SRP om Det mandlige kropsideal

Side 1

1

Det mandlige kropsideal i vestlig verdenshistorie, belyst sociologisk

Studieretningsprojekt 13/14

XX XX - Gefion Gymnasium - 19. December 2013

Fagkombination: Samfundsfag A og Historie A Vejledere: XX og XX

Abstract

This project investigates the male body ideal as a discursive construction on a historical as well as on a social science level. Through a genealogical exposition of the historical contexts impact on the male body ideal, a sociological analysis of how the modern man is influenced by the discursive construction of the male body, and a discussion of from where the discourse emerges, the project concludes as follows; First the studies show that the male body ideal in any age of world history has been a result of the reigning discourse, which has been established by the historical context. Subsequently the project shows that the modern man acts in consequence of the discourse's view of the male body ideal. His mirroring in his surroundings causes this. The modern man seeks recognition and has a fear of falling outside the accepted normality concept of society. Furthermore the project finds that the provenience of the actual discourse that man is influenced by is difficult to unequivocally determine due to the fact that men are influenced by various powers from diverse discourses.

Side 2

2

Indholdsfortegnelse

Indledning 3

Offentlig diskurs 3

Redegørelse for, hvorledes den offentlige diskurs historisk har påvirket det mandlige kropsideal 3

Den guddommelige krop 4

Den syndige krop 4

Den politiske krop 5

Sociologisk analyse af den offentlige diskurs' påvirkning af den moderne mand i forhold til kropsidealet 7

Den usikre mand 7

Kroppen af plastik 8

Kunsten at blive anerkendt 10

Styr på kroppen, styr på livet 12

Diskussion af, hvorfra diskursen om det mandlige kropsideal kommer 13

Er kroppen statens marionetdukke? 13

Mediernes indflydelse på diskursen 14

Diskursernes kamp 15

Dit (profil)billede siger mere end tusinde ord 16

Hersker over egen krop? 18

Konklusion 19

Perspektivering 20

Litteraturliste 21

Side 3

3

Indledning

Hvert år lufter tusindevis af arbejdstagere deres dyre løbesko i Fælledparken, for at repræsentere deres firma, for at blive set og anerkendt af kollegaerne, og for at leve op til den gængse offentlige diskurs om kropsidealet.

Hvilken betydning har kropsidealet? Hvordan skabes denne betydning, og hvordan vil denne betydning uundgåeligt påvirke os alle? De mange diskurspåvirkninger af det enkelte menneske er dybt afgørende for, hvorledes den enkelte iscenesætter sig selv, forholder sig til gruppen og samtidig eksisterer og agerer som individuelt menneske. Det er derfor yderst interessant at undersøge, hvorledes det mandlige kropsideal historisk er blevet påvirket af den offentlige diskurs. Det er endvidere interessant at undersøge, hvad forskellige sociologiske teorier siger om den offentlige diskurs' indvirkning på kropsidealet. Som afslutning vil jeg diskutere, hvor diskursen om kropsidealet egentligt kommer fra. Jeg har valgt at begrænse opgaven til kun at fokusere på det mandlige kropsideal.

Offentlig diskurs

Førend opgavens egentlige besvarelse fanges an, er det på sin plads at definere begrebet "offentlig diskurs". Ordet diskurs kommer fra fransk og betyder "tale" og beskriver, hvorledes en given afsender; medier, statsapparatet, erhvervslivet etc. italesætter et

emne.^{1} Diskursanalyse omfatter i én betydning analyse af de lingvistiske former,

hvormed et emne omtales, men ordets betydning i denne opgave skal forstås, som en måde hvorpå synet på den mandlige krop bliver italesat i det offentlige rum. Flere institutioner bidrager samtidig til en sådan diskurs vedrørende det mandlige kropsideal.

Diskursen kan forstås som betydninger, der tillægges begrebet, som derved virker

meningskonstruerende og normdannende for et samfund.^{2}

Redegørelse for, hvorledes den offentlige diskurs historisk har påvirket det mandlige kropsideal

Det mandlige kropsideal har altid været påvirket af den offentlige diskurs. Da mandens forhold til kroppen er blevet påvirket af omgivelsernes italesættelse af denne, må måden, mandens krop er blevet italesat, fortælle os noget om den kultur og det samfund den pågældende mand lever i. [3] Jeg kunne have valgt mange kulturer og samfund i den vestlige verden som historisk udgangspunkt for opgaven - nedenstående er blot enkelte eksempler på måder, hvorledes den offentlige diskurs har haft indflydelse på det mandlige kropsideal. Denne redegørelse beskriver, gennem en genealogisk metode, et forløb fra 750 f. kr. til moderne tid. Ved genealogisk metode forstås en redegørelse for, hvorledes den historiske kontekst ligger til baggrund for, hvilken betydning begrebet "det mandlige kropsideal" har haft. Oldtidens Grækenland, Middelalderen i Europa,

1

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 50

2

Aalborg Universitet, Diskursstudier, http://diskurs.hum.aau.dk/diskurs.htm, (besøgt: 07/12/13)

3

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 49

Side 4

4

Nazi-Tyskland og Det Moderne Samfund bruges som eksempler på forskellige italesættelser af det mandlige kropsideal og på forskellige historiske diskurser.

Den guddommelige krop

Det Antikke Hellas, Oldtidens Grækenland (ca. 750 f. Kr. - 200 f. Kr.) var opbygget af mindre bystater, alle med egen hær og regering. Uoverensstemmelser, efterfulgt af krige mellem småstaterne, var uundgåelige og mandens kropstræning blev, som følge af dette, en del af dannelsesprocessen frem mod en modstandsdygtig og krigerisk krop. [4] Én ting, der imidlertid kunne forsone bystaterne, var de græske guder og ikke mindst Zeus, der blev omdrejningspunkt for skabelsen af De Olympiske Lege, som oprindeligt var en hyldest til Zeus. [5] Legene var den fornemmeste måde, hvorpå den græske mand kunne dyrke guderne, og guderne blev selv fremstillet som formidable idrætsudøvere. Idealet af den mandlige krop sås afbilledet på alle idrætspladser via skulpturer af muskelmanden, guden Herakles. [6] Denne fysiske opdragelse blev således en manifestation af diskursen om kropsidealet, der kom til udtryk på et militært, funktionelt og religiøst plan. [7] Mange velbevarede skulpturer fra antikken (se billede ovenfor [8]) tegner et kropsideal af en atletisk og maskulin mand med markerede muskler. Manden er altid afbilledet nøgen, og netop nøgenhed ansås ingenlunde som et tabu. [9] Ordet "gymnasstikos" har tilknytning til ordet "gymnos", som betyder "nøgen". [10]

Nøgenheden var på sin vis grækernes fornemmeste ekvipering, og kun grækere måtte offentligt optræde sådan.

"Nøgenh eden blev en græsk markør på etnisk

overlegenhed. "^{11}

Den offentlige diskurs i Det Antikke Hellas afficerede således et funktionelt og religiøs bundet kropsideal.

Den syndige krop

At beskæftige sig med den europæiske middelalder (i Danmark ca. ) er i høj grad vedkommende, fordi denne periode tegner et differentieret billede af det mandlige kropsideal, i sammenligning med eksempelvis Antikken og det moderne samfund.

4

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s .51

5

National Muset, De Olympiske Lege,

http://natmus.dk/historisk-viden/verden/middelhavslandene/graekenland/de-olympiske-lege/ (besogt: 11/12/13)

6

Bonde, Hans, "Myten om OL" Politiken 27. August 2004

7

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 51

8

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt

9

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 51

10

Illustreret Videnskab, "Hvorfor gik oldtidens græske mænd nøgne" og Thiedecke, Johnny (2008), Ånden, kroppen og naturen, s. 12.

11

Bonde, Hans, "Myten om OL" Politiken 27 August 2004

"Diskoskasteren fra Myron". (5.

årh. f. kr.) Klassisk græsk skulptur.

Side 5

5

Middelalderen i Europa var gennemsyret af den kristne tro. Dette gav sig udtryk i en opfattelse af kroppen, eller i hvert fald "det kødelige", der som udgangspunkt var infiltreret af synd. Den enkelte mand havde en kronisk frygt for at komme i helvede.

Moralske skrupler samt samvittighedskvaler prægede enhver beslutning. Kroppen blev syndiggjort i middelalderens kristendom, og den rene og uskyldige krop blev altså et udtryk for en ren og uskyldig sjæl. [12]

Af de syv dødsynder, der implicit står nedskrevet i

Biblen, nævnes bl.a. "utugt" og "hovmod", der begge, til en vis grad, kan forklare syndiggørelsen af kroppen. Utugt betegnede utroskab, og essensen af menneskeligt begær, der i den grad var kristendommen fjendsk. Hovmodet kunne komme til udtryk, såfremt man ophøjede sig selv, ved fx at dyrke kroppen. Gennem Bibelen og kirken, der fungerede øverst i statsapparatet, blev der skabt en offentlig diskurs om den syndige krop, hvilket resulterede i en internaliseret kropslig syndsbevidsthed. [13]

Den afholdende, uskyldige krop, blev idealet for manden i Middelalderen. Frygten for helvede, og håbet om himlen skabte et mantra om "beherskelse". I denne sammenhæng ses institutionaliserede redskaber som monogami, cølibat og det sene ægteskab som måder, hvorpå man kunne fremme netop beherskelsen [14]. Derudover ses begreberne "askese" og "kyskhed", der henholdsvis har betydningerne; afholdenhed og renhed, som værende et kirkeligt, idealiseret billede på kroppen. [15]

At kroppen sås som værende syndig, bemærkes endvidere ved kristendommens afbildning af Adam og Eva. Her afbildes syndefaldet og den nøgne krop sammen, og dette skaber altså en diskurs om en krop, der er syndig og bør tildækkes. [16]

I modsætning til den antikke fysiske opdragelse blev idrætsaktiviteter i Middelalderen ofte set ned på af kirken, da denne havde en generel fordømmende holdning til fysisk udfoldelse, fordi en sådan var en måde at udtrykke den syndige krop.

Den politiske krop

Børskrakket på Wall Street i USA i 1929 skabte en enorm økonomisk krise i Tyskland, såvel som i andre vestlige lande. Dette medførte, at tyske virksomheder ikke kunne betale lønninger - der skete hermed en voldsom stagnering af folk i arbejde. [17] Der udviklede sig endvidere en intensiv udviklingspessimisme og den tyske befolkning mistede i meget høj grad tiltroen til fremtiden. Netop denne pessimisme formåede Adolf Hitler at udnytte, ved at tilbyde et nyt økonomisk og politisk fælleskab for den tyske befolkning - noget de fleste tyskere ikke kunne modstå. Hitler iscenesatte begrebet "den ariske race" - en ren, stærk og overlegen tysk race, som var klar til kamp mod den urene

12

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 55-57

13

S. Turner, Bryan (1992), Kroppen i samfundet, s. 82

14

S. Turner, Bryan (1992), Kroppen i samfundet, s. 82

15

Denstoredanske.dk, Askese,

http://www.denstoredanske.dk/Sprog, religion og filosofi/Religion og mystik/Primitiv religion/askese
(besøgt: 18/12/13) og S. Turner, Bryan (1992), Kroppen i samfundet, s. 82

16

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 55

17

Frederiksen Peter (2001), Det Tredie Rige - fællesskab og forbrydelse, s. 37b38

Side 6

6

"ikke ariske race". [18] Dette modsætningspar og det nærmest overmenneskelige kropsideal, som Hitler bidrog med til datidens offentlig diskurs, var en del af et politisk "statement" frem mod "Det Tredje Rige" - Nazi Tyskland. I De 25 Punkter,

"Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei's" partiprogram fra 1920 ses, hvorledes nationalsocialisterne ønskede den tyske befolkning fysisk og politisk opbygget fra barnsben.

"Staten må sørge for at fremme folkesundheden ved at gøre det lovpligtigt at dyrke gymnastik og drive sport, ved kraftigt at støtte samtlige foreninger, der har til formål at

uddanne ungdommen legemligt. "^{19}

Således lød ét af punkterne, og det tyske skolesystem blev som følge af dette "nazificeret", ved at hele nazi-ideologien blev smeltet sammen med kropskulturen. De unge i Det Tredje Rige skulle uddanne sig til en sund og modstandsdygtig krop, der kunne

                         20
forsvare den nazistiske ideologi

Ikke blot jøderne, der af politiske og økonomiske bevæggrunde blev forfulgt, men alle former for menneskeligt "afkom", der kunne sætte en kæp i hjulet for

"organismen", som Hitler kaldte en fremtidig raceren nation, blev

              21
forsøgt likvideret. 1 1933 blev

det indført ved lov, at al "sygt arveligt afkom" indenfor tyske grænser, skulle steriliseres.

"P. 1.1 Den, der lider af en arvelig sygdom kan blive steriliseret hvis, ifølge resultaterne af den medicinske videnskab, der er stor sandsynlighedfor at hans (eller hendes) afkom vil lide af alvorlige kropslige eller mentale arvelige sygdomme” [...]

Kunst, arkitektur og skulpturer bar i denne tid ligeledes præg af den nazistiske diskurs om kropsidealet. Statuer af det rene og idealiserede menneske, som nazi-Tyskland ønskede at fremelske, blev sat i fokus. Der ses her en tydelig inspiration fra de antikke

18

Madsen Vinsten, Dorte og Christina Spanggaard (2008), Kroppen i tykt og tyndt, s. 67

19 Frederiksen Peter (2001), Det Tredie Rige - fællesskab og forbrydelse, s. 133

20 Frederiksen Peter (2001), Det Tredie Rige - fællesskab og forbrydelse, s. 167

21

Frederiksen Peter (2001), Det Tredie Rige - fællesskab og forbrydelse, s. 79

Billede fra "Mensch und Sonne". Billedet skulle indikere racerenlighed og disciplin hos den tyske mand.

Side 7

7 grækeres idealiserede kroppe, og skulpturerne forestillede, som i Hellas, ligeledes ofte atletisk stærke og upåklædte mænd. [22]

Nøgenhedens accept i den offentlige diskurs blev udbredt ved bl.a. "Nordische Freikörperkultur" (nudismen). I billedbogen "Mensch und Sonne" af Hans Surén blev hovedsagelig nøgne mænd afbilledet, skinnende i olie, i gang med at kaste spyd eller støde kugler. [23]

Den tyske nudisme blev undertiden kaldt

"naziporno". Ikke fordi den som udgangspunkt skildrede nøgenhed, men fordi den gengav arisk heltenøgenhed. [24] Olierede, nøgne mænd, der hopper rundt omkring hinanden, skulle man tro vagte harme hos homofobiske institutioner som i Nazi- Tyskland. Dette var dog ikke tilfældet. Billederne blev set på som eksempler på dén disciplin og racerenhed, som den ariske race og hele den nazistiske ideologi stod for. [25] Hitlers drøm om Det Tredje Rige og en racehygiejnisk nation cementerede en offentlig diskurs, der skabte et disciplineret og modstandsdygtigt nazi-kropsideal.

Der er store ligheder, hvis man sammenligner det mandlige kropsideal i forskellige tidsperioder - som her Antikken og Nazi-Tyskland. Der er ingen tvivl om, at baggrunden for skabelsen af den offentlige diskurs på området har været forskellig, pga. den forskellige historiske kontekst. En veltrænet krop er også i dag idealet for manden, og den offentlige diskurs har stor indvirkning på ham. Hvorledes selve påvirkningen foregår og hvorledes diskursen i et moderne samfund opstår, vil blive analyseret og diskuteret.

Sociologisk analyse af den offentlige diskurs' påvirkning af den moderne mand i forhold til kropsidealet

Ovenfor beskrives, at den offentlige diskurs i enhver historisk periode, har haft indflydelse på det mandlige kropsideal. Moderne sociologi kan, i denne forbindelse, bruges til at forklare baggrunde og årsagssammenhænge i forhold til, hvorledes den moderne mands krop kan ses som en respons på den offentlige italesættelse af samme.

Nedenstående vil analysere mandens diskurspåvirkning i et sociologisk perspektiv.

Den usikre mand

Jeg vil indlede analysen med den engelske sociolog Anthony Giddens, der om nogen har defineret tendenser i det moderne samfund. [26]

Meget af hans forskning ligger til grund for andre teoretikere, der mere specifikt fortæller om mandens diskurspåvirkning i det moderne samfund.

Giddens peger på to overordnede områder, der har relevans i forhold til det mandlige kropsideal i det moderne samfund; refleksivitet og adskillelse mellem tid og rum. [27] Refleksivitet betoner en nutidig konsekvens af den aftraditionalisering, der har fundet

22

Frederiksen Peter (2001), Det Tredie Rige - fællesskab og forbrydelse, s. 69

23

Oprindeligt: Surén Hans, Mensch und Sonne. Her fra Christoffersen, Jens, "Nudizme" Information 7 juli. 2011

24

Dekkers, Midas (2008), Kropskultur, s. 53.

25

Christoffersen, Jens, "Nudizme" Information 7 juli. 2011

26

Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 425

27

Bundgård, Bruun Maria, et. al. (2010), Sociologisk SET, kapital 8

Side 8

8 sted i det moderne samfund, hvor vi ikke længere, i samme grad, er bundet til familiære værdier og traditioner, men i langt højere grad er blevet individualiserede. Dette betyder, at vi alle har flere valg i vores hverdag, hvilke vi er nødt til at reflektere over. Vi har ikke længere samme determinerede fremtidsbestemmelse – refleksiviteten er nu blevet en del af en fremtid – og identitetsskabelse, som vi selv er en del af. [28] De mange valg og refleksionen, har den virkning, at vi langt hen vejen spejler os i vores omgivelser for lettere at kunne træffe de rigtige beslutninger. [29]

Adskillelse mellem tid og rum har endvidere betydet, at den største del af al social interaktion i den vestlige verden ikke længere indtræffer på samme tid og sted. Globalisering og ikke mindst mediernes opblomstring har skabt dette og har endvidere medført store forandringer med hensyn til

                                  30
menneskets mulighed for selvfremstilling.

Giddens ser bl.a. disse to tendenser i det moderne samfund som værende destruktive for det, han kalder menneskets "ontologiske sikkerhed". Dette begreb forklarer han som en form for fundamental tillid, mennesket opbygger fra barnsben. De mange valg bevirker en eksistentiel tvivl, som har konsekvenser for menneskets handlemuligheder. [31] Kroppen af plastik

Som hovedparten af moderne sociologer, ser kropssociolog Mike Featherstone nutidens forbrugskultur, som en dikterende stemme i den offentlige diskurs. Medier, herunder reklamebranchen, samt modeindustriens fremstormen, har skabt kroppen af plastik, der giver individet en tro på, at kroppen kan formes efter mediernes forbillede af denne. [32] Globaliseringen, som med sig har skabt en homogen forbrugskultur i den vestlige verden, har ligeledes betydet en mere eller mindre homogen idealopfattelse af den mandlige krop. Featherstone giver eksemplet "Barbiedukken", som globalt idealsættende hos piger, men ligeledes kunne diverse moderne super- og aktionhelte bidrage til en offentlig diskurs omkring det mandlige kropsideal. Også pornografien, der af flere sociologer i dag betragtes som "main-stream", italesætter et kropsideal, som vil

                                                                 34 35
forsøges efterlevet af de mange mænd, der ser pornoen, og spejler sig selv i den.

Denne moderne betoning af den mandlige krop sætter Featherstone ind i en historisk kontekst, hvori der beskrives en klar forandring af vestlige værdier. Denne forandring beskriver han som en sekularisering af kroppens værdier.

"Hvor der før blev lagt vægt på den indre kontrol over kroppen af asketiske årsager,

                                                     33
betones nu bearbejdningen af den ydre krop af æstetiske grunde."

28

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 24-29 og Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 435

29

Bundgård, Bruun Maria et. al. (2010), Sociologisk SET, kapital 8

30

Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 433b434

31

Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 425

32

S. Turner, Bryan (1992), Kroppen i samfundet, s. 27

33

S. Turner, Bryan (1992), Kroppen i samfundet, s. 27

Side 9

9

Hertil kan dog argumentere for, at det i dag i høj grad også handler om indre kontrol.

Eksempelvis viser kropstræning mandens selvdisciplin for omverdenen, hvilket jeg senere vil komme tilbage til.

Moderne sociologer vil gå så langt som til at sige, at mediebilledet er blevet en integreret del af menneskets socialisationsproces, hvorved normer og værdier indlæres. [34] Billederne, der ses på skærmen, bliver altså overdraget til modtageren, og idealiserer herved, i dette tilfælde, mandens livsformer og kropsidealer. [35] Netop denne forestilling om mediets magt er den franske filosof Michel Foucault også optaget af. Netop Foucault har i høj grad bidraget til moderne tids brug af ordet diskurs. Han er som udgangspunkt af den opfattelse, at alle menneskeskabte relationer indeholder et vist magtforhold. Ikke magt i traditionel, formel forstand som fx lovgivning, men snarere som en usynlig magt, der ikke som sådan kan skabes, men blot benyttes. [36] Han viderefører teorien om menneskes mange valg ved begrebet det frie subjekt, men mener dog samtidig, at subjektet er underlagt en magtindflydelse, som definerer indenfor hvilke rammer, valgene bør foretages. Han ser i denne forbindelse medierne som havende en sådan indflydelse på subjektet. Medierne skaber gennem deres magt et normalitetsbillede af, hvorledes den mandlige krop bør se ud. Foucault forklarer dette med begrebet sandhedsregime, der danner rammerne for, hvad der er rigtigt at gøre, hvis man vil være normal. Foucault påpeger, at medierne her disciplinerer subjektet, således at frygten for at falde udenfor normalen, skaber en selvdisciplinering, hvor individet reflekterer over egen ageren, og overvejer om denne er i overensstemmelse med normaliteten. [37] Alt i alt vil dette medføre en såkaldt internalisering af værdier - værdier medierne med magt har "påduttet" individet. Herved forstås, at normalitetens værdier bliver socialiserede, og at værdierne derved bliver noget, individet blot efterlever uden at tænke over dem.

I denne forbindelse kan begrebet socialkonstruktivisme til dels sammenkobles med Foucault. Socialkonstruktivismen ser virkeligheden og sandheden, som konstruktioner skabt socialt gennem diskurser. Man kan perspektivere dette til Foucaults sandhedsregime, hvor diskurserne, og kun disse, kan bestemme hvilken betydning, der skal tillægges eksempelvis det mandlige kropsideal. Socialkonstruktivisme beskæftiger sig med, at der kan være forskellige sandheder om samme begreb over historisk tid, da forskellige historiske kontekster bidrager til forskellige diskurser. [38] Denne pointe understreges i opgavens redegørelse. Teorien går så langt som til at påstå, at individet ikke kan agere selvstændigt eller have en reel grundlæggende personlighed, idet de dominerende diskurser ikke kan undgå at have indflydelse på mandens ageren i forhold

34

Jagd, Henrik et. al. (1995), Krop og samfund, s. 72

35

Balvig, Flemming et. al. (2001), Ungdomssociologi, s. 18

36

Raffnsøe, Sverre (2008), Foucault, s. 30-31

37

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 41-42 og s. 162

38

Cand.scient.soc. Joachim Orht Fehler (2010), Introduktion til diskursanalyse og socialkontruktivisme

Side 10

10 til kropsidealet. Denne "opgivende" tro på det enkelte individ beskrives i teorien som en

                              39
antiessentialisme eller subjektets død.

Kunsten at blive anerkendt

Man kan spørge sig selv, hvor frygten for at stå udenfor og ikke være normal kommer fra.

Mange moderne sociologer vil lægge begrebet anerkendelse og behovet for samme til grund. Den amerikanske sociolog David Riesman, og i endnu højere grad tyskeren Axel Honneth, har undersøgt begrebet anerkendelse, og opgaven vil fremhæve deres resultater, med udgangspunkt i det mandlige kropsideal, og samfundsdiskursens indflydelse på dette.

David Riesman italesætter det moderne samfund som værende "det gruppestyrede samfund". Dette undersøger han i bogen "Det Ensomme Massemenneske", der nærmere beskriver dette samfund. I det gruppestyrede samfund lever den gruppestyrede socialkarakter, der ikke længere blot skal indpasse sig de traditionelle normer og værdier i familien, men også reflektere over omverdenens forventninger til ham. Det er her, i endnu højere grad, kammeratgrupper, arbejdspladsen og mediebilledet, der sætter dagsordenen, og som han må være fleksibel i forhold til. [40]

Med de mange valg og den høje refleksivitet, som den moderne mand må besidde, er han, som tidligere nævnt, usikker på hvilke valg, der er de bedste, og ifølge Riesman, om valgene er i overensstemmelse med gruppens konsensus om ageren.

"Medens alle mennesker ønsker og har behov for at være vellidt af nogle af deres samtidige, er det kun det moderne gruppestyrede menneske, som gør dette til deres vigtigste ledetråd og har altid opmærksomheden henledt herpå.” [41]

Gruppestyringen er altså i høj grad kilde til den enkeltes ageren, og dermed kilde til bestemmelse af, hvilke normer den enkelte internaliserer, i bestræbelsen på at opnå anerkendelse. I modsætning til det traditionsstyrede samfund, som kan beskrives som værende et reelt normsamfund, beskrives det moderne samfund, ifølge David Riesman

(og andre sociologer fx Giddens), som et normløst samfund. Disse indfaldsvinkler lyder umiddelbart selvmodsigende, men skal forstås således, at individerne i gruppen alle føler en frustration omkring individets og samfundets indbyrdes autonomi, og derved spejler sig i hinanden og skaber en fælles normdannelse i gruppen. [42]

Gruppens medlemmer spejler sig altså i hinanden, og skaber herigennem normer for det kropslige ideal, hvilke man som enkeltmedlem af gruppen må efterleve, hvis man ønsker at blive set på som værende normal.

39

Cand.scient.soc. Joachim Orht Fehler (2010), Introduktion til diskursanalyse og socialkontruktivisme

40

Schultz Larsen, Ole (2008) Psykologiens veje, s. 298y299

41

Riesman, David (1985), Det ensomme massemenneske, s 65.

42

Riesman, David (1985), Det ensomme massemenneske, s 60-69.

Side 11

11

Axel Honneth ser anerkendelse som værende et fundamentalt behov for, at individet kan blive egentligt individualiseret og selvrealiserende. Han kritiserer implicit den store del af sociologien, der fremhæver, at kampen for "det gode liv" er individets projekt. [43] Dette gør han, idet han mener, at selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse er nødvendige kriterier for et godt liv, og kun kan forekomme gennem anerkendelse fra andre. Honneth opdeler de ovennævnte kriterier i tre sfærer; privatsfæren, den retlige sfære og den solidariske sfære. [44] De to første sfærer er i konteksten ikke videre interessante, da de ikke umiddelbart kan kobles til samfundsdiskursen om kropsidealet, idet de henholdsvis handler om familiære forhold og lovmæssige relationer, der sikrer den enkeltes rettigheder. Den solidariske sfære er imidlertid betydningsfuld i sammenhængen, da der i denne sfære kan opnås anerkendelse gennem relationer til gruppen og samfundet som helhed. [45] Individet anerkendes for dets egne bidrag til gruppen, hvormed selvværdsættelsen træder i kraft og skaber et individualiseret menneske, såfremt anerkendelse fra de to andre sfærer er realiseret. [46] Såfremt gruppen krænker mandens solidariske sfære, ved fx at udstøde ham pga. hans kropsbygning, kan manden få store vanskeligheder ved at opnå et godt liv. [47]

Den tyske sociolog Stephan Voswinkel ynder at hæve anerkendelsesbegrebet til et endnu højere niveau. Han mener, som Honneth og Riesman, at man må beherske normaliteten for at opnå anseelse, men mener, at manden endda må tage skridtet videre, for at opnå egentlig anerkendelse.

"Det, der anerkendes er særegenhed og fremragende præstationer — noget, der rækker

ud over, hvad man normalt kan forvente. "^{48}

Med dette mener han, at det ikke er nok bare at opfylde normen, skønt det er gruppens diskurs, der skaber denne - man må træde lidt udover diskursen, for rent faktisk at være noget specielt, der offentligt kan anerkendes. Dog mener Voswinkel, at gruppen ikke accepterer for store differentieringer fra normalen - dette kan føre til stigmatisering af gruppemedlemmet, hvilket vil sige en slags øremærkning af anormalitet. [49] Jeg ser nutidens ekstrembodybuilding, som værende et eksempel på noget sådant. Samfundsdiskursen italesætter markerede muskler som værende positivt, men med reel bodybuilding menes her ekstremsporten, der dyrkes nærmest som fuldtidsarbejde frem mod mesterskaber, hvor iscenesættelsen af en perfekt muskuløs krop er formålet. Denne form for kropsdyrkelse overskrider normalitetsbegrebet. Min opfattelse er, at majoriteten i høj grad stigmatiserer disse ekstrem-bodybuildere og ser dem som værende "over the top", eller deciderede "tabere".

43

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 183

44

Honneth, Axel (2003), Behovet for anerkendelse, s. 14

45

Honneth, Axel (2003), Behovet for anerkendelse, s. 16

46

Honneth, Axel (2003), Behovet for anerkendelse, s. 16-17

47

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 183

48

Heidegren, Carl-Gören (2010), Anerkendelse - kort og godt, s. 64

49

Heidegren, CarlbGoren (2010), Anerkendelse - kort og godt, s. 63-64

Side 12

12

Et eksempel på, hvad Voswinkel mener, den moderne mand kan gøre for at opnå anerkendelse, kan være følgende. Den offentlige diskurs italesætter motionsløb som positivt. Befolkningen løber, og den enkelte løber bliver accepteret, da han dermed ikke bliver overvægtig og usund. Dem, der virkelig får anerkendelsen, er dem, der kan gennemføre en ironman [50]. Dette kan ikke betragtes som gængs endnu, da det selvfølgelig kræver ekstrem disciplin og afholdenhed, som de færreste kan leve op til.

Styr på kroppen, styr på livet

Den canadiske sociolog Erving Goffman har specialiseret sig indenfor den såkaldte mikrosociologi. Han skildrer i sin bog The Presentation of Self in Everyday, hvorledes selv de mindste hverdagssituationer og sociale interaktioner kan bidrage til en analyse af individet. [51] Han påviser, at det i alle sammenhænge, først og fremmest handler om at præsentere sig selv bedst muligt over for andre. [52] Han bruger begrebet impression-management (indtryks-styring) som en måde, hvorpå individet forsøger at styre, hvad andre mener og tænker om én. Goffman anvender teatret som en metafor for indbyrdes social interaktion. Der kan her eksistere forskellige scener, roller og rekvisitter. Med forskellige scener og roller mener Goffman, at mennesket agerer forskelligt i forskellige sociale sammenhænge. [53] Han mener fx, at man ikke spiller den samme rolle til en familiefødselsdag, som man gør i fitnesslokalet. Man vil, gennem opførsel, forsøge at påvirke andre til at tro noget om én, der passer til de normer og værdier netop denne sociale kontekst værdsætter. I alle lignende sammenhænge "spiller" man skuespillet på den såkaldte frontstage. Her er man ikke nødvendigvis sig selv, men snarere den andre vil have, man skal være. Når man derimod befinder sig alene i private omgivelser, eller privatsfæren om man vil (jf. Honneth), befinder man sig backstage, hvor man ikke behøver at spille en rolle for nogen, og altså i langt højere grad kan være sig selv. [54] Rekvisitterne, der som udgangspunkt tales om i forbindelse med frontstage, kan fx være tøj eller statussymboler, som en fed bil eller i denne sammenhæng en muskuløs krop. [55] Kroppen er jo, som sådan, ikke noget, man kan variere i forskellige sammenhænge, men måden, hvorpå man italesætter og iscenesætter den, kan netop være forskellig. Goffman taler i denne sammenhæng om en idealisering af den optrædendes motiver, som en måde at idealisere ens sociale rolle. Hermed menes, at man kan foregive at handle ud fra en anden bevæggrund, end man egentligt har. [56]

Et eksempel, i relation til det mandlige kropsideal, kunne være, at de færreste nok ville påstå, at de trænede for at blive anerkendt af andre mennesker. Personen vil nok hellere sige, at han træner for at blive et sundt og friskt menneske med styr på kroppen og dermed styr på livet, da dette umiddelbart virker mere socialt acceptabelt. Det er muligt, at de øvrige medlemmer i

50

Ironman er en konkurrencesport hvori deltageren svømmer 3,8 km, cykler 180 km, og løber et maraton.

51

Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 210

52

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 52

53

Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 211

54

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 54

55

Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2007), Klassiks og moderne samfundsteori, s. 211

56

Thorndal, Hansen Morten (2008), Sociologi ABC, s. 55

Side 13

13 fitnesscenteret har andre forventninger til baggrunden for mandens træning, men på denne scene vil manden altså, ifølge Goffman, også indrette sig efter opgivelserne og forventningerne.

Goffman åbner altså i høj grad op for, at der sideløbende kan eksistere forskellige diskurser i forhold til det mandlige kropsideal. Også andre sociologer har samme mening. Foucault mener eksempelvis, at der på samme tid kan være flere diskurser, der med usynlig magt påvirker manden. Goffman gør det dog meget tydeligt, at dette er en fakticitet, og at manden vil reflektere og agere derefter, og derigennem forsøge at stimulere den offentlige diskurs' forventninger til ham. Det vil altså formentligt ikke være helt forkert at mene, at Gofmann forudsætter en form for antiessentialisme, da han jo mener, at manden underlægger sig diskursens forventninger til ham, og altså ikke handler selvstændigt i sociale sammenhænge.

Diskussion af, hvorfra diskursen om det mandlige kropsideal kommer

Der eksisterer på samme tid flere diskurser vedrørende det mandlige kropsideal. Jeg vil her diskutere oprindelsen af den offentlige diskurs omkring emnet. Jeg vil endvidere diskutere om nogle diskurser er mere betydningsfulde end andre for den enkelte person.

Derudover diskuteres, hvilke diskurser der har indflydelse på andre diskurser, og hvorvidt individet overhovedet kan tage en selvstændig beslutning uden at blive påvirket af den offentlige diskurs.

Den offentlige diskurs er et komplekst begreb, da det kan være svært at finde ud af, om der kun er én specifik offentlig diskurs, den mandlige befolkning bliver påvirket af i forhold til kropsidealet. Kan man sige, at de mange diskurser fra eksempelvis statsapparatet og medier til sammen danner én diskurs? Mænd befinder sig i forskellige miljøer og er ikke påvirkede af samme magtpåvirkninger (jf. Foucault). Den enkelte mand skaber derimod, gennem netop diskursens påvirkning, sin egen indre opfattelse af, hvordan den offentlige diskurs italesætter kropsidealet.

Er kroppen statens marionetdukke?

Hvis man ser nærmere på, hvorfra den offentlige diskurs kommer, er det nærliggende at starte ved statsapparatet. Staten bestemmer selvfølgelig ikke direkte, om manden skal træne mere eller mindre, men kan, gennem direkte og indirekte påvirkning, have indflydelse på den offentlige italesættelse af kropsidealet. En sådan påvirkning foregår fx via anlæggelse af flere cykelstier eller idrætslegepladser i det offentlige rum. På denne måde gøres det mere attraktivt for den enkelte at føre en sundere livstil. Et andet eksempel kunne være VK-regeringen, der i 2007 foreslog at gøre det skattefrit for

                                                               57
arbejdsgivere at tilbyde ansatte medlemskab i diverse sport- og fitnessklubber.

57

Eskelund, Klaus (2013), Midt i en Surfertid, s. 145

Side 14

14

Ovenstående eksempler handler ikke direkte om at presse befolkningen til noget.

Statsapparatets ønsker, at befolkningen vil dyrke mere motion, og at normalitetsbegrebet og den generelle offentlige diskurs i befolkningen omkring sundhed vil bevæge sig længere hen mod en sund livstil.

De 10 kostråd, som er udarbejdet af Sundhedsministeriet i 2013 kan ligeledes ses som en måde, hvorpå man forsøger indirekte at disciplinere den danske mand til en sundere livstil. Man må formode, at Sundhedsministeriet forsøger at opdrage frem mod en internalisering af sundere værdier hos manden.

Statsapparatets indflydelse på sundhedsdiskursen handler formodentligt om et statsligt ønske om at have en så sund befolkning som muligt, med færre omkostninger til de offentlige sygehuse til følge. I 2004 kostede sygefravær og sygehusindlæggelse grundet overvægt i alt staten 14,7 milliarder kroner. Det er derfor ikke besynderligt, at statsapparatet arbejder frem mod en sundere livstil hos befolkningen. [58] Kropsidealet i dag er egentligt ikke særligt forskelligt fra Antikken og Nazi-Tyskland, hvis man ser bort fra racesynet under Hitler. I alle tre historiske perioder er en stærk og sund krop hos den mandlige befolkning idealet for statsapparatets bestræbelser. Men statens udgangspunkt i bestræbelsen på at skabe en diskurs på området varierer i de forskellige historiske kontekster. En ting er imidlertid sikkert; det mandlige kropsideal har til en hver tid været underlagt statslig interessesfære. Midas Dekkers argumenterer i sin bog "Kropskulturer" for, at der i grunden aldrig har været en egentlig adskillelse mellem staten og idrætten.

Selv tilbage i antikken støttede statsapparatet på alle tænkelige måder kropsdyrkelse, og i Nazi-Tyskland, såvel som i det i dag, ses den statslige involvering bl.a. i folkeskolens

                           59
obligatoriske idrætsundervisning.

Mediernes indflydelse på diskursen

Medierne bidrager til en diskurs om kropsidealet på en måde, der til tider kan afvige fra statens diskurs. Det er derfor vigtigt at fremhæve, at staten også har en interesse i at ytre sig på mediefladen i forhold til sundhedsspørgsmålet. Dette foregår hovedsagligt via statsfinansierede kanaler. Det er dog ikke alle, der benytter sig af disse kanaler. Jeg vil i nedenstående tage udgangspunkt i de private kanalers reklameblokke og reality-serier.

Der er formodentlig en vis enighed om, hvad det mandlige kropsideal er i den vestlige verden. Det mandlige kropsideal, må jo være dét, der bliver eksponeret i medierne, og dét, der bliver brugt som en måde til at sælge et produkt. Man ser i reklamer aldrig en overvægtig mand reklamere for deodoranter eller underbukser, men derimod en David Beckham-lignende, veltrænet mand. Det interessante er, hvorfor det i dag i høj grad forventes at manden er trænet. Medier og reklamebranchen udstiller en perfektioneret mandlig krop, der uden tvivl ligger til baggrund for den kropslige samfundsdiskurs, som manden påvirkes af. Mediernes og især de sociale mediers eksplosive udvikling betyder,

58

Politiken.dk "Overvægtige koster samfundet milliarder" Politikken 24. Maj 2007

59

Dekkers Midas (2008), Kropskultur, s. 75.

Side 15

15 at kroppen udstilles i langt højere grad end tidligere. En stor del af massemediernes sendeflade består af reklamer og reality-programmer, hvor de medvirkende er castede, fordi de ser godt ud. Dette betyder, at det kun er den perfektionerede krop, der bliver eksponeret. Det er derfor ikke underligt, at det er denne beskrivelse af mandekroppen, der bidrager til diskursen og "sandheden" om det mandlige kropsideal. Såfremt den tykke krop bliver udstillet er det altid i forsøg på at omdanne denne til idealet eller for at latterliggøre den.

Især hos unge mennesker må mediernes eksponering af kroppen formodes at være betydningsfuld, idet medierne typisk er de unges referenceramme. Man må formode, at mange unge vælger reality-programmerne frem for mere "lødige programmer".

Reality-programmerne har derfor stor påvirkning i forhold til ungegruppens normalitetsbegreb - kampen om anerkendelse er i fuld gang.

Diskursernes kamp

Statsapparatet og medierne har hver især deres forskellige bevæggrunde til at forsøge at påvirke den offentlige diskurs. Jeg vil diskutere, hvorledes mediernes og statsapparatets samlede påvirkning har indflydelse på den offentlige diskurs, og hvorvidt de to diskurser har indflydelse hinanden. Jeg vil endvidere undersøge, hvorvidt én diskurs er signifikant mere afgørende end den anden.

Hvis man har tabt sig, er det noget, folk bemærker og komplimenterer én for. Man opnår altså anerkendelse - men hvorfor? Det er ikke naturgivent, at dét at være slank er klædeligt. Mediernes eksponering og statsapparatets påvirkning har sammen skabt en diskurs og en "sandhed" om det positive ved at være "fit", samt en antiessentialisme, der forhindrer manden i at træffe beslutninger, der ikke lever op til diskursen. Selve kropsidealet i de forskellige diskurser er påfaldende ens. Det er svært at tage stilling til, om én diskurs er mere afgørende end en anden. Det handler nok bl.a. om, hvor individet lader hovedparten af magtpåvirkningen og sandhedsregimet komme fra. Unge vil nok i høj grad være påvirkelige af mediernes uendelige fremstilling af det perfekte. Dem, der ikke er helt unge og som udgangspunkt tænker mere rationelt og vidensbaseret, lader formentligt institutioner som Sundhedsministeriet påvirke sig i højere grad.

Man skulle tro, at statsapparatet virker meningskonstruerende for mediernes fremstilling af mandekroppen, da det jo i høj grad er statsapparatet, der definerer, hvad der er sundt.

På den anden side kan man sige, at mediernes forsøg på at påvirke den offentlige diskurs i meget høj grad handler om et æstetisk, forretningsmæssigt syn på kroppen, som ikke generelt synes påvirket af den sundhedsmæssige diskurs fra statsapparatet. Det ser altså ikke ud som om, at statsapparatet har afgørende betydning i forhold til mediernes italesættelse af kropsidealet på trods af, at selve kropsidealet, langt hen af vejen er identiske i de to diskurser.

Side 16

16

På baggrund af naturvidenskabens resultater har statsapparatet og manden fundet ud af, at det er sundt af dyrke motion. 73% af alle motionsløbere påstår, at de løber for at holde sig sunde og raske, og det er nok heller ikke helt forkert. [60] Forskningen og oplysningen om de sundhedsmæssige gevinster ved fx motionsløb har skabt en hegemonisk [61] offentlig diskurs om, at det er sundt at løbe, og altså en diskurs, der tillægger den sunde mandekrop stor værdi. Det er muligt, at Sundhedsministeriets mange budskaber har "installeret" et par meget dyre løbesko under mandens fødder, men det handler for manden måske mest om at undgå at blive stigmatiseret i gruppen. Græskerne eller det europæiske middelalderfolk indrettede deres ageren efter forventninger og samfundets normalitetsbegreb - ligeledes gør den moderne mand.

Dit (profil)billede siger mere end tusinde ord

"Dertil kommer, at det ikke længere er nok, at være fagligt dygtig til sit arbejde, når man søger job. I en tid, hvor der er rift om arbejdspladserne kigger personalechefen grundigt

                      62
på ansøgernes fremtoning." .

Vi bruger i høj grad vores krop til at fortælle omgivelserne, hvem vi er. Som ovenstående citat af Hans Bonde fra hans bog "Sport - en moderne kult" beskriver, er dét at dyrke sin krop et tegn på engagement, fokusering og selvdisciplin. Som arbejdsgiver anser man også

                                                   63
en veltrænet jobansøger som en "kreativ sjæl i et sundt legeme " . At få træningen

indplaceret i en stresset hverdag, viser arbejdstagerens kreativitet og selvdisciplin - egenskaber de fleste arbejdsgivere gerne vil have repræsenteret på deres arbejdsplads.

Kroppen repræsenterer en selvfremstilling, hvor overskud og vitalitet sættes i fokus. At påpege ens fysiske evner til en jobsamtale kan virke næsten narcissistisk, men er ikke desto mindre noget, en potentiel arbejdsgiver ofte ynder at høre om. Et maratonløb på CV'et er i den grad noget, der bliver vel modtaget. [64]

I denne sammenhæng betoner sociolog Zygmunt

Bauman, hvorledes jobsøgende, overvægtige mennesker, har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet, idet en overvægtig krop i høj grad forbindes med mangel på selvdisciplin og magt over eget legeme. [65]

Dette understøttes fx af artiklen "Smukke mennesker får lettere job" fra Politiken. I artiklen fremhæves netop udseende som væsentlig faktor i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet.

"Derfor er overvægt ekstremt diskvalificerende i forhold til at få job. Overvægt symboliserer mangel på viljestyrke og kontrol med sig selv, fordi man virker usund.

                                                          66
Sundhed og skønhed er næsten smeltet sammen med selvdisciplinering."

60

Østergård, Gjedsted Tine "Vi løber fordi det er sundt og fleksibelt" Berlingske Tidende 23. Februar 2012

61

Hegemonisk diskurs betyder, at én opfattelse af sandheden ses som værende indlysende, og altså mere dominerende i samfundet.

62

Bonde, Hans (1993), Sport - en moderne kult, s. 109

63

Eskelund, Klaus (2013), Midt i en Surfertid, s. 207.

64

Eskelund, Klaus (2013), Midt i en Surfertid, s. 220.

65

Eskelund, Klaus (2013), Midt i en Surfertid, s. 247.

66

Politiken.dk, "Smukke mennesker får lettere job" Politikken 02/05-2011

Side 17

17

Brugen af sociale medier er i de senere år eksploderet. 6 ud af 10 rekrutteringsfirmaer ser en potentiel arbejdstager an på internetsider som fx Facebook, inden en evt.

ansættelsessamtale finder sted. [67] På Facebook kan arbejdsgiveren finde oplysninger om mandens interesser, samt billeder af ham. Hvis mandens profilbillede udstråler vitalitet, og mandens interesser understreger dette, vil der, ifølge sociologer som Zygmunt Bauman, være signifikant større chance for, at manden bliver vurderet som engageret og selvdisciplineret.

67

Politiken.dk, "Arbejdsgiverne tjekker dig på nettet" Politiken 25/04-2008

Side 18

18

Hersker over egen krop?

Træffer manden overhovedet en reel selvstændig beslutning, når [tracked a 6.56 km weight training workout on det kommer til kropstræning? Endomondo Sports Tracker. 8. december ll

Manden er underlagt andres italesættelser af, hvad der er normalt - manden mister således integritet. Løber han en tur for sin egen skyld?

Langt de fleste gør ikke. Han løber ikke bare en tur. Han tracker ruten, afstanden, hastighed etc. og "poster" resultaterne på diverse sociale medier, i håb og forventning om at få så mange "likes" som mulig. Manden gør kraftigt opmærksom på egne "bedrifter", og forventer til gengæld, at andre mennesker belønner hans resultater, med et enkelt tryk på "like- knappen". [68]

Socialkonstruktivismen, såvel som mange af de andre sociologiske teorier jeg har beskæftige mig med i analysen, vil formentlig mene, at manden ikke er hersker over egen krop. Naturligvis er han det i fysisk forstand, men i forhold til det mentale aspekt er den dominerende offentlige diskurs altid medskaber af mandens ageren.

Mennesket er og bliver biologisk set en social dyreart, og vi foretager os aldrig noget uden at have andre med i (u)bevidstheden - selv når vi er fysisk alene. [69] Socialkonstruktivismen vil formentligt argumentere for, at ovenstående eksempel med "installering af løbesko" blot er et tegn på "det døde subjekt", der underlægger sig den diskurs, subjektet er påvirket af, uanset om diskursen komme fra statsapparatet eller medierne. Manden kan altså ikke "undslippe" den offentlige diskurs. At undgå at lade sig påvirke, og derved etablere sin helt egen personlige diskurs, er altså ikke en mulighed.

68

Eskelund, Klaus (2013), Midt i en Surfertid, s. 203.

69

Dekkers Midas (2008), Kropskultur, s. 143.

- - -

6.56 km weight training workout in 1:35:13 Average

speed Calories burnt sidste sandag 4.1 km/h

Eksempel på en mand, der har publiceret sin 704 kcal træning på Facebook. (Billede og navn er udeladt).

Side 19

19

Konklusion

Det mandlige kropsideal har altid været påvirket af den offentlige diskurs. Diskursen i Det

Antikke Hellas resulterede i et militært/funktionelt og religiøst bundet kropsideal. I

Middelalderen blev der skabt en offentlig diskurs om "den syndige krop", hvilket resulterede i en internaliseret kropslig syndsbevidsthed. I Nazi-Tyskland bidrog den dominerende diskurs tankerne om en ren, stærk og overlegen tysk race, som var klar til kamp mod "det urene".

Den moderne mands mange valg og refleksioner på denne baggrund har den virkning, at manden langt hen vejen spejler sig i sine omgivelser, for lettere at træffe de rigtige beslutninger. Medierne skaber gennem deres magt et normalitetsbillede, i forhold til det mandlige kropsideal. Der opstår en selvdisciplinering og en frygt for at falde udenfor normalen. Manden søger anerkendelsen for ikke at blive stigmatiseret.

Gruppepåvirkningen er i højere og højere grad blevet baggrund for den enkeltes ageren og i forhold til hans bestræbelser på at opnå anerkendelse. Manden agerer altså ikke nødvendigvis udelukkende som sig selv, men snarere som dén, den offentlige diskurs påvirker ham til at være. Selve diskursen skabes eksempelvis via medier, statsapparatet eller arbejdsmarkedet. Man kan ikke lokalisere en ensartet offentlig diskurs, der påvirker alle mænd på samme måde, da diskurspåvirkningerne kommer fra forskellige steder.

Manden kan ikke alene træffe en selvstændig beslutning i forhold til kropsidealet - den offentlige diskurs vil altid have indflydelse.

Side 20

20

Perspektivering

Jeg har tidligere redegjort for den nazistiske lovgivning, der forlangte at udviklingshæmmede skulle steriliseres, da de ikke passede ind i "den ariske races" kropsideal. Opgaven beskriver, at statsapparatet i dag har en klar sundheds- og økonomisk interesse i den sunde mandekrop og derved prøver at påvirke diskursen om det mandlige kropsideal. Nutidens fosterdiagnostik kan ses som en måde hvorpå mennesker, som i Nazi-Tyskland, bliver sorteret fra, fordi de ikke lever op til bl.a.

kropsidealet. Fosterdiagnostik er blevet mere og mere udbredt i Danmark og bidrager dermed til den offentlige diskurs. Staten giver fosterdiagnostik som et tilbud til forældrene, man kan dog ikke komme uden om, at statens hensigt også er at spare penge.

En person med Downs Syndrom har eksempelvis hverken udseende til at være med i Paradise Hotel eller de kropslige færdigheder til løbe rundt om søerne. Et profilbillede, der klart indikerer, at en person har Downs Syndrom, vil give vedkommende problemer i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet. Der er selvfølgelig en verden til forskel på Nazi-Tyskland og dagens Danmark, men man kan ikke komme uden om, at den offentlige diskurs i forhold til kropsidealet også i dag skaber "tabere", der ikke har en chance for at leve op til diskursen.

Side 21

21

Litteraturliste

Andersen, H. o. (2007). Klassisk og moderne samfundsteori (4. udgave). Hans

Reitzels Forlag.

Balvig, F. e. (2001). Ungdomssociologi (1. udgave, 1. oplag). (F. Columbus, Red.)

Bonde, H. (27. August 2004). Myten om OL. Politiken.

Bonde, H. (1993). Sport - en moderne kult. Forlaget Hovedland.

Bundgård, B. M. (2010). Sociologisk SET. Systime.

Christoffersen, J. (7. Juli 2011). Nudizme. Information .

Dekkers, M. (2008). Kropskultur. Tiderne Skifter. o Denstoredanske.dk. (u.d.).

Askese. Hentet fra

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Pri
mitiv_r eligion/askese

Eskelund, K. (2013). Midt i en surfertid. Aarhus Universitetsforlag.

Folkedrab.dk. (u.d.). Folkedrab.dk. Hentet fra http://www.folkedrab.dk/sw67200.asp

Frederiksen, P. (2011). Det tredie Rige - fællesskab og fordrydelse (2. udgave).

Systime.

Heidegren, C.-G. (2010). Anerkendelse - kort og godt (1. udgave). Samfundslitteratur.

Honneth, A. (2003). Behovet for anerkendelse (1. udgave, 4. oplag ). Hans Reitzels Forlag.

Jagd, H. e. (1995). Krop og samfund (1. udgave). Gyldendal Undervisning.

Madsen, V. D. (2008). Kroppen i tykt og tyndt (1. udgave). Systime.

Møller, V. (2013). Kroppen. Tænkepauser, Aarhus Universitet. o Nationalmuset. (u.d.).

natmus.dk. Hentet fra

http://natmus.dk/historisk-viden/verden/middelhavslandene/graekenland/de-olympisk

e-lege/

Orht Fehler, J. (u.d.). Introduktion til diskursanalyse og socialkontruktivisme. Hentet

fra http://www.joachim.fehler.dk/samfundsfag-psykologi/introduktion-diskursanalyse-

socialkonstruktivisme.pdf

Politiken.dk. (24. Maj 2007). Overvægtige koster samfundet milliarder.

Side 22

22

Politikken.dk. (25. April 2008). Arbejsgiverne tjekker dig på nettet. Politikken .

Politikken.dk. (2. Maj 2011). Smukke mennesker får lettere job. Politkken.

Raffnsøe, S. e. (2008). Foucault (1. udgave, 2. oplag). Samfundslitteratur.

Riesman, D. (1985). Det Ensomme Massemennekse (2. udg.). Gyldendal.

Schultz Larsen, O. (2008). Psykologiens Veje. Systime.

Surén, H. (1936). Mensch und Sonne. Verlag Scherl.

Thiedecke, J. (2008). Anden, Kroppen og Naturen (1. udgave). Pantheon.

Thorndal, H. M. (2008). Sociologi ABC (2. udgave, 2. oplag). Forlaget Columbus.

Turner, S. B. (1992). Kroppen i samfundet. Hans Reitzels Forlag. o Universitet, A.

(2007). au.dk. Hentet fra http://diskurs.hum.aau.dk/diskurs.htm

Videnskab, I. (22. Februar 2011). Hvorfor gik oldtidens græske mænd nøgne.

Illustreret Videnskab.

Østergård, G. T. (23. Februar 2012). Vi løber fordi det er sundt og fleksibelt