Mellemøsten - Verden efter 1914 | Noter til Historie

Side 1

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

1

Emne 4; Mellemøstens Historie

Verden efter 1914, s. 311 – 337

(Mellemøsten – Konflikternes centrum) Igen anden geografisk region har haft så central en placering i verdenspolitikken efter 1945, som Mellemøsten. Grunden til at Mellemøsten var centrum for de store politiske konflikter i 1900-tallet og i begyndelse af 2000-tallet, er der følgende grunde til; økonomiske, ideologiske, geopolitiske og religiøse.

Geopolitiske: Mellemøsten sidder på hovedparten af verdens olieforekomster og indtil 1967 var Suez-kanalen en af verdens vigtigste. Derudover ville de europæiske og amerikanske jøder gerne have en jødisk stat i Palæstina, men araberne vil gerne have et arabisk Palæstina. Den konflikt havde voldsom indflydelse på forholdt mellem Vesten og Mellemøsten og blev også en del af den kolde krig. Der voksede i Mellemøsten en islamisk-fundamentalistisk selvforståelse frem, der opfattede Vesten som sin absolutte hovedfjende. Efter kommunismens sammenbrud fremstod modsætningen mellem Vesten og islamisk fundamentalisme som den vigtigste politisk-ideologiske konflikt i verden.

(Afkolonialisering og den israelske problemstilling) Den arabiske verden er bundet sammen af det fælles sprog, den muslimske religion og den arabisk-muslimske historie og kultur fra 600-tallet. I middelalderen var deres kultur, den europæiske langt overlegen, men da Europas ekspansion begyndt, gik den arabiske verden i forfald. De blev styrket af tyrkisk overherredømme fra 1500-tallet frem til Første Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig blev de franske og britiske kolonier, gjort til selvstædige stater og i 1947 var det kun den lille stribe land, Palæstina, der manglede at blive afkoloniseret. Oprindeligt var det hjemland for jøderne, men de var blevet fordrevet væk derfra af romerne i 132 – 135 efter Kristus. I 1897 grundlagde europæiske jøder, den zionistiske bevægelse der havde som mål, at jøderne skulle vende tilbage til Palæstina, så de kunne være i beskyttelse i deres hjemland, mod den stærke antisemitisme (jødefjendtlighed), som jøderne var udsat for i Europa. Jøderne begyndte derfor at udvandre til Palæstina og en øget vækst i denne stigning, skete i 1930’erne under jødeforfølgelserne i Tyskland. Araberne i Palæstina blev stærkt provokerede af den kontante indvandring af jøder og det gav anledning til uroligheder. Det fik både jøderne og araberne til at organisere sig militært i Palæstina. Araberne angreb jøderne, og jøderne svarede igen ved at angribe araberne. Det var de britiske myndigheders opgave at tage sig af konflikten, derfor forsøgte briterne at begrænse den jødiske indvandring, hvilket fik de jødiske undergrundsorganisationer til at rette terrorangreb mod det britiske militær i 1944. Efter sandheden om jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig kom frem, var det svært at for briterne at nægte de overlevede adgang til Palæstina.

Briterne kom på idéen om at dele Palæstina i 2 dele, der så skulle være forbundet i en union.

Det ville araberne og jøderne ikke, araberne ønskede én stat, domineret af det arabiske flertal og jøderne ønskede en deling i to uafhængige stater. Briterne kunne ikke nå frem til en løsning og opgav deres mandat på Palæstina d. 15. maj 1948. FN forsøgte også at få dem til at acceptere en delingsplan, men forgæves. I stedet blev FNs mægler, svenskeren Folke Bernadotte, myrdet af en jødisk terroristorganisation. Araberne ville ikke deles og jøderne var ikke tilfreds med delingen. Den jødiske leder Ben Gurion, udråbte staten Israel og derefter gik arabiske styrker til angreb, fra Ægypten, Syrien og Jorden, men jøderne var forberedte og trængte araberne tilbage igen. Med FNs medvirken blev der aftalt våbenhvile i 1949. Araberne der boede i jødisk kontrollerede områder, flygtede til Libanon, Jordan og Ægypten. Her blev der placeret flygtningelejre, der skulle være midlertidige til de 726.000 mennesker, men de

står der stadig i dag. Jøderne fra de andre arabiske lande, rejste til Palæstina/Israel. Derved

Side 2

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

2 blev Israel en temmelig homogen jødisk stat, med et arabisk mindretal på kun 10 %. Men ingen af de arabiske lande anerkendte staten Israel og set med arabiske øjne, var det en ulovlig vestlig besættelse af arabisk jord – derfor startede de fordrevne palæstinensere en guerillakrig fra Ægypten og Jordan mod Israel.

(Ægypten, Palæstina og storpolitikken ) Nederlagt til det jødiske samfund, i krigen 1948-49 var en frygtelig ydmygelse og svækkede de konservative konger i Ægypten og Irak. I den veluddannede del af ungdommen, opstod der bevægelser der ville modernisere de arabiske samfund og bryde med den vestlige indflydelse. Det var socialistiske, anti-imperialistiske bevægelser, der anså monarkerne for den vestlige imperialismens lakajer.

Drømmen var en samling af de arabiske lande, hvis opsplitning de imperialistiske stater fik skylden for (delvist med rette). Disse bevægelser fik mange tilhængere blandt hærenes officerer og det såkaldte Baath-parti (”den arabiske genfødsels parti) repræsenterede især denne tankegang, med slagordene; frihed (for vestlig imperialisme), enhed (mellem alle arabere) og socialisme.

I 1952 blev den ægyptiske konge væltet ved et militær kup og i 1958 skete det samme i Irak, hvorefter de opsagde sin alliance med USA. Begge steder blev der indført militærstyre og sammen med Syrien søgte de samarbejde med Sovjetunionen. Baath-partiet overtog senere magten i Syrien og Irak. I modsætning til dem, stod Saudi-Arabien og Jordan i tæt samarbejde med USA. Den ledende arabiske statsmand var Ægyptens præsident, Gamal Abdel Nasser. Han ville modernisere det ægyptiske samfund og lede samlingen af de arabiske stater. Derfor besluttede han, at Ægypten skulle stå i spidsen for kampen mod Israel og palæstinensiske guerillaer fik lov at foretage terrorangreb ind i Israel fra Ægyptens territorium og i 1955 lukkede han Tiran-strædet for sejlads til Israel. Nassers mål var at frigøre Ægypten totalt for de sidste rester af britisk koloniherredømme, f.eks. blev Suezkanalen drevet af et britisk-fransk selskab, briterne havde en militærbase ved Suez og flere små fyrstendømmer i den Persiske Golf var under britisk kontrol. Ved hjælp af pres, fik han briterne til at opgive basen ved Suez og imens orienterede Ægypten sig i stigende grad mod Sovjetunionen og oprustede med bistand fra østblokken. I 1950’erne gennemførte Nasser vigtige økonomiske reformer og begyndte store, prestigebetonede udviklingsprojekter. Det vigtigste af disse, var dæmningen over Nilen (Aswan-dæmningen). Den skulle til, for at muliggøre kunstvanding i større områder og levere energi til den ægyptiske industri. Dæmningen skulle betales med et lån fra USA, men i 1956 trak amerikanerne lånet tilbage, pga. deres tilnærmelse til østblokken. Derfor nationaliserede Nasser Suezkanalen og indtægterne derfra skulle nu betale for byggeriet. Da han gjorde dette, gav det Storbritannien, Frankrig og Israel grundlag for et samarbejde, da et fælles mål var at få væltet Nasser og svækket den voksende ægyptiske hær. Israels hær angreb Ægypten og Storbritannien og Frankrig landsatte soldater, med det påskud at de skulle beskytte kanalen. Israelerne vandt over den Ægyptiske hær, men USA og Sovjetunionen lagde så stort pres på Storbritannien og Frankrig at de trak sig ud og Nasser blev ved magten i en styrket position. USA havde lagt pres på Storbritannien og Frankrig, fordi det tydeligt var en kolonikrig, der ville svække Vesten anseelse og indflydelse i den arabiske verden. Efter angrebet blev båndet mellem Ægyptiske og Sovjetunionen styrket og Aswan-dæmningen blev finansieret ved sovjetiske lån og den ægyptiske og syriske hær blev afhængig af sovjetiske våbenleverancer. Som følge af at Irak opsagde sin alliance med USA i 1958, fremsatte den amerikanske præsident, Eisenhower samme år, Eisenhower-doktrinen, der sagde at USA ville støtte ethvert mellemøstligt land mod kommunistisk aggression. Sovjetunionen derimod optrådte som beskytter mod imperialistiske trusler. I 1963 kom Baath-partiet til magten i både Syrien og Irak.

Side 3

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

3

Den skærpede holdning i Syrien og Irak var en del af baggrunden for udbruddet af den tredje israelsk-arabiske krig i juni 1967. Krigen var resultatet af stigende spændinger ved Israels grænser til Syrien og Jordan. I 1964 sluttede forskellige palæstinensiske organisationer sig sammen i paraplyorganisationen PLO (Palestinian Liberation Organization). Syrien og Jordan tillod PLO at foretage guerillaangreb ind i Israel, som fik Israel til at svare igen mod Syrien og Jordan. Ægypten stillede sig sammen med Syrien og Jordan for at beholde sin lederrolle, og sammen dannede de en fælles arabisk front, der var en stor trussel for Israel. Israel slog først og i en lynkrig besejrede de, de tre nabolande og besatte hele den ægyptiske Sinaihalvø, vestbredden af Jordanfloden og Golanbjergene. Pga. besættelsen af Sinai, blev Suezkanalen lukket. Krigen var en katastrofe, da den arabiske hær skulle være langt mere overlegen og knusende på papiret, men den israelske hær var bedre uddannet, bedre trænet, stærkere motiveret og langt bedre ledet, end de arabiske landes. Israel kæmpede som en moderne vestlig stat, mens de arabiske lande fremstod som u-lande. Ydmygelsen gav anledning til en masse mytedannelser, den vigtigste var dog, at det skulle være det amerikanske luftvåben der havde knust Ægyptens militær. Junikrigen forværrede palæstinensernes situation og yderligere

200.000 palæstinensere flygtede til Jordan. PLO var fjernere målet om at udslette Israel end nogensinde. I 1971 blev PLO fordrevet fra Jordan, da den milits var blevet en trussel mod det jordanske kongerige. Hovedkvarter blev flyttet til Libanon og af deres desperate situation, begyndte palæstinensiske organisationer at iværksætte terroraktioner, som f.eks. flykapringer for at påkalde sig opmærksomhed.

Da Nasser døde i 1970, efterfulgtes han af Anwar Sadat der total skiftede kurs. Han brød med Sovjetunionen i 1972 og søgte tilnærmelse til USA. I oktober 1973, lavede Ægypten og Syrien efter omhyggelige forberedelser, et overraskelsesangreb på Israel, der for første gang gav en sejer over israelerne. Israelerne gik i offensiv, da USA tvang de krigsførende til våbenhvile.

Som en støtte til de arabiske brødre, sænkede de olieeksporterende arabiske lande deres olieeksport og standsede oliesalget til særligt Israel-venlige stater. Det fik priserne til at stige voldsomt og udløste et alvorligt økonomisk tilbageslag i den vestlige verden. Dette motiverede amerikanerne til deres indgriben. Oktoberkrigen blev efterfulgt af forhandlinger mellem Israel og Ægypten, med USA som mægler. I 1979 underskrev de en fredsslutning, hvor Ægypten fik Sinai tilbage og til gengæld anerkendte Israel. Set fra de andre arabiske lande, var det et utilgiveligt svigt. Den socialistiske, panarabiske bevægelse, der havde haft Ægypten som ledestjerne, mistede sin glans, og det blev derefter andre ideologiske kræfter, der kom til at tegne billedet i mellemøsten, nemlig de radikalt islamistiske.

Palæstinensernes situation syntes at blive mere håbløs, PLO var blevet fordrevet fra Jordan i

1971 og i 1982 rykkede Israels hær ind i Libanon og tvang dem bort derfra, til Tunis. Det var fra slutningen af 1980’erne den civile palæstinensiske befolkning, der holdt spørgsmålet levende, ved ”intifada” (opstand), dvs. civil ulydighed og demonstrationer mod den israelske besættelse. USA ville gerne løse problemet, fordi den styrkede de anti-vestlige følelser i mellemøsten. Under ledelse af Yassir Arafat, gav PLO afkald på brug af terror og anerkendte Israels eksistens, var der måske mulighed for en to-statsløsning. I 1993 blev der underskrevet en foreløbig fredsaftale og der oprettes et palæstinensisk selvstyre i Gaza og på Vestbredden.

Derefter gik det i stå og islamistiske ekstremister rettede terrorangreb mod Israel, specielt selvmordsaktioner. Ortodokse jøder og bosætter i de besatte områder bekæmpede også fredsprocessen og den ansvarlige israelske premierminister, Rabin, blev myrdet i 1995 af en jødisk ekstremist.

(Irans revolution og krigene i Den Persiske Golf) Oliekrisen i 1973, viste hvor afhængig den vestlige verden er af Mellemøstens olie. Hovedparten af denne olie, kommer fra den Persiske Golf, Irak, Saudi-Arabien og Iran er store producenter sammen med en række mindre

Side 4

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

4 lande. USA's sikring af olie, var det allervigtigste. I 70’erne var Irak allieret med Sovjetunionen, så den amerikanske indflydelse skete gennem Saudi-Arabien og Iran. I Saudi- Arabien var kongefamilien ortodoks islamisk og holdt vestlig kulturindflydelse ude, men i Iran var shah Reza Pahlavi fast besluttet på at modernisere sit land. Indtægterne fra olien, blev brugt på industrialiseringsprojekter og militær oprustning og præsteskabet blev fejet til side.

Især hovedstaden Teheran fik et vestligt præg. Shahens diktatoriske styreform og manglende respekt for præsteskabet, gav ham mange fjender, både kommunister, demokrater og konservative muslimer, og i 1977 voksede det til et oprør og shahen måtte opgive magten året efter. Præsteskabet var under ledelse af ayatollah Khomeiny, den stærkeste politiske kraft. Til stor forundring for verden, fik Iran et præstestyre, hvor Gud Allah, var den øverste suveræne magt og præsteskabet skulle forvalte magten på hans vegne. For den islamiske republik, var Vesten og vestlige værdier Satans værk og den vestlige indflydelse i Mellemøsten var et signal på at selve Islam var i fare. Al vestlig indflydelse blev fjernet, påklædning, musik, bøger osv.

Og en række af shahens tilhængere blev henrettet som ”fjender af Gud”. Det var som en tilbagevenden til middelalderlige tilstande. Eftersom ayatollahen udøvede magt på Guds vegne, var Iran heller ikke bundet af almindelige internationale love. Dermed var USA's vigtigste allierede i området, blevet en bitter fjende, fordi præstestyret anså USA for at repræsentere Satan selv. Det var nu blevet en udvidet ”krig”, da de fundamentalistiske muslimer fordømte selvfølgelig den gudløse kommunisme lige så kraftigt som den amerikanske kapitalisme.

(Irak-Iran-krigen 1980 – 1988) Saddam Husseins Baath-diktatur i Irak var i et stærkt modsætningsforhold til Khomeinys Iran, de lå i strid om kontrollen med den vigtige vandvej Shatt al Arab, der danner grænsen mellem dem. Udover det, betragtede iranerne Saddam Hussein (til magten i 1979), som en frafalden muslim, der stod i spidsen for et gudløst styre.

Saddam og Baath-partiet var sunni-muslimer, mens den irakiske befolkning var shia-muslimer, ligesom iranerne – Khomeiny opfordrede derfor shiitterne i Irak til at rejse sig og afsætte den ugudelige Saddam. Efter shahens udrensning af officerskorps, var Irans militær så svækket, at Saddam Hussein mente at det var et godt øjeblik, til at erobre kontrollen over Shatt al Arab, så i 1980 gik Irak til angreb på Iran. Men krigen kørte fast og blev til en stillingskrig. Iranerne erklærede hellig krig – ”jihad” – og lovede at alle der faldt i krigen, direkte adgang til paradis.

Massive bølger af fanatiske frivillige søgte martyriet i selvmordsagtige angreb på irakernes stillinger. Krigen udviklede sig til overlevelses kamp for det irakiske styre. Irak fik våben støtte fra Sovjetunionen og de rige arabiske olielande ydede store lån til Irak, men derudover hjalp USA og andre vestlige lande Irak. USA deltog, for at sikre sig at ingen af de to stormagter kom til at herske over den Persiske Golf og derved få kontrol med olieeksporten – en sådan

situation/magt ville være et kvælertag om den vestlige økonomi. Det blev klart for

præstestyret i Iran, at det på den baggrund ikke kunne besejre Irak og krigen sluttede i 1988 med våbenhvile.

Den første Golfkrig, vakte optakt til en ny Golfkrig, men denne gang med USA i hovedrollen.

Krigen havde efterladt Irak med en meget stor gæld til landet, Kuwait. Kuwait og de andre små lande, ville ikke glemme gælden og som salt i såret, begyndte de at producere så meget olie, at prisen på verdensmarkedet faldt betydeligt under det aftalte niveau. Det var skidt for Irak, der havde brug for pengene til at genopbygge landet efter krigen – derfor førte det til at Irak i 1990 besatte Kuwait, som de senere sagde, var sket med amerikansk billigelse. Nu var det pludselig Irak der var den store trussel, da nabolandet Saudi-Arabien militært set, var en dværg i forhold til Irak. USA ville ikke have at Irak yderligere udvidede sig, og fik lov af Saudi- Arabien til at sende tropper dertil, men det var svært for Saudi-Arabien at invitere kristne, vantro militære styrker ind i det land, der rummede største islamiske helligdomme i byen Mekka. I FN fik amerikanerne lov at bruge væbnet magt, til at fordrive irakerne fra Kuwait.

Side 5

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

5

Dette skete kun, fordi Sovjetunionen var på vej i opløsning og derfor ikke nedlagde veto. I en lynkrig i januar-februar 1991, fejede amerikanerne irakerne ud af Kuwait. Der blev indgået våbenhvile, på den betingelse at Irak skulle afskaffe sine masseødelæggelsesvåben, kemiske som biologiske og at det skete under kontrol af FNs våbeninspektør. USA havde fået etableret en ny magtbalance i Golf-området, men det var en skrøbelig balance, hvor begge de to regionale stormagter var erklærede fjender af USA.

(Afghanistan mellem kommunisme og islam 1978 – 2001) I 1978 blev den afghanske konge afsat ved et kup og et kommunistisk styre blev oprettet. Det stødte på meget modstand fra den konservativt indstillede befolkningen og det udviklede sig til en borgerkrig mellem det moderniseringsivrige kommunistiske styre og fundamentalistiske islamiske guerillaer. Da regeringen var ved at tabe, rykkede den sovjetiske hær til undsætning i december 1979. Dette foruroligede USA – fordi at fra Afghanistan kunne sovjetiske kampfly operere over Den Persiske Gold og det var endnu en trussel mod amerikanske interesser. Sovjetunionen havde troet det var en begrænset militæraktion, men de muslimske guerillaer fik lov at oprette baser i nabolandet, Pakistand og USA støttede dem med våben. Krigen blev en belastning fro Sovjetunionen og i 1988 blev der indgået en aftale mellem USA, Sovjetunionen, Pakistan og den sovjetisk-støttede afghanske regering om, at de sovjetiske tropper skulle trækkes ud af Afghanistan og at både Sovjetunionen, USA og Pakistan skulle indstille hjælpen til krigen. Den sidste del af aftalen overholdt ingen.

Efter 4 års borgerkrig, sejrede de muslimske guerillaer, hvilket førte til kaos i Afghanistan fordi de ikke kunne finde ud af hvem der skulle have magten, indtil en fundamentalistisk muslimsk bevægelse, talibanerne (”de søgende”), i 1996 fik samlet det meste af Afghanistan under et ekstremt ortodokst muslimsk styre. I sit forsøg på at trænge Sovjetunionen ud af Afghanistan, havde USA hjulpet en anden fjende til magten. Det var et styre, der var strengere end præstestyret i Iran. Kvinder blev udelukket fra uddannelse og arbejde, påklædningsforskrifter blev gennemført, mænd blev fængslet for at barbere eller klippe deres skæg, musik, film og tv blev forbudt og der blev praktiseret offentlige henrettelser og amputationer af hænder.

Religiøse kæmpeskulpturer fra oldtiden blev sprængt, i forsøget på at fjerne den ikke-islamiske fortid. Under talibanerne blev Afghanistan et tilholdssted for yderligtgående muslimske terroristorganisationer.

(Den muslimske radikalisme) Den iranske revolution og talibanernes sejr i Afghanistan var de mest markante resultater af den islamiske vækkelse, der prægede Mellemøsten fra

1970’erne af. Den islamiske vækkelse var en reaktion af at den vestlige kultur i århundrede havde trængt den traditionelle islam tilbage. Gennem 1800-tallet og 1900-tallet var det muslimske samfund, gået gennem en sekularisering, hvor uddannelses- og forvaltningssystemer var blevet opbygget efter vestlige modeller, kulturen var mere vestlig præget, tøj, uddannelse, musik og film og den vestlige kapitalisme inddragede de muslimske landes økonomier i den internationale økonomi. Det mest markante eksempel, var udviklingen i 1922-23, hvor religion og stat blev adskilt af Tyrkiets første præsident, Kemal Atatürk

(”tyskernes far”). Han gennemførte en tvangseuropæisering af samfundet og sultanen blev afsat. Det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske og den vestlige kalender blev indført. Der blev ligestilling mellem mænd og kvinder og flerkoneri blev forbudt – hele lovgivningssystemet, retsvæsnet og uddannelsessystemet blev omdannet efter europæiske mønster.

I 1928 blev der i Ægypten grundlagt en organisation, Det Muslimske Broderskab. Efter Anden Verdenskrig blev denne organisation centrum for renæssancen i radikal islamisk tænkning.

Tænkning gjorde modstand mod Vesten og sekulariseringen og mod kapitalismen, kommunismen og den jødiske zionisme og modstander af verdens opsplitning i forskellige

Side 6

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

6 nationer. Idealet til dette, var ét stort muslimsk samfund, styret efter islamisk lov, efter koranen og beretningerne om profetens liv – for at dette var muligt, måtte man rense de muslimske lande for frafaldne, korrupte ledere. Frafaldne vil sige alle, der accepterede ikke-islamiske kulturelementer og den demokratiske styreform, da man derved tiltager sig noget af Guds autoritet. I 1950’erne og i 1960’erne var de radikale muslimer et marginalt fænomen og i Ægypten, under ledelse af Nasser, blev flere ledere af Det Muslimske Broderskab fængslet og henrettet.

I løbet af 1960’erne svækkes den brede opslutning om de arabiske magthavere, en af årsagerne var Palæstina-problemet. Nederlagt til Israel i 1967 og den manglende evne og vilje fra lederne i de arabiske landes, til at hjælpe det palæstinensiske folk. I 1979 svigtede Ægypten og sluttede fred med zionisterne. En anden årsag var den miserable økonomiske udvikling, da det kun var i de olierige lande at man oplevede en økonomisk fremgang.

Ægypten, Syrien, Marokko og Pakistan blev hængende i fattigdom og overbefolkning. I 50’erne og 60’erne håbede de arabiske befolkninger, at de socialistisk orienterede regimer i Ægypten, Syrien og Irak kunne skabe en ny fremtid, uden afhængighed af vestlig imperialisme, med økonomisk fremgang og større social retfærdighed. Det var en joke, da disse regimer viste sig at være diktatoriske, despotiske og korrupte. En voksende del af de unge muslimer, så Islam som den kraft der kunne gennemføre en renselse og skabe et socialt retfærdigt og harmonisk samfund. Omsorg for de fattige, almissen, er nemlig et centralt element i Islam, så hvis folk fulgte det, ville nød og elendighed blive overvundet, og et muslimsk idealsamfund ville opstå.

I 1980’erne bliver de ekstremistiske grupperinger stærkere og mere aktive, og deres kampmiddel mod frafaldne muslimske ledere, den vestlige kultur i muslimske land og imod USA, var terror. Gennembruddet for bevægelsen, må siges at være den islamistiske revolution i Iran 1978 – præstestyret støttede og finansierede en række af grupperne rundt om i mellemøsten. Selvmordsangreb blev noget folk gerne gjorde, for at søge martyriet for Islams sag. I 1981 blev den ægyptiske præsident Sadat myrdet af medlemmer af DMB (Det muslimske broderskab). I 1997 rettede det terrorangreb mod udenlandske turister. I Ægypten kostede det ca. 4000 mennesker livet, som ofre for terror og i forsøget på at stoppe det, i

90’erne. I Algeriet var islamisterne tæt på at komme til magten, ad demokratisk vej – deres parti, Den Islamiske Frelserfront, vandt valget i 1991 – men det regerende socialistiske parti annullerede valget og indførte undtagelsestilstand. Det førte til en 10 år lang terroristisk borgerkrig. Kulminationen på dette, var talibanernes magtovertagelse i 1996 i Afghanistan.

Det er betegnende, at ikke-religiøse ledere, som f.eks. Saddam Hussein i Irak, begyndte at optræde som fromme muslimer.

(Al Qaedas angreb på World Trade Center) Nogle islamistiske grupperinger opererede internationalt, bl.a. ad Qaeda (”fundamentet”), der blev ledet af den saudiarabiske mangemillionær Osama bin Laden. I 1996 fik de et tilholdssted i Afghanistan, hvor unge fik militær træning. I 1998 erklærede de direkte krig mod USA, men havde inden det flere terroraktioner bag sig. Deres mål var at fordrive USA og vesten fra den muslimske verden. I

1993 prøvede de for første gang at sprænge World Trade Center i luften, med en bombe – det mislykkes. D. 11. september 2001 lykkes det dem dog at kapre 4 fly, hvoraf 2 af dem fløj ind i World Trade Centers tårne, et fløj ind i forsvarsministerium Pentagon og det sidste styrtede ned i en mark, men havde kurs mod Det Hvide Hus.

(USA's krige i Afghanistan og Irak) Præsident George Bush jr. Gav al Qaeda og taliban-styret skylden og erklærede krig. Den 7. oktober samme år indledte USA, med FN’s sikkerhedsråds godkendelse i ryggen, luftangreb i Afghanistan. USA lavede en aftale med Pakistan om at gå ind i Afghanistan derfra og sammen med anti-taliban bevægelser fik de dem fordrevet i løbet af nogle måneder.

Side 7

[navn fjernet] Emne 4; Mellemøstens Historie Eksamen; Samtidshistorie

7

Mange NATO lande hjalp til med at finde de spredte taliban- og al Qaeda grupper – deriblandt Danmark. Amerikanerne tog, ifølge dem selv, 660 fanger og fløj dem til Guantanamo, til isolation. Her kan de holdes fanget på ubestemt tid, fordi de opfattes som ulovlige kombattanter.

Den værst tænkelige trussel fra al Qaeda var et angreb med masseødelæggelsesvåben, som de kunne få hjælp til at fremskaffe af Irak. Derfor besatte USA Irak, med målet at vælte Saddam Hussein og sætte et demokratisk vestvenligt styre ind. Den officielle forklaring var pga. masseødelæggelsesvåben, trods Iraks benægtelse – men presset fik dem til en genoptagelse FNs våbeninspektion. De fandt ingenting, men det troede USA ikke på og prøvede at få godkendelse til at gå ind i Irak – men uden held. USA gik alligevel ind i Irak, med støtte fra Storbritannien og bl.a. Danmark.

Den 18. marts 2002 indledtes krigen med luftbombardementer og land angreb fra Saudi- Arabien. Saddams regime var hurtigt væltet, han gemte sig lidt, men blev hurtigt fundet igen.

Den nye irakiske regering, valgt af amerikanerne forsøgte at opbygge politi osv., men de blev angrebet af hovedsagligt selvmordbomber, fra medlemmer af Baath-partiet, de gamle magthavere og muslimske ekstremister.

De allierede lande, der havde hjulpet til, blev efterfølgende ramt af terrorangreb. I oktober

2002, på den indonesiske ø Bali, omkom et stort antal australiere, som følge af et bombeangreb på et diskotek – udført af indonesiske fundamentalister.

I Spanien blev tog i Madrid ramt af bombesprængninger, d. 11. marts 2004, det kostede 180 mennesker livet – det var udført af marokkanske muslimer.

I London, juli 2005, blev undergrundsbanen udsat for selvmordsbombeangreb.

Det viste sig at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak og at der ikke var nogen forbindelse mellem Bagdad og terror-netværket. Det gav mistanke til USA om de havde haft andre motiver til krigen, men Bush-regeringen fremhævede at et demokratisk styreform i Irak med succes, ville skabe en kædereaktion i Mellemøsten – og det var grunden. Selvom de nu havde soldater i alle landene rundt om Iran og derved havde sikret sig olie. D. 30. januar 2005 afholdte regering i Irak valg til parlamentet, med udgangspunkt i et demokratisk styre – men af den grund, stoppede terrorismen ikke mod dem man anså for USA's medløbere.

(En kamp mellem civilisationer) Hvordan skal man opfatte konflikten mellem USA og Mellemøsten? Nogle ser den som en konflikt mellem to civilisationer, Islam vs. Den kristne vestlige kultur. Det havde Samuel Huntington allerede sagt i 1993, men hans kritikere mente at det han sagde, var gift mod de muslimske immigranter i Europa. Nogle i den tredje verden, så det som resultatet af den vestlige verdens enorme økonomiske og militære overmagt og dens hykleriske dobbeltmoral, når det drejede sig om menneskerettigheder og demokrati. De vestlige lande greb ind i borgerkrigen i Jugoslavien, men ikke i Afrika. USA vil have at Irak skal overholde FNs resolutioner, men Israel får fuld støtte til at ignorere dem og Vesten bekymrede sig ikke om palæstinensernes skæbne. Var der ikke tale om åbenlys racisme? Hvor en arabers liv talte mindre end en europæers eller en amerikaners og en afrikaner talte endnu mindre?