Nattevandrerinden af B.S. Ingemann

NATTEVANDRERINDEN

rdet ’Romantik’ er afledt af adjektivet romantisk, der i 1700-tallet oprindeligt, bl.a. af Rousseau, anvendtes om noget mærkeligt og fremmedartet eller mystisk – noget der var som i romanerne. De to ord har siden hen bevaret deres karakter af at pege hen på noget andet end det, man umiddelbart kan gribe ud efter og røre ved. Derfor bliver de den dag i dag ofte forbundet med kærlighed og længsel – følelser, der ikke er udtrykt konkret, men befinder sig i drømme og fantasier hinsides den virkelige verden.

Men der ligger mere bag ordene end som sådan. De romantiske skrifter og tekster er udtryk for de radikale samfundsændringer, der foregik i Europa i romantikkens tid. Og hvad mere er at de også udtrykker menneskets forhold til omverden og ikke mindst til sig selv rent psykologisk. Her kommer en række nye begreber ind i billedet… plittelsen og faldet er begge begreber, der udelukkende beskriver det romantiske menneskes psykologi. Dermed er ikke sagt, at mennesket var uafhængigt af dets omverden, men at der var en forskel. I ”Romantik – en antologi” illustreres denne forskel ganske elegant ved at stille Oehlenschlägers Guldhornene og Den hemmelige røst op imod hinanden. Forskellen ses tydeligt, idet Guldhornene beskriver samfundet og en civilisation, der i høj grad er præget af grådighed, hvor mennesket er ude af stand til at se andet end de materialistiske værdier. Derimod handler Den hemmelige røst om en persons forhold til sig selv og sit eget indre; en person, der er splittet i to dele, hvor den ene, nysgerrigheden og viderebegæret, dræber den anden, det indre barn, uskylden.

Men det som begge tekster handler om og det, som er centralt for hele romantikken, er faldet – både på et samfundsmæssigt og et personligt plan. Det er dette fald, som langt de fleste romantikere baserer deres tekster på – ”At blive inddraget i civilisationen og dens normer er at falde” skrives det meget konkret. Det vil sige, at når man som barn ikke er inddraget i civilisationen og dens normer, er man ikke faldet endnu og derfor er man som barn stadig uskyldig. Med uskyld skal forstås, at der i barndommen eksisterer et markant andet forhold til O S omverdenen, end der gør som voksen. I barndommen hersker en helt speciel nærhed, som er knyttet til moderen eller det kvindelige.

Også karakteristisk for den romantiske tankegang er, at mennesket i barndommen er kønsløst.