SRP om Mordet på Kennedy i Historie A og Engelsk A

Side 1

Side 2 af 36

Indholdsfortegnelse

Abstract ................................................................................................................................................3 Indledning .............................................................................................................................................3 John F. Kennedy i det hvide hus ...........................................................................................................4 Analyse af John F. Kennedys indsættelsestale d. 20. januar 1961 (Se bilag 1) ....................................5 Analyse af John F. Kennedys borgerretstale d. 11. juni 1963 (Se bilag 2) ...........................................8 Mordet på John Fitzgerald Kennedy i Dallas, Texas, d. 22. november 1963 .....................................11 Scenen er sat – Kennedys besøg i Dallas, Texas i november, 1963................................................11

Dealey Plaza, Dallas, d. 22/11 1963, kl. 12.30 lokal tid ..................................................................12

Warrenkommissionen og dens kendelser ......................................................................................12 Attentatet ....................................................................................................................................13 Oswalds flugt ...............................................................................................................................13 Anholdelsen af Oswald ...............................................................................................................14 Mordet på Lee Harvey Oswald d. 24. november 1963 ...............................................................14 Warrenkommissionens konklusioner .........................................................................................14 Warrenkommissionen bragt op til tvivl ..........................................................................................15 Teorier omkring bagmænd for attentatet .........................................................................................16 Sovjetunionen .................................................................................................................................16 Cuba og Fidel Castro .......................................................................................................................17 Den amerikanske regering ..............................................................................................................18 Konklusion ..........................................................................................................................................23 Litteraturliste ......................................................................................................................................24 Noter: .................................................................................................................................................25

Side 2

Side 3 af 36

Abstract

T he following paper examines the various speculations considering the murder of President John Fitzgerald Kennedy on November 22, 1963. This is a very attractive manner, and it has been for some 46 years now, since the official detection of the crime has a lot of gaps and holes that makes no sence whatsoever. Government officials, weapons experts and investigators from all over the world has yet to find out, what caused the death of this legendary President. By examining several factors such as Oliver Stone’s greatly reviewed movie “JFK”, as well as studies formatted in writing which presents countless pieces of evidence, and speeches helt by Kennedy, a picture of a possible background of the murder has been made. The examination indicates that a conspiracy has had to have happened, and the evidence presented in this study points at an inside job. Kennedy was to change the foreign policy of America, and thus he made peace offerings, intended to withdraw from the war in Vietnam and promised to put an end to the Cold War in his second term. He wanted to change things, and that is what got him killed. The American government silenced him in front of hundreds of people in clear daylight, and put the blame on Lee Harvey Oswald.

Indledning

U SA's 35. præsident, John F. Kennedy var på mange måder en stor mand, især under hans præsi-dentembede. Kennedy imødekom udfordringer som Cuba-krisen, den kolde krig og rumfartskap-løbet. Han var på mange måder elsket af sit land, og alt tydede på, at han i det forestående præsi-dentvalg i foråret 1964 ville blive genindsat i det hvide hus til fire års yderligere tjeneste. Så langt kom han dog aldrig, for under et besøg i Dallas, Texas, blev han offer for et snigmord, som senere skulle vise sig at blive en af historiens største mordgåder nogensinde. Men hvem stod bag dette attentat? Hvorfor skulle landets præsident ryddes af vejen på en så brutal og nådesløs facon, og hvordan lykkedes det med en sådan præcision at man i dag, 46 år senere, endnu ikke har en vand-tæt opremsning af omstændighederne på denne skæbnesvangre dag?

Lad dig ikke narre af denne opgave. Intet i denne efterforskning er officielt. Selv beviserne er man nogle gange nødt til at betvivle. For at danne sig et blik af hvad der skete d. 22. november, 1963 er man nødt til selv at gennemgå beviserne, og ud fra ens egen logik at skabe sig et billede af om-stændighederne. Men her følger altså en diskussion af John F. Kennedys storhed, fald og eftermæ-le, med henblik på bl.a. store taler og konspirationsteorier.

Side 3

Side 4 af 36

John F. Kennedy i det hvide hus

D a Kennedy d. 20. januar 1961 blev indsat som præsident, talte han i sin indsættelsestale om hvordan man som et land alle må stå sammen, og at amerikanske borgere hver især skal gøre en indsats for den frihed som forfædrene kæmpede for. Den første store udfordring som Kennedy modtog i sit embede kom allerede små tre måneder efter hans indsættelse, da en invasionsplan fra CIA’s side skulle igangsættes. Formålet med invasionen var at vælte Castro og hans styre, og den skulle hovedsageligt udføres eksilcubanere, som havde planlagt at vælte den cubanske rege-ring i et års tid. Planlægningen havde nu været i gang i flere måneder, og d. 17. april gik eksilcuba-nerne i land i Svinebugten i det sydvestlige Cuba. Men Castro kendte kun området alt for godt, da det var hans foretrukne jagtområde, og det tog derfor ikke mere end tre dage at uskadeliggøre hele hæren, og Kennedy tog hele skylden på sig. Da mange af eksilcubanerne i Svinebugten var blevet taget til fange af Castros hær, måtte den amerikanske regering betale en løsesum på mad og medicinalprodukter for intet mindre end $53 mio. Nogle kalder denne episode for ”Invasionen

af Svinebugten”, men mange andre kalder den for ”Skandalen i Svinebugten”.^{i}

Det varede ikke længe før Kennedy igen blev mødt af en kæmpe udfordring der involverede Cuba, for i oktober, 1962, kom det frem, at et amerikansk spionagefly havde observeret og foto-graferet atomdygtige missilkonstruktioner på Cuba, rettet direkte mod amerikansk grund. Det vi-ste sig senere, at disse missilbaser tilhørte Sovjetunionen, og Kennedy erklærede, at USA ville sva-re igen, hvis et missil blev affyret mod amerikansk grund. Han stod dog i et enormt dillemma: hvis USA angreb missilbasen ville man risikere et udbrud af atomkrig, men hvis de slet ikke gjorde no-get, ville missiler måske blive affyret på kort afstand til USA, hvilket ikke bare ville forårsage store skader på amerikansk grund, men samtidig fremstille USA som svagt tæt på egne grænser. En ræk-ke sovjetiske skibe blev kort tid efter observeret på vej mod USA’s flåde i Cuba, og amerikanske borgere frygtede en tredje verdenskrig, hvis ikke det der var værre. Kennedy mødtes med Sovjet-unionen, og underskrev, at han ikke ville invadere Cuba hvis Sovjetunionen til gengæld vendte

                                                          ii
skibene, hvilket de til befolkningens store lettelse gjorde i sidste øjeblik.

Kennedy var meget kendt for hans handlinger, løfter og intentioner i rumkapløbet mod Sovjet-unionen. Under Eisenhowers regime var en række astronauter blevet udvalgt til at skulle udforske rummet. USA faldt bagud i kapløbet mod Sovjetunionen, som i 1957 opsatte den første sattelit i verden, og sendte en mand i rummet i 1961. Kennedy ønskede at at overhale Sovjetterne, og lo-vede i hans berømte tale d. 21. maj, 1961, at en amerikansk mand skulle lande på månen og vende sikkert tilbage inden tiåret var omme. Over de følgende år blev amerikanere sendt ud i rummet og sendt i kredsløb om jorden flere gange. Tidsrammen og mængden af data indsamlet steg for hver gang, og d. 20. juli, 1969 blev Kennedys drøm realiseret, da Apollo 11’s passagerer, som de første

mennesker nogensinde, landede og gik på månen.^{iii}

Side 4

Side 5 af 36

Anden verdenskrig blev for alvor afsluttet, da Amerika kastede atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Verden var trådt ind i en atomalder, og over hele verden blev nye atomvåben udviklet og prøvesprunget. Det varede dog ikke længe før videnskaben indså, hvor stor en fare de radioaktive våben udgjorde for verdens befolkning. Det blev hurtigt meget attraktivt at få forhandlet en traktat der forbød atomprøvesprængninger. Kennedy gik, både som senator, præsidentkandidat og præsident, i høj grad ind for en sådan aftale. Han mødtes i juni, 1961 med Sovjetunionens premierminister Khrushchev, som afviste enhver form for aftale, og som samme år sprang den største atombombe nogensinde sprunget før og sidenhen – en atombombe der var

4.000 gange kraftigere end den man smed i Hiroshima. Efter den cubanske missilkrise indså Khrushchev dog, at Sovjetunionen og Amerika, de to mest magtfulde nationer i verden, var kom-met bekymrende tæt på atomkrig. Kennedy og Khrushchev begyndte at forhandle igen, og d. 25.

juli, 1962, blev de to nationer enige om at forbyde atomprøvesprængninger. 11 dage senere, d. 5.

                                                                       iv
august – dagen før Hiroshima-bombens 18-års jubilæum – blev traktaten underskrevet.

Krigen i Vietnam havde været i gang siden før Kennedy blev præsident, men da han blev præsi-dent fortsatte han krigen hvor Eisenhower, hans forgænger, havde sluppet. Han ydede økonomisk og militær støtte til den sydvietnamesiske regering, og sendte bl.a. mere end 16.000 militære råd-givere til landet. I et interview i september, 1963, udtalte Kennedy, at Vietnamkrigen er vietname-sernes krig og ikke amerikanernes. USA kan sende forstærkninger og bistand, men det er vietna-mesernes opgave at vinde krigen. Nogle uger efter blev præsident Ngo Dinh Diem henrettet af amerikanske tropper, efter at have afslået et tilbud om sikkerhed mod hans tilbagetræden. Denne handling blev begået uden præsident Kennedys tilladelse. Kennedy ønskede at trække sig ud af

Vietnam, men nåede aldrig så langt, før han blev myrdet i Dallas d. 22. november, 1963.^{v}

Analyse af John F. Kennedys indsættelsestale d. 20. januar 1961 (Se bilag 1)

D. 8. november 1960 var dagen hvor senator John Fitzgerald Kennedy blev valgt som den næste præsident i USA. Kennedy besejrede sin modstander Richard Nixon med kun små 119.000 flere

stemmer ud af de næsten 69 mio. der blev registreret.^{vi} To en halv måned senere, d. 20. januar

1961, aflagde Kennedy den præsidentielle ed, oplæst af Højesteretsdommer Earl Warren, og blev kl. 12.51 amerikansk tid erklæret USA’s 35. præsident. Her følger en analyse af den indsættelsesta-le, som præsidenten holdt for de amerikanske borgere (og resten af verden), som følger heraf.

Talen er knap 14 minutter lang, og er dermed blandt de korteste indsættelsestaler i USA’s historie, men dog også anset som værende blandt de største.

Det allerførste som den nyindsatte præsident siger i sin tale, er hvem denne er henvendt til.

Dette gør han i flere af sine taler, og det er en meget effektiv måde at henvende sig til sine modta-gere på. De fleste præsidenter indleder deres tale med at sige noget i stil med: ”My fellow Ameri-cans”, men John F. Kennedy sørger for også at nævne tidligere præsidenter, højesteretsdommeren

Side 5

Side 6 af 36 og ikke mindst hans modstander i valgkampagnen, og tidligere vicepræsident af landet, Richard Nixon, m.fl. Dette gør ham meget troværdig som taler. Man er ikke i tvivl om hvem talen er hen-vendt til. Kennedy siger desuden ikke ”My fellow Americans”, men ”My fellow citizens”, og hen-vender sig dermed, alt efter hvordan man vælger at tolke det, til hele verdens befolkning, og ikke kun Amerikas.

Talen indledes i stil med så mange andre præsidenter også har gjort, ved at minde folket om betydningen af den ed som han sekunder forinden pålagde sig. Derudover fortæller han, igen som så mange andre tidligere, og senere, har gjort, hvad Amerikas grundlæggere kæmpede for: nemlig den amerikanske borgers rettigheder og frihed.

Kennedy går videre til at forklare, hvordan verden ser ud i dag. Amerika står i dag overfor udfor-dringer som man ikke stod overfor dengang. Igennem årene er USA blevet meget mere internatio-nal i sin politik, og derfor er det nu deres ansvar og opgave, at gøre samarbejdet med resten af verden bedre. I meget korte træk er det faktisk hvad denne tale handler om. Kennedy forklarer sit lands borgere, at man bør forene sig med resten af verden, frem for at adskille sig fra den.

Et citat fra talen fortæller meget klart, hvad frihed betyder for Kennedy:

“Let every nation know, whether it wishes us well or ill, that we shall pay any price, bear any burden, meet any hardship, support any friend, oppose any foe to assure

                                vii
the survival and the success of liberty.”

Dette citat er et af mange, hvor Kennedy i sine taler bruger meget medrivende retorik, for at vinde modtagernes støtte. Også i denne tale er der flere eksempler på dette, såsom:

                                                         viii
“Let us never negotiate out of fear. But let us never fear to negotiate.”

Her mener Kennedy, at man skal se sin frygt I øjnene for at overvinde den. Det nytter ikke noget at lægge ansvaret fra sig, og tale udenom problemerne. Kennedy taler naturligvis om frygten for omverdenen, og frygten for krig eller atomkrig mod denne.

Efter at have understreget på det groveste, at han i sit præsidentembede agter at forene Ame-rika med resten af verden, siger han:

“All this will not be finished in the first one hundred days. Nor will it be finished in the first one thousand days, nor in the life of this Administration, nor even perhaps in

                                    ix
our lifetime on this planet. But let us begin.”

Dette er en meget effektiv måde at vinde borgernes støtte på. Han siger selv, at det vil være en langsom proces at forene verden så meget, men at nogen er nødt til at tage det første skridt, og det kan ligeså godt være denne generation frem for så mange andre. For at gennemføre et projekt som er så stort, er USA’s borgere nødt til i første omgang at forenes.

Side 6

Side 7 af 36

Præsidenten sammenligner senere projektet med en beretning om borgernes forfædre, der i det forrige århundrede blev indkaldt til krig. Han beretter om hvordan disse unge amerikanere i sin tid trådte til uden indvendinger, men derimod med stolthed over, at være givet chancen for at kæmpe for deres land. På denne dag bliver amerikanerne indkaldt til at bære denne byrde fra da af, og mange år ud i fremtiden. Han afslutter denne del af talen med et direkte spørgsmål, rettet mod alle amerikanere, såvel som tilskuere til talen rundt omkring i verden, med ordene:

                              x
”Will you join in that historic effort?”

- Hvorefter tilskuerne foran kongresbygningen, med stor begejstring, svarer ja, og klapper.

Med disse ord appellerer præsidenten meget stærkt til sine modtagere. Han bruger dette spørgsmål som en konklusion på hvad han netop har stået og prædiket om, og ved at spørge med en klar forventning om et svar, sikrer han sig, at folk tager hans argumenter i overvejelse, og væl-ger enten at støtte ham, eller at vende ham ryggen. Pga. hans meget stærke ord og argumenter som han har brugt i løbet af talen, er han næsten sikker på en positiv respons fra tilskuerne, og med denne bliver modtagerne bekræftet i, at de ikke er alene om at støtte denne sag.

Kennedy afslutter sin tale med nogle meget berømte ord, som igen konkluderer på hans tidlige-re nævnte beretning om landets agenda. Disse ord er meget kendte, og selv i dag, knap 50 år efter, citeres han stadig for dem. Ordene er det første man bliver mødt med når man går ind på hjem-mesiden der hører til det officielle John F. Kennedy-museum, JFK Library. Ordene er:

”And so my fellow Americans: ask not what your country can do for you - ask what you can do for your country.

My fellow citizens of the world: ask not what America will do for you, but what to-

gether we can do for the freedom of man.”^{xi}

Disse ord er som sagt meget berømte, og betyder i korte træk, at man som borger i et land, selv skal arbejde for at gøre landet til et bedre sted at leve i. Herefter siger Kennedy, at Guds arbejde i sandhed må udføres af os som borgere, og går derefter af talerstolen.

Talen er på mange måder en kort men meget klar gennemgang af, hvad Kennedy agter at gøre som præsident. I hans tale gør han utrolig meget brug af appelformen pathos. Han fortæller mod-tagerne om frygten for atomkrig, lande i nød, samt hvad man som nation kan opnå, hvis man står sammen. Han opstiller bl.a. en meget effektiv skræmmefaktor, når han siger følgende:

”[…] to those nations who would make themselves our adversary, we offer not a pledge but a request: that both sides begin anew the quest for peace, before the dark powers of destruction unleashed by science engulf all humanity in planned or

                       xii
accidental self-destruction.”

Side 7

Side 8 af 36

Han beder ikke kun USA’s modstandere, men også landets borgere, om at påbegynde søgen på fred. Han underbygger dette ved at fortælle, hvad der vil ske hvis man ikke gør det: nemlig at menneskeheden vil være skyld i sin egen selvdestruktion.

Lige nedenunder disse ord, finder vi et eksempel på appelformen logos:

” For only when our arms are sufficient beyond doubt can we be certain beyond

doubt that they will never be employed.”^{xiii}

Nemlig, at kun med et tilstrækkeligt stort våbenlager kan landet forhindre at andre lande angri-ber, da et sådant lager vil fungere som en meget effektiv skræmmefaktor. Disse appelformer fun-gerer samtidig som argumenter for præsidentens holdninger, og de er uden tvivl med til at over-bevise befolkningen om, at han har ret.

I talen sørger Kennedy næsten hele vejen igennem for at sige ”Vi” og ”I” i stedet for ”jeg”, og på den måde understreger han, at der er tale om et fælles ansvar for alle amerikanere.

Talen er generelt præget af meget lange sætninger, hvilket umiddelbart kunne synes kedeligt og langtrukkent. Men Kennedy formår at give disse lange sætninger en dynamik som man kun kan beundre. Ovenstående citater er eksempler, hvori han bruger ordspil og nuanceret sprog, for at give talen utrolig megen farve og spændende passager, hvilket gør den meget attraktiv for modta-geren. Budskabet i talen er meget klart og ligeledes meget fornuftigt, da det er meget svært at finde sig uenig med at man skal undgå krig. Hvis ikke han havde gjort brug af de nævnte virkemid-ler, ville nogle måske falde fra undervejs.

Analyse af John F. Kennedys borgerretstale d. 11. juni 1963 (Se bilag 2)

Da Kennedy blev valgt, var USA præget af meget raceadskillende principper. Sorte mennesker blev undertrykt i meget høj grad, og kunne flere steder ikke engang køre med bussen. Den sydlige stat Alabama var bestemt ikke en undtagelse. I 1962 blev politikeren George Wallace valgt som guver-nør i Alabama, med kampagnesloganet: ”Segregation now!” Wallace indførte som lovet raceadskil-lelse, og afroamerikanere var undertrykt som aldrig før. I juni 1963 blev det for meget for de sorte studerende i Alabama, som ikke engang kunne få adgang til universitetet, og de forsøgte derfor at ophæve raceadskillelsen på Alabama Universitet. De blev hurtigt stoppet af George Wallace, som blokerede for indgangen.

Kort tid efter, d. 10. juni, udstationerede Kennedy amerikanske tropper til stedet, som tvang

                                 xiv
ophævelsen af raceadskillelsen igennem. To højt kvalificerede afroamerikanere blev efterfølgen-

de givet adgang til stedet. Kennedy var dog forarget over hvilke midler der måtte tys til, og talte derfor samme aften til Amerika, gennem en direkte radio- og tv-transmission til hele landet. Her følger en analyse af denne tale, som er blevet døbt ”John F. Kennedys borgerretstale”:

Side 8

Side 9 af 36

I denne tale gør Kennedy det til sin uforbeholdne pligt, at overbevise hele den amerikanske be-folkning om at gøre noget ved den racediskrimination, der hver dag finder sted overalt i landet.

Der er en grund til, at han taler til hele landets befolkning, og ikke kun politikere, kongresmed-lemmer og andre lovgivere. Han ønsker at gøre det klart for enhver medborger i det ganske land, at man taler om et moralsk problem, som ikke kun kan løses med lovændringer. En ændring kræ-ver altså opbakning fra alle amerikanere, der derfor er nødt til at tænke rationelt, og bør behandle minoriteterne ordentligt i hverdagen.

Han indleder først og fremmest talen med at gengive ovenstående begivenheder. Herefter går han videre til, ligesom han gjorde i sin indsættelsestale, at minde folket om de principper, under hvilke USA blev grundlagt, med speciel fokus på det princip, at alle mennesker er født lige. Dette er et meget stærkt argument, da det er selve fundamentet i USA's historie. Han gentager denne på-mindelse flere gange i talen, hvor den lige får lov at skinne igennem. Dette er en meget gennem-tænkt metode, der gør at modtagerne af talen, de amerikanske borgere, undervejs i talens ellers også fremragende argumenter, påmindes om det største og bedste argument af dem alle.

I talen kommer Kennedy med flere fakta, statistikker og historiske begivenheder, som alle er med til at underbygge budskabet i denne. Disse faktuelle oplysninger er generelt præget af den appelform vi kalder ”logos”, som appellerer til den logiske tænkning. Når han smider disse oplys-ninger på bordet kan modtageren tydeligt se, at der rent faktisk er et problem her. Men denne metode er også præget meget af appelformen ethos, for når han kommer med disse faktuelle op-lysninger, så bliver han troværdig at høre på. Et eksempel på brug af faktuelle oplysninger er føl-gende citat:

”[…] And when Americans are sent to Viet-Nam or West Berlin, we do not ask for whites only. It ought to be possible, therefore, for American students of any color to

                                                                    xv
attend any public institution they select without having to be backed up by troops.”

Her taler vi naturligvis om et eksempel på appelformen logos. Hvorfor skal sorte mennesker, som sendes i krig for at kæmpe for frihed, ikke kunne nyde den frihed de kæmper for, når de kommer hjem igen? Allerede her er en god del af den amerikanske befolkning nok blevet overbe-vist om, at der må gøres noget.

Et andet glimrende eksempel på ovenstående, denne gang et eksempel på appelformen ethos, er følgende citat:

“The Negro baby born in America today, regardless of the section of the Nation in which he is born, has about one-half as much chance of completing a high school as a white baby born in the same place on the same day, one-third as much chance of completing college, one-third as much chance of becoming a professional man, twice as much chance of becoming unemployed, about one-seventh as much chance of

Side 9

Side 10 af 36 earning $10,000 a year, a life expectancy which is 7 years shorter, and the prospects

of earning only half as much.”^{xvi}

Her gør præsidenten brug af statistiske facts, som gør ham troværdig som kilde. Dette er såvel som det første eksempel, endnu en effektiv metode til at vinde folkets tillid og opbakning; dog på en lidt anden måde. Her er budskabet nemlig ikke klargjort med en sammenligning som det var i den anden, nemlig at folk der kæmper for en sag også bør tage del i at nyde denne sag. Her er budskabet med ordene mere overlagt til modtageren, som ved at høre og bearbejde de tal og op-lysninger der bliver opgivet, selv må afgøre om der er tale om en urimelighed.

Kennedy gør, som tidligere nævnt, også brug af historiske beretninger i hans brug af argumen-ter. Her menes afsnittet, hvor han tænker tilbage på præsident Abraham Lincoln. Da denne tale blev holdt, var det år 1963, og præcis 100 år efter at Lincoln frigjorde alle slaver i Amerika. Men på trods af det, som Kennedy også selv siger, så bliver sorte mennesker i Amerika stadig undertrykt.

Dvs. at der er gået 100 år, og der er på en måde ikke rigtigt gjort fremskridt. Her er der igen tale om appelformen logos. Her er tale om et historisk faktum (det er 100 år siden Lincoln frigjorde slaverne), og dette faktum vækker en lyst i modtagerne til at ville arbejde for sagen.

I den sidste del af talen, taler Kennedy om hans planer om at forhøre sig med kongressen. Han fortæller, at han agter at gøre kongressen mere opmærksom på problemet, og han agter at gøre det nu. Han fortæller, at han for nylig har været i kontakt med diverse handelsfolk, som har lovet ham at gøre en indsats for denne sag, og dette har givet pote. Han fortæller, at over 75 byer har set fremskridt i ophævelse af racediskriminationen. Her bruger han igen ethos, da han appellerer med troværdighed. Han beretter om hans hidtidige handlinger i sagen, og fortæller dernæst hvil-ken betydning de har haft. Dermed demonstrerer han, at der kan ske forandring, hvis man arbej-der for det.

Der findes et meget overbevisende argument mere, med typiske logiske træk. Her skal vi indstil-le vores fokus blandt de sidste afsnit i talen, hvor Kennedy er i gang med at konkludere på formå-let med talen:

“We have a right to expect that the Negro community will be responsible, will uphold the law, but they have a right to expect that the law will be fair, that the Constitution

                  xvii
will be color blind […]”

Som beskrevet i citatet, så er der ingen tvivl om at de hvide har ret til at forvente, at de sorte overholder loven, men vender man den om, så har de sorte også lov til at forvente, at loven er ens for alle. Og som nævnt herover, så er dette et meget tydeligt eksempel på logos. Skal det gælde den ene vej, så skal det naturligvis også gælde den anden vej.

Side 10

Side 11 af 36

Et sidste punkt i talen, som jeg ønsker at citere, er ikke så meget pga. appellen i citatet, men mere pga. selve sprogbruget. Det som Kennedy her siger, er så tydeligt, så åbenlyst, at enhver der har hørt denne tale, sandsynligvis har tænkt sig om, da han sagde dette:

”[…] are we to say to the world, and much more importantly, to each other that this is the land of the free except for the Negroes; that we have no second-class citizens except Negroes; that we have no class or caste system, no ghettoes, no master race

except with respect to Negroes?”^{xviii}

Her taler Kennedy meget sarkastisk. Her vil han virkelig have folk til at prøve at sige disse ord, samtidig med at mene dem. For medmindre man kan sige disse ord med fuldt alvor, så ønsker man ikke et land hvor denne diskrimination finder sted. Og indser man det, så indser man, at Kennedy har ret, og at man bør støtte ham i hans sag. Kennedy følger senere i talen op på dette, ved at sige, at vi skylder de sorte, og ikke mindst os selv, et bedre land end et hvor 10 % af befolkningen anses for værende mindre værd.

Der er masser af eksempler på appelformen pathos, appel til følelser, i denne tale, men bare budskabet med talen i sig selv, er meget stærkt præget af denne appelform. Men hvis man skulle være i tvivl med hvad der menes, vil det her blive understreget:

Budskabet med denne tale er uden tvivl, at vi skal ændre vores adfærd i hverdagen, og behand-le de sorte bedre – de lever frygteligt i dette land. Når man hører dette, får man vakt nogle følelser i sig selv, som giver medlidenhed med de stakkels mennesker. Dette budskab bliver gentaget man-ge gange i løbet af talens knap 2.000 ord, og også pga. disse gentagelser, vil folk uden tvivl blive påvirket af talen.

Men folk blev jo også påvirket. Denne tale skulle vise sig at have enormt stor indflydelse på den

                                 xix
fremtidige racediskrimination i Amerika, og i dag lever afroamerikanere under næsten samme

vilkår som de hvide gør. Blandt andet er Amerikas præsident i dag søn af en sort mand, hvilket har været en enorm milepæl for Amerikas historie.

Mordet på John Fitzgerald Kennedy i Dallas, Texas, d. 22. november 1963

Scenen er sat – Kennedys besøg i Dallas, Texas i november, 1963

Planerne om et besøg i Texas blev første gang berørt af John F. Kennedy selv i sommeren 1962.

Kennedy havde, som tidligere nævnt, vundet præsidentvalget over Nixon i 1960, med meget få stemmer. Texas var en af de stater han tabte, og pga. Kennedys liberalistiske og borgerretslige meninger, var syden generelt ikke just imponerede af ham som præsident. Dog syntes præsiden-ten i 1963 praktisk talt uovervindelig i det valg der et halvt år senere skulle finde sted, men Kenne-

Side 11

Side 12 af 36 dy turde ikke tage nogle chancer, og valgte derfor at besøge 3 byer i Texas, hvor Dallas var sidst på listen. D. 21. november 1963 forlod Kennedy det hvide hus, og satte kursen mod Houston. Efter

Houston besøgte han San Antonio, og begav sig den følgende morgen mod Dallas.^{xx}

Planen var, at Kennedys kortege skulle bevæge sig fra lufthavnen, Love Field, til et nyåbnet bu-tikscenter ved navn ”Trade Mart”, hvor han skulle holde tale. For at nå hertil var det nødvendigt at

                                                            xxi
tage motorvejen, og oprindeligt var planen var at nå denne via Elm Street.

Dealey Plaza, Dallas, d. 22/11 1963, kl. 12.30 lokal tid

Præsidentens limousine drejede af hovedgaden ind på Houston. Klokken var 12.30 og solen skin-nede fra en skyfri himmel. Fra Houston drejede præsidentens limousine ind på Elm Street. Her blev kortegen beskudt, og 5,6 sekunder efter det første skud lød det endelige skud, som bogstave-ligt talt rev Kennedys hoved i stykker. Hjernemasse, blod og kraniestykker blev spredt i og omkring limousinen, og præsidentens hårdt sårede korpus faldt ned i skødet på hans hustru, Jackie Kenne-dy. Præsidenten var ramt, og blev præcis 30 minutter senere erklæret død som følger af hoved-skuddet. Der skulle ikke gå lang tid før den formodede gerningsmand, Lee Harvey Oswald, blev lokaliseret og anholdt. Oswald fik aldrig officielt at vide hvad han var sigtet for, og før han nåede at afgive udsagn i retten, blev han skudt og dræbt af natklubejeren Jack Ruby, d. 24. november, 1963.

Man stod nu tilbage med mordgåden om den måske hidtil største tragedie på amerikansk grund, som bare ventede på at blive opklaret af den enorme mængde bevismateriale, dokumenta-tion og vidneudsagn det var tilgængelig. Officielt er attentatet blevet opklaret, da højesterets-dommer Earl Warren allerede under et år efter attentatet stod i spidsen for den noget ivrige og unøjagtige offentliggørelse af den officielle efterforskning omkring mordet. Uofficielt har denne efterforskning fået navnet ”Warrenkommission”.

Warrenkommissionen og dens kendelser

Warrenkommisionen når frem til den konklusion, at en mand ved navn Lee Harvey Oswald stod bag attentatet, og at han var alene om det.

Ud fra Warrenkommissionens forklaringer, mødte Oswald om morgenen d. 22. november 1963 på hans nye arbejde i skolebogslageret. Han gik ind i bygningen med en lang og brunlig papirspose, der eftersigende skulle indeholde den italienske 6.5 mm. Mannlicher-Carcano-riffel, som få timer

                          xxii
senere tog livet af præsidenten.

Oswald havde angiveligt ikke fortalt nogen om hans planer, og handlede altså udelukkende efter egne intentioner. Det er et regulært faktum, at kortegen kørte fra Love Field kl. ca. 11.50, og planen var, at kortegen skulle ankomme til Trade Mart kl. 12.30.

Derudover er det også faktuelt, at kortegen kørte ind på Dealey Plaza, via Houston Street, kl.

Side 12

Side 13 af 36

12.30, hvilket er blevet fastslået af udsagn fra vidner der så klokkeslættet på det store digitale ur oven på skolebogslageret.

Attentatet

Warrenkommissionen konkluderer, at i alt tre skud bl ev affyret. En mand ved navn Abraham

Zapruder filmede selve gerningsøjeblikket med hans videokamera, der filmede med en nøjagtig-hed på 18,2 billeder i sekundet. Det første skud affyres ved ramme 161, og det sidste skud ved

ramme 313. Dette giver en tidsramme på 5,6 sekunder.^{xxiii} Ifølge Warrenkommissionen blev alle

tre skud affyret af den Mannlicher-Carcano-riffel som man, kort tid efter attentatet, fandt på fem-

te^{xxiv} sal i skolebogslageret. Denne konklusion er baseret på de tre patronhylstre som man fandt

ved vinduet længst til højre på samme etage. Derudover fandt man, ifølge Warrenkommissionen, to kugler på selve stedet, og efterfølgende en næsten intakt kugle på Parkland Hospital. Adskillige

vidneudsagn om tre skud har dog også været med til at understøtte denne konklusion.^{xxv}

Præsident Kennedy og Guvernør Connally blev i alt ramt af skud otte steder på kroppen, Ken-nedy af 3 og Connaly af 5. Warrenkommisionen konkluderer, at i hvert fald én kugle har ramt ved siden af limousinen, og dermed også ved siden af både Kennedy og Connally. Derudover var der kuglen som forårsagede Kennedys død, da den ramte ham i hovedet. Tilbage har vi én kugle, der, ifølge Warrenkommissionen, gør rede for de 7 ind- og udgangssår, som Kennedy og Connaly påfør-te sig under mødet med den. Warrenkommissionen hævder at denne teori er blevet bakket op af diverse eksperter, og har derfor konkluderet på denne. Dette er teorien om ”Den Magiske Kugle”, som vil blive gennemgået senere i opgaven.

Oswalds flugt

Målet er nået, Kennedy er ramt, og Oswald skal nu fo rlade bygningen ubemærket. Warrenkommi-sionen kobler Oswalds flugt ud af skolebogslageret sammen med diverse observationer fra vidner, der i dette tidsrum har set Oswald. Den første der ser Oswald, er Marrion L. Baker, en motorcykel-betjent, som hører skuddene da han befinder sig ca. 60 meter fra bygningen. Han er ikke i tvivl om hvad og hvor lyden kom fra, og skynder sig derfor ind i bygningen. Han ledsages af en af skolebogs-lagerets medarbejdere, Roy Truly. De to mænd finder Oswald i kantinen på første sal, ca. 1 minut og 15 sekunder efter skuddene. Truly identificerer manden som en medarbejder i bygningen, og de to fortsætter derfor deres søgen. Begge vidner har forklaret at Oswald var stille og rolig ved mødet. Han har altså bevæget sig fra femte sal i det fjerneste hjørne af trappen, hele vejen ned til kantinen, på mindre end 1 minut og 15 sekunder. Oswald køber herefter en cola, og går hen til

hovedindgangen, hvor det lykkes ham at gå ud ubemærket.^{xxvi}

Oswald bevæger sig nu i østlig retning af Elm Street, og stiger formodentlig på en bus. Han an-kommer ved 1-tiden til den privatadresse hvor han på daværende tidspunkt er indlogeret på et værelse. Her tager han sin jakke samt en revolver, og få minutter efter sin ankomst, bevæger han

sig 1½ km. væk fra huset.^{xxvii} Her bliver han stoppet af J.D. Tippit, en politibetjent som patruljerer i

dette område til daglig. Tippit stopper Oswald, da denne passer på den beskrivelse der er givet for

Side 13

Side 14 af 36 gerningsmanden for attentatet. De to snakker sammen en kort stund, og Tippit stiger efterfølgen-de ud af bilen, og bevæger sig rundt hen imod Oswald. Oswald skal her have taget sin revolver

                                                                 xxviii
frem, og skudt J. D. Tippit 4 gange, hvilket resulterede i Tippits øjeblikkelige død.

Anholdelsen af Oswald

Oswald skifter nu retning, og går tilbage hvor han kom fra. Da han kommer forbi en skobutik be-gynder lyden fra sirener at kunne høres. Butiksejeren finder Oswalds opførsel mistænkelig og føl-ger efter ham. Tæt på skobutikken ligger der en biograf – ”The Texas Theater”. Oswald går ind uden at købe billet. Ejeren af skobutikken spørger efterfølgende billetsælgeren om Oswald købte billet, og da hun svarer nej bliver politiet kontaktet. Inde i biografen bliver Oswald udpeget, og en stor håndfuld politibetjente går hen imod ham. Idet de tager fat i ham, slår han en af dem i hove-det, og forsøger dernæst at skyde ham. Oswald overmandes, og kort før han slås i gulvet råber han

                                                             xxix
flere gange ”Police brutality!” (Warrenkommissionen s. 179, afsnit 4, l. 10).

Mordet på Lee Harvey Oswald d. 24. november 1963

Kort efter anholdelsen bliver Oswald taget til politistationen i Dallas, hvor man holder ham frem til søndag morgen. I disse små 48 timer bliver Oswald afhørt af politiet. Han nægter at erkende sig skyldig, hverken til mordet på Kennedy eller mordet på Tippit. Intet tyder på, at man kan få ham til at tilstå på nuværende tidspunkt, så han skal derfor stilles for en dommer. Overbetjent Curry står bag beslutningen om at forflytte Oswald til fængslet. Denne beslutning tager han lørdag aften, men vælger at vente med forflyttelsen til den følgende morgen, da man er bange for at nogen skal forårsage problemer, og at man pga. mørket om aftenen derfor ikke vil være i stand til at kunne identificere disse.

Oswald bliver derfor forflyttet den følgende formiddag. En armeret vogn stilles til rådighed, og Oswald skal blot transporteres fra indgangen til stationen i parkeringskælderen, og hen til denne vogn. Forflyttelsen optages og sendes på direkte tv, og journalister og tilskuere til forflyttelsen er tilladt adgang til parkeringskælderen. Omkring 70 politimænd og omkring 50 journalister er til ste-de. Blandt tilskuerne står natklubejeren Jack Ruby. Kl. 11.21 går Oswald gennem døren til parke-ringskælderen, og ledsaget af en stor mængde politifolk, går han lydløst hen imod den armerede vogn, mens journalister spørger til hans forsvar. Pludselig springer Jack Ruby frem fra mængden og råber ”Oswald!”, hvorefter han skyder Oswald i maven. Oswald falder til jorden, og køres øjeblik-keligt til Parkland Hospital – ironisk nok det samme hospital som Kennedy blev kørt til efter atten-tatet på ham. Lægerne kan ikke gøre noget for at redde Oswalds liv, og som følger af skuddet fra Jack Rubys pistol dør Lee Harvey Oswald på operationsbordet på Parkland Hospital d. 24. novem-

                       xxx
ber, 1963 kl. 13.07 lokal tid.

Warrenkommissionens konklusioner

Sammenfattet konkluderer Warrenkommissionen altså, at Lee Harvey Oswald skød og dræbte John F. Kennedy d. 22. november 1963 kl. 12.30 lokal tid. Ca. tre kvarter senere skød og dræbte han betjent J. D. Tippit, hvorefter han flygtede til en nærliggende biograf hvori han blev overman-

Side 14

Side 15 af 36 det og anholdt af politiet. Oswald blev 2 dage senere selv skudt og dræbt af natklubejeren Jack Ruby. Oswald handlede alene, og det samme gjorde Jack Ruby.

Warrenkommissionen bragt op til tvivl

Mange aspekter af Warrenkommssionen er sande og indiskutable. Men andre er simpelthen så unøjagtige, irationelle og usandsynlige oplysninger, så man er nødt til at spørge sig selv om det virkelig kan passe.

Warrenkommissionen konkluderer som tidligere nævnt, at tre skud i alt blev affyret på 5,6 se-kunder, af en 6,5 mm. Mannlicher-Carcano-riffel, som eftersigende skulle være et våben med stor kraft og høj hastighed. Problemet er bare, at eksperter har fastslået, at et sådant våben ikke er af denne type. Patronerne som dette våben bruger har simpelthen ikke kraft nok, til at forårsage det

enorme sår som Kennedy pådrog sig, ved mødet med attentatmandens sidste kugle.^{xxxi} Desuden er

våbnet upræcist og af lav kvalitet. Det er ikke automatisk, og attentatmanden har derfor været nødt til at lade våbnet på ny, hver gang et skud blev affyret. I det 5,6 sekunders interval hvori kug-lerne er blevet affyret, har der altså indgået 3 skud og 2 ladninger. Taget i betragtning af, at man på disse 5,6 sekunder har skullet affyre, genlade, sigte, affyre, genlade, sigte og igen affyre, for

samtidig at være under pres, er det meget svært at tro at det har kunnet lade sig gøre.^{xxxii} Specielt
af Lee Harvey Oswald, som ikke ligefrem var nogen mesterskytte med en riffel.^{xxxiii}

Herudover er der naturligvis teorien om ”Den Magiske Kugle”, som Warrenkommissionen hæv-der stod bag de 7 skudsår som Kennedy og Connaly modtog inden det dødelige skud. For at dette skal være sandt, skal kuglen have opført sig således:

Kuglen rammer først Kennedy i ryggen med en nedadgående vinkel. Her ændrer den retning og forlader Kennedys krop lige over hans slipseknude, altså ved halsen. Kuglen har haft en venstre-gående retning ved indgangen og udgangen af Kennedys krop. Da den forlader Kennedys krop ændrer den retning og venter i ca. 1,6 sekunder, før den rammer Connally i den højre del af ryg-gen. Her ændrer den igen vinkel, denne gang til en nedadgående retning, hvor den knuser Connal-lys femte ribben og forlader hans krop lige under højre brystvorte. Kuglen har ved mødet med Connallys ryg ændret retning til at være venstregående, men ændrer ved udgangen igen retning mod højre, og penetrerer Connallys håndled lige under tommelfingeren, hvor den efterfølgende borer sig ind i guvernørens venstre lår. I låret er der kun tale om et indgangssår, hvilket vil sige, at kuglen blev stoppet her. Den forsvandt dog, men den selvsamme kugle blev angiveligt senere fun-

                                 xxxiv xxxv
det på Parkland Hospital, næsten intakt. (Se bilag 3: Teorien om ”Den Magiske Kugle”)

Så meget har én kugle forårsaget. Den har bevæget sig igennem hud, muskler og selv knogler, og har bevæget sig direkte igennem overkroppen på to fuldvoksne mænd. Den har ændret retning og stået stille i luften, og har alligevel næsten formået at opretholde sin oprindelige form. Det ly-der meget usandsynligt, og man bør derfor ikke udelukke teorien om, at der var mere end én at-

Side 15

Side 16 af 36 tentatmand. Denne teori bakkes yderligere op, hvis man fokuserer på det sidste og dræbende skud, der rammer Kennedy i hovedet. Takket være Zapruder-filmen, kan man tydeligt se, at præsi-denten rammes i hovedet, hvorefter den enorme kraft i kuglen skubber ham bagud og til venstre.

(Se bilag 4: Zapruderfilmen, Billede 312, 313 og 315) Det er her tydeligt at se, at Kennedy bevæger sig tilbage, ikke fremad. En kugle kan ikke trække sit mål imod sig når den rammer. Det er simpel logik. Den skubber derimod sit mål i den modsatte retning af hvor den affyres fra. Da man på de 3 billeder fra Zapruderfilmen i bilag 4 kan se, at præsidenten skubbes tilbage og til venstre, må det dermed betyde, at han er ramt af et skud som affyres foran ham til højre, og på ingen mulig måde bagfra til venstre, som er lokationen for skolebogslagerets femte sal. Det er dermed bevist, at at-tentatmanden på skolebogslagerets femte sal ikke handlede alene, og at der dermed har været tale om en konspiration. Men hvem stod så bag denne konspiration? Mange teorier er gennem årene opstået, og herunder følger en gennemgang af de 4 mest sandsynlige.

Teorier omkring bagmænd for attentatet

Sovjetunionen

Antager man, at Oswald var en af bagmændene for mordet, så må man samtidig tage Sovjetunio-nen i betragtning som direkte eller indirekte medskyldig. Oswald var tilhænger af kommunismen,

                         xxxvi
og har før kaldt sig selv Marxist

. Fra slutningen af september 1959 til slutningen af maj 1962 var

Oswald i Rusland^{xxxvii}. Han blev grebet af kulturen, og lærte desuden på et middelt plan at tale rus-

sisk. Man ved ikke meget om Oswalds ophold i Rusland, men man ved, at han boede i Minsk, og at han mødte sin kommende kone, Marina Nikolaevna Prusakova, i landet. De mødtes ca. d. 17.

marts, 1961, og blev hurtigt forelskede. Allerede en måned efter de havde mødt hinanden blev de

forlovede, og to uger senere var de gift^{xxxviii}. Oswald fortalte sin kone kort efter brylluppet, at han
ønskede at tage tilbage til USA, og i slutningen af maj det følgende år ankom de til New York^{xxxix}.

Teorier er siden hen opstået, da dette besøg i al sin helhed var højst mærkværdigt. Oswald rej-ste til Europa udelukkende fordi ”han havde lyst”, og man ved desuden at han levede meget bedre i Rusland, end han gjorde normalt. Han var generelt ikke kendt for at have mange penge, og måtte ofte finde sig i at bo på billige udlejningsværelser og lejligheder. Da han skulle til Rusland rejste han først gennem London, og dernæst til Helsinki i Finland. Her boede han på det dyreste hotel i

byen^{xl}. Da han bestilte visum fik han det to dage efter bestilling – den normale ventetid er en
uge^{xli}. Han mødte Marina i midten af marts 1961 og blev straks gift. Allerede året efter rejste de

tilbage til USA. Var det en undskyldning for at rejse tilbage til USA?

Alle disse mærkværdige omstændigheder har ledt til teorier om, at Lee Harvey Oswald arbejde-de for CIA eller en anden efterretningstjeneste – måske endda en i Rusland. Arbejdede han for CIA

Side 16

Side 17 af 36 sendte de ham måske på mission i Rusland som spion, hvor han blev rekrutteret af det russiske

KGB^{xlii}, som efterfølgende sendte ham tilbage til USA. Når han var her kunne Sovjetunionen begå

mordet på præsidenten, og, bag Oswalds ryg, have plantet beviser der dermed ledte efterforsker-ne til Oswald på ingen tid. Altså ville Oswald blive brugt som syndebuk for Sovjetunionen. Ellers blev Oswald måske rekrutteret af Sovjetunionen, for efterfølgende at blive sendt tilbage til USA for at slå præsidenten ihjel. Denne teori er dog meget usandsynlig, da sporet fra Oswald til Sovjetuni-

onen er så åbenlyst.^{xliii}

Men hvis Sovjetunionen stod bag mordet på Kennedy, så var høje magter i regeringen højst sandsynligt nødt til at dække over det for at undgå en tredje verdenskrig. Dette ville være en glim-rende måde at opnå støtte til antikommunismen blandt amerikanere i Vietnamkrigen, da man i løbet af årene der fulgte mordet på Kennedy, ligeså stille kunne lade beviser mod Sovjetunionen glide ud til offentligheden. Men det er dog ikke hvad der rent faktisk er sket, hvilket er et meget

                                                     xliv
stærkt modargument imod, at Sovjetunionen stod bag attentatet.

Rusland havde altså, højst sandsynligt, intet med attentatet at gøre. De ville heller ikke opnå noget ved at gøre det af med Kennedy, men ville som sagt til gengæld risikere en tredje verdens-krig. Cuba derimod, var ikke særlig samarbejdsvillige med USA’s præsident, og ville derfor ikke bære megen sorg, hvis John F. Kennedy skulle gå hen og blive myrdet.

Cuba og Fidel Castro

G rundlaget for teorien om, at Cubanerne stod bag attentatet, er naturligvis invasionen i Svinebug-ten samt Cubakrisen. Som beskrevet i redegørelsen var invasionen af Svinebugten et katastrofalt projekt for USA’s vedkommende. Efter flere måneders planlægning fra Amerikas side, blev hele invasionshæren uskadeliggjort på tre dage af Castros styrker. Da støvet havde lagt sig følte alle sig forrådt af alle. Kennedy følte sig forrådt, fordi CIA’s optimisme og befordring havde endt med fia-sko. CIA følte sig forrådt af ham, fordi han havde nægtet at sende militær opbakning, da invasio-nen slog fejl. Militæret følte sig forrådt fordi de ikke havde haft indflydelse på invasionen, og eksil-

                                                             xlv
cubanerne følte sig forrådt, fordi den hjælp de var blevet lovet, aldrig kom.

Som om det ikke skulle være nok, så blev Kennedy også mødt af den meget hektiske Cubakrise året efter, hvor den kolde krig var tæt på at blive varm. Kennedy havde dog accepteret ikke at støtte en invasion af Cuba, hvilket CIA følte var dumt. Castro derimod var jo glad, og han havde en dag sagt, at han havde fuld respekt for Kennedy som leder, og at han ønskede at Kennedy blev

       xlvi
genvalgt.

Samme dag som Kennedy blev myrdet i november, 1963, sagde Castro, at han var overbevist

om at Cuba ville få skylden for det.^{xlvii} Og det blev da også velovervejet under efterforskningen af

mordet. Ikke mindst fordi Oswald i mange henseender havde været meget pro-Castro. Han havde

uddelt flyers på gaden og han talte godt om Castro i radioen.^{xlviii}

Side 17

Side 18 af 36

Da Oswald, efter at være blevet anholdt for mordet på Kennedy, d. 24. november, 1963 blev spurgt om han troede Cuba stod bag, svarede han: ”Will Cuba be better off with the President dead? Someone will take his place, Lyndon B. Johnson, no doubt, and he will probably follow the

same policy.”^{xlix} Og det er jo sandt. Desuden ville det være vanvid fra Cubas side at slå USA’s præ-

sident ihjel, da det bare ville føre til Amerikas totale ødelæggelse af Cuba.

Kapitlet om ”Den Cubanske Boomerang”, fra Thomas Ladegaards bog ”Mordet på JFK – 40 År Efter”, diskuterer muligheden for, at Oswald var den eneste bagmand for attentatet, da han for Cubas vedkommende ønskede at rydde Kennedy af vejen. Udtrykket ”Den Cubanske Boomerang” kommer af, at Kennedys og CIA’s mange attentatforsøg mod Fidel Castro vendte tilbage til Kenne-dy, og i stedet tog livet af ham den dag i Dallas i 1963. Teorien går på, at Oswald tilbød sin hjælp, da han angiveligt var på den cubanske ambassade i Mexico City i slutningen af september, 1963.

Denne teori kan dog meget hurtigt aflives, da det aldrig er lykkedes at bevise, at Oswald rent fak-

                                 l
tisk var i Mexico City på dette tidspunkt.

Desuden er der jo også den tidligere gennemgåede ana-lyse af omstændighederne omkring mordet – attentatet kunne umuligt være begået af én mand, hvilket jo er hvad denne teori påstår.

Men hvis Cuba også var udelukket, skulle man måske begynde at overveje muligheden for, at Amerikas egen regering måske stod bag denne ugerning.

Den amerikanske regering

D et lyder bizart. Stod John F. Kennedys eget folk bag mordet på ham? Skjulte regeringen sandhe-den for resten af Amerikas befokning? Hvis ja, hvordan kunne det så overhovedet lade sig gøre?

Og hvor højt går dette plot op? Og vigtigst af alt: Hvorfor?

Kennedy var på mange måde en stor præsident. Hans intentioner var stærkt præget af foran-dring. Han gjorde en stor indsats for de sortes rettigheder i landet, og han var imod Vietnamkri-gen. Men regeringen ønskede at gå i krig. Den ønskede at opretholde den magtfulde position som USA havde, og denne blev i den grad truet af Kennedys løfter om forandring. Han var altså en stor forhindring for regeringen på dette punkt, og mange mennesker i regeringen ville være bedre tjent med en mand som Lyndon B. Johnson i Det Hvide Hus. Måske var attentatet på Kennedy mordet der ikke måtte opklares.

Opgaven har i et tidligere afsnit fremvist og analyseret diverse omstændigheder, der beviser, at Kennedy blev myrdet af en sammensværgelse. Hvis flere folk udenfor den amerikanske regering stod bag dette attentat, ville selve ugerningen være nærmest umulig at fuldføre. Først og frem-mest ved man, at kortegens rute blev ændret med meget kort varsel. D. 18. november, 1963 æn-dredes ruten fra at fortsætte ud af hovedgaden, til først at dreje af hovedgaden til Houston, og

sidenhen ind på Elm Street.^{li} En lokal avis ved navn ”the Dallas Times Herald” var en af de få aviser

(og den eneste lokale) der offentliggjorde ruten, hvilket den gjorde tirsdag d. 19. november, 3 da-

Side 18

Side 19 af 36

ge før mordet.^{lii} Man er derfor nødt til at spørge sig selv: hvis ikke regeringen selv stod bag atten-

tatet, hvordan vidste de egentlige gerningsmænd så at kortegen ville følge denne rute? Attentatet skete jo på den ændrede del af ruten. Desuden synes det også en smule mærkværdigt, at ruten omlægges, så præsidenten føres gennem en åben plads, omringet af høje bygninger med åbne vinduer, uden snigskytter fra sikkerhedstjenesten, i en bil uden tag, med en meget lav hastighed.

Kennedy var Amerikas præsident, og dermed den vigtigste og mest magtfulde mand på jorden på daværende tidspunkt. Han skulle altså beskyttes så godt som overhovedet muligt. Kortegen blev da også ledsaget af både motorcykelbetjente og sikkerhedsvagter, men der var ingen på selve limousinen da attentatet skete. (Se bilag 5: Zapruderfilmen, netop som Kennedy første gang bliver ramt (Læg mærke til udsnittet, hvor man tydeligt kan se at der ikke er nogle sikkerhedsvagter på limousinens bagparti)) Der var altså ikke nogen til at ”kaste” sig ind foran kuglerne. Den eneste beskyttelse præsidenten havde, kunne først træde til efter skaden var sket. En række sikkerheds-vagter har senere hævdet, at Kennedy selv havde beordret at agenter skulle holde sig væk. Dette

har dog siden hen vist sig at være løgn.^{liii}

Men det mest fældende bevis for, at der ved mordet på John F. Kennedy var tale om et statskup fra Amerikas regering, er den enorme tilførsel, ødelæggelse, ændring og ikke mindst ignoreren af vigtigt bevismateriale, fra Warrenkommissionens side.

Først og fremmest var der kl. 12.15, kun et kvarter før mordet, en episode med en ung mand, der pludselig kollapsede midt på gaden foran skolebogslageret. Redningsfolk kom ham til undsæt-ning, og fik fastslået, at manden sandsynligvis led af epillepsi og på daværende tidspunkt fik et anfald. En ambulance hentede manden, og meldte kort efter at de var på vej til Parkland Hospital, men manden blev aldrig indregistreret på hospitalet, og Warrenkommissionen tog slet ikke dette

                 liv
anfald i betragtning. Måske var der tale om en distrahering af tilstedeværende politi, hvilket ville

give eventuelle attentatmænd mulighed for at rykke i position.

Oswald menes at have mødt på arbejde med en brun papirspose, som ifølge Warrenkommis-sionen indeholdt mordvåbnet, den italienske 6,5 mm. Mannlicher-Carcano-riffel. Vidner der har set Oswald møde på arbejde den dag har dog sagt, at han ikke havde noget i hænderne. Eksperter har desuden konkluderet, at riflen simpelthen var for lang til at kunne ligge skjult i papirsposen –

også hvis den var blevet skildt ad på forhånd.^{lv}

Vi er nu fremme ved mordet. Kennedy dræbes af skud fra flere positioner. Vi befinder os på en åben plads med hundredevis af vidner, kameraer og videooptagere. 51 vidner har oplyst, at de

                                                  lvi
hørte skud i retning af græshøjen vest for skolebogslageret.

Bag denne græshøj stod et stakit, hvor positionen for det våben der affyrede den sidste og dræbende kugle mod Kennedy, med al sandsynlighed var. Flere vidner har påstået, at de enten så eller lugtede krudtstøv i nærheden af

græshøjen.^{lvii} En af dem var Sam Holland, som hørte skud og så røg fra græshøjen. Han blev afhørt

af FBI, som konkluderede at han havde misforstået hvor skuddene kom fra. En større gruppe jern-banearbejdere kunne fortælle samme historie om skuddenes retning, men ingen af dem blev af-

Side 19

Side 20 af 36

hørt af myndighederne.^{lviii} Da Holland hørte skuddene løb han hen til græshøjen sammen med en
politimand. Der var ingen bag hegnet, men der var friske fodspor i det mudrede terræn.^{lix} Men til

trods for betydningen af denne græshøj er denne end ikke nævnt i Warrenkommissionen.

Kort efter mordet beordrede Lyndon B. Johnson den blodige limousine rengjort, samt guvernør Connalys jakkesæt sendt til rensning. Hvorfor ville han gøre det, hvis ikke han kendte til omstæn-dighederne? Det var jo at hvidvaske beviser få øjeblikke efter mordet havde fundet sted.

Det virker på mange måder som om, at alt hvad der kunne skade Warrenkommissionens kon-klusion om den ensomme bagmand, Lee Harvey Oswald, blev ignoreret eller ændret. Flere vidner berettede om to mænd der sad i vinduet på femte sal af skolebogslageret, heriblandt Arnold Row-land, en ung studerende, som var kommet til byen med en klassekammerat. Han har sagt, at han fortalte FBI om mændene, men de sagde at det ikke havde nogen betydning. En anden der så disse to mænd var Carolyn Walther, som så kortegen med en kollega. Derudover blev mændene også set af Richard Randolph Carr og Ruby Henderson, og historien er sidenhen blevet bakket op af to videooptagelser. Den ene, af Robert Hughes, viser bevægelse i det nævnte vindue. Filmen blev ”undersøgt” i sammenhæng med Warrenkommissionen, som konkluderede, at skikkelsen bare var nogle papkasser. En anden film, af Charles L. Bronson, viser også skolebogslageret, og tydelig be-vægelse i vinduet. FBI konkluderede at der ikke var tegn på bevægelse, og droppede filmen. Et afgørende bevis for tilstedeværelsen af to mænd på femte sal kom, da et billede taget af Norman Similas viste et geværrør og to mænd i vinduet. Similas sendte billedet ind til en lokal avis sammen med en række andre billeder, men da ingen af dem var med i avisen d. 25. november bad han om at få dem tilbage. Nogle dage senere modtog han et stort pengebeløb på en check, men det afslø-rende billede modtog han ikke. Han fik at vide, at billedet af en eller anden grund var gået tabt, og

han har aldrig set det siden.^{lx}

En mand ved navn James Tague, som også blev ramt i kugleregnen, var en stor trussel mod teo-rien om Oswald som eneste bagmand. Det skud der ramte James Tague, samt Zapruderfilmens konstatering af en tidsramme på 5,6 sekunder, var de to beviser der fremprovokerede teorien om ”Den Magiske Kugle”, som ikke bare er højst usandsynlig, men faktisk fysisk umulig. Skuddet der ramte Tague ramte kort forinden en kantsten, men da fotografer kom for at fotografere det, var

                                                                        lxi
mærket på kantstenen forsvundet – nærmest forsøgt støbt tilbage til normalt udseende.

A. J. Millican var manden med den muligvis mest præcise beretning om attentatøjeblikket. Han forklarede at han hørte helt op til 8 skud fra forskellige retninger, og han kunne desuden næsten høre, at der var tale om en riffel. Men på trods af hans meget præcise beretning blev han aldrig afhørt af myndighederne, og døde i 1986, uden officielt at have forklaret sine oplevelser til no-

gen.^{lxii} Hans historie var selvfølgelig også meget ødelæggende for Warrenkommissionens konklusi-

on af attentatet.

Derudover var der også ændringen af kortegens rute 4 dage før besøget. Hvorfor ændrede man den? Hvad var grunden til at gøre det? For at komme fra Houston til Elm Street, var limousinen

Side 20

Side 21 af 36

                            o              o                                   lxiii
nødt til at foretage et sving på 120 , men alt over 90 var blevet forbudt af sikkerhedstjenesten.

Og hvordan skulle kommunister fra Cuba eller Sovjetunionen planlægge et attentat på præsiden-ten, uden rent faktisk at kende til kortegens egentlige rute før d. 19., hvor eventuelle attentat-mænd for længst havde været nødt til at være i landet? Det mere sandsynlige svar på årsagen til denne ruteændring er, at regeringen planlagde et attentat på præsidenten, men at det ville være umuligt at gennemføre med den oprindelige rute, hvor han skulle have fortsat ud af hovedgaden.

Man ændrede derfor ruten, så Kennedy blev ført direkte i hænderne på attentatmændene.

Men hvad så med Oswald? Var han indblandet i disse mørke planer, eller var han bare en syn-debuk?

Som beskrevet i gennemgangen af Warrenkommissionen blev Oswald mødt af Motorcykelbe-tjent Baker og hans følgesvend Truly, ca. 1 minut og 15 sekunder efter det sidste skud blev affyret.

Begge beskrev ham som rolig og på ingen måde forskrækket eller udmattet ved mødet, og Baker

sagde at han stod med en cola i hånden, hvilket Truly dog ikke bemærkede.^{lxiv} Efter mødet gik Os-

wald ifølge frk. Robert Reid stille og roligt ud ad hoveddøren til bygningen, og forsvandt i mæng-den. Var Oswald manden der trykkede på aftrækkeren på skolebogslagerets femte sal, var han altså nødt til først at gemme sit våben i det modsatte hjørne af etagen, hvorefter han måtte spurte ned ad trapperne, hele vejen ned til kantinen på 1. sal, hvor han 1 minut og 15 sekunder efter hans sidste tryk på aftrækkeren, stod roligt og fredfyldt med en fyldt cola i hånden, som han må have købt inden han blev mødt af Baker og Truly. Denne spurt ned af trapperne var der ingen vidner der så eller hørte – heller ikke Billy Lovelady og William Sheeley, som rent faktisk befandt sig på trap-pen som Oswald skulle have kuret nedad efter attentatet. Og hvorfor tage den så stille og roligt efter at have slået Amerikas præsident ihjel? Hvorfor tog Oswald ikke bagudgangen, og hvorfor tog han sin flugt så nonchalant? Da Oswald havde ”flygtet” fra skolebogslageret tog han hjem til sin midlertidige bopæl, og ca. 15 minutter senere skød og dræbte han angiveligt Tippit. Men hvor-for slå en politimand ihjel hvis man ikke er skyldig i mordet på præsidenten? Fire konkrete beviser rettede sig mod Oswald som morderen, men specielt to af dem skaber stor tvivl grundet visse om-stændigheder.

Det første lyder på, at to vidner så mordet, mens 7 andre så gerningsmanden flygte, og alle 9 identificerede gerningsmanden som Oswald. Hovedvidnet, Helen Markham påstod at hun snakke-de med Tippit i flere minutter efter mordet, men medicinske myndigheder sagde, at Tippit blev

dræbt på stedet. Desuden blev Markham ikke set på stedet overhovedet af de andre vidner.^{lxv}

Det andet siger, at mordvåbnet var identisk med det som var indregistreret i Oswalds navn.

Men den kaliber .38 revolver som Oswald ejede var ikke automatisk. Dvs. at man manuelt skal tømme våbnet efter brug. Alligevel blev patronhylstre fundet på stedet. Hvorfor ville Oswald tømme sit våben for dermed at bruge tid, samt at efterlade beviser mod sig selv? Desuden mær-kede en politimand ved navn J. M. Poe et af patronhylstrene med sine initialer J. M. P. Disse initia-

ler var dog ikke at finde, da patronhylstrene senere blev brugt som beviser mod Oswald.^{lxvi}

Side 21

Side 22 af 36

Oswald blev anholdt i et nærliggende teater kl. 13.45, og blev ført til afhøring på Dallas politi-station. To dage efter, da han skulle forflyttes til fængslet, blev han skudt og dræbt af Jack Ruby.

Men hvorfor gjorde Ruby det? Hans officielle forklaring lød på, at han ville skåne Jacqueline Ken-nedy for at skulle vidne mod Oswald i retten. Men hvordan lykkedes det ham at komme ind i poli-tistationens kælder, bevæbnet og omringet af mere end 70 politimænd? Hvordan kunne Ruby vi-de, at Oswald kom ud i mængden på det tidspunkt, og hvordan kunne han overhovedet mase sig igennem på en sådan måde, at han befandt sig få centimeter fra Oswald med sin pistol? Kort før Ruby skød Oswald lød lyden fra et bilhorn – måske var det et signal? Desuden indikerer filmen af mordet, at mange politibetjente genkendte Ruby med det samme. Måske havde Ruby fået assi-stance fra de føderale myndigheder. Måske ønskede regeringen, at Oswald skulle bringes til stil-

hed.^{lxvii}

Meget tyder altså på, at den amerikanske regering selv stod bag mordet på landets præsident, og at dette plot var kendt af selv Lyndon B. Johnson.

Men hvorfor så dræbe præsidenten? Svaret er simpelt. Kennedy ville rykke ud af Vietnam. Han ville gøre en ende på den kolde krig i hans anden præsidentperiode, som aldrig kom. Han gav de sorte deres rettigheder tilbage. Han nægtede at indvadere Cuba i ’62. Han fik gennemført en trak-tat der forbød atomprøvesprængninger. Kennedy ændrede ting. Han var farlig for regeringen. Hvis Amerika ikke gik i krig, ville landet synes svagt overfor resten af verden. Kennedy mistede altså livet, fordi han forandrede verden til et mere fredfyldt sted.

Side 22

Side 23 af 36

Konklusion

På utrolig mange måder var Kennedy en stor mand for det amerikanske folk. Han startede sit præ-sidentembede med at levere en af Amerikas bedste indsættelsestaler nogensinde. Han slog igen-nem for de sortes rettigheder, da han talte til hele USA’s befolkning om hvad det indebærer at være borger i Amerika. Med kløgtige ordspil, stærke argumenter og store ord, appellerede han utroligt effektivt til Amerika, og såmænd også resten af verden. Han havde naturligvis sine op- og nedture som præsident. Svinebugtsinvasionen og Cubakrisen pyntede ikke på hans CV, men hans handlinger i rumfartskapløbet og for fred i verden er ej heller til at glemme. Men samtidig med, at Kennedys storhed gav en enorm inspiration til verdens borgere, er hans fald heller ikke til at glemme. Kennedy blev på brutal og nådesløs vis skudt og dræbt da han var på sit højeste. Han mi-stede livet i en stat, der på trods af mange modstandere, alligevel viste sig at elske ham. Kennedy blev skudt under så mærkværdige omstændigheder, at hans eftermæle lige såvel er blandt dem man husker i mange år frem i tiden. Kennedy blev skudt af en konspiration. Beviserne der i denne opgave er blevet fremlagt, analyseret og diskuteret, er alle faktuelle oplysninger, og de pejer på, at Amerikas egen regering stod bag mordet. Sikkerheden blev overtrådt markant, beviser og doku-mentation for mordet blev pillet ved på den ene eller den anden måde, og vidner blev overhørt hvis deres udsagn ikke stemte overens med den historie, der skulle dække over mordet: at Lee Harvey Oswald, en tidligere marinesoldat med ringe erfaring med våben, som tjente meget små pengebeløb ved at arbejde i et skolebogslager i Dallas, skulle stå bag den største mordgåde i ver-denshistorien. Meget tyder på, at Oswald bare var en syndebuk. Han var uskyldig. Men fordi han havde begået en række fejl i løbet af sit liv, fordi han var blevet set med de forkerte mennesker, fordi hans adfærd på mange måder var unormal og fordi han var på det forkerte sted på det for-kerte tidspunkt, blev han stemplet som attentatmanden der skød John F. Kennedy, hvilket få dage senere kostede ham livet.

Kennedy blev dræbt fordi han ændrede Amerika – fordi hans syn på verdensfred var lidt for virkeligt.

Side 23

Side 24 af 36

Litteraturliste

Bøger:

Fetzer, James H., Ph.D., “Murder in Dealey Plaza: What We Know Now, that We didn’t Know Then about the Death of JFK”, Publishers Group West, 2000

Garrison, Jim, “JFK – On the Trail of the Assassins”, Special-Trykkeriet a/s, 1992

Marrs, Jim, ”Crossfire – The Plot that Killed Kennedy”, New York, NY, USA: Carroll & Graf Publish-ers, Inc., 1989

Internetsider:

• The Official Warren Comission (10/12 2009):
http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-

3.html#firstmissed

• JFK Library’s official website, JFK Library of Boston Massachussets (5/12 2009):
http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/JFK+in+History/

• Hvad Kennedy gjorde for borgerrettighederne (8/12 2009):
http://www.historylearningsite.co.uk/john_kennedy_and_civil_rights.htm

• Episoden ved Alabama Universitet (8/12 2009):
http://www.history.com/this-day-in-history.do?id=5087&action=tdihArticleCategory

• Præsident John F. Kennedys indsættelsestale, d. 20. januar, 1961 (5/12 2009):
http://www.jfklibrary.org/Asset+Tree/Asset+Viewers/Audio+Video+Asset+Viewer.htm?gui
d={F13B7798-7E4F-482C-9BF4-9E66EA6C1E56}&type=Video

• Præsident John F. kennedys borgerretstale, d. 11. juni, 1963 (9/12 2009):
http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/Archives/Reference+Desk/Speeches/JFK/0

03POF03CivilRightshtm

Film:

• Stone, Oliver, “JFK”, Warner Bros. Pictures, 1991

Side 24

Side 25 af 36

Noter: i

Marrs, Jim – Crossfire, pp. 138-142 ii

Marrs, Jim – Crossfire, pp. 142-143 iii

http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/JFK+in+History/Space+Program.htm

iv

http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/JFK+in+History/Nuclear+Test+Ban+Treaty.htm

v

http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/JFK+in+History/Vietnam.htm

vi

http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/JFK+in+History/Campaign+of+1960.htm

vii

Bilag 1 - Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 5 viii

Bilag 1 - Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 16 ix

Bilag 1 – Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 22 x

Bilag 1 – Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 25 xi

Bilag 1 – Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 27-28 xii

Bilag 1 – Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 13 xiii

Bilag 1 – Inaugural Address of John F. Kennedy, January 20, 1961, afsnit 14 xiv

http://www.history.com/this-day-in-history.do?id=5087&action=tdihArticleCategory

xv

Bilag 2 – Radio and Television Report to the American People on Civil Rights, June 11, 1963 – Afsnit 4 xvi

Bilag 2 – Radio and Television Report to the American People on Civil Rights, June 11, 1963 – Afsnit 7 xvii

Bilag 2 – Radio and Television Report to the American People on Civil Rights, June 11, 1963 – Afsnit 35 xviii

Bilag 2 – Radio and Television Report to the American People on Civil Rights, June 11, 1963 – Afsnit 12 xix

http://www.historylearningsite.co.uk/john_kennedy_and_civil_rights.htm

xx

Marrs, Jim – Crossfire, p. 6 xxi

Marrs, Jim – Crossfire, p. 7 xxii

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-4.html#building – Chapter 4: ”The As-

sassin”, “The Rifle in the Building”
xxiii

Film: Stone, Oliver, Warner Bros. Pictures, “JFK”, 1:11:39 xxiv

Jeg er klar over at der i Warrenkommissionen og andre steder står ”sixth floor”, men amerikanerne tager ikke stue-

etagen med, og kalder altså den nederste etage for ”first floor”. Altså er “sixth floor” faktisk femte sal.
xxv

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-3.html#firstmissed – Chapter 3: “The

Shots From the Texas School Book Depository”, “Number of Shots”
xxvi

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-4.html#actions – “Chapter 4: The Assas-

sin”, “Oswald at Window” – “Oswald’s Actions in Building After Assassination”
xxvii

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-4.html#actions – “Chapter 4: The As-

sassin”, “The Killing of Patrolman J. D. Tippit” – “Oswald’s Movements After Leaving Depository Building”
xxviii

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-4.html#actions – “Chapter 4: The As-

sassin”, “The Killing of Patrolman J. D. Tippit” – “Description of Shooting”
xxix

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-4.html#actions – “Chapter 4: The Assas-

sin”, “Oswald’s Arrest”
xxx

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-5.html#possible – “Chapter 5: Detention

and Death of Oswald”, “The Abortive Transfer”
xxxi

Fetzer, James H., Ph.D., ”Murder in Dealey Plaza”, pp. 5-6 xxxii

Film: ”Stone, Oliver, Warner Bros. Pictures, “JFK”, 1:11:50 – 1:13:08 xxxiii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 102 xxxiv

http://www.archives.gov/research/jfk/warren-commission-report/chapter-3.html#firstmissed – “Chapter 3: The

Shots from the Texas School Book Depository”, “The Governor’s Wounds”
xxxv

Film: Stone, Oliver, Warner Bros. Pictures, ”JFK”, 2:39:11 – 2:40:16 xxxvi

Marrs, Jim, Crossfire, p. 98 xxxvii

Marrs, Jim, Crossfire, pp. 111 og 127 xxxviii

Marrs, Jim, Crossfire, pp. 124-125 xxxix

Marrs, Jim, Crossfire, pp. 126-127 xl

Marrs, Jim, Crossfire, p. 118 xli

Marrs, Jim, Crossfire, p. 118 xlii

KGB = Russisk efterretningstjeneste, svarende til det amerikanske CIA

xliii

Marrs, Jim, Crossfire, p. 132

Side 25

Side 26 af 36 xliv

Marrs, Jim, Crossfire, pp. 133-134 xlv

Marrs, Jim, Crossfire, p. 141 xlvi

Marrs, Jim, Crossfire, p. 143 xlvii

Marrs, Jim, Crossfire, p. 144 xlviii

Marrs, Jim, Crossfire, p. 146 xlix

Marrs, Jim, Crossfire, p. 154 l

Marrs, Jim, Crossfire, p. 149 li

Fetzer, James H., Ph.D, “Murder in Dealey Plaza”, pp. 11-12 lii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 7 liii

Fetzer, James H., Ph.D, “Murder in Dealey Plaza”, pp. 168-169 liv

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 42 lv

Marrs, Jim, ”Crossfire”, pp. 41-42 lvi

Film: Stone, Oliver, Warner Bros. Pictures, ”JFK”, 2:41:37 lvii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 60 lviii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 57 lix

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 58 lx

Marrs, Jim, ”Crossfire”, pp. 20-23 lxi

Marrs, Jim, “Crossfire”, pp. 60 + 62

lxii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 28 lxiii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 11 lxiv

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 52 lxv

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 340 lxvi

Marrs, Jim, ”Crossfire”, pp. 342-343 lxvii

Marrs, Jim, ”Crossfire”, p. 422