SRP: Retorik og Kommunikation for Obama i Samfundsfag og Engelsk

Indledning

Det amerikanske valg anno 2008 var historisk af flere grunde. Den mindst populære præsident af alle skulle overlade det Ovale Kontor til sin efterfølger, demokraten Barack Obama. Barack Obama gjorde enhver tale ekstraordinær, men hvordan gjorde han det. Hvordan mobiliserede han et helt segment af den amerikanske befolkning til at stemme? Hvad skete der med demokratiet i USA – blev det svækket af tom retorik eller styrket af engagement og inspiration? Det vil jeg nu undersøge ved at analysere retorikken i 3 repræsentative taler af Obama og sammenligne deres stil med John F. Kennedys. Med den viden i klar erindring vil jeg inddrage Jürgen Habermas’ teori om den kommunikative handlen og diskutere hans synspunkter i forhold til demokratiet. Endvidere vil jeg diskutere mig frem til om demokratiet i USA er blevet svækket kontra styrket af Obama og den politiske kommunikations udvikling.

1. Redegør for fænomenet medialisering af politisk kommunikati-

on Politisk kommunikation er et bredt begreb og kan foregå på mange måder. I den følgende redegørelse har jeg udelukkende fokuseret på den massemedierede kommunikation. Det er den kommunikation, hvor en politisk aktør snakker til et stort udefinerbart publikum fx gennem radio, tv eller aviser. Kendetegnende ved denne form for kommunikation er, at publikum ikke kan svare tilbage; det resulterer i en monolog i stedet for en dialog.

For at være i stand til at redegøre for fænomenet medialisering af den politiske kommunikation vil jeg først kort redegøre for den massemedierede kommunikation.

1.1 Den massemedierede politiske kommunikation

Brian McNair, en engelsk medieforsker, definerer den politiske kommunikation som ”formålsbestemt kommunikation om politiske emner”. Der er tre instanser i den politiske kommunikation: De politiske aktører, medierne og borgerne. Den politiske kommunikation begynder med, at de politiske aktører vil påvirke befolkningen i en given sag, fx op til et valg, og det gør de ved at optræde og kommunikere i medierne. Borgerne er også i stand til at tilkendegive deres holdning og mening til et politisk emne ved at deltage i den offentlige debat, fx gennem læserbreve i Jyllandspostens og Politikens debatsektioner, og blogge på internettet. Borgernes ultimative meningstilkendegivelse er selvfølgelig, når der er folkeafstemning. Medierne er berøringsfladen mellem de politiske aktører og borgerne, men de fungerer ikke kun som en arbejdsom budbringer. Dvs. de ikke blindt formidler kommunikationen, men selektivt udvælger hvad de synes er Finn Rasmussen, Massemedier og kommunikation, Columbus 2007 pp.