Mørkets hjerte af Joseph Conrad | Analyse

Side 1

1

1. Indledning

Inspirationen til at læse ”Mørkets hjerte” kom, efter jeg havde set ”Apocalypse Now” første gang. Jeg fandt den stor og sær, og forstod den ikke rigtig. Det irriterede mig, og derfor besluttede jeg mig for at læse bogen, som lå til grund for filmen. Bogen var også svær at forstå, men det hjalp på forståelsen da jeg begyndte at undersøge STX 2.g gavnlige at læse.

I min analyse af romanen har jeg udover genre og struktur, inkluderet et længere STX 2.g

STX 2.g forståelse af romanen.

I konklusionen vil se nærmere på forfatterens holdninger til to af de vigtigste temaer i romanen: Ensomhed og rædsel. Her vil jeg også forsøge, med udgangspunkt i romanen, at gøre rede for, hvorfor Peter Lundin handlede som han gjorde.

2. Forfatteren

Joseph Conrad er født i Polsk Ukraine, et område under russisk herredømme, af

polske forældre 3/12 1857. Begge forældre døde meget tidligt af bronkitis, og som

12-årig var Joseph Conrad forældreløs. Han er døbt Teodor Józef Konrad

Korzeniowski, men tog navneforandring til Joseph Conrad, da han slog sig op som professionel forfatter i England i 1898. Som 17-årig tog han til Marseille og tog hyre på et engelsk handelsskib, og sejlede som sømand både på Østen og Afrika. I 1890 tog Conrad til Belgisk Congo, hvor han sejlede som flodkaptajn. Det blev en meget traumatisk oplevelse for ham, og efter tre måneder blev han sendt hjem fysisk og psykisk nedbrudt.

I 1886 fik han engelsk statsborgerskab, og har også skrevet alle sine romaner og digte på engelsk, og i 1896 blev han engelsk gift. Conrad har på sin egen krop følt den fremmedgjorthed og ensomhed, der præger en udlænding, når man kommer til et fremmed land, hvor ingen forstår en. Netop ensomhed er et af de gennemgående temaer i Conrads forfatterskab, og som jeg kommer nærmere ind på senere i min analyse. Et af hans kendteste citater lyder: ”Vi lever som vi drømmer; alene”.

Mange af Conrads bøger bæger præg af, at han var sømand i mange år og selv ”Heart of Darkness”, som er skrevet 10 år efter han gik i land, har et meget maritimt præg.

Frem til sin død den 3/8 1924 var Conrad en meget aktiv forfatter og skrev også

skuespil. Blandt hans hovedværker regnes ”Lord Jim”, som er skrevet i 1900 og 2 år senere ”Heart of Darkness. Den blev først oversat til dansk i 1956.

3. Forfatterens samtid

Ved århundredeskiftet til 1900-tallet var England en stor kolonimagt. Imperialismen var i højsædet, og ingen satte dengang spørgsmålstegn ved udbredelsen af europæisk civilisation i de berørte kolonier. Den hvide mand havde retten til at herske over andre folk, og til at udnytte koloniernes ressourcer. England besad på det tidspunkt Indien, store dele af Afrika og Sydøstasien, samt Australien. Slavehandelen var på sit højeste – 80.000 afrikanere blev årligt ført til slavemarkeder.

Side 2

2

4. Analyse 1

Min analyse af romanen falder i to dele. Først vil jeg beskrive genre og struktur og beskrive hovedpersonerne. Dernæst vil jeg foretage en indholdsmæssige analyse, som knytter sig til hændelser i historien i kronologisk rækkefølge.

4.1. Genre og struktur

At genrebestemme denne bog er faktisk ikke så lige til. Da det meste af romanen handler om en sømands rejse opad Congofloden i Afrika, skulle man umiddelbart tro, at det er en rejseroman lidt i stil med - uden sammenligning i øvrigt - Fritjof Nansens ”Fram over Polarhavet”. Det ville imidlertid være en slem misforståelse at karakterisere dette værk som en rejseroman, da det er meget mere end det. For det første er der utroligt få konkrete stednavne. London, Themsen og Congo er det mest specifikke vi får at vide om, hvor hovedpersonen Marlow befinder sig. Faktisk får vi ikke engang at vide, at det er Congofloden, som Marlow skal sejle på. De eneste spor er, at han tager hyre hos et handelsfirma, der sejler på denne flod. I årene omkring

1900-tallet, hvor ”Mørkets Hjerte” er skrevet, var der stor trafik på Congofloden af skibe, som sejlede med elfenben. Derfor er det logisk eller indforstået (for læseren), at det er her Marlow skal sejle. Ydermere beskriver Marlow floden således :

”......en enorm flod, der havde form af en kæmpemæssig udstrakt slange, med sit hoved vendt mod havet og den hvilende bugtede krop dybt inde i det vidtstrakte land hvor den til sidst forsvandt da halen fortabte sig i det indre.” (side 5) Der er to store floder i Afrika. Nilen og Congofloden. Da Nilen munder ud i Middelhavet og har sit udspring i Victoriasøen, kan det ikke være den flod, Marlow taler om, da den bare snævrer sig ind til den ikke er der mere.

Heller ikke da Marlow er i Afrika, beskriver han de geografiske steder særlig nøjagtigt. De handelsstationer han kommer til på sin vej mod Kurtz, bliver kun beskrevet som Nedre, Centrale og Indre.

Da Marlow senere er på march gennem Afrika, får vi intet at vide om, hvordan han har det. Han fryser ikke, sveder ikke, er ikke træt i benene. En tekst, der er så lidt beskrivende, kan ikke kategoriseres som en rejseroman. Men hvad er den så?

Da Marlow ankommer til den Centrale Station, erfarer han, at den damper han skulle være kaptajn på, er stødt på grund og sunket. Dette skulle angiveligt være fordi, bestyreren dagen før Marlows ankomst var sejlet ud alene og uden fører for at hente Kurtz hjem. Marlows opgave er også at hente Kurtz hjem. Olof Lagercrantz tolker i sin bog ”Rejse med Mørkets hjerte” situationen således: ”Forsinkes redningen, når Kurtz at dø, og bestyreren slipper, med ”naturen” på sin side for en konkurrent.

Dermed er et thrillerelement indført i romanen.” (side 70). Denne leflen for publikum forklarer Lagercrantz med at : ”han (Conrad) har her fundet lokkemad for et bredere publikum.” Det er ikke min opfattelse, at historien er tænkt som thriller.

Side 3

3

Jeg tror nærmere, at bestyrerens anstrengelser på at forpurre Marlow redningsforsøg er ment som en kritik af europæernes ineffektivitet og det vanvittige ved hele sceneriet. Da Conrad jo selv har sejlet på Congofloden og blev fuldstændigt psykisk nedbrudt ,er det nærmeste man kommer på at genrebestemme ”Mørkets Hjerte” nok, at den er en blanding af en nøgleroman, en erindringsbog og skønlitterær bog. Altså en roman, hvor forfatteren tager nogle virkelige oplevelser og i dette tilfælde løfter dem op på et mytisk plan.

Genremæssigt har ”Mørkets hjerte” også ligheder med eventyr. Netop omkring 1900, hvor historien er skrevet, var eventyr meget udbredte og populære i England. Som regel i eventyr har hovedpersonen noget, han gerne vil opnå. I dette tilfælde vil Marlow gerne ud at se verden:

”Da jeg var dreng var jeg helt vild med landkort(...)Dengang var der jo mange ”blanke pletter” på verdenskortet, og når jeg fik øje på et område, der så særligt spændende ud( og det gjorde de jo alle sammen) satte jeg pegefingeren på den og sagde: Når jeg bliver voksenrejser jeg derned”. (side 4)

Han giver altså sig selv et løfte som barn, som han søger at opfylde som voksen.

Hvad bogens struktur angår er den bygget op på en måde, så den understøtter hele stemningen i bogen. Bogen er nemlig struktureret således, at der uden om selve historien ligger en anden historie. Det er altså en ramme-fortælling vi her har med at gøre.

Der sidder fem mænd på en båd i Themsen, hvor en af dem er Marlow og en anden er en jeg-fortæller, de øvrige er tilhørere. Jeg-fortælleren (rammefortælleren) begynder og slutter teksten, og introducerer Marlow, som efterfølgende tager ordet. Historiens fokus skifter til Afrika, hvor Marlow på et ikke nærmere angivet tidspunkt, har befundet sig på en rejse. Her møder han Kurtz, som i en vis forstand bliver rejsens mål. Marlows beretning bliver en genfortælling af en genfortælling, og hele romanen er struktureret som en rejse mod et bestemt mål, hvor sandheden findes.

Ved at lade Marlow fortælle sin historie videre til en gruppe, der synes det er en mærkelig historie og ikke forstår den, understreger Conrad et af bogens gennemgående temaer i selve bogens opbygning: ensomheden, som Conrad også selv følte, da han kom til England som polak.

4.2. Personkarakteristik

I det følgende afsnit vil jeg fortælle lidt om personerne. Jeg lægger meget stor vægt på de to hovedpersoner og deres psyke, og da disse er en vigtig brik i forståelsen af hele romanen, vil jeg koncentrere min personkarakteristik om disse to personer, nemlig Marlow og Kurtz

Da vi ikke får ret meget at vide om jeg-fortælleren, og han i øvrigt ikke bidrager med noget til handlingen, er det skønt spildte kræfter at karakterisere ham. Fortællingens egentlige hovedperson, Charlie Marlow, derimod er værd at kigge nærmere på. Da Marlow er kaptajn, må man gå ud fra, at han har arbejdet sig op gennem systemet hvilket har taget nogle år. Jeg tror derfor, at hans alder ligger et sted omkring de 45.

Marlow personen ligger angiveligt meget tæt op af Conrad selv, som var 45 år da han skrev ”Mørkets Hjerte”. Det er vel at mærke den alder han har, da han fortæller

Side 4

4 historien. Det er faktisk den eneste måde at bestemme Marlows alder på, da vi ikke får andre informationer der kan bringe os nærmere. Hvor gammel Marlow er, da han er i Afrika og oplever de ting han fortæller, er meget svært at gætte. Dog kan man fornemme, at han har tænkt meget over tingene og har haft tid til at bearbejde dem.

Dette distancens klarsyn har han nok brugt et par år på at få. Dog var han kaptajn allerede på det tidspunkt, han var i Afrika, så begivenhederne kan ikke ligge så langt tilbage. Derfor er 40-års alderen nok et godt gæt.

Hvad Marlows intellekt angår nævner han selv, at han bare er helt normalt begavet, ikke udover det sædvanlige. Han virker som en meget normal mand, som har alle de egenskaber, som helt normale mennesker har. Blandt andet er han lidt ubeslutsom, da han begynder at fortælle en historie, hvorefter han fortryder, han er gået i gang med den ”Det lykkedes mig jo at se de fleste – men, ...nå det skal vi ikke tale om”.

Han er som de fleste nok opfatter sig selv: Helt normal, dog lidt mere tænksom end gennemsnittet.

Et af Marlows meste karakteristiske træk er, at hans humør svinger. Umiddelbart virker det jo ikke som noget særligt, men måden det vises på er et studie i indirekte skildring. Olof Lagercrantz har i sin bog om ”Mørkets hjerte” et meget godt eksempel: ”I begyndelsen af sin fortællinger er Marlow temmelig lunefuld. Han foretager spring frem og tilbage i tiden.”(side 27).

Senere begynder Marlow at føle lede ved det hele, tolerancen falder og en engelsk agent, kærligt omtalt af Marlow som ”Parykhovedet” beskrives på side 17 i romanen som ”.....en utrolig irriterende person- eller måske snarere en lallende idiot.”

Marlows mest markante træk er, at han gør meget brug af ironi. Det ser vi især, da Marlow på den første handelsstation overværer noget meningsløst arbejde blive udført. Han ser nogle mennesker, der går og sprænger klippestykker i luften: ”Endnu en sprængladning detonerede i klippen(....).Det uhyre vigtige arbejde fortsatte. Og tænk – det var altså dette, som vore missionærer og andre frelsere var parat til at drage ud og dø for?”. Her ser vi også Marlow (og forfatterens) syn på englændernes arbejde i Afrika.

Historiens anden hovedperson, som måske er den vigtigste, er Kurtz. Dette afsindige

menneske/guddom, der svæver hen over hele fortællingen og som til sidst er vokset

til en kæmpe i fantasien. Hans udseende får vi ikke ret meget at vide om. Vi får kun at vide, at han sin unge alder til trods er helt skaldet og p.g.a. sygdom meget tynd og svagelig. Det har han dog ikke altid været, idet han har terroriseret de omkringliggende landsbyer meget og har ophævet sig selv til guddom blandt de indfødte. Rent aldersmæssigt må vi nok formode, at han er yngre end Marlow, idet han er udset til at være ”Kompagniets” kommende direktør, men bare lige skulle vise sit værd i Afrika først. Dog har han en kone derhjemme, så helt ung kan han ikke være. Et godt bud er nok 30-35 år.

Hans personlighed er et kapitel for sig og grunden til at Marlow fascineres af ham.

Første gang vi hører om ham, omtales han som ”den stakkels fyr”, fordi han angiveligt skulle være blevet syg. Ikke alene fysisk men i lige så høj grad psykisk.

Inden han blev det, skaffede han enorme mængder elfenben til ”Kompagniet”, mere end alle de andre agenter tilsammen. Det eneste problem er bare måden, han gør det på er blevet så bizar, at direktøren frygter for ”Kompagniets” omdømme. Metoderne med hvilke Kurtz skaffer disse uhyrlige mængder elfenben er fuldstændig afsindige,

og har blandt andet medført, at Kurtz har gjort sig til høvding/guddom over området,

Side 5

5 hvori hans handelsstation ligger. Marlows første møde med Harlekin, som er Kurtz højre hånd, beskriver Kurtz godt. Marlow båd er lige blevet angrebet af indfødte:

””Jamen, hvorfor fanden angreb de os så?” spurgte jeg udforskende. Han for lidt sammen, og sagde så i en næsten skamfuld tone, ”De vil ikke have at han rejser,” ”Ikke det?” spurgte jeg nysgerrigt. Han nikkede på en underlig mystificeret måde, ”Sagen er den” sagde han højt ”Denne mand har udvidet min horisont.” Han slog ud til siden med begge arme, idet han så på mig med sine små blå øjne der i dette øjeblik var helt kuglerunde.” (side 42)

Vi ser her tydeligt, hvordan de mennesker, han omgiver sig med, bliver fuldstændigt betagede af ham. Han fremstår nærmest som en messias, man kun lytter til og ikke taler til.

5. Analyse 2

For overskuelighedens skyld har jeg valgt at dele min analyse ind i tre dele. Da der kun er tre kapitler i bogen er det logisk at analysen skiller ved disse tre og hvert kapitel vil blive behandlet for sig selv.

1.del – Rejsens begyndelse

I det første afsnit i tredelingen vil vi se nærmere på begyndelsen af romanen, hvor Marlow starter sin historie og til han når den Nedre Handelsstation.

Der er nemlig en meget stor kontrast mellem disse to tidspunkter, og det er bestemt ikke tilfældigt. I starten af romanen prøver Conrad nemlig at give os en fornemmelse af hverdag og stille og rolige omgivelser. Den måde Marlow sidder på refereres som en ”Buddha-figur” og alt ånder fred. Et spil domino tages frem, men der bliver ikke spillet, da stemningen er mat og eftertænksom. Marlow gør sig nogle vidtløftige tanker om romernes invasion af England og beskriver, hvor frygteligt det må have været for soldaterne. Grundene til at det må have været så frygteligt nævner Marlow som :” Kulde, tåge, isnende blæst, sygdom, ensomhed og død”.(Side 3) Dermed laves der en kontrast til den ellers fordragelige grundstemning, og tonen i resten af bogen er slået an.

Kontrasterne ser vi faktisk allerede i bogens første linie: (side 1) ”Lystsejleren ”Nellie” lå for anker ligeså roligt som resigneret lænkehund.” At lystsejleren ligger roligt for anker understreger roen, men lænkehunden viser, at der ligger noget og lurer under overfladen. En lænkehund symboliserer ikke ligefrem fred og fordragelighed.

Som et oplæg til sin Afrika-historie fortæller Marlow, hvordan han blev fuldstændig besat af at komme til at sejle på Congofloden

”...der var den, den fascinerende kæmpeslange (Congofloden), overfor hvilken jeg pludselig stod som lamslået som en lille kylling der stirrede ind i dens mund- en dum lille kylling.(...)I må forstå, at det på en eller anden måde blev en besættelse for mig at komme derned.”(...)”...Jeg var parat til at platte mig til jobbet.” (side 5)

Side 6

6

Vi ser her Marlow fascineres så meget af Congofloden at han bliver fuldkommen irrationel og vil gøre alt for at få et job som skipper på en damper dernede. Denne fascination af Congofloden er faktisk den samme som gør gældende, da Marlow bliver fascineret af Kurtz. Da Kurtz er en slags messias og altså repræsenterer sandheden, er rejsen mod den allerede begyndt. Marlow ved det bare ikke selv.

Faktisk kan ovenstående citat også ses som et Ødipus-kompleks.

Olof Lagercrantz skriver: ”Slangens gab kan være indgangen til underverdenen, men tillige, ifølge en ekstravagant fortolker, Frederick Crews, et attrået, men forbudt moderskød.”(side 20)

At man kan skabe sin egen sandhed, ser Marlow, da han på en floddamper op igennem Congofloden iagttager et fransk krigsskib ligge og skyde ind i junglen.

Mændene ombord på krigsskibet tror, at de rammer fjender eller indfødte (det er deres sandhed), mens det groteske er åbenlyst for Marlow og dermed læseren.

Da han senere kommer til den Nedre Handelsstation, hører han første gang om Kurtz.

Han hører om ham fra en bogholde,r som han bliver hos nogle dage, imens han venter på transport opad floden. Under dette ophold ser han døden i øjnene. I en lund ser han, hvordan alle stationens syge indfødte er stuvet af vejen og langsomt sygner hen.

Det tager på Marlow at se døden så tæt på, og hans parader han har stillet op overfor dette vanvid i Afrika, begynder at falde. Han bliver hermed modtagelig overfor psykiske påvirkninger.

2.del – rejsen mod mørkets indre

De psykiske påvirkninger ses under Marlows videre rejse. Han bliver nu transporteret længere ind i landet på en anden båd hen mod den Centrale Handelsstation. På denne tur hører han endnu mere om Kurtz og begynder langsomt at danne sig et billede af ham. Forfatteren giver os hele tiden flere og flere oplysninger omkring Kurtz, og Marlow får lejlighed til at læse en af Kurtz´s rapporter. Således begynder læseren også selv at fantasere om Kurtz. Denne mystificering af Kurtz gør, at han vokser til en mental kæmpe af dimensioner. Da han er vores eneste faste holdepunkt begynder vi i almindelighed og Marlow i særdeleshed at identificere sig med ham. Denne identificering begynder først for alvor, da Marlow ankommer til den Centrale Handelsstation, hvor bestyreren og dennes nevø snakker meget om Kurtz. Marlow kan ikke udstå de mennesker, der arbejder på denne station, så han isolerer sig derfor på sin damper, der skal repareres. Mens han er alene på denne båd, begynder han at stille sig selv det spørgsmål om, hvorfor Kurtz er blevet sindssyg. Samtidig begynder Marlow at tvivle på sine motiver for at være i Afrika. Som læser begynder vi at se, at det er de samme tanker Kurtz har gjort sig, og det står nu klart, at Marlow ikke alene er fascineres af Kurtz, men næsten er enig med ham.

På det sidste stykke opad floden ind mod Kurtz, ser vi, at Marlow har ændret sig. En af de indfødte bliver under et angreb dræbt. Her ville vi forvente, at Marlow ville sige eller gøre noget kultiveret, men i stedet smider han liget overbord. Ligesom Kurtz er han begyndt at hade det hele omkring sig. Marlows personlighed og tankegang ændres altså, så den ligner mere og mere Kurtz´s. Således bliver Marlows rejse ind gennem Afrika ikke kun en fysisk rejse, men i lige så høj grad en psykisk. Des længere han bevæger sig ind i Afrika mod Kurtz, des mere dødsforagt får han og en højere indsigt.

Side 7

7

Marlow er ikke den eneste, der har fået en højere indsigt ved at høre om og tænke på Kurtz. Det har Kurtz´s højre hånd Harlekin også. Han roser ved flere lejligheder Kurtz´s enorme intellekt, men fortæller samtidig, at Kurtz gentagne gange har været ved at dræbe ham. Harlekin er Kurtz´s eneste link tilbage til den europæiske verden, selvom Harlekin er russer. Det viser at Kurtz ingen føling har med den ”virkelige verden”. Men hvad er den ”virkelige verden”? Kurtz har med sit minisamfund forstørret tingene op til det synligt groteske, men han har dog givet sit bud. Så kan man være enig eller uenig i hans måde at styre det på, men fornægtes kan det ikke - Kurtz har taget sagen i egen hånd.

3. del – sandheden?

Da Marlow endelig når frem til Kurtz´s lejr ser han ved selvsyn de groteske metoder, han er blevet fortalt om. Vi ser blandt andet et monument over det rædselsregime, Kurtz praktiserer: hver gang en indfødt har gjort oprør, har Kurtz slået ham ihjel, hugget hovedet af ham og sat det på en pæl, så det kiggede hen mod Kurtz´s hytte.

Selv de døde ærer altså Kurtz, og det skal de andre huske! Vi får endnu et eksempel på Kurtz afsindige metoder. Harlekin fortæller Marlow om Kurtz´s lange togter ind i junglen og om, hvordan han skaffede elfenben :

””Jamen, jeg kan jo regne ud, at på det tidspunkt kan han ikke have haft flere varer tilbage at handle med,” påpegede jeg. ”Ok jo, og der er skam stadig et helt lager tilbage” sagde han, idet han så væk. ”Hvis vi nu skal være helt ærlige, så udplyndrede han dem altså,” sagde. Han nikkede.”(Side 43)

Det kan godt være, at Kurtz har et enormt intellekt, men hans metoder er altså ligeså primitive som en mand fra urtidens.

Kurtz dyriske tendenser skyldes, at han har kastet al opdragelse og sund fornuft overbord. Hans ”psykiske immunforsvar” er nedbrudt og så er der kun en ting, der styrer ham: hans lyster. Marlow fortæller om hvordan Kurtz styres af sine lyster og ikke kan bestemme, hvilken retning han bevæger sig i:

”.....Kurtz lå helt og aldeles under for sine lyster af forskellig art; at der var et eller andet han blev draget imod – og dette var af en ganske anden karakter end hans geniale veltalenhed gav udtryk for”(side 45)

Så Kurtz styres altså uden selv at kunne bestemme. Hvad han styres af ved kun han selv. Vi får at vide, at alle områdets høvdinge hver dag kommer og besøger Kurtz.

Hans metoder har åbenbart været mere grusomme end deres. Han har ikke været bange, han har set rædslen i øjnene. Han har været nødt til at være den mest følelseskolde for at overleve rent psykisk. Han har set, hvordan de indfødte behandles

(når de bliver syge får de ingen behandling) og lukket det ude, for ikke at lade sig gå på af det. Han har gjort sig til herre over rædslen og det ødelægger ham. Da Marlow og hans følgeskab vil bringe Kurtz hjem, flygter han, men fanges. På hjemturen dør han. Det er som at Kurtz går i søvne, og det er som bekendt farligt at vække en søvngænger. Da direktøren vil vække Kurtz af hans ”søvn” dør Kurtz. Hans sidste ord

Side 8

8 er: ”Rædselen!, Rædslen!” (side 54). Når han nævner dette ord, er der god grund til at tro, at det er det, der har naget ham og nedbrudt ham mest.

Selv efter Kurtz´s død kan Marlow ikke få ham ud af hovedet. Det fører til, at han påtager sig at overbringe Kurtz´s enke nyheden, da han kommer hjem igen. Hun bryder selvfølgeligt sammen og siger: ”Men De skal vide, at ingen kendte ham bedre end jeg! Jeg havde hans fulde fortrolighed. Jeg kendte ham bedst”.(side 58).

Senere omtaler hun nogle af Kurtz´s fortrin: ”...al hans storhed, hans gavmilde sind og ædle hjerte” (side 59). Det lyder ikke ligefrem som den Kurtz, vi kender. Og det kommer endda fra en, der siger, at hun kender ham bedst, hvilket er logisk, da det er hans kone. Det står nu klart, at ingen nogensinde er kommet i nærheden af at forstå Kurtz, og at han derfor har været håbløst alene hele sit liv. Det er måske frustration over dette, der fik ham til at handle som han gjorde i Afrika.

Det endelige bevis på at Marlow er gået i pagt med Kurtz er, at han på spørgsmålet fra konen om, hvad Kurtz sidste ord var, lyver: ”Deres navn” (side 60). Det som han og Kurtz følte i Afrika, vil ingen kunne forstå.

Det er i øvrigt også værd at lægge mærke til de forskellige handelsstationers navne.

Nedre, Centrale og Indre. De to første navne er logiske nok,,, men det sidste falder udenfor. Nedre og Centrale beskriver, hvor de ligger rent fysisk, men det gør navnet på den sidste ikke. Den repræsenterer noget mytisk, det inderste i hjertet. Afrika kan nemlig ses som et hjerte. Des længere man kommer ind, des tættere kommer du på sandheden om dig selv.

6. Konklusion

Conrad har også fundet sandheden om sig selv. Ser man på værkets to hovedpersoner og de kræfter, der påvirker dem, finder man også de temaer, som har ligget forfatteren meget på sinde. Jeg oplever, at det er ensomhed og rædsel. Som før nævnt er ensomheden et tilbagevendende tema hos Conrad, og allerede på bogens første sider demonstrer han, hvordan den kan gøre sig gældende selv i store forsamlinger. Marlow føler sig lidt ensom, fordi han har svært ved at formidle præcis de følelser, han havde.

Conrad har sikkert følt det på samme efter, han kom hjem fra Afrika og har frygtet, at heller ikke han har kunnet gengive sine oplevelser præcist nok. Derfor har han garderet sig ved at lade Marlow være i samme situation som ham selv.

Et konkret eksempel på hvordan ensomheden påvirker mennesker, kan vi tage fra bogen. Her fortæller Marlow om, at hans andenstyrmand ikke kan styre. Når Marlow står ved siden af ham, går det fint, men hvis Marlow ikke står der, og han altså er alene, krakelerer han fuldstændigt. Han slingrer frem og tilbage og kan ikke holde kursen.

Kurtz´s sindssyge bunder også i ensomhed, ikke at have nogen, der kan forstå ham. I Conrad´s eget liv var han gift. Men han var aldrig rigtig glad for konen og følte sig aldrig rigtig tilpas i deres forhold. Marlow-personen, som ligger meget tæt op ad Conrad selv, har angiveligt ingen kone. Hun bliver i hvert fald aldrig nævnt med et ord. Marlow har nok ikke haft en kone på noget tidspunkt. Det ser i alle tilfælde ud som om, han har set sig sur på kvinder. Da han er i Belgien for at underskrive sine ansættelsespapirer, møder han to kontordamer. Selvom den ene beskrives som: ”ung” siger Marlow senere om de samme to damer: ”Føj for satan – gamle kællinger” (side

7). Marlow har nok aldrig haft en han kunne knytte sig til, især ikke når han har et

Side 9

9 job som sømand. Ensomheden har nedbrudt ham og har indirekte banet vejen for hans modtagelighed over for Kurtz´s tale.

En ting som Kurtz også taler meget om er rædslen. Grunden til at han taler så meget

om den, er at han gjort den til sit fornemste/ modbydeligste våben i sin kamp for at

skaffe elfenben. I starten da Marlow hører om Kurtz, forstår han ikke umiddelbart, hvordan Kurtz har kunnet få sig selv til at gøre de ting, han har. Da Marlow senere selv begynder at opleve rædslen i form af de angreb, der bliver rettet mod hans båd, begynder han at sympatisere mere med Kurtz, end han tidligere har gjort. Man skal opleve rædslen, før man kan forstå den.

Grunden til at Kurtz så enevældigt styrer det område, hvori han henter elfenben, er at han er den eneste, der har indset vigtigheden af at kunne leve med rædslen. Det viser jo til gengæld, at man ikke kan leve med den ret længe ad gangen. Marlow levede med den i knapt tre måneder, og han blev brudt ned. Det er altså noget af en kraftpræstation Kurtz har leveret ved at holde stand i tolv måneder. Rædslen er hos Conrad altså en kraft, som kan være god at være venner med. Bare ikke for længe, for så æder den dig op. Det er jo også det de fleste flygtninge lider under. De har i lang tid boet i en by eller område, der måske er blevet bombet hver dag. De har i lang tid levet med frygten om, hvornår det kan ske for dem

Rædslen bringer det onde frem i mennesket, mener Conrad. Der findes et sørgeligt aktuelt eksempel, som Peter Lundin. Han er skizofren, hvilket angiveligt skulle være en meget skræmmende sygdom. Rædslen har drevet ham så langt ud på det mentale overdrev, at det endte med mord.

Selvom bogen udkom i 1902, mener jeg, den stadig er aktuel, og det er det, der gør den så fantastisk. Og der er meget mere i den, man kan relatere til nutiden.

Nu er denne opgave blevet for lang, og jeg har virkelig haft svært ved at skære yderligere ned. Der simpelthen uendeligt mange lag i denne roman, at hvis min opgave måtte fylde tyve gange så meget, var den stadig blevet for lang. Hver en sætning kan pindes ud og vendes og drejes i uendelighed. Selvom jeg dog ikke har gjort det, har bogen ændret mit syn på mennesker og deres adfærd. Det kan man imidlertid ikke få ud ad bogen ved blot at læse den. Man skal tænke ligeså meget som man læser. Som Olof Lagercrantz så smukt udtrykker det: ”Halvdelen af bogen er læserens”(side 159).

Side 10

10

Litteraturliste

Primær litteratur

Conrad, Joseph

Mørkets hjerte

2. rev. opl.

LFL’s Bladfond, 1999.

Sekundær litteratur

Jensen, Carsten

Mørkets hjerte : yndlingsbog i: Politiken, 23.8.1986

.

Lagercrantz, Olof

Rejse med mørkets hjerte : en bog om Joseph Conrads roman

Nansensgade Antikvariat, 1989

Madsen, Peter

Civilisationens skygger i: Samvirke, december 1994.

Den Store Danske Encyklopædi

Bd. 4

Gyldendal, 1996.

Internet

www.bogweb.dk/November2000/klassikeren.htm [besøg: 09.04.01]

Pedersen, Frantz

Heart of Darkness – en læsning. 2000

http://home13.inet.tele.dk/frantz/Speciale.htm [besøg: 09.04.01]