SRP: Anne Linnet og dansk kvinderock | Musik A og Historie A

Side 1

Side 1 af 23

ANNE LINNET

OG KVINDEROCK I DANMARK

Abstract

This project investigates female rock music in Denmark, with a focus on the musical and lyrical development of Anne Linnet.

Through an analysis and interpretation of four different songs by Anne

Linnet, I will get an understanding of her musical expression down through the ages. The study will indicate that she has been far and wide, and has been experimentally with different kinds of musical and lyrical expressions.

In that the number of female rock musicians is very limited in Denmark today, Anne Linnet is to a high degree the one putting standards in

Danish female rock.

It is concluded that not only the Danish female rock, but also the musical environment in general, is strongly influenced by Anne Linnet based on her ability to visit both light and dark side of the human, and in this way hitting a wide audience.

Side 2

Side 2 af 23

Indholdsfortegnelse

Indledning side 4

1. Redegørelse side 4

1.1. I et mandsdomineret musikmiljø side 4

1.2. Kvinderocken blomstrer side 5

2. Analyse side 7

2.1. Kvindemusik for kvinder - ”Balløven” (Shit & Chanel) side 7

2.2. Den grænsesøgende kunst - ”Marquis de Sade” (Marquis de Sade) side 10

2.3. Refleksioner og følelser - ”Søndag i april” (Anne Linnet) side 13

2.4. Sort og hvid som identitet - ”Agenda” (Anne Linnet og Lizzie) side 16

2.5. Fra hvid til sort (en sammenfatning) side 18

3. Vurdering og perspektivering side 19

3.1. Anne Linnet som kvinderock-legende side 19

Konklusion side 21

Litteraturliste side 22

Bilag (side 24)

Side 3

Side 3 af 23

Indledning

Anne Linnet har siden sit gennembrud med Shit & Chanel sprøjtet plader ud, og må betragtes som en af de største nøglefigurer indenfor dansk kvinderock.

Men hvorfor har Anne Linnet været en så vigtig brik, og hvordan har hun formået at fastholde folks opmærksomhed igennem snart fire årtier?

I det følgende vil udviklingen blive undersøgt vha. en redegørelse for den danske kvinderock i

1970’erne. Fokus vil være på Anne Linnet som frontfigur for kvindernes musik.

Derefter vil der foretages en litterær og musikalsk analyse og fortolkning af ”Balløven” (1975), ”Marquis de Sade” (1983), ”Søndag i april” (1988) og ”Agenda” (2009). Disse sange er alle fra forskellige tidspunkter i Anne Linnets karriere, og der vil være fokus på den musikalske og tekstmæssige udvikling i musikken.

Der vil tages afsæt i det analytiske arbejde i forbindelse med en endelig diskussion om Anne Linnets identitet indenfor dansk kvinderock i dag.

Kvinderocken opstår

Musikken i 1970’erne afspejlede i høj grad samfundets situation. Den økonomiske krise var under optog og arbejdsløsheden var stor. I 1970’erne var samfundet ikke mindst præget af

Vietnamkrigen. Ungdomsoprøret var i gang og rødstrømper brød ud med deres fælles udlængsel og trang til frihed, lighed og medbestemmelse. Derudover var mange kvinder begyndt at løsrive sig fra rollen som husmødre, og forsøgte at skabe sig en mere selvstændig tilværelse med job og uddannelse. Det var i 1970, at rødstrømperne for alvor blev en politisk bevægelse [1]. Det var også i disse år, at mange homoseksuelle sprang ud og stod ved sig selv.

Et fælles politisk engagement, her især fra ungdommen side, var karakteristisk for disse år, og det resulterede i et meget politisk musikmiljø [2]. Allerede i midten af 60’erne var protestsangere begyndt at bryde ud, men først i 70’erne blev musikmiljøet for alvor politisk.

John Mogensen var et godt eksempel på dette, da han i 1971 udtrykte stor kritik af samfundet med

sangen ”Der er noget galt i Danmark”^{3}. ”Herfra hvor vi står” var, med sin kollektive

hippiestemning, et mere anderledes bidrag til samfundsengagementet fra Skousen & Ingemans

1

Lykkens Pamfil – side 378, linje 17

2

Husker Du - side 41, linje 10.

3

Husker Du - side 42, spalte 3, linje 32.

Side 4

Side 4 af 23 side.

Indtil nu havde kvinden glimret ved sit fravær på den danske rockscene. Hvis kvinder endelig havde noget med musik at gøre, var det for det meste som korpiger indhyllet i mændenes skygger, eller som fine mikrofon-sangerinder. Den unge kvindegeneration var trætte af denne rolle, og mange prøvede at bryde ud af den bås de gennem årene var blevet skubbet ind i.

I et mandsdomineret musikmiljø træder Anne Linnet, i 1974, frem som front i kvindebandet Shit

& Chanel [4]. Det første rene pigerockband i dansk historie, bestående af Astrid Elbæk på keyboard, Lone Povlsen på bas, Ulla Tvede Eriksen på trommer og Anne Linnet i front på guitar og sang ledsaget af Lis Sørensen. Anne Linnet var på dette tidspunkt 21 år og under uddannelse på Det Jydske Musikkonservatorium [5]. Hun var vokset op som eneste pige i en søskendeflok på fire og havde fået musikundervisning på Aarhus musikskole fra hun var helt lille [6]. Hendes forældre var veluddannede, far som overkirurg og mor som tandlæge [7].

I Shit & Chanel blev der sunget på dansk om hverdagsting, kærlighed og mennesker. Emner som folk kunne relatere til, her især kvinder, i og med, at emnerne nu blev vinklet fra et kvindeligt synspunkt. Det var man ikke vant til. Som udgangspunkt var der mange skeptiske, især mændene med korslagte arme i hjørnet af Trinbrættet i Århus, hvor Shit & Chanel havde deres debutkoncert [8]. Mange af fyrene var kun dukket op for at se dem smide tøjet. Men her fik de sig en overraskelse. Der blev spillet guitar, elbas, trommer m.m.. Alle såkaldte ”mandeinstrumenter”.

Her var kvinden jo på dybt vand, da hendes instrumentale karriere hidtil kun havde strakt sig til harpe- og klaverspil ved festlige lejligheder. Meget damet, hvilket Shit & Chanel på ingen måde var.

Men at pigerne spillede godt var en kendsgerning, som hurtigt var umulig at se bort fra.

Derfor var det et vigtigt træk indenfor den kvindelige musikudvikling, da Anne Linnet og hendes pigerockband kom ud i rampelyset. Det gav mange unge kvinder blod på tanden til også at stå frem, ikke kun i musikken, men også indenfor den generelle kvindefrigørelse.

Som nævnt havde den danske kvindebevægelse Rødstrømperne eksisteret siden starten af 70’erne.

Af musikalsk tilknytning var her bandet Søsterrock, som var rødstrømpernes musikalske opbakning udadtil [9]. Bandet bestod af Eva Langkow, Marianne Hall Christensen og Lotte Bering.

Søsterrocks tekster var præget af kvindepolitiske holdninger, og bandet havde, udover

4

Husker Du - side 51.

5

KVINFOs Ekspertdatabase - http://www.kvinfo.dk/side/634/action/2/vis/131/

6

Besøgstid - tid: ca. 07:43

7

Dansk kvindeleksikon - http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1902/origin/170/query/Anne%20Linnet/

8

Status før flyttedagen - afsnit: ”Stærke viljer”, linje 7.

9

Politikkens Dansk Rock - side 445.

Side 5

Side 5 af 23 kvindebevægelsen, også stor tilknytning til Lesbisk Bevægelse [10]. I forhold til Shit & Chanel havde de et noget mere direkte udtryk med sange om menstruationsblod og krav om o.b. tillæg. Der blev oprettet kvindehuse, rødstrømpeblade og spillesteder, hvor mænd ikke blev lukket ind. Her trodsede kvinderne alle de uskrevne regler, som samfundet var domineret af. De lod kropsbehåringen vokse, bh’erne brænde og demonstrerede for kvindens ret til at blive hørt og respekteret.

Shit og Chanel havde efterhånden fået ikon-status for hele kvindefrigørelsen, og kvindebevægelsen var begyndt at betragte dem som deres helt eget opbakningsorkester. Men dette var ikke intentionen bag Shit & Chanel. De anså ikke sig selv som et politisk band, men mere som et resultat af hele dette fokus, som var kommet omkring kvinder. Meningen med Shit & Chanel var, og havde altid været, at spille musik, og at gamle kvindeidealer ikke skulle have lov at lægge bånd på kvindens behov, som i dette tilfælde var et behov for at lave, spille og føle musikken.

Anne Linnet sagde selv om denne sag: ”Det er klart – vi kan jo ikke se bort fra, at vi er kvinder

(…) Men vi lægger mest vægt på musik og på at fungere på lige fod med andre grupper”^{11}.

Da de i sommeren 1975, efter en koncert, inviteret deres mandlige roadies med til det efterfølgende kvindearrangement skabte det stor forargelse blandt rødstrømperne. Mange af rødstrømpe-kvinderne pakkede sammen og gik; der skulle ikke komme nogen mænd her og tro, at de var noget. Shit & Chanel betragtede dette som diskrimination, hvilket de ikke ønskede at være en del af. Efter denne begivenhed tog bandet for alvor afstand til kvindebevægelsen.

I August 1975, ganske kort tid efter Shit & Chanels frembrud på den danske rockscene, opstod det københavnske kvindeband Hos Anna, som også blev en succes. Dette var med søstrene Lotte og Hanne Rømer i front, ledsaget af Karen Mortensen og Irene Becker [12]. Koncerterne var udsolgt, og folk tog imod dem med åbne arme, da de begav sig ud i rockens univers. Ligesom Shit & Chanel, ønskede de at bygge et rent kvindeband op fra bunden, og lade sig udtrykke i musikken. Bandet var dog noget mere politisk engageret, selvom de ikke havde en direkte tilknytning til kvindebevægelsen.

I 1976 udkom Shit & Chanels første LP ”Shit & Chanel”, som tog landet med storm, især nummeret ”Smuk og Dejlig”. Denne sang gav hurtigt Anne Linnet ikon-status for samfundets homoseksuelle, da der ikke blev lagt skjul på, at sangen var skrevet til en kvinde.

Allerede få måneder efter Shit & Chanels andet album ”Shit & Chanel No. 5”, udgav Anne Linnet, i foråret 1978, solopladen ”Kvindesind”, hvor hun havde lavet musik til Tove Ditlevsens

10

Kvindestemmer - afsnit 5, linje 6

11

Gjedsted - side 6

12

Husker du

Side 6

Side 6 af 23 digtsamling af samme navn. Det er her, hun for alvor bryder igennem som solist, og ikke ”bare” som en del af et kvindeband.

I oktober 1978 udkommer Shit og Chanels tredje plade ”Tak For Sidst”. Her var der efterhånden kommet så meget fokus på og medieræs omkring kvindemusikken, at der blev lagt et kæmpe budskab i alt hvad de lavede [13]. Ofte var det budskaber, som var blevet overfortolket og analyseret, og som kvinderne så skulle stå til regnskab for.

Shit & Chanels sidste plade ”Dagen har så mange farver” udkom i 1979. Derefter går pigerne deres egne veje. Bandets rammer var begyndt at trykke på, især for Anne Linnet, som lige fra begyndelsen havde haft gang i flere ting på én gang. Da firmet ”Chanel” så lagde sag an mod bandet, fordi de ikke vil have forbundet deres navn med lort, var det dråben [14]. Bandet opløses omkring årtiskiftet. Anne Linnet fortsætter sin karriere sammen med Lis Sørensen i Anne Linnet Band som dannes i 1980.

”Balløven” (Shit & Chanel), 1975

”Balløven” er fra Shit & Chanels første LP, ”Shit & Chanel” fra 1975, og derfor en af gruppens første sange udadtil. Sangen beretter om en mand, der vil have noget på den dumme, og derfor går i byen og smigrer sig ind på en pige. Godtroende som pigen er, lader hun sig smigre og ender på gulvet i sin lejlighed, hvor manden skrider efter at have fået, hvad han ville have. En meget tidstypisk og relevant historie om pigen, som bliver det intetanende ”offer”.

Sangen består af seks strofer, der hver indeholder fire vers. Versene rimer ikke, hvilket underbygger det meget fortællende præg i teksten. Dvs. der er fokus på at fortælle en historie frem for pæne rim. Lyrikken i dette nummer er episk, der er altså en kronologisk handling i fortællingen.

Strofernes komposition er alle af samme grundlag. Gennemgående for de første to vers er en redegørende beretning om historiens forløb. ”Du gav en øl og du tog hendes hånd”, ”I dansede længe, hun smilede glad” osv. Her er fortællerens intension at bevare en objektiv tone, og fokus er på handling.

Strofens sidste to vers, sangens omkvæd, fungerer som en slags subjektiv kommentar til de to ovenstående vers, med de gennemgående linjer ”hvordan skulle du kunne vide, at (…)”. Denne sætning efterfølges af klare, nærmest åbenlyse påstande, som underforstået på ingen måde burde

13

Husker du – side 54, linje 20

14

Kvindestemmer – afsnit 3, linje 3

Side 7

Side 7 af 23 være gået over hovedet på fyren.

Historien er derudover udformet som en direkte tiltale, hvor jeg’et konfronterer ”fyren” i historien, og gør ham til omdrejningspunkt for hele problematikken. Dette sandsynligvis med intentionen om at skabe skyldfølelse blandt den mandlige målgruppe, som kan nikke genkendende til denne opførsel.

Denne konfrontation er meget kendetegnende for pladen, og måske for hele Shit & Chanel når det kommer til stykket. Langt størstedelen af numrene på ”Shit & Chanel”-pladen udformer denne direkte tiltale; ”Du er så smuk og dejlig” (Smuk og Dejlig), ”Er du angst når kærligheden kommer?”(Angst), m.fl. Konfrontationen er vigtig for Shit & Chanel, da identifikation er teksternes omdrejningspunkt.

Teksten tager, både på det sproglige og tematiske plan, fat i mange dilemmaer i samfundet.

Sproget er meget atypisk for kvinden i 70’erne, da det ikke var velset for kvinden at bande. Denne skik bliver der tydeligt gjort oprør mod i udtryk som ”(..) at du var mere lortet end de fleste(..)”

(strofe 2, vers 4) og ”(..) at du ikke følte en skid (..)” (strofe 3, vers 3). Sproget er åbenlyst fremtrædende og direkte.

Tematisk bliver der taget fat i samfundsproblemer som mandschauvinisme og kvindeundertrykkelse. Anne Linnet fortæller en meget samfundsrelevant historie om pigen som offer for mandens tilnærmelser. En historie som mange af samfundets kvinder, og i dén grad også mænd, kan forholde sig til.

Det kvindelige synspunkt er essensen i Shit & Chanel og pladecoveret til dette første album understøtter netop teksternes udgangspunkt. Det forestiller de fem piger, stående på en række. Her er ingen særlig poseringer eller andet ”pynt”. Men det, at det er et rent kvindeband er et virkemiddel i sig selv. Billedet får derudover et atypisk kvindeudtryk, da Især Anne Linnets kropsstilling signalerer en snert af arrogance og hårdhed, som indikerer, at de ikke har tænkt sig at give efter for det fine kvindeimage.

Nummeret har en meget enkel formopbygning. Det er en pop-form, dvs. hver strofe består af et A-og et B-stykke. A-stykket på 8 takter og B-stykket på 10 takter (se bilag). Der er ingen intro, kontraststykker, mellemspil el.lign. Formen har dog mange ligheder med den strofiske form, i kraft af dens mange viselignende elementer. Man kunne argumentere for, at hver strofe er et helt A-stykke i sig selv, i og med at teksten ikke er den samme.

Dog er der for mange elementer, som adskiller B-stykket fra A-stykket og giver det karakter af et omkvæd. Dels er det den musikalske intensitet (som er konstant stigende gennem hele nummeret), der kun udvikler sig i B-stykket. Dvs. når der kommer et instrument mere på, eller når kor indtræder, sker det altid i B-stykket.

Side 8

Side 8 af 23

Derudover er der dog visse tekstlinjer, som går igen i B-stykkerne (”Hvordan skulle du kunne vide, at (..)” og som derfor giver B-stykkerne disse omkvædstræk.

Til sidst i B-stykket forandrer taktarten sig, og giver derfor slutningen af omkvædet en lidt urolig, eller rykkende følelse.

De sidste fire takter, går skiftevis i 4/4 og 3/4, og guitaren spiller en synkoperet figur:

Dette stykke skaber et slags hul mellem B-stykket og A-stykket, da akkorderne, hvis dette stykke ikke havde været der, ville have dannet en funktionsharmonisk kadence fra Hm og E7 (omkvædets akkorder) frem til Amaj7 i starten af næste vers:

Hm (Subdominantparallel) 🡪 E7 (Dominant7) 🡪 (fire takters mellemspil) 🡪 Amaj7 (Tonika) Versene består af følgende akkorder:

Amaj7 🡪 A7 🡪 D/a 🡪 Amaj7 🡪 A7 🡪 D/a 🡪 D 🡪 D/c#

Der startes på A-akkorden (D) som er tillagt en stor septim, derefter sænkes septimen med en halv tone, hvilket giver en øget spænding hen til den næste akkord D (T), med a, dvs. kvinten som grundtone, som i øvrigt, akkordmæssigt viser sig at blive et meget typisk Anne Linnet-træk.

Denne akkordfølge gentages efterfølgende. Derefter opløses grundtonen a og akkorden bliver en almindelig D-dur, hvorefter grundtonen bliver et cis, som er ledetonen frem til Hm i starten af omkvædet.

Da disse funktionsharmoniske spændinger opstår meget ofte befinder tonaliteten sig langt hen mod funktionsharmonik i den harmoniske trekant.

Den musikalske intensitet udvikler sig, som sagt, gennem hele nummeret. Til at starte med er vokalen, som det eneste, ledsaget af et dæmpet fingerspil på guitar. I det første B-stykke kommer en ny guitar ind og markerer akkorderne i fingerspillet. Ved andet B-stykke kommer bassen på, tredje B-stykke indtræder et kor, og til sidst i fjerde B-stykke kommer der rasleæg på.

Nummerets groove indeholder ingen markante modrytmer som giver følelsen af ubalance.

Guitarens akkordspil markerer skiftevis 2 og 4, og 2-og og 4 slaget. Modrytmen ligger i bassen, som med sin punkterede rytme markerer 1- og 2-og. Melodien har til dels også en vis karakter af modrytme, da de trykbelagte ord ofte ligger mellem pulsslagene.

Her er ingen trommer, men rasleægget har en underinddelt beatmarkering med sine 16-delslag.

Dermed set har groovet en god balance med mange beatmarkerende elementer.

Den relativt beskedne instrumentation giver nummeret en meget akustisk lyd. Der bliver brugt

Side 9

Side 9 af 23 akustisk guitar, hvor især fingerspillet i starten gør lyden meget ”jordnær”. De manglende trommer er også med til at give det meget luftige lydbillede.

Overordnet er nummeret meget enkelt i sit udtryk, hvilket stiller sig i kontrast til tekstens meget skarpe budskab. Den kvindelige synsvinkel har nu, som noget nyt i Danmark, pludselig fået en musikalsk værdi, og Shit & Chanel har taget det første skridt.

”Marquis de Sade” (Marquis de Sade), 1983

”Marquis de Sade” er titelnummeret på pladen af samme navn fra 1983. I denne tekst er det tydeligt, at Anne Linnet har taget en drastisk drejning siden Shit & Chanel perioden. Den tager fat i lige præcis de mørke afkroge, som Anne Linnet drages mod i sin Marquis de Sade periode. Dette univers af sex og sadomasochisme kan opfattes fysisk i sin bogstaveligste forstand, men også, når det kommer til stykket, måske mere psykisk.

Der er nogenlunde faste rim og rytmer i nummeret. I de første par strofer er der struktur på rimmønstret, der kan betegnes som par-rim (AABB), men i takt med, at vores person slår sig mere og mere løs, bliver versstrukturen også mere og mere kompleks som i strofe fire, hvor rimene helt har mistet sit rimmønster.

I første strofe præsenteres vi for jeg’et, som er på vej til en anden verden. Væk fra virkeligheden, og ”ned i en kælder og gennem en dør” (strofe 1, vers 6), som kan symbolisere en sindstilstand, der normalt er gemt langt væk. Hun drages mod denne mørke ”kælder”, hvor døren til kælderen er som grænsen mellem denne hemmelige, indre verden og den kendte verden udenfor. Begrebet Marquis de Sade personificeres i dette nummer til en person, en elsker som hun har brug for at mødes med. Om det så er en fysisk person eller en side af hende selv, hun ønsker at få frem er en fortolkningssag. Meget kunne tyde på sidstnævnte, hvis man kigger på vers som ”jeg har det aller bedst når jeg er mig selv” (strofe 1, vers 3) og ”min egen marquis de sade er her et sted” (strofe 4, vers 11).

Starten på andet vers lyder: ”Her er så mange men’sker de leder alle efter noen” (strofe 2, vers 1).

Stedet er altså overbefolket af mennesker, som ligesom hende gerne vil sætte nye grænser. Hun er ikke alene om denne trang.

C-stykket (strofe 3) kan betragtes som sangens klimaks, hvor jeg’et kommer helt ud, hvor der næsten ikke kan bundes. Det er her vi møder denne Marquis de Sade, som jeg’et gennem hele sangen længes efter, idet der pludselig bliver talt direkte til en person, og jeg’et underkaster sig denne.

Side 10

Side 10 af 23

Strofens sidste vers ”stop og la’ os elske lidt” (strofe 3, vers 8) afspejler det bløde behov. At det altså ikke bare handler om hård sex, men ligeså vel den blide elskov.

Kontrasten mellem de to verdener bliver understreget i sidste strofe med verset; ”(…) den er vild fantasi den er virkelighed (...)”(strofe 5, vers 7-8), hvilket altså fastholder, at stedet er en fantasi, som gerne vil udleves, men som alligevel bliver til en form for virkelighed via denne sindstilstand.

Verdenen i kælderen kan symbolisere en slags hemmelig verden, hvor personer kan mødes og dyrke denne sadomasochisme, og andre ting, som er tabubelagt ude i samfundet. Det mest interessante ved nummeret er netop, at jeg’et ikke er alene om denne grænsesøgning, og at man trods dét bliver nødt til at gemme det væk i en kælder, i stedet for, at det bare kan være en accepteret del af samfundet. Albummets pladecover har en stærk chokeffekt, hvad angår netop denne problematik. Billedet forestiller en halvnøgen kvinde, som er bundet op i en snor, med hænderne på ryggen. Hun har sort stof over hovedet, og snoren binder dette stof fast rundt om taljen, halsen og panden. Det kompositoriske samlingspunkt er i midten af billedet, hvor kvindens underliv fremhæves. Hendes ben og overkrop danner diagonale linjer ind mod samlingspunktet.

Den skæve diagonale linje i kvindens venstre ben skaber dynamik og uro i billedet, som om, at kvinden prøver at løbe væk, men samtidig også ligevægt, da den foroverbøjede overkrop ellers ville ”vælte” billedet til venstre.

Den røde farve på tæppet i baggrunden kan symbolisere både de varme, kærlige, lidenskabelige og sensuelle, men også de lidt faretruende elementer i sadomasochismen. Stoffets og skoenes sorte farve associeres til lak og læder. Et voldsomt og meget banebrydende cover, som gav mange kaffen galt i halsen, hjemme i stuerne.

En umiddelbar iagttagelse ved dette nummer er sounden, som har ændret sig markant siden Shit & Chanel tiden. Det akustiske, fine lydbillede er blevet til et elektrisk, metallisk funk-univers med dunkende synthesizer-puls og hylende guitarer.

Sangens form er en udvidet pop-form, som indeholder vers (A) og omkvæd (B) men også et kontraststykke (se bilag).

Hele nummerets musikalske centralmotiv bygges langsomt op i introen, der i sin grundform består af 8 takter, som bider sig selv i halen. De første 8 takter udgør kun trommer, som laver nogle improviserende rytmer, ligesom bassen senere laver slapping improvisationer. Flere og flere instrumenter bygges på, indtil både trommer, bas og rytmeguitar alle danner et samlet groove, der underbygger det kommende A-stykke. Introens musikalske intensitet er konstant stigende.

Et tydeligt hook i dette nummer er bassens figur:

Side 11

Side 11 af 23

Figurens kontur er stigende og fremadstræbende. Det giver en fremdrift i nummeret, som stemmer overens med jeg’ets stræben efter det ukendte. Denne figur spilles tre gange uden variationer, hvorefter der kommer en afvekslende figur med trioliseret kromatisk gennemgang fra kvarten og op til septimen, hvorefter den vender tilbage til starten af første figur. Formen i det samlede hook kan defineres som AAAB, da den første figur (A) kommer tre gange, efterfulgt af en afviklende figur (B), der leder tilbage til hook’ets begyndelse. Alle instrumenter knytter sig til denne form og bider sig fast i bassens ostinat, og dette hook synes at kunne fortsætte i en uendelighed.

Efter introen er bygget op ligger det instrumentale hook som en tyk bund gennem hele A-stykket, uden nogen særlig udvikling, men mere som en evig grundfigur.

Der skabes kontrast til dette i B-stykkerne, hvor lydbilledet forandres: instrumenterne får andre funktioner, som instrumental opbakning for vokalmotivet, hvor de før kørte rundt i det lidt selvstændige groove. ”Marquis de Sade” får en smule hooklinekarakter dels pga. guitarens forstærkning, men også det meget melodibevidste i kontrast til de snakkeprægede vers, som gennemsyrer resten af nummeret.

I mellemstykket efter omkvædet fortsætter bassen sit fremadstræbende ostinat, ledsaget af den før dæmpede guitar som nu slår sig løs med åbent klingende toner. Det underbygger at jeg’et, efter omkvædet, nu har smidt sine hæmninger. Det kendte hook vender tilbage i 2.vers, og instrumenterne er tilbage i samme rolle som i starten.

I kontraststykket skifter instrumenterne igen funktion: keyboardet går over til mere lange toner, mens guitaren, nu med en meget metallisk lyd, i sidste del af stykket kommer ind og markerer 2 og 4 slaget.

Trommerne har gennem det meste af nummeret rytmemarkeringer på 1- 2- og 4-slaget.

Stortrommen lægger bunden udelukkende på 1-slagene, mens lilletrommen markerer 2 og 4- slaget. Trommerne spiller altså på pulsslagene og har derfor en beat-markerende rolle. Den manglende markering på 3-slaget giver følelsen af et lidt forenklet trommespil, som desuden ikke benytter sig af hverken tam’er, bækken eller hi-hat. Der er lagt en effekt på lilletrommen, som giver den lyden af et piskesmæld. Den dunkende stortromme er med til at skabe den dybe og meget tøre konstante stemning i nummeret.

Bassen har en markerende rytme på 1- og 3-slaget, dvs. en slags two-beat bas, som kører i ring, da den hele tiden vender tilbage til grundtonen. Baslyden bliver forstærket af synthesizer, som er med til at give nummeret sin meget rå og syntetiske lyd.

Side 12

Side 12 af 23

Guitaren bliver gennem hele introen og A-stykket spillet med dæmpede strenge og antyder, i kontrast til bassens fremdrift, jeg’ets mere tilbageholdende side. Når den endelig går frem og markerer, er det som skrig og hyl i omkvæd og mellemstykke.

Anne Linnets vokal er i A-stykkerne meget talepræget. Derudover benytter hun støn, gisp og råben, som for at forstærke den lidt dyriske sindstilstand, jeg’et befinder sig i. Det bliver på nogle tidspunkter svært at vurdere om hun synger eller snakker, da tonerne bliver meget udefinerbare.

Dette underbygger også den lidt svævende grænse der er mellem de to verdener, den indre og den ydre, fantasi og virkelighed.

Vokalen benytter sig i øvrigt af kontraster som det skrigende ”Marquis de Sade”, til det bløde og ømme ”Mon ami mon amour”.

Der kan både tekstligt og musikalsk drages mange paralleller mellem dette nummer og andre numre fra ”Marquis de Sade” pladen. Nummeret fungerer som en slags definition på det univers eller den sindstilstand, som alle sangene på forskellig vis kredser om. I ”Glor på vinduer” er denne verden blot en følelse, som dæmrer i det fjerne, men aldrig helt kommer op til overfladen. Noget som gerne vil ud, og som ikke kan styres. ”Nattog” er bevis på, at denne verden ikke er dyrkelse af voldsomme seksuelle afarter, men at det også kan være et blidt og meget følsomt behov.

”Marquis de Sade” er blot en lille del af et stort univers, som Anne Linnet skaber i denne periode.

”Søndag i April” (Anne Linnet), 1988

Albummet ”Jeg er jo lige her” fra 1988 var en af Anne Linnets største succesplader. Heri var bl.a.

nummeret ”Søndag i April”. Efter en periode med luft og afveksling er hun tilbage, nu med et helt andet udgangspunkt i sin tekst. Tekstmæssigt er denne sang en modsætning til det før så enormt fremadstræbende og grænsesøgende behov, da der nu fokuseres på nuet og den indre ro. Teksten omhandler to personer, et jeg og en anden person, måske en kæreste eller en ven. Jeg’et beskriver følelsen af en ganske almindelig søndag i april måned.

I første strofe vågner personen op om morgenen, hvor solen er stået op og ”kigger ind”. En personificering af en solstråle, der har fundet sin vej forbi gardinet og lyser værelset op.

Denne følelse af et øjebliks lykke er til at tage og føle på. Sidste del af strofen lyder:

”Og der er ikke noget at sige nej sådan er det bar’ du er det dyrebareste jeg har” (strofe 1, vers 5-7)

Side 13

Side 13 af 23

Disse vers gentages til sidst i alle strofer. De har derfor en afrundende effekt på dem alle, og understreger idéen om det lyriske i teksten, at det er noget der bliver tænkt og ikke sagt højt. Der beskrives en sindstilstand, som ikke behøves at forklares eller tydeliggøres med ord. Der er altså ”ikke noget at sige”. Det at elske en anden er noget, som kan mærkes.

Anden strofe beskriver små ting, som at lave kaffe og fylde sit badekar. Handlinger som, i sig selv, egentlig ikke har nogen speciel betydning, men som alligevel herliggøres hér, da de små ting i livet bliver gjort til noget kæmpe stort.

Sangens omkvæd ”Sønda’ i april”, som også er sangens titel, associeres til det fantastiske ved april måned. Alting blomstrer og springer ud. Det er forår og måske, i overført betydning, livets forår. Derudover er søndagen en helligdag, hvor man kan holde fri fra den travle hverdag, og gøre tingene i sit eget tempo.

Tredje strofe (vers 3) skildrer følelsen af at være fuldendt lige nu, og det tilstrækkelige i øjeblikket. Alle fremtidsplaner, eller ønsker om en bedre tilværelse, bliver ubetydelige; ”den gir mit sind en ro og den gi’r drømmene et hvil” (strofe 3, vers 3-4). Her findes ingen drøm eller længsel efter mere, heller ikke noget indre pres andre steder hen, men kun følelsen af, at man kan nyde en ganske almindelig søndag i april, præcis som den er.

”Af alt hvad der er smukt og blødt og rundt” (strofe 3, vers 8), her associeres til et kvindebryst.

Kvindebrystet kan både symbolisere det sensuelle og kvindelige, men også det moderlige bryst, som et tryghedsminde fra barndommens problemløse tider, hvor man lå hos sin mor.

I fjerde strofe beskrives, hvordan denne anden person, om det så er en ven eller en kæreste, gør jeg’ets morgen til noget fantastisk, bare ved at være til stede. Dette tydeliggøres ved en sammenligning af, hvordan havets sten, som skylles op, kan farve og smykke en strandbred. ”og ligger der som farvesmykker i en evighed” (strofe 4, vers 3-4), er en tilkendegivelse af, at denne følelse ikke blot varer den pågældende søndag, men er en følelse, som er så stærk og dyrebar, at den kan holde hele livet. I en evighed.

Det meget sentimentale og livsreflekterende er et tema, som gennemsyrer hele pladen. Sange som ”Tusind stykker”, ”Du drømmer” og ”Forårsdag” tager alle sammen udgangspunkt i det at elske noget eller nogen. Pladecoveret til dette album er bestemt også noget af en omvending i forhold til det tidligere. Det forestiller en reflekterende Anne Linnet, som i tankerne befinder sig et andet sted, da øjnene er vendt væk fra kameraet. De orange nuancer i billedet afspejler glæde, opløftelse og det lyse sind. Derudover er det et nærbillede af Anne Linnet, som underbygger albumtitlen ”Jeg er jo lige her”; et åbensindet album, hvor hun lukker sine lyttere ind i sit sind.

Nummeret kan beskrives som en pop-form, idet at den veksler mellem vers (A) og omkvæd (B),

(se bilag). Den begynder med en 10-takters Intro, som er et slags instrumentalt B-stykke, idet, at

Side 14

Side 14 af 23 akkordfølgen er den samme..

I introen markerer bassen 1-slaget med to ottendedelsnoder i starten af de første tre takter, hvorefter den fjerde takt afviger med en lille basfigur. De to første takter gentages, hvorefter bassen falder til ro og følger grundtonerne i akkordgangen gennem hele A-stykket. Keyboardet er ligeledes roligt, dels med sine 8-dels akkorder på alle fire slag og flydeakkorderne, som kører hele nummeret igennem.

Herefter kommer der to A-stykker (vers 1 og vers 2) på hver 17 takter, efterfulgt af et B-stykke; sangens omkvæd. Her bliver flydeakkorderne ledsaget af et flydekor, der synger sangens omkvæd, som varer 8 takter. Herefter kommer yderligere to A-stykker (vers 3 og vers 4). Resten af sangen består af fire B-stykker som gentager sig selv, de sidste tre gange med improviserende solistisk vokal oven i. De tre sidste B-stykker kan derfor betragtes som en Outro.

I modsætning til ”Marquis de Sade”, hvor hvert formled har sit eget groove, har alle formled en sammenhæng i dette nummer; der er ikke nogen væsentlige forandringer i groovet eller lydbilledet, og nummeret synes at være en lang flydeakkord.

Af rytmemarkerende instrumenter er keyboardet, som stort set holder sine pulsmarkeringer hele nummeret igennem. Hi-hatten understreger dette beat med sine 4-dels markeringer på alle fire slag. Stortrommen tydeliggør taktens begyndelse på 1-slaget. Modrytmen ligger bl.a. i lilletrommen som skaber kontrast med sine markeringer på 3-slaget. Bassen befinder sig et sted midt imellem, da den ganske vist spiller lange grundtoner gennem hele A-stykket, men indimellem dukker frem med nogle slap-figurer typisk med markering på 1-og og 3 i B-stykket (og dermed også Intro).

Der er ikke tale om nogen form for overvægt i modrytmen, som giver en skæv eller urolig følelse.

Tværtimod er de rytmemarkerende elementer meget markante, og giver groovet en meget stabil karakter. Den afslappende oplevelse underbygges også af det meget langsomme tempo.

Introen er funktionsharmonisk. Der benyttes alle tre hovedfunktioner i den tonale kadence: G-dur

(Tonika), C-dur (Subdominant) og D-dur (Dominant). Udviklingen ser således ud:

Den første takt består af D, som er dominant til den næste akkord G. Dette skaber en spænding og en fremadstræben mod G-akkorden (T), med tonen d, dvs. igen det typiske Anne Linnet træk med kvinten i bassen. Derefter kommer G-durs dominant D-dur efterfulgt af subdominanten C. Denne

Akkord D G/d D C/d

Funktion Dominant (D) Tonika5 (T) Dominant (D) Subdominant (S)

Side 15

Side 15 af 23 sidste akkord med tertsen d i bassen. Denne bastone giver akkordfølgen karakter af en kadence, da D er dominant til den efterfølgende akkord G, i starten af A-stykket.

Igen har Anne Linnet både tekstligt og musikalsk taget en kæmpe vending, i forhold til hendes Marquis de Sade periode. Alle nummerets elementer stræber mod at skabe et blødt og rent lydbillede. Rumklangen i lilletrommen giver en meget flydende og følelse, samtidig med at Anne Linnets bruger sin mest ømme og varme vokal.

Keyboardet er tillagt strygerlyd, og der associeres til en hel flok violinister, bag det øvrige akkompagnement.

I modsætning til hendes tidligere nummer fra Marquis de Sade tiden, æmmer nummeret af varme og inderlighed. Genren er mere hen imod pop end rock. Den skrigende guitar og pumpende bas er skiftet ud med et strygerakkompagnement. Dette afspejler en kvinde der, efter en periode med afveksling, vender tilbage til et reflekterende, sentimentalt sind.

”Agenda” (Anne Linnet og Lizzie), 2009

”Agenda” er en af de to nye sange fra Anne Linnets seneste udgivelse ”Boksen”, der udkom d. 16.

november 2009. Den er derudover blevet bandlyst på radiokanalen P4.

Nummeret er en duet mellem to kvinder, som synger om deres seksuelle og følelsesmæssige tiltrækning af hinanden. Der indgår derfor to synsvinkler.

Kompositionen i teksten er meget enkel og stroferne indeholder bundende vers, som har rim-mønstret AAB i nummerets vers og dobbelte par-rim (AAAA) i omkvædet. Der er dog variationer, i fx anden strofe, hvor rimene helt udebliver i de tre første vers.

Da Anne Linnet for nylig er stået frem med en kvindelig, en del yngre kæreste [15], vil jeg derfor antage, at der er en vis personlig identifikation mellem Anne Linnet og hendes kæreste, og sangens to personer.

Første strofe præsenteres Anne Linnet som den umiddelbart afvisende og forbeholdne ældre kvinde. Derudover kan man ane en smule dominans i hendes udtryk som ”tror du” og ”havde du tænkt dig at jeg sku lægge hjernen fra mig”(Strofe 1, vers 4-5). Sidstnævnte vers afspejler den splittede følelsesmæssige tilstand hun befinder sig i, som sætter hende i en hård indre kamp mellem fornuft og følelser. Dilemmaet ved en følelsesbetinget drift skyldes hendes angst for identitetstab overfor sig selv, ved at lade en anden person styre hendes handlinger.

15

Billedbladet: ”Anne Linnet med ny kæreste” - http://www.folketidende.dk/anne-linnet-med-ny-kaereste

Side 16

Side 16 af 23

Denne anden kvinde er trodsig og lokker hende til at give efter. ”Natten har øjne der kan se”

(strofe 2, vers 3) er en besjæling af natten, som understreger, at den ældre kvinde ikke kan skjule sine følelser, og derfor lige så godt kan give efter for disse.

”Advarselslamper lyser” (strofe 4, vers 1) er en metafor for den indre, fornuftige side, som signalerer farer ved at give sig hen for denne pige. ”Nu brænder alt der fryser” (strofe 4, vers 2), handler om den omvending der sker, når en sådan følelse dukker op som lyn fra en klar himmel.

Alt hvad der før var under kontrol, er nu det stik modsatte.

Omkvædet indeholder både det følelsesmæssige perspektiv, men også den noget mere seksuelle del af det. ”Jeg vil gå igennem hvad som helst for dig” (strofe 3, vers 1) er en kærlighedserklæring og afspejler en hvis dybde i kontrast til det meget voldsomme ”så så det bare ned på knæ og slikke mig” (strofe 3, vers 4), som er lige på og hårdt. Sangen indeholder således både lyse, følelsesmæssige og mørke, seksuelle sider. Denne mørke side, i førnævnte vers, er sandsynligvis hovedårsagen til at sangen er vurderet for fræk til P4.

Et vigtigt element i hele dette opsamlingsalbum er de sorte og hvide farver, som afspejler dualismen i alt, hvad Anne Linnet har lavet. Coveret er derfor meget sigende i forhold til albummets indhold; der er både sange fra hendes lyse og mørke perioder. Disse perioder kan ikke skilles ad, eller give den samme helhed hver for sig.

Formen kan beskrives som en pop-form med vers og omkvæd. Sammensætningen af de enkelte formled giver en overordnet AABA-form med to tilføjede B-led til sidst (Se bilag). Hvert A-stykke består af to vers og en bro (AAB), og hvert B-stykke har funktion som omkvæd (C).

Introen starter lige på og hårdt med et instrumentalt A-stykke. Her præsenteres vi for hele nummerets centralmotiv.

Motivet indeholder tre forskellige fraser. Grundtonen c bliver holdt gennem hele motivet, mens den øverste tone spiller selve melodien:

Konturen i denne melodi er cyklisk, dvs. at melodien tager udgangspunkt i kvinten g, hvorefter den laver et lille udsving ned til kvarten, og op på kvinten igen. Derefter hæves kvinten en halv tone, hvorefter den går ned på kvarten, og i starten af næste frase er den tilbage på centraltonen c.

De næste to fraser er variationer af denne, og tonen g forbliver centraltone i hele motivet.

A-stykket bygger på ovennævnte centralmotiv, og melodikken i verset er præcis den samme. I

Side 17

Side 17 af 23 første vers tager Anne Linnets vokal bare udgangspunkt i grundtonen c, som nu er motivets centraltone. Vokalens motiv er derfor sekvenseret en kvint ned, i forhold til det instrumentale motiv.

I B-stykket, sangens bro, ændrer lydbilledet sig; det instrumentale centralmotiv forsvinder, og gør plads for vokalen. I stedet bliver akkordskiftene nu markeret med en noget forvrænget bundtone, som spiller en halvnode i begyndelsen af hver anden takt. Samtidig tilføjes der et ekstra element, det minder lidt om en ko-klokke. En lidt gimmick-præget detalje, da resten af instrumentationen har et meget elektrisk lydbillede.

Centralmotivet spilles på keyboard med en meget kraftig brug af synthesizer som giver nummeret en meget firser-inspireret funk-lyd.

”Agenda” er både på det musikalske og tekstmæssige område meget tilbage i det samme fra Marquis de Sade tiden. En meget direkte, en anelse erotisk, tekst underbygget af et hård og meget frembrusende lydbillede. Her repræsenteres en lidt mørk side af Anne Linnets album.

Fra hvid til sort (en sammenfatning)

Kendetegnene for Shit & Chanel i de tidlige 70’ere var dels den meget akustiske lyd, med den rent klingende akustiske guitar, og den lidt strofelignende form. Derudover var det kvindelige synspunkt i teksterne en meget vigtig drivkraft for bandet. Disse træk er ”Balløven” et godt eksempel på.

I starten af 80’erne sker der en drastisk drejning i Anne Linnets musikalske og tekstlige udtryk, da hun danner bandet ”Marquis de Sade”. Her eksperimenteres der med andre former for grænsesøgning på et meget personligt plan. Instrumenterne bliver i høj grad omdefineret, lyden bliver elektrisk og dunkende, mens tekstuniverset kredser om emner som SM og seksualitet, hvilket viser sig at være et stort skridt foran i det danske samfund.

Efter røgen har lagt sig vender Anne Linnet i slutningen af 80’erne tilbage, efter en periode med afveksling. Ikke mere lak og læder. Definitionen på Anne Linnet i udgangen af 80’erne bliver indbegrebet af inderlige tekster om kærlighed og livet fra et noget lysere og samtidig afklaret sind.

Musikken bakker op om disse med et meget hvilende, flydende og lidt poppet lydbillede.

I dag er Anne Linnet tilbage med endnu et epokegørende stilskift. Den funkede ”Agenda” har, især tekstmæssigt, mange ligheder med noget vi har hørt før fra Marquis de Sade perioden, og burde derfor være en overstået debat. Men selvom vi i dag befinder os i år 2009, formår Anne Linnet alligevel endnu engang at forarge.

Side 18

Side 18 af 23

Anne Linnet som kvinderock-legende

Når man snakker om Anne Linnets samfundsmæssige rolle idag, er det uden tvivl hendes evner som innovativ og nyskabende kunstner der har været, og stadig er, en stor del af hendes musikalske identitet.

Gennem alle disse år er Anne Linnets projekter faldet på et tørt sted. Shit & Chanel var i sin tid banebrydende, og på trods af megen skepsis fra den mandlige skare, formåede de at bryde igennem lydmuren og tilføje helt nye kvindelige værdier på den danske rockscene.

Ligeledes var Marquis de Sade et kæmpe skridt foran i det danske samfund i begyndelsen af

1980’erne. Som Anne Linnet selv siger om Marquis de Sade i 1983: ”Hvis jeg havde stillet mig op i dag, og lavet et band, der hed ”Elvira Madigan” og coveret på pladen havde været ”vi sad og

                                                             16
spiste frokost på en eng med et flot gult lys”, så havde det været forstillelse” .

Tiden var til nye ting, og Anne Linnet var stærkt fokuseret på hvad samfundet, og ikke mindst hun selv, havde brug for på daværende tidspunkt. Anne Linnet var ikke bange for at opsøge og udforske de sorte sider i sig selv, og opfordrede via sin musik til at andre heller ikke skulle være det. Hun var på den måde med til at bane nye veje for samfundet, og var derfor på ingen måde bare et produkt af der hvor samfundet havde ført hende hen. Lige præcis dette forhold til samfundet vakte provokationer. Der var delte meninger om, hvorvidt det var acceptabelt at udgive et album med så løse tøjler og afslappet forhold til et emne, som for nogle var så vulgært som sadomasochisme. Der måtte da være grænser for hvor direkte man havde lov til at udtrykke sig.

Vi er på mange måder tilbage i dette dilemma i dag, hvor Linnets nye sang ”Agenda” er blevet blacklistet på P4.

Man kan undre sig over, hvordan en så forældet debat kan blive taget op igen. Der er noget, der tyder på, at samfundet på mange måder er gået tilbage, i forhold til, hvad der er acceptabelt at snakke højt om. I en debat om musikkens udvikling sagde Kasper Winding i 2004:

”Der er desværre meget lidt rebelskhed tilbage i musikbranchen, så musikerne skal op på dupperne for at bevare deres betydning: De skal lave noget sjovt, provokerende eller mærkværdigt. Så kan vi få noget sex tilbage i musikken. For lige nu har vi masser af pornografi

- men for lidt sex,”^{17}

Her er Anne Linnet relevant, og meget ”oppe på dupperne” som hun altid har været. ”Agenda” er et væsentligt bud på noget, der er en anelse provokerende men egentlig ikke pornografisk. Med

16

TV Avisen, d. 30. August 1983 – Fra: Fænomenet Anne Linnet – tid: 22:44

17

Koda.dk: ”Livlig debat om musikkens udvikling”

- http://www.koda.dk/nyheder/article/livlig-debat-om-musikkens-udvikling/

Side 19

Side 19 af 23 mindre man mener, at sex mellem kvinder i sig selv er pornografisk. Relevant for denne debat er også, at en fyr som Suspekt kan synge om kællinger og seksuel udnyttelse af kvinder uden, at nogen løfter bryn over det. Noget kunne tyde på at pornografiske tekster ikke har en lige så stødende effekt som tekster om almindelig sex mellem to kvinder.

I dag er kvinderock i Danmark et sjældent fænomen, på grænsen til det uddøende. Det tætteste vi kommer på genren er unge pop-navne som Medina, Shirley, Lizzie osv. Derudover er massevis af udenlandske kvindelige sangerinder en stor del af det danske musikmiljø.

Her kunne man synes, at en personlighed som Anne Linnet er noget malplaceret i den unge generation af pop-prinsesser. En 56-årig kvinderock-legende som vistnok engang i midten af

1970’erne hittede med den der ”Smuk og Dejlig”. Der er langt imellem de unge mennesker, som har fulgt Anne Linnet siden hun tog det første skridt indenfor kvinderocken i tiden med Shit & Chanel. På den måde har Anne Linnet i dag en helt anden rolle, end hun har haft før i tiden, hvor alle vidste, hvem hun var og hvad hun stod for.

Det at Anne Linnet så synger en duet med Lizzie og lader Shirley og andre unge sangere synge sine gamle sange som ”Glor på vinduer” og ”Smuk og dejlig”, ville nogen måske synes var at malke succeser. Det får gamle succeser frem i lyset for den nye generation via nye ungdommelige stjerner, for på den måde at skabe en helt ny generation af fans, for ikke at tale om det økonomiske side af sagen. Man kan heller ikke lade være, at overveje om hun prøver at tilpasse sig nutidens ”kvinderock” sammen med nye og unge kunstnere.

Men her har det nok også meget at gøre med, at Anne Linnet som person har ændret sig i takt med at hun er blevet ældre, og det afspejler sig naturligvis i musikken.

Man kan sige, at det at lade en ny sanger synge en gammel sang kan være nyskabende i sig selv, hvilket jo altid har været et meget vigtigt behov for Anne Linnet. Måske kan en anden sanger give en gammel sang et nyt liv og en ny energi. Definitionen på Anne Linnet i dag er meget anderledes end den var for bare 10 år siden, og selve Anne Linnet som kvinderock-ikon er måske en anelse forældet. Men den kvinde-energi som Anne Linnet har sprudlet af gennem hele sin karriere, får en chance for at leve videre, og der kan man sige at Anne Linnet ikke malker succeser, men tværtimod har mod til at tage chancer og fornye sig.

Ligesom der var i 70’ernes mandsdominerende musikliv er der nu brug for nye kræfter, ny ung kvindeenergi.

Men kvinderock i Danmark er som nævnt efterhånden en beskeden genre og selvom Anne Linnet i dag er lidt af et forældet fænomen, forstår hun stadig at fornye sig og lave musik som folk har en holdning til. Derudover gør hun et godt forsøg på at videregive den gamle kvindeenergi til den nye generation, og at det var hende som i sin tid tog kampen op, og startede det første danske

Side 20

Side 20 af 23 kvinderockband, vil man aldrig kunne tage fra hende.

Side 21

Side 21 af 23

Konklusion

Den danske kvinderock sprang for alvor ud i 1975, hvor Anne Linnet dannede pigebandet ”Shit & Chanel”. Bandet gav mange andre piger blod på tanden, og 70’erne blev derefter et sprudlende årti for både kvinderocken og kvindefrigørelsen.

Anne Linnet havde i 1970’erne stor fokus på den kvindelige synsvinkel i musikken. I starten af

1980’erne havde Anne Linnet brug for luft, og tog i sine tekster udgangspunkt i mere mørke sider af sig selv. De før meget rene akkorder, begyndte at klinge anderledes og lyden blev mere rå og elektrisk. I udgangen af 1980’erne vendte Anne Linnet tilbage til et noget mildere musikalsk og tekstligt udtryk. Teksterne tog udgangspunkt i indre ro, og de store og betydningsfulde ting i livet blev forherliget. Musikken bakkede op om denne tekstlige sentimentalitet med et meget blødt og harmonisk lydbillede.

I dag er Anne Linnet tilbage med et meget fremtrædende udtryk med sangen ”Agenda”.

Anne Linnet har været betydningsfuld for kvinderocken fordi hun altid har formået at være nyskabende. Og har dermed også ramt en enormt bred målgruppe.

Side 22

Side 22 af 23

Litteraturliste

Primære kilder

• Shit & Chanel: ”Balløven”, 1975 (bilag: tekst og cd)

• Marquis de Sade: ”Marquis de Sade”, 1983 (bilag: noder, tekst og cd)

• Anne Linnet: ”Søndag i April”, 1988 (bilag: noder, tekst og cd)

• Anne Linnet og Lizzie: ”Agenda”, 2009 (bilag: tekst og cd)

Sekundære kilder

Artikler og hjemmesider

• Gjedsted, Jens Jørn: ”SHIT & CHANEL - vi er kvinder og vi laver musik”, Fra: MM, 1975, Nr.

1, s. 40-41. (Gjedsted)

• Gjedsted, Jens Jørn: ”shit og chanel”, Fra: MM, 1977, Nr.5, s. 4-7.

• Hansen, Tine Godsk: ”Kvindestemmer” (Kvindestemmer):

http://www.dr.dk/Musik/Huskerdu/Artikler/135017.htm

• Nielsen, Anne Kirstine: ”Klip – Shit og Chanel”, Fra: Dansk Musik Tidsskrift, , Nr. 3,

s. 112-114

• Nielsen, Jørgen: ”Status før flyttedagen – Astrid Elbæk om et liv med musik” (Status før flyttedagen):

http://www.basunen.dk/html/astrid_elbek.html

Bøger

• Bille, Torben (m.fl.): ”Dansk Rockleksikon ”, Politikens Forlag A/S, 2002

• Bille, Torben (m.fl.): ”Politikens Dansk Rock ”, Politikens Forlag, 1997. (Politikens Dansk Rock)

• Bille, Torben: ”Sådansk – Dansk Rock i 80erne”, Forlaget Per Kofod ApS, 1988, side 96-101

• Bundgaard, Peder: ”Lykkens pamfil – dansk rock fra 60’erne til 70’erne”, Linhardt og Ringhof,

2. udgave, 1. oplag, 2005 (Lykkens pamfil)

• Hegnsvad, Kristoffer (m.fl.): ”Husker du – dansk rock gennem 50 år”, Clemenstrykkeriet, 2008.

(Husker du)

• Kristensen, Finn Brødsgaard: ”De 100 bedste danske rockplader ”, Forlaget Siesta,

2009, side 82-83

• Aare, Anders m.fl.: ”Rockmusik i tid og rum”, Forlaget Systime A/S, 2000

Noder

• Linnet, Anne (m.fl.) (red.): ” Anne Linnet Marquis de Sade sangbog”, Olafssongs & Linnet Songs ApS, 1986

• Olafsson, Finn (red.): ”Anne Linnet: Klavernoder til Tusind Stykker, Tabt Mit Hjerte, Forårsdag, Lad mig være den, Ved min side, Søndag i april”, Olafssongs, 1988

Side 23

Side 23 af 23

Udsendelser (Radio/TV)
• Hansen, Erik: ”Fænomenet Anne Linnet”, DR2 Tema, 01/03 – 2008 kl. 20:00, DR2 (Fænomenet

Anne Linnet)

• Secher, Karen m.fl.: ”Anne Linnet tuller i sin egen verden”, P2 - Besøgstid, 29/11 2009 kl.

10:03, P1 (Besøgstid)

Illustrationer

• Shit & Chanel: ”Shit & Chanel”, 1975, pladecover fra: www.rateyourmusic.com

• Marquis de Sade: “Marquis de Sade”, 1983, pladecover fra: www.musik.tdconline.dk

• Anne Linnet: ”Jeg er jo lige her”, 1988, pladecover fra: www.imusic.dk

• Anne Linnet: ”Boksen”, 2009, pladecover fra: www.gaffa.dk