SRP om kroppen i Litteraturen i Spansk A og Dansk A

Side 1

Indholdsfortegnelse

Indledning 1

Identitetsdannelse i det senmoderne samfund 1

Normer og traditioner kontra valg og muligheder 1

Mediernes indflydelse 2

En modulering af kroppen 2

Litterær analyse og fortolkning af Maria Elena Sarmientos ”Clásico Misterio” 3

Resumé 3

Fortællerforhold 3

Sproglige og stilistiske virkemidler 4

Personkarakteristik af Elena – et menneske langt fra idealet 4

Tema 5

Litterær analyse og fortolkning af Maria Elena Sarmientos ”Anorexia” 5

Resumé 5

Fortællerforhold 6

Sproglige og stilistiske virkemidler 6

Personkarakteristik af Adriana – et menneske mellem virkelig og fantasi 7

Tema 7

Litterær analyse og fortolkning af Jesper Wung-Sungs ”De tre veninder” 8

Resumé 8

Fortællerforhold 9

Sproglige og stilistiske virkemidler 9

Personkarakteristik af Sara/ Zara 10

Tema 11

Præsentation af Mette Thomsens ”Plastic” 12

Temasammenligning af de tre noveller og ”Plastic” 13

Sammenligning af de analyserede tekster 14

Diskussion af de analyserede og fortolkede 15

Konklusion 17

Kilder 18

Resumé 18

Fortællerforhold 18

Side 2

1

Indledning

Identitetsdannelsen foregår i hele verden i et hvert menneske. Identiteten er som en klump modellervoks, der konstant formes indvendigt og udvendigt af individets omgivelser.

Hvad er det mon for nogle forudsætninger, der præger identitetsdannelsen i det senmoderne samfund, og hvilke eftervirkninger har disse forudsætninger mon på identitetsdannelsen? Gad vide, hvordan det kommer til udtryk i litteraturen, og er der mon synlige forskelle og ligheder på formidlingen i henholdsvis spansk og dansk? Hvad kan disse eventuelle ligheder og forskelle skyldes? For at få svar på disse spørgsmål, vil identitetsdannelsen i det senmoderne samfund blive undersøgt vha. en kort redegørelse. Derefter vil temaerne i Maria Elena Sarmientos to noveller, ”Clásico Misterio” og ”Anorexia” og Peter Wung-Sungs novelle, ”De tre veninder” bestemmes på baggrund af en litterær analyse af hver af de tre tekster. Disse temabestemmelser vil munde ud i henholdsvis en klarlægning af det overordnede tema samt en temasammenligning med Mette Thomsens roman, ”Plastic”. Slutteligt vil en sammenligning og diskussion af de analyserede forekomme.

Identitetsdannelse i det senmoderne samfund

Normer og traditioner kontra valg og muligheder

I det senmoderne samfund skal man i langt højere grad end tidligere skabe sin egen identitet. De tidligere eksisterende normer og traditioner er gået i opløsning. Denne opløsning har medført, at det enkelte individ i langt højere grad end tidligere selv må forme sin identitet. Denne frihed har betydet, at det senmoderne menneske konstant sættes i situationer, hvor det skal træffe valg; valg der er nok af – det senmoderne samfund bobler nemlig af muligheder. Især muligheder inden for forbrug.

Det senmoderne samfund kaldes også for kundesamfundet, hvori forbruget er blevet en kultur i sig selv; de valg, man tager har en særlig symbolsk betydning for, hvordan andre mennesker opfatter dig. Tøj, smykker, bolig, boligindretning osv. fortæller alt sammen samfundet noget om, hvem du er.

Side 3

2

Mediernes indflydelse

Medierne har stor indflydelse på, hvad de forskellige produkter symboliserer og har dermed også indflydelse på, hvordan samfundet opfatter de enkelte produkter. Det er nemlig gennem medierne, at produkterne fremvises og får sin betydning. På den måde kan man sige, at medierne har stor indflydelse på det senmoderne menneskes valg af identitet. Mediernes fremstilling af forskellige produkter har været med til at skabe tvivl, usikkerhed og uoverskuelighed, når der skal træffes et valg, for hvornår ved man, om man træffer et valg på baggrund af et inderligt ønske eller på baggrund af et ønske om at blive opfattet af samfundet på en bestemt måde? [1] Udover at medierne bærer markedsføringen af produkterne på skuldrene og dermed også har indflydelse på det senmoderne menneskes valg af identitet, så har medierne samtidig stor indflydelse på den form for identitetsdannelse, der foregår på det virtuelle plan. Mediekulturen behandler i stor stil temaet, identitet. Man kan sige, at medierne i det senmoderne samfund bruges som en platform for en del af individets identitetsdannelse. Det være sig på internettet, i magasiner og i Tv-udsendelser. På internettet findes der f.eks. sites som Facebook og diverse datingsites, hvor man selv vælger, hvordan man iscenesætter sig selv. Der findes også mere

                                                                    2
uvirkelige sites som ”Second life”, hvor man designer sin egen digitale personlighed. I fjernsynet

findes der programmer, hvor der zoomes helt ind på det private menneskes intimitet og følelser, mens resten af verden følger med på åben skærm. Ligeledes findes der udsendelser, der følger kvinder, som får fortaget skønhedsoperationer for at blive tilfredse med dem selv. I disse udsendelser er identitetsprojektet flyttet til en modellering af kroppen. [3]

Sites som ”Second life” og Tv-programmer, der zoomer ind på det private menneske, er med til at nedbryde grænsen mellem virkelighed og fiktion.

En modulering af kroppen

Ifølge kropssociolog, Mike Featherstone er ønsket om at modulere kroppen en eftervirkning af forbrugskulturen, som, der tidligere nævnt hersker i det senmoderne samfund. Mike Featherstone mener, at mennesket i det senmoderne samfund spejler egen krop i andres kroppe gennem

1

Grøn, s. 18, Nye øjne at se med

2

Langdahl, s. 276, Krydsfelt

3

Langdahl, s. 277, Krydsfelt

Side 4

3 medieindtryk – bl.a. via de reklamer, som produkterne markedsføres gennem. [4] Markedsføringen indebærer ofte høje slanke supermodeller som Naomi Campbell, Kate Moss og Claudia Schiffer, der sættes i sammenhæng med det at se godt ud eller det at have et godt liv. Når det senmoderne individ spejler sig i reklamer som disse, vil tendensen være en ændret holdning til, hvordan individet ønsker at se ud – for hvem vil ikke gerne se godt ud og have et godt liv? På den måde bliver den medieeksponerede krop til et kropsideal for det senmodernistiske individs

                5
identitetsdannelse.

Litterær analyse og fortolkning af Maria Elena Sarmientos ”Clásico

Misterio”

”Clásico Misterio” er skrevet af Maria Elena Sarmiento og er en af ud af syv noveller fra novellesamlingen, ”Cuentos del Cuerpo” fra 2010 – en novellesamling med fokus på kroppen.

Resumé

Novellen handler om Elena, der betragter sine balder. Hun har i flere år ikke set sin krop i fuld figur pga. blufærdighed, og beslutter sig nu for, at hun vil finde det store spejl frem, så hun kan se sig i fuld figur. Beslutningen træffer hun, fordi hun vil vide, hvad der gør hende værdig til en som Gustavo, der mener, at balderne er essensen for feminin skønhed.

Efter at have hentet det store spejl frem bøjer Elena sig fremover for at få et bedre udsyn. Fra denne vinkel får Elena øje på den sande skat, og retter sig derefter op uden at slippe synet fra kroppen.

Novellen slutter med, at Adriana beslutter sig for ikke at gifte sig med Gustavo, da hun er kommet frem til, han kun elskede hende for hendes penge.

Fortællerforhold

Clásico Misterio er fortalt med en alvidende implicit fortæller, der kender til hovedpersonen, Elenas baggrund og tanker: ”Años de pudor la habían mantenido conocedora solamente de las

4

Bundgård, s 63, Sociologisk SET

5

Bundgård, s - Sociologisk SET

Side 5

4 partes más visibles de ella misma.” (l. 16-17) Det, at fortælleren ”kender” Elena, gør, at modtageren hurtigt får et indtryk af, at Elena er en person, der har et anstrengt forhold til sin krop. Desuden kender den alvidende fortæller til Gustavos og andres meninger om den feminine skønhed: ”Para Gustavo, ese era el punto medular de la belleza femenina, igual que para muchos otros”. (l.31-32) Det at den alvidende fortæller ved dette, gør, at man som læser kan forstå, hvad det er for et pres, som Elena står overfor.

Sproglige og stilistiske virkemidler

Maria Elena Sarmientos ”Clásico Misterio” indeholder mange sproglige virkemidler som symboler, sammenligninger og metaforer, der alle sammen beskriver Elenas krop på forskellig vis som dette citat, der både indeholder sammenligninger og en enkelt metafor:

”Su cintura era un tendedero invisible del cual colgaba una almohada hilvanada al cuentro cuyas plumas se aglutinaban en el fondo, formando dos olanes. De ahí partian dos cojines más pequeños, parientes más desarrollados de los alfileteros” (l. 26-30)

Man får her et klart billede af en stor kvinde uden talje og to store blævrende balder.

Maria Elena Sarmientos brug af metaforer, gør det svært for læseren fuldkommen at forstå, hvad der er den nøjagtige grund til, at Elena ikke ønsker at gifte sig med Gustavo: ”Elena tuvo que agacharse. Al hacerlo, los cojines se separaron dejando al descubierto el Cañon del Sumidero visto desde las alturas, el arcano mayor, el verdadero tesoro que guardaban los miembros de la legendaria cofradía.” (l. 39-43) Det kan dog ud fra ovenstående citat tolkes, at det er fordi, at hun, efter at have studeret sin krop i spejlet, opdager, at det ikke er pga. af balderne og dermed pga.

hendes feminine guddommelighed, at Gustavo vil giftes, men pga. hendes kvindelige kønsorgan

(pengene/skatkammeret), som altså skjules (bevogtes) af balderne (medlemmerne af det

legendariske broderskab).

Personkarakteristik af Elena – et menneske langt fra idealet

Elena er ikke en kopi af det perfekte kropsideal med små baller. Gustavo, hendes kæreste, ser små numser som værende det vigtigste for at leve op til idealet om perfektion, som ophøjer kvinden til det guddommelige. Netop derfor bryder Elena sig ikke om sin krop – og specielt ikke sine balder.

Hun afskyer dem i sådan en grad, at hun beskylder disse for at være mysteriet bag, at hun endnu er jomfru: ”Su verticalidad no le permitía ver la base de las nalgas. Es como se hibieran sido

Side 6

5 deseñadas para intituirun misterio y perpetuar el recato. (l. 36-38) I overført betydning mener hun altså, at hendes balder er så frastødende, at ingen vil have lyst til gå i seng med hende.

Tema

Temaet i ”Clásico Mysterio” karakteriseres bl.a. gennem fortællerforholdet, hvor man bliver klar over, at Elena har et anstrengt forhold til sin krop, og at dette forhold er opstået på baggrund af, at hun ser, at hun ikke lever op til kropsidealet med små baller. På baggrund af de sproglige metaforer forstår man, hvad der ligger til grund for, at hendes krop ikke lever op til kropsidealet om en lille bagdel. Elenas dårlige selvværd er betinget af hendes kropsfigur, der ikke lever op til kropsidealet. Denne stræben efter at leve op til kropsidealet, genspejles i det senmoderne samfund, hvor der ligeledes hersker en stræben efter at leve op til de perfekte idealer, der iscenesættes i samfundet. De sproglige virkemidler, fortællerforholdet og personkarakteristikken peger på et tema omhandlende, hvordan mennesket oplever sin krop i forholdt til idealet.

Litterær analyse og fortolkning af María Elena Sarmientos novelle,

”Anorexia”

Den spanske novelle, ”Anorexia” stammer fra María Elena Sarmientos novellesamling, ”Cuentos de Cuerpo” fra 2010. Novellesamlingen består af syv noveller, der alle omhandler kroppen.

Resumé

”Anorexia” starter med en kronologisk beskrivelse af hovedpersonen, Adrianas rituelle betragtning af sit spejlbillede. I denne beskrivelse er der flettet en kort bemærkning ind om Adrianas store bardomsfrygt om, at en kok ville se hendes store lår og spise dem. Derefter starter en uddybelse af den rituelle handling, hvor Adriana iagttager sit ansigt ned til mindste detalje.

Pludselig mens hun står der og betragter sig selv i spejlet, sker en forandring: Hendes ansigt ændrer form, og hun bemærker, at hun mangler de forreste tænder i overmunden og at huden, som hun ser i spejlet, er meget mørkere end hendes egen, har hvide pletter og hænger på siderne.

Senere, da hun løfter blikket, bemærker hun, at der vokser hornlignende forlængelser frem i panden. Hun bemærker desuden, at hendes hænder er forvandlet til hovlignende masser.

Adrianas barndomsfrygt er altså så småt ved at gå i opfyldelse – nu mangler hun blot at blive spist af kokken.

Side 7

6

Fortællerforhold

Der er tale om en alvidende implicit fortæller, der kender til Adrianas baggrund, hvilket giver modtageren en mulighed for at komme på tæt ind på Adriana: ”Su ritual matutino empieza por el cabello en estricto orden descendente y culmina siempre en el horror de los muslos gordos”. (l.1-3) Fortælleren ved altså, at Adrianas handlinger er rituelle, og at det ikke blot er en enkeltdagshandling. Denne alviden fra fortælleren giver modtageren et hint om, at Adriana er en pige, der ikke er har det godt med sin krop.

Den alvidende implicitte fortæller viser sig i denne novelle at have tendens til at være en upålidelig fortæller, i og med at fortælleren lader som om, at den beskriver en virkelig hændelse, selvom forvandlingen blot er Adrianas psykisk betingede vrangforestillinger: “Donde debería estar su mano derecha sólo encuentra una masa compacta que parece pezuña. Sus terrores de infancia la alcanzan, se ha convertido en una vaca, sólo es cuestión de tiempo el llegar a manos del cocinero.”

(l. 29-33) Et menneske der forvandles til en ko, kan umuligt være opstået i virkeligheden. Man kan sige, at fortælleren provokerer Adriana, da han får hendes drøm til at gå i opfyldelse ved at gengive hendes vrangforestillinger som virkelige hændelser. Denne provokation får fortælleren til at fremstå usolidarisk, idet han pludselig skifter gear fra at fortælle troværdigt om Adrianas bedrifter til pludselig at fremstille Adriana som vaskeægte ko.

Sproglige og stilistiske virkemidler

I ”Anorexia” er der en overvejende brug af bevægelsesverber, hvilket sætter fokus på kroppens bevægelser helt ned til mindste detalje: ”Se inclina tanto que sus manos apoyan fácilmente sobre el piso, pero no se alcanza a ver los muslos”. (l. 26-27) De mange verber gør, at det er nemt at forestille sig, hvilke positioner kroppen står i foran spejlet.

Går man på jagt i novellen efter semantiske felter, vil verber, som har noget at gøre med det at se, springe i øjnene – specielt i novellens anslag, hvor der benyttes forskellige verber for det at se:

”Adriana se inspecciona en el espejo”; ”Jamás llega a supervisarse los pies”; ”Se observar la cara”.

(l. 1, 5 og 6) Verber som disse er med til at forstærke handlingen – Adriana ser ikke blot på sig selv i spejlet – hun er stærkt optaget af sit spejlbillede. De forstærkede ”se-ord” giver modtageren en opfattelse af, at Adriana er meget optaget af sit spejlbillede. De mange verber giver samtidig teksten en høj aktivitet, da der konstant sker en ny bevægelse. De mange verber gør teksten til en berettende tekst, hvor der hverken er gjort brug af mange tillægsord eller specifikke ord.

Side 8

7

Personkarakteristik af Adriana – et menneske mellem virkelighed og fantasi

Adriana er et godt eksempel på et senmoderne menneske, hvor ønsket om at ommodulere sin krop samt ønsket om at blive opfattet på en bestemt måde er i fokus under identitetsdannelsen.

At bedømme ud fra Adrianas adfærd og handlinger, er det tydeligt, at der hersker en identitetsproblematik, som er stærkt forbundet til hendes forhold til kroppen. Når Adriana betragter sig i spejlet, ser hun store lår samt en krop, der forvandles til en kos, men den krop, som Adriana ser i spejlet, er ikke lig den krop, som andre ser: “ Sonríe levemente para contrarrestar el apodo de "trompuda" que le adjudicaban sus hermanos por los corajes que hacía cuando alguien le llamaba flaca.” (l. 10-12) Adriana er altså splittet mellem virkelighed (det som andre ser) og fantasi

(det som Adriana ser i spejlet). Spejlet bliver dermed et symbol på fantasien. Der er dog et sammenligneligt træk mellem Adriana og koen. Køer er kendt for at være drøvtyggere, når de tygger på det samme græs igen og igen, hvilket er det samme, Adriana gør, når hun tygger på tyggegummi, der endda er grønt og har smag af græs.

Forvandlingen af Adrianas krop er blot associationer – de mange rituelle studier af kroppen foran spejlet har ført til et overdrevent surrealistisk syn på kroppen: ”Alarmada, se mira el cuerpo. La piel está mucho más oscura que la suya.” (l. 19-20) Det, som hun ser i spejlet, er altså ikke hende.

Problemet er bare, at hun ikke selv ved det. Adriana er ikke i stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi. Hun har manipuleret med sig selv foran spejlet i så stort et omfang, at hun ikke kan vende tilbage til virkeligheden: ”No se puede volver a incorporar. Donde debería estar su mano derecha sólo encuentra una masa compacta que parece pezuña” (l. 29-31).

Udover splittelsen mellem virkelighed og fantasi foregår der også en splittelse mellem krop og sjæl i og med, at Adriana fremtvinger et smil for at modvirke brødrenes øgenavn, Tromtuda (surmule).

Smilet er altså ikke et naturligt smil. Det at smilet er fremtvunget for opnå et bestemt udtryk og dermed en bestemt opfattelse udefra, siger noget om, at Adriana tænker over, hvordan hendes omverden opfatter hende.

Tema

Det kan undre læseren, hvordan et menneske kan forvandles til en ko. Maria Elana Sarmiento beskriver i ”Anorexia” gennem en vekslen af pålidelig og upålidelig fortæller et senmoderne menneske, der er fanget mellem fantasi og virkelighed. Med den surrealistiske forvandling fra menneske til ko, overskrider novellen forventningen til en realistisk tekst. Når grænsen mellem det

Side 9

8 virkelige og uvirkelige udviskes, opstår der en undren, som går på, hvad der virkelig er sket. I samme fortælling beskriver Maria Elena Sarmiento et senmoderne menneske, der er utrolig optaget af sit spejlbillede, hvilket kommer til udtryk gennem den alvidende fortæller, ord der forstærker Adrianas handlinger og gennem surrealistiske associationer.

Det særlige fokus på virkelighedstemaet inden for identitetsdannelsen i ”Anorexia”, kan spejles i identitetsdannelsen i senmoderne samfund, hvor barriererne mellem virkelighed og fantasi er udtværede. Hovedpersonens overdrevne optagethed af spejlbilledet og ønsket om at se anderledes ud, efterlader desuden et tema om kropsfiksering.

Litterær analyse og fortolkning af Jesper Wung-Sungs novelle, ”De tre veninder”

”De tre veninder” er skrevet af forfatteren, Jesper Wung-Sung. Novellen er udgivet i 2000 i sammenhæng med novellesamlingen, ”Og haver klapper”. Novellesamlingen består af 21 noveller, der alle omhandler det at være – eller ville være anderledes. ”Og havet klapper” er beskrevet af

anmelder, Frits Andersen i Weekendavisen d.3/11-2000 som værende ”medierealisme”^{6}

Resumé

”De tre veninder” starter in medias res, hvor hovedpersonen Sara kaster chokoladestykker op, ser sig omhyggeligt i spejlet, hopper op og ned og går ind i stuen igen. Inde i stuen står et nyt stykke kage, som hun ender med at gemme i lommen.

Sara snakker med sin mormor og fortæller, at hun har fået tre veninder ved navn, Kate, Claudia og Naomi.

Senere går Sara hen mod stationen. Pludselig ud af det blå fortælles der om tre næsten gennemsigtige veninder, der sammen er ude at gå en tur, hvor de møder en mand, der har tre sønner. Derefter vender novellen tilbage til Sara, der får øje på en pige i en sandkasse. Sara sætter sig ned til den lille pige, som hun i øvrigt deler navn med. Hun fortæller den lille Zara en historie om tre meget tynde veninder, Kate, Claudia og Naomi, og stiller hende et spørgsmål, som hun skal svare rigtigt på. Gør hun det, må hun få det kage, som Sara tidligere gemte i lommen, men den lille

6

http://www.wungsung.dk/Og%20havet(anm).htm

Side 10

9

Zara svarer forkert og Sara smider kagen ned i sandet, hvorefter hun fortæller endnu en historie, der ender med, at den lille Zara bliver spist af en ond heks.

Fortællerforhold

”De tre veninder” er skrevet med en ydre implicit synsvinkel: Fortælleren optræder ikke i novellen, og man kommer ikke ind i personernes tanker, hvilket skaber et distanceret forhold mellem læseren og Sara samt de problemer, hun slås med. Dog findes der et enkelt sted i novellen, hvor synsvinklen skifter til indre: ”Hun havde lyst til at tage pinden og stikke til hende, stikke hul på hende, skære i hende.” (s. 17, l. 18-19) Her bliver man klar over, hvordan Sara føler det, da hun ser den lille Zara.

Fortælleren svinger mellem værende troværdig og utroværdig: Fra tekstens anslag, hvor Sara kaster op og frem til, da hun krydser parken, er novellen fortalt med en troværdig fortæller.

Derefter begynder drømmende træk at tage over: ”De tre veninder gik tur sammen i det gode vejr.

Solen skinnede, og de var næsten gennemsigtige som danskvand, citronvand og cola.” (s. 17, l 1-2) Dette er blot Saras tanker eller dagdrømmerier, der fortælles af fortælleren; dermed ikke sagt, at der er tale om en indre synsvinkel; Jesper Wung-Sung har nemlig ladet fortælleren fortælle det som om, at det foregår i virkeligheden. Fortælleren prøver altså på, at bilde læseren ind, at der sker noget, der reelt ikke sker, og dermed forekommer fortælleren utroværdig. Episoden med den lille pige, Zara, er også fortalt af en utroværdig fortæller og er altså ikke en virkelig hændelse.

Grunden til, at episoden med den lille Zara også fortælles af fortælleren som en reel hændelse, er, at Peter Wung-Sung prøver at vise, at Sara tager afstand fra den lille pige. I virkeligheden er hændelsen også blot noget, der foregår inde i Saras tanker.

Sproglige og stilistiske virkemidler

Novellens sprog og stil bærer tydeligt præg af et eventyrligt univers med billedsprog, modsætninger, eventyrfigurer og magiske tal. Der findes endda et sted i novellen, hvor handlingen er som taget ud af eventyret, ”Hans og Grete”:

”Heksen gemte dem i et stort bur, der lå ved siden af hendes hus. Når hun blev sulten, gik hun ud for at mærke om de var blevet tykke nok. Hun mærkede armene, og på benene, og maven, og halsen. Men de tre veninder var stadig lige tynde, og til sidst slap

Side 11

10 de fri – men alle de andre blev spist. Alle de tykke børn blev spist af heksen.” (s. 17, l.

41-43)

Denne allusion giver teksten en genkendelig stemme. Allusionen fungerer samtidig som et argument for Sara om, at hun har ret i, at det er bedre at være tynd end tyk. Man kan sige, at Sara

(mis)bruger eventyret til at skabe sit eget budskab.

Ser man på semantikken i novellen, vil man også kunne finde en del eventyrtræk: ”Så var der en mand, der havde tre sønner – den ene var fladere end den anden”; ”Der var engang tre veninder.”; ”…prinsen…”; ”…ond heks…”. (s.17, l. 2-3, 24-25, 29 og 41) Disse eventyrtræk opstår alle i den del af novellen, som er fiktiv, og de er altså med til at understrege, at der blot er tale om associationer. Man vil også kunne se et semantisk skema, der vedrører kroppen og mad:

”…chokoladestykker…”; ”…kirsebær i flødeskummet…”; ”…danskvand, citronvand og cola.”; ”…den ene fladere end den anden…”, ”popcorn”; ”…lagkagestykket…” ; ”den første var så tynd, at vinden spillede musik på hendes ribben.” ”Hun mærkede dem på armene, og på benene, og maven, og halsen.” (s. 16, l. 1 og 8-9 samt s. 17. l. 1, 4, 20,

26 og 43.)

Dette semantiske skema markerer, at netop kroppen og mad er to ting, der fylder meget i hovedet på Sara. De usunde fødevaresubstantiver blandet med beskrivelserne af de tynde kroppe virker som modsætninger, der mødes – akkurat ligesom det sker i eventyr.

Det meget malende sprog kommer allerede til udtryk i første linje: ”Det gik ned som et isbjerg der kælvede, men små chokoladestykker blev bagefter flydende i overfladen som vraggods.” (s. 16, l 1-2) Denne sammenligning får brækscenen til at fremstå både smuk og ulækker, hvilket skaber en kontrast. Måske en kontrast der også findes i Sara efter opkastningen – en kontrast af glæde (det smukke) over at slippe af med den dårlige samvittighed og væmmelse (det ulækre) over at se bræk.

De tre veninder, Claudia, Naomi og Kate er allusioner, der henviser til supermodellerne Claudia Schiffer, Naomi Campbell og Kate Moss – tre supermodeller fra det senmoderne samfund.

Personkarakteristik af Sarah/Zara

Sara er som revet ud af det senmoderne samfund. Hun ser ligesom mange andre unge op til de skønhedsidealer, der glimter i medierne. Saras skønhedsidealer er de åleslanke supermodeller,

Side 12

11

Kate Moss, Naomi Campbell og Claudia Schiffer. Det er tydeligt, at Sara ser de tre modeller som noget positivt. Hver gang de beskrives, er det i sammenhæng med noget positivt som f.eks.

solskin, musik og naturens blade. I Saras verden er de tre supermodeller ikke blot idealer, men

veninder: ”Og har du fundet dig nogle veninder. /Ja. /Hvad er de for nogle? /De hedder Kate,

Claudia og Naomi.” (s. 1., l. 15-18) Det at Sara fortæller, at de tre idealer er hendes veninder, siger noget om, at Sara er meget ensom og ikke har nogen relationer til nogen unge mennesker.

Samtidig siger det noget om, at Sara prøver at leve op til mormorens indirekte forventning om, at hun har fået nogle veninder. ”På toppen af tinden sad et kirsebær fast i flødeskummet. Dér sad hun” (s. 16, l. 8-9) Dette citat illustrerer meget godt, hvordan Sara føler, når hun sidder der sammen med sin mormor: Hun føler, at hun ligesom kirsebærret sidder fast i flødeskummet af mormorens forventende spørgsmål.

Tankerne om mad og kroppen er ikke de eneste tanker, der plager Sara. Hun plages også af tanker fra barndommen. Tanker om en lille ensom Zara, der leger i sandkassen med snot om næsen. Det er tydeligt, at Sara tager afstand til sit barndomsvæsen i og med, at hun ser den lille Zara som en hel anden person og ikke som en del af sig selv. Det er bemærkelsesværdigt, at Sara gang på gang vil gøre den lille Zara ondt: ”Hun havde lyst til at tage pinden og stikke til hende. Stikke hul på hende, skære i hende.” (s. 17, l. 18-19) Derudover skubber hun kagen ned i sandet, taler ondskabsfuldt til hende og lader hende blive spist i eventyret. Disse ondskabsgerninger markerer, at Sara i virkeligheden har et dybt had til sig selv, da den lille Zara er en del af hende i og med, at man ikke kan fralægge sig sin barndom. Sara har lyst til at udslette sin barndom og glemme det, der gør ondt. Noget tyder på, at Sara i sin barndom var overvægtig: ”Alle de tykke børn blev spist af heksen. Hun pegede på hende. Du blev spist af heksen!” (s. 18, l. 2-4). Det, at Sara var overvægtig som barn og folk måske talte ondt til hende, som Sara selv gør det i sine tanker, kan være årsagen til hendes tanker omhandlende mad og krop.

Tema

Peter Wung-Sung benytter sig af forskellige virkemidler for at fremhæve novellens tema. Han benytter sig bl.a. af stilistiske virkemidler som allusioner, der illustrerer, at hovedpersonen, Sara, er stærkt draget af det slanke kropsideal, og at hun bestemt frastøder det modsatte. Denne optagethed har ført Sara til en videre optagelse af mad samt associationer om tynde og flade kroppe, hvilket kan konkluderes ud fra novellens semantik. Derudover peger

Side 13

12 personkarakteristikken på, at Sara som barn var ensom og overvægtig, og derfor kan Saras kropsfiksering også tage udgangspunkt i et ønske om at lægge barndommens minder bag sig.

Peter Wung-Sung benytter sig også af en vekslen mellem troværdig og utroværdig fortæller, der understreger Saras ønske om at udviske fortiden samt de høje tanker, Sara har om hendes slanke kropsidealer. Det semantiske skema indeholdende eventyrtræk understreger, at der blot er tale om drømme og associationer.

De stilistiske virkemidler, fortællerforholdet samt personkarakteristikken mægler om et kropsligt tema om, hvordan mennesket oplever sin krop i forholdt til mediernes fremstillede kropsidealer samt ønsket om at lave om på kroppen og se anderledes ud. Derudover peger

fortællersynsvinklen og stilistiske virkemidler på et virkeligheds/fantasi-tema.

Præsentation af Mette Thomsens roman, ”Plastic”

”Plastic” er en roman på 129 sider skrevet af Mette Thomsen i 1995.

”Plastic” handler om den unge Mona, som lever et liv, der er stærkt påvirket af medierne. Hun forsøger ihærdigt at leve op til de idealer, hun ser i medierne og bruger alle sine penge på plastikoperationer. Derudover spiser hun kun flydende madvarer, og kan finde på at kaste mad op, hvis hun får dårlig samvittighed. På trods af de mange plastikoperationer er Mona ikke i stand til at blive tilfreds med sin krop: Hver gang hun har afsluttet en operation, er hun parat til at få foretaget et nyt indgreb.

Mona lever for højdepunkterne, og hun overvejer nøje, hvad hun foretager sig og undgår tilfældigheder. Det er vigtigt for hende, at andre får det helt rigtige visuelle indtryk af hende.

Mona afskyr en hver form for aktivitet, der indebærer følelser, derfor er hun på jagt efter en mand, der har det på samme måde som hende – en mand som hun kan have et syntetisk forhold til. Dette lykkedes hende, da hun støder på Magnus Nemo på en café.

Ved siden af Mona bor Vera. Vera er Monas modsætning både mht. udseende og væremåde.

Mona gør alt for at undvige Vera, og det ender også med, at Mona slår Vera ihjel. Vera bliver af fortælleren fremstillet som værende en rigtig person, men i virkeligheden er Vera og Mona samme person. Vera kan symboliseres som Monas underbevidste dyriske sider, der konstant prøver at indtage en plads i Monas liv.

Side 14

13

Romanen ender med, at Mona får det hvide snit hvorefter hun ender lykkeligt på gaden som posedame med svampet hud og fedtet hår.

Temasammenligning af de tre noveller og ”Plastic”

I ”Anorexia” har hovedpersonen, Adriana, ligesom hovedpersonen, Mona i ”Plastic” en overdreven optagethed af kroppens udseende. Ingen af dem er tilfredse med den krop, som de bor i. For at få bod på utilfredsheden med kroppen, sulter Adriana sig selv og lever mest af alt af tyggegummi, mens Mona både får plasticoperationer og har en spiseforstyrret adfærd, hvor hun kun spiser mad, der er flydende og kaster op, hvis hun får noget indenbords, der ikke passer ind i hendes livsstil.

Udover den fælles utilfredshed over kroppens udseende, rummer begge hovedpersoner vrangforestillinger. Mens Adrianas vrangforestillinger handler om det, hun ser i spejlet, er Monas vrangforestillinger baseret på hendes livsopfattelse. Begge hovedpersonernes vrangforestillinger fører teksterne hen på et plan, der spænder mellem virkelighed og fantasi.

I ”De tre veninder” prøver Sara ligesom Mona ihærdigt at leve op til sine kropsidealer, som i modsætning til Monas Barbie dukkeideal, er levende eksemplarer. De to hovedpersoner er begge dybt påvirket af medieverdenen, der fremstiller det perfekte liv og krop. For at leve op til idealerne foretager de sig drastiske handlinger – de har begge en tendens til at kaste mad op, mens Mona går et ekstra skridt ved også at få foretaget diverse plastikoperationer.

Både Mona og Sara ser sig selv som værende to forskellige personer, hvoraf den ene person ikke er en del af dem. Mens Mona afskyer sin dyriske side, afskyer Sara sin barndom. De formår begge i løbet af fortællingerne, at slippe af med den side, de afskyer. Mens Sara lader sin barndomsside blive spist af den onde heks, kvæler Mona selv sin dyriske side.

Splittetheden fører i begge tekster til et univers, der spænder mellem virkelig og fantasi.

”Clásico Mysterio’s” hovedperson, Elena adskiller sig fra de andre teksters hovedpersoner på den måde, at Elena ikke gør drastiske ting for at gøre bod på det billede, hun ser i spejlet. Men ligesom hovedpersonen i ”De tre veninder” og ”Plastic”, sammenligner Elena sig med et kropsideal.

Elenas forhold til Gustavo er ligesom Monas forhold til Magnus Nemo bygget på noget falskt.

Mens Elena finder ud af, at Gustavo blot værdsætter hendes krop for at få del i hendes skatte

(kønsorganer), er Mona og Magnus sammen, fordi de ser godt ud sammen. De to hovedpersoner

Side 15

14 adskiller sig fra hinanden i og med, at Elena finder sig ikke i den falske tilgang og beslutter, at hun ikke vil giftes med Gustavo, mens Mona og Magnus forhold er uforgængeligt pga. det syntetiske og konserverede forhold, de har til hinanden.

Utilfredsheden over kroppen, vrangforestillinger samt stræben efter at leve op til kropsidealet udleder et overordnet fælles tema: Identitetsdannelsen i det senmoderne samfund.

Sammenligning af de analyserede tekster

Alle tre noveller rummer samme tema – identitetsdannelse. Et tema der kommer til udtryk på baggrund af forskellige virkemidler: I både ”Anorexia” og ”Clásico Misterio” benytter Maria Elena Sarmiento sig af en alvidende implicit fortæller, der er med til at give modtageren en mulighed for at komme tæt på hovedpersonernes tankegang. Peter Wung-Sung har derimod i ”De tre veninder” valgt at benytte sig af en ydre implicit fortæller, der er med til at skabe distanceret forhold mellem modtageren og hovedpersonen samt dennes problemer.

Et fælles træk i ”Anorexia” og ”De tre veninder” er, at forfatterne har benyttet sig af en fortæller, der skifter fra troværdig til utroværdig, hvilket i begge noveller er brugt til at understrege hovedpersonernes vrangforestillinger. I ”Clásico Misterio” hvor Maria Elena Sarmiento ikke har benyttet sig af en utroværdig fortæller, er man klar over, at det, som Elena ser i spejlet, er ganske realistisk.

Sprogligt er der visse forskelle og ligheder blandt de tre noveller. Alle tre noveller indeholder billedsprog, der spænder over symboler, metaforer og sammenligninger. Mens det i ”De tre veninder” og ”Anorexia” er med til at understrege den surrealistiske stemning, understreger det i ”Clásico Misterio” nærmere hovedpersonens udseende.

Også rent stilistisk findes der forskelle og ligheder blandt de tre noveller. I ”Anorexia” er der brugt mange se- og bevægelsesverber, der sætter fokus på kroppens bevægelser og gør det nemt for modtageren at forestille sig, hvad hovedpersonen laver. I ”De tre veninder” er der ligesom i ”Anorexia” benyttet sådanne gentagelser – ”semantiske felter” i form af eventyr-, mad- og kropsord, der er med til at understrege hovedpersonens optagethed af disse ting. Derudover er der er ”De tre veninder” brugt allusioner som henviser til henholdsvis tre supermodeller og eventyret Hans og Grete. Allusionen, der henviser til de tre supermodeller giver novellen en samfundskritisk synsvinkel. Maria Sarmiento benytter også af en samfundskritisk synsvinkel, men i

Side 16

15

hendes noveller er det dog skjult, hvem/hvad hun nøjagtig beskylder for at være grunden til

identitetsproblematikken.

Diskussion af forskelle og ligheder i de analyserede tekster

Det kan diskuteres, hvad der har forudsagt de ovenstående forskelle og ligheder i de tre noveller.

Det er her spændende, at se på, om kulturelle forskelle og ligheder mellem henholdsvis Spanien og Danmark, har haft en indflydelse på de tre novellers fokuspunkter.

Det gennemgående tema, identitetsdannelse er et tema, der har en særlig plads i det senmoderne samfund i Vesten herunder bl.a. Danmark og Spanien. Et senmoderne samfund hvor opløsningen af traditioner og normer har medført, at det enkelte individ i langt højere grad end før selv må forme sin identitet – netop denne forandring kan være grunden til, at de to forfattere har valgt netop identitetsdannelsen som det overordnede tema til deres noveller. Temaet om identitetsdannelse kan i de spanske også være påvirket af den arbejdsløshed, der hersker i Spanien i og med, at mange mennesker føler, at deres profession er med til skabe grundlag for den person, de er. I det hele taget er identitetsdannelsen et emne, der har spiret i Spanien siden diktatoren, Francos død i 1975. Når en diktator dør, opdager mennesket pludselig alle de ting, der er at tage stilling til. Mange ting der ikke tidligere var lovlige at trykke og vise i medierne, bliver pludselig synlige. Dette kan være med til at skabe et vakkelvornt grundlag for identitetsdannelsen, og dermed kan der altså opstå en problematik i forbindelse med denne – bl.a. en problematik om, hvordan man skal se ud, opføre sig osv.

Man kan ligeledes diskutere, hvorvidt fortællerforholdet har afsæt i de to forfatteres landes kulturer. Man kan argumentere for, at Maria Sarmiento benytter sig af den alvidende implicitte fortæller, fordi hun i højere grad end Jesper Wung-Sung har et behov for at belyse problemet i og med, at der i den spanske kultur efter Francos død netop hersker et ønske om ikke at lægge låg på noget. Forskellen kan dog også skyldes personlige årsager, for som Jesper Wung-Sung udtaler i et forfatterportræt, så bryder han sig ikke om litteratur, der er set oppefra af den alvidende

       7
forfatter.

7

http://www.wungsung.dk/Portraet.htm

Side 17

16

De sproglige og stilistiske virkemidler har en indflydelse på, hvordan en tekst opfattes, og det kan diskuteres, hvorfor Jesper Wung-Sung og Maria Sarmientos har valgt at benytte sig af sproglige og stilistiske virkemidler i forbindelse med et tema som identitetsdannelse. Man kan argumentere for, at de sproglige og stilistiske virkemidler er brugt af forfatterne for at skabe en distance til den i virkeligheden meget triste tilstand, som identitetsproblematikken for de tre hovedpersoner har ført til. En grund til, at forfatterne kunne ønske at skabe denne distance, kunne være, at det for læseren kan virke kvælende at få beskrivelser, der ligner den ofte hårde virkelighed meget. Det kan også være, at de sproglige og stilistiske virkemidler blot er brugt for at gøre sproget mere spændende, samt at skabe en bedre forståelse for tematikken.

Jesper Wung-Sung benytter sig af allusionen, der henviser til de tre supermodeller Naomi Campbell, Kate Moss og Claudia Schiffer. Denne allusion skaber en samfundskritisk vinkel på det senmoderne samfund, hvor der i medierne fremstilles kropsidealer, som langt fra afspejler den gennemsnitlige menneskekrop. Man kan diskutere, hvilken virkning allusionen giver novellen i modsætning til Maria Sarmientos to noveller, hvor dette virkemiddel ikke optræder. Nogen vil måske ikke opfatte allusionen og dermed heller ikke opfatte den samfundskritiske synsvinkel, og novellen vil altså komme til at virke en smule flad og uden indhold. Omvendt vil allusionen føre til en eftertanke hos den læser, der kan genkende parallellen til de tre supermodeller.

På den måde kan man sige, at der sammenlignet med Maria Sarmientos noveller, kan være den konsekvens, at samfundskritikken ikke opfattes.

Det kan være svært, at sige noget generelt om de tre noveller, der er baseret på de to landes kulturer, da der i denne opgave kun er analyseret og fortolket tre forskellige tekster, hvilket giver et forholdsvist dårligt grundlag for argumentationen. Ud fra de samfundsmæssige kriterier for identitetsdannelse, er det dog ganske sandsynligt, at temaet i de tre noveller har udspring i det senmoderne samfund. Derudover må man sige, at alt efter hvordan man forholder sig til og opfatter sproglige og stilistiske virkemidler, vil man som læser blive påvirket på enten den eller anden måde. Man bør dog som forfatter være opmærksom på den modtager, man henvender sig til og stille sig selv spørgsmålet: ”Er det en modtager der vil kunne forstå virkemidlerne?”

Side 18

17

Konklusion

Identitetsdannelsen i det senmoderne samfund er præget af en kultur, hvor normer og traditioner er i opløsning og mulighederne blomstrer på træerne. En kultur hvor medierne har stor indflydelse på markedsføringen af diverse produkter samt bestemmelsen af det perfekte kropsideal.

Derudover er medierne en platform, hvorpå du kan forme din identitet gennem medier som Facebook og diverse Tv-programmer. Denne kultur har skabt et grundlag for det senmoderne menneskes identitetsdannelse, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion er nedbrudte, hvor tvivl, usikkerhed og uoverskuelighed optræder, og hvor ønsket om at leve op til de iscenesatte idealer hersker.

De tre senmodernistiske noveller samt den senmodernistiske roman indeholder alle temaet kropsfiksering, der tager udspring i menneskets syn på kroppen i forholdt til idealet og ønsket om

at lave om på kroppen og se anderledes ud. Derudover behandles virkelig/fantasi-temaet. Disse

temaer tegner sammen det overordnede tema: Identitetsdannelse. De underordnede temaer hænger godt sammen med de forudsætninger og eftervirkninger, der præger det senmoderne samfund og altså dermed også det senmoderne individs identitetsdannelse.

Der findes ligheder og forskelle mellem den danske og spanske formidling af temaet. Det være sig sprogligt, fortællermæssigt og stilistisk. Det er dog ud fra opgavens analyser og fortolkninger umuligt at sige noget generelt om forskellene og lighederne mellem spansk og dansk litteratur, da der kun har været tre forskellige tekster i spil. På trods af denne notabene har det dog været muligt at finde frem til, at det er ganske sandsynligt, at temaet i de tre noveller har udspring i det senmoderne samfund, og arbejdsløsheden i Spanien kan have en yderligere påvirkning på Maria Sarmientos temavalg.

Derudover har sproget og stilistisk – uanset om der formidles på spansk eller dansk – en evne til at påvirke læseren. Som forfatter bør man dog være opmærksom på, om modtageren er i stand til at opfatte virkemidlet.

Side 19

18

Kilder

Primærlitteratur

• Bennike, Solveig m.fl.: Faglige forbindelser i dansk. Antologi. Dansklærerforeningen 2005

• Bennike, Solveig m.fl.: Faglige forbindelser, Sprog, litteratur og film. Side 16-19. 1. udg.

Dansklærerforeningens forlag, 2005.

(Kopi af novelle vedlagt som bilag)

• Sarmiento, Maria Elena: Cuentos del Cuerpo. Side 9-10 og 14-15. 1. udg. Círculo de

Palabras, 2010. Internetadresse: http://www.felou.com/libros/cuerpo.html - Besøgt d.

(Kopi af noveller vedlagt som bilag)

• Thomsen, Mette: Plastic. 129 sider. 3. Udg, 7. Oplag, 1995

Sekundærlitteratur

• Bundgård, Maria Bruun m.fl.: Sociologisk SET , En grundbog i sociologi .

Side 61-64. 1. udg. Systeme, 2009.

• Grøn , Rasmus og Stine Johannesen: Nye øjne at se med , Virkelighedstemaet i ny dansk litteratur. Side 16-20. 1. udg. Dansklærerforeningens forlag, 2006.

• Langdahl, Berit m.fl.: Krydsfelt, Grundbog i dansk. Side 276-277. 1. udg. Gyldendal, 2010.

Internethenvisninger

• Jesper Wung-Sung: Anmeldelser af \"Og havet klapper\". Udgivet af Ukendt .

Internetadresse: http://www.wungsung.dk/Og%20havet(anm).htm - Besøgt d.

(Internet)

• Textanalyse: Fortællerforhold. Udgivet af Jørn Ingemann Knudsen. Internetadresse:

http://textanalyse.systime.dk/index.php?id=510 - Besøgt d. (Internet)