Boganmeldelse af Ned til Hundene

Side 1

STX 3.g

Hold: Herning Gymnasium, 2.q Emne: Selvvalgt værklæsning Den 20. april 2009

Boganmeldelse af selvvalgt værk ”Ned til hundene” af Helle Helle

Vi lever i et moderne samfund med meget stor variation indenfor litteraturens kunst. Der bliver skrevet bøger om alt fra romantiske dramaer om ulykkelig kærlighed til underholdende krimier om forbrydere og mordere til overnaturlige eventyr om uvirkelige væsner. Befolkningens ønske er ofte bøger om spændende dilemmaer, hvor der er fart over feltet. I dette litteraturrace bliver de stille eksistenser meget nemt overset og glemt.

Helle Helle er dog forfatterinden, der formår at fange øjeblikkenes glimt og fortælle en så jordnær og realistisk fortælling om de stille eksistenser i Danmark, og menneskets følelse af at være tømt for mening og udtryks-kraft, at romanens figurer bliver som levende i ens bevidsthed og derfor aldrig glemmes.

Romanen ”Ned til hundene” er skrevet af Helle Helle, der er en dansk forfatterinde på 43 år. Den er udgivet af forlaget ”Samleren” sidst i 2008, hvor bogen blev modtaget med flot kritik fra stort set alle anmelderne.

Værket er minimalistisk hverdagsprosa om en kvindelig hovedpersons møde med fremmede mennesker i en lille, sydsjællandsk provinsby, der ligger langt væk fra alting. Handlingsforløbet er meget langsomt fremad-gående – nærmest stillestående – og det meste sker mellem linjerne. Personerne ”drikker kaffe og snakker og sådan”. Hvis det lyder det kedeligt, så er det umiddelbart heller ikke helt ved siden af, da der slet ingen aktion er i denne roman til trods for, at den indeholder menneskelige dramaer, der gælder liv og død. Gennem den mærkværdige fortælling udvikler den deprimerede og svigtede hovedperson sig fra at være en passiv og egoistisk betragter, der bare ser til, at tingene sker, og er gået i stå både kunstnerisk og menneskeligt, til en person, der får en funktion i den fremmede familie og pludselig tager del i hverdagen, hvor hun på den måde bliver tvunget til at tænke på andet end sin egen elendighed, hvilket er altafgørende for hendes videre liv.

Hele spørgsmålet omkring eksistens tages op, og Helle Helles prosa hjælper med at finde svaret.

Hovedpersonen i ”Ned til hundene” er den kvindelige jeg-fortæller Bente, der er 42 år og

STX 3.g stedsegrønne have, og nu sidder hun på en bænk ved et busstoppested langt væk fra det hele i stormvejr med sin rullekuffert, fnugruller og uhåndterlige hønsesalatcroissant og ”leder efter et godt sted at græde”, der står i romanens indledende sætning. På dette tidspunkt befinder hun sig ved et nulpunkt i tilværelsen, da hun på alle måder er på sammenbruddets rand – strandet og alene. Hendes tidligere hverdag foregik bag nedrullede gardiner, fordi hun havnede midt i en forfatterskabskrise, hvor hun ikke havde noget at skrive om. Nu sidder hun sandsynligvis med følelsen af, at løbet er kørt med hensyn til Bjørnvig og tilværelsen som helhed, og at hun er ude af stand til at få noget som helst til at hænge sammen. Måske kan hendes tilstand også beskrives som en slags midtvejskrise, der falder sammen med den depression, hun tumler rundt med. Busstoppestedet befinder sig længere ude på landet end den sidste Dagli’ Brugsen, men alligevel kommer der i det rædselsfulde vejr to forbipasserende hen til hende. Parret, John og Putte, der begge har pådraget sig piske-smæld og derfor må klare sig med invalidepension og småjobs, samler hende op og tager hende tillidsfuldt med hjem til sig, da bussen ikke kommer før dagen efter på grund af den lille orkan, der er på vej. Årsagen til John og Puttes gæstfrihed er, at parret ”ikke har en skid at lave alligevel”. Bente får altså umiddelbart ikke lov til at finde et sted, hvor hun kan græde, være alene og have ondt af sig selv. I stedet for bliver hun modtaget med åbne arme af det venlige par. I ”Biblen” står der: "I gav mig at spise, da jeg var sulten, og at drikke da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som en fremmed". Dette kristne budskab efterlever John og Putte, da de giver Bente husly og byder hende ind i deres liv. Man kan dog spørge sig selv, om denne gæst-frihed er et holdbart billede på den danske befolkning anno 2008, hvilket desværre må anses som tvivlsomt.

I det lille provinshjem bliver Bente indlogeret på familiens læderhjørnesofa og senere i deres hverdagsrutiner. John og Putte er et ualmindeligt kærligt par, der tillader jeg-personen at være en fåmælt og tavs gæst. Deres små kår gør, at de spiser toastbrød med Nutella, og som en uudtalt overenskomst forventer de, at gæsten ikke spørger til deres situation. Hjemmet ligger et godt stykke fra Næstved, hvor der hverken findes Internet, sushi eller cosmospolitans. Kulissen af det danske provinsbyhjem fra underklassen er på plads: kakkelborde, væg-til-væg-gulvtæpper, hundelugt, kedeldragter, kaffe i massevis, småkager, plankebøffer og

Side 2

Hold: Herning Gymnasium, 2.q Emne: Selvvalgt værklæsning Den 20. april 2009 billig rødvin. På overfladen sker der stort set ingenting i John og Puttes liv. De passer Puttes onkels hunde, mens han er på sygehuset, ser fjernsyn, læser lokalblade, spiller ludo om rengøringstjansen, falder i søvn på sofaen, spiser uendelige mængder toastbrød, hjælper den ældre, storrygende, knogleskørhedsplagede nabo Elly med at indlevere lottokuponer på tankstationen, og Puttes bror Ibber, der er ”nervebetonet”, og som Elly bor lige i nærheden, er hyppig gæst i deres hjem. Der spises og soves i det hele taget meget i romanen, og disse mange gentagelser understreger trivialiteten i deres hverdag. Den ene dag ligner præcis den anden.

Som læser lærer man langsomt jeg-fortælleren at kende gennem de glimtvise flashbacks, der er placeret i bogen. Undervejs får man de små brikker, der efterhånden kan samles til et stort puslespil, der går op i en højere enhed. Vi hører om hendes fortid og historie, og det er på den måde, kvindeskikkelsen bliver skabt. Bente er egentlig ikke hovedpersonens navn, men blot et navn, Putte ved et tilfælde kalder hende, men navnet hænger ved fra side 26 og frem. Vi får aldrig at vide, hvad hun egentlig hedder, hvilket der kunne være en god grund til, da hovedpersonen måske er et billede på Helle Helle selv. I Dagli’ Brugsen bliver hun spurgt:

”Hedder du også Bente?” ”Ja, nej – egentlig ikke”, svarer hun bare. Så hun bevarer sin anonymitet eller sin nye påtagede identitet, hvilket virker som et skridt fremad og ud af depressionen. Hun befinder sig på sammen-bruddets rand, men gennem handlingsforløbet begynder hun langsomt at finde sig selv under sit ophold hos John og Putte. Som noget af det første beskriver jeg-fortælleren, hvordan hun havde det inden, hun gik kunstnerisk og menneskeligt i stå: ”Når jeg sad på den måde, kunne jeg nærmest forsvinde. Jeg blev til ingenting med evnen til at se og høre. Det var en befrielse. Jeg ville ønske, det altid kunne være sådan. Når jeg skrev, forsvandt jeg på samme måde, men nu skrev jeg ikke mere”. Hun har på daværende tidspunkt en skrive-blokering, der blot blev forværret af, at hendes ægtefælle udgav en bog sammen med en klient, hvilket må være yderst deprimerende, idet hun skulle forestille at være forfatteren i husstanden. Udgivelsen af Bjørnvigs bog kan have været dråben, der fik bægret til at flyde over, og fik hende op af stolen og ud af vagten.

Da Bente flytter ind hos familien, gentager hun sin tidligere adfærd med at være iagttageren.

Hun kan reducere sig selv ”til ingenting med evnen til at se og høre”, hvilket er alt, hvad hun gør i starten. Hun tager en smule afstand til familien til trods for, at de har taget hende til sig. Hun står udenfor som den passive betragter, der kun registrerer, hvad hun ser og hører omkring sig. Det betyder dog ikke, at hun ikke har følelser eller gør sig tanker. Hun er forfatterinde og kan trods alt fortælle beretningen og alle observationerne meget detaljeret. Men Bente kan ikke blive ved med at være ”ingenting”. Hun er endt ude hvor kragerne vender, men det er nok netop det bedste sted, hun kunne ende, da det der er umuligt at være anonym og usynlig. Her kan hun på en ny måde få lov til næsten at glemme sig selv og ikke mindst sin depression, der ikke direkte bliver nævnt, men bliver beskrevet uden at bruge ordet ”depression”, hvilket er yderst imponerende.

Vendepunktet i Bentes udvikling er, da det stilfærdige liv forstyrres af en tragisk ulykke, hvor John bliver kørt over af en bil og derfor må blive på hospitalet et par dage. Putte er ved hans side, så Bente bliver her nødsaget til at handle frem for blot at være iagttageren. Hun overtager opgaven at passe Puttes onkels jagt-hunde og andre små dagligdags gøremål. På den måde får hun en funktion, hvilket man fornemmer, hun har manglet i sit tidligere liv. Den langsomme udvikling skal findes i det småt forandrede sprog: ”Vi har fået briketter”, oplyser hun til de andre. Hun benytter ordet ”vi” - ikke John og Putte, hvilket er yderst væsentligt.

Det viser os, at hun begynder at tage del i livet i den lille kreds af personer, der hjælper hinanden. Desuden bliver hun rigtig glad for Puttes bror Ibber med den glatte overkrop, som hun senere får en affære med.

Ligesom Bente bærer på sine traumer, bærer Putte og John og resten af familien også på deres traumer. Et drama er gået for sig, og da sløret løftes for dette, bliver Bente meget påvirket af det. Hun bliver nok en smule flov over sine egen navlepillende situation, da hun erfarer hvilke problemer, de andre går og tumler med efter ulykken. ”Ulykken skete en morgen, da Putte og John skulle køre Puttes mor, Kylle, på arbejde. […] Det er John, der skal køre. […] Da Elly kan høre, at John og Putte er ved at tage af sted, styrter hun ud af døren, vifter med arme og ben og får bilen standset midt på kørebanen. Men det er så lige dér, at Ibber kommer kørende bagfra med sin kæreste. Og de påkører de andre. Moderen får hjertestop lige bagefter ulykken, og dør.” Det er ved denne lejlighed, John og Putte pådrager sig deres piskesmæld. Desuden er ulyk-ken også skyld i, at Ibber efterfølgende er lidt ”nervebetonet” og har brudt forholdet til kæresten, der var chauffør. Alle de involverede har pådraget sig enten fysiske eller psykiske mén efter sammenkørslen, og det

Side 3

Hold: Herning Gymnasium, 2.q Emne: Selvvalgt værklæsning Den 20. april 2009 ligger lidt som en skygge af skyld, forpligtelse og fælles ansvar i deres omgang med hinanden. Personerne har en fælles fortid, de alle er bevidste om, men som de fortier og ser som et overstået kapitel. Det er for kompliceret, og livet skal gå videre. Man kan som læser synes, de er lidt enfoldige eller berøringsangste, men det er sandsynligvis deres måde at overleve på. De bor i et lille samfund, og de er afhængige af hinanden og familiært forbundne. Derfor vil eventuelle konflikter i familien blot skabe mere elendighed. Så stiltiende tales der ikke om negative ting. Et andet eksempel herpå er, da Putte fortæller Bente, at hun er blevet fyret. ”Jeg venter lidt med at fortælle det”. Begrundelsen er sandsynligvis, at hvis de ikke taler om det, findes det ikke.

Alle vil gerne have Bente boende, dog mener Elly, at hun er en ulykkesfugl, og det kan hun måske have ret i. På et tidspunkt er en af Ellys lottosedler væk, hvilket betyder at den stakkels Elly går glip af sin store gevinst på mange tusinde kroner. Som den sladrekælling hun er, mistænker hun Bente for at have snuppet kuponen, hvilket bliver omdrejningspunktet i en konflikt. Desuden bliver en hundefløjte væk, hvilket er skyld i, at en af hundene dør. Endvidere bliver Putte fyret på grund af en manglende nisse. Så det ruller og skrider på alle fronter, da Bente kommer til provinsen. Umiddelbart kan man godt synes, at hun er lidt usym-patisk, da man ikke forstår, om hun gør det med vilje, eller hvorfor hun er så ligegyldig i sin omgang med noget, der er så værdifuldt for andre mennesker. Hun finder lottokuponen med gevinst i sin lomme og giver den til Putte. ”Med min frie hånd trækker jeg indholdet op af lommen […] og rækker det frem til hende. Hun ser ned på den […], så ser hun op på mig og lægger hovedet på skrå.” Det kan være Bentes måde at betale for deres venlighed, men det virker en smule besynderligt, at hun gør det med Ellys lottekupon. Onklen foreslår også, at Bente kan flytte ind hos ham, men det vil hun ikke. Måske er hele historien med hundene et billede på, at hun ikke ønsker et forhold til onklen eller nogle af de andre. ”En piben. Fra grøftekanten. Noget brunt bevæger sig. Det brune er en af hundene, den kommer op fra grøften […] og ser på mig, den bliver ved med at rejse sig og sætte sig, og da jeg er henne ved den, støder den sit hoved mod min håndryg. Den anden hund ligger inde på marken, dens øjne er åbne, tungen hænger ud. Jeg går helt hen til den og sætter mig på hug, den er allerede kold, den anden hund piber bag min ryg og skubber til mig med sin snude. Jeg bliver ved med at vende mig, da jeg går derfra. Hunden vil ikke med mig.” Hun går derfra vel vidende, at hun er årsag til, at hunden dør. Sammen med det andet tumult, hun har skabt, rejses spørgsmålet, om dette er et billede på, at hun også vil forlade menneskene uden at forsøge at ”redde dem” eller hjælpe med at udrede trådene.

Som det allersidste i romanen modtager Putte en telefonopringning fra hudlægemanden, der spørger efter sin kone. ”Vil du gerne findes?” spørger Putte Bente med røret i hånden. Med denne dobbelt-tydige bemærkning slutter romanen. Spørgsmålet rejser flere sprøgsmål om, hvad det vil sige at blive fundet og i det hele taget eksistere. Spørgsmål, der sender et ekko tilbage gennem historien, og stiller en åben slutning for læseren, og en åben fremtid for jeg-fortælleren, da svaret til det eksistentielle spørgsmål ikke afsløres. Man ved ikke, om hun tager tilbage til Bjørnvig, bliver hos Ibber, hun har fået et forhold til, eller måske finder et helt tredje sted at rejse til. Hun finder aldrig det gode sted, hvor hun kan græde, hvilket var hendes egentlige mission med rejsen. Til gengæld bliver hun fundet af Putte og John og finder sig til rette i deres læderhjørnesofa med småkager, toastbrød og kaffe, og hos Puttes bror Ibber. I virkeligheden er det måske et udmærket sted at græde, hvilket kunne være et godt argument for, at hun bliver til trods for, at hun stadig ikke helt passer ind, men hun er dog på vej. Bente har ændret sig så meget, at bordet burde fange. Hun har fået et nyt navn, en ny identitet og nye menneskelige forbindelser. Hun kan ikke bare bruge disse men-nesker, så længe hun lyster og så rejse bort igen, da de rent faktisk har været med til at give hende nyt indhold i livet. Desuden kan man vel kun findes, hvis man er blevet væk, hvilket ikke antydes mellem linjerne.

Romantitlen ”Ned til hundene” stammer dels fra de trivielle dagligdagsrutiner, Putte, John og til sidst Bente er en del af, hvor den daglige gang er ned til onklens hus, hvor madskålene fyldes, og jagthundene lukkes ud i hundegården. Titlen kan dog også referere til talemåden ”at gå i hundene”, da Bente i princippet kan tage bussen væk når som helst og finde et nyt tilfældigt sted, hvor hun kan være anonym og usynlig – være ”ingenting”. Men hvis man er ingenting, ”går man i hundene”. Bente viser sig dog at være stærk, da hun ikke ”går i hundene”, men til gengæld vågner hun op til livet som en aktiv deltager, der på mange måder har gennemgået en enorm eksistentiel udvikling, der får hende til at hvile i sig selv, og gør hende stærkere som selvstændigt individ, hvilket kan medføre, at hun på et senere tidspunkt tør springe ud igen.

Side 4

Hold: Herning Gymnasium, 2.q Emne: Selvvalgt værklæsning Den 20. april 2009

Hovedpersonen i ”Ned til hundene” minder på mange måder om Helle Helle selv, da de har flere ting til fælles. Det tydeligste fællestræk er, at de begge er forfatterinder og først i fyrrerne. Derudover har begge kvinder en svaghed for at skildre stille og svage eksistenser, ”der drikker kaffe og snakker og sådan noget”, som jeg-fortælleren selv beskriver det. I bogen forklarer en ven Bentes romaner med ordene: ”Alle de følelser.

Som ikke er der”. På samme måde kan Helles bog beskrives, idet følelserne bliver beskrevet mellem linjerne og ved hjælp af personernes handlinger. Der sker ikke så meget i Bentes bøger, og hun kan ikke forklare, hvad de egentligt handler om, hvilket også er den følelse, man umiddelbart står tilbage med efter Helles roman.

Man undrer sig over, hvor bogens 156 sider bliver af, idet der sker så lidt. Bente kommer ud og får smagt på det liv, hun førhen plejede at skive om. Ligeledes har Helle været ude at opleve provinsen efter sin forrige roman ”Rødby-Puttgarden”, da hun følte sig nødsaget til, at forholde sig til sin egen hang efter skrivning om kaffedrikning. Derfor gjorde Helle Helle Bente til en skikkelse, der i høj grad minder om hende selv.

Helle Helle ser en stor inspiration i den afdøde forfatter Herman Bang, hvilket er nemt at fornemme, da der i romanen ”Ned til hundene” benyttes det henkastede dagligdagssprog og underspillede til at beskrive de stille eksistenser fra Sydsjælland. Det er netop det minimalistiske hverdagsprosa om en tragisk kvindeskikkelse og de stille eksistenser, der også var Bangs speciale. Det er ikke det store drama, der forløber, men handlingsfor-løbet er fyldt med underforstående betydninger, der langsomt samles i større mønstre. Man får kun toppen af isbjerget foræret, og læseren drager så selv sine konklusioner. Man er altså selv ansvarlig for at digte resten ind i fortællingen, hvilket også var tilfældet med Bangs værker. Tekstkompositionen er yderst simpel, men det er den, der gør, romanen skiller sig ud. De forskellige miljøer beskrives så detaljeret, at man får krystalklare billeder frem på nethinden, og man får næsten lyst til at tegne et kort over provinsbyen, hvor personerne bevæger sig gennem rundkørsler og hen af landeveje. Beskrivelserne af hverdagsrytmen samt de korte dialoger gør, at man får fornemmelsen af, at Helles karakterer er oprigtige personer, der eksisterer i virkelig-heden, hvilket Helle selv anser som et karakteristisk træk ved Herman Bangs litteratur. Mange af personerne er lidt kiksede, men også gæve og omsorgsfulde, hvilket gør dem levende i et nedskruet tempo. Bente, Putte, John, Ibber, Elly og onklen er blevet, som de er, fordi de har oplevet, det de har, og fordi de lever som de gør.

Hvis man skal tro på dem som karakterer, skal der være sammenhæng mellem oplevelserne, og hvad de gør og siger. Det gælder, når de skræller kartofler, tømmer skrællespanden eller bare siger ”det er da godt med lever”. Grunden til, at de ellers kedelige omdrejningspunkter bliver spændende er, at Helle formår at fremstille personerne så skarpt og præcist og med så meget kærlighed, at man ikke kan undgå, at komme til at holde lidt af dem. Ligesom Herman Bang var realist, skriver Helle Helle realistisk om et miljø, der ikke så ofte bliver beskrevet i det moderne samfund, nemlig livet blandt stille eksistenser, der ofte glemmes. De kommer til syne i romanen, og de kommer til syne af noget. Man kan kun blive beundret af Helles skrivestil.

Jeg kan varmt anbefale romanen ”Ned til hundene”, der efter min overbevisning skal have 4 ud

5 stjerner. Grunden til den høje karakter er, at mange af litteraturens store spørgsmål sættes i et nyt og på mange måder mere moderne perspektiv. Værket indeholder desuden kvaliteter om at blive væk og findes og om identitetsgenfindelse og eksistens. Det, at tabe centrum og drivkraft i livet, beskrives så overbevisende, at man ikke kan andet end at lade sig rive med. Derudover skildrer romanen mennesket i krise og sorg på en fremragende måde, hvor Helle ikke overdriver men blot forklarer. Romanen behandler nogle dystre emner som depression og det at være forladt med elegance, idet det er beskrevet uden at gøre bogen dyster. Helle viser os kun overfladen, og lader det være op til læseren selv, om man vil opleve resten. Det er ikke nød-vendigt at forstå alle undertonerne, men fanger man dem mellem linjerne, får man en bedre læseoplevelse ud af det. Enhver kan komme til at længes efter at ”gå i hundene” eller blive væk i al almindelighed for derefter at blive fundet på den ene eller anden måde. Derfor bliver jeg nødt til at sige som Putte: ”Lidt har også ret”.

For det var lidt, men alligevel meget på sin helt egen specielle måde. Det der holder romanen fra topkarakteren er, at handlingsforløbet simpelthen er lidt for stillestående til mig.

Sekundær litteratur:

Bøger/artikler: ”Ned til hundene”, Helle Helle, Samleren, Roman, ”Ildfisken” nr. 40 og ”Herman Bang 150 år”, Information,
Internetsider: http://www.litteratursiden.dk/forfattere/helle-helle, http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/ned-til-hundene-af-
helle-helle, http://www.litteratursiden.dk/node/67171, http://www.information.dk/151410, http://www.information.dk/157876,
http://www.sentura.dk/helle_helle_anmeldelse.html, http://www.information.dk/157981