger det, hun opfatter. Denne fornemmelse giver hende en intuition eller stedsans, som hendes omverden ikke kan forholde sig til, fordi vi her har nået det yderste af den menneskelige forståelse. Det er et evigt mål, som hun aldrig helt kan komme til at forstå selv, som vi kan se her:

”På den amerikanske hærs Coldwater Laboratory på Pylot havde de ansat folk til at forske i fenomenet stedsans. Dér så jeg tykke bøger og lange lister over artikler om, hvordan der langs jorden blæser retningskonstante vinde ......

Mundtlige foredrag om musikoplevelse.

Min eneste broder i ånden er Newton. Jeg var bevæget, da de på universitetets præsenterede os for det sted i Principia Mathemathica, første bog, hvor han vipper en spand fyldt med vand, og bruger vandets skrå flade til at argumentere for, at der inden i og omkring den roterende jord og den drejende sol, og de valsende fiksstjerner, der gør det umuligt at finde noget fast udgangspunkt og initialsystem og holdepunkt i tilværelsen, er absolute space, det absolutte Rum, det, der står stille, det vi kan klamre os til

Jeg kunne have kysset Newton. Senere blev jeg fortvivlet over Ernst

Machs kritik af spandeeksperimentet, den kritik der dannede udgangspunkt for Einsteins arbejder. Dengang var jeg yngre og mere letbevægelig. Idag véd jeg, at alt hvad de gjorde var at vise, at Newtons argumentation var utilstrækkelig. Enhver teoretisk forklaring er en reduktion af intuitionen.

Ingen har rokket ved min og Newtons vished om det absolutte Rum.Der er

                                                          15
ingen der finder hjem til Qaanaaq med næsen nede i Einsteins skrifter.”

Smilla kan tydeligvis ikke selv beskrive sin intuition logisk. Det er altid et spørgsmål om at gå længere og længere ind mod det basale for at finde det faste holdepunkt – sandheden. Det faste holdepunkt kan dog i følge min definition aldrig nåes, idet det i sig selv ville kræve et fast holdepunkt. Det er dog en filosofisk diskussion. Jeg synes, det er meget interessant, at Smilla foretrækker sne eller matematiks forudsigelighed frem for menneskers følelsesstyrede uforudsigelighed og alligevel rakker ned på de teknologiske fremskridt, der tager intuitionens plads. Måske er det fordi, Smilla er bange for at miste sin kulturs specielle

Side 9

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

9 fordel – intuitionen. Jeg tror, den intuition er et fælles træk for upåvirkede grønlændere, som ikke har været tvunget til at give afkald på nogen dele af den til fordel for teknologi eller fast viden. Deres faste holdepunkt er jorden, de står på, deres legender og deres medmennesker.

Så kan man jo sige, at Smillas splittelse passer godt med hendes holdning, idet hun er splittet mellem vestens teknologi og Grønlands intuition. Peter Høeg prøver at fremhæve intuitionens styrke frem for teknologien bl.a. i følgende eksempel:

”Venture Warrior skulle have været fire gange så stor. Prototypen var 18 meter over havoverfladen. Den skulle have været arbejdsplads for 1400 mand. De rejste prototypen i Baffinbugten. Da den stod op, kom der et isbjerg. Det var forudset. Men det her bjerg var lidt større end de plejer at være. Det var født et sted i udkanten af Ishavet. Det var 100 meter højt og fladt ovenpå, som de er, når de er så høje. Det havde 400 meter is under havoverfladen, og det vejede omkring 20 millioner tons. Da de så det komme, blev de alligevel lidt betænkelige. Men de havde to store isbrydere liggende. Dem fortøjede de til isbjerget, så de kunne trække det ind på en anden kurs. Der var ganske lidt strøm, og ingen vind. Alligevel skete der ikke rigtig noget da de gassede maskinerne op. Ikke andet end at bjerget blev ved med at gå ligeud. Det var ligesom om det ikke mærkede at der blev trukket i det. Og det spadserede hen over prototypen, og bag ved det, i vandet, var der ikke andre spor af det stolte udkast til Joint Venture Warrior end lidt

                               16
oliepletter og en lille smule vraggods.

Her kan vi se, at man aldrig vil kunne gardere sig mod alt med teknologi, fordi der altid vil være uforudsigelige hændelser. Teknologien åbner op for nye problemer, som kræver ny teknologi, som giver nye problemer osv. Man kan sige, at Smilla bruger matematikken til at forstå sin omverden og sneen til at identificere sig selv i forhold til sin omverden. Smilla giver dog udtryk for, at man kan forklare menneskelige følelser og forståelse gennem matematik – en evne man normalt ville kalde intuition. Det viser endnu engang Smillas kamp for at forstå sin intuition, og at hun ikke vil være bundet af normal menneskelig forståelse for verden. Hun har brug for altid at kunne udvikle sig og vil måske derfor heller ikke bindes af fastlagt teknologi. Det kan vi se i følgende citater:

”- Véd du hvad der ligger neden under matematikken, siger jeg. – Neden under matematikken ligger tallene. Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig rigtig lykkelig, så ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og véd du

hvorfor?”^{17}

og senere:

”- Fordi talsystemet er ligesom menneskeliv.”

18 og senere igen:

”- Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet, udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, vi ikke

                                                    19
kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme.”

Side 10

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

10

Naturvidenskaben

En af de ting Peter Høeg gør meget brug af i bogen er matematikken. Med sin baggrundsviden har Høeg givet Smilla en unik karakter ved at give hende en kærlighed for det naturvidenskabelige - specielt matematikken. I romanen er det Smillas eneste holdepunkt i en tilværelse, hvor hun ikke rigtigt kan holde fast på noget. Hun har en særlig forkærlighed for bogen Euklids Elementer. Det er gennem denne bog, at Smilla skaber et forhold mellem hende og Esajas, som også er meget interesseret i matematik. Det er, fordi Peter Høeg bruger matematikken som et billede på livet, som vi kan se i citatet ved note 18. Esajas udvikler sin bevidsthed sammen med Smilla ved at studere matematik som vi kan se her:

”Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem

menneskene. Og mellem tallene.”^{20}

Smilla bruger Euklids Elementer som et fast holdepunkt og derved også som en del af hendes absolutte rum. Det gør hun, fordi den indeholder faste definitioner på matematiske begreber.

Mange matematiske sætninger er udsprunget af disse definitioner på samme måde, som Smilla bygger sin eksistens på definitioner, som hun selv har fremsat – hendes absolutte rum.

”Bertrand Russell har skrevet, at ren matematik er det emneområde, i hvilket vi ikke véd, hvad vi taler om, eller hvorvidt det vi siger er sandt eller falsk.

Det er på den måde jeg har det med madlavning.

Jeg spiser mest kød. fedt kød. Jeg kan ikke få varmen af grøntsager og brød. Jeg har aldrig fået noget overblik over mit køkken, over råvarerne, over madlavningens basale kemi. Jeg har kun ét enkelt arbejdsprincip. Jeg laver altid varm mad. Det er vigtigt, når man er alene. Det tjener et

                                     21
mentalhygiejnisk formål. Det holder én oppe”

De definitioner, som Smilla bruger til at bygge sin eksistens på, kan dog ikke bevises, som vi kan se i foregående citat. Madlavningen i citatet er nok et symbol for de konklusioner, hun drager fra hendes basale sandheder – en slags filosoferen over livet, som giver hende et formål, når hun er alene. Hun mener ikke, at det er muligt for hende at overskue hele madlavningen – alle de sanseindtryk, hun får fra sin omverden. Betrand Russel er kendt for adskillige paradokser som for eksempel dette::

I en by bor en barber, der barberer alle dem, der ikke barberer sig selv.

                      22
Barberer barberen sig selv?

Det er nok den slags problemer, som Smilla overvejer, når hun ”laver mad”.

Mange af de begreber, som Høeg bruger i bogen, er kendte matematiske begreber og illustrationer. For at kunne forstå Høeg fuldt ud, er det en fordel at have gjort et grundigt forarbejde.

Et af de matematiske billeder Høeg bruger gennem Smilla, er Georg Cantors illustrering af uendelighedsbegrebet, som er et billede på den ensomhed, Smilla ser som en velsignelse i livet.

Side 11

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

11

”En vært havde et hotel, med et uendeligt antal værelser, og hotellet var fuldt belagt. Så kom der en gæst til. Værten gjorde da det , at han rykkede gæsten i værelse nummer 1 til nummer 2, ham i nummer 2 til tre, ham i tre til

                                                           23
fire, og så fremdeles. Således blev der et ledigt værelse til den nye gæst.”

Endnu engang bruger Høeg matematikken til at fortælle læseren om Smillas personlighed i billeder, og den forløsning hun får af matematikken, idet den giver hende noget at leve for i tilværelsen , en mening med livet..

De eksempler Høeg bruger i bogen, beskriver Smillas personlighed på en anderledes men meget fængende facon. Matematikkens verden er som en total modsætning til følelsernes verden. Den giver hende kontrol over hendes personlige splittelse, hvorimod følelserne er et meget ukontrollabelt og usikkert område for Smilla. Det er som om, Smillas følelser er erstattet af naturvidenskaben og matematikken. Hver gang Smilla møder en konfrontation i sit liv, analyserer hun den som et matematisk problem eller ligning, og ser hvor mange løsninger, der kan forekomme.

Denne drejning i stilarten må siges at være nyskabende inde for litteraturkunsten. Selv inden for den postmodernistiske stil må måden, Høeg bruger matematikken på, siges at være exceptionel. Han blander den med Smillas liv, men bruger den samtidigt til at opklare Esajas død. Den fremgangsmåde, Smilla bruger til at opklare mordet, virker meget logisk præget, som man ville løse en ligning, som hun selv udtrykker her:

”Et barn i den opgang hvor jeg bor, styrtede ned fra et tag. Hos hans mor fandt jeg Vings adresse. Fra Kyolitselskabets modtog hun pension efter sin mand. Det førte mig til selskabet arkiver. Til hvad der fandtes af oplysninger

                                                24
om ekspeditionen til Gela Alta. Alt andet vokser ud derfra.”

Hun opklarer mordet, som man ville løse en matematisk opgave. Man har nogle oplysninger og derefter kan man tænke sig til resten.

Anmeldelser

Anmeldelsen, Peter Høegs fornemmelse for kølig Passion, af Søren Vinterberg fra Politiken

d. 24/4 1992, er meget positiv over for Frøken smillas fornemmelse for sne. Det har måske

noget at gøre med, at Søren Vinterberg allerede havde en positiv instilling overfor Peter Høegs litteratur fra f.eks. Forestillinger om Det Tyvende Århundrede og Fortællinger om Natten. Hans positive indstilling kan vi se af følgende citat:

” Peter Høeg er åbenbart pr. definition imponerende som forfatter”^{25}

Søren Vinterberg er muligvis ikke helt objektiv i sin anmeldelse, men han forstår at bruge sproget til at fremme sit synspunkt, som vi kan se i dette citat:

Side 12

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

12

”Hendes mor var en vældig fanger på Thule-egnen, feminist uden at have ordet for det. Hendes far er stenrig international anæstesiolog, altså specialist i bedøvelse, uden dog at kunne bedøve sin egen længsel efter den døde

grønlænderinde.”^{26}

Han fokuserer meget på krimihistorien, på Smillas personlighed og på Peter Høegs hyppige brug af faglige begreber. Han mener, at de faglige begreber er nødvendige for bogen, men han siger ikke noget om hvorfor – noget der trækker ned, når man skal vurdere anmelderens objektivitet. Smilla bliver beskrevet meget positivt i anmeldelsen og måske noget overfladisk, idet det eneste tegn på en dybere personlighed hos Smilla ifølge anmeldelsen er, at hun er splittet mellem to kulturer. Søren Vinterberg mener, at Smilla ville blive en pragtfuld seriedetektiv. Det kan jeg kun give ham ret i, men det er ikke kun på grund af hendes galgenhumor men også på grund af hendes indre konflikter. Jeg mener, at han har fanget romanens tema meget godt som værende Smillas konflikt mellem to kulturer – mellem sne og is og matematik og intuition.

Anmeldelsen Spor i sneen af Søren Schou fra Information d. 24/4 1992 er ligesom

anmeldelsen fra Politiken meget positiv overfor Frøken Smillas fornemmelse for sne. Søren Schou roser da også Peter Høegs tidligere udgivelser, men han giver udtryk af at være en meget objektiv og troværdig anmelder, idet han sammenligner og begrunder istedet for blot at postulere sine holdninger, som vi kan se her:

”Frøken Smilla er en beretning om emperialismen i den periode, som vi med en beroligende nødløgn har døbt den post-koloniale. Med sin blanding af tresserideologi og halvfemseræstetik er den i slægt med Kjartan Fløgstads

                                                            27
norske romaner om nutidens kulturkonflikter mellem centrum og periferi”

Søren Schou mener, som vi også kan se ovenfor, at det vigtigste tema i romanen er samfundskritikken, specielt velfærdssamfundets udnyttelse af naturen. Det er jeg ikke enig i.

Samfundskritik kan udnyttes fordelagtigt i enhver roman, fordi det viser, at forfatteren har sin samtid med sig og kan bruge den til at gøre sin roman levende. Man kan selvfølgelig godt have en roman, som fokuserer på samfundskritikken, men jeg mener ikke, at det er, hvad der løfter Frøkken Smillas fornemmelse for sne over middelmådige romaner. Jeg mener, at det er krimihistorien, der gør romanen umiddelbart spændende for læseren, og det er hovedpersonens mange facetter, der gør, at man kan fordybe sig i den og giver den en blivende værdi, som gør den til en litterær klassiker. Søren Schou er da også imponeret over Peter Høegs evne til at skabe en så interessant personlighed som Smilla Jaspersen.

Anmelderen vælger at give sneen en realistisk betydning modsat af min fortolkning, hvor sneen repræsenterer det faste i Smillas univers - det absolutte rum.

Anmeldelsen, Romanen med de rigtige meninger, af Lars Bukdahl fra Kristeligt

dagblad 24/4 1992, er en poppet og ligegyldig anmeldelse af en ”hårdhudet anmeldersjæl”.

Side 13

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

13

Lars Bukdahl kunne udholde Peter Høegs to første bøger, men så var grænsen også nået. Han er negativ og arrogant overfor alle dele af Frøken Smillas fornemmelse for sne, og jeg vil her vise hvor meningsløse hans argumenter er:

”Jeg forstår ganske simpelt ikke, hvad der har formået Peter Høeg til skrive dette værk; hvis det er en stor knaldroman, man vil forfatte, må man gå helt anderledes voldsomt og skamløst til værks, som f.eks. Ib Michael gør det i sin skrækkelige Kilroy Kilroy, ikke bare imitere Henning Mortensen og

Alistair McLean.”^{28}

Jeg synes, det er en meget stærk udtalelse at komme med uden nogen argumenter til at bakke det op. Hvorfor tror Lars Bukdahl, at Peter Høeg vil forfatte en stor knaldroman. Er det den konklusion, man kan drage, hvis man ikke forstår en roman? Hvis det er en stor knaldroman, han vil forfatte, hvorfor skal han så efterligne en skrækkelig bog?

”Altså ikke en blanding, men samfundskrimi pludselig afløst af havthriller. Begge dele rimeligt spændende på almindelig overfladisk effektiv

                                                           29
facon, men slutningen, løsningen på det hele, er et klamt slag i ansigtet.”

At historien ikke er bundet til ét miljø hjælper til at give romanen realisme. Smilla færdes i et levende samfund, der ikke er bundet af én genres traditioner. Det er da helt rigtigt, at krimi-thrilleren giver underholdning. Problemet er bare, at Lars Bukdahl ikke er i stand til at gå dybere ned i en roman – forbi en umiddelbart underholdende historie. Slutningen vil jeg komme ind på senere.

”Romanens største fejlgreb er dog valget af fortæller. Store dele af

Charles Dickens’ gamle roman Bleak House er lagt i munden på en lille hellig og rengøringsvanvittig ung pige ved navn Esther, som læseren hurtigt får meget svært ved at udstå; På samme måde fik denne læser det med Smilla i Peter Høegs roman, hun har gennemskuet det hele, har alle de rigtige meninger og kan altid finde lejlighed til at give en til bedste, helst med et bedrevidende belærende tonefald (som så godt som alle de andre personer også benytter; individuel karaktertegning sker ved at én stammer og en anden bander). Der er ingen distance mellem hende og forfatteren, de er lige frelste.

Vel er hun udstyret med skæve karaktertræk, hidsighed, følelseskulde, voldelighed, som forfatteren tydeligvis finder stærkt charmerende, men de

                                         30
tjener blot til at fremmedgøre læseren yderligere.”

Skulle Smilla være perfekt og tale i et bedrevidende tonefald ligesom alle de andre? Jeg synes, at Lars Bukdahl skulle finde dokumentation, når han kritiserer, og det var ikke min oplevelse. Jeg kan logisk nok ikke dokumentere, at hun ikke gør det, eftersom man kun kan vise, at noget er – ikke at noget ikke er. Smilla og kun Smilla taler muligvis af og til i et bedrevidende tonefald, men det er en del af hendes personlighed, idet hun gør det i alle slags situationer – ikke kun dem, hvor hun argumenterer for et ”perfekt” synspunkt. Skal Peter Høeg lade være med at bruge karakterforstærkende udtryk, fordi det støder Lars Bukdahls fine anmeldersjæl? Alle fiktionære personligheder har kendetegn, fordi det simpelthen er nødvendigt, for at læseren kan identificere sig med dem. Hvis personen færdes i et bestemt

Side 14

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

14 miljø, som påvirker personens personlighed – f.eks. får ham til at bande - viser det blot, at forfatteren har forstand på den kultur, han skriver om. Det kan godt være, at Lars Bukdahl kun er i stand til at skrive om sig selv, men skal det nødvendigvis også gælde Peter Høeg?. Igen viser Lars Bukdahl, at han ikke er i stand til at argumentere. Hvorfor skulle forfatteren finde Smillas negative karaktertræk stærkt charmerende?. Det fremmedgør da ikke læseren, at der er dybde i personerne, og hvorfor påstår Lars Bukdahl først, at hun er perfekt og derefter, at hun har negative karaktertræk?

Slutningen

Romanens slutning handler ifølge Lars Bukdahl om ”en ond videnskabsmands nedfrosne kæmpemeteor fuld af farlige isorme”, men mon ikke den indeholder mere mening end det.

Peter Høeg kritiserer ved hjælp af meteoren den ukritiske holdning overfor teknologien, som er normal i nutidens samfund. Vi lever i et samfund, som ikke tænker på konsekvenserne af sine handlinger. Et samfund som kun kan forstå det umiddelbart håndgribelige, og som derfor kun breder sin bevidsthed udad i stedet for at fordybe sig indad. Peter Høeg prøver at fortælle, at det ikke kan holde i længden f.eks. i det eksempel, som jeg har trukket frem tidligere med Joint Venture Warrior, som blev knust af isen. Samfundets ukritiske holdning udtrykker Peter Høeg klart her:

”Hans stemme er spøgefuld. Med ét forstår jeg ham.

- Men det er ikke vigtigt, vel?

- Nej, det er ikke vigtigt.

Han ser på mig.

- Det er ikke vigtigt, hvordan tingene virkelig forholder sig. Det vigtige

er, hvad mennesker tror.”^{31}

Det vestlige samfund vil vide alting – forstå alting. Det kan man ikke, alene fordi, at det at forstå åbner nye spørgsmål. Man kan faktisk sige, at det eneste man kan være sikker på, er at man ikke kan være sikker på noget. Denne kritik udtrykker Peter Høeg i den afsluttende bemærkning:

”Fortæl os, vil de komme og sige til mig.Så vi forstår og kan afslutte. De tager fejl. Det er kun det man ikke forstår, man kan afslutte. Det kommer

                     32
ikke til nogen afgørelse.”

Denne slutning er genial, idet læseren ikke tror, at bogen er slut, og det er præcis, hvad Peter Høeg vil opnå. Det, at man ikke tror, at bogen er slut, beviser blot, det Peter Høeg siger. Man ønsker en fast afgørelse. Man vil vide, hvad der sker med mekanikeren og Smilla og Tørk.

Lever Smilla lykkeligt til sine dages ende? Hvis sådanne spørgsmål blev besvaret ville det

Side 15

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

15 ikke efterlade en undrende læser, og så ville romanen netop være død . Så ville den mangle den mangetydighed, som Lars Bukdahl mener, at den mangler.

Synsvinkel

Begivenhederne i Frøken Smillas fornemmelse for sne er set med Smillas øjne. Det er en første-persons fortæller, som ikke er alvidende. Smilla fordyber sig meget i alt, hvad der foregår omkring hende, og man får derfor meget præcise og detaljerede oplysninger, som vi kan se her:

”Der hersker orden i stuen. Der er møbler i sandskuret og ludbehandlet lyst træ, med hynder og betræk af uldent hestedækken. Der er stager med stearinlys, en bogreol med bøger, en opslagstavle med fotografier og børnetegninger fra bekendtes børn. ” Til store Peter fra Mara, fem år”. Der er rosenbuske i porcelænskummer, og der er røde blomster på, de ser ud som om nogen vander dem og snakker med dem og lover dem, at de aldrig bliver sendt på ferie hos mig, hvor der af en eller anden grund er et dårligt klima for

grønne planter”^{33}

Smilla overdriver ikke, idet hun tænker meget logisk og klart, og overdrivelser er ikke logiske. Smilla kan godt lyve, når det fremmer hendes sag, men eftersom det ikke fremgår, at Smilla fortæller sin historie til en tredje-person, kan læseren godt tro på, hvad hun fortæller.

Hun har ikke mange følelser, og hun har derfor ikke nogen grund til at dække over sandheden overfor læseren. Første-persons synsvinklen giver meget direkte tale, og det gør handlingen mere levende og troværdig.

Navnesymbolik

Der er visse navne i Frøken Smillas fornemmelse for sne, som sandsynligvis ikke er tilfældige.

Esajas var en fremstående profet fra det gamle testamente som var aktiv fra 740 – 700 f.Kr. i Juda rige. Området var dengang truet af assyrisk ekspansion. Denne ekspansion, mente Esajas, var en straf fra gud, men han mente, at en lille del af menneskene ville lade sig

                         34
omvende og derved blive frelst.

Man kan sige, at Esajas’ død fører til, at Smilla undersøger mordet. Det leder i sidste ende til,, at hun stopper Tørk fra at udløse en katastrofe i form af de polarorme, som han vil bringe tilbage til civilisationen. Hvis det var lykkedes ham, ville menneskeheden have stået overfor ormenes ekspansion, idet de før havde været spærret inde på Gela Alta. Man kan så

Side 16

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

16 sige, at Smilla er frelseren som frelser verden fra ormetruslen, og hun kan derfor sammenlignes med Jesus. Det, hun ofrede, var så hendes følelser, som jeg vil forklare senere.

Peter var en af Jesus’ disciple, som Jesus kaldte ”klippemanden”. Det skulle betyde, at Peter var den klippe, som Jesus ville bygge sin kirke på, og som han ville tildele Himmeriges

                                                                     35
nøgler. Peter skulle dog ifølge skriftlige kilder ikke have en særlig stabil personlighed.

Vi kan så sige, at Smilla begynder at bygge sin eksistens på Peter Føjl i stedet for sneen – på følelser i stedet for matematik. Hun giver Peter evnen til at frelse menneskeheden

– Himmeriges nøgler - idet hun stoler på ham, og det ender da også med, at han viser sig værdig til denne tillid. Da tror jeg dog, det allerede var for sent for Smilla at tilgive ham, og hun mistede derfor endnu engang sine følelser for ham.

Det Hvide Snit har nok heller ikke fået det navn uden grund. Det hvide snit var et kirurgisk indgreb, der blev udført på svært sindsyge med voldsomme affektudbrud. Det fjernede evnen til at have følelser, og det er nok Peter Høegs mening at kritisere de store betonblokke, som gør folk anonyme og gør, at de mister kontakten med deres følelser.

Derudover har Smilla jo kun få følelser, og hun er er måske blevet placeret i det hvide snit for at berolige hende. Hun har jo givet problemer alle de andre steder, hun har været, fordi hun ikke har kunnet finde sig til rette og har kritiseret uhensigtsmæssigt meget.

Gela Alta betyder på latin noget i retning af ishøj eller isdyb, men jeg tror ikke det har nogen symbolsk betydning.

Skibet Kronos har nok det navn, fordi chronos på græsk betyder tid. Kronos er jo et gammelt skib, som er blevet udstyret med moderne grej, og man kan derfor sige, at det er et historisk tværsnit af teknologi.

Konklusion

Frøken Smillas fornemmelse for sne holder læseren fanget hele vejen, fordi den er skrevet i et imponerende sprog og indeholder alle de elementer, der gør en roman spændende. Vi har en hemmelig superskurk som først bliver afsløret hen imod slutnigen og en glimrende skildret hovedperson. Der er derudover mange intriger og hemmeligheder, som udspiller sig mellem de mange bipersoner indbyrdes, og tilsammen skaber den overordnede sammenhæng. Bogen har derudover mange tolkningsemner – også flere end vi er kommet ind på her – og det er sjældent, man finder det i en roman, som samtidig er meget realistisk og troværdig.

Tydeligvis er vi meget imponerede over romanen, og det er jo også godt at se en dansk forfatter, som kan hævde sig internationalt.

Side 17

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

17

NOTER

1

s. 39 i B

2

s. 210 i A.

3

s. 211 i A

4

s. 173f i A

5

s. 319 i A

6

s. 146 i A

7

s. 15 i A

8

s. 42f i A

9

s. 178f i A

10

s. 11 i A

11

s. 19 i A

12

s. 89 i A

13

s. 90 i A

14

s. 48 i A

15 s.46f i A

16

s. 344 i A

17 s 112 i A

18 s 112 i A

19 s 112 i A

20

s. 112 i A

21

s. 55 i A

22

s. 173 i C

23

s. 17 i A

24

s. 378 i A

25

G

26

G

27

H

28

I

29

I

30

I

31

s. 428 i A

32

s. 435 i A

33

s. 89 i A

34

s. 105 i D

35

s. 260 i E

Side 18

Kaare & Peter Århus Katedralskole 22/5-2000

18

LITTERATURLISTE

Bøger

A. Høeg, Peter 1992: Frøken Smillas fornemmelse for sne; 3. udgave. Rosinante

B. Sonnergaard, Jan 1997: Radiator; 2. udgave. Gyldendal

C. Carstensen, Jens og Jesper Frandsen 1997: Mat 1; 1. udgave. Systime

D. Langer, Torben W. et al. 1971: Lademanns Leksikon, bind 5; 1. udgave.

Lademann

E. Langer, Torben W. et al. 1974: Lademanns Leksikon, bind 14; 1. udgave.

Lademann

F. Red: Jessen, Keld B. & Steffen Hejlskov Larsen 1985: Dansk litteratur fra runer til grafitti; 3. udgave. Systime

Artikler

G. Vinterberg, Søren : Peter Høegs fornemmelse for kølig passion.

Politiken

H. Schou, Søren 24-4-1992: Spor i sneen. Information

I. Bukdahl, Lars : Romanen med de rigtige meninger. Kristeligt dagblad

J. Blak, Poul : Den svære barndom. Jyllands Posten