SRP: Middelalder og Renæssance i England i Historie og Engelsk

Side 1

1

Middelalderen, renæssancen og den Elizabethanske periode i

England med udgangspunkt i Shakespeares ”Romeo and Juliet”

STX 3.g

Klasse: 3.i

Skole: Ørestad Gymnasium

Fag: Engelsk (A) og historie (A)

Vejledere: Erik Kristensen og Jeppe Nielsen Wernberg.

Dato for aflevering: Fredag den

Side 2

2

Abstract

This assignment answers whether the term “renaissance” can be applied to the Elizabethan Age in England or not. Furthermore it contains a discussion about the change between the Middle Ages and the renaissance. The discussion is based on the fact, that there are different views on whether the change between the two periods is characterized as a break or continuity. The paper also contains an explanation of the Middle Ages, the renaissance and the Elizabethan Age in England. To answer the question about break or continuity, this paper contains an analysis and interpretation of Shakespeare’s Romeo and Juliet and a critical analysis of my two chosen sources from the renaissance. The result of the analysis and interpretation of Shakespeare’s Romeo and Juliet is that many renaissance characteristics are found in the play. One of the chosen historical sources is a portrait of Henry Unton. The analysis shows that many traits from the renaissance are expressed in the portrait. The other historical source from the renaissance is a report about the English colonization written by George Peckham. The result of the analysis of the report indicates that many renaissance traits are expressed in this source as well. One of the conclusions of this assignment is therefore, that the term “renaissance” can be applied to the Elizabethan Age in England. My discussion contains arguments for and against the break and continuity. And since there are most arguments for the break, the other conclusion is that the change between the two periods is characterized as a break instead of continuity.

Side 3

3

Indholdsfortegnelse

Forside……………………………………………………………………………….. Side 1

Abstract……………………………………………………………………………… Side 2

Indholdsfortegnelse………………………………………………………………….. Side 3

Indledning…………………………………………………………………………… Side 4.1

Redegørelse af middelalderen……………………………………………………….. Side 4.2

Redegørelse af renæssance…………………………………………………………... Side 6.1

Redegørelse af den Elizabethanske periode…………………………………………. Side 8.1

Analyse af Romeo and Juliet af William Shakespeare……………………………… Side 10.1

Gennemgående temaer…………………………………………………………....…. Side 12.1

Personkarakteristik…………………………………………………………….…….. Side 13.1

Uordenen………………………………………………………………………….…. Side 15.1

Træk fra middelalderen og renæssancen…………………………………………..… Side 16.1

Kildekritisk analyse af første kilde………………………………………………….. Side 17.1

Kildekritisk analyse af anden kilde………………………………………………….. Side 18.1

Diskussion og vurdering…………………………………………………………….. Side 19.1

Vurderingen…………………………………………………………………………. Side 21.1

Konklusion………………………………………………………………………….. Side 23.1

Litteraturliste…………………………………………………………………………Side 25.1

Bilag……………………………………………………………………………….....Side 26.1

Side 4

4

4.1 - Indledning

Den Elizabethanske periode er en overgangsperiode – en såkaldt transitionsperiode.

Transitionsperioder bærer ofte præg af træk fra flere forskellige perioder. Fra var Elizabeth Tudor dronning af England, og England gennemgik en masse forandringer i denne periode. Jeg vil, med udgangspunkt i Shakespeares ”Romeo and Juliet” samt mine to selvvalgte kilder fra renæssancen, finde ud af, om betegnelsen ”renæssance” kan bruges om den Elizabethanske periode. De to kilder jeg har valgt, er et portræt af Henry Unton samt en rapport af George Peckham, der omhandler Englands kolonisering. Der findes mange holdninger om, hvorvidt der er tale om brud eller kontinuitet ved overgangen mellem middelalderen og renæssancen. Jeg vil vurdere, om der er tale om brud eller kontinuitet imellem de to perioder. For at kunne gøre det, vil jeg analysere og fortolke Romeo and Juliet samt lave en kildekritisk analyse af mine to selvvalgte kilder. Inden selve analysen, vurderingen samt diskussionen, er det relevant at redegøre for middelalderen, renæssancen samt den Elizabethanske periode. På baggrund heraf, kan jeg drage paralleller fra teksterne til perioderne for på den måde, at kunne svare på, om betegnelsen ”renæssance” kan bruges om den Elizabethanske periode. Yderligere kan jeg vurdere, om der er tale om kontinuitet eller brud ved overgangen mellem de to perioder.

4.2 – Middelalderen

Middelalderen strækker sig cirka fra 500-1500-tallet. Ordet i sig selv betyder mellemtid og beskriver den periode, der fulgte efter oldtiden og kom før renæssancen. Betegnelsen er dog først opstået efter periodens afslutning, da man efter middelalderen så tilbage på den som en mellemperiode, hvor mennesker i Vesteuropa levede i århundreder med en evig krigstilstand, bundløs overtro og grænseløs uvidenhed. I middelalderens menneskers øjne levede man nemlig i en moderne periode, og derfor var der for dem ingen middelalder. [1]

Kirken havde stor magt og indflydelse i middelalderen. Kirken var meget rig, da det blev anset for normalt at give kirken gaver. Til gengæld skulle præsterne og munkene bede for ens sjæl, så man kunne komme i himlen, når man døde. Middelalderen var i høj grad præget af en

1

Mennesker og Kultur i Danmarks og Europas middelalder, Brian Patrick McGuire, 2001, side 14

Side 5

5 utrolig religiøs overbevisning, og det naturvidenskabelige spillede ingen rolle. Hændelser der skete i middelalderen, blev begrundet med, at det var Guds vilje. Livet handlede i det hele taget om at blive frelst, og derfor var sjælen altså mere vigtig end kroppen. [2] Man havde et landbrugssamfund i middelalderen, og dette tjente kirken også mange penge på. Kirken ejede nemlig en stor del af jorden, som blev dyrket af fæstebønder. Disse bønder betalte forskellige

afgifter til kirken, men ikke nok med det; kirken fik også 1/10 af alt det, som alle borgerne og

bønderne i landet producerede. [3] Denne form for afgift til kirken blev kaldt for tiende. Alt i alt havde kirken stor magt i middelalderen. Men det drejede sig ikke kun om økonomisk magt.

Kirken havde også meget at skulle have sagt, når det kom til, hvordan mennesker skulle leve deres liv. Man skulle gå til gudstjeneste hver uge, og bekende sine synder for præsten mindst én gang om året. Ægteskabet var et sakramente, og dette betød, at det var indstiftet af Gud.

Dette bekæmpede en hver form for seksuel udfoldelse, der ikke havde det formål at avle børn

                  4
i et livslangt ægteskab.

Yderligere havde man i middelalderen et feudalsamfund. Man kan sige, der var to magtpyramider, hvor af den ene var åndelig. Den åndelige var med Gud øverst, englene, paven osv. Den anden var med kongen øverst, de adelige, bønderne osv. Alle i middelalderen oplevede, at de var afhængige af hinanden. Både herremanden og bonden var underlagt en herre, og selv kongen mente, at han var afhængig af Gud. Orden var et begreb, som var relevant i middelalderen. Samfundet og naturen i middelalderen var statisk. Den kosmiske orden ændrede sig ikke. Man manglede i middelalderen nemlig sans for det principielt historiske, for forandringer og udvikling. Det enkelte individ i middelalderen kunne selvfølgelig tage fejl, komme på afveje, synde osv., men naturen selv ændrede sig ikke og

                                   5
forblev statisk igennem hele middelalderen.

Kollektivisme var et udbredt begreb i middelalderen. Kollektivet var langt højere prioriteret end individet. Man havde som før nævnt et landbrugssamfund og allerede fra barnsben af hjalp børnene i familien til på gården. Skolen var ikke prioriteret højt, og det var de færreste, der fik sig en boglig uddannelse. Man var bundet af slægten, og havde i høj grad svært ved at

2

Mennesker og Kultur i Danmarks og Europas middelalder, Brian Patrick McGuire, 2001, side 11

3

Middelalderen, Thomas Meloni Rønn & Henning Brinckmann, 2007, side 10.

4

http://danmarkshistorien.dk/perioder/hoejmiddelalderen-ca-/kultur-og-dagligliv/

5

Shakespeare renaissancen som drama, Johannes Sløk, 1990, side 25.

Side 6

6 løsrive sig fra denne. Da man havde et landbrugssamfund, afgjorde mængden af land man ejede ens rigdom. Man havde også primært en naturalie-økonomi i middelalderen. [6] Mht. ægteskaber blev de i velhavende familier indgået meget strategisk i middelalderen [7]. Hvis man kom fra en adelig familie, var det normalt, at man blev gift med en fra en anden velhavende familie for på den måde at sikre slægten. I familier med høj status var det altså sjældent af kærlighed ægteskaber blev indgået, men på baggrund af status, magt og penge.

I 1347 rammes England af pesten, eller den sorte død, som den også bliver kaldt. Dette medførte et kæmpe tab af menneskeliv, og næsten 50 % af befolkningen døde. [8] Grundet dette satte folk allerede her spørgsmålstegn ved Guds eksistens. [9]

Mht. kunsten i middelalderen anså man blot kunstnere som håndværkere. [10] Kunsten i middelalderen var brugskunst. Brugen af billeder og symboler var af største betydning, da det var et samfund, hvor få kunne læse. Derfor brugte man ofte billeder og symboler for at synliggøre sammenhænge i samfundet og det enkelte individs plads der i. [11]

6.1 – Renæssancen

Renæssancen opstår i Italien og præger Europa i det 14., 15. og 16. århundrede. Men renæssancen kommer først til Storbritannien i løbet af 1500-tallet. Det bliver med dette århundrede og Tudor-dynastiet med Henrik VIII og hans datter Elizabeth d. 1., som de dominerende figurer, der tegner billedet af det, som almindeligvis forstås ved den engelske

renæssance.^{12}

Ordet renæssance betyder genfødsel og grunden til, at perioden har fået dette navn er, at man i renæssancen fandt inspiration i antikke græske og romerske tekster – teksterne blev altså

6

http://danmarkshistorien.dk/perioder/hoejmiddelalderen-ca-/middelalderens-samfundssystem/

7

http://museum.odense.dk/boern--unge/boern--unge/undervisning-/moentergaarden/tro,-mord-og-

kaerlighed-(1)/faktaportal/09-kaerlighed-og-aegteskab-i-middelalderen.aspx
8

http://www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/overview_middleages_01.shtml

9

Middelalderen, Thomas Meloni Rønn & Henning Brinckmann, 2007, side 13.

10

http://fronter.com/kkgym/links/files.phtml/4d060f696c0f705$8$/3.g-
arkiv/Fra+ren_prcent_E6ssance+til+oplysning+-

+en+idehistorisk+odyss_prcent_E9_files/ren_prcent_E6ssance2_2010.pdf - PDF-fil fra historieundervisningen.
11

http://www.natmus.dk/sw4520.asp

12

Shakespeare og renæssancen, Michael Skovmand, 2006, side 205.

Side 7

7 genfødt. Michael Nordberg mener dog, at man allerede i middelalderen læste og fortolkede de antikke græske og romerske tekster. [13]

Det man i renæssancen hentede fra teksterne, var tankerne, kunsten og arkitekturen fra det antikke græske og romerske samfund. Man fandt en mere objektiv og videnskabelig analyserende tilgang til livet. Det nye syn virkede frigørende og det medførte, at den kulturelle elite fik en historiebevidsthed, som var anderledes end førhen. [14] I 1486 skrev Giovanni Pico della Mirandola om menneskets frigørelse. Ifølge ham havde Gud skabt verden og mennesket i den, og det var Guds ønske, at mennesket skulle filosofere over dette skaberværk. Mennesket var derfor skabt som et væsen, som selv kunne være skabende ligesom kunstnerne. Og det var netop i renæssancen, at den moderne kunstnerrolle blev skabt. Kunsten blev realistisk og naturtro, den omgivne fysiske verden genopdaget, og religion og overtro blev erstattet af rationalitet og empiri. Naturvidenskaben er en betegnelse, som er relevant i forhold til renæssancen. [15]

Specielt menneskesynet var nyt i renæssancen. Man kan sige, at individet fødes i denne periode. Det vil sige, at det enkelte menneske – individet – bliver noget i sig selv. Man stræber ikke længere efter det evige liv hos Gud, men nyder i stedet livet på jorden og prøver at få mest muligt ud af det. [16]

”Betegnelsen ’renæssancemennesket’ dækker over et individ,

                                                                  17
der, sikker på eget værd, og til tider med kynisme, forfulgte egne mål og drømme”. Kroppen

får højere status end sjælen. Skole og uddannelse kommer mere i fokus end i middelalderen, og dette hænger sammen med, at individet kommer i fokus frem for kollektivet.

I renæssancen bliver verden ikke længere opfattet som en statisk størrelse, men som en dynamisk proces. [18] I modsætning til middelalderen har man i renæssancen fået blik for historiciteten, og at tilværelsen ikke uden videre forbliver, hvad den altid har været. Et andet kendetræk ved renæssancen, er tankegangen om at udforske verden, som England fx gjorde via koloniseringer.

13

Den dynamiske middelalder, Michael Nordberg, 1999, side 10.

14

http://fronter.com/kkgym/links/files.phtml/4d06b710a5a2705$8$/3.g-
arkiv/Fra+ren_prcent_E6ssance+til+oplysning+-

+en+idehistorisk+odyss_prcent_E9_files/ren_prcent_E6ssance2_2010.pdf PDF-fil fra historieundervisningen.
15

http://fronter.com/kkgym/links/files.phtml/4d060f696c0f705$8$/3.g-
arkiv/Fra+ren_prcent_E6ssance+til+oplysning+-

+en+idehistorisk+odyss_prcent_E9_files/ren_prcent_E6ssance2_2010.pdf - PDF-fil fra historieundervisningen.
16

http://www.arksiteplus.dk/wm142364

17

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_600-

1530/ren%C3%A6ssancen
18

Renaissancen som drama, Johannes Sløk, 1990, side 25.

Side 8

8

Ordenen, der førhen herskede i middelalderen med hierarkiet, hvor Gud var øverst, brydes også. Mennesket bliver lig med Gud – det enkelte individ kommer så at sige op ved siden af Gud og religionen har mindre indflydelse på den enkelte borgers liv. [19]

I England i renæssancen fik man pengeøkonomi, og naturalie-økonomien var derfor ikke den mest primære mere. Borgerskabet steg også, og i takt med den større individualisering så man mere og mere bort fra slægten.

8.1 – Den Elizabethanske periode

I 1558 blev Elizabeth Tudor, med det protestantiske Londons bifald, kronet som dronning af

England.^{20}

Elizabeth Tudor blev kronet i en tid, hvor England var hærget af kaos. Fjendtligsindede trosretninger delte landet og prøvede med våbenmagt at tilegne sig magten. Fattigdommen var knyttet til forskellige engelske områder, og løsgængeriet eksisterede stadig. Yderligere var indenrigshandelen hæmmet af upålidelige pengeforhold. Et halvt århundredes falskmøntneri havde efterladt finanserne i en tilstand, der medførte, at regeringen måtte betale 14 procent i rente for lån. [21] Den forhenværende dronning Maria Tudor, som havde fokus på religiøse gøremål, havde sparet på landets forsvar. Fæstninger var forsømte, kysterne ubeskyttede, flåden uduelig, hæren blev dårligt betalt, dårligt bespist og de militære enheder var ufuldstændige. England var politisk set en krøbling og blot en kastebold mellem Frankrig og Spanien. Alt i alt kom Elizabeth Tudor til et splittet og økonomisk dårligt stillet England, hvilket hun efterlod større og mere blomstrende end nogensinde. [22]

William Cecil var Elizabeth Tudors sekretær og første-rådgiver. Han havde også indflydelse på den endelige indførelse af protestantismen i England, da han vejledte og rådførte Elizabeth i dette. Omkring år 1590 var alle engelske kirker protestantiske. [23]

19

http://fjorden.dk/bodega/renaessance.htm

20

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 17.

21

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 20.

22

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 26-27.

23

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 41.

Side 9

9

Elizabeth Tudor stod fast på kongers og dronningers guddommelige ret. Hun lod folk fængsle efter forgodtbefindende, uden retssag eller begrundet anklage. Hun gjorde også brug af straffe som indebar tortur. Elizabeth Tudors formelle uddannelse var god. Hun talte fransk og italiensk lige så godt, som hun talte engelsk og var også god til latin og græsk. Hun var intelligent og skarp retorisk. Den franske Karl IX’s havde friet til Elizabeth Tudor, og fordi hun var længe om at svare, havde han udtalt følgende: ”… verden blev skabt på seks dage, og nu har hun allerede brugt otte dage og har stadig ikke bestemt sig.” At hun var skarp retorisk kommer blandt andet til udtryk i følgende citat, hvor hun svarer tilbage på Karl IX’s kommentar, at ”verden var lavet af en større kunstner end hende selv.” [24]

Hun havde lyst til at leve det jordiske liv til det yderste, at more sig og værdsætte tilværelsen hver eneste dag. Hun elskede musik, lege, skuespil og åndfulde taler, til en sand ekstase af digte, madrigaler, dramaer og maskerader i så høj en grad, at England aldrig havde set det før. [25] Elizabeth fokuserede også på uddannelse og undervisning og oprettede blandt andet 100 latinskoler samt internatskoler for de velhavende. [26]

I den elizabethanske periode blev der også indført en form for sikkerhedsnet for de fattige, da en række humane love gjorde staten ansvarlig for, at folket ikke døde af sult. Dette blev finansieret via skatter, som enhver kommune skulle betale som hjælp til de uarbejdsdygtige fattige. [27] I den elizabethanske periode blev vejene også bedre, og man kunne ride større afstande ad gangen. Yderligere blev hestevogne også udbredt. Man anvendte et internationalt betalingsmiddel i form af guld og sølv, udenrigshandlen voksede og tekstilfabrikkerne blomstrede op i takt med udviklingen af

         28
industrien.

De dominerende elizabethanske mennesker var energibundter, frigjort fra gamle dogmer og hæmninger, men ikke helt knyttet til de nye endnu. De havde store ambitioner, elskede at udvikle deres evner og gav deres humor frit spil. De var følsomme over for litteratur, hvis den åndede af liv, og tilbøjelige til voldsomheder både i gerning og tale, men kæmpede dog for at blive gentlemen. [29] Et mindretal af hedenske mennesker i England var enige med mange

24

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 30.

25

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 34.

26

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 94.

27

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 88.

28

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 90.

29

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 114.

Side 10

10 italienere i, at det var bedre at nyde livet frem for at gøre et stort nummer ud af døden. [30] Der sker et langsomt skifte, og dette livssyn bliver mere og mere udbredt. Det Elizabethanske menneske var samlet set en renæssances ætling. [31]

Altså en efterkommer af den italienske renæssances menneske. Yderligere blev der i den Elizabethanske periode opført det første permanente og varige teater i London i 1576, og flere fulgte efter. I London i 1590’erne havde man en teaterkapacitet, der var langt større end det nuværende Århus’ samlede antal biograf-

            32
og teatersæder.

10. 1 - Analyse af Romeo and Juliet af William Shakespeare.

Romeo and Juliet er skrevet af William Shakespeare i ca. 1594.^{33}

Historien finder sted i Italiens Verona i 1300-tallet. Den handler om Romeo og Julies ubegrænsede kærlighed til hinanden, som ikke kan blive fuldendt, da de hver især kommer fra to velhavende og indflydelsesrige familier, der har et udestående med hinanden. Julie er datter af Capulet og Lady Capulet, og Romeo er søn af Montague og Lady Montague.

Dette drama af William Shakespeare var hans første store tragedie. [34]

En tragedie er et stykke, der viser, hvordan en glad og succesfuld person lider under en forfærdelig hændelse, som i sidste ende resulterer i vedkommendes død. [35]

Og dette er tilfældet med Romeo og Julie. De er begge glade unge mennesker fyldt med kærlighed til hinanden. Men på grund af deres familiers indbyrdes had til hinanden, kan de ikke finde sammen. At Romeo bliver forvist fra byen, gør ikke deres situation bedre. Derfor får de hjælp af præsten til at lægge en plan, der gør, at de kan finde sammen. Denne plan mislykkedes dog, og resulterer i både Romeo og Julies død. Derfor er dette drama en tragedie.

Vi får i starten af dramaet allerede introduceret konflikten mellem de to familier i form af et skænderi og en kamp mellem de to familiers tjenere. Denne første scene er opbygget med en omhyggelig overholdelse af rangordningen. Først får man præsenteret de grove og brøsige

30

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 97.

31

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 113.

32

Shakespeare og renæssancen, Michael Skovmand, 2006, side 215.

33

William Shakespeare Samlede Skuespil, Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, 1976, s. 9

34

William Shakespeare Samlede Skuespil, Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen, 1976, s. 9

35

Romeo and Juliet, John O’Connor, Beth Wood og Margaret Graham, 2004, side 261.

Side 11

11 tjenere i de to familier, som er længst nede i hierarkiet. Herefter får man præsenteret de unge adelsmænd, Benvolio og Tybalt, som elegant og hurtigt blander sig i striden. Disse to er længere oppe i hierarkiet end tjenerne. De næste man som læser får en præsentation af, er de to familiers overhoveder samt deres hustruer. Familieoverhovederne tager altså en plads længere oppe i hierarkiet end både tjenerne og adelsmændene. Til sidst er det Prins Escalus, der optræder i scenen. Han har den højeste plads i hierarkiet, da han får sat en dæmper på skænderiet og udlover tortur og dødsstraf, hvis familierne laver uro i gaderne igen. Dette afsnit kan godt tolkes som om, at dramaet bærer præg af middelalderlige træk. Som nævnt i redegørelsen, var der en klar opdeling af rollerne i hierarkiet i middelalderen, og alle var afhængige af hinanden. Og det er netop det, som vi får præsenteret i starten af dramaet.

I kontrast til denne oprørske og problemfyldte gadescene, bliver Romeo præsenteret for første gang. Kontrasten mellem den gadeuorden, der herskede i forrige scene, og Romeo, fremstiller Romeo som en følelsesladet ung mand, der har hjertet på rette plads. Dette bliver kun yderligere bekræftet i, at Romeo fortæller Benvolio om sit ulykkelige kærlighedsliv. Citat, akt

1, scene 1, linje 158: ” Out of her favor, where I am in love.” Han er nemlig håbløst forelsket i en kvinde ved navn Rosaline, som ikke elsker ham. For at Romeo skal glemme Rosaline ved at se på andre smukke kvinder, tager Benvolio, Mercutio og Romeo til Capulet-familiens maskeradefest. Man kan godt argumentere for, at dette stykke af dramaet bærer præg af renæssancetræk, da man i renæssancen jf. redegørelsen nød livet på jorden frem for, at stræbe efter det evige liv hos Gud. Dette kommer til udtryk i form at maskeradefesten, der bliver holdt. For at folk ikke skal se, at de er fra Montague-familien, bærer de alle tre masker. Og det er her, at Romeo får øje på den smukke og uskyldige Julie. Citat, akt 1, scene 5, linje 41: ”Oh, she doth teach the torches to burn bright! It seems she hangs upon the cheek of night, Like a rich jewel in an Ethiope’s ear, Beauty too rich for use, for earth too dear. So shows a snowy dove trooping with crows, As yonder lady o'er her fellows shows.” Citatet giver udtryk for, at det er her, Romeo kaster sin kærlighed på Julie, og glemmer alt om Rosaline. Romeo og Julie falder i snak, og de bliver begge forelskede i hinanden.

Dette falder dog ikke i god jord for Capulet og Lady Capulet så gerne, at Julie giftede sig med den unge adelsmand Paris, som er i slægt med prinsen af Verona. De argumenterer for dette ved at sige, at Paris kommer fra en fin slægt, er velhavende og en rigtig gentleman. Julie har dog fået øjnene op for Romeo og vil ikke giftes med Paris. Dette indikerer, at Julie løsriver

Side 12

12 sig fra sin slægt i og med, at hun modsætter sig sin fars og mors ønske. At Julies forældre gerne så, at hun giftede sig med Paris indikerer, at de fratager Julies, og dermed individets ret, til selv at vælge. Yderligere giver det udtryk for, at de går ind for strategiske og forudbestemte ægteskaber for at sikre familiens ære. I begge tilfælde kan det fortolkes som om, at de repræsenterer middelalderens tankegang. Som der står i redegørelsen, ville velhavende familier i middelalderen godt føre deres slægt videre med en anden rig familie, og det er netop det, som Capulet og Lady Capulet gerne vil. Men når Julie ikke vil giftes med Paris, og hellere vil have Romeo, giver det udtryk for, at Julie modsætter sig sine forældres og dermed familiens ønske. Når hun modsætter sig sine forældres ønske om, at hun skal giftes med Paris, løsriver hun sig på den måde fra sin slægt, og individet kommer derfor i fokus. På baggrund heraf kan man godt argumentere for, at Julie har træk, der peger i retning af, at hun er et renæssancemenneske.

12.1 - temaer

Et af de gennemgående temaer i Romeo and Juliet er forholdet mellem familieforpligtelser og individualitet. I dette drama bliver den altfortærende og grænseoverskridende forelskelse hyldet, mens de følelseslunkne og materialistiske forældre bliver sat i skammekrogen. [36] Citat, akt 2, scene 2, linje 33-49: ”O Romeo, Romeo! Wherefore art thou Romeo? Deny thy father and refuse thy name. Or, if thou wilt not, be but sworn my love, And I’ll no longer be a Capulet. […] 'Tis but thy name that is my enemy. Thou art thyself, though not a Montague.

What’s Montague? It is nor hand, nor foot, Nor arm, nor face, nor any other part Belonging to a man. O, be some other name! What’s in a name? That which we call a rose, By any other word would smell as sweet. So Romeo would, were he not Romeo called, Retain that dear perfection which he owes, Without that title. Romeo, doff thy name, And for that name, which is no part of thee. Take all myself.” Dette citat er yderst relevant i forhold til det sidstnævnte tema. Julie spørger om efternavne, og dermed familietilhørsforhold, ikke er ligegyldigt, hvis man bare elsker hinanden. Derfor er forholdet mellem familieforpligtelser og individualitet meget fremtrædende i dette drama. Dette tema bærer præg af renæssancetræk. Temaet giver i dramaet udtryk for, at individet er prioriteret højere end slægten og dermed kollektivet. Derfor kommer renæssancen til udtryk her.

36

Shakespeare og renæssancen af Michael Skovmand, s 219.

Side 13

13

To andre temaer som kommer til udtryk i Romeo and Juliet er kærlighed og ære. Kærlighed er selvfølgelig et tema, da det er kærligheden, som er handlingens omdrejningspunkt. Det er kærlighed, som driver både Romeo og Julie og i sidste ende også kærligheden, som driver dem i døden. Ære er også et tema, da begge familier prioriterer dette højt. Capulet og Lady Capulet vil godt have, at Julie gifter sig med Paris, da det vil gavne familiens ære. Paris er, som før nævnt, velhavende og fra en fin slægt. At føre Capulet-familien videre med sådan en slægt, er anset som en ære i Capulet og Lady Capulets øjne. Men dette tema kommer også til udtryk på et lavere plan. Når de to familiers medlemmer kommer op og skændes, kommer det til udtryk, at de vil forsøge at bevare deres ære. F.eks. i dette citat, akt 1, scene 1, linje 36:

”Nay, as they dare. I will bite my thumb at them, which is a disgrace to them, if they bear it.

(Bites his thumb)”. Det at Sampson bider i hans tommelfinger, reagerer Abram på lige med det samme, da det anses for at være krænkelse af ens ære. Og grunden til at hele skænderiet starter er derfor, at Abram vil beskytte sin ære. Da Tybalt har dræbt Mercutio, tager Romeo også hævn for at beskytte sin og familiens ære. Da ære spiller så stor en rolle i dramaet, kan man argumentere for, at dramaet bærer præg af et middelalderligt træk. Nemlig det, at æren var vigtig i middelalderen, og at man blandt andet sikrede den via strategiske ægteskaber.

13.1 – personkarakteristik

Romeo er en ung mand på omkring 18 år. Han er meget følsom og har let ved at forelske sig.

Hans store forelskelse er Julie, og det er også hende, han gifter sig med. Han er impulsiv, og har ikke noget ondt gemt i sig. Dog er han tilbøjelig til voldsomheder, hvis det er i kærlighedens eller ærens navn. Dette er træk, der jf. redegørelsen også er karakteriseret ved det Elizabethanske menneske. At han er tilbøjelig til voldsomheder i kærlighedens eller ærens og har tilsyneladende en uddannelse i og med han kan læse, hvilket var noget som den almene borger den gang i de fleste tilfælde ikke kunne. At han har en boglig uddannelse og kan læse, peger i retning af, at han har karaktertræk, som er kendetegnet ved renæssancen. I renæssancen kom individet jf. redegørelsen nemlig mere i centrum, og flere fik derfor en uddannelse. Han er en dynamisk person – han gennemgår altså en udvikling i handlingen.

Han går fra at have en enorm selvmedlidenhed til at værne alle sine tanker om Julie, og give sig til hende. Da han tager sit eget liv i slutningen af dramaet, er det jo også for at blive

Side 14

14 genforenet med Julie, som han tror er død. Han er individuel, og løsriver sig fra sin slægt, da han netop gifter sig med Julie fra den modstridende familie. Derfor kan man argumenterer for, at han er i besiddelse af træk, der peger på, at Romeo ligesom Julie er et renæssancemenneske. Nemlig de træk, der er beskrevet ved, at man i renæssancen prioriterer individet højere end fællesskabet, og at man løsriver sig fra sin slægt. Han prioriterer nemlig sig selv, og dermed individet, højere end sin familie.

Julie er ganske ung - omkring 13 år. Hun er i starten af dramaet imødekommende og lydig over for sine forældre, men dette ændres i løbet af dramaet. Julie er derfor også en dynamisk person, som gennemgår en udvikling. Fra at være imødekommende og lydig over for sine forældre, trodser hun dem i stedet, og gifter sig med Romeo fra den modstridende familie.

Dette gør hende, ligesom Romeo, til en individuel karakter, der løsriver sig fra sin slægt.

Yderligere bliver hun handlekraftig, klartseende og hvilende i sig selv. Dog viser hun ikke over for sin familie, at hun ændrer sig gennem dramaet. Hun lader som om, at hun gerne vil giftes med Paris, for at hendes og Romeos plan kan fungere. Også hun er meget følelsesladet, og har ubegrænsede følelser for Romeo. Hun vil hellere dø end at leve uden ham, hvilket også er grunden til, at hun tager sit eget liv i slutningen af handlingen. Som nævnt før har både Romeo og Julie træk, der er kendetegnet ved renæssancen. De er begge individuelle, og løsriver sig fra sin slægt. Derfor kan man godt sige, at de to unge mennesker i dette drama repræsenterer renæssancen.

Capulet er en ældre mand, som kan blive rigtig hidsig. Han ønsker, at hans datter skal giftes med Paris, da dette ville gavne deres slægt. Hverken Capulet eller Lady Capulet er synderligt varmhjertede. Ingen af dem har rigtig blandet sig i opdragelsen af deres barn, men kun ladet barnepigen stå for denne. Først da Julie bliver lidt ældre, vil de blande sig i hendes liv, og dette er udelukkende for, at få hende til at gifte sig med Paris. De er begge materialistiske og stolte af deres slægt. De har begge træk, der peger i retning af, at de er middelaldermennesker.

Hermed tænker jeg på, at de gerne vil have, at Julie skal gifte sig med Paris på baggrund af det materialistiske og på baggrund af bevarelsen af slægtens ære. Ægteskabet er derfor strategisk, hvilket er et kendetegn for velhavende familier i middelalderen. Derfor kan man konkludere, at Capulet og Lady Capulet, ud fra denne tilgang, repræsenterer middelalderen i dramaet.

Side 15

15

15.1 - uordenen

Uordenen der er at finde i Verona er skyld i, at Romeo og Julies kærlighedsforhold er umuliggjort. Med uordenen tænkes der på det hadefulde forhold mellem slægterne, der ustandseligt bliver ved med at forstyrre roen i Veronas gader. Denne uorden har sammenhæng med renæssancen. I renæssancen brydes ordenen i hierarkiet med mennesket og Gud, da mennesket kommer op ved siden af Gud og derfor hersker der uorden. Der hersker også uorden i Verona, og derfor har dramaet på dette punkt også sammenhæng med renæssancen.

Uordnen, som destruktionen er skyld i, symboliserer nemlig den uorden, der hersker i renæssancen i.h.t. hierarkiet På baggrund af denne uorden er det destruktive element at finde i Romeo and Juliet. Man ved ikke hvorfor familierne hader hinanden og derfor heller ikke hvorfor, det destruktive element er der. Men denne destruktion ender med at destruere sig selv, da Romeo og Julie dør. Først da de dør bliver der sluttet fred mellem de to slægter, og ordenen hersker hermed igen i Veronas gader. Det destruktive element i historien, som man allerede bliver præsenteret af i starten af historien, fungerer som en flodbølge, da den ødelæggende breder sig ud i alle retninger. Den er både skyld i at Romeo og Julie ikke kan finde sammen og skyld i flere dødsfald osv. Destruktionen bliver ikke standset af noget andet, men standser derimod sig selv. Dette sker, som før nævnt, når Romeo og Julie dør.

Destruktionen er en rent negativ proces af intethed eller tilintetgørelse. Derfor kan den ikke have bestand og kan ikke etablere sig som en ny bestående orden, men tvinges til at udtømme al den negativitet den indeholder. Således bliver destruktionen til selvdestruktion – den ophæver sig selv under dramatiske omstændigheder. [37]

Og det er resultatet af denne selvdestruktion som gør, at der igen kommer orden i Verona..

I dramaet forekommer der mange solopgange. Disse solopgange repræsenterer begyndelsen på noget nyt. Den første solopgang forekommer, da Romeo går hjem fra Julie tidligt om morgenen. Den repræsenterer, at deres forhold er begyndt. Den næste solopgang, der forekommer, er når Romeo går til Friar Lawrence. Denne solopgang repræsenterer, at deres ægteskab er begyndt. Til sidst i dramaet når solen ikke at stå op. Citat, akt 5, scene 3, linje

322: ”A glooming peace this morning with it brings. The sun, for sorrow, will not show his head”. Det symboliserer, at der er sket for mange sørgelige ting i løbet af natten og morgenen.

Det er tidlig morgen, og solen vil inden længe stå op. Det symboliserer to ting. Den ene ting

37

Shakespeare renaissancen som drama, Johannes Sløk, 1990, side 23.

Side 16

16 er, at det er begyndelsen på Romeo og Julies tid sammen i livet efter døden. Den anden ting der er symboliseret, er begyndelsen på det nye og venskabelige forhold mellem de to slægter.

Solopgangene i dramaet repræsenterer som sagt noget nyt – men ikke kun på handlingsplanet.

De repræsenterer også noget nyt på et højere plan. Dette kunne være renæssancen, der netop er udtryk for en ny og fremtrædende periode, som Shakespeare gentagne gange giver udtryk for i dramaet.

16.1 – træk fra middelalderen og renæssancen

Dramaet bærer både præg af træk fra middelalderen og renæssancen. Det har træk fra Middelalderen, da strategiske ægteskaber, slægten og æren er meget i fokus. Men renæssancen kommer i høj grad også til udtryk, da individualiteten, løsrivelsen fra slægten, nydelsen af livet på jorden osv. kommer til udtryk. Man kan konkludere, at forældrene i dramaet repræsenterer middelalderen, mens de to unge mennesker repræsenterer renæssancen.

Handlingen i dramaet er så bygget på baggrund af modsætninger i trækkene mellem middelalderen og renæssancen, som resulterer i konflikter.

Shakespeare vil med dette drama hylde Romeo og Julies ubestridte kærlighed. Romeo og Julie skulle have haft lov til at elske hinanden og gifte sig med hinanden på trods af deres slægtsforhold. Dette går også op for forældrene, men det er selvfølgelig først efter, at Romeo og Julie er afgået ved døden. Capulet og Montague ender med at slutte fred. De vil rejse statuer for hinandens børn, og på den måde er der igen fred i Verona. At det går op for forældrene, hvor galt de har været på den, udtrykker at Shakespeare tager de unge menneskers parti. Det er altså en hyldest til individualiteten og Romeos og Julies kærlighed til hinanden på trods af slægten. På baggrund af, at det er en hyldest til individualiteten, kommer renæssancen igen til udtryk. I renæssancen var det nemlig, som før nævnt, individet der kom i centrum. Og som jeg skrev tidligere i analysen, repræsenterer Romeo og Julie renæssancen, mens forældrene i stykket repræsenterer middelalderen. Da Shakespeare fortæller historien set fra de unges perspektiv, hvor de unge er omdrejningspunktet for fortællingen, er det altså et drama, der har flest ligheder med renæssancen og ikke middelalderen. Og da dramaet er skrevet i den Elizabethanske periode, kan man lave en delkonklusion der hedder, at betegnelsen ”renæssance” godt kan anvendes om den Elizabethanske periode.

Side 17

17

17.1 – Kildekritisk analyse – begge kilder findes i bilag.

Den første kilde jeg har valgt fra renæssancen er en rapport skrevet af George Peckham i

1584 [38]. George Peckham beskriver i kilden, hvordan en kolonisering som udgangspunkt skal foregå fredeligt, og hvordan man må ty til våben, hvis den fredelige metode ikke fungerer.

Han retfærdiggør også, hvordan hendes kongelige højhed faktisk bare tilbagetager, hvad der er hendes, da der i 1170 allerede var en med kongeligt blod fra Wales i Newfoundland.

Kilden er nedskrevet blot et år efter de aktuelle begivenheder i Newfoundland, og derfor er den samtidig med begivenhederne, som fandt sted på daværende tidspunkt. Afsenderen er forfatteren til kilden George Peckham. Modtageren af kilden er de fremtidige kolonister, da han jo beskriver, hvordan fremgangsmåden skal være ved koloniseringer. Yderligere er modtageren datidens englændere generelt. Dette kommer til udtryk i følgende citat: ”My kinsmen, friends, and servants”. Han snakker til hele Englands befolkning. Formålet med kilden er at informere fremtidige kolonister om, hvordan man skal kolonisere, samt en retfærdiggørelse af selve koloniseringen.

Man kan argumentere for at de vilde, som er beskrevet i rapporten, repræsenterer middelalderen. Grunden til dette er, at der i rapporten står, at ”… the savages generally for the most part are at continual wars with their next adjoining neighbors”, hvilket jo kan betegnes som en evig krigstilstand. Da man så tilbage på middelalderen som en periode plaget af en evig krigstilstand, repræsenterer de vilde derfor i den sammenhæng middelaldersamfundet.

Endvidere var de vilde mere primitive end de englændere, der kom til landet. Derfor kan man også argumentere for, at de vilde repræsenterer det lidt mere primitive middelaldersamfund.

Men selve rapporten bærer også præg af renæssancetræk. Dette kan begrundes ved, at englænderne som kommer til landet, netop er der for at kolonisere og udforske verden – og det at udforske verden, er et træk fra renæssanceperioden. Yderligere fremstår englænderne langt over de vilde både materielt, økonomisk og kulturelt. Englænderne kommer som de uddannede, lærde og skal ”lære” de vilde at opføre sig civiliseret. Citat: ”For such be the things, though to us of small value, yet accounted by them of high price and estimation, and soonest will induce their barbarous natures to a liking and mutual society with us.” Af citatet fremgår det tydeligt, at englænderne er langt mere civiliserede end de barbariske vilde. Ud fra

38

http://www.wwnorton.com/college/english/nael/16century/topic_2/peckham.htm

Side 18

18 dette kan man argumentere for, at englænderne repræsenterer renæssancesamfundet. Kilden kan tolkes således, at englænderne kommer for at ”løfte” de vilde fra deres middelaldersstadie til de hvides renæssancestadie – altså for at gennemføre en transformation.

På baggrund af dette kan man konkludere, at betegnelsen renæssance er relevant at bruge om de englændere, som koloniserede Newfoundland. Kilden er skrevet i den Elizabethanske periode, og da kilden afspejler datidens englænders måde at tænke på, kan man konkludere, at renæssance betegnelsen godt kan bruges om den Elizabethanske periode,

Dog skal man huske, at kilden har en tendens. Kilden er nemlig skrevet af en englænder, og derfor er synet på de vilde set med en moderne englænders øjne. Dette kan have medført, at de vilde er fremstillet lidt mere primitive, end de måske var. Dette kommer f.eks. til udtryk når George Peckham udtaler sig om kannibalerne. Citat: ”… and especially the cannibals […]

and have teeth like dogs”. Dette citat indikerer, at George Pechkam kan fremstå en smule unuanceret, når han skriver i metaforer og sammenligner med et dyr.

Den anden kilde jeg har valgt fra renæssancen, er et billede fra 1597. Billedet er et portræt af Henry Unton, som var en engelsk diplomat i det Elizabethanske England. Selve portrættet består af mange små billeder, som fortæller noget om henholdsvis Henry Untons fødsel, hans skolegang, uddannelse, karriere, død osv. Hele hans liv er repræsenteret i billedet.

Billedet er lavet et år efter hans død, og begivenhederne der kommer til udtryk, er derfor fra samtiden. Afsenderen af billedet er angiveligt Henry Untons familie, [39] som har bestilt billedet. Formålet med at lave billedet var at producere et historisk budskab til eftertiden. Det der bliver lagt mest vægt på i billederne, er Henry Untons uddannelse og karriereliv.

Det fremgår af billederne, at Henry Unton var en lærd mand med en god boglig uddannelse.

At portrættet i så høj grad omhandler hans karriere og hans uddannelse, giver udtryk for, at han af hans familie var anset for at være en veluddannet og klog mand, som mere eller mindre havde løsrevet sig fra sin slægt. Derfor kan man argumentere for, at Henry Unton var en mand, der bar præg af mange karakteristiske træk fra renæssancen. Nemlig at han var individuel, havde sig en god, boglig uddannelse og da der stort set ikke er noget, der omhandler hans familie i billedet, havde løsrevet sig fra sin slægt. Flere billeder viser også,

39

http://www.berkshirehistory.com/bios/hunton.html

Side 19

19 hvordan han rejste i udlandet både for at kæmpe og for at arbejde. Han var blandt andet i Holland og Frankrig. Igen er der faktorer, der peger i retning af, at Henry Unton var et menneske, der havde renæssancetræk. I renæssanceperioden var det, som tidligere nævnt, karakteristika, at verden blev udforsket, og her kan man drage en parallel til, at Henry Unton på trods af hans forholdsvis korte levealder både rejste i Frankrig og Holland. At han var diplomat, understøtter kun sammenhængen med renæssancen, da diplomater netop er et ikon for at udforske og bruge verden.

Billedet er fra den Elizabethanske periode, og Henry Unton var en fremtrædende figur i det Elizabethanske England. Han var i samtiden anset som en lærd man med en god, akademisk uddannelse, og så fremgår det af billedet, at han var individuel og havde en god karriere.

Derfor kan man konkludere, at billedet giver udtryk for, at renæssancebetegnelsen godt kan bruges om den Elizabethanske periode. Dog er der faktorer, som peger i retning af, at billedet også har middelalderlige træk. Som nævnt i redegørelsen brugte man i middelalderens kunst mest symboler og billeder, hvis man f.eks. skulle belyse individets plads i samfundet, idet kun de færreste kunne læse. Og det er netop tilfældet med dette billede. Der er ingen tekst på selve portrættet, men kun en masse billeder, der fortæller om Henry Untons liv. Derfor bærer billedet også præg af middelalderlige træk.

Dog skal man huske, at kilden kan have en tendens. Da det jo angiveligt er Henry Untons familie, der har bestilt billedet, kan billederne godt være meget subjektive – altså på den måde, at Henry Unton måske er fremstillet som et bedre menneske, end han egentlig var. Fx i billede 8, der handler om, hvordan Henry Unton var en generøs mand, der hjalp de fattige.

19.1 Diskussion og vurdering

Der er delte meninger, om der er tale om brud eller kontinuitet, når man diskuterer overgangen fra middelalderen til renæssancen.

Med udgangspunkt i min redegørelse fremkommer det, at man i renæssancen ”genfødte” de antikke græske og romerske tekster. Man hentede inspiration i teksterne i form af tankerne, kunsten og arkitekturen. På den måde fandt man en mere objektiv og videnskabeligt analyserende tilgang til livet. Og da man gjorde det i renæssancen, fik man en tilgang til

Side 20

20 tingene, som passede bedre ind i et moderne byliv end til middelalderens religiøse syn på livet. På baggrund af dette kan man argumentere for, at der i overgangen mellem de to perioder, sker et brud. Det var nemlig både i renæssancen, at man hentede inspirationen fra de antikke tekster og det var også i renæssancen, at der rent faktisk skete nogle ændringer i samfundet.

På den anden side er der også argumenter for, at der er tale om kontinuitet mellem middelalderen og renæssancen. Som nævnt i redegørelsen hævder Michael Nordberg, at man allerede i middelalderen studerede de antikke græske og romerske tekster. Dette indikerer, at der er tale om kontinuitet i overgangen mellem middelalderen og renæssancen. Yderligere argumenterer Michael Nordberg for, at der er tale om kontinuitet mellem de to perioder, da der allerede i slutningen af 1200-tallet opstod idéer og forestillinger om henholdsvis sociale og politiske faktorer, religionens og kirkens stilling, naturvidenskaben og verdensbilledet i det

                                      40
hele taget, som virkede ”moderne” for deres tid.

Mht. til det enkelte individ og slægtsforholdet sker der også nogle ændringer i renæssancen.

Det enkelte individ kommer i fokus frem for kollektivet og dermed familien. Derfor sker der også her en klar ændring i forhold til middelalderen, og derfor er der på dette punkt tale om brud i overgangen mellem de to perioder. Yderligere brydes ordenen fra middelalderen også.

Mht. bruddet af ordenen refereres der til hierarkiet med Gud over mennesket. I renæssancen får religionen mindre indflydelse, og mennesket kommer op ved siden af Gud i hierarkiet.

Dette er også en klar ændring ift. middelalderen, og derfor er der tale om et brud i overgangen mellem de to perioder.

I renæssancen forekommer der som sagt et naturvidenskabeligt gennembrud blandt andet fordi, at religionen blev erstattet af rationalitet og empiri. Her er der altså tale om et brud frem for kontinuitet. Yderligere blev verden i renæssancen ikke længere opfattet som en statisk størrelse. Man fik blik for historiciteten og den idé, at tilværelsen ikke uden videre forbliver, hvad den altid har været. Dette er en klar ændring ift. middelalderen, og derfor er der også her tale om brud.

Hvis man tager udgangspunkt i Romeo and Juliet, kan man også argumentere for, at der er tale om et brud med middelalderens tænkning. Som nævnt i analysen af dramaet

40

Den dynamiske middelalder, Michael Nordberg, 1999, side 11.

Side 21

21 repræsenterer de to unge mennesker renæssancen, mens forældrene repræsenterer middelalderen. Handlingen er, som nævnt i analysen, bygget på de konflikter, der hersker mellem middelalderens og renæssancens tænkning. Det går til sidst op for forældrene, at de har taget fejl. Derfor kommer det til udtryk, at Shakespeare i dramaet favoriserer de unges individualitet og kærlighed frem for forældrenes tankegang. Således er det altså også en favorisering af renæssancen frem for middelalderen. Da de to familier til sidst slutter fred, og det går op for forældrene, at de har taget fejl, indikerer det, at renæssancens repræsentanter bliver hyldet. Forskellen i tankegangen på den unge og den gamle generation er så stor, at de unge til sidst ender med at tage deres liv. Dette symboliserer et klart brud i overgangen fra middelalderen til renæssancen.

I den første kilde jeg har lavet en kildekritisk analyse af, kom jeg frem til, at de vilde repræsenterer det middelalderlige samfund mens de hvide, eller englænderne, repræsenterer renæssance-samfundet. Skellet mellem de to kulturer repræsenterer altså skellet mellem middelalderen og renæssancen. Og da der er et meget tydeligt skel mellem de to kulturer i form af materielle besiddelser, økonomien osv., kan man argumentere for, at der sker et brud i overgangen fra middelalderen til renæssancen.

Den anden kilde jeg har valgt, hvor Henry Untons liv er beskrevet i billeder, kan tolkes som om, at der er tale om kontinuitet mellem middelalderen og renæssancen. I indholdet af billederne er det renæssancen, der kommer mest til udtryk. Men på baggrund af den givne form i kunsten, er der tale om kontinuitet mellem de to perioder. Billedet er som sagt fra renæssancen og indeholder renæssance træk, men selve den kunstneriske form bærer præg af middelalderlige træk, som jeg beskrev i den kildekritiske analyse. Derfor bærer kilden præg af, at der er tale om kontinuitet mellem de to perioder.

21.1 - vurdering

I vurderingen af, om betegnelsen ”renæssance” kan bruges om den Elizabethanske periode, indgår der mange forskellige faktorer. Den Elizabethanske periode er en transitionsperiode – altså en overgangsperiode. Derfor bærer den Elizabethanske periode præg af flere forskellige perioder.

Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i min redegørelse, kan man se, at Elizabeth kunne finde på at fængsle folk efter eget behov uden retssag eller begrundet anklage. Yderligere blev der i

Side 22

22 perioden også gjort brug af straffe, som indebar tortur. Dette kan tolkes som at det enkelte individ, der gennemgik torturen som straf, ikke fik mulighed for resocialisering, og derfor ikke blev varetaget som et unikt og selvstændigt menneske. Derfor indikerer dette, at den Elizabethanske periode ikke kun bar præg af renæssance træk, men også havde træk, der var karakteristika for middelalderen. Da den Elizabethanske periode også havde træk fra middelalderen, peger dette i retning af, at der er tale om kontinuitet frem for brud mellem de to perioder, da der forekommer middelalderlige træk i en periode, der ellers er præget af renæssancen. Men hvis man fokuserer på religionen i den Elizabethanske periode, kan man også se, at perioden indeholder reformationstræk. Elizabeth var protestant og omkring 1590, var alle kirker i England protestantiske. Det betyder derfor, at perioden bærer præg af træk fra reformationen.

Dog er der flest ting fra den Elizabethanske periode, som har sammenhæng med renæssancen.

Elizabeth oprettede mange skoler, og prioriterede derfor uddannelse højt. Og netop det at uddannelsen blev prioriteret højt, kan tolkes som, at det enkelte individ kom i centrum i denne periode. Yderligere blev der i den Elizabethanske periode også indført en form for sikkerhedsnet for de fattigste, så de ikke sultede. Dette peger også i retning af, at det enkelte individ var i fokus og prioriteret højt. Disse to faktorer har fællestræk med kendetegnene fra renæssancen, og derfor bærer den Elizabethanske periode også præg af renæssancen.

Yderligere var Elizabeth Tudor et intelligent menneske med en god uddannelse. Hun talte flere forskellige sprog og var god retorisk. Derfor kan der argumenteres for, at Elizabeth Tudor havde karaktertræk, som var kendetegnet med renæssancen. Nemlig det at hun havde sig en god uddannelse og var intelligent. Men det var ikke kun hendes intelligens og uddannelse, som havde træk, der var kendetegnet ved renæssancen. Hun elskede nemlig musik, lege, skuespil osv. hvilket kan tolkes som, at hun i det hele taget nød livet på jorden til det fulde.

Hvis man kigger på karaktertrækkene ved det Elizabethanske menneske, og sammenligner med renæssancens livssyn, er der også en del sammenhænge at finde. Det Elizabethanske menneske gav, jf. redegørelsen, dets humor frit spil, og elskede at udvikle sine evner. At de elskede at udvikle deres evner, kan betegnes som en dynamisk proces. Og den dynamiske proces, eller udviklingen, er et kendetegn ved renæssancen. At de gav deres humor frit spil, kan tolkes som om, at de nød deres liv på jorden. Yderligere var der i det Elizabethanske

Side 23

23

England et mindretal af hedenske mennesker, der var enige med mange italienere i, at det var bedre at nyde livet i fulde drag på jorden frem for at stræbe efter den evige frelse hos gud.

Dette synspunkt blev mere og mere udbredt, og har i høj grad også sammenhæng med renæssancen. Endvidere fremgår det af min redegørelse, af det Elizabethanske menneske

samlet set var en renæssancens ætling^{41}, hvilket altså er en efterkommer af den italienske

renæssances menneske.

At Shakespeare blev så stor en kunstner har helt sikkert også haft noget at gøre med, at han voksede op og levede i det Elizabethanske England. I denne periode blev der nemlig opført en masse teatre, og dette har ligget til grund for, at Shakespeare kunne udfolde sig, som han gjorde. Shakespeare voksede op i det Elizabethanske England og skrev dramaer i renæssances om den Elizabethanske periode.

At udforske verden var jf. min redegørelse et renæssancetræk. At udforske verden kommer til udtryk i den første kilde, som er fra den Elizabethanske periode, hvorfor man også her kan argumentere for, at renæssancebegrebet er relevant at bruge om den Elizabethanske periode.

Jeg er i mine analyser kommet frem til, at både dramaet og kilderne bærer præg af renæssancetræk, og da de er fra den Elizabethanske periode, kan jeg ud fra disse konkludere, at renæssancebegrebet er relevant at bruge om den Elizabethanske periode.

23.1 – Konklusion

På baggrund af mine analyser, diskussionen og vurderingen, kan jeg lave en endelig konklusion, der hedder, at betegnelsen ”renæssance” godt kan bruges om den Elizabethanske periode. Dette er for det første grundet mine mange delkonklusioner i analysedelen, hvor jeg har fundet frem til, at dramaet og de to selvvalgte kilder fra den Elizabethanske periode har flest træk, der kan tolkes som renæssancetræk. For det andet kan jeg, på baggrund af de mange lighedstræk mellem renæssancen og den Elizabethanske periode, også drage denne endelige konklusion. På den anden side bærer den Elizabethanske periode også præg af træk, som er karakteristiske for både reformationen og middelalderen. Her tænker jeg f.eks. på, at

41

Verdens Kulturhistorie 20 – rationalismen, Will og Ariel Durant, 1961, side 113.

Side 24

24 alle kirker i England blev protestantiske i den Elizabethanske periode, samt at Elizabeth Tudor benyttede sig af straffe, som indebar tortur. Men alt i alt er det overvejende billede af den Elizabethanske periode primært præget af renæssancetræk.

Yderligere kan jeg lave en endelig konklusion, der indebærer, at der er tale om et brud ved overgangen mellem de to perioder. Denne konklusion drager jeg, fordi jeg i min diskussion har fundet frem til flest faktorer, der peger på, at der er tale om et brud mellem middelalderen og renæssancen. Dog er der også enkelte træk, der peger i retning af, at der er tale om kontinuitet ved overgangen mellem de to perioder. Men – det overvejende billede er et brud, hvorfor jeg har formuleret min endelige konklusion i denne retning. Mht. de enkelte træk, der peger i retning af, at der er tale om kontinuitet, kan man jo inddrage Michael Nordberg. Han mener f.eks., at der er tale om kontinuitet, da man i middelalderen allerede studerede de antikke græske og romerske tekster. Men det er først i renæssancen, at der rent faktisk sker ændringer mht. samfundet, menneskesynet osv., hvilket også er med til at danne grundlag for min endelige konklusion.

Side 25

25

25.1 - Litteraturliste

Durrant, Ariel og Will: Verdens Kulturhistorie. Hassing, 1971. (Bog)

Høiris, Ole og Vellev, Jens: Renæssancens verden. Aarhus Universitetsforlag, 2006 (Bog) Krabbe, Henning, Chaplin Hansen, Anne og H. Madsen, Erik: William Shakespeare Samlede Skuespil. P. Hasse & Søns Forlag, 1976. (Bog)

Patrick McGuire, Brian: Mennesker og Kultur i Danmarks og Europas Middelalder. Systime,

2001. (Bog)

Pade, Marianne og Skafte Jensen, Minna: Renæssancen. Museum Tusculanums Forlag, 2004.

(Bog)

Meloni Rønn, Thomas og Brinckmann, Henning: Middelalderen. GO Epoke, 2007. (Bog) Skovmand, Michael: Shakespeare og renæssancen: Aarhus Universitets forlag, 2006.

Sløk, Johannes: Shakespeare Renaissancen som drama. Centrum, 1990. (Bog)

Stanley, Wells: The Cambridge Companion to Shakespeare Studies. Cambridge university press.

Wood, Beth, O’Connor, John og Graham, Margaret: Romeo and Juliet. Pearson Longman,

2004. (Bog)

Hjemmesider (alle hjemmesider er besøgt i tidsrummet 9/12 2010 til den 15/12 2010):

http://www.arksiteplus.dk/wm142364

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_600-
1530/ren%C3%A6ssancen

http://www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/overview_middleages_01.shtml

http://www.wwnorton.com/college/english/nael/16century/topic_2/peckham.htm

http://danmarkshistorien.dk/perioder/hoejmiddelalderen-ca-/kultur-og-dagligliv/

Side 26

26

http://danmarkshistorien.dk/perioder/hoejmiddelalderen-ca-/middelalderens-

samfundssystem/

http://museum.odense.dk/boern--unge/boern--unge/undervisning-/moentergaarden/tro,-mord-
og-kaerlighed-(1)/faktaportal/09-kaerlighed-og-aegteskab-i-middelalderen.aspx

http://www.bbc.co.uk/history/british/middle_ages/overview_middleages_01.shtml

http://fronter.com/kkgym/links/files.phtml/4d060f696c0f705$8$/3.g-
arkiv/Fra+ren_prcent_E6ssance+til+oplysning+-
+en+idehistorisk+odyss_prcent_E9_files/ren_prcent_E6ssance2_2010.pdf

http://www.natmus.dk/sw4520.asp

http://fjorden.dk/bodega/renaessance.htm

http://www.wwnorton.com/college/english/nael/16century/topic_2/peckham.htm

http://www.berkshirehistory.com/bios/hunton.html

http://www.mape.org.uk/activities/unton/portrait/bits/frames.htm

26.1 – Bilag

Den første historiske kilde fra renæssancen findes her:

http://www.wwnorton.com/college/english/nael/16century/topic_2/peckham.htm

Her ses den anden historiske kilde, jeg har valgt fra renæssancen – portrættet af Henry Unton.

42

42

http://www.mape.org.uk/activities/unton/portrait/bits/frames.htm