Mogens Pahuus - en fænomenologisk etik

Indholdsfortegnelse. S. 1

Indledning og emnebegrundelse. S. 2

Målsætning for projektet. S.

Metodiske overvejelser. S. 4

Den kortest tænkelige fremstilling af filosofihistorien S. 4

med henblik på at perspektivere Pahuus` tænkning. Descartes. S. 4 Husserl s. 5 Den sene Husserl. s. 6 Heidegger s. 6

Opsummering af det historiske afsnit. S. 6

Løgstrup. S. 7

Mogens Pahuus. S. 8

Den hermeneutisk-fænomenologiske tradition og den analytiske. S. 8 Pahuus og Løgstrup. S. 9 Pahuus` religionsfilosofi s. 9 Pahuus og Løgstrup igen. S. 11 Pahuus og Maslow. S. 11 Om Pahuus` sprogfilosofi. S. 13 Men tilbage til der hvor i Løgstrup og Pahuus har forskellig opfattelse: s. 15 Hen imod Pahuus` helt centrale begreber; selvhengivelse og selvudfoldelse. S. 16 Selvudfoldelse og selvhengivelse. S. 17 Selvhengivelse. S. 17 Selvudfoldelse. S. 18 Livsmod og vitalitet – skyld, afmagt og ondskab. S. 18 afmagt og reduceret livsmod og vitalitet. s. 20 Pahuus` etik. S. 21

Konklusion. S. 22

Indledning og emnebegrundelse.

I teoretisk filosofi har jeg lavet en opgave om Husserls fænomenologi og da der er sammenhæng imellem Husserl og Pahuus, vil jeg også gerne arbejde videre med, hvilken betydning Husserls tanker har ført med sig 75-100 år senere og endda på dansk grund. Den nævnte sammenhæng imellem Husserl og Pahuus, er dog nok mest indirekte, via Heidegger, Løgstrup og den øvrige fænomenologiske bevægelse, hvortil ganske mange filosoffer fra forrige århundrede og frem, har en større eller mindre tilknytning, herunder også Pahuus selv. Pahuus låner fra mange andre end Husserl, men Husserl er den der starter den nyere fænomenologiske bevægelse og især Husserls intentionalitetsbegreb, har været væsentlig for den fænomenologiske filosofi. Pahuus skriver ligefrem at intentionalitetsbegrebet, ganske vist ikke nødvendigvis specifikt Husserls begreb om intentionalitet, (Filosofisk Antropologi, s. 113), gør det muligt at forstå mennesket som en enhed af det kropslige og det bevidsthedsmæssige, og mener hermed at dualismen er overvundet , (Marxisme og Humanisme, s. 10). Personteorien kalder Pahuus sit menneskesyn der er ikke-materialistisk, ikke-idealistisk, men monistisk. Pahuus forstår mennesket som en enhed, eller helhed – der i udgangspunktet er indfældet i, er en del af og er beslægtet med den omgivende natur, som verden er. Dette metafysiske standspunkt må jeg af pladshensyn opgive at redegøre fyldestgørende for.

Intentionalitetsbegrebet lader til at være central i al fænomenologi.