Slaget ved Dybbøl og betydning for danskheden

Side 1

HF 2. år

Historie HF B

Hold aa1hi503

Indholdsfortegnelse:

Indledning………………………………………………………………………………………………….s.3

Problemformulering…………………………………………………………………………………. s.3

Den lange optakt til krigen……………………………………………………………………….. s.3

Sproget og nationalfølelsen……………………………………………………………………... s.6

Krigen i 1864.…………………………………………………………………………………………….s.6

De store slag……………………………………………………………………………………………..s.8

Den nationale opfattelse…………………………………………………………………………..s.8

Efterdønningerne……………………………………………………………………………………..s.9

Litteraturliste…………………………………………………………………………………………… s.11

Side 2

Historie HF B

Hold aa1hi503

2

Indledning:

Man ser ikke umiddelbart ændringen når man krydser grænsen fra Danmark til Tyskland, landskabet er stadig åbent, fladt og består hovedsagligt af marker, der i utallige grønne nuancer strækker sig så langt, øjet rækker. Himlen er lige blå, lugten af at være på landet hænger lige så tydeligt i luften. Alligevel er der en forskel. Man har krydset en grænse, som mange mennesker i fortiden og nutiden har tillagt en enorm be-tydning. En grænse, der gennem årene har været flyttet en del, en grænse som folk har slået ihjel for, og er blevet slået ihjel over. En grænse der adskiller ”os” fra ”dem”. Jeg vil i denne opgave komme nærmere ind på krigen om denne grænse, optakten til denne og de påvirkninger den (de) har haft på det Danmark vi lever i idag.

Problemformulering:

Hvorfor kom det til krig mellem Danmark og Tyskland i 1864? Og hvilken påvirkning har den haft på den selvopfattelse og danskhedsfølelse vi har i dag?

Den lange optakt til krigen

Under Napoleonskrigene i slut 1700-tallet start 1800-tallet, forsøgte Danmark at føre en neutral krigspoli-tik, men blev klemt inde mellem Frankrig og England. Helstaten Danmark bestod på dette tidspunkt af Danmark, Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

I 1801 angriber Englænderne Danmark (slaget på Rheden), dette sker på baggrund af det neutralitetsfor-bund Danmark indgår med Rusland og Sverige. I 1807 bliver København bombarderet. På dette tidspunkt dominerede Napoleon det meste af det europæiske kontinent, og ville udelukke englænderne fra alle eu-ropæiske havne inklusive de danske og norske. Da England var bange for at danskerne ville tage Napoleons parti, angreb de den danske flåde og København, Danmark havde nemlig en rimelig stor flåde. England bombarderer København med brandmissiler og ødelægger store dele af hovedstaden. Desuden mister Danmark sin flåde, halvdelen er ødelagt og resten har Briterne taget, som en naturlig konsekvens er Dan-mark nu på Napoleons side i krigen. Bombardementet af København ses i dag som et af verdenshistoriens første terror angreb og der er i det engelske sprog et udtryk ” to Copenhagenize” Hvilket betyder at overta-

ge eller konfiskere flåden^{1}. I årerne oplevede Napoleon mange militære nederlag og måtte

trække sig tilbage til Frankrig. Danmark står på tabernes side, og måtte ved fredsaftalen i Kiel afstå Norge til Sverige, men får som trøst Lauenborg tilknyttet som hertugdømme. Tyskland har indtil 1800-tallet bestået af en masse fyrstedømmer, men samles i løbet af 1800-tallet til et mere sammenhængende land hvilket

1

Wikipedia

Side 3

Historie HF B

Hold aa1hi503

3

også kan ses som et udtryk for nationalisme^{2}. Nationalliberalisterne vil gerne opdele Slesvig og Holsten, og

knytte Slesvig til kongeriget Danmark, den såkaldte Ejderpolitik, som gik ud på, at Danmarks historiske syd-grænse ved floden Ejderen (mellem Sønderjylland og Holsten) skulle genoprettes. Ejderpolitikkens slagord var: ”Danmark til Ejderen.” Orla Lehmann, der var de unge liberale akademikeres førende taler og skribent,

formulerede Ejder-programmet den 28. maj 1842.^{3} Ejder-programmet gik ud på, at de tyske hertugdømmer

Holsten og Lauenborg skulle udskilles af det danske monarki, mens Hertugdømmet Slesvig skulle være en almindelig provins i Kongeriget Danmark. Kravet var delvis en modreaktion mod slesvigholstenismens krav om at hele Slesvig skulle være tysk, dog i personalunion med Danmark.

Ejderprogrammet fik støtte fra De Nationalliberale. Derimod ønskede Bondevennerne og de konservative helstatsmænd, at Holsten og Lauenborg skulle bevares som fuldgyldige dele af det danske monarki. Den slesvig-holstenske bevægelse ønskede derimod principielt, at Sønderjylland skulle være tysk. Den modsatte sig derfor også Ejderpolitikken. Ejderprogrammet fik stor indflydelse på folkestemningen i Danmark, Norge og Sverige.

Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i Nordslesvig (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på universitetet i Kiel. Et af resultaterne var, at Peter Hiort Lorenzen, en liberal købmand fra Haderslev, den 11. november 1842 talte dansk i Slesvigs stænderforsamling. Det næste resultat var de store folkemøder, der i 1840'erne blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj 1843 blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats. Der fandtes til-svarende tyske folkemøder, især i Sydslesvig. Det var imidlertid ikke i Slesvig, men primært i Holsten (især Kiel) og i København, at de mest nationalistiske holdninger blev udviklet.

Ejderpolitikken provokerede de tysksindede liberalister i hertugdømmerne, som forventede at få Preussens støtte i deres bestræbelser på at opnå løsrivelse fra Danmark. Dette var optakten til Treårskrigen.

Danmark kunne ikke gennemføre sin Ejder-politik. De europæiske stormagter ønskede ikke at skulle be-kæmpe nationalliberale bevægelser i både Danmark og Tyskland, og gav Danmark besked på at fortsætte som helstat. Danmark fik derfor ikke noget ud af denne krig udover nationalt overmod.

Napoleons mangeårige dominans afføder en stigende nationalisme i Europa. På dette tidspunkt er der i Danmark stadigt enevælde under Frederik d. 6, en konge som også tit får en stor del af æren for at landbo-reformerne blev en realitet.

2

Wikipedia

3

Den store danske, Gyldendals store åbne encyklopædi

Side 4

Historie HF B

Hold aa1hi503

4

Nationalisterne og liberalisterne vinder også frem herhjemme i Danmark og kræver enevælden afskaffet til

                                        4
fordel for demokratiet, en fri forfatning. I 1834

blev der oprettet 4 rådgivende stænderforsamlinger i

Danmark, der skulle være med til at give folket mere indflydelse der var én for øerne, én for Jylland, og både Slesvig og Holsten fik hver sin. Der gik dog endnu nogle år før enevælden fuldstændigt blev afskaffet. I

1848 kunne den enevældige konge ikke længere over høre folkets stemme den nationale begejstring nåede

også Slesvig-Holsten, og den 18 marts^{5} samledes stænderforsamlingerne fra Slesvig og Holsten. På mødet

anbefalede en liberal tysk sagfører, Theodor Olshausen, at Slesvig-Holsten skulle bryde med Danmark og at et demokratisk Slesvig-Holsten skulle tilslutte sig det tyske forbund. Han udtalte også: ”Danskerne er et

dovent, dvask og usammenhængende folk.”^{6} Dette citat blev trykt i de danske aviser og fik den danske na-

tional stemning til at blusse op. De nationalliberale, med Orla Lehmann i spidsen sammenkaldte til et fol-kemøde, hvor Orla Lehmann holdte en tale som opfordrede til at man forlangte at kongen (Frederik d.7 der ellers var meget populær blandt det almindelig folk i Danmark, den jævne, ærkedanske ”Frederik folke-kær”) skulle udnævne nye mere kompetente ministre. Han siger i sin tale at Danmark for længe har set til mens Slesvig og Holsten har planlagt at bryde med Danmark, og slutte sig til det tyske forbund. Han slutter sin tale med: ”Hvis det danske folk ikke nu i denne sidste time mander sig op til en modig, en endrægtig,

højsindet beslutning, så vil Danmark gå til grunde - så vil det ikke blot falde, men falde uden ære”.^{7} Dan-

skerne var for alvor begyndt at føle sig danske, og hvis Danmark skulle falde uden æren i behold ville det være et voldsomt knæk på nationalfølelsen. Kravet opfyldt og nye ministre, som ville tilfredsstille den nati-onalliberale stemning, blev fundet.

Den 22. marts skrev prinsen af Nør til kongen at han var blevet tilbudt at stå i spidsen for det Holsten-slesvigske oprør, men at han dog ville afholde sig fra dette, hvis kongen mødte alle Slesvig-Holstens krav.

8

Dette ultimatum gjorde kongen rasende, og tilkaldte sin tidligere minister A.W. Molkthe, og bad ham dan-ne en regering sammen med de ledende nationalliberale. Han meddelte regeringen ville være ansvarlig for den politik der blev ført, og at han frem over kun ville være konstitutionel monark. Nationalkærligheden og fædrelandskærlighed havde vundet over kærligheden til kongen, folket ville hvis de skulle dø for deres land, også selv være med til at bestemme over det. Enevældet afskaffet. Dagen efter fremsatte Slesvig-Holsten deres krav der først og fremmest gik ud på en demokratisk forfatning i et samlet Slesvig-Holsten, og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Orla Lehmann meddelte på regeringens vegne at disse krav ikke kunne

4

”Den danske revolution”

5

”Den danske revolution”

6

”Den dankse revoluyion”

7

Fra Orla Lehmanns tale ved casino mødet 20.marts 1848.

www.Nomos.dk
8

www.milhist.dk

Side 5

Historie HF B

Hold aa1hi503

5 imødekommes, eftersom regeringen gik ind for den såkaldte ”Danmark til Ejderen” politik. Dette blev star-ten på 3-års krigen.

Sproget og nationalfølelsen

Sproget er tæt knyttet til nationalismen, og mange mener det er et kriterium for at være dansk er at man kan sproget. Det blev vigtigt for folket at føle sig som en del af et fællesskab, med fælles historie, sprog, territorium, og en opfattelse af at have de samme egenskaber og værdier. I Danmark havde man i mange år på lige fod talt både tysk og dansk, uden at nogen havde haft noget problem med det, men efterhånden som nationalfølelsen vandt frem blev dette et problem Nationale følelser vinder frem når et land og et folk

                    9
føler sig truet eller hånet

og det var netop hvad Danmark oplevede i denne tid. Efterhånden som Slesvig og

Holsten ønskede at blive adskilt fra Danmark, frygtede Danmark at miste en betydelig del af sit territorium.

At store dele af Slesvig-Holsten var tysktalende, gjorde nationalfølelsen endnu stærkere, og sammenholdet om alt der var dansk voksede. Man værnede om de danske værdier. Stridighederne i det dansk-tysk talende Slesvig blussede for alvor op i 1842, da Peter Hiort Lorenzen en Slesvigsk tilhænger af Orla Lehmanns

                                                                       10
”Danmark til Ejderen” politik, nægtede at tale tysk i den Slesvigske stænderforsamling. Da han blev bedt

om ikke at tale dansk skabte det for alvor røre Danmark, som følte deres nationalitet blev krænket, det var da også almindeligt kendt at mange af de tysk talende opfattede dansk som et almuesprog i forhold til det tyske. På begge sider blev linjerne trukket op, på den danske side dannede man ”Den Slesvigske forening” som holdt kæmpe folkemøder på Skamlingsbanken. Hvor folk mødte op for at høre blandt andre Grundtvig

der holdte en lang tale hvori han blandt andet hyldede Peter Hiort Lorenzen^{11}. Konflikten var sat på spid-

sen, og danskerne, såvel som tyskerne var klar til at kæmpe for deres sprog. Hvilket kom til udtryk i 3- årskrigen.

Krigen i 1864

Da krigen brød ud i 1864 var der mange grunde hertil. Politisk havde der i mange år kørt et magtspil om hertugdømmernes relation til Danmark, og man var ikke villig til at opgive dette territorium. Ydermere spil-lede det nye demokrati en stor rolle, da hertugdømmerne længe havde ønsket en fri forfatning, men ikke fik dette ønske opfyldt. Selv om Danmark havde fået en grundlov, omfattede den ikke hertugdømmerne som stadig måtte trækkes med stænderforsamlingerne. Alle parter ønskede en klar adskillelse af hvad der

9

”den danske revolution”

10

”den danske revolution”

11

Manden der havde insisteret på at tale dansk under en stænderforsamling i Slesvig.

Side 6

Historie HF B

Hold aa1hi503

6 var dansk og tysk, men først og fremmest førte disse konflikter til krigen i 1848-50, og 1864 krigen kan ses som en direkte fortsættelse af denne uafklarede stridighed der blot havde ligget og ulmet i 15 år. I mellem-krigsårene blev der ikke gjort noget for at løse konflikten, modsat blev der blot pustet til ilden med de nye fordanskningsprocesser.

Den nationale følelse blandt folket fik frit løb, og regeringen lod sig styre af folkets euforiske kampgejst.

Man var opfyldt af tro på den danske hærs kunnen da man lidt fejlagtigt mente at man havde ”vundet” 3- års krigen, og man mente derfor at vi kunne gøre det igen. Opfyldt af denne danske stolthed gik man til kamp for at sikre danskheden i Slesvig.

Set med nutidens briller virker det åbenlyst at danskerne ville tabe krigen, preusserne, med Otto von Bis-marck i spidsen, havde længe haft en krigsplan mod Danmark liggende klar. Det eneste Bismarck manglede

                                            12
var en god undskyldning for at bryde londontraktaten.

Denne undskyldning kom i november 1863 da den

                                                  13
nye konge, Christian d. 9, underskrev novemberforfatningen.

Dette var et direkte brud på fredsaftalen fra

1852, og derved bortfaldt Danmarks støtter rundt om i Europa. Novemberforfatningen brød også med det

løfte Christian d. 1 gav i 1460, om at hertugdømmerne aldrig måtte deles.^{14} I januar 1864 gav Preussen og

Østrig, Danmark et ultimatum, novemberforfatningen skulle ophæves inden 48 timer. Det blev den ikke, og Bismarck fik den krig han ønskede sig. Danmark stod uden allierede og krigen stod for døren.

Fra Dannevirke trak størstedelen af den danske hær sig til skanserne ved Dybbøl. Anlægget havde en stra-tegisk væsentlig betydning, da en dansk hær ved Dybbøl kunne afskære vejen for de fjendtlige tropper nordligere i Jylland. De ti skanser lå højt og dannede på den måde et naturligt forsvar for brohovedet til Sønderborg. Samtidig kunne den danske flåde afskære angreb fra søsiden. Da de danske tropper ankom, var skanserne imidlertid på ingen måder kampklare. De første danske tropper ankom den 7. februar, og februar måned brugte tropperne på at klargøre skanserne. Da de preussiske tropper begyndte at røre på sig i marts, udgjorde stillingen fortsat en væsentlig hindring. Preusserne gravede brede skyttegrave parallelt med skanselinjen – den første langt tilbage, de næste gradvist tættere og tættere på skanserne, så de til sidst kun var 300 meter fra stillingen. 15. marts opstilledes desuden riflede bagladekanoner på Broager Land, som kunne ramme de sydlige skanser i Dybbøl-stillingen rimelig præcist. Dansk artilleris begrænsede rækkevidde betød, at man fra dansk side var ude af stand til at forhindre dette. Belejringen og det natlige arbejde med at udbedre skaderne på skanserne betød, at flere danske soldater var stærkt nervesvækkede, da granaterne fra den 2. april og 16 dage frem regnede ned over skanserne. Der var ikke længere tid til at

12

London aftalerne blev indgået i 1852, heri garanterede Østrig, Frankrig, England, Preussen, Rusland, Sverige og

Norge, at status quo før 1848 skulle bibeholdes. Danmarks forhold til hertugdømmerne skulle ikke ændres.
13

Forfatning der gav Holsten egen lovgivning og egen hær, men knyttede Slesvig tættere til Danmark via en fælles

forfatning. (Slesvig blev tvunget ind under den danske grundlov)
14

”Dybbølslaget 1864”

Side 7

Historie HF B

Hold aa1hi503

7 foretage udbedringer, og det stod klart for generalstaben, at stillingen ikke kunne holdes. Konseilspræsi-denten D.G. Monrad (1811-87) afviste imidlertid en anmodning om tilbagetrækning, også da den fik tilslut-ning fra krigsministeren Lundbye. Monrad var af den opfattelse, at Danmark ved de kommende fredsfor-handlinger i London ville stå stærkere, hvis man havde vist mod på slagmarken.

De store slag

Tidligt om morgenen den 18. april indledte preusserne et stærkt intensivt bombardement, der varede seks timer. Kl. 10 var de seks sydligste skanser kun jordbunker, og kun enkelte observatører var i skanserne.

Resten af tropperne var gået i dækning længere bagude. Det efterfølgende preussiske angreb udløste såle-des et kapløb mod skanserne. Den skanse, der var længst om at falde, holdt i 20 minutter. Efter stormløbet startede evakueringen af de danske tropper til Als, og kl. 14 var slaget forbi. På det tidspunkt havde Dan-mark tabt næsten 5.000 mand, Preussen omkring 1.200.

Fredsforhandlingerne startede i London d. 25. april, men efter utallige forsøg på at komme til enhed brød forhandlingerne sammen og krigen udbrudt igen. Danskerne var klar over at preusserne ville angribe men havde ikke forberedt sig på den omfattende hær og krigsudstyr preusserne besad og i løbet af ganske få

timer mistede de danske tropper over 3000 mand og blev løbet fuldstændig over ende^{15} Den 20. juli indgik

man våbenhvile, og fredsforhandlingerne i Wien kunne starte. Danmark prøvede at argumentere for en nationalitets bestemt deling af Slesvig, derefter for en garanti for behandlingen af de dansksindede i Sles-vig, men uden held. Konsekvensen blev at Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen.

Danmark havde for alvor tabt, og Danmark mistede en 1/3 af sit areal. Alt i alt havde Danmark ført en umu-

lig krig og tabt, brugt forældet militær teknik, og løbet fuldstændig over enden. Danmark havde lidt store tab, både menneskeligt, materielt, geografisk og ikke mindst moralsk.

Den Nationale opfattelse

Den nationale stolthed havde fået et ordentligt knæk, og man skammede sig over krigens udfald. Den krig man ellers havde gået ind i med ildhu og tro på sejr, blev nu opfattet som alvorlig fejl. Folk var ikke længere så fascineret af nationalismen, og ikke mindst var den danske offervilje så godt som forsvundet. Men dette var dog ikke noget man talte om, og over alt i befolkningen blev ydmygelsen over det voldsomme nederlag ned tysset. I mange af de historiebøger skrevet efter 1864, er der lagt stor vægt på at det ikke var Danmarks overmod der førte til nederlag men det faktum at tyskernes våbenteknologi var langt mere udviklet, og at danskerne havde kæmpet alene uden hjælp fra nabolandene. Danmarks hurtige økonomiske opsving efter

15 www.politikken.dk artikel 1038859

Side 8

Historie HF B

Hold aa1hi503

8

                                                                16
krigen er ofte fokuspunktet og var vel på en måde en lille sejr midt i nederlaget

. Men den danske national-følelse, ”ånden fra 48” var ikke længere den samme.

Nationalismen eksisterede stadig, og folk var stadig glade for at kunne kalde sig danske, der blev bare lagt vægt på nogle andre værdier, end de militære. Man koncentrerede sig om ældre historie, og på Danmarks glorværdige oldtid. Man fortrængte nederlaget, og fremhævede sejrene.

Efterdønningerne:

Holdningerne til krigen i 1864 har ændret sig markant i gennem tiden. Ved krigens start var det meste af Danmarks befolkning overbevist om at denne krig ville bringe Danmark glans og herlighed. Ved krigens start var håbet højt, preusserne måtte bekæmpes, for at forsvare nogle nationalistiske værdier.

Da krigen var tabt, og freden afgjort, ændredes folks syn på krigen. Man skammede sig over Danmarks ne-derlag, og udueligheden under fredsforhandlingerne, og man indså at man måske havde stilet for højt. Man snakkede ikke om krigen, og prøvede at tie den ihjel. Historiebøgerne fokuserede på andre, mere glorvær-dige perioder, og befolkningen slikkede sårene, og det overvældende store nederlag ved Als er næsten ikke at finde i nogen bøger.

I dag ses der anderledes på krigen, i og med den er kommet så meget på afstand, er det ikke længere noget tabu. Og de fleste danskere i dag, vil nok erkende at det var vores egen dumhed og overmod der førte til nederlaget, og i de fleste af de nye tekster og bøger om krigen tørres skylden ikke af på andre, som Olaf Søndberg skriver, vi afprøvede mulighederne, og hvis Slesvig bare var blevet delt på en fredelig måde var

                        17
oprøret nok kommet alligevel.

Efter krigen i 1864 blev vi et lille land, men en samlet Nation, og sloganet: ” hvad udad tabes, må indad vindes” dukker op. Godt nok havde Danmark lidt store tab både geografisk og demografisk, men havde til gengæld vundet en samlet etsproget nation.

Udfaldet efter krigen i 1864 kan også ses som forklaring den umiddelbare overgivelse til tyskerne under

2.verdenskrig. Danskerne ville ikke ofre sig for en krig som ville være tabt på forhånd. Man havde én gang i

1864, ladet sig tro at man kunne vinde en krig på nationalisme og ånd, den fejl ville vi ikke begå to gange.

Knækket på den danske stolthed kan også ses som have stor betydning for den mentalitet der i mange år har været fremherskende i Danmark: ”lillebror komplekset”, Janteloven og de stærke fællesskabsbånd kan være en måde hvorpå danskernes nationale stolthed ikke forgår. Ved at sige til sig selv at: ”du skal ikke tro du er bedre end mig” undgås dissonansen og følelsen af underdanighed og mindreværd erstattes med en følelse af: ” Selvom vi er små er vi lige så gode som jer”.

16

”1864 fra helstat til Nationalstat”

17

”Den danske revolution”

Side 9

Historie HF B

Hold aa1hi503

9

Denne selvforståelse og nationalånd ses i dag på mange måder. I Danmark gøres der ofte et stort nummer ud af ting som i andre store lande ikke ville få nogen større opmærksomhed. Dette gælder både i sport, det kulturelle og politiske liv.

Eksempelvis hvis en sanger/sangerinde/band når til udlandet, bliver han/hun/de hyldet herhjemme, hvis

Danmarks yder indsats i krig, eller nu hvor Danmark har EU formandskabet fylder det rigtig meget i medier-ne, uanset hvor stor indflydelse der har i det ”store” billede. Vi er små og fylder ikke meget i det store ver-densbillede og derfor må vi glædes over den sejr og succes vi kan opnå uanset hvor stor eller lille den må være, og uanset hvilken plads den har i verdenshistorien, fylder den stort i vores egen lille, men alligevel meget vigtige danske historie. Vi har i Danmark lært at være stolte af os selv og finde glæden i de små ting, på trods af vores nederlag og størrelse. Så hvad der var tabt udad til er i sandhed vundet indad til.

Side 10

Historie HF B

Hold aa1hi503

10

Litteraturliste:

Bøger:

Adriansen, Inge; Dybbøl - et dansk og tysk national symbol; sønderjyske årbøger; 1992

Adriansen, Inge; Dybbøl Mølle monument & museum; PE offset, 1997

Adriansen, Inge; 1864 i samtidens aviser; Gyldendal; 1976

Christensen, John og Stevnsborg, Henrik; 1864 Fra helstat til nationalstat; Forlaget

Nielsen, Jørgen Hartung; Dybbølslaget 1864; Åløkke a/s; 1998

Søndberg, Olaf; Den danske revolution; Systime; 1999

Hjemmesider: www.milhist.dk

http://www.1864.dk/skanser

www.politikken.dk www.wikipedia.dk www.denstoredanske.dk www.Nomos.dk