SRP om Oliepolitik i Irak i Samfundsfag A og Naturgeografi B

Side 1

1

Indledning

På baggrund af en redegørelse for omfanget af verdens olieressourcer og fordelingen af disse vil jeg prøve at afklare, hvilken betydning olieressourcerne har i den internationale økonomi og politik, samt give en betragtning af, hvordan kontrollen med olieressourcerne giver økonomisk og politisk magt. I forlængelse af redegørelsen vil jeg analysere netop den begivenhed, som med sin markering af den nye amerikanske verdensorden har givet os noget nyt at forholde os til rent magtpolitisk, Irak-krigen. Jeg vil give en analysere af baggrunden for invasionen med udgangspunkt i de interesser, jeg kan identificere hos aktørerne, ud fra en strategisk og økonomisk betragtning. Til sidst vil jeg i min vurdering af olieressourcernes og olieinteressernes betydning for den aktuelle situation i Irak give et bud på, hvad oliens betydning vil være for fremtiden for Mellemøsten og forholdet til USA.

1: Redegørelse af de globale olieressourcers omfang og deres betydning i den internationale økonomi og politik.

1.1 Olieressourcen

Olie er en ikke fornyelig ressource, men imidlertid den ressource, der smører hele verdens-økonomiens motor. Hvor længe jordens oliereserver rækker afhænger af, om vi finder nye oliereserver, vi kan udnytte, men i højeste grad om vi kan styre vores forbrug. Alene USA og

Europa har brugt ¼ af verdens olieressource i løbet af de sidste 50 år.^{1}

Både ”ikke kendte økonomiske ressourcer” og ”kendte ikke økonomiske ressourcer” får omfanget af reserver til at vokse efterhånden som der bliver fundet nye forekomster og udviklet ny teknologi. De identificerede uøkonomiske ressourcer kan, når olien begynder at slippe op, blive nødvendige, og på et senere tidspunkt økonomisk rentable, at udnytte, og formodningen om ikke kendte økonomiske ressourcer gør, at vi ikke med sikkerhed kan vurdere, hvornår olien slipper op.

Der bliver konstant forsket og søgt efter nye forekomster, og nogle mener slet ikke, at olien vil slippe op.

1

”Naturgeografi – Jorden og mennesket”, side 227

Økonomiske Uøkonomiske

Kendte | Reserver | Identificerede

ressourcer uøkonomiske ressourcer

Ikke | Ikke kendte | Ikke kendte
kendte | økonomiske | uøkonomiske
ressourcer | ressourcer | ressourcer.

Side 2

2

1.2 De kendte oliereservers fordeling

Alle tal i dette afsnit er taget fra BP’s seneste rapport over verdens energi: ”Statistical Review

of World Energi June 2007”^{2}

I 1939 blev 60 % af verdens olie produceret i

USA, som i dag kun står for

2,5 %, og importerer 65 % af deres olie. Mellemøsten

råder samlet over 2/3 af

verdens oliereserver, hvor

Saudi Arabien, Iran, Irak,

Kuwait og De Forenede

Arabiske Emirater er de klart største.

Sætter man dette i forhold til verdens aktuelle olie-forbrug, hvor Europa (inkl. BP Statistical Review of World Energy June 2007

Euroasiatiske lande) og Nordamerika alene bruger 53,8 % af verdens samlede olieproduktion, antyder dette hvor afhængige Vesten er af Mellemøsten.

2

BP Statistical Review of World Energy June 2007

Ovenfor “Kendte oilereserver år 2007” BP Statistical Review of World Energy June 2007 Procentvis fordeling over regioner af de kendte oliereserver.

Side 3

3

0%

10% | aktuelt forbrug

20%

30% | reserver 2006

40%

50% | daglig produktion

60%

70%

80%

90% andel i forbrug i forhold til deres 100% fordeling på den enkelte region

Nordamerika Syd og Europa og Mellemøsten Afrika Fjernøsten

Centralamerika Euroasien

Regionernes aktuelle selvforsyning af olie

0,00%

20,00%

40,00%

60,00%

80,00% procent af verdensfordeling

Nordamerika Syd og Europa og Mellemøsten Afrika Fjernøsten

Centralamerika Euroasien

Sammenligning af regionernes aktuelle forbrug, produktion og reserver aktuelt forbrug daglig produktion reserver 2006

1.21 Illustrativt overblik over verdens fordeling og forbrug af olieressourcer samt regionernes aktuelle selvforsyning

Alle tal I dette afsnit er mine egne beregninger foretaget ud fra statistikkerne i “BP Statistical Review of World Energy June 2007”.

BP Statistical Review of World Energy June 2007

BP Statistical Review of World Energy June 2007

Verdens samlede olieforbrug stiger støt. (Amerikansk Energi-ministerium skønner, at det globale olieforbrug i år 2020 vil være steget til 110 mio. tønder dagligt, hvilket vil være en forøgelse på 43 % siden forbruget på 77 mio. tønder dagligt i år 2000.)

På illustrationen øverst til venstre ser vi forbruget fordelt på regioner over de sidste 25 år fra Vi ser at Europa er den eneste region, hvor forbruget faktisk er faldet, (vores forbrug er faldet med 13 %). Resten af regionernes forbrug er steget, og dette skyldes primært øget velstand. Mellemøsten har mere end fordoblet deres forbrug (øget 166 %) og er således den region der har øget deres forbrug mest, og Nordamerikanernes forbrug er øget med 30 %. Disse to regioner er i dag de mest olieforbrugende pr. indbygger, hvilket ses på illustrationen til højre. Men mest opsigtsvækkende er udviklingen i Fjernøsten hvor forbruget er øget 139 %. Fjernøstens olieforbrug er gået fra at udgøre 17,17 % af verdens forbrug i 1981 til nu at udgøre 29,4 % - altså næsten en tredjedel (her har Kina alene næsten femdoblet sit forbrug og udgør 9 % af verdens forbrug). Som forbruget stiger i Fjernøsten, er dette et enormt pres på olieressourcerne, og der er altså global kamp om sikring af forsyninger.

I dette diagram har jeg indsat, fordelt på regioner, regionernes procentvise andel af verdens aktuelle samlede olieforbrug

(forbruget er oprindelig opgjort i tusinder tønder dagligt), verdens aktuelle samlede olie-produktion

(oprindelig opgjort i tusinder tønder dagligt) og verdens totale kendte oliereserver (oprindeligt opgjort i mia. tønder).

I diagrammet nedenfor er disse sammenfattet på hver af regionerne for at give et tydeligt billede er hver regionernes grad af selvforsyning eller afhængighed af import. Altså en sammenligning af regionernes andel i reserver og produktion.

Vi ser igen at Nordamerika og

Fjernøsten har en enorm andel i forbruget i forhold til andelen i reserver og produktion.

Side 4

4

1.3 Oliens betydning i international økonomi

1.31 prisfastsættelse af olien

Allerede i 1920’erne med udbredelse af bilen blev olie til den væsentligste energikilde i verden, og Shell blev verdens førende olieselskab. På nuværende tidspunkt står OPEC-landene

(organisation af olieproducerende lande) kun for 43,5 % af verdens olieproduktion^{3}, og kan

derfor ikke styre prisen fuldstændigt. Men tidligere har OPEC stået for over halvdelen af verdens samlede olieproduktion og har derfor kunnet fastsætte olieprisen ud fra ufuldkommen konkurrence, dette kaldes også markedssvigt. Når der sker en sådan monopolistisk koncentration indenfor olieindustrien kan olien i realiteten bruges som politisk og økonomisk våben, hvilket vi så første gang i 1973 (se illustration nederst på siden). I 1974 stod OPEC-

landene for 55 % af den olie, der blev solgt på verdensmarkedet^{4}.

Når oliekilderne rundt om i verden begynder at slippe op, får OPEC igen en meget større andel i produktionen og kan derfor i realiteten agere som kartel, hvilket betyder, at vi i Vesten som udgangspunkt aldrig kan være sikre på om der produceres olie nok, om prisen er til at betale og om Mellemøsten overhovedet vil handle med os. Dette kræver dog at landene i OPEC i et vist omfang kan forenes om fastsættelse af denne pris, hvilket ikke altid er tilfældet. Dette skyldes at de fleste olieselskaber er nationaliserede, hvorfor landene indgår deres egne aftaler med køberne, og eftersom OPEC består af både arabiske og ikke arabiske lande, er nogle medlemslande mere venlige overfor vesten end andre.

3

BP Statistical Review of World Energy June 2007

4

Geografisk orientering 2006 NR 6, side 657

OPEC-lande 2005

Stiftere: Irak, Kuwait, Saudi-

Arabien, Iran, Venezuela.

Arabiske lande: Algeriet, Irak,

Kuwait, Libyen, Qatar, Saudi-

Arabien, De Forenede Arabiske

Emirater.

Ikke-arabiske lande: Venezuela,

Indonesien, Iran, Nigeria,

Ecuador, Garbon.

BP Statistical Review of World Energy June 2007

Første, anden og muligvis tredje oliekrise er markeret.

Side 5

5

1.32 Afhængighedsteori og transnationale selskaber

Mellemøsten er afhængig af olieindtægterne, som er regionens eneste væsentlige indtægter, og som har givet en enorm økonomisk udvikling i de olieproducerende lande. Men Vesten er også totalt afhængig af olien. Op til 1970’erne var verdens olieproduktion styret af få transnationale selskaber (De syv søstre), hvor selskaber kunne indgå kontrakter med landene på op til 75 år! Mellemøsten har altså længe været underlagt et ulige udbytte, hvor engelske og amerikanske selskaber er blevet rige på bekostning af landene i Mellemøsten. I dag indgår de transnationale selskaber anderledes aftaler med landene. Disse aftaler er fx Under a joint-arrangements; Det udenlandske selskab arbejder i fællesskab med et nationalt ejet selskab, tager fælles beslutninger og overfører af teknologisk viden. In production sharing agreements;

Det udenlandske firma bærer alle risikoer, men skal dele overskuddet.^{5}

De transnationale selskabers handel udgør en kolossal del af verdenshandelen. I 2001 var en samlet eksport på verdensmarkedet på 7500 mia. dollars fordelt med en tredjedel på transnationale selskabers interne marked, en tredjedel på transnationale selskabers markeds eksport og en tredjedel på andre markeders eksport. Det vil altså sige, at de transnationale

selskabers handel udgjorde 2/3 af verdensmarkedets samlede eksport.^{6} Hvis man rangerer de

transnationale selskaber efter industri, er olie-industrien den tredje største. ExxonMobil, BP og Shell er de største.

1.33 oliens tilknytning til dollaren

Al oliehandel foregår i dollars. Dvs. at dollarens stabilitet og derfor det globale monetære system er delvist afhængig af finanspolitikken i landene i Den Persiske Golf.

5

“World Investment Report 2007” United Nations Conference on trade and development” side 159

6

”Oikos, Grundbog til samfundsøkonomi”, side 198 tabel 13-6

Side 6

6

1.4 Oliens rolle i international politik:

Geologiske ressourcer har altid været årsag til konflikter, og dette vil kun forværres i takt med at ressourcerne bliver knappere i forhold til de mange, der er interesserede i dem. Efter Den Kolde Krigs afslutning er det ikke længere politiske eller ideologiske skel, som er de vigtigste brudlinier i international politik men derimod strømmen af ressourcer, og vi ser, at de store energiimporterende nationers udenrigspolitik nu primært er rettet mod at sikre disse.

Adskillige magters strategiske tænkning vidner om dette faktum. Fx har Rusland prioriteret sin militære tilstedeværelse i Kaukasus meget højt i forhold til sin stadige bekymring om udviklingen i vestlige grænseområder, der står overfor NATO. Ligeledes har Kina vendt opmærksomheden fra den nordlige grænse mod stormagten Rusland til Xinjiang, en potentiel oliekilde, mod vest og mod de Øst- og Sydkinesiske have, hvor hele syv lande gør krav på

deres del af de undersøiske ressourcer.^{7} USA vil som den eneste tilbagestående supermagt

heller ikke vige tilbage for at sikre sine forsyninger med alle nødvendige midler, også inklusiv militær magtanvendelse. Dette blev erklæret direkte af præsident Carter i 1980:

”ethvert forsøg fra fjendtlige magters side på at afskære USA’s olieforsyning fra Den Persiske Golf ville blive opfattet som et angreb på USA’s vitale interesser, som USA ville afværge med alle nødvendige midler, inklusiv militær

magtanvendelse.”^{8}

Et betydeligt opbud af amerikanske styrker befinder sig nu permanent i Den Persiske Golf, for at håndhæve denne politik.

Det er ikke usædvanligt, at en ressource er blevet brugt som direkte magtmiddel. Dette gælder for alle knappe ressourcer og ikke kun olie. For eksempel advarede den daværende tyrkiske præsident Turgut Özal i 1989 Syrien om, at han ville afskære strømningen fra floden Eufrat, hvis ikke Syrien satte en stopper for kurdiske terrorister. Hvad olien angår så vi for første gang olien brugt som direkte magtmiddel ved oliekrisen i 1973, hvor OAPEC prøvede at presse Vesten til at ændre deres politik omkring den oprettede stat Israel, og i år 2002 truede Irak USA med at stoppe olieproduktionen hvis ikke Irak måtte forhandle olien euro i stedet for

dollars.^{9}

1.5 Opsamling

Olien er en knap ressource og der er i høj grad global kamp om reserverne. I dag er olieselskaberne nationaliserede og de fleste olieproducerende lande med i OPEC, som

fastsætter væsentlig høj en markedspris på olien. Mellemøsten har ca. 2/3 af verdens kendte

oliereserver, alle industrilande er afhængige af olie, og forsyningsstabilitet lader til at være topprioritet i importnationernes udenrigspolitik.

7

”Mellemøsthåndbogen, Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika” side 99

8

”Mellemøsthåndbogen, Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika” side 99

9

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak”, side 104

Side 7

7

2: Analyse af Irak-krigen med udgangspunkt i de forskellige interesser, der kan identificeres hos aktørerne ud fra et strategisk og økonomisk perspektiv.

En analyse af Irak-krigen er et meget omfattende projekt. Jeg vil derfor nøje afgrænse mig til en analyse i forlængelse af første del af opgaven, nemlig en analyse af baggrunden for invasionen ud fra et magtpolitisk og økonomisk perspektiv og med hensyn til olieinteresserne.

Det er klart at olien har spillet en større rolle for USA’s invasion i Irak end Det Hvide Hus’ officielle udmeldelser har lagt op til, eftersom USA er den mest olieforbrugende nation i verden, og Irak er den næststørste indehaver af oliereserver i verden.

Men samtidig med at det er naivt at tro, at de 112 milliarder tønder olie, som den irakiske undergrund angiveligt skulle rumme, ikke spiller en langt større rolle, end Det Hvide Hus umiddelbart giver udtryk for, er der heller ingen grund til dermed at reducere konflikten mellem Irak og USA til udelukkende at dreje sig om olie.

2.1 Overblik over aktørerne i Irak-krigen

FN's Sikkerhedsråd kunne ikke stemme for en krig mod Irak. Rådets medlemmer mente ikke, at resolution 1441 åbnede mulighed for brug af magt over for Saddam Husseins styre og ville ikke stemme for en skærpelse af resolutionen, på trods af at Bagdad-regimet gentagne gange havde ignoreret FN's henstillinger igennem 12 år.

Beslutningen betød, at USA i stedet sammensatte en koalition af villige lande, der i fællesskab væltede det siddende regime i Irak på blot 26 dage. Invasionen fandt sted d. 19 marts 2003 uden FN-mandat.

Vi har altså følgende aktører:

Irak – Irak var styret af et diktatorisk regime under Saddam Hussein, landet havde ikke levet op til FN’s tidligere resolutioner og våbeninspektioner, og pga. landets atomprogram var Irak mistænkt for at udvikle masseødelæggelsesvåben og dermed at udgøre en trussel mod verdenssamfundet. Ud over det var Irak en del af ”ondskabens akse”, defineret af George Bush 2002 til at omfatte Iran, Irak og Nordkorea. I Bush’s krig mod terror er landene i ondskabens akse mistænkt for at støtte den internationale terrorisme og at have forbindelser til Al-Qaeda,

».. man kan ikke skelne mellem al-Qaeda og Saddam når man taler om krigen

mod terror ..« George W. Bush, The Washington Post, 26. september 2002^{10}.

Endelig var det irakiske regime, som havde jagtet kurdiske oprørere i Nordirak, beskyldt for folkeundertrykkelse af minoriteter og på den baggrund af FN’s sikkerhedsråd blevet underlagt

10

http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2003/irak-krigen/86.htm

Side 8

8 sanktioner som hæmmede Iraks økonomi i katastrofal grad. Ifølge resolution 986, fremlagt af USA og Storbritannien, skulle overskuddet fra Iraks oliesalg indsættes på en FN-kontrolleret konto, hvorefter Irak kun kunne bestille humanitære vare kontrolleret af FN (Det såkaldte mad for olie-program).

FN’s sikkerhedsråd FN’s sikkerhedsråd har hovedansvaret for verdensfreden, og er det eneste FN-organ, som kan autorisere brug af magt. Rådet består af fem stormagter som permanente medlemmer (Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og USA) og 10 skiftende medlemslande, som i år 2003 var Angola, Bulgarien, Cameroun, Chile, Guinea, Mexico, Pakistan, Spanien, Syrien og Tyskland. Invasionen af Irak nåede aldrig til afstemning i sikkerhedsrådet, da den strandede på at Rusland og Frankrig i givet fald ville nedlægge veto, og heller ikke gennem et almindeligt flertal blandt de ikke-permanente medlemmer i rådet kunne der opnås politisk eller moralsk

opbakning til krigen.^{11}

Koalitionen af villige lande – Koalitionen var samlet USA. Koalitionen af lande agerede unilateralt, idet de modgik FN’s beslutning. Ved invasionen bestod koalitionen af 48 lande:

Afghanistan, Albanien, Australien, Azerbaidjan, Bulgarien, Columbia, Costa Rica, Danmark, Den Dominikanske Republik, El Salvador, England, Eritrea, Estland, Ethiopien, Filippinerne, Georgien, Holland, Honduras, Italien, Japan, Kuwait, Letland, Litauen, Makedonien, Marshall Øerne,Mikronesien, Mongoliet, Nicaragua, Palau, Polen, Portugal, Rumænien, Rwanda, Singapore, Slovakiet, Solomon Øerne, Spanien, Syd

Korea, Tjekkiet, Tyrkiet, Uganda, Ungarn og Usbekistan.^{12}

USA – USA ledede invasionen. USA er verdens største olieforbruger og har af både strategiske og økonomiske årsager god grund til at ønske stabilitet i Mellemøsten. USA er den eneste supermagt i verden, og vil bruge sin magt til at sikre sine nationale interesser. Samtidigt ønsker USA at demonstrere sin magt overfor verden, og vil kunne gøre dette med en sejr i Irak. (The National Strategy for Victory in Iraq: Victoring in Iraq will make US Stronger... by demonstrating to our friends and enemies the reliability of U.S. power, the strength of our

commitment to our friends, and the tenacity of our resolve against our enemies; […])^{13}

11

Irakkrigen og den fremtidige verdensorden, side 7

12

http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2003/irak%20efter%20krigen/160.htm

13

http://www.whitehouse.gov/infocus/iraq/iraq_strategy_nov2005.html

Side 9

9

2.2 Saddam Husseins regime og forholdet til USA

I forholdet mellem Saddam Hussein og USA er det værd at betragte, hvordan dette er gået fra venskab til fjendskab, og hvordan grundlaget for motiverne til Irak-krigen i denne sammenhæng må virke provokerende og hykleriske. Tidligere støttede Vesten og i højeste grad USA Saddam Husseins regime. Ikke mindst støttede USA massivt Saddams krig mod nabolandet Iran 1980. Dette for at fastholde adgangen til den irakiske olie, og fordi Vesten frygtede at den shiitiske revolution anført af ayatollah Khomeini, som havde væltet shahen i Iran, skulle brede sig til resten af Mellemøsten, da sådanne uroligheder i hele regionen ville destabilisere Vestens forsyning af olie. I et hemmeligt direktiv af præsident Ronald Reagan 26.

november 1983 hedder det, at USA skal gøre alt – herunder være klar til hurtig indsættelse af

amerikanske tropper – for at forsvare adgangen til olie i området.^{14} USA lovede allerede inden

Saddams invasion af Iran at genoptage sine diplomatiske forbindelser til Irak, men den formelle implementering af aftalen blev udskudt for ikke at gøre dens forbindelse med invasionen af Iran for tydelig. I 1984 blev aftalen formelt genoptaget, dette trods USA’s kendskab til Iraks daglige brug af kemiske våben imod Iran og imod kurderne. USA støttede bastant leverancen af militære midler herunder de kemiske. CIA’s direktør, William Casey, var personligt sat i spidsen for at sikre, at Irak havde tilstrækkeligt af militære våben til at vinde

krigen.^{15} Når det anføres at Saddam Hussein har gjort sig skyldig i omfattende forbrydelser,

skal det altså huskes, at de værste forbrydelser blev begået mens Irak og Vesten var allierede!

For Vestens vedkommende var alliancen udelukkende for at sikre olieforsyningerne, og fordi de mente, at Saddam Hussein var et mindre onde end ayatollah Khomeini, men det er klart at Saddam Hussein følte sig ydmyget og desavoueret, da Vesten senere (ved Iraks invasion af Kuwait) vendte ham ryggen fuldstændigt.

En udskrift af Saddam Husseins samtale med den amerikanske ambassadør, der foregik en uge for Iraks invasion af Kuwait 1990 er meget afslørende for forholdet mellem Irak og USA.

Heri lægger Saddam Hussein vægt på sine finansielle behov og sit håb om hjælp fra USA efter at have udkæmpet et slag for hele regionens sikkerhed, og dermed for USA’s forsynings-sikkerhed, hvilket blev på Iraks regning, eftersom Irak på den anden side af krigen mod Iran kom ud med en gæld på 40 milliarder dollars eksklusiv lånene fra andre arabiske lande. I udskriftet står der:

”Er dette Iraks belønning for dets rolle i at sikre stabiliteten i regionen og for at

beskytte mod en ukendt oversvømmelse?”^{16}

Saddam Hussein havde for eksempel håbet, at USA ville opbremse olieproduktionen i Kuwait, som havde været med til at oliepriserne var faldet. Prisen på olie var på dette tidspunkt på 12

14

”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden” side 26

15

”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden” side 26

16

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 37-38

Side 10

10 dollars pr. tønde, hvilket ville forårsage et fald i det beskedne irakiske budget på seks til syv

milliarder dollars.^{17} Irak havde optrappet sit militær lige ved grænsen til Kuwait for at true

dem, men der var ingen hjælp at hente fra USA, som tilsyneladende så en irakisk invasion af Kuwait som en umistelig mulighed for permanent udstationering af militær i Mellemøsten.

Tilmed godkendte Bush-regeringen en eksportaftale til Irak om salg af avanceret

dataoverførselsudstyr til 695.000 dollars dagen før Irak invaderede Kuwait.^{18} Derefter galt det

for USA om at presse FN’s sikkerhedsråd til at bemyndige så meget amerikansk militær tilstedeværelse i området som muligt. Resolution 678 bemyndigede den internationale styrke, under amerikansk ledelse, til med alle til rådighed stående midler at gennemtvinge en irakisk tilbagetrækning fra Kuwait. Resolution 687 forpligtede Irak til at acceptere Kuwait som stat og lade alle sine atomare anlæg inspicere og til at tilintetgøre sine lagre af masseødelæggelses-våben og fremføringsmidler under international kontrol, og Irak var underlagt sanktioner indtil alle krav var opfyldt. I 1998 var 95 % af masseødelæggelses-våbnene ødelagt og de sidste 5

% var man i gang med at opspore. Sanktionerne fortsatte og skønnes indirekte at have kostet

600.000 irakere, flest børn, livet.^{19} Et internationalt pres øgedes mod sanktionerne, men disse

blev ikke ophævet, da USA havde varslet at et sådant forslag ville blive mødt med amerikansk

veto.^{20} I 1998 erklærer Irak at man ikke længere vil acceptere våbeninspektørernes

tilstedeværelse, men overtales af FN’s generalsekretær til ikke at smide dem ud. To måneder efter blev våbeninspektørerne trukket ud på opfordring af USA, som havde besluttet sig for et bombetogt mod Irak. Et britisk-amerikansk bombetogt mod Irak blev gennemført uden FN-mandat, hvortil også Danmark bidragede med fly og personel.

I 2002 navngav George Bush i sin nytårstale til kongressen Irak som en del af ”ondskabens akse” og sætter Saddam Hussein i forbindelse med al-Qaeda, og fra 2002 arbejdede USA helt åbenbart på at få FN-mandat til en ny militæraktion mod Irak. Dette endte i et kompromis i form af resolution 1441: Irak skulle give våbeninspektørerne tilladelse til at genoptage deres arbejde, give dem fri adgang overalt inkl. de præsidentielle lokaliteter, samarbejde ubetinget med dem og give dem ret til uden opsyn at afhøre irakiske militærfolk og forskere mv. om kendskab til våbenlagre og programmer. Desuden skulle Irak opfylde forpligtelserne fra tidligere resolutioner og inden 30 dage fremlægge dokumentation for Iraks våbenprogrammer og lagre. Irak accepterede straks alle krav og til tiden afleverede Irak 12.000 sider dokumenter vedr. Våbenlagre og produktionsplaner, men allerede samme dag afvistes materialet af Bush-administrationen som utilfredsstillende. USA insisterede på at undersøge rapporten før alle andre, selv før våbeninspektørerne, og insisterede prompte på at fjerne

17

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 37

18

” Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 33

19

”Irakkrigen og den Fremtidige verdensorden” side 5

20

”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden” side 6

Side 11

11

8000 sider fra den, for de tillod de ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet at se

den.^{21} Irak lækkede tilsyneladende listen over amerikanske firmaer, som var kraftigt impliceret

i Saddam Husseins fremstilling af kemiske våben og masseødelæggelsesvåben. Saddam Husseins brug af kemiske våben har – ligesom hans undertrykkelse af intern modstand – løbende været til gavn for amerikanske interesser, og i perioder hvor der har været en alliance mellem Irak og USA, har man stiltiende påskyndet denne adfærd. Men i perioder med spænding og krig bliver denne adfærd rutinemæssigt udnyttet i propagandistiske sammenhænge. Det er på denne baggrund USA’s holdningsskift overfor Irak skal ses, og dermed det selvfølgelige i at USA primært handler ud fra sine egne interesser, selvom et påført ”i menneskerettighedernes og frihedens navn” kan pynte nok så meget på den nye invasion.

2.3 USA's globale ambitioner

2.31 Magtbalance – Hvad truer USA som eneste supermagt

USA's brug af magt; USA brug af ”humanitære interventioner” og USA’s udnyttelse af FN ud fra nationale interesser passer perfekt ind i den realistiske teori, hvor forudsætningerne for det internationale miljø er anarki, hvor staterne er motiveret af sine egne interesser samt magtbalancen, og hvor magt bruges pga. nationale interesser. USA ønsker at forsvare deres position som den eneste bestående supermagt i et unipolært verdenssamfund, hvilket kommer til syne ved USA’s unilaterale holdning; USA har forkastet de bindende forpligtelser i Kyoto-protokollen om klimaforandringer og overlader dermed ansvaret for at forhindre global opvarmning til resten af verden, USA har nægtet at binde sig til den Internationale Kriminaldomstol, USA har ensidigt trukket sig fra ABM-aftalen (The Anti Ballistic Missile Treaty mellem USA og Sovjetunionen) og har travlt med at oprette et missilskjold i rummet, USA har åbent truet FN med, at det vil blive betragtet som irrelevant, hvis det ikke følger amerikanske

         22
diktater, osv. Osv.

Hvis vi skal se på, hvad der truer en supermagt kan dette betragtes ud fra flere trusselsdimensioner. De trusler, som i forhold til betragtningen af invasionen af Irak ud fra et strategisk økonomisk perspektiv, lader til at kunne true USA som supermagt er henholdsvis terrortruslen, den militære trussel og den økonomiske trussel.

USA’s invasion af Irak set i forhold til terrortruslen virker umiddelbar, idet Bush d. 20.

september 2001 i kølvandet på terrorangrebet d. 11. september officielt erklærede krig mod terror, og hvor USA`s regering i den umiddelbare forvirring efter angrebet ikke var sen til at udnytte situationen til at udråbe sig selv som leder af en global kamp imod dem, man anså for at være de ansvarlige. Angrebet på Irak var helt officielt i forlængelse af denne politik.

21

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 33

22

” Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 107-108

Side 12

12

Den nye form for terrorisme, pressionsterrorisme, adskiller sig fra øvrige ved at være mere diffus. ”Terroristerne stiller ikke konkrete krav, og der går typisk lang tid, inden de bekræfter, at de står bag et angreb. Målet er tilsyneladende at sprede generel usikkerhed blandt folk, der lever efter vestlige værdier[…]Pressionsterrorismen er derfor et angreb mod demokratiet,

retssikkerheden og statens legitimitet i forhold til borgerne.”^{23}

Ser vi angrebet på Irak i forbindelse med den militære trussel, synes dette også ligefremt, da et af de propagandistiske signaler i argumentationen for invasionen var, at Irak brød FN-resolutioner om våbenkontrol, og snart ville være i stand til at producere nukleare, biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben. USA vil for alt i verden sikre sig, at de militært er den absolut overlegne magt i verden. Af NSSUSA-dokumentet, også kaldet ”Bush-doktrinen” eller ”Manifestet for et verdens-diktatur” (The National Securety Strategy of The United States of America, September 2002) fremgår det at USA’s militær må afværge en fremtidig militær konkurrence, og vedrørende truslen fra masseødelæggelsesvåben, at USA vil forhindre sine

fjender i at blive i stand til at skade USA eller USA’s venner – dette med al deres magt.^{24}

Betragtes invasionen som et forsvar mod en økonomisk trussel bliver betragtningen straks mere nuanceret, og det skal vise sig at økonomi og magtpolitisk strategi flyder sammen. Jeg vil derfor behandle det økonomiske aspekt i et afsnit for sig (afsnit 2.6).

23

“International Politik” side 20

24

“The National Security Strategy of The United States of America, September 2002”, side 13:

Side 13

13

2.32 Krig mod terror

USA havde i 1990’erne besvær med at finde en ny fjende, og de militære udgifter blev kraftigt skåret ned. George Bush’s nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice begyndte en artikel i ”Foreign Affair”s i år 2000 således:

”USA har i stigende grad haft svært ved at definere sine nationale interesser i fraværet af Sovjetunionen.”

I 2002 blev hun spurgt om dette stadig var tilfældet, hvortil hun svarede:

”Jeg tror, at besværet med at definere en rolle er et overstået kapitel, jeg tror den 11. september var et af de store jordskælv som klarer og skærper.

Begivenhederne står nu i et meget skarpere lys.”

Rice sagde, at hun havde samlet lederne af det nationale sikkerhedsråd og bedt dem tænke alvorligt over, hvordan de kunne udnytte disse muligheder for fundamentalt at forandre den

amerikanske politik og verdens udseende i kølvandet på d. 11. september.^{25}

Denne nye fjende i form af den internationale pressionsterrorisme og den nye form for krigsførelse i mod denne giver altså USA ubegrænsede muligheder for at udstationere deres militær i bredt omfang, hvor de vil, og med antiterrorloven vedtaget af kongressen d. 27.

oktober 2003, kendt som The Patriot Act, gives også bemyndigelse til amerikanske myndigheder til at krænke en række frihedsrettigheder på borgere både i USA og andre lande.

Krigen mod terror gør det altså yderst bekvemt for USA at tjene sine nationale interesser, og som Bush så berømt har udtalt det;

”Every nation, in every region, now has a decision to make. Either you are with

us, or you are with the terrorists.”^{26},

skal alle nationer altså tage stilling til, om de støtter USA, (og dermed USA’s nationale interesser), ellers vil de af USA blive betragtet som ”a hostile regime”.

2.4 Det økonomiske perspektiv

Irak-krigen set ud fra et økonomisk perspektiv tager selvfølgelig udgangspunkt i olien, som er drivende for så vel hele verdensøkonomien som for USA’s økonomi. Da det altid har været en hjørnesten i amerikansk Mellemøstpolitik at sikre forsyningsstabilitet i regionen, skal følgende lettilgængelige økonomiske betragtninger med:

- Omkostninger for udvinding af olie i Den Persiske Golf er meget små. (Iraks olie er let tilgængelig og af høj kvalitet. Den koster mellem 1 og 1,5 dollar per tønde at udvinde.

Nordsøolien koster mellem 12 og 15 dollar.)^{27}

25

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak”, side 77

26

http://www.whitehouse.gov/news/releases/2001/09/8.html

27

”Pundik: Påfaldene amerikanske aftryk på Iraks olielov” Politiken 06 maj 2007, 1. sektion side 10

Side 14

14

- Olien spiller unægtelig en væsentlig rolle for den amerikanske Irakpolitik, eftersom USA er verdens største olieforbruger og Irak er indehaver af verdens næststørste kendte oliereserver.

- Det er en nødvendighed for USA i at sikre sig forsyninger i den globale kamp om olie, eftersom den globale olieefterspørgsel er skønnet til at stige 70 % de næste 30 år

(ifølge IEA’s rapport ”World Oil Outlook”)^{28} og efter forlydende om at Irak ville indgå

koncessionsaftaler med europæiske, russiske og kinesiske oliefirmaer om fremtidig udvinding i de mest lovende irakiske oliefelter, hvilke et pro-amerikansk styre i Irak ville kunne annullere.

Hertil kommer de mere nuancerede betragtninger.

2.41 Oliens betydning for dollarens overherredømme

Den amerikanske kontrol over olieproducenterne spiller en afgørende rolle for, at USA er overlegen i den internationale økonomi og for at investorer verden over regner USA for det sikreste sted at anbringe international kapital. USA’s evne til at suge verdens opsparing til sig er imidlertid et tveægget sværd. Hvis udlændinge, som er i besiddelse af det halve eller mere af den amerikanske valuta vælger at droppe dollaren, vil dens værdi falde, og yderligere kapital forsvinde ud af landet. USA’s økonomi er overophedet og lider under

overproduktion/overkapacitet. De amerikanske myndigheder indrømmede sidst i 2002, at

recessionen allerede var i fuld gang. Centralbanken havde utallige gange nedsat diskontoen og regeringen givet skattelettelser, dette for at få forbrugerne til at efterspørge og forbruge mere, idet udbudet altså havde overgået efterspørgslen, men opsvinget som følge af de mange rentenedsættelser var meget lille. Fra var profitterne i amerikanske virksomheder faldet drastisk pga. en verdensomspændende overkapacitet, men på trods af det steg aktierne, hvilket var finansieret af billigere og billigere lån som centralbanken sænkede renten. I år 2002

lå USA’s handelsbalance på et handelsunderskud på næsten 500 milliarder om året.^{29}

Trods en totalt overophedet handelsbalance formår USA at sikre økonomisk stabilitet, idet de som tilbagebetaling af udenlandsgæld udsteder obligationer, som investorer verden over flokkes om at købe. Dette skyldes dollarens overherredømme, og dermed i høj grad USA’s kontrol af verdens olie. Al oliehandel foregår i dollars, og oliepriserne fastsættes i dollars i tillid til at dollaren er den førende valuta. Olien har altid været knyttet til dollaren, idet der ikke før har været noget realistisk alternativ. Det skulle så vise sig at Irak i år 2002 bad om FN’s tilladelse til at deres olie blev solgt i Euro (dette drejede sig om mad-for-olie-pengene). Dette selvom euroen på det tidspunkt var nede med 30 % i forhold til dollaren, og dermed ikke

28

”Mellemøstinformation”, NR 11 2002 – 19. Årgang, side 02

29

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen” af Irak side 99

Side 15

15 noget godt alternativ til dollaren, og var dermed udelukkende en provokation mod USA. FN

modstod indtil Irak truede med at stoppe olieproduktionen.^{30}

USA kunne nok se, at hvis flere af de arabiske olieproducerende lande skiftede til euro i stedet for dollars, ville det få alvorlige konsekvenser for USA’s økonomi. Et skrækscenarium er, at forskellige landes centralbanker ville skifte deres valuta-beholdninger så de var tilsvarende styrkeforholdet mellem dollaren og Euroen. Hvis fx asiatiske centralbanker, som har stået for

80 % af væksten i verdens valutareserver, skiftede blot 15 % af beholdningen fra dollars til

Euro, vil det flytte 225 milliarder dollars fra dollars til euroen.^{31} Dog må hverken de

europæiske eller de asiatiske lande være interesserede i, at USA’s økonomi bryder sammen, idet USA er et stort aftagende marked for europæisk og asiatisk produktion og drivende for hele verdensøkonomien. Men da Irak truede med at boykotte dollaren, og andre oliestater

begyndte at få samme ideer (det er blevet foreslået i både Iran og Saudi-Arabien)^{32}, var det

sikkert klart at USA måtte finde en god undskyldning for at indsætte sine tropper i Irak og få styr på regionen.

2.43 Økonomi og magtpolitisk strategi flyder sammen

Der kan altså med god grund argumenteres for, at invasionen af Irak var en militær løsning på USA’s økonomiske problemer. Men udover på det første lettilgængelige økonomiske niveau at sikre USA’s forsyninger og på det næste lidt mere nuancerede økonomiske niveau at fastholde dollarens dominans, sikrer kontrol med olien også rent strategisk USA’s økonomiske dominans i verden, i og med at USA når alt kommer til alt kan bruge olien som direkte våben mod potentielle udfordrere ved i sidste ende at diktere hvor olien skal hen. Denne kontrol kunne tænkes primært at skulle rettes mod Kina, idet Kina i stigende grad integrerer sig i de sydøstasiatiske økonomier, og efterhånden vil kunne oprette en økonomisk blok på linie med EU. Kina havde inden invasionen af Irak indgået aftaler om udviklingen af oliefelter i netop de lande i Mellemøsten, som var ramt af amerikanske sanktioner, dvs. Irak, Iran, Libyen og

Sudan.^{33} Desuden er det en fordel for USA som kontrollører af olien, at følgende stormagter vil

være meget sårbare overfor en stat som dikterer hvor olien skal hen, da de samlet importerer

90 % af deres olie: Japan, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien.

30

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side104

31

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 106

32

”Iran sees euro as way to free itself from the US dollar” Agence France Presse, , I Saudi-Arabien er det blevet foreslået, at et skift til euroen er “en mere effektiv straf end en olieembargo for USA, Israels vigtigste kilde til finansiel og politisk støtte” ’Protest be switching oil trade from dollar to euro’Oil and Gas International

(Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak side 105)
33

”Krigen der måtte komme – Baggrunden for invasionen af Irak” side 116

Side 16

16

2.6 Menneskerettighedsperspektivet og FN’s rolle

Vilkårene for anvendelse af militær magt overfor en anden stat er siden anden verdenskrig grundlæggende fastlagt i FN-pagten, det er som udgangspunkt simpelthen forbudt. Der er ud over selvforsvar kun én undtagelse, nemlig at FN’s sikkerhedsråd kan autorisere magtanvendelse forudsat at der foreligger en trussel mod verdensfreden og at det er nødvendigt for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed. USA’s invasion af Irak blev ikke autoriseret af FN’s sikkerhedsråd, men USA og koalitionen tog det standpunkt, at de fandt bemyndigelse til invasionen i de gamle resolutioner. En nærmere analyse af resolutionerne støtter ikke USA’s opfattelse, og det burde da tages som en selvfølge, at hvis nogen var i tvivl om, hvad der stod i resolutionerne, skulle det være Sikkerhedsrådet selv, der fortolkede sine vedtagelser. USA’s nationale strategi giver derfor usikkerhed om retsordenen og sætter i realiteten FN’s sikkerhedsråd, som har hovedansvaret for verdensfreden, ud af spil og bringer folkeretten tilbage til før 1945 og FN-pagten til en magtpolitik, hvor stærke magter bruger militære midler som politiske midler.

FN har selvfølgelig også klar interesse i at løse konflikterne i Mellemøsten, da løsning af konflikter i verden er Rådets ansvar, men ikke ved brug af militær magtanvendelse. Det menneskeretlige motiv for invasionen er dermed ved at være reduceret til at have været fuldstændigt uden betydning, da konflikterne kunne løses på andre måder, og der må derfor have været andre grunde til, at USA ønskede sine tropper til Mellemøsten her og nu. Det folkeretlige og humanitære grundlag for invasionen har altså haft en minimal betydning i det strategiske spil, men faktummet at Saddam Hussein var en folkeundertrykker og en nådesløs diktator var rent propagandistisk en god udnyttelse til at opnå folkelig opbakning til invasionen.

2.7 Opsamling

Olie har imidlertid været det helt fraværende tema i Det Hvide Hus’ officielle udmeldinger, men har ud fra en økonomisk vinklet analyse haft en påfaldende betydning for invasionen. Dette skal ses ud fra betragtningen at USA ved at få kontrol over Iraks olie sikrer 1: forsyningsstabilitet, 2: dollarens overherredømme, 3: styrket magtposition overfor regionale hegemoner, og i betragtningen af at de værste forbrydelser af Saddam Hussein blev begået mens Irak og Vesten var allierede og USA’s ”valg af venner” har vist sig gennem historien at grunde udelukkende i strategi. At en koalition på 48 lande til at starte med bakkede op om invasionen skyldes forhåbentligt det folkeretlige grundlag, som propagandistisk var brugt til at sikre USA’s interesser. Folkeretten forsvinder imidlertid, idet FN’s sikkerhedsråd i realiteten undermineres.

Side 17

17

3. Vurdering oliens betydning for den aktuelle og fremtidige situation i Mellemøsten og for forholdet til USA.

3.1 Olieressourcernes og olieinteressernes betydning for situationen i Mellemøsten

3.11 Olieressourcernes betydning for den økonomiske situation i Mellemøsten

De enorme indtægter som de olieproducerende lande havde på olien i 1970’erne og 1980’erne, hvor priserne var meget høje, førte til etablering af økonomiske systemer, rentier-økonomier, og blev brugt til statslige udviklingsprogrammer for landene. Olien har hævet Mellemøst-landenes levestandard, og eftersom priserne igen er steget (nogle taler om tredje oliekrise, se illustration side 4) og der stadig er masser af olie, kan Mellemøsten i nogen tid endnu nyde godt af indtægterne. Men sådanne nemme indtægter kan også på længere sigt være dårlige for et land, idet naturressourcer ikke er resultatet af en målrettet økonomisk indsats. Dette har vist sig i mange andre lande, fx Holland, hvorfor fænomenet er blevet kaldt hollandsk syge;

Naturressourcer kan for det første virke som sovepude og forsinke nødvendige politiske reformer, for det andet forårsage at alle andre former for industri og teknologisk udvikling går mere eller mindre i stå pga. de lettjente penge. Ahmed Galal, der er chef for Egyptian Center for Economic Studies i Cairo vurderer:

”Den arabiske verden er i økonomisk krise, og hvis lederne ikke meget snart indser at der skal tænkes i helt nye baner, mister de også nøglen til politisk

magt.”^{34}

Ligeledes viser tal fra Verdensbanken, at de 280 millioner indbyggere i den arabiske verdens

22 stater har et samlet bruttonationalt produkt, som er mindre end Spaniens, og 25 % lever under fattigdomsgrænsen. Den eksport, som ikke har med olie at gøre, er for hele regionen

mindre end Finlands.^{35} Abdel Malek Talaal, som er professor i økonomi ved American

University of Cairo, siger:

”Der er for meget olie i den arabiske verden. Regionernes fattige økonomier vænnede sig til lempelige lån og gaver fra de rige oliestater, som for sit vedkommende aldrig har tænkt på noget så basalt som at lade sine indbyggere betale skat. Og når en befolkning ikke er skatteydere vil en leder ofte heller ikke

føle, at han skylder den indrømmelser i form af reformpolitik.”^{36}

Det grundlæggende træk ved rentiermentaliteten er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem arbejdsindsats og belønning, og derfor er der kun meget ringe incitament til at tænke langsigtet. Det betyder at der i dag er alt for få kompetente personer, der kan fungere som

34

”30 års nulvækst”, Hans Henrik Favner Informations korrespondent, Information

35

”30 års nulvækst”, Hans Henrik Favner Informations korrespondent, Information

36

”30 års nulvækst”, Hans Henrik Favner Informations korrespondent, Information

Side 18

18 igangsættere. Udviklingsmæssigt placerer de rige olieproducerende lande i Mellemøsten sig altså pga. olieressourcerne blandt de mest udviklede lande i verden opgjort i BNP pr.

indbygger, men opgør man derimod landenes udviklngsstade efter HDI-indexet (Human Development Index), placerer 13 ud af 19 Mellemøstlande sig lavere end opgjort efter deres

BNP pr. indbygger.^{37}

3.12 Regionen som konfliktmagnet

At regionen fungerer som konfliktmagnet og omtales som verdens nye brændpunkt er helt klart primært pga. olierigdommene og de mange eksterne magters interesse i disse. Der er godt nok en væsentlig konfliktkilde imellem shiitter og sunnier i den arabiske verden, men disse konflikter bunder i høj grad i hvorvidt man er åben overfor Vesten eller ej, - og hvorfor vil Vesten overhovedet blande sig i regionens anliggender? – pga. olien.

Som det er beskrevet i afsnit 1.4 er forsyningsstabilitet blevet topprioritet i dagens nationers udenrigspolitik og sikkerhedsstrategier, og det er ikke længere politiske og ideologiske skel, der er de største brudflader i det internationale miljø, dermed heller ikke væsentligste årsag til konflikter. Politiske analytikere argumenterer for at anskue internationale forhold med udgangspunkt i verdens ressourcer, og mener, at fokus på de områder, hvor der sandsynligvis vil udbryde konflikter om adgangen til eller besiddelsen af uundværlige materialer, vil give en bedre analyse af spændinger i det nye internationale system og bedre muligheder for at forudse konflikter. En sådan analyse ville tage udgangspunkt i en oversigt over alle større olie-og naturgasdepoter i omstridte eller ustabile områder. Kortet ville også vise de olieledninger og sejlruter, som anvendes ved transport af olie og naturgas fra udvindingsstederne til de

vestlige markeder.^{38} Med Mellemøstens 2/3 store andel i verdens olieressourcer er regionens

skæbne dermed beseglet.

Men er Samuel Huntingtons betragtning af at konflikter i det ”uni-multipolære” internationale samfund opstår ved sammenstød mellem civilisationerne på baggrund af kulturelle skel så ikke aktuel, idet et nyt politisk geografikort med udgangspunkt i naturressourcer er kommet på tale? Det må man trods alt sige, at den er. Hvis vi tager et blik på det menneskeretlige motiv bag invasionen af Irak og på USA’s bestræbelser på at indføre demokrati og frie markedskræfter, er betragtningen af civilisationers sammenstød højaktuel. Konflikterne som opstår i denne sammenhæng er jævnfør Huntingtons class of civilisations forårsaget af kulturelle skel; skellet mellem demokratiske og ikke-demokratiske stater. At USA’s ambitioner for den nye verdensorden er at sikre demokrati og frihed i hele verden (I NSSUSA-dokumentet: VII. Expand the Circle of Development by Opening Societies and Building the

37

”Mellemøsthåndbogen, Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika” side 88.

38

”Mellemøsthåndbogen, Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika” side 97

Side 19

19

Infrastructure of Democracy)^{39} og at de bruger deres magt og deres historiske position som

eneste supermagt til at opnå dette mål er i følge Bush-administrationen til hele verdens bedste. Bush-administrationen kæmper og har altid kæmpet for fred. Som “The National Strategy of The United States in America” bliver indledt:

"Our Nation's cause has always been larger than our Nation's defense. We fight, as we always fight, for a just peace—a peace that favors liberty. We will defend the peace against the threats from terrorists and tyrants. We will preserve the peace by building good relations among the great powers. And we will extend the peace by

                                              40
encouraging free and open societies on every continent."

President Bush

West Point, New York

June 1, 2002

Denne ambition er uden tvivl møntet på at gøre det bedste for verden (og derudover vise verden, at USA er en stor, magtfuld og bedst vidende leder), men det er så spørgsmålet om direkte invasioner af lande og en brutal, hård og belærende attitude er den rigtige vej, og om valget af disse hårde metoder måske alligevel har at gøre med interessen i forsyningsstabiliteten.

3.2 Kan vestlig indblanding garantere nødvendige reformer for udviklingen i

Mellemøstlandenes samfund?

Baker-Hamilton-rapporten 2006 bygger på den hidtil mest omfattende redegørelse for situationen i Irak netop nu. Baker kommissionen lægger al forsigtighed til side og beskriver den nuværende situation i Irak som katastrofal. ”3000 irakere dør hver måned i seterisk uro.

Amerikanerne mister soldater på stribe. Irakerne har mistet troen på sin centralregering og arbejder mod en opdeling af landet. Forøget kaos kan føre til regional storkrig om olieinteresser og religion, og til slut kan al-Qaeda have skabt sig en base lige oven på verdens

næststørste oliereserve.”^{41} Rapporten konkluderer, at ingen vej frem indeholder nogen garanti

for succes – ingen. Der er altså totalt kaos i Irak, men rapporten bliver også groft kritiseret for at have begået samme fundamentale fejl som Bush-regeringen har gjort sig skyldig i gennem hele den fem år lange krig: at ydmyge irakerne. Iraks ellers så samarbejdssøgende præsident, kurderen Jalal Talabani, rettede efter rapportens release et overraskende voldsomt angreb på

39

“The National Security Strategy of The United States of America, September 2002”

40

I. Overview of America's International Strategy http://www.whitehouse.gov/nsc/nss1.html

41

”Irak- en af de værste katastrofer i årtier” Berlingske tidende 10. december 2006, 1. sektion side 18.

Side 20

20

Baker-Hamilton-rapporten for at være "en fornærmelse mod det irakiske folk" og et forsøg på

at undergrave Iraks suverænitet.^{42} Mange irakere føler sig groft ydmyget af USA, ikke mindst

efter parlamentsvalget i 2005, hvilket gjorde irakerne formelt herre i eget hus, men reelt stadig udsat for amerikansk militær og politisk armvridning.

Det er sikkert at Mellemøsten trænger til reformer, men med de resultater, vi har set af en hård sikkerhedspolitik og en arrig unilateralisme, har et stigende had til USA løftet sig over alt i verden. Opinionen, også i USA, råber på mere internationalt samarbejde og mere diplomati.

Det ser ud til, at militær ikke kan sikre freden, og at der er brug for en konstruktivistisk tilgang til løsning af konflikterne, hvilket vil sige prioritering og forståelse overfor andres og fælles interesser på baggrund af fælles opbygning af viden. Dette må bygge på ikke kun vestlig indblanding men en fælles international indsats gennem FN.

3.3 Hvad kan vi forvente os i fremtiden?

Der kan opstilles en række scenarier for Mellemøstens, ikke mindst Iraks, fremtid og herunder forholdet til USA. Denne fremtid afhænger af om USA’s og andre stormagters topprioritet vil være forsyningsstabilitet eller verdensfred, og af i hvor høj grad løsningen af konflikter vil ske i et internationalt samarbejde samt af prioriteringen af blød og hård sikkerhedspolitik.

3.31 Bush’s strategi fortsættes

Bush-regerings strategi i Irak er relativ hård sikkerhedspolitik, idet det vigtigste grundlag i strategien er militæret. Selvfølgelig er strategiens mål at skabe ro i Mellemøsten, som det også fremgår af Bush’s indledning til ”The National Strategy for Victory in Iraq 2003”: We're advancing freedom in the broader Middle East. We are removing a source of violence and instability, and laying the foundation of peace for our children and grandchildren."-- President

George W. Bush, June 28, 2003.^{43} Men, da dette ønske om ro i Mellemøsten tager udgangspunkt i

nationale interesser, er det tvivlsomt, at strategien er det bedste for regionen. De nationale interesser fremgår af dokumentet:

•

                                                                               44
• ”If we and our Iraqi partners prevail in Iraq, we will have made America:

o Safer...

42

”Ledende artikel: Opgør med ydmygelsen” Information 12 december 2006, side 2 / 3 /

opinion

43

“National Strategy for Victory in Iraq” National Security Council November 2005”

44

“National Strategy for Victory in Iraq” National Security Council November 2005”

(punkter som var overflødige i forhold til sammenhængen er undladt, dette er markeret […], visse ord som jeg har fremhævet med fed type for at markere væsentlige pointer, er heller ikke fremhævet i kilden)

Side 21

21

▪ by removing Saddam Hussein, a destabilizing force in a vital region[…]

by depriving terrorists of a safe haven from which they could plan and launch attacks against the United States and American interests; […]

o Stronger...

▪ by demonstrating to our friends and enemies the reliability of U.S.

power, the strength of our commitment to our friends, and the tenacity of our resolve against our enemies; […]

o More Certain of its Future ...

▪ […] economically, by facilitating progressive reform in the region and depriving terrorists control over a hub of the world's economy.

Det vil sige, at selvom ordet olie ikke er nævnt direkte, fremgår det alligevel af selv ”The National Strategy for Victory in Iraq”, at spille en væsentlig rolle. USA’s afhængighed af Mellemøsten kommer til udtryk bare i ordet ”vital”, og det er ud fra det faktum Bush fører sin strategi. Dette er også kommet til udtryk i 2007 i den tidligere direktør for USA’s centralbank, Alan Greenspan’s selvbiografi: ”Jeg er bedrøvet over at det er politisk ubelejligt at erkende,

hvad alle ved: Irak-krigen handler stort set om olie.”^{45}

At USA først og fremmest plejer sine egne interesser, er ikke til gavn for Mellemøsten. Den nye irakiske olielov er påfaldende generøs overfor store olieselskaber, men skaber splid mellem befolkningsgrupperne. Den kendte Mellemøstekspert Herbert Pundik konkluderer at i det omfang en irakisk centralregering i det hele taget overlever krisen, og Irak ikke går i opløsning som enhedsstat, vil regeringen kun have ringe indflydelse på fordelingen af de samlede

olieindtægter.^{46} Det nye olieforslag er skræddersyet til de store transnationale selskaber, som

kan opnå 25-30-års kontrakter, hvilket er forfatningsstridigt i mange olieproducerende lande.

De kan bestemme omfanget af felternes produktion, de er ikke tvunget til at investere en del af deres udbytte i Iraks økonomi og er ikke, som olieselskaber i andre lande, forpligtet til at beskæftige et bestemt antal lokale arbejdere eller dele deres teknologiske erfaring med

værtslandet.^{47}

45

”Debat: Frie ord: Sandhedens time for oliemasakren i Irak” Information 25 September 2007,

1. sektion side 20/21
46

”Pundik: påfaldende amerikanske aftryk på Iraks olielov” Politiken 06 maj 2007, 1. sektion

side 10
47

”Pundik: påfaldende amerikanske aftryk på Iraks olielov” Politiken 06 maj 2007, 1. sektion side 10

Side 22

22

En fortsættelse af Bush’s strategi, er efter alt at dømme altså ikke til gavn for Mellemøsten. – og heller ikke for forholdet til USA: En undersøgelse fra ”World Public

Opinion” viser at hele 78 % amerikanere i 2006 selv troede, at venskabelig indstilling overfor USA var faldet.

Tilmed viste undersøgelsen at 60 % af amerikanerne troede selv, at Bush’s krig mod terror har forøget

antallet af angreb fra terrorister!^{48} (se illustration).

3.32 Ny regering i USA og øget samarbejde med

FN

Et andet scenarium er, at USA i 2008 får en ny regering. 70 % af den amerikanske befolkning ønsker tropperne øjeblikkeligt hjem fra Irak, og det kan blive en meget væsentlig faktor i valgkampen.

Demokratisk præsidentkandidat Bill Richardson beskriver i “The new realism” i Foreign Affairs, at det bliver nødvendigt, at den næste præsident sender et klart signal til verden om, at USA har skiftet retning og at USA igen vil blive en leder frem for en unilateral enspænder. For at gøre det, må USA først afslutte Irak-krigen; tilbagetrække alle tropper og omfavne en

afgørende ny politisk strategi, som engagerer alle nationerne i regionen.^{49}

3.33 Øjeblikkelig tilbagetrækning

Et andet tænkeligt scenarium er hovedkuls tilbagetrækning. Dette vurderes af Baker-Hamilton-rapporten til at ville resultere i en potentiel katastrofe. Baker-kommisionen vurderer en øjeblikkelig tilbagetrækning vil øge antallet af mennesker som lider, give ustabilitet i hele regionen og være en trussel mod hele verdensøkonomien. Derudover vurderer rapporten, at al-Qaeda vil se en tilbagetrækning som en historisk sejr, og at USA på længere sigt vil få at

mærke med tilbagevirkende kræft, hvis Irak i dag efterlades i kaos.^{50} Samtidigt er der mange,

der netop taler for en øjeblikkelig tilbagetrækning, heriblandt en af USA’s førende debattører, Andrew Sullivan fra Time Magazine:

48

http://www.worldpublicopinion.org/pipa/articles/brunitedstatescanadara/262.php?lb=brusc&
pnt=262&nid=&id=

49

http://www.foreignaffairs.org/faessay87111/bill-richardson/a-new-realism.html

50

”The Iraq Study Group Report”, James A. Baker, III, and, Lee H. Hamilton, Co Chairs, 2006

Side 23

23

”Der er ingen andre troværdige alternativer til tilbagetrækning lige nu. Vores mål

må være at tage forholdsregler, så vi kan redde de få irakere, der kan reddes.”^{51}

Andrew Sullivan og mange andre ser altså tilbagetrækning som en kapitulation men en nødvendighed.

En opinionsundersøgelse fra World Public

Opinion 2006 viser, at 70 % af irakerne ønsker, at USA sætter en tidsfrist for hvornår tropperne tilbagetrækkes. Desuden viser undersøgelsen også at hele 47 % af irakerne støtter eller accepterer angreb på amerikanske styrker, men ikke på den irakiske regering, irakisk politi eller

civile irakere.^{52} Derudover viser undersøgelsen

at 67 % af irakerne forventer, at sikkerheden vil blive bedre ved tilbagetrækning af de amerikanske styrker, 64 % forventer, at volden vil falde, og 61 % forventer, at volden mellem etniske grupper vil falde.

Hvis USA øjeblikkeligt tilbagetrækker sine tropper, vil både Mellemøstens situation og forholdet til USA altså afhænge af, hvilke tiltag der alternativt vil blive gjort for at løse konflikterne på diplomatisk vis.

3.4 opsamling

Mellemøstregionen er i økonomisk krise. Olieressourcerne giver en tid endnu gode indtjeninger til Mellemøsten (især med de høje priser som der er i dag), men ressourcerne vil slippe op, og landene i Mellemøsten har brug for reformer. Regionens udvikling er imidlertid hæmmet af konflikter både forårsaget af religion, af Vestens indblanding og af kampen om olieressourcerne. Status i Irak er nu kaos pga. en invasion foretaget på baggrund af olieinteresser, hvilket har forårsaget et meget dårligere forhold til USA. Så dårligt at 78 % af amerikanerne vurderer, at graden af venlig indstilling overfor USA er faldet, og 47 % af irakerne støtter angreb på amerikanske soldater. Hvor stor betydning olieinteresserne vil have for Mellemøsten i fremtiden vil afhænge af om USA’s og andre stormagters topprioritet vil være forsyningsstabilitet eller verdensfred, og af i hvor høj grad løsningen af konflikter vil ske i et internationalt samarbejde samt af prioriteringen af blød og hård sikkerhedspolitik.

51

”Irak – en af de værste katastrofer i årtier” Berlingske Tidende 10. december 2006, 1

sektion side 18
52

http://www.worldpublicopinion.org/pipa/articles/home_page/165.php?nid=&id=&pnt=165&lb=

hmpg2

Side 24

24

Konklussion

Mellemøsten, verdens nye brændpunkt, besidder ca. 2/3 af verdens kendte og omstridte

oliereserver. Der er global intens kamp om reserverne, og forsyningsstabilitet er topprioritet i importnationernes sikkerhedsstrategier.

Bush-administrationen har nøje overvejet, hvordan de skulle udnytte mulighederne for efter d.

11. september at ændre verdens udseende, og har markeret deres nye verdensorden, som dikteres af amerikanske interesser, med Irak-krigen. Ved at opnå en sejr i Irak vil USA for det første, som verdens største olieforbruger, sikre sin forsyningsstabilitet, derudover løse sine økonomiske problemer mht. fortsat at være den økonomisk altdominerende magt, og sidst men ikke mindst styrke magtpositionen overfor regionale hegemoner.

Mellemøstregionen er imidlertid økonomisk krise eftersom råvareproduktion ikke skaber vækst og der i højeste grad er tiltrængt reformer. Heldigvis integrerer de udenlandske olieselskaber i dag de nationale olieselskaber, på en måde som er til gavn for Mellemøstlandene idet de deler overskud og overfører teknologi og viden, hvilket er en positiv udvikling. Men regionens udvikling er konstant hæmmet af konflikter både forårsaget af religion, af Vestens indblanding og af kampen om olieressourcerne. Invasionen af Irak har forøget kaoset og spændingerne i hele regionen, og de amerikanske troppers tilstedeværelse er meget uønsket, idet attituden gennem hele forløbet har været meget fornærmende overfor irakerne. Dette er der ikke noget at sige til, eftersom det lyser igennem det hele, at Bush-administrationen primært har handlet ud fra egne strategiske interesser, og tanken om at gøre noget godt for irakerne og for den sags skyld hele regionen kun har været halvhjertet. Hvor stor betydning olieinteresserne vil have for Mellemøsten i fremtiden vil afhænge af om USA’s og andre stormagters topprioritet vil være forsyningsstabilitet eller verdensfred. Hvis samtlige magter verdenen over voldtager Mellemøsten for at sikre egne interesser og lokker de olieproducerende lande til at indgå aftaler, som ikke vil være udviklende for Mellemøstlandene, vil dette blot resultere i endnu flere spændinger og endnu mere vrede mod Vesten. Opinionen over hele verden råber på verdensfred, og på diplomatisk løsning af konflikter. Så er det op til verdens regeringer, om de vil lytte efter det.

Side 25

25

Afleveringsdato:

Antal anslag i opgaven (excl. Litteraturliste): 51.773

Underskrift: _______________________________