SRP om Michael Strunges inspiration af David Bowie

Side 1

Abstract

This paper examines the Danish poet Michael Strunge’s inspiration by the English musician David Bowie and assesses the reasons why Bowie and Strunge have become icons. The paper includes an exposition of popart, modernism and the punk movement in order to display the literary environment of the 1970s and 1980s. Three poems by Strunge and three poems by Bowie are interpreted in order to convey the similarities and differences between the two artists. In addition, a text by the punk band Sex Pistols is interpreted in order to present Strunge’s inspiration by the punk subculture. A comparative method is used in the interpretations of the lyrics. In order to show Strunge’s influence on modern literature in Denmark the contemporary poets, Yahya Hassan and Caspar Eric, are included. The paper draws the conclusion that because of Strunge’s early death and seditious poetry he has become a poet, whom youths can relate to. This may be seen as a reason for Strunge’s iconic role in Danish literature. Additionally, the paper concludes that a reason for Bowie’s relevance in today’s society is his capability to transform into different characters and thereby renewing himself, and his ability to take on roles, which individuals can relate to and be inspired by.

Side 2

2

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ……………………………………………………………………………………………… s. 3

2. Redegørelse …………………………………………………………………………………………… s. 4

2.1 Pop art og intellektuel rockmusik …………………………………………... s. 4

2.2 Modernismen og punkbevægelsen ………………………………………….. s. 4

3. Analyse og fortolkning……………………………………………………………………………. s. 6

3.1 Intertekstualitet og distance fra omverden ………………………….…. s. 6

3.2 At hæve sig over samfund og ungdom ……………………………..….…… s. 9

3.3 Menneskelighed og kunstner-identitet …………………………………. s. 14

4. Perspektivering …………………………………………………………………………………… s. 17

4.1 Caspar Eric …………………………………………………………………..………… s. 17

4.2 Yahya Hassan ………………………………………………………………………… s. 18

4.3 Sex Pistols……………………………………………………………….……………… s. 19

5. Diskussion …………………………………………………………………………………………… s. 20

5.1 Hvorfor er de ikoniske? ……………………………………………………….… s. 20

6. Konklusion …………………………………………………………………………………………... s. 22

7. Litteratur liste………………………………………………………………………………….…… s. 24

8. Bilag ……………………………………………………….……………………………………………. s. 26

Side 3

3

1. Indledning

Den danske 80’er-digter Michael Strunge var meget inspireret af den engelske musiker David Bowie. Op til flere af Strunges digtsamlinger indledes med et citat af David Bowie, der skal sætte tonen for værket. I et brev til Strunge skriver Strunges veninde, Camilla Høiby:

”Bowie var og du er - stjernerne er vigtige men du skal NED PÅ JORDEN og

skabe din tid, DIN GENERATION og DINE TANKER.”^{1}

I dette brev beskriver Høiby meget præcist Strunges besættelse af Bowie. Denne besættelse påvirkede Strunges litteratur i en ekstrem grad - både i Strunges inspiration af Bowie og i sine senere forsøg på at distancere sig fra denne mand, som han idoliserede.

Denne opgave vil redegøre for den litteraturhistoriske sammenhæng, som Bowies album ”Hunky Dory” (1971) og Strunges digtsamling ”Livets hastighed”(1978) kan placeres i. Dette vil især være med fokus på modernismen samt punkbevægelsen og popart. Derudover gives en komparativ analyse og fortolkning af nogle udvalgte tekster af Bowie og Strunge, der fremviser deres karrierers ligheder og uligheder, samt hvordan Bowie har fulgt Strunge som inspirationskilde trods deres forskelle. Derudover vil der også inddrages en tekst af punkbandet Sex Pistols, for at vise en anden af Strunges inspirationskilder, og hvordan punkbevægelsen har trukket Strunge i en anden retning end Bowie.

Strunges sprog og litterære rolle vil blive perspektiveret til de unge nutidige poeter, Caspar Eric og Yahya Hassan, for at undersøge Strunges indflydelse på nudansk litteratur. Dette vil især være med fokus på Strunges rolle som litterær oprører, outsider og talsmand for sin generation. Denne perspektivering leder op til en diskussion vedrørende mulige årsager til, at Bowie og Strunges stadig anses som ikoner.

1

Rewers, 2015, s. 83

Side 4

4

2. Redegørelse

2.1 Pop art og intellektuel rockmusik

Da David Bowie i 1971 udkommer med albummet ”Hunky Dory”, er den kunstneriske verden præget af den amerikanske kunstner, Andy Warhol (1928-87), som har dannet genren pop art.

I pop art tager kunsten udgangspunkt i populærkulturen, og selviscenesættelsen fylder hos de individuelle kunstnere. ”Generelt går kunstnere og filosoffer i denne periode til angreb på

                                         2
subjektet, det suveræne jeg, som definerer sig selv”

. Her spiller attituderelativismen ind: ens

“Jeg“ er ikke forudbestemt men fleksibel, og man kan ændre sit “Jeg“, som man vil, og derved kan man lege med forskellige attituder indenfor sin for kunst.

Attituderelativismen betød også, at intertekstualitet blev tydelig i kunsten, da kunstnerne ville referere til og tage fra andre kunstnere og deres værker. I ”Hunky Dory” kan man også se intertekstualitet især i sangene ”Andy Warhol” og ”Song for Bob Dylan”, hvor Bowie adresserer og fortolker både kunstneren Andy Warhol og musikeren Bob Dylan.

Samtidig med dette er der også et ungdomsoprør i gang gennem hippiebevægelsen. Dette er et oprør, der kæmper med fred og kærlighed mod forældregenerationens materialisme og især mod krigen i Vietnam. Her træder musikere som f.eks. Bob Dylan, Jim Morrison og også David Bowie ind med intellektuelle og litterære tekster, der desuden bliver en inspiration for

det lyrikboom, som man oplever i Danmark.^{3}

2.2 Modernismen og punkbevægelsen

Da Michael Strunge i 1978 debuterer med digtsamlingen ”Livets hastighed” er det begyndelsen for de danske 80’er-digtere som, udover Strunge, bestod bl.a. af Søren Ulrik Thomsen, F.P Jac og Pia Tafdrup. 80’er-digterne er en del af modernismen, der portrætterer en verden i forandring. I modernismen har individet mistet sine tidligere rammer, der før bestod af især familien. Den stigende sociale mobilitet betyder, at individet selv kan definere sig, men da samfundet er i konstant forandring, er verden blevet fragmentarisk, og der er ikke længere én endegyldig mening med livet. Tilværelsen fremstår meningsløs og uforståelig, og denne meningsløshed og uforståelighed bliver ét med kunsten.

2

Fibiger m.fl., 2009, s. 369

3

Fibiger m.fl. 2009, s. 363

Side 5

5

80’ernes digtere er til dels beslægtet med modernismens anden fase, der var kendt under navnet ”konfrontationsmodernisme”. I konfrontationsmodernismen skal kunsten gribe fat om

                                                                 4
virkeligheden og nøgternt fremlægge den moderne verden uden spor af romantik. Her kan

kunsten fremstå atomistisk, men det bliver begrundet i, at verden ikke selv hænger sammen, og kunsten skildrer virkeligheden.

Det er dog i særdelshed modernismens tredje fase, der inspirerer 80’er-digterne. Her er attituderelativismen en faktor, da denne betyder, at individets karakter ikke længere er konstant, men individet defineres af de roller, det spiller, og det er derfor fri til at afprøve

                    5
tilværelsens muligheder. Af den grund forsvinder frygten for verdens ødelæggelse. Derfor

distancerer digterne sig fra 70’ernes og hippiebevægelsens følelsesladede knækprosa, og i stedet kan de lege med ordet - fx i form af konkretisme, hvor digtet dyrker det konkrette og fokuserer på udtryk fremfor indhold, eller systemdigtning, hvor digteren anvender sproglige strukturer til sin skriveproces.

I Strunges digtsamling ”Livets hastighed” optræder især modernismens attituderelativisme, idet Strunge tager fat i temaer som identitetsdannelse, og han fremhæver, at han selv vil skabe sin identitet. Digtsamlingen bærer præg af klassisk modernisme, men den tager også

udgangspunkt i rockmusikken.^{6} Citatet ”Turn and face the strange” af David Bowie indleder

digtsamlingen, og også digtsamlingens titel er en tydelig markør på parallellen til Bowie, idet ”Livets hastighed” er en dansk oversættelse af Bowies lyriske nummer ”Speed of Life” fra

1977. Med disse referencer til Bowie kan man tydeligt mærke intertekstualitet i ”Livets hastighed”.

Senere i sin karriere træder den klassiske modernisme dog tilbage i Strunges digtning og erstattes af en punkpræget digtning. Punkbevægelsen stammer fra England, og den er en modreaktion på hippiebevægelsen, der lægger vægt på kærlighed og naturlighed. Punkerne dyrker storbyens modernitet og gør oprør imod tradition og autoriteter, samtidig med at de sympatiserer med samfundets udstødte - dette har desuden givet punkerne udtrykket ”hvid

                                                               7
etnicitet”, da de påtager sig den samme udstødte rolle som etniske minoriteter. Punkgrupper

4

Fibiger m.fl. 2009, s. 503

5

Fibiger m.fl., 2009, s. 526

6

Fibiger m.fl., 2009, s. 396

7

Fibiger m.fl. 2009, s. 394

Side 6

6 som Sex Pistols og The Clash står som frontfigurer for punkbevægelsen, når de skrigende kritiserer monarkiet og forbrugerisme gennem deres kunst. Punkbevægelsens kritiske samfundssyn er resultatet af en håbløshed, der ligger i samfundet i 80’erne. I Danmark voksede arbejdsløsheden, og atomoptrapningen og den kolde krig påvirkede det politiske

klima.^{8} 80’ernes generation fik deraf etiketter som ”No future”, ”Nå-generationen” og
”Generation X”^{9}, der understregede generationens magtesløshed. Det konfliktprægede

samfund fik fremtiden til at se mørk ud, og med punkernes ’skraldeæstetik’ rettede de en kritik mod forbrugerismen og i Danmark en kritik mod velfærdssamfundet. Gennem punkbevægelse blev der også udtrykt en frustration over dårlige samfundsforhold samt en

                                          10
fremmedgørelse af de dårligere stillede i samfundet.

3. Analyse og fortolkning

3.1 Intertekstualitet og distance fra omverden

Især i digtet ”Livets hastighed”, som Michael Strunge udgav i 1978, ses Strunges inspiration af Bowie. ”Livets hastighed” er opdelt i otte strofer af fire vers, der nogenlunde fastholder den samme komposition af stavelser. Digtet udelader ofte pronominer, hvilket givet digtet en hurtigt rytme, der fremhæver den hastighed, som digtet ønsker at fremvise. Med denne hastighed danner digtet et billede af et ungt sind, der farer fra den ene tanke til den anden. I

digtet kan man også mærke en leg med ordet såsom: ”– død og træt af/ ikke at være mig
selv”^{11}. Her bliver ”død og træt” en erstatning af ”dødtræt”. Strunge leger også med

gentagelser:

                                                    12
”ved hvad ens selv er lig?/ –jeg er ligeglad/ skaber selv mit selv” .

Ordet ”lig” bliver gentaget som del af ordet ”ligeglad”, hvilket derfor kan ses som ligegyldighed i forhold til lighed med andre. Gentagelsen af ordet ”selv” er derimod en markering af Strunges selvstændighed i forhold til at skabe sit eget selv. Denne strofe viser derved en dybt stædig modvilje mod at lade samfundet forme én.

8

forfatterweb.dk: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/perioder/postmodernisme-og-
ernes-lyrik, 15/12/15, 13:32

9

litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/strunge-michael,
15/12/15, 16:43

10

O’Hara, 1999, s. 26-27

11

Strunge, 1978/1995, s. 7, strofe 3, vers 3

12

Strunge, 1978/1995, s. 8, strofe 7, vers 3-4

Side 7

7

Disse sproglige virkemidler afslører Strunge som eksperimenterende med det skrevne ord.

Dog er hans ungdommelighed tydelig i digtets billedsprog, der ligger sig tæt op af det klichéprægede, da metaforerne ofte virker særdeles tydelige og grafiske. F.eks. i første strofe, hvor et knust ur symboliserer en ødelæggelse af den gængse tid.

Ligesom Strunge i ”Livets hastighed” portrætterer hastigheden, der ligger i den ungdom, som han selv er en del af, og som ethvert menneske må igennem, fremviser Bowie i ”Changes”, den hastighed der ligger i samfundet, og de forandringer, der er uundgåelige, hvis man ikke vil gå i stå.

Trods det at ”Changes” ikke indeholder rim, er teksten meget lyrisk anlagt, da den er spækket med metaforer såsom i strofe tre, hvor en strøms små bølger bliver til en metafor for flygtig forandring. Trods at strømmen er foranderlig, og bølgerne er kortvarige, så forbliver strømmen den samme:

”I watch the ripples change their size/ But never leave the stream/ Of warm
impermanence (..)”^{13}

Disse refleksioner understøtter tekstens magtesløshed. ”I still don’t know what I was waiting

for/ And my time was running wild”^{14} 1. persons fortælleren venter på noget uden at vide,

hvad han venter på. Da dette er tekstens indledende vers, giver det ideen om en søgen uden et definerbart mål og et opgør imod denne søgen, da tiden er ved at løbe ud. Konflikten i teksten

                                                           15
bliver defineret i udsagnet: ”Time may change me/ But I can’t trace time” . 1. Persons

fortælleren er ude af stand til at spore tiden, og han kan derfor hverken styre den eller forstå den. Derimod kan tiden ændre ham. Dette faktum giver tiden en magt over ham, som han blot må observere. I stedet for at forme tiden og verden vender han sig i stedet mod sig selv: ”So I

turned myself to face me”^{16}. Her spiller det egocentriske ind som fortællerens redning fra

magtesløsheden. I stedet for at ændre verden, ændrer han sig selv: ”Just gonna have to be a

different man”^{17}. I dette citat beskrives også den selviscenesættelse, som Bowie gør brug af,

når han påfører sig forskellige opstillede identiteter i sin karriere. Citatet kan ses både som en

13

Bilag 1, Strofe 3, vers 1-3

14

Bilag 1, strofe 1, vers 1-2

15

Bilag 1, strofe 2, vers 9-10

16

Bilag 1, strofe 1, vers 6

17

Bilag 1, strofe 2, vers 8

Side 8

8 metafor for, hvordan man gennem sit liv må udvikle sig parallelt med tidens ændringer, og hvordan attituderelativismen spiller ind, når Bowie bogstaveligt talt bliver en ”anden mand”, hvis han ser behovet for det. Udover identitetsskiftet ligger der også en distance til omverden.

Fortælleren er ikke en del af et fællesskab, men han er i stedet en observatør af mennesker, på samme måde som han er en observatør af tiden, der flyder i strømmen. Når der står ”Oh, look

out you rock ’n rollers”^{18} er det fortællerens afslag fra selv at være en ”rock ’n roller”. Han

adresserer dem og næsten rådgiver dem, men han gør ikke sig selv til en del af dem.

                                                                     19
Afstanden fra andre mennesker ses også i verset ”Strange fascination, fascinating me” . En

fascination af fascinationen men ikke af det som fremvirker den. Fortælleren er observatør af tiden, mennesker og fundamentale følelser såsom fascination, men han er kun rigtigt aktiv i dannelsen af sin egen identitet.

”Changes” kan i det hele taget ses som både en konstatering af samfundets foranderlighed og fortællerens personlige identitetsskift og distancerede position i forhold til omverden.

I ”Livets hastighed” spiller den samme attituderelativisme som i ”Changes” ind.

”Skifter hurtigt/ til ny forklædning/ – jeg behøver forandringer/ med livets
hastighed”^{20}

I denne strofe bruger fortælleren sig selv som redskab til at skabe forandring. At fortælleren skifter forklædning, er en deklaration af, at fortælleren nu påtager sig en ny identitet - måske en digters identitet. Hvis man vælger den fortolkning bliver digtet en form for startskud til Strunges debut som digter.

                                                              21
”Livets hastighed” slutter af med: ”– jeg ændrer mit liv/ før det ændrer mig” . Her kan der

                                                                  22
mærkes en tydelig parallel til citatet ”Time may change me/ but i can’t trace time” I begge

citater kan der læses et ønske om at have indflydelse på verden - i ”Changes” er det en indflydelse på tiden, og i ”Livets hastighed” er det en indflydelse på livet. I begge tekster må fortælleren dog indse, at dette ikke kan lade sig gøre, og i stedet vende sig mod sig selv. De

18

Bilag 1, strofe 6, vers 4

19

Bilag 1, strofe 5, vers 1

20

Strunge 1978/1995, s. 2, strofe 2, vers 1-3

21

Strunge, 1978/1995, s. 8, Strofe 8, v. 3-4

22

Bilag 1, strofe 2, vers 9-10

Side 9

9 forandringer, der udføres, er derfor ikke nogle, der aktiveres ude i verden, men de aktiveres med et egocentrisk blik på selvets identitet.

3.2 At hæve sig over samfund og ungdom

I Strunges digtsamling ”Skrigerne!” fra 1980 dukker en mere aggressiv version af Strunge op.

Digtsamlingen indledes med at citat fra Johnny Rotten, forsangeren fra det engelske punkband Sex Pistols: ”WE MEAN IT, MAAAAN!”. Aggressionen og punkattituden, som ses i dette citat, er en passende markør til resten af digtsamlingens vrede og opgør mod normaliteten.

Digtsamlingen er skrevet udelukkende med versaller og et formindsket brug af tegnsætning, hvor kommaet er næsten fraværende. Nogle ord bliver også bevidst stavet forkert. Dette kan portrættere en frigørelse fra de grammatiske ordensregler - en anarkisme i det skrevne sprog.

Digtsamlingen slutter af med langdigtet ”BØRNENES SKRIG 1980”. I dette digt bliver der gjort brug af en vi-fortæller. Ved at Strunge bruger en vi-fortæller, taler han ikke længere kun på vegne af sig selv men på vegne af en gruppe. Han gør ikke blot sig selv til en del af gruppen, og taler ud fra sin egen synvinkel, men han får sine egne tanker til at fremstå som den samledes gruppes tanker. Fortæller bliver altså en jeg-fortæller forklædt som vi-fortæller.

Den opstillede vi-fortæller har intet køn, men den skal forestille at være en sammensmeltning af punker, og derved bliver fortælleren til punkernes fælles stemme. I digtets ønske om anarkisme elimineres grænser mellem mand og kvinde i ”ET KROPSLIGT OPRØR MOD DE

PURITANSKE PAPROLLER!”^{23}. Mens de puritanske paproller indrammer mænd og kvinder i

stereotyper, så dyrker digtet som modpol, at mænd kan gå med kjoler, og kvinder kan være

frækt spyttende uden at ”FORETAGE DRASTISKE KASTRAKTIONER”^{24}.

Vi-fortælleren i digtet fremstår som en nærmest hellig gruppe, der sanser verden gennem

hedenske ritualler: ”VORES KROPPE DANSER OG VI SKRIGER TIL JORDENS RYTME.”^{25}.

Vi-fortælleren bliver til en del af jorden, og det skyldes, at de tager imod deres bestialskhed

fremfor at fortrænge den: ”AGGRESSIONERNE SOM VI IKKE FORTRÆNGER/ LEDES UD
GENNEM SANSERNE.”^{26} Fremfor at fortrænge deres aggression, lukker de den ud ved at

sanse verden i verdens grimhed og skønhed, og ved selv at være en del af det, som man sanser

23

Strunge, 1980/1995, s. 274, vers 18

24

Strunge, 1980/1995, s. 275, vers 7

25

Strunge, 1980/1995 s. 279, vers 10

26

Strunge, 1980/1995, s. 270, vers 21-22

Side 10

10

i verden: ”VI BRYDER ANONYMITETEN/ MED BLÅ, LILLA, PINK FARVER”^{27}. De er et

brud på normaliteten med deres radikale farver, og pga. deres pagt med det jordiske er de modernitetens svar på urmennesket.

Samtidig med dette er der også en naivisme i digtet, hvor der udtrykkes en tro på, at de vil forblive for evigt:

”LAD BLOT FALLOSTÅRNENE FALDE/ HIMLEN VIL ALLIGEVEL BLIVE
STÅENDE/ LIGESOM OS MED BEGGE BEN PÅ JORDEN”^{28}

I dette citat bliver der sat lighedstegn mellem vi-fortælleren og himlen. Der bliver fortalt, at selv når civilisationen falder, vil himlen og punkerne forblive, da de er det ægte. Her optræder også en kontrast mellem vi-fortælleren og civilisationen, der bliver skildret med et meget spydigt sprog. Ordet ”fallostårne” viser en perversion indbygget i samfundet, samt en benævnelse om den mandlige potens, som samfundet menes bygget på. Billedet er en nedladende skildring af bymiljøet. Mens vi-fortælleren ikke fortrænger sine aggressioner og derved kan skrige i takt med jordens rytmer, er samfundet hæsligt, da det prøver at gemme dets grimhed væk:

”GENNEM OVERFLADENS SMINKE/ DER KRAKELERER OG VISER DE
MASSIVE SÅR/ OG DEN SORTGULE MATERIE/ DER DRIVER NED AD
SAMFUNDETS FJÆS”^{29}.

Dette citat viser dog også, at samfundets overflade er ved at krakelere, så grimheden snart vil stå til skue og afsløre samfundet i dets sande form. Samfundet har prøvet at gemme aggressionen væk, mens vi-fortælleren har udnyttet aggressionen til sansning af verden. Der i ligger forskellen mellem samfund og vi-fortæller.

”VI ER EN GENERATIONS GENERATORER/ DER GENERER DEN STIVNEDE
ALDERDOM I ØJNENE”^{30} Her bliver der afsløret, at vi-fortælleren ikke blot står i kontrast til

samfundet men også til alderdommen. De er altså en kønsløs oprørs- og ungdomsgruppe, som må fortolkes til at være punkerne. Mens samfundet og de ældre er gået i stå, er punkerne en

27

Strunge, 1980/1995, s. 271, vers 14-15

28

Strunge, 1980/1995, s. 271, vers 20-22

29

Strunge, 1980/1995, s. 270, vers 3-6

30

Strunge, 1980/1995, s. 272, vers 26-27

Side 11

11

”generations generatorer” – de er deres generations igangsættere, som påbegynder forandringen i et stivnet samfund. Vi-fortælleren distancerer sig som en subkultur fra samfundet, men hvor Strunge i sin distance i ”Livets hastighed” blot var en observatør, er han nu en oprører. Han hæver sig op over samfundet og portrætterer punkerne som overlegne og

uafhængige: ”NÅR VI SKABER OS/ SELV”^{31}. Her ses igen distancen, hvor Vi-fortælleren

ikke ønsker at bliver formet af samfundet men at skabe sig selv uafhængig af normer og regler. Dette ønske om selvskabelse og afstand fra omverdens indflydelse kan dog også drage

                                                         32
tankerne tilbage til ytringen ”– jeg ændrer mit liv/ før det ændrer mig” fra ”Livets

hastighed”. I ”Livets hastighed” var der dog brug af en jeg-fortæller, mens der i ”BØRNENES SKRIG 1980” er gjort brug af en vi-fortæller, hvilket viser den nyfundne gruppeidentitet hos Strunge. Gruppeidentiteten ligger i punkbevægelsen, som Strunge har gjort sig til del af.

Derfor kan man i ”Skrigerne!” også ane en stor inspiration fra det ledende punk band Sex Pistols. I sangen ”God Save the Queen” af Sex Pistols fra 1977 optræder den samme dem-mod-os-mentalitet. Parallellen mellem Vi’et i ”BØRNENES SKRIG 1980” og ”God Save the

                                                33
Queen” ses især, da der står: ”We’re the future, your future”

. På samme måde som de i

”BØRNENES SKRIG 1980” er en generationens generatorer, er de i ”God Save the Queen” selve fremtiden. Begge billedsprog argumenterer, at punkbevægelsen vil forme verden og ikke omvendt. Hvis man da læser i ”BØRNENES SKRIG 1980”: ”VI SKYDER MED

GUITARAKKORDER/ VI SMIDER GRANATER AF REFRAINS”^{34} kan man læse dette

skyderi som en reference til Sex Pistols’ musik. Især hvis man i de sidste par strofer i ”God

                                                                35
Save the Queen” kigger på den repeterende gentagelse af ”No future, no future,” Denne

gentagelse kan læses som Strunges ”granater af refrains”. Med denne læsning står Sex Pistol i Strunges øjne som krigere for punkbevægelsen, og de kæmper med kunst.

Sex Pistols har dog en ironi, som Strunge ikke besidder. Når der står ”God Save the Queen”^{36}

er det en latterliggørelse af monarkiet og autoriteten. Dyrkningen af dronningen bliver et billede på lydighed, som er det punkerne kæmper imod. Sex Pistols bruger altså ironien som et litterært virkemiddel til at vise deres bitterhed mod samfundet og til at gøre dem selv

31

Strunge1980/1995, s. 270, vers 15-16

32

Strunge, 1978/1995, s. 8, strofe 8, vers 3-4

33

Bilag 2, strofe 7, vers. 5

34

Strunge, 1980/1995, s. 273, vers 6-7

35

Bilag 2, strofe 10, vers 1

36

Bilag 2, strofe 1, vers 1

Side 12

12 overlegne. Der kan endda ligge en frimodig humor i denne ironi, når de går så langt som at

skrive ”We love our queen”^{37}. Her er det ikke bare ”We love the queen” men ”our queen”,

hvor ordet ”our” er ladet med sarkasme og latterliggørelse af magtforholdet mellem dronning og borgere.

Under overfladen af ”BØRNENES SKRIG 1980” findes ikke denne humor men nærmere en ekstrem følsomhed.

”ENGANG VAR BØRNENE HØJE PÅ ALT/ SÅ MULIGVIS FLERE VISIONER
PÅ DERES REJSER/ MEN DET VAR FØR DRØMMEN BLEV TAGET FRA OS,/
FORTRÆNGT AF DE HØJE”^{38}

Her ses i modsætning til Sex Pistols en tristesse og et savn efter en drøm. Strunges følsomhed giver en sensitiv stemning til digtet, så digtets aggression blot bliver en overflade brugt til at udtrykke sørgmodigheden. På den måde afslører han sin egen ufrivillige afstand fra Sex Pistols og fra punkbevægelsen.

Imens Strunge i sin litteratur prøver at nærme sig en samhørighed med punkerne, er Bowie derimod i færd med at distancere sig fra ungdommen. I Bowies ”Teenage Wildlife” fra 1980 viser Bowie en modning i sig selv ved at adskille sig fra de unge. Teksten bruger en nedladende tone, når et ”you” bliver adresseret. ”You” fremstår lettere naiv med ”hope in

those squeaky clean eyes”^{39}. Dette giver billedet af et ungt ”you”, hvilket også passer til

Bowies ophøjede status i teksten, eftersom han i denne tekst er den ældste karakter. I sammenhængen mellem Strunge og Bowie bliver deres aldersforskel derfor pludselig en barriere mellem dem, da Bowie skriver nedsættende om, hvad der kan læses som punkbevægelsen. I ”BØRNENES SKRIG 1980” er punkerne beskrevet så storladent som: ”VI

ER KRIGERE UDEN VÅBEN OG BLOD.”^{40}, men i ”Teenage Wildlife” lider punkerne af en

                                                              41
degradering i deres status, da Bowie skriver: ”A broken nosed mogul are you” . Her bliver

der direkte talt ned til den yngre generation, idet de bliver beskrevet som en mogul med brækket næse.

37

Bilag 2, Strofe 4, vers 3.

38

Strunge, 1980/1995, s. 275, vers 8.

39

Bilag 3, strofe 1, vers 9

40

Strunge, 1980/1995, s. 273, vers 4

41

Bilag 3, strofe 3, vers 1

Side 13

13

Samtidig med dette er der også en uenighed mellem Strunge og Bowie vedrørende punkernes originalitet. Strunge beskriver punkerne som krigere, der ”CAMOUFLERER ENSHEDEN/

MED GENUINE, ORIGINALE KOSTUMER.”^{42} men i ”Teenage Wildlife” er de blot ”Same
old thing in brand new drag”^{43}. Bowie beskriver ergo generationen som at være præcis som

den forrige blot med undtagelse af det nye tøj. Dette står i kontrast til Strunges portrættering af punkerne, da de i ”BØRNENES SKRIG 1980” fremstår næsten hellige.

Udover denne overlegne stemme fra Bowies side, udtrykker Bowie i ”Teenage Wildlife” også en modvilje mod at ville påtage sig en autoritær mentorrolle. Han beskriver, hvordan ”You” beder ham om hjælp, men han afslår chancen for at lede ”You” på den rette vej:

”’Well, David, what shall I do?/ They wait for me in the hallway’/ I’ll say ’Don’t
ask me, I don’t know any hallways’”^{44}

Dette måtte for Strunge betyde et afslag fra Bowies side om at ville være Strunges mentor, og det er derfor muligt at antage, at dette afslag har skubbet Strunge yderligere ud i forsøget på at skabe sig en punkeridentitet og bruge Sex Pistols som en erstatning for Bowie.

Trods dette har Bowie og Strunge dog til fælles, at de i denne periode begge gik igennem et identitetsskift. På Strunges side var det et skift fra følsom digter til aggressiv punker, selvom man kan argumentere for, at dette skift ikke lykkedes fuldt ud, da Strunges følsomhed stadig lå gemt i ”Skrigerne!” under laget af anarkisme og grammatisk uorden. På Bowies side var det et skift til en ældre mand, som ikke længere ville stå model til ungdommens oprør, når det ikke var hans kamp, som de kæmpede. Bowies afstand fra ungdommen kan være skyldt Bowies af irritation over en ungdomssubkultur, som han ikke så sig selv som en del af, men det kan også ses som et bevidst valg fra Bowies side om fornyelse ved at distancere sig fra sin tidligere fanbase og derved påtage sig en ny rolle i sin karriere – ikke længere et forbillede for ungdommen men en mere moden mand, der er uafhængig af omverden.

42

Strunge, 1980/1995, s. 273, vers 14-15

43

Bilag 3, strofe 4, vers 1

44

Bilag 3, strofe 4, vers 7-9

Side 14

14

3.3 Menneskelighed og kunstner-identitet

Både Strunge og Bowie hopper ind og ud af forskellige roller i deres karrierer, og dette kan medføre en identitetsforvirring, når man så ofte påtager sig nye personligheder.

Bowie opnåede dog tidligt i sin karriere en vis opfattelse af, hvad hans kunstneridentitet var indenunder diverse påtagede personligheder. I hans album ”Ziggy Stardust and the Spiders from Mars” fra 1972 påtager Bowie sig rollen som Ziggy Stardust - en tvekønnet profet, der kommer til jorden fra det ydre rum for at redde menneskeheden. Dette beskriver sangen ”Star”. ”Star” kan virke som en forløsning på den konflikt, der optræder i ”Changes”. I ”Changes” blev identitetsskiftet en redning fra magtesløsheden over ikke at kunne ændre verden, men i ”Star” opnår Bowie en erkendelse af sit indre selv: ”I could make it all

worthwhile/ as a rock & roll star”^{45}. Dette citat viser en bevidst beslutning om at definere sig

selv som rockstjerne. Erkendelsen, at hans kerneidentitet er en rockstjerne, kan virke simpel, men det er dog stadig den karakter, som Bowie bruger som holdepunkt for sin skiftende personlighed.

I Strunges ”Dynamit & bolcher” fra 1985 optræder den samme identitetsforvirring, men Strunge når dog ikke til en forløsning af denne forvirring, som Bowie gør. Digtet er opdelt i to strofer af 6 og 22 vers. Første strofe starter med erklæringen: ”Nej, jeg er den samme som

altid/ – en anden.”^{46}. Da digtets indledende ord er ”Nej”, bliver der med det samme sat en

pessimistisk stemning for digtet, som er ulig ”Star”, der er fyldt med positivitet og energi over den nye erkendelse. Efter denne indledende modus i ”Dynamit & bolcher” gives en kontrast, da de to varige ord ”samme” og ”altid” bliver sat sammen med det foreløbige ”en anden”. Der bliver altså udtrykt en konstant foreløbighed, som kan fortolkes til at være Strunges konstante skift mellem roller. Da Strunge desuden i ”BØRNENES SKRIG 1980” skriver, at de

(ungdommen/ punkerne) sanser verden, kan vers tre i ”Dynamit & bolcher” muligvis

portrættere en afstand fra den punker, som han plejede at definere sig selv som: ”– at fange en

duft af fremtid og guld”^{47}. Her bliver der nemlig fremvist en søgen efter synæstesi samt et

behov for at gribe fat om det uhåndgribelige, som dog ikke opnås, da han ikke kan dufte guld, og da heller ikke duften af fremtid bliver fundet. Guldet kan dog også fortolkes til at være et

45

Bilag 4, strofe 1, vers 3-4

46

Strunge, 1985/1995 s. 805, strofe 1, vers 1-2

47

Strunge, 1985/1995 ,s. 805, strofe 1, vers 3

Side 15

15 billede for Guldalderen. I den fortolkning prøver Strunge i digtet at vende sig mod fremtiden og fortiden, men han er fanget i sin nutid. En rest af hans punkerattitude ses dog stadig, idet han snerrer ind i Guds øre:

”Og snerrende ind i Guds øre:/ ’Min poesi er en fabrik/ der laver både dynamit
og bolcher’”^{48}.

Fabrikken som en metafor for Strunges poesi kan virke særdeles kølig; fabrikken er den tomme konstruktion, som producerer sin vare i massevis, og som er i mangel på ånd. Der ligger også en vis kontrast i produktionen af både dynamit og bolcher. Dynamit er kraftfuldt og farligt, mens bolcher er søde og midlertidige. Eventuelt kan dynamitten repræsentere Strunges punkinspirerede digtning, mens bolcherne repræsenterer den følsomhed og romantik, som han anvender.

Strunge viser en modvilje mod at være en ”fabrik”: ”gør jeg øjeblikkelig krav på mig selv/

som menneske.”^{49}. Han vil gøre krav på sit eget selv som menneske og ikke som digter. Hans

skiftende roller i litteraturen har udløst en identitetssplittelse, hvor han er så delt op i produktionen af bolcher og dynamit, at han ikke længere har greb om sig selv. For Strunge er den skiftende identitet en forhindring i forsøget på at finde sig selv. For Bowie er det omvendt. Bowies valg at definere sig selv som rockstjerne skyldes nemlig den skiftende identitet:

”So inviting - so enticing to play the part/ I could play the wild mutation/ as a
rock & roll star”^{50}.

Han påtager sig rollen som rockstjerne, fordi i den rolle kan han skifte karakter, når han har behov for det. Sagt på en anden måde: Bowie erkender sin identitet som en, der har en skiftende identitet. Hvor kunstnerpositionen og selviscenesættelse for Strunge står i modsætning til menneskeligheden, er de i Bowies tilfælde en del af selvet. Bowies rockstjerne identitet betyder, at han kan lade sig udfolde i mutationer. I ”Star” opnår Bowie en harmoni med sig selv, og han kan derved fungere som menneske:

48

Strunge, 1985/1995, s. 806, strofe 2, vers 17-19

49

Strunge, 1985/1995, s. 806, strofe 2, vers 20-21

50

Bilag 4, strofe 2, vers 1-3

Side 16

16

”I could fall asleep at night/ as a rock & roll star/ I could fall in love all right/ as
a rock & roll star”^{51}

Sådan slutter teksten med en lykkelig forudsigelse om, at Bowie nu kan sove om natten og endda forelske sig, fordi han hviler i sig selv. ”Dynamit & bolcher” slutter derimod med det

                                    52
forholdsvis håbløse vers: ”Ellers lad mig dø”

. Dette er en form for desperat ultimatum rettet mod Gud, hvor Strunge snerrer til Gud, at enten lader Gud ham finde sin identitet, eller også skal han lade ham dø. Ikke blot viser det en særdeles vovemodighed at stille Gud et ultimatum, men det viser også Strunges ekstreme desperation over at ville finde sit eget ”Jeg”.

Strunge opnår ikke den samme forløsning, som Bowie gør i ”Star”, men han synker i stedet ned i depression over sin egen splittelse mellem litterære roller og en mangel på en ægte identitet.

4. Perspektivering

4.1 Caspar Eric

Forfatteren Caspar Eric er født i 1987 (året efter Strunges død), og i hans litteratur er han

                           53
blevet meget inspireret af Strunge

. Ligesom Strunge tog elementer fra punk- og rockkulturen med i sin digtning, tager Caspar Eric elementer fra popkulturen med i sin. Hans

digtsamling ”7/11” (2014) er fyldt med ungdommelig energi og benævnelser om moderne

musikere som Kanye West og hjemmesider som Reddit.com. Hvert digt afsluttes desuden med en række hashtags, der opsummerer digtets indhold. Ligesom Strunge gjorde i sin tid, giver Caspar Eric læseren et indblik i sin generation, og han skildrer den nuværende ungdoms miljø. I sine digte beskriver han fx teknofester og byture, og digtningen er blottet for forventningerne om, hvordan et digt burde være, og hvordan et menneske burde fremstå: Ved at bruge engelske udtryk og slang gør han det samme opgør med normerne for skrift, som

Strunge især gjorde i digtsamlingen ”Skrigerne!”, og i ”7/11” gør Caspar Eric desuden ikke

brug af kommaer og versaller.

51

Bilag 4, strofe 4, vers 1-4

52

Strunge, 1985/1995, s. 806, strofe 2, vers 22

53

politiken.dk: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2928566/unge-digtere-saa-
meget-betyder-michael-strunge-for-mig/, 14/12/15, 22:03

Side 17

17

”jeg føler jeg burde starte en beef/ med yahya hassan eller jacob skyggebjerg/
fordi det ville være godt for salget/ og fordi jeg måske ville smadre begge ben/ i

                         54
en fremtidig crazyass gunfight”

I dette citat ses tydeligt, hvordan Caspar Eric bruger et lavt stilleje til at give digtet en ungdommelig tone, der bryder forventningerne for poesi. På samme måde som Strunge bevidst stavede ord forkert i ”Skrigerne!”, staver Caspar Eric f.eks. navne med små bogstaver.

Inspirationen fra Strunge ses desuden i den råhed, der optræder i ”7/11” i form af at stræbe

efter en distance fra den mainstream befolkning:

”jeg vil være 16 år/ og stadig kunne få børn/ på en modkulturel måde”^{55}

Dette citat viser en lyst til at distancere sig fra normerne for at agere sig provokerende. Det, at provokation er begrundelsen for denne distance, viser Caspar Erics unge alder, da oprøret mod normaliteten står i centrum for digtningen, hvilket får ham til at fremstå stædig. Dog optræder der i digtene også en følsomhed, der minder om Strunges. Strunges følsomhed er rettet mod et ønske om at være en del af et fællesskab, selvom han er isoleret fra omverden.

Caspar Eric føler sig også isoleret fra omverden og prøver derfor at bruge sociale medier og byture som et redskab til at danne relationer med andre.

4.2 Yahya Hassan

Yahya Hassan er født i 1995, og han er en person, der har stået specielt frem i nutidig dansk

                                                                         56
litteratur, da han har skildret en side af Danmark, som ikke før har optrådt i dansk digtning.

Hassans digtsamling, ”YAHYA HASSAN” fra 2013 er selvbiografisk, og han skildrer sin muslimske opvækst og sin fars voldelige adfærd. Digtsamlingen kan virke som et opgør mod denne opvækst men også som en fortælling om en overgang ind i et mere litterært liv. I digtet

”KONTAKTPERSON”^{57} fra hans digtsamling ”YAHYA HASSAN” bliver der beskrevet,

hvordan Yahya Hassan modtog Strunges samlede værker af sin lærer, og den bog blev en dør for ham ind til den litterære verden. Strunges indflydelse kan også tydeligt mærkes i Hassans digtning, der ligesom Caspar Erics mangler tegnsætning og bærer præg af oprør.

54

Eric, 2014, s. 65, vers 30-33

55

Eric, 2014, s. 65, vers 16-18

56

b.dk: http://www.b.dk/nationalt/yahya-hassan-jeg-hoerer-ikke-til-blandt-nogen,
16/12/15, 10:19

57

Hassan, 2013, s. 62-63

Side 18

18

Digtsamlingen er ligesom ”Skrigerne!” skrevet udelukkende med versaller, hvilket giver en aggression til værket. Digtet ”KONTAKTPERSON” handler om, hvordan Hassans lærer opmuntrede ham til at læse, og hun inviterede ham ind i sit liv, som var fuld af intellektuelle og kreative muligheder:

”HUN FORÆREDE MIG FLERE BØGER OG SENDTE MIG MAILS/

INVITEREDE MIG HJEM TIL SIN MAND OG SIT BARN/ GENNEM EN PORT/
IND I EN LEJLIGHED/ MED BØGER I REOLER OG DYRE GUITARER”^{58}

I dette citat er bøgerne og guitarerne et symbol for økonomisk overskud og intellektuelle og kreative muligheder. Ved at læreren lukker ham ind i lejligheden, lukker hun ham også ind i sit private liv og ind i en verden med et meget større kulturelt kapital end i det miljø, som Hassan kommer fra. Læren hjælper ham ind i en intellektuel del af Danmark, og hun bruger

Strunge som redskab: ”SIDSTE SKOLEDAG INDEN JUL/ GAV HUN MIG SAMLEDE
STRUNGE”^{59}. Denne gave får tillagt en symbolsk værdi, da bogen kan repræsentere den

generelle litteratur. Ved denne fortolkning forærer læren ham en vej ind i litteraturen ved at forære ham Strunges værker. For Yahya Hassan er Strunge derfor ikke blot en inspiration i form af rebelskheden, som Hassan ellers også imiterer, men Strunge repræsenterer selve skriften. Med Strunges rolle som udenforstående, som Strunge især påtog sig i sine punkdigte, kan man drage en parallel til Hassans rolle som udenforstående i samfundet: ”Jeg hører ikke

                                                                      60
til blandt hykleriske muslimer. Men jeg hører heller ikke til blandt hykleriske danskere” .

Hassans kritik af Islam gav ham etiketten ”Præmie Perker”. Dette begreb udtrykker i særdeleshed Hassans fremmedgørelse og kan derved også perspektiveres til punkernes begreb ”hvid etnicitet”, der viste en samhørighed med etniske minoriteters fremmedgørelse. Især Strunges ”Nigger”-bøger fra 1982 fremviser Strunges ”hvide etnicitet”, og hvordan han relaterer til de udstødte i samfundet. Da Strunge og Hassan deler denne fremmedgørelse og oprørskhed, og man i ”KONTAKTPERSON” kan læse betydningen af ”Samlede Strunge” for Hasan, kan man antage, at Strunge for Hassan blev en bro ind til litteraturen.

58

Hassan, 2013 s. 62-63, vers 19-23

59

Hassan, 2013, s. 62, vers 12

60

b.dk: http://www.b.dk/nationalt/yahya-hassan-jeg-hoerer-ikke-til-blandt-nogen,
16/12/15, 10:19

Side 19

19

4.3 Sex Pistols

I både Yahya Hassan og Caspar Erics digtning kan der findes elementer fra den oprørske side af Strunge. Deres trodsighed, Hassans versaller, Erics mangel på dem og deres grammatiske uorden er træk, man især kan genkende fra Strunges digtsamling ”Skrigerne!”, der havde inspiration fra punkbandet Sex Pistols. Man kan derfor mene, at også Sex Pistols har haft en

(implicit) indflydelse på Hassan og Erics digtning. Sex Pistols er et af de bands, der er mest

                           61
identificeret med punkbevægelsen . Forsangeren Johnny Rotten udstrålede en ligegyldighed

overfor omverdens syn på ham, og bandet tog imod deres rolle som samfundets udstødte. I ”God Save the Queen” kritiserede de åbenlyst monarkiet, og da Johnny Rotten råbte ”No future” udråbte han 80’er-generationens etikette: ”No future”. Dette distancerede forhold, som Sex Pistols havde til samfundet, er et, man også kan genkende hos Strunge og endda Bowie. Hos Bowie er der dog intet tegn på en relation mellem ham og Sex Pistols, hvorimod

                                     62
Strunge idoliserede Sex Pistols i særdeleshed.

Man kan mene, at der lå noget konfrontationsmodernistisk i Sex Pistols skildring af virkeligheden: ”Sex Pistols’ music was an outburst of hatred and despair. Face life as we see

  63
it,” . Med deres aggressive tekster, der var fuld af bandeord og fandenivoldskhed, skildrede

de en verden, der var ligeså grim, som de fik dem selv til at fremstå. Derved dyrkede de også en selviscenesættelse ved at distancere dem selv yderligere fra samfundet gennem deres beklædning og udseende.

5. Diskussion

5.1 Hvorfor er de ikoniske?

I både Caspar Eric og Yahya Hassans poesi ses træk fra Strunges rebelskhed og distance fra omverden. Især Strunges opgør mod de grammatiske ordensregler og hans rolle som repræsentant for en generation har haft indflydelse på nutidens forfattere. Dette kan muligvis været grundet den unge alder, som Strunge havde, da han var på toppen af sin karriere.

Grundet denne unge alder og hans tidlige død, nåede han ikke at vokse fra ungdommens

61

rollingstone.com: http://www.rollingstone.com/music/artists/the-sex-
pistols/biography, 17/12/15, 20:15

62

Rewers, 2015, s. 53

63

O’hara, 1999, s. 27

Side 20

20 aggression og naivitet, og man kan argumentere for, at han derfor er blevet foreviget som ungdommens stemme - en litteraturens Peter Pan, der aldrig blev voksen. Asger Schnack, Strunges tidligere redaktør, skrev også i Strunges nekrolog: ”Han var en hel generation, og

                 64
sig selv, i sin poesi.”

, hvilket beskriver Strunge som repræsentant for sin generation.

Man kan da spørge sig selv om, Strunges rolle i litteraturen ville have været ligeså ikonisk, hvis han ikke døde, men ligesom Bowie var blevet en voksen mand. Dette ville trods alt have betydet, at Strunges image igen måtte fornyes, når han voksede ud af ungdommen. I sit liv prøvede Strunge at efterligne Bowies skiftende personligheder, men da Strunge ikke fandt en kerneidentitet, som man i ”Star” kunne se, at Bowie gjorde, blev Strunge meget splittet af sine personlighedsskift, og det er derfor muligt at tro, at Strunge ikke ville have været i stand til at forny sig endnu engang, når han gik fra ung til voksen, på samme måde som man i ”Teenage Wildlife” kan læse, at Bowie gjorde.

Strunges selvmord kan også argumenteres for at have haft indflydelse på hans status som

                                     65
ikon. Selvmordet medførte en kultisk interesse

, der fik Strunges død til at fremstå som en nødvendighed for hans image som lidende kunster. Som kritik af denne opståede romantisering af selvmord skrev Poul Borum (tidligere leder af Forfatterskolen og redaktør for tidskriftet ”Hvedekorn”) bogen ”Alting: en anti-selvmordsbog” i 1987. I denne bog argumenterede Borum for, at Strunge ikke skrev godt på grund af depressionen men på trods af den. Borum ønskede ikke, at det skulle være Strunges død, der gjorde ham til et forbillede, men det skulle til gengæld være Strunges liv, der skulle udløse denne idolisering. Dog skrev Strunge selv i digtsamlingen ”Nigger 1”: ”Døden er det bedste vi har. I den bliver mennesket

                           66
til den ultimative, sublime neger.”

Her fremviser Strunge den hvide etnicitet, hvor negeren et symbol for den udstødte underdog, og hvis man da tager udgangspunkt i dette citat, kan man se Strunges død som et redskab, som han brugte til selv at blive ”den ultimative, sublime neger”. Selvmordet kan altså ses som et redskab til at fremhæve Strunges image som udenforstående i samfundet

Bowies taktik til at holde sig væsentlig i samfundet har (måske ulig Strunges) været meget bevidst komponeret. ”Hans udser sig sin rolle, ser stort på midlerne, vælger sin karriere,

64

Rewers, 2015, s. 428

65

Rewers, 2015, s. 430

66

Strunge, 1982/1995, s. 466, vers 1-2

Side 21

21

                            67
finder sit terræn og vinder sit liv.”

. Bevidst hopper Bowie fra image til image for konstant at forny sig og følge med tiden. Disse skift har givet ham titlen som rockens kamæleon, men i modsætning til kamæleonen, der kamuflerer sig for ikke at blive set, vil Bowie ikke kamuflere sig med sin samtid men i stedet han vil være på forkant med den moderne verden og fremstå iøjnefaldende. Bowies rolle ”Ziggy Stardust” blev brugt til at få Bowie til at springe frem i starten af sin karriere, den modenhed Bowie viste i ”Teenage Wildlife” blev brugt til at distancere ham fra ungdommens mainstreamkunstnere, og i fremtiden vil Bowie sandsynligvis fortsætte med at aflive og puste liv i forskellige roller. Bowies evne til at forny sig kan derfor ses som en hovedårsag til, at han stadig anses som interessant. En anden årsag til Bowies succes bliver dog beskrevet af Mikal Gilmore i magasinet ”Rolling Stone”:

”The measure of Bowie's success isn't whether or not he could remake himself and move on. The measure is that he helped others to proclaim identities that they had

                                       68
once been shamed, or intimidated, into denying.”

I dette citat argumenterer Gilmore for, at Bowies succes er målt i evnen til at hjælpe og inspirere andre gennem sin kunst fremfor evnen til at genskabe sig selv. Ved at holde fast i denne holdning kan det begrundes, at både Bowie og Strunge stadig anses som ikoniske, fordi begge kunstnere har været med til at forme og inspirere yngre generationer; Bowie var bl.a.

med til at forme Strunges digteridentitet, og Strunge har hertil haft indflydelse på dansk litteratur, hvilket der blev fremvist i analysen af Caspar Eric og Yahya Hassan.

67

Nielsen, 1986, s. 222,

68

rollingston.com: http://www.rollingstone.com/music/features/how-ziggy-stardust-
fell-to-earth-#ixzz3uHxt4G4T, 14/12/15, 12:07

Side 22

22

6. Konklusion

Da digteren Michael Strunge i 1978 debuterede med digtsamlingen ”Livets hastighed” var hans digtning præget af klassisk modernisme og intertekstualitet, idet nogle af digtene var Strunges fortolkninger af andre kunstnere - især David Bowie. I digtsamlingen prøvede Strunge at kopiere den attituderelativisme, som Bowie gjorde brug af, når Bowie påtog sig forskellige identiteter. Denne attituderelativisme ses især i ”Changes”, hvor Bowie vælger at forandre sin egen identitet, da han ikke kan ændre tiden. I Strunges digt ”Livets hastighed” efterligner Strunge disse refleksioner om selvidentitetsskabelse.

I 1980 viser både Strunge og Bowie en ny side af sig selv, og de distancerer sig begge to fra deres tidligere identitet: i ”Teenage Wildlife” distancerer Bowie sig fra ungdommen og dermed kommer han til at fremstå med et image som en mere moden mand. Strunge distancerer sig i ”BØRNENES SKRIG 1980” fra sine tidligere modernistiske tendenser og prøver i stedet at gøre sig selv til en del af punkbevægelsens lyrikkere. Selvom Strunge prøver at distancere sig fra sin inspiration af Bowie og i stedet lade sig inspirere af punkbandet Sex Pistols, ses der stadig en inspiration fra Bowie i Strunges selviscenesættelse. En forskel mellem Strunge og Bowie er dog deres forhold til attituderelativismen: mens Bowie i ”Star” viser en begejstring ved at kunne definere sig selv som rockstjerne og derved være i stand til at lege med sin identitet, viser Strunge i ”Dynamit & bolcher” en håbløshed ved ikke at have en fast identitet at holde fast i.

For den nutidige digter Caspar Eric er Strunge en inspirationskilde, der kan genkendes i Erics skildring af sin generation, som bliver portrætteret med en oprørskhed, følsomhed og distance, der minder om Strunges. For Yahya Hassan derimod blev Strunge en bro til den litterære verden, da Strunge og Hassan begge bærer præg af oprørskhed, og de står frem som fremmedgjorte fra samfundet. Ved at se på denne inspiration af Strunge hos de nutidige digtere Caspar Eric og Yahya Hassan, kan man påvise Strunges relevans i nutiden.

Der kan være forskellige årsager til, at både Strunge og Bowie stadig anses som ikoniske: ved Bowie er en af de vigtigste grunde til, at han stadig anses som vedkommende, at han har været i stand til at forny sig simultant med tiden, så han altid har stået ud fra mængden. Strunge prøvede at bruge den samme taktik med at forny sig, som Bowie gjorde, men som man kan se i digtet ”Dynamit & bolcher” kunne Strunge ikke holde til denne identitetssplittelse. Hans

Side 23

23 tidlige død kan derfor ses som en begrundelse til Strunges idolisering, da han af denne grund blev foreviget som ungdommelig digter. Man kan dog også mene, at Bowie og Strunge stadig anses som ikoner på grund af den påvirkning, som de har haft på nyere generationer f.eks.

Bowies påvirkning på unge digtere som Strunge og Strunges påvirkning på unge digtere som Caspar Eric og Yahya Hassan.

Side 24

24

7. Litteraturliste

Bøger

• Bladbjerg, Eva (2007): Nigger fra Hvidovre - en bog om Michael Strunge og

80’erne, 1. udg. Dansklærerforeningens Forlag

• Borum, Poul (1987): Alting: en anti-selvmordsbog, 1. udg. Centrum

• Buckley, David (2004): David Bowie: The Complete Guide to his Music, 1. udg.

Omnibus Press

• Eric, Caspar (2014): 7/11, 1. udg. Gyldendal

• Fibiger, Johannes m.fl. (2009): Litteraturens veje, 2. udg. Systime

• Hassan, Yahya (2013): YAHYA HASSAN, 1. udg. Gyldendal

• Mai, Anne-Marie m.fl. (1993): Digtning fra 80’erne til 90’erne; læsninger af ny dansk lyrik, 1. udg. Borgen

• Munck, Knud (2001): Michael Strunge - en biografi, 1. udg. Lindhardt og Ringhof

• Nielsen, Erik (1986): David Bowie: et sprogligt-musikalsk portræt, 1. udg. Systime

• O’Hara, Craig (1999): The Philosophy of Punk: More Than Noise, 2. udg. AK Press

• Rewers, Peter (2015): Michael Strunge - Digtning og virkelighed, 1. udg. Gyldendal

• Strunge, Michael (1995): Samlede Strunge - digte 1978-85, 1. udg. Borgen

Hjemmesider

• Andersen, Tina Brødsgaard (2013/06.11), 80’ernes litteratur:
http://www.litteratursiden.dk/artikler/80-ernes-litteratur, besøgt d. 13/12/15

• Eddy, Chuck (2001), The Sex Pistols biography:

http://www.rollingstone.com/music/artists/the-sex-pistols/biography, besøgt
d. 17/12/15
• Gilmore, Mikal (2012/2.2), How Ziggy Stardust Fell to Earth:
http://www.rollingstone.com/music/features/how-ziggy-stardust-fell-to-earth-
#ixzz3uHxt4G4T, besøgt d. 14/12/15
• Madsen, Hanne Thusgaard (2011/11.03), Strunge, Michael:
http://www.litteratursiden.dk/analyser/strunge-michael, besøgt d. 15/12/15

Side 25

25

• Masri, Lena (2013/12.10), Yahya Hassan: Jeg hører ikke til blandt nogen:
http://www.b.dk/nationalt/yahya-hassan-jeg-hoerer-ikke-til-blandt-nogen,
besøgt d. 16/12/15

• Rosengreen, Louise (2015), Postmodernisme og 1980’ernes lyrik:

http://www.forfatterweb.dk/oversigt/perioder/postmodernisme-og-
ernes-lyrik, besøgt d. 15/12/15
• Winther, Tine Maria (2015/15.11), Unge digtere: Så meget betyder Michael
Strunge for mig : http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2928566/unge-digtere-
saa-meget-betyder-michael-strunge-for-mig/, besøgt d. 14/12/15

Musik

• Bowie, David (1971): Hunky Dory, Savage Records

• Bowie, David (1980): Scary Monsters (And Super Creeps), RCA Records

• Bowie, David (1972): Ziggy Stardust and the Spiders, RCA Records

• Sex Pistols (1977): Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, Warner

Bros. Records

Side 26

26

8. Bilag

Bilag 1: "Changes"

Bowie, David (1971): Hunky Dory, Savage Records

Bilag 2: "God Save The Queen"

Sex Pistols (1977): Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols, Warner Bros. Records Bilag 3: "Teenage Wildlife"

Bowie, David (1980): Scary Monsters (And Super Creeps), RCA Records

Bilag 4: ”Star"

Bowie, David (1972): Ziggy Stardust and the Spiders, RCA Records