SRO om demokrati og mandatfordeling og det svenske rigsdagsvalg

Side 1

1

Indholdsfortegnelse

Indledning .......................................................................................................................................................... 2

1. Redegørelse for de demokratiske problemer, der kom frem ved det svenske rigsdagsvalg i 2010 ............. 2

2. Redegørelse for mandatfordelingsmetoderne ”Største brøks metode” og ”d’Hondts metode”. ................ 4 Største brøks metode ........................................................................................................................................ 4 D’Hondts metode .............................................................................................................................................. 6

3. Undersøgelse af påstanden om, at det svenske valg var uretfærdigt. .......................................................... 7

4. Diskussion af om man kan finde et mandatfordelingssystem, der både er demokratisk og retfærdigt. ...... 8 Konklusion ....................................................................................................................................................... 10

Side 2

2

Indledning

I forbindelse med det svenske rigsdagsvalg, der blev afholdt søndag d. 19. september 2010, opstod der en stor debat om, om det overhovedet var et retfærdigt valg set med demokratiske øjne. Både under valgkampen og efter valget er dette blevet diskuteret meget både i Sverige og i andre lande, og flere eksperter har udtalt sig og diskuteret mandatfordelingsmetoder og demokrati. Derfor lyder min problemformulering således: ”Det svenske rigsdagsvalg – er der et matematisk retfærdighedsproblem?”

Dette spørgsmål vil jeg forsøge at belyse ved at kigge på demokratimodeller, forskellige mandatfordelingsmetoder samt ved at regne på valgresultaterne fra tre svenske valgkredse og derefter diskutere, om det overhovedet er muligt at finde et mandatfordelingssystem, der både er demokratisk og retfærdigt.

1. Redegør for de demokratiske problemer, der kom frem ved det svenske rigsdagsvalg i 2010.

Du skal inddrage mindst to forskellige demokratimodeller.

Det svenske rigsdagsvalg, der blev afholdt søndag d. 19. september 2010 endte med en sejr til den i forvejen borgerlige koalitionsregering bestående af Moderaterna, Folkpartiet, Centerpartiet og Kristdemokraterna med 173 mandater ud af de i alt 349 mandater; altså er der tale om en mindretalsregering ledet af den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt. Til gengæld fik oppositionen, som består af partierne Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet 156

mandater, imens Sverigedemokraterna fik 20 mandater.^{1}

Netop Sverigedemokraterna, som aldrig før har været præsenteret i Riksdagen, var et meget diskuteret emne under valgkampen, hvilket også fik flere af de danske partier, både Venstre, Konservative og især Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard til at kritisere forløbet og samtidig opfordre Europarådet til at sende observatører til valget. Kritikken gik blandt andet på, at den svenske TV-station TV4 afviste at sende Sverigedemokraternas omdiskuterede valgvideo med burkaklædte kvinder, samt at formanden Jimmy Åkesson ikke måtte deltage i den afsluttende partilederrunde. [2] Denne enorme kritik og fokus på det svenske valg flere steder i verden kan blandt andet ses som en følge af det senmoderne samfunds adskillelse af tid og rum, hvilket også har været med til at gøre denne sag relevant i mange andre lande end lige Sverige.

1

Se link nr. 1 på litteraturlisten.

2

Se link nr. 2 på litteraturlisten.

Side 3

3

Sverigedemokraterne er ifølge flere kritikere dog ikke de eneste der er blevet uretfærdigt behandlet. I Sverige er der nemlig den væsentlige forskel fra Danmark og andre lande, at man ikke har fælles stemmesedler, som bliver forberedt, trykt og transporteret af valgadministrationen.

Derimod er det op til partierne selv at lave stemmesedler, hvilket naturligvis kan være sværere for de mindre partier, der ikke har de samme midler som de større partier. Når man kritiserer denne del af det svenske valgsystem, er det dog samtidig vigtigt at tænke på, at det i Sverige er utrolig let at stille op til et valg, og derfor ville det altså give en masse ekstra arbejde til valgadministrationen, hvis det var deres opgave. Ligeledes ville man naturligvis ikke kunne have alle formænd for de opstillede partier med til debatter, da der ganske simpelt er mange flere partier der stiller op. I Sverige har man også valgt at opveje den lette valgopstillelse ved at indføre en høj spærregrænse på hele 4 %, hvor den danske til sammenligning kun er på 2 %.

Derudover har der været meget kritik af måden hvorpå selve valghandlingen foregår under de svenske valg, da man inden man går ind i stemmeboksen selv skal vælge hvilke partiers stemmesedler, man vil have med ind. Altså foregår det ikke helt anonymt, hvilket også kan være

problematisk set med demokratiske øjne.^{3}

Også hele det svenske valgsystem og måden hvorpå mandaterne fordeles er blevet kritiseret, og i artiklen ”Svensk valgsystem får nye hug” nævnes det blandt andet, at de store partier har en fordel, da den anvendte mandatfordelingsmetode [4] gør det svært for de små partier at få det første mandat. Desuden udtaler den politiske kommentator Lena Mellin: ”Systemet er for gammelt. Det blev skabt i en tid, da Sverige kun havde fem partier i Riksdagen”. Hun foreslår at der ”i stedet skal være flere tillægsmandater på bekostning af faste mandater, da det vil give et mere nationalt perspektiv og ikke et regionalt”. Dette er matematikprofessor Svante Linusson enig i, og han foreslår desuden at man også kunne ændre det til et varierende antal medlemmer i parlamentet, ligesom man har det i Tyskland, da det vil give mulighed for at få et mere

                                   5
proportionelt resultat end det nuværende.

I forbindelse med de ovenstående demokratiske problemer, er det dog vigtigt, at huske, at demokratiopfattelsen altid vil afhænge af, hvilket land man kommer fra, hvilket også er tydeligt i

3

Se link nr. 3 på litteraturlisten.

4

I Sverige anvendes den modificerede Sainte-Laguë metode der blev indført i 1952 under en socialdemokratisk regering, da det gjorde det mere besværligt for de borgerlige oppositionspartier at indgå valgalliancer (”Det demokratiske system” side 31).

5

”Svensk valgsystem får nye hug”. Se bilag 1 af de udleverede bilag relateret til opgaveformuleringen.

Side 4

4 debatten omkring det svenske valg. I Danmark har vi et meget udpræget konkurrencedemokrati, hvor sikringen af et demokratisk valg er utrolig vigtigt, da folkets deltagelse er begrænset til valghandlingen imens demokratiet bliver sikret via de politiske eliters konkurrence om stemmerne. Denne demokratiform er også forbundet med teorien om demokrati som statsretsligt princip, der lægger meget vægt på, at demokratiet skal sikre klare kompetencer mellem vælgerne,

de folkevalgte og embedsmændene.^{6}

Modsat er der i Sverige tale om et mere deltagelsesorienteret demokrati, hvor idealet er at borgerne inddrages i de beslutninger der vedrører dem selv. Altså går denne model ind for et meget deliberativt demokrati; dog er det vigtigste i deltagerdemokratiet at så mange som muligt deltager, imens der i et deliberativt demokrati primært er fokus på, at alle synspunktet og holdninger indgår i den offentlige deliberation. [7]

Dette kommer tydeligt til udtryk i Sverige ved at det er utroligt let at lave et parti, der har ret til at opstille ved valg, i modsætning til i Danmark hvor man skal indsamle 20.000 underskrifter for at stille op til Folketinget, og derfor er det vigtigt at huske på de forskellige demokratiopfattelser, når man snakker om demokratiske problemer.

2. Redegør for mandatfordelingsmetoderne ”Største brøks metode” og for ”d’Hondts metode”.

Største brøks metode

Største brøks metode hører ind under den overordnede kategori af mandatfordelingsmetoder, som kaldes kvotametoderne. Disse metoder er, som navnet indikerer, karakteriseret ved at man bruger en kvota, der anvendes til at fordele mandaterne. Denne metode bruges i praksis ved at hvert parti først får tildelt heltalsdelen af deres kvota, hvorefter de tiloversblevne mandater fordeles med et mandat til hvert af de partier, der har den største brøkdel i kvotaen; deraf navnet

Største brøks metode.^{8}

Kvotaen udregnes på denne måde:

𝑆𝑡𝑒𝑚𝑚𝑒𝑡𝑎𝑙 𝑓𝑜𝑟 𝑝𝑎𝑟𝑡𝑖𝑒𝑡

𝑆𝑎𝑚𝑙𝑒𝑡 𝑠𝑡𝑒𝑚𝑚𝑒𝑡𝑎𝑙

∗ 𝑆𝑎𝑚𝑙𝑒𝑡 𝑚𝑎𝑛𝑑𝑎𝑡𝑡𝑎𝑙

6

”Demokrati, magt og politik i Danmark” side 10-11.

7

”Demokrati, magt og politik i Danmark” side 10-11.

8

”Mandatfordeling og retfærdighed” af Erik Vestergaard. Se link nr. 4 på litteraturlisten.

Side 5

5

Nedenunder ses et eksempel på største brøks metode [9], hvor de kvota der giver et ekstra mandat er skrevet med rød .

Parti Stemmetal Procent Kvota Mandattal

A 431 8,4 1,43 2

B 1007 19,7 3,35 3

C 722 14,1 2,40 2

D 2660 52,0 8,84 9

E 294 5,7 0,98 1

Sum 5114 100 17,00 17

Dette er en metode, der anvendes til mandatfordeling ved forholdstalsvalg, fx de danske folketingsvalg, og bliver af flere regnet for at være den mest retfærdige mandatfordelingsmetode, da det giver et meget proportionelt resultat. [10]

På trods af dette har der været flere eksempler i historien, hvor denne metode alligevel har vist sig at være uanvendelig, og det mest kendte eksempel herpå er Alabamaparadokset. Dette blev opdaget, da man i 1880 skulle fastlægge størrelsen af Repræsentanternes Hus i USA. Som en forberedelse til denne beslutning foretog man flere beregninger, og de viste, at staten Alabama ville få 8 pladser, hvis størrelsen blev fastsat til

299 pladser. Til gengæld ville staten kun få 7 pladser, hvis størrelsen blev fastsat til 300 pladser.

Derudover er der monotoniparadokset, som gør at et parti på trods af fremgang, kan ende med at få færre mandater. [11] Derfor må der altså alligevel siges at være en indbygget skævhed og derfor også et matematisk retfærdighedsproblem ved denne metode.

9

Dette eksempel er fra ”Mandatfordelinger og retfærdighed” af Erik Vestergaard (link nr. 4 på litteraturlisten).

10

Se link nr. 5 på litteraturlisten.

11

Se link nr. 6 på litteraturlisten.

Side 6

6

D’Hondts metode

D’Hondts metode er den mest simple og udbredte divisormetode^{12}, og er opkaldt efter den

belgiske matematiker Victor d’Hondt, der udviklede denne metode i slutningen af det 19.

århundrede. Den d’Hondtske metode anvendes ved, at man dividerer stemmetallene for hvert

parti med divisorerne 1, 2, 3, 4 osv. Derefter ser man på kvotienterne, hvor de M^{13} største

kvotienter giver anledning til ét mandat. [14]

Nedenunder ses et eksempel på d’Hondts metode, med de samme stemmetal som i det tidligere eksempel [15], hvor de 17 største tal, altså de tal der giver et mandat, er skrevet med rød.

Parti Stemmetal 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11

A 431 431 215 143 107 86 71 61 53 47 43 39

B 1007 1007 503 335 251 201 167 143 125 111 100 91

C 722 722 361 240 180 144 120 103 90 80 72 65

D 2660 2660 1330 886 665 532 443 380 332 295 266 241

E 294 294 147 98 73 58 49 42 36 32 29 26

I Danmark har denne metode blandt andet været anvendt til fordeling af kredsmandater ved folketingsvalg fra og igen fra 2007 samt ved den almindelige mandatfordeling ved kommunalvalgene siden 1909. Denne metode må dog siges at være til fordel for de største partier, og især ved en meget skæv størrelsesfordeling, hvor ét parti er meget større end de øvrige. [16] På baggrund af de to ovenstående eksempler kan det ses at d’Hondts metode favoriserer de største partier, da partiet D i ovenstående eksempler får et mandat mere når det er d’Hondts metode der anvendes, imens partiet A mister et mandat. Denne metode minder også meget om den anvendte metode i Sverige, den modificerede Sainte-Laguë metode; den eneste forskel er

12

En divisormetode er karakteriseret ved at partiernes stemmetal divideres med en række divisorer, og disse divisorer varierer fra metode til metode. Derefter tildeles partierne mandaterne i en rækkefølge, der svarer til de opnåede kvotienters størrelse.

13

M er det samlede mandattal.

14

”Mandatfordeling og retfærdighed” af Erik Vestergaard. Se link nr. 5 på litteraturlisten.

15

Dette eksempel er fra ”Mandafordelinger og retfærdighed” af Erik Vestergaard. Se link nr. 5 på litteraturlisten.

16

”Det demokratiske system” side 21.

Side 7

7 blot, at den i stedet har 1,4 som den første divisor, hvilket gør det vanskeligere at opnå det første mandat.

3. Med udgangspunkt i mindst to svenske valgkredse skal du ved beregninger undersøge påstanden om, at det svenske valg var uretfærdigt.

Som tidligere nævnt er artiklen ”Svensk valgsystem får nye hug” en kæmpe kritik af det svenske valgsystem, og dermed også en påstand om, at det svenske valg var uretfærdigt. Når man ser på beregninger af valgresultater i bilag 1, kan det ses, at den modificerede Sainte-Laguë metode favoriserer de store partier sammenlignet med Største brøks metode, hvilket også er et af kritikpunkterne i artiklen. Ud fra beregningerne af de faste mandater, er der altså en lille uretfærdighed, da den høje førstedivisor 1,4 i den anvendte metode gør det svært for de små partier at få deres første mandat, og dermed får de store partier altså i stedet nogle ”lette mandater”.

Med et udgangspunkt udelukkende i de faste mandater kan der derfor godt argumenteres for påstanden om at valget var uretfærdigt. Men der kommer tillægsmandaterne ind i billedet, da disse faktisk opvejer uretfærdigheden, da den modificerede Sainte-Laguë metode og Største brøks metode, giver næsten helt det samme resultat, når tillægsmandaterne medregnes. Med argumenterne for, at Største brøks metode er den mest retfærdige, da den altid giver et meget proportionelt resultat, kan man derfor sige, at påstanden om, at der var et matematisk uretfærdighedsproblem ved det svenske rigsdagsvalg er usand. Til gengæld kan man undre sig over, hvorfor man ikke bare i første omgang anvender Største brøks metode, da det i bund og grund er det samme resultat, man får. Svaret på dette er dog, at tillægsmandaterne udgør det nationale perspektiv og på den måde sørger for en retfærdig fordeling set over hele landet, ligesom der som før nævnt findes flere paradokser, der vil gøre det problematisk, hvis man udelukkende anvender Største brøks metode.

Når man ser på problematikken omkring, at den anvendte metode i Sverige favoriserer de store partier, må det samtidig også medregnes, at der i Sverige ikke gælder de samme regler for opstilling ved valg som her i Danmark, hvilket bunder i deres mere deltagelsesorienterede demokratiform. Dette bliver til gengæld opvejet ved en høj spærregrænse, samt den modificerede Sainte-Laguë metode, der altså gør det svært for de små partier at få det første mandat. Dermed sikrer man at alle holdninger kommer til udtryk, imens man samtidig forhindrer at de helt små

Side 8

8 partier kommer ind, medmindre de altså har haft et godt valg på landsplan og dermed kan få tildelt et tillægsmandat.

Udover de tidligere nævnte beregninger kan man også anvendes Gallagher’s indeks, som bruges til at vurdere hvorvidt mandatfordelingen er retfærdig eller uretfærdig, da det måler disproportionaliteten af mandatfordelingen. Gallagher’s indeks regnet ud fra disse valgresultater [17], viser også det samme, som de andre beregninger, nemlig at valget faktisk var retfærdigt set fra et matematisk synspunkt. Gallagher’s indeks for de tre kredse ligger nemlig på

6,23; 6,15 og 4,23 for henholdsvis Dalarna, Värmland og Göteborg, og da man plejer at definere et

valg som normalt og retfærdigt hvis denne værdi er mellem 0 og 10^{18}, må dette valg ud fra dette

parameter helt klart også vurderes til at være retfærdigt set med matematiske øjne.

Ud fra beregningerne kan eksperternes påstand om at valget var uretfærdigt derfor modbevises, men det er dog vigtigt at huske, at beregningerne fra de tre valgkredse selvfølgelig ikke er fyldestgørende nok til helt præcist at vurdere hvorvidt valget var uretfærdigt eller ej. Det giver dog et godt fingerpeg om det, og da de tre kredse viser den samme tendens, kan man derfor godt antage, at valget faktisk var retfærdigt.

4. Diskuter om man kan finde et mandatfordelingssystem, der både er demokratisk og retfærdigt.

På baggrund af ovenstående besvarelser er det tydeligt, at det at finde et mandatfordelingssystem der både er demokratisk og retfærdigt, er en utrolig svær opgave, da der som det kan ses i besvarelsen af spørgsmål 2 både er fordele og ulemper ved alle de forskellige metoder. For at kunne vurdere om en mandatfordelingsmetode overhovedet er demokratisk og retfærdig, er det ligeledes interessant at diskutere hvad der helt præcist menes med disse to begreber. Dette er utrolig svært da alle mennesker har forskellige præferencer, og derfor vil det være en umulig opgave at finde en mandatfordelingsmetode, som alle er helt tilfredse med. Desuden er det svært at gøre rede for selve begreberne retfærdighed og demokrati, da det ikke er absolutte begreber, men nærmere noget der tager udgangspunkt i et lands traditioner, og er noget der konstant er under udvikling. Grækerne anså fx deres demokrati for demokratisk selvom det kun omfattede få mennesker, i Danmark regnede man det tidligere for demokratisk på trods af at kvinder og fattige

17

Se bilag 2.

18

”Det demokratiske system” side 74.

Side 9

9 ikke kunne stemme, imens man i dag ikke kan stemme hvis man er under 18 eller ikke har dansk statsborgerskab. Derfor vil man i al evighed kunne diskutere hvad der er demokratisk, og derfor er det svært at vurdere, hvad der skal til for at en mandatfordelingsmetode kan opfattes som demokratisk, og det afhænger altså af hvilke øjne der ser på det.

Dette kan blandt andet også ses i forskellen på de demokratiformer vi har i henholdsvis Danmark og Sverige, hvilket også har haft indflydelse på mandatfordelingsmetoderne, da man i Sverige bliver nødt til at gøre det sværere for de små partier at opnå deres første mandat, fordi det er meget lettere for dem at opstille ved valg end det er i andre lande som fx Danmark.

Derfor er det naturligt at folk, der ikke kommer fra Sverige, umiddelbart vil mene at den svenske metode ikke er helt retfærdig, men en sådan konklusion kan ikke drages uden at se på et samlet billede af hele det svenske demokrati. Grundet deres mere deltagelsesorienterede demokratiform er der nemlig også bedre mulighed for at få alle holdninger repræsenteret i debatten sammenlignet med Danmark og andre lande, og derfor er det vigtigt at man ser det hele i perspektiv, inden man vurderer hvorvidt det er demokratisk og retfærdigt.

                                                                        𝑠
                                                                         𝑝
Det kan dog konkluderes at den mest ideelle og proportionelle metode vil være 𝑚 = ∗ 𝑀, da
                                                                    𝑝
                                                                        𝑆

det vil give et 100 % proportionelt resultat, hvor alle partierne får præcis den andel af mandaterne, som svarer til deres stemmetal. Dette vil dog aldrig kunne fungere rigtigt i praksis, da det kun i meget sjældne tilfælde vil give hele tal, og da man naturligvis ikke kan give fx halve mandater, er denne metode altså ubrugelig. Denne metode minder dog mest af alt om Største brøks metode, og det er også derfor den normalt regnes for at være den mest retfærdige måde at fordele mandater på; forskellen er blot at man runder de største brøker op, og derfor vil nogle partier opnå flere mandater end de egentlig er berettiget til, når man kigger på stemmeandel og mandatandel, og nogle vil altså opnå færre. Derfor kan man sige, at det i bund og grund drejer sig om at gå på kompromis med retfærdigheden.

Som Svante Linusson foreslår i ”Svensk valgsystem får nye hug” kunne man også overveje et varierende antal mandater, da man på den måde kan regulere antallet, så man får det mest retfærdige resultat, ligesom man gør i Tyskland. Men det at finde en mandatfordelingsmetode, som er 100 % proportionel og som kan fungere i praksis, må dog stadig siges at være en umulig opgave, og derfor vil fordelingen aldrig være helt retfærdig set med matematiske øjne, da man ikke vil kunne undgå en disproportionalitet. Ligeledes afhænger retfærdighedsbegrebet af, hvilke

Side 10

10 øjne der ser på sagen, da der som tidligere nævnt findes metoder der favoriserer henholdsvis små og store partier, og derfor bør den demokratiske retfærdighed altid vurderes i sammenhæng med demokratiformen i det pågældende land. Netop derfor vil det næppe være muligt at finde et mandatfordelingssystem der både er 100 % demokratisk og 100 % retfærdig, og derfor afhænger det altså af hvor meget man i sit samfund er villig til at gå på kompromis med henholdsvis det demokratiske og retfærdigheden, ligesom den gældende demokratiform er meget afgørende for retfærdigheden af mandatfordelingssystemet. Som nævnt tidligere regnes Største brøks metode for at være meget retfærdig både matematisk og demokratisk, men det at denne metode også indeholder nogle indbyggede skævheder fx Alabamaparadokset og monotoniparadokset, er bare endnu et godt eksempel på, hvor umuligt det vil være at finde en fuldstændig demokratisk og retfærdig mandatfordelingsmetode.

Konklusion

Med udgangspunkt i ovenstående og primært beregningerne af valgresultatet, kan det konkluderes at der rent matematisk ikke var et retfærdighedsproblem ved det svenske rigsdagsvalg i 2010. Der var dog nogle andre problemer af ren demokratisk karakter med hensyn til manglende anonymitet for vælgerne ved valget, og forskellig behandling af partierne; dog er det vigtig at se alle landets demokratiske aspekter i et samlet perspektiv for at vurdere retfærdigheden af en mandatfordelingsmetode og i dette tilfælde altså det svenske rigsdagsvalg.

For selvom nogle vil mene, at den svenske metode, den modificerede Sainte-Laguë metode er uretfærdig, da den favoriserer de store partier, må den siges at være retfærdig, når man ser den i sammenhæng med Sveriges mere deltagelsesorienterede demokratiform, og især når tillægsmandaterne medregnes, da det giver et resultat som hvis man havde anvendt Største brøks metode. Så på trods af eksperternes kritik i artiklen ”Svensk valgsystem får nye hug” samt det faktum at man næppe vil kunne finde et 100 % demokratisk og retfærdigt mandatfordelingssystem, kan det ud fra beregninger på bilag 1-3 konkluderes, at det svenske rigsdagsvalg i 2010 var retfærdigt, og at der derfor ikke var et matematisk retfærdighedsproblem.

Side 11

11

D. 6. februar 2011

Marie Fly Lindholt