SRP om politisk kommunikation i Samf og Dansk

Side 1

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 3

2,0 Indholdsfortegnelse

0,0 Forside s. 1

1,0 Abstract s. 2

2,0 Indholdsfortegnelse s. 3

3,0 Indledning s. 4

4,0 Udviklingen i den politiske kommunikation s. 5

4,1 Opløsningen af de sociale klasser s. 5

4,2 Politiske aktørers indflydelse s. 5

4,3 Mediernes udvikling s. 6

4,4 Politiske kampagneformer s. 7

5,0 Nutidig politisk kommunikation og valgkampagner s. 8

5,1 Brugen af internettet s. 9

5,2 Personfiksering s. 9

5,3 Partilederdebatter s. 10

6,0 Sprogbrugsanalyse s. 10

6,1 Afslutningsdebat på DR1 9/11/07 s. 10

7,0 Mediestrategier s. 16

7,1 Venstre s. 16

7,2 Enhedslisten s. 17

8,0 Diskussion s. 18

8,1 Hvilke konsekvenser har den nutidige politiske kommunikation for det danske demokrati? s. 18

8,2 Konklusion s. 21

9,0 Litteraturliste s. 23

10,0 Bilag s. 24

10,1 Partiernes internetsatsning s. 24

10,2 Cd-rom – Klip fra afslutningsdebatten 9/11/07 s. 24

Side 2

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 4

3,0 Indledning

I denne opgave har jeg valgt at arbejde med emnet politisk kommunikation, fordi det blandt andet i kraft af den netop overståede valgkamp er særdeles aktuelt. Partiernes måde at kommunikere deres budskaber på har utvivlsomt indflydelse på, hvordan vi opfatter politik.

Mit fokus i opgaven er partiernes eksterne kommunikation i valgkampe. For at belyse dette emne vil jeg derfor først redegøre for den politiske kommunikation i et historisk perspektiv. Her jeg kommer ind, hvilke faktorer der har indflydelse på, hvordan partierne kommunikerer, lige så vel som hvordan den politiske kampagneform har udviklet sig frem til i dag. På den måde skabes en forståelse for vilkårene for den moderne politiske kommunikation, som er nødvendig for at forstå hvorfor partierne kommunikerer, som de gør.

Næste led i opgaven er en undersøgelse af hvilke konkrete retoriske virkemidler, partierne gør brug af i den direkte dialog. Derfor har jeg udvalgt en række citater fra afslutningsdebatten på Dr1

d. 9/11/07, der karakteriser den nutidig politiske kommunikation. Disse afdækker jeg ved hjælp af

en sprogbrugsanalyse for at finde ud af hvilke retoriske virkemidler, mine udvalgte partier Venstre og Enhedslisten benytter sig af.

Jeg har valgt at fokusere på den direkte politiske kommunikation i form af tv-debat, fordi jeg mener, at det er her, forskellene på partiernes retorik tydeligst kommer til udtryk. Mit valg af partierne Venstre og Enhedslisten begrundes med, at disse to partier er meget forskellige både rent politisk og hvad angår kampagnebudget såvel som målgrupper.

Dernæst sammenfatter jeg min viden om rammerne for den nutidige politiske kommunikation med resultaterne fra sprogbrugsanalysen ved at lave en overordnet beskrivelse af hhv. Venstre og Enhedslistens mediestrategier under valgkampen 2007.

Til sidst sætter jeg denne viden i perspektiv ved at diskutere, hvilke konsekvenser den nutidige politiske kommunikation har for det danske demokrati. Her inddrager jeg artikler, interviews og radioprogrammer til at belyse problemstillingen.

Side 3

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 5

4,0 Udviklingen i den politiske kommunikation

Udviklingen i den politiske kommunikation hænger nøje sammen med det politiske systems indretning samt den sociale klasseinddeling, da disse faktorer lægger grunden for partiernes handlemuligheder og målgrupper.

4,1 Opløsningen af de sociale klasser

Der er sket en opløsning af de sociale grupper og dermed de tydelige politiske skillelinjer, der eksisterede frem til midten af det 20. århundrede. Dette skal ses i lyset en overordnet samfundsudvikling i form af overgangen fra industri- og landbrugssamfund til et individualiseret informationssamfund. I industri- og landbrugssamfundet var der tydelige politiske skillelinjer i den danske befolkning, fordi de respektive partier fungerede organer for de forskellige samfundsgrupper.

Opblomstringen af det danske velfærdssamfund 1960’erne er en af de væsentligste årsager til opløsningen af de sociale klasser. Velfærdssamfundet har sikret en stigende grad af sikkerhed og social mobilitet, der blandt andet har resulteret i en overgang fra den traditionelle klasseinddeling til en social inddeling i såkaldte statusgrupper, der er fleksible og foranderlige.

Samtidig har den teknologiske udvikling især i løbet af de sidste 50 år mindsket behovet for menneskelig arbejdskraft inde for de traditionelle sektorer i landbruget og industrien, mens informations- og servicesektorerne har haft en stor fremdrift.

Denne sociale udvikling kan man blandt andet aflæse i de politiske partiers medlemstal.

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig (1945) var 25 % af den voksne befolkning var medlem af et politiske parti. Dette tal er faldet stødt frem til 1990’erne, hvor det har stabiliseret sig på ca. 5 %.

4,2 Politiske aktørers indflydelse

Overordnet set har det politiske system i Danmark udviklet sig de sidste 50-60 år fra et hierarkisk system til et fladt og netværksbaseret system [1]. Dette skal ses i kraft af de forskellige politiske aktørers deltagelse i beslutningsprocesserne. Man kan dele udviklingen i det politiske system og de politiske aktørers deltagelse op i en række faser.

Frem til 1960’erne var det politiske system kendetegnet ved en hierarkisk indretning. De politiske partier lå øverst i hierarkiet, og det var dem, der satte den politiske dagsorden.

1

”Massemedier og politisk kommunikation” af Finn Rasmussen, side 30-32, afsnit ”Partierne mister indflydelse”

Side 4

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 6

Dette ændredes i takt med velfærdssamfundets udvikling, fordi de økonomisk baserede interesseorganisationer, f.eks. fagforeninger og virksomhedssammenslutninger, blev inddraget i de politiske beslutningsprocesser. Dette skete gennem korporative netværk, hvor ministerier og styrelser inddrog de økonomisk baserede interesseorganisationer en lang række af de lovgivningsprocesser, de bl.a. omhandlede udvikling og administration af visse politikområder.

Næste fase er i 1970’erne, hvor de økonomisk baserede interesseorganisationer mister medlemmer og dermed den legitimitet, der hidtil var lagt til grund for deres store politiske indflydelse. Til gengæld ser vi i dette årti en opblomstring af idépolitiske interesseorganisationer, såvel som politiske græsrodsbevægelser, der får en væsentlig plads på den politiske scene. Begge typer politiske foretagende er baseret på enkeltsager, men hvor de idépolitiske interesseorganisationer har en stram organisatorisk struktur og oftest parlamentariske metoder, er græsrodsbevægelserne kendetegnet ved en løs struktur samt aktivistiske og udenomsparlamentariske metoder som demonstrationer og marcher.

I 1980’erne og 90’erne voksede det politiske engagement i nærområderne, samtidig med at politisk forbrug blev en vigtig del af danskernes politiske bevidsthed.

Denne udvikling har skabt nye kommunikationsvilkår for de politiske partier, fordi kommunikationen gennem de traditionelle partikanaler ikke længere er relevant. Vil politikerne vinde tilslutning, må de kommunikere ud til den brede befolkning, for at overbevise så mange som muligt om, at de skal støtte op om netop deres synspunkter. Vælgerbilledet er præget af en stigende grad af kompleksitet, fordi den enkelte vælger ikke per automatik tilslutter sig et politisk parti, men kager stilling ud fra aktuelle begivenheder og personlige behov.

Overordnet set er der sket en forandring i det politiske system, som går på, at langt flere aktører forsøger at påvirke de politiske beslutninger og sætte dagsordnen i den politiske debat. Dette stiller nye krav til de politiske partiers eksterne kommunikation. De har måtte udvikle nye metoder og kommunikationsstrategier for at sikre en gennemslagskraft i medierne og for at kunne sætte den politiske dagsorden.

4,3 Mediernes udvikling

I det hierarkiske politiske system var avismediet dominerende. Hver enkelt parti havde en avis, der repræsenterede deres holdninger i den politiske debat. Aviserne var altså et medie for partierne og et den offentlige meningsdannelse. De dannede sammen med en række radioudsendelser et begrænset

Side 5

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 7 medieudbud. Den politiske kommunikation foregik i denne periode primært uden om de nationale medier.

Udviklingen af tv-mediet gennem 1960’erne gav nye muligheder for den politiske kommunikation. Nu havde politikerne mulighed for at appellere til et bredt publikum. Dette stillede også nye krav til politikerne om at formulere nogle simple og let forståelige budskaber. Politikerne skulle også i langt højere grad end før fremstå troværdige gennem deres udstråling og kropssprog.

Danmarks Radio frem til slutfirserne monopol på tv-området, og var derfor den eneste kanal.

Med oprettelsen af Tv2 i 1989 mister Danmarks Radio sit tv-monopol, og tv-udbuddet udvides kraftigt med indførslen af kabel-tv-pakker og parabolmodtagere. Samtidig udvikler internettet sig og bliver i løbet af 10-15 år en del af størstedelen af de danske husstande.

Mediebilledet er altså i stigende grad fragmenteret og mangfoldigt. Mediebrugeren er blevet individualiseret og differentieret, fordi det store udbud af medie giver den enkelte mulighed for at sammensætte et medieforbrug efter egne behov.

Denne udvikling gør det sværere og sværere for politikerne at komme ud til borgerne med sine budskaber, og derfor skærpes kravene til en målrettet og professionel politisk kommunikation.

Politikerne har var hjælp af målgruppeanalyser mulighed for at tilpasse sin kommunikation til specifikke målgrupper.

4,4 Politiske kampagneformer

Man kan dele udviklingen i den politiske kampagneform op i tre faser; den præmoderne, den moderne og den post-moderne.

Den præmoderne fase forløb fra grundlovens vedtagelse i 1849 og frem til midten af 1900- tallet. Her foregik størstedelen af den politiske kampagne gennem de lokale partiafdelinger, som arrangerede vælgermøder, plakatophængning og pjeceuddeling i lokalområderne. Den politiske kommunikation var primært en ansigt-til-ansigt-kommunikation, hvor vælgerne indgik i en direkte dialog med lokale kandidater og aktive partimedlemmer.

Med udbredelsen af tv-mediet i 1960’erne vandt en ny kampagneform frem, nemlig den moderne kampagneform, hvor politikerne fik mulighed for at kommunikere sine budskaber ud til et bredt publikum. Denne form for politiske kommunikation defineres som en medieret kommunikation, og den fremherskende kampagneform adskiller sig fra den præmoderne ansigt-til-ansigt-kommunikation, ved at være en envejskommunikation, en såkaldt monolog. Den politiske kampagne er nu i langt højere grad koordineret af centrale partihovedkvarter, og de nye krav til

Side 6

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 8 kommunikationen får den konsekvens, at partier i et vist omfang ansætter specialrådgivere til at varetage planlægningen af den politiske kommunikation.

5,0 Nutidig politisk kommunikation og valgkampagner

Med udvidelsen af medieudbudet i 1990’erne, udvikles den post-moderne kampagneform.

Opløsningen af de traditionelle politiske skillelinjer har skabt et vælgerbillede, hvor den enkelte ikke i nær så høj grad som tidligere stemmer ud fra erhverv og social tilknytning, men derimod tager stilling ud fra en række politikområder, som vedkommende prioriterer. Undersøgelser viser, at omkring mellem 30 og 40 % af vælgerne i dag er såkaldte marginalvælgere, der reelt kan skifte parti fra valg til valg. [2]

Dette stiller nye krav til politikernes kommunikation. Hvor de før kunne kommunikere gennem de traditionelle partikanaler eller i et forholdsvis simpelt billede, må de nu benytte det fragmenterede mediebillede som medium for deres budskaber. Politikerne kan ikke administrere denne opgave alene, og derfor har et stigende antal af politikere ansat presse- og informationsrådgivere, til at hjælpe dem med at angås pressen. Disse rådgivere kan også defineres som spindoktorer. Hvor der i 2001 var 33 ansatte på Christiansborg, der beskæftigede sig med presse- og informationsarbejde, er dette tal i 2007 fordoblet til 60 ansatte. [3]

Det er svær at give en entydig definition på begrebet spindoktor, da disse udfylder meget forskellige opgaver. Dette kan f.eks. være sproglig udformning af budskaber og tekster, strategisk rådgivning, rådgivning omkring optræden og taler, pressekontakt, politisk rådgivning, research angående presseomtale, samt varetagelse af meningsmålinger og fokusgrupper. Meningsmålinger, de såkaldte opinionsundersøgelser, og fokusgrupper benyttes i stigende grad som et værktøj til at tilrettelægge den strategiske kommunikation.

De konkrete politiske kommunikation kan deles den op i to kategorier. For det første er der partiernes egen kommunikation til vælgerne, f.eks. hjemmeside, plakater og pjecer. Og for det andet er der den kommunikation, som foregår gennem andre medier. Dette kan være tv-udsendelser, debatprogrammer og indslag i nyhedsudsendelser.

2

Kilde: ”Massemedier og politisk kommunikation”, s. 62

3

Kilde: ”Det store Spin”, JP 27/05/07

Side 7

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 9

5,1 Brugen af internettet

Ser man på partiernes egen direkte kommunikation, må det mest kendetegnende være brugen af internetmediet og dets muligheder. Vi har i den seneste valgkamp set en massiv satsning fra hele det politiske spektrum på kampagneaktivitet gennem partiernes hjemmesider. Dette vidner figuren på bilag 1 om. Man kan blandt andet se, at SF og Radikale har satset næsten hele deres kampagnebudget på internetkommunikationen, Konservative har fordoblet deres internetbudget og Socialdemokraterne har firedoblet det.

Et eksempel på denne kampagneaktivitet er brugen af weblogs (og kaldet ’blogs’), som er simple hjemmesider, hvor politikere skriver indlæg med relation til valgkampen. Dette er typisk politiske kommentarer til aktuelle sager i valgkampen, uddybning af partiets valgpunkter og egne politiske visioner.

Undersøgelser viser, antallet af kandidater, der benytter weblogs i deres valgkampagne, er femdoblet siden valgkampen i 2005. [4]

Hvor 52 ud af 808 benytte weblogs i 2005, var dette antal steget til 249 under valgkampen i 2007, hvilket er 30 % af alle opstillede.

Internetbrugerne kan løbende følge med i bloggen, og skrive kommentarer til de forskellige indlæg, som politikeren så igen kan svare på. På den måde er nutidig politisk kommunikation kendetegnet ved at indeholde elementer fra den præmoderne kampagnes ansigt-til-ansigt-kommunikation, dog blot på et internetmedieret grundlag.

Kendetegnende for partiers brug af internetmediet er også let tilgængelige videoklip, hvor politiske ledere og andre frontfigurer fortæller om partiets valgpunkter. Klippene kan også være miniraportager fra politiske aktioner, virksomhedsbesøg, debatmøder eller andre valgkampsaktiviteter.

5,2 Personfiksering

De fleste partier fokuserer meget af deres eksterne kommunikation på partilederen. Denne personfikseringen er karakteristisk for den moderne valgkamp, og rent kommunikationsmæssigt kommer den blandt andet til udtryk ved det voksende brug af fotobegivenheder, hvor partiernes frontfigur deltager i en række forskellige opstillede begivenheder med det formål at tiltrække så meget presse som muligt. Fotobegivenhederne er oftest af symbolsk karakter, hvor politikerne gennem besøg på eksempelvis dagsinstitutioner eller virksomheder kan sende signaler til vælgerne

4

Kilde: www.klastrup.dk/walgblog

Side 8

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 10 om, at disse områder tilgodeses. Besøgene sender også et signal om, at politikerne er optaget af at komme ud i ’den virkelige verden’ for at indgå i en dialog med ’helt almindelige danskere’.

5,3 Partilederdebatter

Ser man på den kommunikation, som foregår fra partier og gennem medierne, er kommunikationen gennem fjernsynsmediet den mest centrale. I de seneste valgkampe har de primære valgkampsformidling på fjernsyn været partilederdebatter, hvor DR og Tv2 skiftes til at afholde som et godt eksempel på den moderne valgkamp. Debatterne arrangeres skiftevis af DR og Tv2.

Især og de sidste to debatter op til valgdagen har kæmpestore seertal.

6,0 Sprogbrugsanalyse

6,1 Afslutningsdebat på DR1 9/11/07
Søndag d. 9/11/07 mødtes de 9 opstillede partiers ledere til den sidste og afgørende tv-debat på

DR1. Her har udvalgt en række klip fra denne debat, som jeg mener, er karakteristiske for politikernes sprogbrug og de retoriske virkemidler, de benytter sig af i den direkte dialog.

Debatten indledes med et spørgsmål til Naser Khader (Y), om hvem Ny Alliance vil pege på som statsministerkandidat, hvilket hurtigt drejer sig over i en diskussion om hvorvidt Fogh-regeringen har ført blokpolitik i den hidtil 6 år lange regeringsperiode.

Efter en tids diskussion har blandt andet oppositionen gjort udtryk for det synspunkt, at en stemme på Naser Khader og Y vil være en stemme op VKO’s indsnævrede blokpolitik.

Anders Fogh Rasmussen (V) [5] kommer med denne kommentar, hvor har afviser oppositionens påstand og prøver at få det sidste ord i debatten.

”Jeg synes, at den runde vi har haft her, den virkelig viser, at der er behov for en indsats for at samle frem for at sprede. … min bestræbelse, det vil være, at fortsætte traditionen med, at 80 % af

                                                                     6
den lovgivning, vi vedtager i Folketinget, er vedtaget med brede flertal.” (Videoklip 1)

Kommentaren fra Fogh viser et klart overblik, fordi han antyder en tendens i den hidtidige debat og sammenfatter her ud fra et overordnet løsningsforslag til den pågældende problemstilling, i form af ”en indsats for at samle frem for at sprede”. I formuleringen af dette løsningsforslag benytter Fogh

5

Herefter: Fogh

6

Henvisning til bilag 10,2

Side 9

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 11 sig af den sproglige dynamik, der opnås ved brug allitterationer, hvor centrale begreber har samme begyndelsesbogstav; hhv. ”samle” og ”sprede”. Udtrykkene ”samle” og ”sprede” er ligeledes af metaforisk karakter, og skaber på den måde et let forståeligt billede for modtageren, hvor Fogh ses som en garant for sammenhængskraften i det politiske system. Den simple formulering og brugen af allitterationen gør vendingen let at huske.

Det positive billede af Venstres politik skabes ligeledes i kraft en den antitese, som Fogh opstiller mellem begreberne ”samle” og ”sprede”. Der ligger en positiv konnotation i ordet ”samle”, som er det, Fogh står for.

Dette billede – eller såkaldte framing – understøttes af den faktuelle påstand om, at 80 % af den vedtagne lovgivning er vedtaget med brede flertal, underforstået; flertal, der inkluderer andre partier end V, K og O. På den måde formår Fogh at inddrage et element af logos, fordi han understøtter sine synspunkter med tilsyneladende statistisk bevismateriale.

Længere henne i samme kommentar benytter Fogh sig af retoriske gentagelser for at understrege sin pointe omkring, at VK vil gøre en ”indsats frem for at samle” og at ”80 % af lovgivningen er blevet vedtaget af brede flertal”. Fogh bruger altså de retoriske gentagelser til at styrke sin synspunkt om, VKO-regeringens virke ikke har været i modstrid med parlamentariske og demokratiske idealer.

Senere hen ledes debatten ind på en diskussionen ind på skattepolitik, og Fogh fremlægger følgende synspunkt;

”Vi vil fortsætte en skattepolitik, hvor familierne kan sove roligt om natten, i tryghed om at der ikke venter uventede skattestigninger rundt om næste hjørne. Vi vil i det hele taget fortsætte den stabilitet og fremgang, som vi har oplevet de sidste 6 år.” (Videoklip 1)

Ved denne metaforiske beskrivelse konstruerer Fogh en ækvivalenskæde af de positive begreber familie, hvile, rolig, tryghed og forudsigelighed som en modsætning til de negative begreber søvnløshed, urolighed, utryghed, uforudsigelighed og usikkerhed. Disse begreber sættes ind i en sammenhæng, hvor Venstres skattestop står som garanten for de positive begreber, og en ny SR-regerings formodede skattestigninger står for de negative begreber.

Dette understreges ved anden sætning, hvor der sættes lighedstegn mellem en fortsættelse af VK-regeringen og stabilitet og fremgang. Med denne formulering siger Fogh indirekte, at en SR-regering vil stå for ustabilitet og tilbagegang for samfundet.

Side 10

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 12

Fogh benytter her en udpræget patos-retorik, hvor han især taler til forældre i børnefamiliers ansvarsfølelse overfor, at der børn får en tryg og sikker opvækst. Retorikken har ligeledes elementer af apostrofe-teknikken, hvor afsenderen henvender sig direkte til modtageren, som i denne sammenhæng primært må være forældre i børnefamilier. Dog er henvendelsen ikke direkte, som hvis han havde sagt ”Kære familier. Hvis I vil sove trygt om natten, så stem på Venstre …”. Denne form for henvendelse vil sandsynligvis synes patetisk og overdreven i manges øjne, og derfor vælger Fogh en indirekte henvendelsesform, hvor stort set samme effekt opnås.

Fogh opstiller med sin kommentar en antitese, hvor skattestoppet sættes i modsætning til utryghed, hvilket altså er en begrundelse for, at VK-regeringen bør fortsætte, fordi de er den eneste garant for, at skattestoppet og dermed trygheden bevares.

Skattedebatten ledes videre over i en diskussion mellem Fogh og socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt [7]. I den sammenhæng kommer Fogh med et angreb på socialdemokraternes måde hvorpå de tænker skat i forhold til velfærd;

”Vi tror simpelthen ikke på den der gammeldags betontankegang, at man ikke kan give en lettelse af skatten på arbejde, uden at det går ud over velfærden. Vi har jo faktisk vist, at man kan begge dele.

… Så man kan godt, hvis man tænker dynamisk, men det er selvfølgelig klart, at hvis man er bundet fast i den der gammeldags tankegang, så kan man ikke.” (Videoklip 2)

Her bruger Fogh et metaforisk modangreb på Thornings udsagn om, at danskerne ved valget skal vælge mellem velfærd og skattelettelser. Fogh skaber en hånlig og negativ reference til Socialdemokraternes ideologi ved at benytte begrebet framing, hvor Socialdemokraterne sættes lig med noget gammeldags og fastlåst, i modsætning til regeringens nytænkning, progressivitet og dynamik. Dette ses ved, at han bruger udtrykkene ”gammeldags betontankegang” og ”bundet fast”.

Udtrykket ”gammeldags tankegang” slås fast senere i indlægget, hvor det gentages for at opstille den skarpe kontrast mellem de to parters måde at tænke skattepolitik på.

Fogh kommer senere hen i indlægget ind på de positive konsekvenser af de skattelettelser på 10 mia., som regeringen gennemførte i 2004;

7

Herefter: Thorning

Side 11

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 13

”Prøv at tænke på hvad menneskeligt det betyder, at mennesker, der før var ude for arbejdsmarkedet, henvist til passiv overførsel, de er nu kommet og job og har fået et nyt indhold i livet, …” (Videoklip 2)

Ved denne udmelding tager Fogh patent på den almene kendsgerning, at det har positive konsekvenser for mange mennesker at komme i arbejde frem for at leve på passiv overførselsindkomst. Dermed fremstiller han Thorning og Socialdemokraterne som værende ligeglade med disse positive menneskelige konsekvenser. Derfor kan man karakterisere argumentet som en truisme, netop fordi det er så banalt, at det er umuligt at være uenig i. Ingen kan være uenig i, at en positiv livskvalitet for de danske borgere er at tilstræbe, og i sammenhæng hermed anerkender alle politikere betydning for det enkelte individ af at have et arbejde. Det giver derfor ikke nogen mening, når Fogh med sin kommentar indirekte postulerer, at Socialdemokraterne ikke tænker på det menneskelige aspekt i arbejdsmarkedspolitikken. Den politiske diskussion i denne sammenhæng går nemlig ikke på, om partierne ønsker at sænke ledigheden eller ej, men hvordan man på bedst mulig vis får flest mulige i arbejde, og denne diskussion finder ikke sted under debatten.

Som respons på indlægget fra Fogh, påpeger Thorning, at Foghs tale om investeringer og millionbeløber, er i uoverensstemmelse med en lang række erfaringer fra velfærdsinstitutioner, hvorefter hun nævner eksempler, så som at døende patienter på hospitals på gangene og flere voksne pr. barn i daginstitionerne. Hun prøver altså at sætte en diskussion i gang omkring, hvordan det kan være, at nogle af regeringens velfærdstiltag ikke fungerer optimalt. Herpå svarer Fogh:

”Vi har jo netop tilført milliarder til sygehusvæsenet, som betyder, at vi i dag gennemfører 100.000 flere operationer om året … Vi har tilført 37 mia. kr. mere til sygehuse, til skoler, til daginstitutioner til ældrepleje. Dette er altså en kendsgerning. Jeg står ikke og siger, at så er alt, som det skal være. Tvært imod. Vi siger, at vi kan gøre det endnu bedre …” (Videoklipklip 2) På denne måde undgår Fogh bevidst at indgå i en konstruktiv dialog med Thorning. I stedet for at forholde sig til den konkrete problemstilling, som Thorning skitserer, nemlig; hvordan kan det være, at vores velfærd trods investeringer ikke fungerer optimalt?, præsenterer Fogh med reklamelignende slogans for regeringens politik. Tallene, som han fremlægger, lyder umiddelbart

Side 12

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 14 flotte, men de er svære at anfægte, fordi ingen i den direkte situation har mulighed for at tjekke dem efter. Derfor er det et godt retorisk middel at bruge for Fogh.

Fogh laver sidst i kommentaren en form for indsigelse eller selvrettelse, hvor han tager forbehold for, at velfærden kan være nogle områder, hvor velfærden ikke fungerer optimalt. Dette viser en styrke hos Fogh i form af selverkendelse og viljen til hele tiden at gøre det bedre, dog uden at Fogh decideret kommer ind på hvordan de vil gøre det endnu bedre, som jo egentlig er det, Thorning spørger ind til.

I diskussion om, hvordan man fra politisk hold kan løse problemet vedr. højt sygefravær i det offentlige, kritiserer Margrethe Vestager (B) [8]

VK-regeringens bureaukratisering af den offentlige sektor, fordi hun mener, at den er hovedfaktoren bag stress og sygemelding. Foghs respons her på lyder:

”Jeg er fuldstændig enig med Margrethe Vestager i, at der skal være mindre papir og mindre kontrol og mere tid til omsorg, pleje og pasning af dem, der har behov for det. Helt klart. Og der er behov for en bred indsats for at få mere arbejdskraft …” (Videoklip 3)

Denne udtalelse er et eksempel på, at Fogh undgår at gå ind i en konstruktiv dialog, og i stedet koncentrerer sig om at fremlægge en række af forud konstruerede monologer, som i denne sammenhæng indledes med sætningen ”Og der er behov for en bred indsats…”. Ved hurtigt at erklære sig enig med Vestager, og der derefter lede debatten hen på et andet emne, undergår Fogh at forholde sig til kritikken, hvilket vil få de fleste til hurtigt at glemme den del af debatten.

Man kan problematisere, at regeringen så åbenlyst erklærer sig enig i en udmelding, den grundlæggende kritiserer et politisk foretagende, som regeringen har brugt 6 år på at bygge op, Man kan rent metaforisk sige, at Fogh fejer kritikken af bureaukratiseringen af den offentlige sektor ind under gulvtæppet, ved i en hurtig vending at erklære sig enig med Vestager, hvorefter han drejer sit indlæg over i en overordnet beskrivelse af regeringens indsats for sikring af arbejdskraft. Fogh undgår altså at diskutere konsekvenserne at de cirkulære og bekendtgørelser, han selv har indført.

8

Herefter: Vestager

Side 13

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 15

Midtvejs i debatten får hver partileder mulighed for at stille et spørgsmål til en af de andre partiledere. Enhedslistens Line Barfod (Ø) [9] stiller følgende spørgsmål til Anders Fogh;

”Du løj om masseødelæggelsesvåben. Du løj for at få os med i Irak-krigen. Du har været i koalition med Bush. Du har været medansvarlig for menneskerettighedskrænkelse og tortur. Hvordan kan vi stole på, hvis du bliver statsminister igen, at du så ikke vil fortsætte den linje … ?” (Videoklip 4) Her benytter Barfod anaforer, dvs. gentagelse af begyndelse af en sætning. ”Du løj” indleder de to første to sætninger og ”du har været” indleder de to næste. Dette giver indlægget en kraftig og konsekvent tone. Retorikken er meget direkte og hårdtslående, fordi det fremstilles som en kendsgerning, at Fogh har løjet og medvirket til menneskerettighedskrænkelser. Enhedslisten danner i denne sammenhæng en ækvivalenskæde af begreberne løgne, bedrag, krig, menneskerettighedskrænkelser og tortur, kobles på Foghs udenrigspolitik, og sættes i modsætning til demokrati, ærlighed,

Barfod fremlægger udtrykker som led i velfærdsdebatten Enhedslistens synsvinkler på de synspunkter, som Anders Fogh har fremlagt;

”Anders Fogh snakker om, at der har været fremgang og tryghed de sidste seks år. De er også rigtigt, at bankerne har haft de største overskud i mange, mange år. Mærsk skovler penge ind på vores alle sammens nordsøolie, og i det hele taget har de rigeste haft rigeligt gavn af den her regering. … Men alle dem, der ønsker, at vi skal have et samfund, hvor vi tager ansvar for at have en god velfærd, … hvor ingen lever i dyb fattigdom, hvor ingen børn oplever at blive sat på gaden flere gange, hvor vi får lavet et arbejdsmarked, hvor man kan holde til at være hele livet …”

(Videoklip 5)

I denne kommentarer benytter Barfod den retoriske teknik, at hun først indvender noget, der i i modstrid med hendes politiske budskab, og derefter modsvarer med sit eget budskab, som på den måde styrkes.

Det er tydeligt at se, at Barfod fremlægger en diskurs, der går på en grundlæggende kontrast mellem ”de rige”, som regeringen tilgodeser, og ”de almindelige mennesker”, som oppositionen

9

Herefter: Barfod

Side 14

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 16 tilgodeser. Denne kontrast eller modsætningsforhold formuleres eksempelvis gennem ”Mærsk skovler penge ind på vores alle sammens nordsøolie …” I denne sætning opstilles en form for ejerskab, som på forræderisk vis krænkes eller udnyttes. Udtrykket ”skovler” er en negativ konnotation.

Hermed opstilles ligeledes et ideologisk modsætningsforhold, hvor den socialismen i form af fælles og demokratisk ejerskab sættes op over for den grådige kapitalisme.

Denne retorik underbygges i den senere miljødebat, hvor Line Barfod fremlægger følgende synspunkt; ”… Og desværre har alle andre partier end Enhedslisten jo valgt at privatisere det statslige energiselskab DONG, sådan at de nu skal styre efter, hvad de kan tjene mest på, og det er altså ikke vedvarende energi, … der har man ret til at eje tingene demokratisk og i fællesskab.”

(Videoklip 6)

7,0 Mediestrategier

7,1 Venstre

I sprogbrugsanalysen ses en klar tendens til, at Venstre og Anders Fogh har bygget deres mediestrategi op om en række simple slogans og budskaber, som gentages mange gange. Venstre ønsker at gøre det meget klart for vælgerne, hvorfor de lige netop skal sætte deres kryds hos liste V.

Det overordnede billede, de danner med deres kommunikation, er, at en fortsættelse af regeringen vil betyde fremgang og dynamik for samfundet, under nogle rammer, der skaber stabilitet og tryghed for den enkelte.

Venstres politik formuleres bredt og ved hjælp af mange truismer, fordi de ønsker at ramme en bred vælgerskare, den såkaldte ”catch all-strategi”. Man kan ligeledes i denne sammenhæng koble erobringsstrategien på Venstre, fordi de i stigende grad siden 2001 har påtaget sig rollen som garant for velfærdssamfundet, og på den måde forsøger at erobre vælge fra især

Socialdemokraterne.

Overordnet set har Venstres valgkampagne båret præg af, at de som det største parti i Danmark har haft mange økonomiske ressourcer. Dette er kommet til udtryk gennem en topstyret og i høj grad ensartet kampagne, hvor hjemmesiden har været omdrejningspunktet for kommunikationen. Her har Venstre fokuseret på den let tilgængelige videokommunikation. Øverst på hjemmesidens forside finder man en boks med overskriften ”Venstre TV”, hvor man ved hjælp af en lille menu kan klikke sig ind på 82 forskellige medieindslag, primært videoklip, men også, billeder, tekst og lydfiler.

Venstres præsentationsvideo tager udgangspunkt i hjemmesidens i disse små videosekvenser.

Side 15

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 17

Netkampagnen har været meget fokuseret på at fremstille Anders Fogh som et troværdigt og pålideligt overskudsmenneske, eksempelvis gennem en lang række videoklip fra starten af valgkampagnen, hvor Fogh løber ture med eksempelvis unge fra lokale sportsklubber rundt omkring i landet. Klippene har ikke noget politisk indhold, men fremstiller Fogh som en glad, energisk og sympatisk mand. Lige netop disse egenskaber er vigtige for, at vi som vælgere kan have tillid til, at denne mand kan stå i spidsen for vores land.

Klikker man ind på Anders Foghs personlige hjemmeside, ser man på forsiden to linkbokse, hvor man kan blive venner med Fogh på de to store internetcommunities Facebook og MySpace.

Siderne har haft en voldsom stigning af medlemmer de sidste par år, og bruges især af unge mennesker til udveksling af musik, billeder og tanker. Her kan man på Fogh profiler bl.a. læse om hans fritidsinteresser, musiksmag og favoritbøger. Fremstillingen af Anders Fogh går altså igen i flere forskellige typer internetmedier. Brugen af internetcommunities og blog er en et udtryk for en målrettet kommunikation til unge mennesker, der i et hjemmevandt forum kan stifte bekendtskab med Venstres politiske visioner og opleve en form for direkte dialog i en let tilgængelig og uforpligtigende form.

Det højest promoverede videoklip på Venstres hjemmeside er ”Anders løber med venner fra Facebook”, hvilket altså igen vidner om den massive satsning på denne form for kommunikation.

7,2 Enhedslisten

Ud fra den sproglige analyse kan man konkludere, at Enhedslisten i sin retorik opstiller et modsætningsforhold mellem den siddende regeringspolitik, som tilgodeser en lille velhavende elite i det danske samfund, og oppositions bud på en ny politik, som tilgodeser den brede befolknings ønsker om et velfungerende velfærdssystem. Med denne antitese forsøger Enhedslisten altså at få den almindelige dansker, primært studerende og offentligt ansatte, til at identificere sig med den gruppe af befolkningen, hvis interesser oppositionen varetager. Heri ligger et element af erobringsstrategi, hvor Enhedslisten prøver at udnytte den politiske bevægelse, der skete i kraft af de store velfærdsdemonstrationer d. 17. maj 2006 og d. 2 oktober 2007.

Kendetegnende for Enhedslistens retorik er ligeledes, at de sætter sig i en rolle som dem, der oplyser ellers mørklagte sider af den politiske dagsorden. Enhedslisten bringer som det eneste parti emner som Irak, Afghanistan, tortur, fattigdom og multinationale selskaber på dagordnen. Et centralt element i deres mediestrategi er altså at fremstå som et progressivt og modigt parti.

Side 16

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 18

Overordnet kan man sige, at Enhedslistens retorik er meget konsekvent og entydig. Dette er en nødvendig konsekvens af, at de tager meget komplekse problemstillinger op, som de er nødt til at udtrykke gennem klare vendinger. For at den brede befolkning evner at lytte til dem, bliver de derfor nødt til at fremstille deres politiske problemstillinger på en sådan måde, at budskabet kommer bedst mulig igennem.

Enhedslisten har ligesom Venstre lagt vægt på internetmediet i den konkrete kampagneførelse.

Man kan kritisere figuren i bilag 1 for at give et misvisende billede af omfanget af Enhedslistens internetkommunikation. Enhedslisten har nemlig som en væsentlig del af sin kampagne gjort brug af den globale videoportal YouTube. Her har Enhedslisten postet en række videoer, som primært er reportager fra diverse kreative gadeaktioner. Mange af videoerne stammer også fra en videokonkurrence, som Enhedslisten lancerede i starten af valgkampen. Her kom der en række indlæg fra sympatisører, der havde hver deres bud på, hvordan Enhedslistens politiske visioner skulle vinkles og præsenteres.

På den måde har Enhedslisten altså i modsætning til Venstre konstrueret sin kommunikation ud fra et koncept om, at den politiske kommunikation skal komme nede fra og op. Denne form for kommunikation kan forklares ud fra to faktorer. For det første har Enhedslisten i kraft af sin størrelse et markant mindre kampagnebudget, hvilket giver langt færre muligheder for ansættelse af grafikere, web-designere og kampagnekonsulenter, der kan skabe den form for professionelle og nøje planlagte kommunikation, som Venstre lancerer.

For det andet har Enhedslisten ikke et ønske om at skabe denne form for kommunikation, fordi det som parti nærmest udelukkende fokuserer på interessefaktoren jf. Molins model, hvor det er kernevælgerne og interesseorganisationers interesser og ideologiske standpunkt er den bærende drivkraft for det politiske virke.

Enhedslistens organisatoriske opbygning uden en formand har ligeledes skinnet igennem i deres kampagnestrategi, eksempelvis fordi de ved tv-debatterne har stillet op med tre forskellige personer. Dette kan have haft indflydelse på Enhedslistens gennemslagskraft, fordi kommunikationens virkemidler som naturlig konsekvens heraf har været mere uregelmæssig.

Side 17

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 19

8,0 Diskussion

8,1 Hvilke konsekvenserne har den nutidige politiske kommunikation for det danske demokrati?

På den ene side kan man argumentere for, at politikernes brug af opinionsundersøgelser er sundt for det danske demokrati, fordi det skaber en direkte kontakt mellem politikere og befolkning – en form for direkte demokrati, hvor det er vælgerne, der sætter dagsordnen for hvilke emner, der diskuteres, og hvordan de skal behandles.

På den anden side, kan man argumentere for, at brugen af opinionsundersøgelser netop har den modsatte effekt, fordi den reducerer den politiske kommunikation mellem politikere og befolkning til en række tal og statistikker. Set ud fra denne synsvinkel, underminerer brugen af politiske opinionsundersøgelser altså befolknings demokratiske deltagelse i form af politisk engagement og dialog, fordi opinionsundersøgelserne giver befolkningen en illusion af demokratisk indflydelse.

Hvad der netop kan påpeges som kritisabelt er, at partierne i høj grad har mulighed for at benytte de uafhængige analysebureauer til at fremme egne holdninger. Respondenternes svar på samme grundlæggende problemstilling, kan være vidt forskellige alt efter hvordan spørgsmålet formuleres, og dermed hvordan problemstillingen vinkles.

Ud fra denne synsvinkel kan man altså problematisere den politiske journalistik for ikke at forholde sig kritisk til de undersøgelser, de formidler. Det kan ligeledes skabe en forvrængning af det politiske billede, når decimalændringer i den procentvise stemmefordeling slås op som kæmpemæssige nyhedshistorier.

Ser man på begrebet spindoktorer, kan man på den ene side problematisere deres indflydelse på moderne politisk journalistik. Ifølge Troels Mylenberg, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, udgør spindoktorerne en funktion, som er problematisk for demokratiet. [10] I hans øjne har spindoktorerne nemlig en funktion som ekstra beskyttende lag mellem medier og embedsmænd. Med andre ord har spindoktorerne en såkaldt gatekeeper-funktion, der i strategiske henseender kan forhindre medierne i at opnå den tilstrækkelige mængde af informationer, der skal til, for at de kan levere en indsigtsfuld journalistik; ”Skaren af pressemedarbejdere har en gatekeeper-funktion, som ikke handler om at åbne lågen, men derimod om at lukke den. Og så er det, at det går hen og bliver et demokratisk problem, som gør journalistikken mere og mere ligegyldig”, udtaler han. Med andre ord mener Mylenberg altså, at politikernes nye redskaber i den

10

Kilde: ”Det Store Spin”, JP 27/05/07

Side 18

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 20 politiske kommunikation forhindrer medierne i at udfylde rollen som demokratisk informerende organ.

Modsat denne opfattelse kan man hævde, at den politiske rådgivning altid har foregået, men blot i moderne tid er blevet betegnet på en ny måde. Den engelske betegnelse for jobfunktionen skaber en fremmedgørelse i forhold til fænomenet, hvilket har affødt en kritik.

I forlængelse af den opfattelse kan argumentere for, at brugen af spindoktorer er en nødvendig konsekvens af den måde, som det politiske system fungerer på i dag. Dette gør en tidligere ministersekretær for Forskningsministeriet, journalist og forfatter Kresten Schultz-Jørgensen; ”Folk, der mener, at spin er manipulation, har en abnormt naiv fortolkning af, at politik og kommunikation kan adskilles, og at der findes et hundrede procent korrekt billede, som direkte kan overføres fra et

               11
medie til et andet.” Kresten Schultz-Jørgensen legitimerer altså, at politikerne omtaler sandheden

på den måde, som tilgodeser dem mest, fordi politik som grundsubstans ikke handler om konkrete politiske ideer og løsningsforslag, men hvordan du som politiker formår at formidle disse ud til den brede befolkning, der skal tage stilling til disse politikforslag. Han mener endvidere, at der i den moderne politiske kommunikation ikke hersker noget modsætningsforhold mellem kompleksitet og kommunikativ klarhed; ”Man kan godt formulere kompleks politik i slogans, og det mener jeg også, at man skal. Du skal kunne forklare komplekse ting i form af fortællinger, der giver mening for

mennesker.”^{12}

Dette er retorikprofessor Christian Kock uenig i. [13]

Han mener, at det danske demokrati er truet af den måde, hvorpå politikerne kommunikerer. Han erkender, at den politiske verden har altid har indeholdt elementer af spin, men den voldsomme ekspansion, vi har oplevet i medieudbuddet de seneste år, forværrer tendensen, fordi konkurrencen om mediernes opmærksomhed skærpes.

Christian Kock karakteriserer politikernes måde at præsentere deres politik på ved at sammenligne den med den måde, hvorpå reklamebranchen sælger læskedrikke. Han forklarer det således;

”Politikerne har opbygget en hel serie af tricks om metoder, for det førte til at undgå at argumentere og for det andet for at svare udenom på kritiske spørgsmål og argumenter, og i det hele taget til at dreje og vride tingene, sådan at de fremtræder i et godt lys, men uden at man egentlig har lagt holdbare argumenter på bordet.”

Dermed mener Christian Kock altså i modsætning til Kresten Schultz-Jørgensen, at måden hvorpå den nutidige politiske kommunikation føres, er hindrende for den demokratiske diskussion.

11

Kilde: ”Samtaler om spin”, s. 199

12

Kilde: ”Samtaler om spin”, s. 202

13

Kilde: ”Krause på Tværs”, DR P1 14/11/07

Side 19

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 21

Man kan diskutere hvorvidt den moderne politiske diskussion påvirker forholdet mellem befolkningen og den politiske elite i Danmark. I denne diskussion kan man tage udgangspunkt i Magtudredningens vurdering af den demokratiske status i Danmark. Under afsnittet ”Ændringer i relationer mellem folk og elite” kommer Magtudredningen med følgende konklusionen: ”Generelt må man konkludere, at magtdistancen i det danske samfund er reduceret. Staten er ikke længere

fjern og ophøjet, men er kommet i øjenhøjde med borgerne.”^{14}

På den ene side kan man argumentere for, at denne konklusion, set i en politisk sammenhæng, er korrekt. Dette gør Venstres kulturborgmester i København, Martin Geertsen; ”Politik risikerer at blive forbeholdt de få indviede, der virkelig har styr på forskellen mellem regeringens

                                                  15
velfærdsreform og Socialdemokraternes velfærdsrettigheder” , udtaler han i en kronik i Politiken.

Han mener altså, at politikernes simple form for kommunikation skærper den brede befolknings interesse for politik.

Man kan på den anden side stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt simple den måde, som politikerne kommunikerer på, er et udtryk for sproglig klarhed og gennemskuelighed. Christian Kock mener, at politikernes måde at kommunikere på er et udtryk for uklarhed, fordi den undviger den reelle politiske diskussion. Dette kan føre til en opdeling af det politiske system i to sfærer. For det første den offentlige befolkningssfære, som eksempelvis kommer til udtryk i valgkampe, hvor partierne promoverer deres politik overfor befolkningen. Denne sfære er primært baseret på underholdning jf. Christian Kocks synspunkt omkring, at politik sælges som læskedrik. For det andet en hemmelig politisk sfære, som også Marianne Jelved antyder i et interview om spindoktorernes rolle i dansk politik. [16]

Her karakteriserer hun den moderne retorik således; ”En form for nysprog, der hamrer ord ud, som det er umuligt at komme neden under”. Konsekvensen af denne ugennemskuelige kommunikation er altså, at det er umuligt for befolkningen at gennemskue den reelle politiske dagsorden. Det er i den politiske sfære, at reelle politiske spil foregår uafhængigt af befolkningen.

Den nutidige politiske kommunikation vil altså, set fra den ene synsvinkel, føre til en afdemokratisering af Danmark. Set fra den anden synsvinkel er den politiske kommunikation medvirkende til at gøre Danmark demokratisk, fordi den bevarer politik som noget, der er henvendt til den brede befolkning, og ikke kun de intellektuelle og politisk interesserede.

14

Kilde: ”Demokratiske udfordringer”, side 20

15

Kilde: ”Hvorfor må politik ikke være underholdning”, Pol 22/11/07

16

Kilde: ”Samtaler om spin”, s. 235

Side 20

Studieretningsprojekt: Partiers eksterne kommunikation 30/11-2007

[navn fjernet] 3.C Vejledere: KG, RH 22

8,2 Konklusion

På den ene side kan man argumentere for, at brugen af opinionsundersøgelser som grundlag for den politiske kommunikation er gavnligt for demokrati, fordi det giver befolkningen en direkte indflydelse. På den anden side kan man sige, at det er skadeligt, fordi opinionsundersøgelserne erstatter den demokratiske deltagelse og dialog, og politikerne bevidst kan bruge undersøgelserne til at fremme eget standpunkt.

På den ene side kan man argumentere for, at politikernes brug af spindoktorer er hæmmende for den demokratiske journalistik, fordi spindoktorerne kan styre hvilke informationer, pressen får del i. På den anden side kan man argumentere for, at dette fænomen er uundgåeligt, fordi politik og kommunikation er to sider af samme sag.

Med hensyn til forholdet mellem befolkningen og den politiske elite, kan man på den ene side argumentere for, at politikernes kommunikation reducerer distancen, fordi at politikernes måde at kommunikere henvender sig til den brede befolkning. På den anden side kan man argumentere for, at kommunikationsformen opdeler politikernes virke i to sfærer – befolkningssfæren, som er baseret på underholdning, og en lukket politiksfære, som der hvor de reelle politiske beslutninger bliver truffet.