Nattevandrerinden af B.S. Ingemann

Side 1

Dansk: Romantikken 12-09-00

1/4

NATTEVANDRERINDEN rdet ’Romantik’ er afledt af adjektivet romantisk, der i 1700-tallet oprindeligt, bl.a. af Rousseau, O anvendtes om noget mærkeligt og fremmedartet eller mystisk – noget der var som i romanerne.

De to ord har siden hen bevaret deres karakter af at pege hen på noget andet end det, man umiddelbart kan gribe ud efter og røre ved. Derfor bliver de den dag i dag ofte forbundet med kærlighed og længsel – følelser, der ikke er udtrykt konkret, men befinder sig i drømme og fantasier hinsides den virkelige verden.

Men der ligger mere bag ordene end som sådan. De romantiske skrifter og tekster er udtryk for de radikale samfundsændringer, der foregik i Europa i romantikkens tid. Og hvad mere er at de også udtrykker menneskets forhold til omverden og ikke mindst til sig selv rent psykologisk. Her kommer en række nye begreber ind i billedet…

plittelsen og faldet er begge begreber, der udelukkende beskriver det romantiske menneskes S psykologi. Dermed er ikke sagt, at mennesket var uafhængigt af dets omverden, men at der var en forskel. I ”Romantik – en antologi” illustreres denne forskel ganske elegant ved at stille Oehlenschlägers Guldhornene og Den hemmelige røst op imod hinanden.

Forskellen ses tydeligt, idet Guldhornene beskriver samfundet og en civilisation, der i høj grad er præget af grådighed, hvor mennesket er ude af stand til at se andet end de materialistiske værdier. Derimod handler Den hemmelige røst om en persons forhold til sig selv og sit eget indre; en person, der er splittet i to dele, hvor den ene, nysgerrigheden og viderebegæret, dræber den anden, det indre barn, uskylden.

Men det som begge tekster handler om og det, som er centralt for hele romantikken, er faldet – både på et samfundsmæssigt og et personligt plan. Det er dette fald, som langt de fleste romantikere baserer deres tekster på – ”At blive inddraget i civilisationen og dens normer er at

falde”^{1} skrives det meget konkret. Det vil sige, at når man som barn ikke er inddraget i

civilisationen og dens normer, er man ikke faldet endnu og derfor er man som barn stadig uskyldig. Med uskyld skal forstås, at der i barndommen eksisterer et markant andet forhold til

1 side 106, linie 19

Side 2

Dansk: Romantikken 12-09-00

2/4

omverdenen, end der gør som voksen. I barndommen hersker en helt speciel nærhed, som er knyttet til moderen eller det kvindelige.

Også karakteristisk for den romantiske tankegang er, at mennesket i barndommen er kønsløst.

                                                                   2
Kvindeligt er blevet skilt fra mandligt og tilbage er ”…et u-kønnet åndeligt væsen.” . Og at blive

ældre og dermed blive bevidst om sit køn betegnes som ”…at falde, at blive spaltet.”. Når man endelig møder sin kærlighed opleves det i romantikken som et gensyn; man er blevet genforenet med en sjæl, der passer med ens egen. Men ifølge romantikkens paradigme er denne genforening eller sammensmeltning umulig – ”Selv den ’lykkelige’ kærlighed er…en…repetition af den

                  3
oprindelige splittelse.”

Den umulige kærlighed kommer også til udtryk i det faktum, at mange romantiske tekster handler om den elskede piges død. Således bevares også uskylden, idet forholdet endnu ikke er

                                                                       4
præget af ”…hverdag, arbejde, økonomi og deraf følgende følelsesmæssig nedslidning.” .

Livet efter faldet; efter man er blevet inddraget i civilisationen, bliver til en søgen efter helhed, men ender blot i disharmoni. Helhed kan ikke opleves i romantikken, da helhed også forbindes med det statiske. Og her drages en parallel til det kaos, der hersker i Europa i romantikken.

Enorme ændringer i det dermed dynamiske samfund er hverdagskost for romantikeren. Hvis romantikeren endelig oplever helhed er det kun i korte glimt i fantasien, hvor han pludselig ser på omverden med et andet lys. Denne erkendelse fører dog igen til splittelse og disharmoni, når

                                                                   5
romantikeren ser, at virkelighed stadig er ”…usammenhængende og uoverskuelig.” .

I og med at personligheden splittes og falder sammen på denne måde, kan underbevidstheden pludselige tage over og fører personen til selvdestruktion – eller i det mindste sindssyge eller galskab, som der er masser af i romantikken.

ernhard Severin Ingemann udgav i 1813, i en alder af 24 år, sin første digtsamling Procne.

B Blandt digtene var Nattevandrerinden.

Nattevandrerinden handler om pigen Elina, der tilsyneladende er ramt af svære kærlighedssorger

– ”Hun synes at skjule dyb Hjertesorg;”^{6}. Hver midnat besøger hun kirkegården og af

nysgerrighed og bekymring følger moderen efter én gang. Til moderens gru fremkalder Elina en

2 side 108, linie 35

3 side 109, linie 4

4 side 109, linie 15

5 side 110, linie 28

6 strofe 1, vers 3

Side 3

Dansk: Romantikken 12-09-00

3/4

dødning op af en grav. En dødningen som viser sig at være ingen andre end Elina broder! Elina kaster sig straks i armene på ham, hvorefter han drikker døden af hendes læber og proklamerer, at den rædselsslagne moder kan drage hjem med datteren, men må levere hende tilbage den følgende morgen…

”Gak hjem, og tag din Dotter ved Haand!

I Morgen samles vi Aand med Aand – ” [7]

Nattevandrerinden er en typisk romantisk tekst, hvor Ingemann berører op til flere forskellige aspekter af den overjordiske idealisme. Teksten er således bygget op på en dyster baggrund af krise og dæmoni, hvor ekstreme, om end romantiske, emner bliver bragt på bane. Det være sig blodskam, gengangeri, gudsfornægtelse, dødslængsel og tilmed sindssyge. Hvad mere er at Ingemann benytter sig af disse begreber til at skildre Elinas (og for den sags skyld, hendes broders) splittelse og fald før puberteten.

Elinas splittelse kommer til udtryk i genforeningen med hendes tabte halvdel; hendes broder.

Selv kan hun ikke finde ro i sig selv, før deres sjæle er forenet i åndernes rige. Hun længes efter den sjælelige og åndelige harmoni, som i dette tilfælde kun kan opnås ved døden.

” ’Du Kjære! naar vil du modtage

For evig din elskende Mage?’ ”^{8}

…siger de to elskende – på trods af, at de er bror og søster. De er endelig sammen i midnatsstunden og de søde ord strømmer fra deres læber i stærk kontrast til scenen, som er sat over broderens revnede marmorgravsten.

Længslen understreges af Ingemann og udvikler sig da også til begær, idet Elina ”…hensmelter i

rædsomme Lyst…”^{9}. Moderen, der ikke er ved bevidsthed meget længere, protesterer forfærdet

over, at Elina giver sig selv og sin sjæl til sin broder. Broderen svarer dog frækt igen og blæser

med sit svar på blodskammen: ”Ei Blod kan Sjæle adskille.”^{10}. Elina deler sin broders holdning

fuldt ud og omtaler ham dog også tidligere i digtet som ’Lilien’ – hendes kærlighed.

Denne dramatiske scene er trods alt intet mindre end en metafor – et billede på Elinas indre konflikt: splittelsen, genforeningen (da hun har fundet sin Lilie) og ikke mindst faldet; det at blive voksen eller rettere sagt, at komme ud af barndommen. Hun er ikke længere ren og

7 strofe 9, vers 5

8 strofe 6, vers 7

9 strofe 6, vers 3

10 strofe 8, vers 8

Side 4

Dansk: Romantikken 12-09-00

4/4

uskyldig, idet hun giver sig til en mand. Og manden er ingen ringere end hendes afdøde bror!

Ingemann viser os således, hvordan netop Elina har mistet sin anden halvdel, da hendes sjælebror er bleven taget fra hende.

Splittelsen kommer som sagt til udtryk i genforeningen, men også i hendes personlighed sammen med disharmonien. Konflikten i hendes indre føres igennem til den yderste konsekvens, da den indre dæmon (eller det ubevidste) får overtaget og kaster Elina i døden – metaforisk talt – rent faktisk er det jo Elinas indre barn, der ophører med at eksisterer. Men kun med hjælp af broderens minde, der stadig lever i Elinas sind. Med gudsforagt i stemmen understreger han, at de kan være sammen i døden (og det er sikkert også seksuelt). Det er gudsforagt i højeste grad, eftersom det står skrevet i Bibelen at ”…Ingen som helst må komme sine kødelige slægtninge

nær og blotte deres blusel…”^{11}. For den ikke bibelkyndige læser er ’blusel’ et andet ord for

kønsorgan. ☺ åledes er Nattevandrerinden et typisk eksempel på et romantisk, lyrisk digt. Og dets dystre stilart S er såmænd også et typisk eksempel for hele B.S. Ingemanns digtsamling Procne, trykt og forlagt af Boas Brünnich i Kiøbenhavn i 1813. I Procne er stemningen i det hele taget trykket og dyster

– specielt med den versificerede brevroman Varners poetiske Vandringer, hvor hovedpersonen lever lykkeligt i et seksuelt ufuldbyrdet ægteskab. Desværre ligger hustruen døende af en smitsom sygdom og han drikker derfor døden af hendes læber i det håb, at han skulle opleve den åndelige forening med hende i evigheden. Fyldt med sorg og længsel og ulykkelig kærlighed - følelser, der ikke er udtrykt konkret, men befinder sig i drømme og fantasier hinsides den virkelige verden.

11

Tredje Mosebog, kapitel 18, vers 6