SRP: Philip Pullman og Det Gyldne Kompas

Side 1

1/26

Abstract:

This thesis investigates the mysteries of “His Dark Materials” by Philip Pullman. Through reading the trilogy and numerous works based on the trilogy, the paper examines the religious themes used in the trilogy. It specifically focuses on dæmons, panserbjørne and Dust.

The paper looks at possible inspirations Pullman might have used to create his “dæmons”, as Socrates, Nordic Mythology and the psychologist and philosopher Carl Jung.

The “panserbjørne” are compared to two other species in the world of “His Dark Materials” and how the “panserbjørne” has evolved and made use of dust.

The dust is examined by comparing it to the Gnostic and Pantheistic religious views in Christianity.

In the end the paper focuses on the fantasy genre in general, and how the genre has done in the past years and how it used to do in the time of the old Grecians and their mythology. Finally the thesis explains where the title “His Dark Materials” come from, Paradise Lost, and why it is so.

The overall result; This is no ordinary fantasy book.

Side 2

2/26

His Dark

Materials af Philip Pullman

Side 3

3/26

S T U D I E R E T N I N G S P R O J E K T

Indledning 3

Will og Lyra - eller Adam og Eva? 3

Støv og Guder 3

Den Onde Gud og Den Gamle Gud, To Entiteter 3

Den Gnostiske Vinkel: 3

Dæmon? Daimonion? Fylgje? Eller Animus? 3

Sokrates: 3

Nordisk Mytologi: 3

C. G. Jung: 3

Kort karakteristik af dæmoner 3

Lyra og Pantalaimon 3

Will og Kirjava 3

Lord Asriel og Stelmaria 3

Mrs. Coulter og hendes abedæmon 3

Panserbjørne, Gallivespianere og Mulefa 3

Delkonklusion 3

Philip Pullman og Fantasy-genren 3

“Stark Realism” 3

Typiske træk i fantasy 3

Mytiske fortællinger fra oldtiden 3

His Dark Materials - Trilogiens Titel 3

De tre værktøjer 3

“Paradise Lost” af John Milton 3

Konklusion 3

Litteraturliste 3

Bøger 3

Essays 3

Bilag 1: Uddrag af Biblen 3

Bilag 2: En teenagepiges forhold til sin dæmon 3

Side 4

4/26

Indledning

“His Dark Materials” af Philip Pullman er en international børnebogs-trilogi kendt over hele verden. Det er et episk eventyr i et dusin parallelle universer, hvor der blandt andet eksisterer dæmoner, engle, mulefaer og hekse, men det er ikke blot et typisk børne-univers. Philip Pullman er en fortæller, som mener at historier er en essentiel del af menneskets natur. Selvom Pullman ikke normalt skriver fantasy, følte han, at “His Dark Materials” blev nødt til at være en fantasy trilogi, fordi fantasy, på samme måde som gammeldags eventyr, er en god fortællerstil, som børn bedre kan forholde sig til. Fantasy, med dets uvirkelighed, gør det nemmere for børn at forholde sig til angst, morale spørgsmål og følelser de måske kæmper med.

Lyra og Will begiver sig ud på en rejse der illustrerer overgangen fra barn til voksen. Dette bliver vist metaforisk med dæmoner, som er dem selv i form af et dyr, deres sjæl. Dæmoner kan skifte form igennem barndommen, men bliver en fast form omkring puberteten.

Den anden vigtige metafor i historien er “Støv”. Gennem puberteten begynder “Støv” at lægge sig på mennesker, på samme tid som menneskets dæmon tager en fast form. Ifølge skabelsesmyten i Lyra’s verden i “His Dark Materials” blev “Støv” mere tiltrukket af Adam og Eva, da de tog en bid af den forbudte frugt og deres dæmoner tog en fast form. Derfor mener Kirken i Lyra’s verden at dette er “original sin” og vil forhindre dette syndefald i at ske igen da de hører at der er en profeti om Lyra, at hun skal være den nye Eva “mother of all - who disobeyed”.

Philip Pullman siges at være en af de dygtigste, men også farligste forfattere. Hans fantasi-fyldte trilogi har fået meget opmærksomhed både på den gode og den dårlige måde. Især den katolske kirke har givet bogen meget negativ opmærksomhed, da der blandt andet siges i bogen;

                                                              1
"The Christian religion is a very powerful and convincing mistake, that's all."

Philip Pullman fokuserer på Religion og især Kristendommen igennem trilogien og det ses meget tydeligt, at Pullman er imod Kristendommen og angriber den. Det foregår som sagt i et parallelt univers til vores og allerede i første kapitel af bogen, bliver kirkens overvældende magt i verden nævnt. Gud fremstår i bogen som ond, og desperat efter endnu mere magt. Men Metatron er ikke den eneste Gud i “His Dark Materials”, der er den gamle gud, “The Authority”, som Pullman siger har løjet sig til sin egen magt. Han er ikke en Gud, bare den første engel. Begge disse guder bliver fremstillet som forfærdelige og især Metatron er ond og umenneskelig.

Men hvordan fik Philip Pullman denne inspiration? Denne opgave vil undersøge de forskellige kilder, han kan være blevet inspireret af bl.a. Sokrates, Nordisk Mytologi, Biblen mm.

1

Philip Pullman, “The Amber Spyglass”, side 393

Side 5

5/26

I det følgende vil “His Dark Materials” blive undersøgt vha. en grundig analyse med fokus på de religiøse temaer i trilogien. Opgaven vil især fokusere på “Støv” og “Dæmoner” og deres perspektiveringer til vores verden. Derudover vil opgaven behandle emnet om Lyra, Will og syndefaldet og de to genrer Philip Pullman står imellem, fantasy og realisme.

Will og Lyra - eller Adam og Eva?

Allerede tidligt i trilogien læses det, at Lyra har en stor rolle i fremtiden. De lærde på Jordan Kollegiet prøver at beskytte hende og modne hende til en usagt opgave. I “The Subtle Knife” bliver det afsløret, hvad hendes rolle er;

“”She will be the mother - she will be life - mother - she will disobey - she will -”

“Name her! You are saying everything but the most important thing! Name her!” cried Mrs.

Coulter.

“Eve! Mother of all! Eve, again! Mother Eve!” stammered Lena Feldt, sobbing.”^{2}

Lyra skal tage rollen som den nye Eva, for at “nulstille” friheden og bevidstheden, som Pullman mener, at syndefaldet står for. I modsætning til kirken, som vil gøre alt for at forhindre endnu et syndefald og redde mennesket fra den synd, som har ødelagt det.

Lyra opfylder profetien og redder på den måde verden, i dyb modsætning til mange kristnes syn på syndefaldet. I “His Dark Materials” er Syndefaldet en måde at genoprette Kosmos på, fordi kirken, som institution, har ødelagt verden og lagt den i Kaos. I takt med at Kirken har fået mere magt, har den gradvist forbudt flere ting. Det har forhindret folket i at få viden og i at kunne træffe egne valg.

Kirken insisterer på at tage valgene for dem.

Kirkens stigende magt har resulteret i en fysisk reaktion i verden, nemlig at “Støv”, som Pullman portrætterer som bevidsthed, det at være menneske sagt på et filosofisk plan, siver ud af verden ned i afgrunden, som Lyra og Will ser i “World of the Dead”.

“It’s got to stay in the world and not vanish, because otherwise everything good will fade

away and die”^{3}

Will og Lyra bliver tættere knyttede i løbet af historien, og det kulminerer i det nye Syndefald i en have i Mulefaernes verden. Dette syndfald ligner det originale syndfald i biblen utrolig meget. Der er for det første omstændighederne; Will og Lyra sidder i en utrolig, idyllisk og harmonisk have, hvor alt er perfekt. Den er tropisk og er meget lig ens forestilling om Edens Have. Der er varmt og der kommer en helt speciel stemning over Will og Lyra. De føler sig for første gang trygge efter så lang tid med farlige eventyr. Det er i denne have, at de for alvor slår øjnene op for hinanden.

2

Philip Pullman, “The Subtle Knife”, side 279

3

Philip Pullman, “The Amber Spyglass”, side 433

Side 6

6/26

For det andet er der slangen, som i trilogien bliver spillet af forskeren Dr. Mary Malone. Mary vækker Lyra’s følelser for Will ved at fortælle hende om dengang Mary selv var forelsket. Det har dog ikke krævet overtagelse på nogen måde af slangen, og Mary fremstår heller ikke som en

slangen i bogen, men de udfører den samme handling; at vække Eva/Lyra’s forstand.

Det tredje og måske mest vigtige i “ritualet” er frugten. Den store symbolske handling. Eva gav Adam æblet på samme måde som Lyra rækker hånden med frugten op til Will’s mund, for at give ham en bid. Lighederne kan ses tydeligere i dette skema:

Disse “krav”, for at syndefaldet, som det ritual det er, kan genskabes, stemmer alle overens.

Edens Have var helligstedet dengang, mens Mulefaernes verden er helligstedet i “His Dark Materials”, dette er højst sandsynligt fordi, at Mulefaerne er det eneste sansende væsen i deres verden, og disse civiliserede væsner har lykkedes at leve i harmoni med naturen og i harmoni med “støv”. Derfor er Mulefaerne på en måde syndfri.

De er uskyldige uden at være uvidende.

Begge syndefald finder også sted i hellig tid. I biblen er alle myterne i hellig tid, men i “His Dark Materials” er der en nogenlunde tidslinje over hele forløbet. Hvordan passer det så sammen? Lyra og Will befinder sig i en speciel og anderledes åbning i skoven. Det er som om, at mens de er derinde forsvinder alt andet, lidt som hvis de befandt sig i en anden verden. Der er ingen måde at vide, hvor lang tid de befandt sig der, der kommer ingen tidsbetegnelser.

Det originale syndefald er tæt på identisk i vores verden og Lyra’s verden. Der bliver læst op af biblen i slutningen af “Det Gyldne Kompas” og der står blandt andet dette:

“In the sweat of thy face shalt thou eat bread, till thou return unto the ground; for out of it

                                                     4
wast thou taken: for dust thou art, and unto dust shalt thou return.”

Dette citat er helt identisk med Syndefaldet i vores bibel. Det er i dette citat der leges med ordet

“Støv”. Lee Scoresby siger, at de kirken altid har vidst om “Støv”, men at de har benægtet og skjult beviserne for det, for at bibeholde deres magt. “The Authority” og “Metatron”, som der vil blive set nærmere på senere i opgaven arbejder sammen med kirken i opgaven om at holde folket uvidende, men det videre citat af biblen er ændret;

4

Philip Pullman, “The Golden Compass”, side 327 - Original fra 1. mosebog i Det Gamle Testamente.

Biblen His Dark Materials

Sted Edens Have En tropisk skovåbning

Frister Slangen/”Satan” Dr. Mary Malone

Symbol “Den forbudte frugt” En sød frugt

Side 7

7/26

“And when the woman saw that the tree was good for food, and that it was pleasant to the eyes, and a tree to be desired to reveal the true form of one’s dæmon, she took of the fruit

thereof, and did eat, and gave also unto her husband with her; and he did eat.”^{5}

Det skal stilles i sammenlign med dette;

“Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at

                                     6
få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste.”

Pullman erstatter “indsigt” med at “vise dæmonens sande form”. Her bevises det så, at Pullman’s blik på “en dæmon” er, at den er et symbol på menneskets visdom. Når ens dæmon har fået en fast form er man voksen og klar til livets udfordringer.

Denne sammenligning af de to bibelversioner sammen med historien “His Dark Materials” viser, at Philip Pullman intet negativt ser i Syndefaldet, derimod er det en god ting, som alle børn skal igennem som et slags religiøst ritual. På et tidspunkt skal alle ud af barndommen og få viden og stille kritiske spørgsmål til livet.

Støv og Guder

“Støv”, “Rusakov Particles”, “Sraf”, “Dark Matter”. Støv spiller en stor rolle i “His Dark Materials”. Nøglepersonerne i bøgerne har en mission, der har noget at gøre med støv. Lord Asriel mener, at det er essentielt for livet, mens Kirken og Mrs. Coulter mener, at det skal udryddes, eftersom de tror, at det er det, der gør mennesket syndfuldt.

Igennem trilogien fremstår støv på mange forskellige måder. På Jordan College i Oxford er det noget fjernt, uvirkeligt og usandsynligt, mens i Mulefaernes verden er det virkeligt og ses som en

guddommelighed. Mulefaerne mener, at det “sraf”^{7}, der befrugter træerne og gør frøene mulige til

at fungere som hjul. I vores egen verden, som Will kommer fra, undersøger Dr. Mary Malone et fænomen, støv, som der bliver kaldt “dark matter”.

Da kirken finder ud af, at disse partikler først bliver tiltrukket af et menneske, efter det har været igennem puberteten, ser de støv, som det fysiske bevis på original synd.

“That left them with the problem of deciding what it was. And given the Church’s nature, there was only one thing they could have chosen. The Magisterium decided that Dust was

                               8
the physical evidence for original sin.”

Men Dr. Mary Malone finder ud, at støv ikke bare er noget der livløst flyder rundt i verden. Det har en bevidsthed og et mål. Støvet har selv indset, at det er ved at sive ud, og har på derfor indledt en plan. Det lykkes Mary at føre en samtale med støvet, og det er der, at hun får at vide, at hendes rolle er slangen i et gigantisk ritual, der skal redde hele verden.

5

Philip Pullman, “The Golden Compass”, side 326 - Syndefaldet i Lyra’s parallelle univers

6

Bilag 1, Biblen, 1. mosebog - syndefaldet

7

“Sraf” i Mulefaernes verden er det samme som “Støv” i Lyras verden

8

Philip Pullman, “The Golden Compass”, side 325

Side 8

8/26

Det virker underligt, at støv har en bevidsthed. Det er jo ikke en masse, mere en hel masse små partikler, som den støv vi kender i dag. Det bringer hurtigt tankerne over på den gnostiske tankegang.

Den Onde Gud og Den Gamle Gud, To Entiteter

Der er to fungerende Guder i “His Dark Materials”. Først kom “The Authority”, som var den første engel, der blev skabt af “støv”. Han påstod så til de næste engle, at han havde skabt dem. Denne første “Gud” overgiver sit arbejde til “Metatron”, siden “The Authority” er blevet træt og gammel.

“Metatron” tager gude-stadiet til et nyt niveau og bliver en tyran. Det er Metatron, der fører krig mod rebellerne og det er Metatron det gælder om at dræbe, ikke den originale “Gud”, “The Authority”.

Der høres ikke særlig meget om “The Authority” i trilogien. Han fungerer mere, som et symbol på institutionen, og han bestemmer ikke selv, hvad han vil. Han er fanget, og da han bliver sluppet fri bliver han opløst og flyver væk. Det kan forstås symbolsk, at Gud ikke er noget uden tro. Hvis der ikke er nogen, der tror på Gud, eksisterer han ikke. Han går op i røg.

Denne krig tegner til at blive den største, mest episke krig nogensinde, men krigen afblæses af Mrs.

Coulter’s taktiske evner og karisma, da hun narrer Metatron. Sammen med Lord Asriel dræber de Metatron ved at kaste ham ned i afgrunden, dette kan kun lade sig gøre fordi Metatron engang har været menneske, hvilket gør ham profan. Han er mere håndgribelig, og bliver ikke opløst, selvom der ikke er nogle, der tror på ham. Metatron stammer fra jødedommen, hvor han er mennesket Enoch, fra Adams slægt, som bliver lavet om til en engel af Gud. Han bliver den største af alle engle, og bliver mere magtfuld end ærkeenglene, Michael og Gabriel [9].

Selvom Metatron bliver dræbt og “The Authority” bliver opløst, er det stadig nødvendigt at bygge

“The Republic of Heaven” for at opretholde friheden og den nye orden, og for at holde kirken i skak, som ellers var løbet løbsk. Spørgsmålet er så, om den nye “Republic of Heaven” kommer til at blive så magtbegærlig som Metatron var, og om den ikke bare vil erstatte det gamle “Kingdom of Heaven”. Det kan kun afsløres, hvis der kommer en direkte fortsætter til serien.

Den Gnostiske Vinkel:

Gnosticismen er en alternativ kristendom/selvstændig religion, som har et meget alternativt

verdens- og menneskebillede. Gnostikere har et dualistisk verdensbillede, der findes en god og en ond verden. I Pullman’s historie, fokuserer han på den onde verden, den sanselige verden, som vi alle lever i. Den verden som Demiurgen siges at have skabt, dette er den onde gud. Det siges også at Demiurgen har skabt menneskeheden. Efter hans skabelse er han fraværende, måske opløst efter

9

Briggs, “Constance Victoria”, “The Encyclopedia of Angels”, “Plume Book”,1997, side 181

Side 9

9/26

han har gjort hans opgave. For Demiurgen er ikke den ene ultimative Gud, som vi kender fra traditionel kristendom. Den Transcendente Ånd er den ultimative Gud.

I “His Dark Materials” virker Pullman meget inspireret af Gnosticisme og dualismen i religion. Den guddommelighed, som i Gnosticismen findes inden i alle, er her symboliseret som “Støv” der falder på os, jo mere intelligente og selverkendende vi er, på samme måde, som det gælder om at lære mere om sig selv og guddommeligheden i Gnosticisme. Siden “Støv” også bliver bevist at være

bevidst, da Mary snakker med “Støv” i computeren, kaldet “The Cave^{10} ”^{11}, lægger det også op til,

at “Støv” kan være den Transcendente Ånd, som Gnosticismen snakker om, og som der findes en lille del af i os alle. Det er den Transcendente Ånd, som Mary snakker med, hvis det skal

perspektiveres til virkelighedens idéer. Men i bogen er “Støv” Faldne Engle^{12}, rebeller mod

Metatron. Der er to guderoller i “His Dark Materials”. Der er Metatron/“The Authority” og

“Støvet”/De Faldne Engle. Metatron/”The Authority” er demiurgen, den sanselige, profane,

jordiske Gud, og “Støvet” passer ind i rollen som den Transcendente Ånd, den spirituelle, gode, uhåndterbare Gud. På den måde passer gnosticisme ind i “His Dark Materials” på de to vigtigste måder; verdensbilledet og menneskesynet.

Dæmon? Daimonion? Fylgje? Eller Animus?

I Lyra’s verden eksisterer menneskets sjæl udenpå i skikkelse af et dyr. Disse dæmoner kan snakke selvstændigt og bevæge sig selvstændigt så længe de holder sig inden for en hvis radius af sit menneske.

Dæmoner bliver brugt flittigt i Pullman’s trilogi. Det siges ikke præcis, hvad en dæmon er, men hver eneste person i verden har en, også folk fra vores verden, selvom de ikke er synlige.

Dæmonerne i His Dark Materials fungerer som et slags evigt selskab til deres menneske, de ved alt om mennesket og kan give gode råd og andre idéer. Dæmonen har oftest modsat køn end mennesket, og mens mennesket er barn, har dæmonen ikke et fast form. De kan derfor skifte til alle dyreformer, der findes i verden. Men når barnet rammer puberteten og begynder at lære mere om

sig selv, lærer dæmonen/underbevidstheden også mere om sig selv, og på et vist tidspunkt i barnets

liv finder dæmonen en fast dyreform. Denne endelige dyreform vil reflektere menneskets personlighed.

Ex. Lord Asriel har en sne-leopard, der viser, at han farlig, flot og stædig.

Ex. Lord Boreal har en slange, som viser han er snedig og slesk.

10

Computeren hedder “The Cave”, da den er opkaldt efter Platon’s historie om grotten, “Allegory of the Cave”

11

Philip Pullman, “The Subtle Knife”, side 218

12

Philip Pullman, “The Subtle Knife”, side 219

Side 10

10/26

Altså menneskerne kan genkendes i denne dyreform. Dette bruger Philip Pullman også i historien til at beskrive mennesker på en utraditionel måde. Pullman har udtalt af han fik idéen til en dæmon af den græske filosof, Sokrates.

Sokrates:

Idéen om at have en “skytsånd” stammer tilbage fra oldtidens Grækenland, hvor gode ånder blev kaldt “eudaimoner” og onde ånder blev kaldt “cacodaimoner”. Gode ånder var skytsånder, som guidede en igennem livet og gav beskyttelse. Sokrates var den første til at tale om en dæmon, eller daimonion, som han kaldte det. Sokrates skrev ikke nogen værker selv, men der kan læses meget

om ham i Platons værker. Ordet daimonion blev første gang nævnt i “Symposion”^{13}. Her forklarer

Sokrates, at han selv har en daimonion, som snakker til ham. Denne daimonion er, ifølge Sokrates, linket mellem det menneskelige og det guddommelige. Sokrates talte meget om dyd, og hvad det krævede for at man kunne være dydig. Sokrates mente, at der var fire hovedpunkter, som ethvert menneske besad, disse var; “Det gode”, “Det retfærdige”, “Det skønne” og “Det sande”. Disse fire hovedpunkter gav tilsammen “dyden”, og kun hvis man erkendte de fire hovedpunkter kunne man besidde dyden og høre daimonionen.

Platon skriver, at Sokrates tit stopper op midt i en igangværende handling for at lytte til en daimonion, nogle gange kunne han stå stille i flere timer, for at lytte til daimonionens råd. I oldtidens Grækenland var der ikke den negative klang om ordet dæmon, da Kristendommen ikke fandtes endnu. Derfor var der ingen, der forbandt ordet dæmon med noget djævelsk.

Hvis man slår “demon” op på www.dictionary.com, som er en omfattende ordbog på internettet får man dette resultat:

ORIGIN Middle English : from medieval Latin, from Latin daemon, from Greek daimōn

‘deity, genius’ ; in sense 1 also from Latin daemonium ‘lesser or evil spirit,’ from Greek daemonion, diminutive of daimōn.

Det morderne ord, “demon”, som forbindes med Satan i dag stammer altså fra græsk, hvor en daimōn sås som en guddommelighed eller et geni. Betydningen af ordet dæmon har ændret sig meget igennem tiden, og det bruger Pullman i “His Dark Materials”, et eksempel er “the intercision”, som fungerer som en slags eksorcisme af ondskaben, nemlig at skære dæmonen væk fra barnet, før synden sætter sig fast på barnet.

Men selvom Pullman har sagt, at hans inspiration kommer fra Sokrates, er der også andre lignende opfattelser, som minder om dæmonerne i “His Dark Materials”.

13

Platon, “Symposion”, ca 385-387 f. kr.

Side 11

11/26

Nordisk Mytologi:

I Nordisk Mytologi hed en dæmon en fylgje. Denne fylgje minder utroligt meget om en dæmon i

“His Dark Materials”. Ordet fylgje stammer fra det oldnordiske ord, “fylgja”, som betyder en skytsånd.

“I nordisk religion havde man to forestillinger om fylgjer: I den ene er der tale om en

                                                                    14
dobbeltgænger i form af et dyr, der personificerer den enkelte persons karakteristika”

Som her kan ses, fungerer en fylgje præcis som en dæmon i “His Dark Materials”. I “kildetekst

21”^{15}, der hedder “Thorstens fylgje” vises der en opfattelse af fylgjer. Her vises den meget lignende

idé af en, der “følger” en. Men det er ikke på samme måde ens sjæl og samvittighed, men nærmere ens arv eller slægt. I “Thorstens fylgje” handler om en kvinde, der blev gravid uden for ægteskab, og barnet bliver derfor opfostret af en anden fattigere familie. Mens Thorsten er barn løber han rundt og leger i stuen, men falder så. Den fattige bondes far, en gammel vis mand, begynder at grine, fordi han kan se Thorstens fylgje (eller dæmon), som er en bjørneunge, og at det var den bjørn, der fik Thorsten til at falde. Det viser, at disse fylgjer måske handler mere om, hvilke gener man har, altså det “fysiske” ved mennesket, frem for det psykologiske, som dæmonerne i “His Dark Materials” fokuserer på. Hvis fylgjen skulle være baseret på Thorstens personlighed, ville fylgjen være baseret på hans opdragelse og miljø han var opdraget i, ville hans fylgje ikke svare til hans rigtig mor, som han kun kendte som spæd. Derved er fylgjerne ikke det samme som en dæmon.

Pullman kan have fået inspiration fra fylgjerne, men det er nok mere sandsynligt, at han har fået inspiration fra Jung, som der kan læses mere om i næste kapitel.

         16
C. G. Jung:

Jung skelnede mellem en dæmón og en dǽmon. En dæmón var en af Satans håndlangere, som vi kender fra de bibelske historier. Mens en dǽmon, var ens underbevidsthed, også kaldet

“Animus/Anima” i Jungs arketyper^{17}. Det passer godt ind i “His Dark Materials” da hver person

havde en “del af sig selv” at snakke med, og det var muligt at være uenig med sin dæmon, altså sig selv. Jung kaldte denne underbevidsthed, man kunne kommunikere med for Animus og Anima, to navne, Animus for den mandlige del af den kvindelige psyke, og Anima for den kvindelige del af den mandlige psyke. Ligesom i “His Dark Materials” hvor alle har en dæmon af modsat køn, for at komplementere helheden er det ubevidste det modsatte køn af det bevidste. Jung talte med sin egen dǽmon, som han kaldte anima, og hun sagde engang til ham, at hans undersøgelser af menneskets

14

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Religion_og_mystik/Nordiske_guder/fylgje

15

Uffe Hartvig Larsen, “Vikingers Tro og Tanke”, side 199

16

Billede taget fra www.pandc.ca (Personality and Conciousness)/ Carl Jung

17

Jungs 5 hovedarketyper, Persona - Ego - Skyggen - Anima/Animus - Selvet

Side 12

12/26

psyke var mere filosofisk end videnskabeligt, selvom Jung var stik uenig. Det var hans mål at undersøge psyken og give klare sandheder omkring menneskets inderste sind.

Det er svært og anderledes for “normale” mennesker, at forstå hvordan Jung kunne have to meninger om den samme ting, at han kunne være stik uenig med sig selv, men det havde lykkedes ham at adskille sin bevidsthed og sin underbevidsthed så meget, at de nærmest fungerede som to separate individer. Han kunne ligesom Sokrates have en samtale med sig selv. Som kan ses i Bilag

2, også brugt senere i opgaven, er der andre mennesker, der ligesom Jung “taler med sig selv”. Men Jung gik meget op i at videnskabeligt bevise hans teorier om sindet, selvom han ikke kunne bevise

det om animus/anima. Ville Jung “bare” kunne bilde sig sådan noget ind, eller er det rent faktisk

muligt at skille sine to bevidstheder så meget? Det vides ikke endnu, men måske kommer der et svar en dag, en videnskabelig og faktuel uddybelse af sindets mysterier, sådan som Jung havde ønsket det.

Kort karakteristik af dæmoner

Som sagt tidligere tilpasser dæmonen sig sin ejer. I dette afsnit vil der ses nærmere på fire af hovedpersonerne og deres dæmoner.

Lyra og Pantalaimon

Lyra er meget fantasifuld og i løbet af hendes barndom vises dette af Pantalaimon’s forskellige former. Han er kreative dyreracer bl. a. drage, møl og bjørn. De fleste andre børn man hører om har dæmoner med lidt mere trivielle dyreformer såsom en sommerfugl eller en hund.

Pantalaimon ender i skikkelsen af en “pine marten”, hvilket betyder en skovmår på dansk. Denne skovmår afspejler Lyra’s personlighed, det kan være, at den er meget nysgerrig, som Lyra også er.

Udover nysgerrighed er andre ligheder; snuhed, snarrådighed, hurtighed, elegance og skønhed.

Will og Kirjava

Will kan ikke se sin dæmon, indtil den har fået en fast skikkelse. Han navngiver sin dæmon

“Kirjava” der betyder flerfarvet på finsk. Hans dæmon er en meget stor kat, større end alle andre kattedæmoner Lyra nogensinde har set. Det er flere gange hentydet at Will og katte har et specielt bånd, for eksempel den første gang vi hører om Will i “The Subtle Knife” redder hans kat, Moxie, ham fra nogle indbrudstyve. Will hjælper også en kat i Citagazze, som Lyra først tror er Will’s rigtige dæmon. Will’s dæmon kan være en kat på grund af disse lignende personlighedstræk; selvstændighed, introvert, mod, styrke og intelligens.

Lord Asriel og Stelmaria

Han er viljestærk og har den store vision om “The Republic of Heaven”, Lord Asriel bliver gennem hele trilogien beskrevet som stærk, stædig og visionær. Hans dæmon, en sneleopard, symboliserer netop den viljestyrke og hans magtfulde indre. Leoparder er også et stort rovdyr og Lord Asriel

Side 13

13/26

virker også skræmmende for mange mennesker, måske fordi han netop er så visionær at han lader intet stå i vejen for ham. Et godt eksempel på det er i slutningen af “The Golden Compass”, hvor han foretager en “intercision” på Lyra’s bedste ven Roger, som er nødvendigt for at komme over til det andet parallelle univers og bygge “The Republic of Heaven”. Leoparder er kendt for deres smukke pels, og Asriel bliver også beskrevet som “handsome” og “beautiful” adskillige gange i bogen.

Mrs. Coulter og hendes abedæmon

Hendes dæmon fungerer anderledes end de tre ovenståendes. Fremfor at være tilsvarende menneskets personlighed, er Coulter’s dæmon nærmest hendes modsætning. Coulter er elegant og utrolig smuk. En abe er ikke det første man forbinder med “smuk”, selvom det er en smuk abe, er det stadig ikke det samme som et elegant smukt menneske. Denne abe, som er unavngivet, måske for at tilføje ekstra frygt, er sadistisk og skræmmende. I grotten i “The Amber Spyglass”, da Lyra er taget til fange af Coulter, fortælles det at Coulter’s dæmon sidder ovre i hjørnet og river vingerne af flagermus. Denne sadistiske side af Coulter må være en skjult side, som det ikke lykkes at skjule i hendes dæmon. Dette er også en af de fordele der er ved sjælen udenpå. Det er nemmere at gennemskue mennesker ved at observere, hvordan deres dæmon opfører sig.

Panserbjørne, Gallivespianere og Mulefa

I “The Subtle Knife” finder Dr. Mary Malone ud af, at “Støv” har en bevidsthed. Hun taler med

“støvet” og finder ud af, at det er faldne engle, rebeller mod Metatron og hans hær. Disse faldne

engle har besluttet sig for at omvælte Metatron/The Authority og få viden og selvstændighed tilbage

i verdnerne.

I de forskellige verdner har hvert væsen fået en “gave” af støvet i form af viden. Menneskerne i Lyra’s verden har fået dæmonerne, som er deres måde at udvide deres viden med. De kan diskutere med dæmonen (der tit symboliserer den mere logiske, rationelle side af mennesket) og lære mere om sig selv og andre. Det kan sammenlignes med den hermeneutiske cirkel i humanioras metoder.

En person med en dæmon kan læse en bog, snakke med sin dæmon om bogen, læse bogen igen og se en ny dybde i bogen.

Men de faldne engle/”Støv” har også givet en viden til andre væsner i bogen; Panserbjørnene har fået deres panser, som Lyra sammenligner med menneskets dæmon. Det er panserbjørnenes særlige kendetegn og de har på en måde et personligt forhold til deres panser. Udover denne sammenligning får en ung panserbjørn først lov til at bygge sit panser, når han når en vis alder, på samme måde som menneskets dæmon først får en fast form i puberteten.

Lyra’s små venner, Gallivespianere, har også fået en gave fra de faldne engle, selvom det ikke direkte bliver nævnt i bogen. Gallivespianerne har en guldsmed som deres dæmon. Guldsmedene

Side 14

14/26

bliver opdrættet specielt til Gallivespianeren og guldsmedene har personlighedstræk, der er lignende dens ejer. Fx havde Lady Salmakia en blå guldsmed, der var meget elegant, og Chevalier Tialys havde en stærk, kraftigere rød og gul guldsmed.

Den sidste race, der bliver nævnt i “His Dark Materials” og som har mere viden end normale dyr er

Mulefa [18], som har fået “seed pods”^{19}, til at køre rundt på. Dr Mary Malone er meget fascineret af

disse hjul og vejene, der også er opstået i verdenen. Der er et komplet trafiksystem igennem verden, som Mulefaerne er afhængige af. Mulefaerne er også de eneste af de sansende væsner, som har en idé om, at “Støv” hænger sammen med deres brug af frø-kernerne.

Alle de ovenstående væsner har et specielt kendetegn, dæmoner, panser, guldsmede og hjul. Men hvad har menneskene i vores verden? Da Lyra møder Will for første gang, bliver hun chokeret over, at Will ikke har nogen dæmon, men siden han opfører sig helt normalt, går hun ud fra, at Will’s dæmon må være på indersiden. Menneskerne i den verden vi kender har også en sjæl, og mange har brugt stor energi på at bevise, at vi har en sjæl, mens spirituelle mennesker har prøvet at finde deres sjæl på anden vis. Forskellige eksempler kan findes i “Dæmon, Daimonion, Fylgje eller Animus?”.

For at holde fast på emnet, vil denne lille undersøgelse fokusere på dæmoner.

Mange i vores verden mener at kunne se deres dæmon. Der er utallige hjemmesider om dæmoner og tips til hvordan man kan lære at se dem, på samme måde som Dr Mary Malone lærer at se sin dæmon til sidst i “The Amber Spyglass”. Hjemmesiderne følger enten idéen om dæmonen fra “His

Dark Materials” eller Jungs idé om Animus/Anima^{20}. Der findes også en kvinde, der har sin egen

hjemmeside [21], som påstår at være “professionel” i at finde ud af hvilken dyreart andres dæmoner er, hvilket hun bedømmer ud fra en email, hvori man sender ens personlighedstræk. I bilag 2 vises et eksempel på en piges forhold til hendes dæmon fundet på et “dæmon-forum". Her vises det, hvordan helt normale mennesker har lært sig selv at “projektere” sin underbevidsthed ud fra sindet og snakker med deres dæmoner, som om det var et andet menneske. Det kan lyde ret uvirkeligt og måske sygeligt, har den her pige skizofreni, lider hun af personlighedsspaltning? Eller kan hun virkelig snakke med sig selv på den måde hun siger? Det er spørgsmål, som ingen andre end hende selv kan svare på.

18

I bogen hedder det en Zalif og flere Mulefa

19

En slags frø-kerner, som Mulefaerne kan bruge som hjul i deres hove

20

Ses i ovenstående kapitel “Dæmon, Daimonion, Fylgje eller Animus?” under Jung

21

http://daemonpage.com/ , hvis læseren er interesseret

Side 15

15/26

Delkonklusion

I den ovenstående del har opgaven undersøgt de religiøse temaer i “His Dark Materials”. Det er tydeligt at Philip Pullman har en dybdegående indblik i religion, og at han har tænkt på mere end en børnebog, da han skrev denne trilogi. Så hvilke religiøse perspektiver er i hans bog, en hurtig opsummering;

Der er tydelige perspektiver til Syndefaldet fra første mosebog. Will og Lyra er Adam og Eva, det bliver både sagt med ord men også hentydet med handlinger. Det fungerer som et slags ritual til at genskabe kosmos og vælte Gud, som Adam og Eva også gjorde dengang, ved at gå imod ham.

Udover syndefaldet er der Divination [22], en materialisering af noget abstrakt, nemlig både dæmoner, der er sjælen lavet om til et håndgribeligt objekt, samt alethiometret, som kan fortælle sandheden ved hjælp af støv:

““Dust is what makes the alethiometer work,” he said”^{23}

Og siden “Støv” er faldne engle må det siges at alethiometret er en forbindelse til det guddommelige.

Begreberne “Rent og urent”^{24}, bruges også meget i “His Dark Materials”. Det er det, der styrer

kirken. De vil forhindre det nye syndefald så mennesket kan forblive rent. De mener at en fast dæmon og støvet der lægger sig på mennesket er fysisk bevis på det urene. Dette sættes i skarp

modsætning til Pullman’s opfattelse, hvor det er kirken, der er uren og “synden”/indsigten er ren.

Pantheisme er et af hovedbegreberne, når det kommer til “His Dark Materials”. Det at “Støv” er overalt og har en guddommelig virkning på mennesker, dyr og maskiner gør det utrolig panteistisk:

The term pantheism is built upon the Greek roots pan, which means all, and theos, which mens god; thus, pantheism is either the belief that the universe is God and worthy of worship, or that God is the sum total of all there is and that the combined substances, forces, and natural laws which we see around us are but manifestations of God.

Det er også hentydet i bogen, at vi skal passe på vores omgivelser og naturen. Dette ses specielt i Mulefaernes verden, hvor alt er utrolig smukt, på en måde som jorden ville være, hvis der ikke var udbygget så mange bygninger og forurening. Det at “Edens Have” ligger i Mulefaernes verden siger også, at det er denne verden vi skal stræbe efter, den rene og sunde verden.

Udover det, er Mulefaerne også de eneste, der har erkendt “Støv” som en guddommelighed, hvilket de også bliver rost for på en indirekte måde af forfatteren. Mulefa er et kærligt, lykkeligt, intelligent væsen, som bliver afbildet som “rent” og uskyldigt, måske fordi, at de ikke har ødelagt deres verden

med forurening og/eller krige. Dette siges ikke direkte i bogen, men hentydes til.

22

Diverse forfattere, “Religion og kultur - En grundbog”, 2. udgave 2005, side 25

23

Philip Pullman, “The Golden Compass”, side 325

24

Diverse forfattere, “Religion og kultur - En grundbog”, 2. udgave 2005, side 27

Side 16

16/26

Philip Pullman og Fantasy-genren

Pullman har et anstrengt forhold til Fantasy-genren. Men hans trilogi ligner jo umiddelbart en typisk fantasy-historie? Børn der læser bogen, forstår den som en fantasy-bog på linje med “Skammerens Datter” og “Harry Potter”. Bogen fungerer på en måde i lag. Der er det yderste lag, børnelaget, som er det første læseren ser. Den ligetil historie om en pige på vilde eventyr med hekse og talende dyr, mens laget derunder viser de religiøse temaer, skjult bag fantastiske dyr og vild fantasi. Disse religiøse bøger gør straks bogen mere interessant og dyb. Pullman gør brug af samtlige våben, der findes, mod religion og især Kristendommen.

Han omskriver biblen, så den indeholder dæmoner, han dræber en Gud og opløser den anden, han udrydder idéen om et liv efter døden da mennesket bliver til “Støv” og ikke mindst, så genskaber han Syndefaldet. Udover det for han også kirken, som den institution den er, til at virke magtliderlig og ligeglad med den etik, som kirken ellers påstår har den eneste vej til et ikke-syndende rigtigt liv.

“Stark Realism”

“I have said that His Dark Materials is not fantasy but stark realism, and my reason for this is to emphasise what I think is an important aspect of the story, namely the fact that it is realistic, in psychological terms. I deal with matters that might normally be encountered in works of realism, such as adolescence, sexuality, and so on; and they are the main subject matter of the story – the fantasy (which, of course, is there: no-one but a fool would think I meant there is no fantasy in the books at all) is there to support and embody them, not for

its own sake.”^{25}

Pullman er ikke glad for at kalde “His Dark Materials” en fantasy-bog. Derfor har han fundet et begreb, han mener passer bedre, nemlig “Stark Realism”. Altså en stærk form for realisme. Normalt ville man forestille sig, at “Stærk Realisme” betød noget lignende et blodigt mord med alle detaljerne på plads, eller et forfærdeligt terrorist angreb, der foregår på den værst tænkelige måde, og læseren bliver dybt påvirket af “blodige scener”. Men Pullman mener stærk realisme på en anden måde. Hans realisme er stærk på den måde, at hans historie tager fat på nogle omstridte

“knuder” i vores eksistentielle tilværelse; seksualitet, pubertet, synd og døden, fire ting, som har været tabu hos mange mennesker, især de religiøse. Det er helt sikkert også den befolkningsgruppe Pullman vil have fat i. Men Pullman pakker disse fire knuder ind på en måde, så de fremstår mindre provokerende og mere kommercielle. Fantasy-genren er en af de bedst sælgende genrer, som kan ses på eksempelvis “Harry Potter” og “Ringenes Herre”. Men med det menes det ikke, at Pullman kun skriver fantasy for at tjene penge, men at han har brugt fantasy for at nå ud til flere mennesker.

25

Philip Pullman - Interview with ACHUKA

Side 17

17/26

“Dæmons, for example, might otherwise be only a meaningless decoration, adding nothing to the story: but I use them to embody and picture some truths about human personality which I couldn't picture so easily without them. I'm trying to write a book about what it means to be human, to grow up, to suffer and learn. My quarrel with much (not all) fantasy is it has this marvelous toolbox and does nothing with it except construct shoot-em-up games. Why shouldn't a work of fantasy be as truthful and profound about becoming an

adult human being as the work of George Eliot or Jane Austen?”^{26}

Det er her, at realisme kommer ind i Pullman’s roman. Han bruger fantasy som en “toolbox” til en god og anderledes historie, men også til at beskrive en del af mennesket, som ellers er svært at beskrive. Som for eksempel dæmonerne, som han fortæller om i ovenstående interview. Disse dæmoner bruges til at forklare personens værdier, moral, etik og andre karaktertræk uden for meget beskrivelse. Hvis alt det dæmonerne symboliserer skulle lægges over på dets menneske i “His Dark Materials” ville der være kedeligt meget indre dialog. Og hvordan skulle Mrs. Coulter’s psykopatiske og sadistiske del af hendes personlighed forklares, når hun bibeholder et så roligt ydre? Dæmonerne er en idéel måde at sætte en diskret symbolik ind og vise en undertrykt del af ens personlighed.

Udover de måder en dæmon og andre overnaturlige produkter kan udnyttes stiller disse overnaturlige objekter også et nyt spørgsmål, som Pullman selv stiller i interviewet. “Hvorfor kan en fantasyhistorie en være ligeså sandfærdig omkring livet som en historie af Jane Austen?”.

Typiske træk i fantasy

Fantasy blev glemt og ildeset, da de lærde kom frem i Oplysningstiden [27] og begyndte at fokusere på fakta. Det der for alvor fik fantasygenren tilbage var “Ringenes Herre” af J.R.R. Tolkien som kom ud i 1954. Dette er hvad C. S. Lewis beskrev denne nye udgivelse som;

“Like lightning from a clear sky. To say that in it heroic romance, gorgeous, eloquent, and unashamed, has suddenly returned at a period almost pathological in its anti-romanticism, is inadequate. To us who live in that odd period, the return - and the sheer relief of it - is doubtless the important thing. But in the history of Romance itself - a history which stretches back to the Odyssey and beyond - it makes not a return but an advance or

                                  28
revolution, the qonquest of new territory.”

Dette viser hvor nyskabende fantasy var dengang, der var intet nyere at sammenligne “Ringenes Herre” med end myter fra oldtiden. Fantasy er nu en af de mest kendte genrer blandt unge. Genren har nogle vigtige kendetegn, som er nemme at finde. Dette fungerer som “børnelaget” i “His Dark Materials”, de åbenlyse elementer, der oftes bruges i Fantasy:

26

Philip Pullman, interview med ACHUKA

27

“Oplysningstiden er en periode i Europas historie, som regnes fra omkring 1690 til omkring 1800”.

www.wikipedia.com/da / Oplysningstiden
28

Barbala Stroda, “Myth and the English literary fantasy genre, uddrag af en beskrivelse af Ringenes Herre af C.S. Lewis

Side 18

18/26

•

Overnaturlige væsner såsom hekse, alfer og fantasi-dyr og/eller mytiske væsner såsom

drager, kykloper, enhjørninger og nymfer.

•

Magi

•

En “fantastisk” mission. Ofte et barn, der bliver sendt ud på et eventyr ingen anden kan eller vil klare.

Disse tre punkter findes meget tydeligt i “Harry Potter”, “Ringenes Herre” og “His Dark Materials”.

Grunden til, at fantasy er blevet så upopulært er netop pga. oplysningstiden, som nævnt tidligere, men i gamle dage, i den Græske oldtid, blev “fantasy” set på en anden måde. Action fyldte heltemodige gerninger mod store mytiske monstre var populært og de eneste historier, der blev fortalt.

Mytiske fortællinger fra oldtiden

I oldtidens Grækenland blev myterne set som sandhed. Ikke nødvendigvis fordi Grækerne troede på kykloper og Medusa, men fordi psykologien i historierne bag passede ind i deres liv. Oddysseus, en kendt skikkelse i Græsk mytologi. Han er en normal mand, som kommer ud på nogle fantastiske rejser. Under disse eventyr møder han mytiske væsner; en kyklop, nymfer og guder.

“Earlier the scholars considered “myth” as “fairy-tale”, “fiction”, “fantasy”, yet primitive societies treated it in the opposite way. For them “myth” meant “authentic, real occurence”, and, what is more important the occurence was considered sacral, significant, providing patterns to be followed thus conveying the sense of significance to the lives of ancient

society members.”^{29}

Som her ses, er det “the scholars”, de lærde, som så myterne som et slags barnligt eventyr, mens primitive samfund såsom indianere og de gamle grækere. Dette har altid været situationen i menneskets historie. Vi har brug for noget at tro på, og vi har brug for en mening med livet. Jo mere moderne og vidende mennesket er blevet, jo mere kritiske er vi blevet over for gammeldags fantasi.

Det er også derfor, der nu er så mange ateister, vi har ikke brug for nogen højerestående magt at tro på, da vi allerede har fået svar på alle vores undrende spørgsmål. Men som det også ses på Lyra’s personlighed, er det vigtigt at bevare sin fantasi. Hun bruger den tit til at slippe ud af klemte situationer ved at lyve. Hun får også tilnavnet “Silvertongue”, fordi hun er så god til at bruge ord.

Selvom græsk mytologi er urealistisk, bruger vi den stadig utrolig meget i dag. Alle på gymnasiet har obligatorisk oldtidskundskab, hvor man blandt andet læser de gamle myter. Ved hjælp af dem får man et godt indblik i Grækernes kultur. Selvom myterne ikke er realistiske stammer de altid fra noget, der er sket.

29

Barbala Stroda, “Myth and the English literary fantasy genre” bruger dette citat fra Mircea Eliade, “Eliade 1999;7”

Side 19

19/26

His Dark Materials - Trilogiens Titel

De tre værktøjer

Titlerne på de tre enkelte bøger er meget ligetil. “The Golden Compass” hedder dette, fordi det er i denne bog, man får introduceret alethiometeret, som Lyra har evnen til at læse. Dette kompas hjælper Lyra igennem historien, som et livsvigtigt værktøj, det som man kan kalde “Deus Ex

Machina”^{30} i litteraturens verden. Samme er det med “The Subtle Knife”, der er titlen på den anden

bog. Will får denne kniv og den er livsvigtig for denne bog. Igen i tredje bog med “The Amber Spyglass”, som er en kikkert Mary Malone bruger til at se Støv.

“Paradise Lost” af John Milton

Titlen “His Dark Materials” kommer fra dette digt:

"Into the wild abyss,

The womb of nature and perhaps her grave,

Of neither sea, nor shore, nor air, nor fire,

But all these in their pregnant causes mixed

Confusedly, and which thus must ever fight,

Unless the almighty maker them ordain

His dark materials to create more worlds,

Into this wild abyss the wary fiend

Stood on the brink of hell and looked a while

                    31
Pondering his voyage..."

Dette digt stammer fra John Miltons bog, der hedder “Paradise Lost” fra 1667. Dette er også indledningen til Philip Pullmanns trilogi, det står lige i starten af første bog, “The Golden Compass”. Det er tydeligvis gammelt engelsk, da det stammer fra 1667, og det er svært at forstå, hvad der foregår. Derfor fandt jeg på wikipedia.org et lille resumé af fortællingen:

“The story of Satan follows the epic convention of large-scale warfare. It begins after Satan and the other rebel angels have been defeated and cast by God into Hell, or as it is also called in the poem, Tartarus. In Pandæmonium, Satan employs his rhetorical skill to organize his followers; he is aided by his lieutenants Mammon and Beelzebub. Belial and Molochare also present. At the end of the debate, Satan nominates himself to poison the newly-created Earth. He braves the dangers of the

Abyss alone in a manner reminiscent of Odysseus or Aeneas.”^{32}

30

“Deus Ex Machina” er et værktøj, som er essentielt for en historie. Fx: “En superhelt har lige fået superevnen at kunne ånde is.

Dagen senere flyver en brændende komet mod jorden, og han ånder is for at stoppe den.” Et essentielt værktøj, der er nødvendigt for

plottet.
31

John Milton: Paradise Lost, Book II

32

www.wikipedia.org / Paradise Lost

Side 20

20/26

Så derfor går jeg ud fra, at uddraget af det store digt brugt i Pullmans bog handler om Satan, når han

skal til at begive sig ind i “The Abyss”^{33}. I denne afgrund hersker der kaos, hvor vand, jord, ild og

luft er i krig mod hinanden. “His Dark Materials” er derfor de fire elementer, vand, jord, ild og luft, som kun Gud kan kontrollere. Satan står og kigger ned i afgrunden og tænker på den rejse han skal til at begive sig ud på. Philip Pullman har måske ment at læseren selv skulle til at begive sig ud på en rejse, måske endda også en lidt uhellig rejse. “Paradise Lost” er Pullman’s største inspiration til hans trilogi, og han taler tit om “Paradise Lost” i interviews. John Milton var også meget kontroversiel i hans dage i 1600-tallet, da han ændrede biblen totalt. Ikke mindst fulgte historien superskurken i biblen, Satan, men han fik også en personlighed og måske også sympati af læseren.

Oveni skrev han også om Adam og Eva og om, hvordan de indså, at det ikke var sådan en stor fejl igen at spise af kundskabens træ, men at det var en nødvendighed.

“They are then cast out of Eden and the archangel Michael says that Adam may find

                               34
"A paradise within thee, happier far."”

Det er ærkeenglen, Michael, som fortæller Adam, at ham og Eva vil finde et paradis inde i dem selv. Endnu engang kan der refereres til gnosticisme. I gnosticisme mentes det også, at syndefaldet var en nødvendighed, og at det er vigtigt at indsamle viden, ligesom Adam og Eva gjorde dengang, de er blevet til et slags “forbillede”. Som sagt, man kan ikke kende lykke, hvis man aldrig har oplevet sorg. Der kan også perspektiveres til den guddommelighed, der findes inde i hvert menneske, i den gnostiske religion. Den del af “ren energi” eller en del af den trandenscente ånd, som er det paradis, Adam og Eva vil finde inde i dem selv.

Både med syndefaldet og Satans person kan der ses ligheder til trilogien. Satan siges at have fantastisk retorik, og at det gør, at han kan narre mange og få mange på sin side, måske lignende Hitler, men også lig Lord Asriel. Lord Asriel er også kendt for at være en stærk mand, der kan få alle til at gøre, hvad han ønsker. Og det lykkes ham at samle millioner fra hundredevis af verdener til hans “Republic of Heaven” for at bekrige Gud, på lignende måde som Satan gør i “Paradise Lost”.

33

Abyss, substantiv: Afgrund

34

www.wikipedia.org / Paradise Lost

Side 21

21/26

Konklusion

Denne opgave har nu analyseret “His Dark Materials” af Philip Pullman med særligt fokus på de religiøse temaer og religionsfænomenologiske begreber deri. Analysen fandt frem til slående ligheder mellem Will og Lyra og Adam og Eva, de to syndefald i det hele taget. Derudover er der også mange referencer til “Edens Have” i Mulefaernes verden, som blev vist i et skema i kapitlet.

Der blev lavet en grundig undersøgelse af “Støv”, hvad det kunne betyde i “His Dark Materials” og hvor Pullman kan have fået inspirationen fra, Sokrates, Nordisk Mytologi og Jung, samt en kort karakteristik i, hvad der gør en dæmon personlig hos fire hovedpersoner.

“Støv” er faldne engle, som bliver sagt i “The Subtle Knife” og deres mission er, at gøre oprør mod Gud. De har derfor udbredt sig og givet viden til forskellige racer i form af forskellige ting. Fx dæmonerne i Lyra’s verden, hjulene hos Mulefaerne og panseret hos panserbjørnene. Dette “Støv” afspejler et panteistisk verdensbillede, hvori Gud er overalt.

Der er også et gnostisk menneskebillede i serien, da viden er en central del af historien.

Undersøgelsen kom frem til, at det dualistiske verdensbillede i gnosticismen også passer til “His Dark Materials”, da der findes to forskellige guder, tre hvis man tæller støvet med. Der er den

“onde”, sanselige skabergud, der vises i en blanding af “The Authority” og Metatron, og der er den spirituelle trandenscente ånd i form af “Støv”, som er overalt og er et med naturen, i overenstemmelse med den førnævnte panteistiske tro.

Til sidst i opgaven fokuseres der på fantasy genren som medie, da det er en kommerciel succes, hvilket gør det nemmere at nå ud til et stort publikum. Pullman har valgt fantasygenren, fordi det var den genre, der var bedst til at formidle et ellers så religionskritisk værk. Da det er fantasy er det fra en anden verden og ikke nødvendigvis vores egen, der er problemet. Pullman har lavet en

vellykket fantasyhistorie, og han opfylder de krav/retningslinjer, der er opstillet til en typisk

fantasybog.

Ekstraspørgsmålet i opgaven handlede om trilogiens titel, “His Dark Materials”, som efter undersøgelse viste sig at være fra John Milton’s “poesiroman”, der hedder “Paradise Lost”. Dette er også en af Pullman’s yndlingsbøger, og det er der han har fået meget af sin inspiration fra til trilogien.

Alt i alt, “His Dark Materials” er ikke en typisk børnebog. Der er lagt utrolig mange tanker bag, især religiøse. Disse religiøse temaer viser en religionskritisk, men samtidig en spirituel forfatter.

Det er religionen som institution, den organiserede religion, der er sigtet efter i denne trilogi.

Side 22

22/26

PROBLEMFORMULERING

“Der ønskes en analyse og fortolkning af Pullmans “His Dark Materials” med særligt fokus på de religionsfænomenologiske begreber, som kan påvises i trilogien.

Desuden ønskes en analyse og beskrivelse af fantasy-genren, herunder Pullmans tanker omkring

“Støv”, “Dæmoner” og “Panserbjørne”.

Endelig ønskes en undersøgelse af trilogiens titel.”

Side 23

23/26

Litteraturliste

Bøger

Philip Pullman, “His Dark Materials”:

•

“The Golden Compass”, 2007 (original udgave fra 1995)

•

“The Subtle Knife”, 2007 (original udgave fra 1997)

•

“The Amber Spyglass”, 2007 (original udgave fra 2000)

Biblen, Statens Kunstfond, 1992

Nicholas Tucker, “Darkness Visible - Inside the World of Philip Pullman”, 2003

Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen, “Kend Dig Selv - Et Platon-udvalg”, 2000

Uffe Hartvig Larsen, “Vikingers Tro og Tanke”, 2000

Hugh Rayment-Pickard, “The Devil’s Account - Philip Pullman & Christianity”, 2005

Donna Freitas & Jason King, “Killing The Imposter God - Philip Pullman’s Spiritual Imagination in His Dark Materials”, 2007

Laurie Frost, “The Definite Guide to Philip Pullman’s His Dark Materials”, 2008

Lars Bo Bojesen, “Dæmoni og mening - en introduktion til C.G Jung”, 2001

Diverse forfattere, “Religion og Kultur - En grundbog”, 2005

Essays

Anne-Marie Bird, “Circumventing the Grand Narrative: Dust as an Alternative Theological Vision in Pullman’s His Dark Materials”, “His Dark Materials Illuminated”, 2005

Michael Chabon, “Dust and Dæmons”, “Navigating the Golden Compass - Religion, Science and Dæmonology in Philip Pullman’s His Dark Materials”, 2004

Literary Toolbox fra vejleder Anne Schytte

Side 24

24/26

Bilag 1: Uddrag af Biblen

“Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt,

- og den spurgte kvinden: “Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?”

- Kvinden svarede slangen: “Vi må gerne spisen af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.”

- Men slangen sagde til kvinden: “Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.”

Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer.

- Gud Herren kaldte på Adam: “Hvor er du?”

- Og han svarede: “Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.”

- Han spurgte: “Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?”

- Adam svarede: “Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.”

- Gud Herren spurgte kvinden: “Hvad er det, du har gjort?”

- Hun svarede: “Slangen forledte mig til at spise.” [35]

35

Biblen, Første Mosebog, 3

Side 25

25/26

Bilag 2: En teenagepiges forhold til sin dæmon

Den blå skrift er pigens dæmon, der snakker:

I hate my dæmon for being so right. Seriously, not even my best friend, heck, not even my own mother can be this insightful and offer spot-on advice.

The back-story: I got really sick last week and ended up in the hospital Thursday morning. I was diagnosed with mono and told to take the rest of that week, and this one, off. I ended up back at the ER that saturday and got my hands on some better pain killers, cause the ones they gave me to begin with didn't come close to numbing the pain I was experiencing from my disgustingly swollen tonsils. So, I stayed in bed all week, took all the steroids I was prescribed, and tried not to over-due it with the percocets. I have never felt that terrible before; I was so exhausted, I still am. I need to take a nap every time I get out of bed just to pee. I found myself at the doctors again because I was only feeling worse. I was dehydrated and had lost twelve freaking pounds since this all started due to that whole not being able to swallow anything (including my own spit) thing. And she's a skinny little girl to begin with. I was worried. I was finally able to eat my first solid meal today: pancakes drenched in almost half a stick of butter and syrup. Hopefully I'll start to get my boobs back!

But, yeah, while all of this was going on, I was absolutely miserable because my new boyfriend

(Her first boyfriend....ever. She's a nineteen year old college kid with plenty of those I-really-wish-we-were-more-than-friends friends that just aren't good enough for her.) didn't visit me once while I was so sick. He didn't call me to see how I was doing. He didn't even send me a text message. I called him; he knows everything I've been through. And he didn't seem too concerned at all. I was devastated. If he were the one that got sick, I would have been over at his apartment making soup and hot tea. But he didn't even CALL me.

So, naturally, I was more upset about my disappointingly indifferent boyfriend (who will become my very first ex-boyfriend as soon as he gets around to calling me) than the school work I missed, the finals I'm going to have a very hard time passing, and even my disturbingly thin reflection. I haven't dated anyone in years. I have very high standards. I'm not vain; it's not about looks. I just want someone that understands me, can have a stimulating, intelligent conversation, teach me new things, has similar values and ideals as I do, and enjoys doing at least some of the same things I do,

someone who's honest, won't cheat on me, won't call/text me four hundred times a day, won't blow

off plans with me, and call me when they say they will. Oh, yeah, and someone that at least calls me when I'm hospitalized. Apparently, not too many people like that exist. And I thought this boy was just perfect...and he has the looks, too. He kind of looks like what T.I. and Will Smith's love child would look like....if it were possible for them to make babies.

Side 26

26/26

Bilag 2 forsat

He's not perfect; she was just ignoring all the red flags cause he was so cute and writes poetry. I hate you, Jhiro. I really do :]

Anyways, I wanted to share with you guys what Jhiro told me today while I was sobbing over being so lonely and abandoned by my first boyfriend. I'll let him say it, again, in his own words.

Darling, I know you really wanted to be in a relationship. I know you want to be happy with him.

He'd be perfect if it weren't for him not being perfect. You weren't unhappy being single. You're a strong, independent woman. You don't need a man, so there is no reason to settle for one. Just wait.

If you meet someone that fits all of your qualifications than, by all means, go for it and let yourself fall in love. But he's not making you happy. There is no reason to be upset. You were never the girl to dream of finding a prince and getting married, anyways. Don't conform now just because all your friends are in relationships. If you're meant to fall in love, then you will. But you'll be happy either way.

You know this deep down. You know it because I know it. I could list all the reasons you've been given so far to end this thing, if you need me to. But I don't think you do.

Be his friend; let him go. If you two are really meant to be, and I don't think you are, then he will come back to you. But move on, keeping working on you and your life, not on some silly, doomed relationship.

And, think of the heart attack you'll be saving your mother! Although, I still think you should tell her your boyfriend is black...just to see what would happen.

I immediately started crying more. Because hei's right and I should have known this. I shouldn't have been crying to begin with. I felt weak. You ARE still sick and on medication that makes you loopy, I think you're excused.

Sometimes, talking to Jhiro is like getting hit in the face with reality. There's no way I can fool myself with him around. I am forced to come to terms with me, my feelings, and my needs because he won't let me hide behind rose-colored glasses. Thank you, Jhiro. She's making me sound awful. I didn't say anything until I absolutely had to. I let her have her fun. But he was skeptical this whole time! Well, I'm no liar.