Stalins folkedrab

Indledning

Den egentlige bevæggrund til valg af Joseph Stalin som katalysator for opgaven, udspandt sig fra nysgerrigheden, forbundet med begrebet og betydningen af ’Stalinismen’. Jeg fandt det ganske interessant, hvorledes dækningen af begivenhederne, omkring ’Nazityskland’, herunder dets konsekvenser og ”følgesygdomme” af Hitlers rigide styre, til dels virkede mere omfattende og fyldestgørende, end det der tildrog sig i Sovjetunionen under Stalins ’knugende jernnæve’. Jeg ønsker derfor, indledningsvist, at redegøre for Stalins vej til magten. Herunder vil jeg beskrive rivaliseringen, der forekom i politbureauet, der indvarslede hans endelige magtovertagelse i Sovjetunionen som dets ubestridte leder.

Dernæst vil jeg analysere hvilke konsekvenser, hans styre havde for Sovjetunionen, med henblik på tvangskollektivseringen der implementeredes under den første ’Femårsplan’, i perioden fra 1928- 1933. Derudover ønsker jeg undersøgt kulminationen samt efterspillet af ”Den Store Terror”. Slutteligt vil jeg analysere, hvad der lå til grund for Gulag-lejrenes iværksættelse samt omkostningerne hertil.

Heraf vil Sovjetunionens ombrydning af levestandarden, og undertrykkelsens følgevirkninger, vægte højst i opgavens udstrækning. Herunder fokuseres der på de menneskelige omkostninger, hvoraf millioner af liv ophørte, ofte med dødelige følger. Jeg ønsker opgavens omfang afgrænset fra Stalins magtovertagelse, til tilspidsningen af 2.verdenskrig. Jeg tilsigter derfor ikke, og ønsker ikke, Ruslands indflydelse og deltagelse, dækket i denne opgave.

Under udarbejdelse af opgaven, er der hentet oplysninger primært fra bøger, hjemmesider, men også dokumentarer med de fornødne informationer, og brugbare kontekst, svarende til, og i overensstemmelse med den opstillede opgaveformulering.

Stalins folkedrab

Stalins vej til magten

Efter Lenins død i 1924, udvikledes overtagelsen af hans position, sig til en intensiveret magtkamp, mellem parterne, indenfor Centralkomiteens vægge. Både Stalin og Trotskij, der begge figurerede som højprofilerede personligheder, viste begge interesse i posten, dog med individuelle uafhængige udlæg, til den fremtidige navigation af den Sovjetiske udvikling, økonomisk som socialt. Stalin, der siden hans udnævnelse til partiets Generalsekretær, besad ambitiøse og vidtrækkende målsætninger, fandt hurtigt støtte fra partimedlemmerne, Bukharin, Zinovjev og Kamenev. De fire, delte alle samme modvilje overfor Trotskijs politik, og dette lå uofficielt til grund for den nyetablerede alliance. Samhørigheden, blandt den politiske fraktion, led dog allerede året efter, i 1925, under store sammenstød. Zinovjev og Kamenev delte ikke Stalins besidderiske tendenser og åbenlyse fremfusende adfærd, og dette skabte splittelse i samarbejdet om rehabiliteringen af landets tilstand. Samme år, greb de 2 mænd, i ledsagelse med Lenins enke, Krupskaja, til fornøden handling under den 14. partikongres, hvor de påtalte Stalins adfærd ved fremsatte kritikpunkter.