SRP om Politisk Kommunikation i Dansk A og Samfundsfag

Side 1

Studieretningsprojekt

Politisk kommunikation

Side 2

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

1 af 21

Politisk kommunikation

Indholdsfortegnelse

Indledning ........................................................................................................................................................ 2 Redegørelse

1.1 Luhmanns systemteori ................................................................................................................................ 3

1.2 Kommunikation i det senmoderne samfund ifølge Luhmann ..................................................................... 4

1.3 Massemedierne i det senmoderne samfund ifølge Luhmann..................................................................... 4 Analyse

2.1a Diskursanalyse af: ”Giv os Danmark tilbage” af Pia Kjærsgaard ............................................................... 6

2.1b Kobling til ideologi ................................................................................................................................. 9

2.2a Diskursanalyse af: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” af Margrethe Vestager ...................... 11

2.2b Kobling til ideologi ............................................................................................................................... 13

2.3 Liberalismen er også en livsanskuelse af Charles Taylor ........................................................................... 14 Vurdering

3.1 Niklas Luhmann versus Jürgen Habermas: kommunikation og massemediers funktion i det senmoderne samfund ........................................................................................................................................................... 15

3.2 Politiske diskurser og massemediernes funktion i forhold til skabelsen af samfundet ............................ 16 Konklusion ....................................................................................................................................................... 20 Litteraturliste ................................................................................................................................................... 21 Bilag A, B og C følger herefter

Side 3

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

2 af 21

Indledning

Som borgere i det senmoderne samfund, der er præget er globalisering, medialisering og elektronisk udvikling med lynets hast, bliver vi bombarderet med meninger, informationer og påstande i et omfang, som ingen har en jordisk chance for at overskue. Kommunikation i dag er ikke bare ansigt-til-ansigt-kommunikation og medieret kommunikation – det er i høj grad også massemedieret kommunikation, der i sin grundsubstans er kendetegnet ved, at der kommunikeres et budskab fra én kilde ud til mange, uden at de mange reelt har mulighed for at kommunikere tilbage.

Formålet med denne opgave er at undersøge, hvordan politiske diskurser og massemediernes kommunikation er med til at skabe samfundet. For opgavens analysedel betyder det, at der hovedsagligt fokuseres på retorik, i stedet for f.eks. talens opbygning i forhold til den klassiske opbygning, Dispositio. Idet politik i sin kerne reelt kun er en konflikt om fortolkninger af fænomener i virkeligheden kunne man forestille sig, at det måske er massemediernes rolle, der er afgørende for skabelsen af samfundet. Men det faktum, at politikerne bruger massemedierne særdeles flittigt og taktisk klogt i kampen om vælgertilslutning, er måske den væsentligste problemstilling, som denne opgave behandler.

I redegørelsen behandles Niklas Luhmanns systemteori såvel som hans teori om kommunikation og massemedier. Dette vil derefter kobles til de emner, som opgaven behandler.

I analysen behandles talerne: ”Giv os Danmark tilbage”(2008) af Pia Kjærsgaard og talen: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”(2007) af Margrethe Vestager via diskursanalyse, hvorefter der findes træk i talerne, der kan kobles til ideologier.

I opgavens sidste del sættes Niklas Luhmanns teorier i forhold til Jürgen Habermas’ for at opnå et mere nuanceret perspektiv. Herefter vurderes og diskuteres det, hvordan politiske diskurser og massemediernes kommunikation er med til at skabe samfundet.

Side 4

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

3 af 21

1.1 Luhmanns systemteori

Ifølge Luhmann består samfundet, som er et socialt system, ikke af mennesker, men af kommunikation, fordi mennesket ikke er autopoietisk: ”Mennesker kan ikke kommunikere, ikke engang hjerner kan kommunikere, ikke engang bevidstheden kan kommunikere. Kun

kommunikationen kan kommunikere.”^{1} ”Sociale systemer består af kommunikation og intet andet

end kommunikation; de eksisterer som kommunikation og de reproducerer sig selv som

kommunikation.”^{2} Det vil altså sige, at kun kommunikationer kan kommunikere – mennesker kan

ikke.

Kommunikation skaber et såkaldt selvreferentielt system, som er defineret således: ”Et system, som

                                                                    3
frembringer sine egne elementer og strukturer og udelukkende følger egne regler” . Et system er

altså defineret af grænsen mellem system og omverden. Omkring systemet findes en kompleks og kaotisk omverden, mens det indre af selve systemet er karakteriseret ved reduceret kompleksitet.

Umiddelbart mindskes subjektets betydning i denne teori, men mennesket/ subjektet danner et

grænselag, i hvilket de forskellige systemtyper mødes. Det være sig f.eks.: det psykiske system

(bevidstheden), det biologiske system (organisk liv) og det sociale system (kommunikation). Ifølge teorien er disse systemer ”operativt lukkede” og selvbestemmende.

Luhmann bruger betegnelsen system om næsten alt. Han mener, at det moderne samfund er karakteriseret ved funktionel differentiering, hvilket vil sige, at der inden for samfundets helhedssystem opererer selvstændige funktionssystemer – mest forstået som områder i samfundet.

Eksempelvis markedssystemer, sundhedssystemer, politiske systemer etc., som alle er autopoietiske

– hvilket vil sige, at de reproducerer sig selv uden egentlig påvirkning fra den komplekse omverden.

Et eksempel på dette kunne f.eks. være massemediale organisationer og nyhedsredaktioner, der mere eller mindre arbejder ’selv-skabende’, da de skal leve op til kravet om at udkomme hver dag.

Disse systemer har endvidere hver sit sprog/ kode. I markedssystemer handler det f.eks. om
rentabelt/urentabelt og i pædagogiske systemer om hensigtsmæssigt/uhensigtsmæssigt.

På grund af denne differentiering i samfundets helhedssystem ser og forstår vi verden forskelligt, og grundet den stigende globalisering og den elektroniske udvikling øges samfundets kompleksitet

1

Christian Schuldt: Luhmann for begyndere, s.53 (Fra ’Wie ist Bewusstsein an Kommunikation beteiligt?’, s. 37)

2

Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen: Klassisk og moderne samfundsteori, s. 405.

3

Christian Schuldt: Luhmann for begyndere, s.16

Side 5

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

4 af 21 konstant, hvilket betyder, at det i højere grad vil være umuligt at overskue hele samfundet eller verden i fremtiden.

1.2 Kommunikation i det senmoderne samfund ifølge Luhmann

Hvis kommunikation skal være mulig, skal der mindst være repræsenteret to psykiske systemer.

Kommunikation forekommer uafbrudt to sociale systemer imellem – det være sig via tale, mimik, gestik etc. – der afsendes altså en slags kode, som det andet system skal dechifrere.

Ifølge Luhmann består enhver kommunikation af tre komponenter: information, meddelelse og forståelse. [4] – Den såkaldte selektionsproces. Idet sociale systemer opererer med mediet mening, er hver af de tre komponenter en udvælgelse fra et område af muligheder: information udvælges, meddelelsesformen udvælges (skal det være mundtligt, skriftligt, gestik etc.), hvorefter den ønskede forståelse af samme udvælges. Når den anden part så skal dechifrere informationen, er der flere elementer, som f.eks. kulturel kontekst, og verbal kontekst, der spiller ind. Hvis ikke den modtagende part afkoder informationen korrekt efter disse elementer – eller hvis der kommunikeres noget, der ikke er i overensstemmelse den sociale sammenhæng – kan misforståelser opstå, hvilket dette teksteksempel illustrerer: ”Uanset hvad de involverede i deres respektive selvreferentielt-lukkede systemer synes om det: Kommunikationssystemet arbejder sig frem til sin egen forståelse og

            5
misforståelse.”

1.3 Massemedierne i det senmoderne samfund ifølge Luhmann

I bogen Massemediernes realitet definerer Luhmann begrebet: massemedie således: ”alle indretninger i samfundet, som ved udbredelsen af kommunikation betjener sig af tekniske midler til

                 6
mangfoldiggørelse.” Endvidere siger han om massemedierne: ”Hvad vi ved om vores samfund, ja

om den verden, vi lever i, ved vi fra massemedierne”.^{7} Det betyder, at grundlaget for langt den

største del af den politiske kommunikation i det senmoderne samfund netop er massemedierne. Det er især interessant i lyset af følgende citat om massemedierne fra samme bog: ”På den anden side ved vi også så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på dem som kilder. Vi vægrer os og har

4

Christian Schuldt: Luhmann for begyndere, s. 50

5

Christian Schuldt: Luhmann for begyndere, s. 50 (Fra ’Was ist Kommunikation?’ s. 6)

6

Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, s. 10

7

Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, s. 9

Side 6

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

5 af 21

en mistanke om manipulation… Man må forsyne al viden med tvivlens fortegn…”^{8} Grunden hertil

er samfundets øgede kompleksitet – det er blevet umuligt at overskue samfundet på grund af globaliseringen og den elektroniske udvikling, der har skabt medialiseringen.

I funktionssystemet, som massemedierne kan betegnes som, er begrebet tid mere væsentligt end i noget andet system. Dette system har også en særlig kode, som alle andre systemer, der er defineret

af differencen information/ ikke-information. Systemet sender uafbrudt information ud i samfundet

– som en monolog rettet mod en ubestemt mængde af ukendte modtagere. Når informationen er blevet til en begivenhed, så at sige, ”muterer” den til ikke-information. Denne proces, der ofte er selvforstærkende, holder samfundet vågent.

Luhmann inddeler massemedierne i tre centrale programområder: ’nyheder og reportager’,

                          9
’underholdning’ og ’reklamer’. Inden for det første område, nyheder og reportager, er aktualitet

det vigtigste. I dette programområde skal information altid iscenesættes som værende præsent, interessant og informativ – også selvom den i virkeligheden allerede har muteret til ikke-informativ.

Ifølge Luhmann udbreder massemedierne: ”uvidenhed i form af kendsgerninger, som til stadighed

må fornyes, så man ikke bemærker det.”^{10}

Personaliseringen indenfor dette programområde er særlig populær. Den muliggør udbredelsen af holdningstilkendegivelse fra f.eks. politikere, forklædt som nyheder – trods, at det reelt er en begivenhed, som slet ikke ville finde sted uden massemediernes eksistens. Via kritik og kommentarer i massemedierne bliver vigtigheden og betydningen af disse reelt ikke informative

informationer/ begivenheder pustet op. Men: ”endnu mere attraktive er konflikter: De forskyder

information om vindere og tabere til fremtiden og skaber en spænding, som har særlig stor holdbarhed… ved at koncentrere sig om de berørtes følelser og, via tilskuestillelsen af skurke, ofre og helte, sørge for opretholdelsen og reproduktionen af moral.” [11]

Grunden til, at konflikter og skandaler kan reproduceres som nyheder igen og igen, er, som før sagt, at kritik og kommentarer forlænger deres relevans som nyheder.

8

Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, s. 9

9

Christian Schuldt: Luhmann for begyndere, s. 94

10

Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, s 53

11

Christian Schuldt: Luhmann for begyndere, s 95

Side 7

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

6 af 21

Det andet område, underholdning, er reelt kun: ”en del af fritidskulturen, som er blevet betroet den

                             12
funktion at udrydde overflødig tid.”

Dette område er også selvproducerende, idet det producerer underholdning, i form af f.eks. stand-up, intim-tv etc.

Det tredje område, reklame, er det mest manipulerende. Her kan man for alvor tale om at forsyne alt med tvivlens fortegn. Den har selvfølgelig til formål at påvirke modtageren til at ville noget, den egentlig slet ikke ville. Dette område inddrager bekendte elementer fra de to første områder for at kunne fremkalde en virkning i hukommelsen.

Massemediernes beskrivelser af virkeligheden skaber altså en slags egen-realitet, som samfundet orienterer sig efter. Umiddelbart lyder det ikke af så meget, men da massemediernes rolle i det senmoderne samfund er enorm (man kan argumentere for, at medierne er en institution for sig selv) har det væsentlig betydning for selve skabelsen af samfundet som funktionssystem.

2.1a Diskursanalyse af: ”Giv os Danmark tilbage” af Pia Kjærsgaard

Denne tale, som Pia Kjærsgaard holdt ved årsmødet d. 20. september 2008, har til formål at styrke og bekræfte enigheden blandt hendes partifæller – de nominelle modtagere. I en sådan situation har afsender det forholdsvis nemt, idet vedkommende har modtageren på sin side fra starten af. Derfor er afsenderens eneste opgave at understrege den allerede herskende enighed blandt tilhørerne. Men selvfølgelig er Pia Kjærsgaard bevidst om, at hendes ytringer vil komme vidt omkring i det ganske land via massemedierne. Derfor har hun med garanti de potentielle vælgere – de intenderede modtagere – i baghovedet, når hun fremfører en sådan tale. Hun forsøger at skabe et hegemonisk forhold ved at udbrede partiets holdninger (via massemedierne), så de bliver alment accepterede i samfundet. Denne type argumentation er ikke blot typisk ved f.eks. politiske årsmøder, men også især ved demonstrationer og tilsvarende.

Starten af talen er næsten udelukkende domineret af patosappel: ”Årsmødets tema er i år ’Der er et yndigt land’. Det er der rigtig, rigtig mange gode grunde til. Jeg behøver i virkeligheden næppe remse dem op her i dette gode selskab, for dét er jo netop en kerne i vores fællesskab: Kærligheden

                                  13
til fædrelandet. Værne om nationalstaten”

Hun citerer endvidere sangtekster af henholdsvis H.C.

Andersen og John Mogensen i afsnit 14, samme side – og nævner Holger Danske på Kronborg. Hun

12

Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, s 96.

13

http://www.danskfolkeparti.dk/Giv_os_Danmark_tilbage_.asp Pia Kjærgaards tale ved årsmødet 2008, s. 2, afsnit

13

Side 8

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

7 af 21 starter, som sagt, talen med udtalelser, der appellerer til modtagernes patos – deres nationalfølelse, hvilket er en taktisk klog måde at fange modtagerens fokus på fra start. Videre i talen benytter hun mange simplificerende argumenter, der har til formål forenkle tilhørernes beslutningsgrundlag. Hun trækker dem i ’den rigtige retning’, så at sige, som det ses i følgende citat om EU-direktivers konsekvenser for dansk selvbestemmelse: ”Helt ærligt! Hvordan kan I forsvare det, alle jer i Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal

Alliance?”^{14} Dette argument er et simplificerende argument – nærmere bestemt et såkaldt

polariseringsargument, hvilket er typisk for politikernes kamp om vælgertilslutning. Pia Kjærsgaard

skaber en slags sort/hvid-effekt, som fremstiller Dansk Folkeparti positivt og de politiske

modstandere (eller hvad de bør kaldes, når Venstre og Konservative nævnes på lige fod med resten) særdeles negativt. Effekten forstærkes yderlige, fordi hun betvivler de politiske modstanderes kompetencedyd. Dette citat er ydermere et eksempel på etosappel, idet Pia Kjærsgaard forsørger at vinde tilslutning ved at udnytte sin egen troværdighed. Hun bruger også sproglige virkeligmidler i talen. F.eks. metaforer: ”Pølsevognen i Danmark er en del af gadebilledet. Et stykke dansk kulturhistorie. Vores spisevaner ændrer sig jo, og vi inspireres af mad fra andre lande – italiensk pizza, græsk thatziki, amerikanske burgere og kinesiske forårsruller… Variationen har givet pølsevognene konkurrence. Jeg synes, det vil være en skam, hvis pølsevognen, som vi kender den,

              15
helt forsvinder.” Dette citat er et billede på Dansk Folkepartis holdning: bevarelse af danske

værdier midt i et globaliseret samfund. Metaforen gør talen mere levende og interessant, eller som

Hans Kudzus sagde: ”Metaforer er stilens læbestift.”^{16} Endvidere er citatet et eksempel på en

patosappel, fordi Pia Kjærsgaard forsøger at appellere til tilhørernes følelser – igen: nationalfølelsen. Derudover kan det kategoriseres som et sprogligt manipulerende argument af typen overtalelsesdefinition som argument. Hun definerer det danske samfunds ’tilstand’ høfligt – men bag facaden forsøger hun at påvirke modtagerne til at indtage hendes holdning. Det er derfor

                                                                       17
en form for propaganda, hvilket følgende citat ligeledes er: ”Vi løfter i fællesskab.” Det er et

fællesskabsappellerende argument – et såkaldt identifikationsargument, som er en form for propaganda, idet der bruges ’det inkluderende vi’. Ved at bruge pronominet ’vi’ indgiver Pia Kjærsgaard tilhørerne en fornemmelse af, at de er i samme båd som hun. Det skaber en stærk fælleskabsfølelse, som dette teksteksempel er endnu et eksempel på: ”Da vi i går stod nede i

14

Ibid. s. 3, afsnit 5

15

Ibid. s. 2, afsnit 9

16

Helle-Marie Kromanne: Som de dog ka’ sige det!, side 171

Side 9

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

8 af 21 supermarkedet, oplevede vi godt nok, at den økologiske havregryn, bananerne, æggene, mælken, kødet og ikke mindst brødet er steget… Når vi kører ind på tankstationen for lige at fylde bilen op,

så ser vi mere og mere ængsteligt på standerens kronetæller.”^{18} Igen påpeger hun, at hun og

vælgerne er i samme båd. Det er derfor et identifikationsargument, der har propaganda som mål.

I talen bruger Pia Kjærsgaard en lignelse – også kendt som en parabel: ”David fik jo som bekendt

også gjort kål på Goliat.”^{19} Brugen af denne parabel skaber også en form for fællesskabsfølelse –

eftersom de danske værdier, som Dansk Folkepartis vælgere finder essentielle, mere eller mindre hænger sammen med de kristne værdier – eller kristendommen som kulturel fællesarv, som der her refereres til. Således er det ydermere en form for intertekstualitet og en allusion, fordi der refereres direkte til Biblen. Følgende citat er et eksempel på, hvordan argumentationen generelt er bygget op i talen: ”Der er ét og kun ét parti, der til stadighed, stædigt, kompromisløst og uophørligt både kan

                                                    20
og vil sikre dansk udlændingepolitik. Det er Dansk Folkeparti!”

Denne udtalelse fungerer som en overordnet påstand, hvortil følgende citat, som egentlig er et generaliseringsargument, fungerer som underordnet påstand: ”Helle Thorning-Schmidts ønsker til statens økonomi så åbenlyst og så håbløst kun peger én vej: Øget indvandring! Men det kan vel ikke undre, når hun foruden halal-hippierne hos de radikale skal basere sine magtdrømme på folkesocialister, ekskommunister og de autonomes talerør i Folketinget, Enhedslisten.” [21]

Denne påstand agerer afvisende argumenttype – her: afvis-autoritet som argument – fordi hun afviser omtaltes autoritet. Hun sætter altså spørgsmålstegn ved deres kompetencedyd. Indtil videre slynger hun bare påstande uden belæg

(postulater) ud i luften. Men følgende skal fungere som belæg for både den over- og underordnende påstand: ”Alle andre partier har andre dagsordener, andre prioriter, andre visioner for Danmark.

Kun vi står vagt om, at danskerne skal bestemme selv i deres eget land…” [22] Reelt er dette belæg ikke holdbart – det er faktisk bare endnu en påstand – men det virker som et belæg for hendes påstande, som derfor ikke længere synes at være postulater. De tre citater er endvidere

simplificerende argumenter, i form af sort/ hvid-argumenter og polariseringsargumenter, som har til

formål at forenkle modtagernes, de nominelle såvel som de intenderede, beslutningsgrundlag – bl.a.

ved at sætte spørgsmålstegn ved de politiske modstanderes kompetencedyd. Argumentet som helhed er en logosappel, idet hun forsøger at vinde tilslutning ved at appellere til modtagernes

17

http://www.danskfolkeparti.dk/Giv_os_Danmark_tilbage_.asp Pia Kjærgaards tale ved årsmødet 2008, s. 2, afsnit 1

18

Ibid. s. 3, afsnit 9

19

Ibid. s. 3, afsnit 8

20

Ibid. s. 3, afsnit 12

21

Ibid. s. 3, afsnit 11

22

Ibid. s. 3, afsnit 12

Side 10

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

9 af 21 fornuft gennem – hvad der skal synes at være – saglige og redelige argumenter med dertil hørende belæg.

Retorisk set er denne tale en ’god’ tale. Pia Kjærsgaard fanger modtagerens opmærksomhed fra start ved at appellere til deres patos, deres nationalfølelse. Herefter bruger hun utallige simplificerende og fællesskabsappellerende argumenter, der har propaganda som mål. Sine påstande underbygger hun med andre påstande, der iscenesættes som værende belæg. Hun sætter spørgsmålstegn ved sine konkurrenters kompetencedyd og bruger samtidig afvisende argumenttyper til at afvise sammes autoritet. Kort sagt: syv siders propaganda, der har både de nominelle og de intenderende modtagere som mål.

2.1b Kobling til ideologi

Pia Kjærsgaard siger om Dansk Folkepartis ideologi: ”Vi er født i den nye tid – uafhængige af gamle tiders tåbelige ismer – konservatisme, liberalisme og socialisme – hvor gamle løsninger er

svaret på nye udfordringer.”^{23} Umiddelbart findes der, i talen, træk fra alle de tre ideologier, som

hun, i det foregående citat, påstår, at de er uafhængige af. Som f.eks. her: ”Vi står fast på, at man skal tage afsæt i det, der ér, i traditioner, når man skaber nyt. Vi vil ikke skabe nyt blot for at skabe

nyt.”^{24} Dette citat er umiddelbart et udtryk for en konservativ tankegang. Ordet konservatisme

kommer af det latinske ord: conservare, der betyder at bevare. [25]

Det favner egentlig essensen i den regressive ideologi, konservatisme, udmærket. Ideologien opstod som en reaktion på liberalismen, der dannede grundlag for Den Franske Revolution i 1789. [26]

De konservative ønskede ikke de ændringer, som liberalismen introducerede dem for – de ønskede bevare tinges tilstand, som de havde været i århundreder. Ikke at ville skabe nyt for sportens skyld, så at sige, er også typisk konservatismen [27]. Og dét, at de alligevel ikke benægter, at der skal skabes nyt indimellem, går hånd

i hånd med sætningen: ”Man må forandre for at bevare.”^{28}, som også beskriver konservatismen.

Hvis man kobler dette til partiets mærkeområder, så kommer man frem til, at de videre er nationalkonservative. Følgende citat er en kritik af både liberalismen, kapitalismen og socialismen:

”… en borgerlig regering slipper aldrig af sted med at berige de rige på de dårligere stilledes bekostning. Det gør bestemt ikke noget, at velstillede får det bedre – når blot de, der har mindre,

23

Ibid. s. 5, afsnit 11

24

Ibid. s. 5, afsnit 11

25

Benny Jacobsen & Ove Outzen: Liv i Danmark. s. 47.

26

Ibid. s. 47

27

Ibid. s. 47

28

Kjeld Mazanti Sørensen: Ideologier og diskurser. s. 50

Side 11

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

10 af 21 også får det bedre. Man styrker ikke den svage ved at svække den stærke!” [29] Først kritiserer Pia

Kjærsgaard kapitalismen og liberalismen, som kan beskrives med citatet af Diogenes/ Jeremy
Bentham: ”Gå til side, så at solen kan skinne på mig.”^{30}, og er derfor mere eller mindre socialistisk

i sin udtalelse. Herefter er hun både socialistisk og liberalistisk, idet hun både siger a og b, så at

sige. Hun billiger foregående citat af Diogenes/ Jeremy Bentham, samtidig med, at hun har fokus på

samfundets dårligst stilledes forhold. Men kan derfor konkludere, at hun, i anden sætning i citatet, har et socialliberalistisk standpunkt. I den sidste sætning kritiserer hun den socialisme og dens mål: at udjævne klasseforskellene i samfundet [31] og tager derfor et liberalistisk standpunkt.

Ydermere kan man finde adskillige fascistiske/ nazistiske træk i talen. Fascismen er kritisk over for

kapitalistismen, men ønsker den ikke afskaffet – lidt som demokratisk socialisme: ”… en borgerlig

                                                                        32
regering slipper aldrig af sted med at berige de rige på de dårligere stilledes bekostning” Når det

ses i lyset af, at Dansk Folkeparti er og har været støtteparti for det (social-)liberalistiske Venstre siden 2001 – og dermed deres parlamentariske grundlag – stemmer det: de er kritiske over for kapitalismen, men ønsker den ikke afskaffet.

Man kan derudover drage paralleller fra Dansk Folkepartis idé om ’danske værdier’ til nazismen,

som var/ er baseret på en totalitær statsopfattelse, hvori den nationale idé – altså ønsket om

nationens enhed, storhed og identitet – spiller en afgørende rolle. Dansk Folkepartis indvandrepolitik bærer endvidere præg af nynazisme, når det kommer til udvisning af indvandrere og flygtninge – men igen: det er vigtigt at pointere, at partiet hverken er fascistisk, nazistisk eller nynazistisk, men at der blot kan drages paralleller fra partiets holdninger til disse ideologier.

Til sidst kan man koble deres holdninger til begrebet populisme, som er: ”… en betegnelse for

                                                                               33
politiske bevægelser eller partier, som er forankrede i almindelige menneskers verdensbillede.”

Følgende citat er et udtryk for populisme: ”Vi er født i den nye tid – uafhængige af gamle tiders tåbelige ismer – konservatisme, liberalisme og socialisme – hvor gamle løsninger er svaret på nye

            34
udfordringer.” Dette er populistisk, fordi partiet i dette citat tager afstand fra de klassiske

ideologiers svar og løsninger på aktuelle samfundsmæssige problemer og samtidig kræver nye løsninger på nye udfordringer.

29

http://www.danskfolkeparti.dk/Giv_os_Danmark_tilbage_.asp Pia Kjærgaards tale ved årsmødet 2008, s. 5, afsnit 5.

30

Ibid. s. 28 – sagt af Diogenes/ Jeremy Bentham

31

Ibid. s. 74

32

http://www.danskfolkeparti.dk/Giv_os_Danmark_tilbage_.asp Pia Kjærgaards tale ved årsmødet 2008, s. 5, afsnit 5.

33

Kjeld Mazanti Sørensen: Ideologier og diskurser. s.88

34

http://www.danskfolkeparti.dk/Giv_os_Danmark_tilbage_.asp Pia Kjærgaards tale ved årsmødet 2008, s. 5, afsnit 11

Side 12

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

11 af 21

2.2a Diskursanalyse af: ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme” af

Margrethe Vestager

Denne tale, som Margrethe Vestager holdt ved Folketingets åbningsdebat d. 4. oktober 2007, har til formål at vinde tilslutning gennem argumenter, der gør den tvivlende, kritiske modtager parat til at tilslutte sig afsenders standpunkt. Selvom talens argumentation umiddelbart er rettet mod Folketingets medlemmer – de nominelle modtagere – er de potentielle vælgere – de intenderede modtagere – også i fokus grundet massemediernes indflydelse i samfundet.

Selve talen er bl.a. karakteriseret ved et utroligt stort brug af patosappel. Titlen er f.eks.

appellerende til modtagernes patos, idet titlen: ”I Danmark er jeg født, her har jeg hjemme” selvfølgelig refererer til H.C. Andersen, som må siges at være en hjørnesten i dansk kulturarv.

Derfor appellerer sætningen til modtagers nationalfølelse. Herefter følger citatet: ”Men for en lille dreng, der fyldte 8 år i mandags, gælder hele linjen: ’I Danmark er jeg født, her har jeg hjemme’ ikke, for det har han ikke. Han har hjemme i et asylcenter, der er han født, og der bliver han…

Hans irakiske forældre kan ikke rejse hjem, hvor det så end måtte være. ” [35], som i den grad appellerer til modtagers patos. Der bruges endvidere autoritetsargumenter, som følgende er et

eksempel på: ”Senest har FN gjort det klart, at hjemvendte irakere er i overhængende risiko…”^{36}.

Ved at påpege, at autoritetens (FN) syn på sagen stemmer overens med hendes tidligere postulat, fungerer det som belæg. Dermed er hendes postulat blevet en påstand, som der findes belæg for.

Ydermere findes der fællesskabsargumenterende argumenttyper i teksten: ”De mennesker, som sidder uden håb i vores asylcentre, har brug for, at vi hæver den sociale standard.” [37] Idet Margrethe Vestager bruger pronominet ’vi’, appellerer hun til vores fællesskabsfølelse. Citatet er endvidere et politisk korrekt argument, fordi det appellerer til modtagers moral. Det udtrykker, hvad man bør gøre, og derfor spiller det på modtagerens ubehag ved at være uden for ’det pæne selskab’, så at sige. Der kan derfor argumenteres for, at citatet er en form for propaganda, idet det manipulerer modtager til at indtage afsenders standpunkt. Den understregede del af citatet er faktisk også en tautologi, fordi det samme bliver sagt fra afsnit 13 til 19 Der bliver f.eks. sagt: ”De unge, som ikke kan overskue en ungdomsuddannelse, har brug for at blive taget i hånden og for at blive

35

http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?aid=79743 Margrethe Vestagers tale ved Folketingets åbningsdebat d. 4. okt.

2007. s. 1, afsnit 1
36

Ibid. s. 1, afsnit 2

37

Ibid. s. 1, afsnit 6

Side 13

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

12 af 21

                                                                        38
fuldt i et forløb, der er tilrettelagt for dem, og som giver adgang til arbejdsmarkedet.” . Idet, at

dette blot er en anden måde at sige hæve den sociale standard på, er det en tautologi. Det bliver yderligere forstærket ved de andre afsnit fra 13 til 19. Derudover bliver samme del af citatet: ”hæve den sociale standard” gentaget i afsnit 11 og 20 på samme side. Det er derfor også en anafor/ gentagelsesargument, som er en pædagogisk argumenttype, der for modtageren skærer ud i pap, hvad løsningen på det givne problem synes at være. Videre i talen optræder følgende: ”Det Radikale Venstre har bare til en begyndelse ti forslag om regler, der kan afskaffes. Vi tager selvfølgelig helt ansvar for, at det er vores forslag, men de er godt funderet, for de bygger på vores

besøg på institutioner over hele landet og dialog med organisationer, som har indsigt.”^{39} Dette

citat er en etosappel, idet Margrethe Vestager forsørger at vinde tilslutning ved at udnytte sin egen troværdighed. Det er endvidere et selvrosargument, fordi hun roser partiet, og et polariseringsargument, idet hun fremstiller sit eget parti særdeles positivt og dermed skaber en

sort/hvid-effekt, som fremstiller hendes modstandere negativt. Denne effekt kunne være blevet

forstærket, hvis hun havde valgt at betvivle modstandernes kompetencedyd efterfølgende.

Det næste citat, som omhandler fængselsfunktionærers forhold på arbejdsmarkedet, er et såkaldt talargument: ”Risikoen for nedslidning er fire gange så stor som på arbejdsmarkedet i øvrigt, og

                                                           40
antallet af sygedage er 60 pct. højere end på arbejdsmarkedet i øvrigt.” Når et sådant argument

slynges ud i luften, vil det være svært at bestride. Modtageren tager det til sig, fordi argumentet virker overbevisende, idet tal virker tillidsvækkende. Margrethe Vestager afslutter talen med et politisk korrekt argument af dimensioner: ”Der er så mange positive kræfter i at tilhøre et mangfoldigt og demokratisk land. Det kan f.eks. høres, når Isam B fortolker: ’I Danmark er jeg født’, eller når Natasja… også frit fortolkede det samme tema: ’I Danmark er jeg født’. De omsætter også de danske værdier til virkelighed, både for dem, som er født her, og for dem, som

ikke er født i Danmark, men som alligevel hører hjemme her.”^{41} Dette politiske korrekte argument

appellerer til modtagerens moral. Det udtrykker, hvad man bør mene om emnet og manipulerer modtageren ved at spille på sammes ubehag ved at være uden for ’det pæne selskab’, som jeg før har forklaret. Dette kan igen ses som en form for propaganda, idet hun manipulerer modtageren til at dele hendes synspunkt.

38

Ibid. s. 1, afsnit 15

39

Ibid. s. 1, afsnit 22

40

Ibid. s. 2, afsnit 2

41

Ibid. s. 2, afsnit 7

Side 14

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

13 af 21

Denne tale er absolut ikke i nærheden af Pia Kjærsgaards tale retorisk set, men samtidig vil hendes valg af argumenttyper – heriblandt det store antal patosappellerende argumenter, samt manglen på logosappellerende argumenter – sikkert fungere udmærket, når talen formidles mundligt.

2.2b Kobling til ideologi

Trods det faktum, at Det Radikale Venstres ideologi ofte betegnes som socialliberalistisk, er denne tale overvejende af socialistisk karakter. F.eks. kan følgende citat netop kobles til socialismen: ”De

har brug for, at vi hæver den sociale standard.”^{42}, fordi ved at hæve den sociale standard, vil man

umiddelbart ikke kunne undgå at blande staten ind i foretagenet. Og en stærk stat, der spiller en afgørende rolle er et karakteristikon for socialismen. [43]

Endvidere kan man se et socialistisk menneskesyn i samme citat, da man – ved at erkende, at dårligt stillede i samfundet har brug for, at den sociale standard hæves – opfatter mennesket som mere eller mindre afhængig af statens evne til at mindske ulighed gradvist gennem regulering og reformer, som det også kan ses her: ”Velfærd for de fleste kræver, at vi gennemfører reformer. [44]

Her går de mod liberalismens statsopfattelse, som lyder: svag stat og så lidt regulering som muligt. Dette kan derfor forenes med den socialistiske ideologis grundopfattelse af mennesket som værende født fornuftigt, men ødelagt af samfundsmæssige forhold.

I talen opdeler hun befolkningen efter, hvor høj en grad de behøver statens hjælp i form af

velfærdsydelser. Hun nævner: ”Velfærd for de fleste”^{45}, som er gruppen af borgere, der kan

betegnes middelklasse, og ”Velfærd for de få” [46], som er gruppen af borgere, der er dårligst stillede.

Idet hun har fokus på dem begge – især ”de få”, som det ses gennem hele talen – kan opfattelsen forbindes med nogle af socialismens kerneværdier, som f.eks.: fællesskab og samarbejde, idet de i

samarbejde/ fællesskab vil løse problemet. Og ligeledes: solidaritet, fordi de er solidariske overfor

de svage i samfundet, og kerneværdien: lighed, idet de (i større eller mindre grad) arbejder mod mere lighed i samfundet. Her må det dog nævnes, at partiets ideologi er socialliberalistisk, så helt forenelige med socialismen er de dog ikke, som det kan udledes af følgende citat: ”Han har hjemme i et asylcenter, der er han født, og der bliver han. Alternativet eksisterer ikke, for hans irakiske

42

Ibid. s. 1, afsnit 11

43

Kjeld Mazanti Sørensen: Ideologier og diskurser. s.73

44

http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?aid=79743 Margrethe Vestagers tale ved Folketingets åbningsdebat d. 4. okt.

2007. s. 1, afsnit 21
45

Ibid. s. 1, afsnit 21

46

Ibid. s. 1, afsnit 10

Side 15

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

14 af 21

forældre kan ikke rejse hjem, hvor det så end måtte være.”^{47} Denne kritik af samfundets håndtering

af asylansøgere kan nemt kobles til den liberalistiske kerneværdi, individuel frihed. Men da det generelt i talen samtidig fremgår, at deres løsning på problemet er statslig indblanding, kan man betegne det som et socialliberalistisk træk, selvom ønsket om statslig indblanding ikke er på et økonomisk grundlag, men tværtimod på et socialt. Generelt er det økonomisk ulighed blandt borgerne, der betragtes som en trussel mod friheden i samfundet. Så alt i alt er det mest nærliggende at kategorisere Det Radikale Venstres ideologi som socialliberalistisk.

2.3 Liberalismen er også en livsanskuelse af Charles Taylor

Det moderne samfund er pluralistisk. Globaliseringen bidrager yderlige til pluralismen. I denne tekst kritiserer Charles Taylor: ”liberalismens selvopfattelse, der består i ’forskelsblindhed’, altså at liberalismen skulle udgøre et neutralt grundlag, som mennesker fra alle kulturer og alle

religioner kan mødes på.”^{48} Umiddelbart er det i overensstemmelse med følgende liberalistiske
sætning: ”Det enkelte menneske er i stand til at prioritere sine ønsker og behov.”^{49} Dét, at

liberalismen skulle være ”forskelsblind” passer også fint med ideologiens kerneværdier: ”individ,

                                     50
frihed, fornuft, retfærdighed og tolerance.”

Ifølge Charles Taylor viser striden om Salman

Rushdies ”De sataniske vers, hvor forkert opfattelsen er. Denne konflikt bekræfter globaliseringens påvirkning på det i dag pluralistiske, hyperkomplekse samfund. Grundet det senmoderne samfunds pluralisme og hyperkompleksitet er liberalismen ikke længere et neutralt grundlag, som vi alle – trods forskellige kulturer og religioner – kan mødes og leve sammen på. Samfundet er simpelthen for komplekst. Man kan derfor ikke undgå kultursammenstød i en globaliseret verden.

At liberalismen skulle være et neutralt grundlag, hvorpå alle kulturer og religioner kan mødes, er i sig selv paradoksalt, idet ikke alle verdenssamfund er sekulariserede. At undgå kultursammenstød mellem samfund med f.eks. sharialovgivning og et sekulariseret, vestligt samfund, som f.eks. det danske, er umuligt. Det er Muhammedkrisen et godt eksempel på. Trods liberalismens frihed, tolerance og fornuft er det ikke et neutralt grundlag, fordi det er ”tilpasset” vestlige værdier – som f.eks. sekularisering, hvilket følgende teksteksempel er et udtryk for: ”Alt dette betyder, at

                                                51
liberalismen ikke bør hævde at være fuldstændig neutral.”

Så man kan altså sige, at liberalismen

47

Ibid. s. 1, afsnit 1

48

Bilag A: Liberalismen er også en livanskuelse af Charles Taylor, linje 5-9

49

Benny Jacobsen & Ove Outzen: Liv i Danmark. s. 46 – fra De tre klassiske ideologier af Hans Jørgen Lassen

50

Kjeld Mazanti Sørensen: Ideologier og diskurser. Figur 1.11, s. 25

51

Bilag A: Liberalismen er også en livanskuelse af Charles Taylor, linje 45-47

Side 16

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

15 af 21 kunne betegnes som et neutralt grundlag, hvor mennesker med forskellig kulturel og religiøs baggrund kan mødes, før globaliseringen forandrede samfundet til at være hyperkomplekst. Det kunne tænkes, at for mange forskellige kulturer og religioner i et samfund umuliggør et sådant neutralt grundlag, selvom det umiddelbart er i overensstemmelse med liberalismens kerneværdier.

Her kan man drage paralleller til ”de tre rum”, som er en anden forklaring på kultursammenstød i det senmoderne samfund. Det første rum er ”de gode gamle dage” før år 1400, hvor livet var cyklisk. Alt gentog sig, hvilket giver tryghed for mennesket. Det andet rum er tiden mellem år 1400 og år 1978, som er domineret af videnskab og den store fortælling. I dette tidsrum sker Reformationen, renæssancen, den amerikanske og franske revolution og de omtale ”ismer” – liberalisme, socialisme og kommunisme – bliver født. Menneskets verden reformeres. I det tredje rum findes postmodernismen, hvor det moderne menneske skal realisere sig selv. Det moderne menneske lever et sommerfugleliv, livet er et egoprojekt og alt er lige gyldigt, fordi alt er ligegyldigt. Kultursammenstødet mellem den vestlige og den muslimske verden består i, at den muslimske verden endnu ikke har gennemlevet ”rum to”, og den vestlige verden befinder sig i ”rum tre”. De to verdener er uforenelige, fordi de endnu befinder sig på hver deres side af ”rum to”.

3.1 Niklas Luhmann versus Jürgen Habermas: kommunikation og massemediers funktion i det senmoderne samfund

Jeg vil kort starte min vurdering med at sætte Luhmann op mod Habermas for at få et mere nuanceret syn på, hvordan politiske diskurser og massemedierne er med til at skabe samfundet:

Som jeg har tidligere har nævnt i 1.1, 1.2 og 1.3 mener Luhmann, at samfundet, som socialt system, er definereret af grænsen mellem system og omverden. Her skelner Habermas mellem system og livsverden. Han mener endvidere, at systemet betegner de mere upersonlige sammenhænge som f.eks. de økonomiske aspekter og rationalitet, og at livsverdenen betegner mere personlige sammenhænge, som f.eks. menneskelige relationer og dialog. De to sociologer deler altså den generelle opfattelse af systembegrebet, hvilket de ydermere deler med sociologen Talcott Parsons [52].

Der er dog betydelige forskelle: i Luhmanns systemteori er reduceret til systemer – også det menneskelige. Dette kritiserer Habermas, som det kan ses her: ”Habermas accepter, at nogle aspekter af det sociale liv kan beskrives og analyseres som objektive, selvregulerende systemer, der

indgår i udvekslingsforhold med den naturlige og sociale omverden.”^{53} Habermas er altså kritisk

52

Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen: Klassisk og moderne samfundsteori, s. 378

53

Ibid., s. 379

Side 17

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

16 af 21 over for Luhmanns systemteori. Selvom de deler opfattelsen af systembegrebet, er Luhmann ikke enig i, at mennesket lever i en fælles livsverden. Luhmann mener, som før sagt, at der omkring systemet eksisterer en kaotisk og kompleks omverden, i hvilken mennesket ikke har noget fælles referencerum og ikke deler samme virkelighed. Ifølge Luhmann er disse systemer ”operativt lukkede” og har hver deres virkelighed. Han mener, at der skal der være minimum to psykiske systemer repræsenteret, hvis kommunikation skal være mulig. Han mener endvidere, at kommunikation foregår konstant to sociale systemer imellem. Her er der igen forskel på Luhmann og Habermas, idet Habermas inddeler kommunikation i henholdsvis instrumentel og kommunikativ handlen. Instrumentel handlen betegner kommunikation inden for systemet: der handles for egen vindings skyld – altså: målrationalitet. Den kommunikative handlen foregår derimod i livsverdenen: her er der fokus på samtale som redskab til at opnå indbyrdes forståelse – her: værdirationalitet. I denne form for kommunikation er det gode argument afgørende – det har altså tydelige træk fra Hal Kochs demokratiform, deltagelsesdemokrati, idet det, udover at have fokus på samtale og indbyrdes forståelse, er en livsform, man tilegner sig ved at leve den igennem.

Som jeg før har nævnt, mener Luhmann, at differentieringen i samfundets helhedssystem resulterer i, at vi ser og forstår verden forskelligt, og at den stigende globalisering og den elektroniske udvikling øger samfundet kompleksitet (det hyperkomplekse samfund). Dette kan sammenlignes med systemets kolonisering af livsverdenen, som er Habermas’ teori, hvilket betyder, at den materielle reproduktions tankegang overtager den symbolske reproduktions tankegang. Som følge af dette – at den instrumentelle handlen overtrumfer den kommunikative – sker individualiseringen, som resulterer i løsrivelse fra autoriteter, som f.eks. religion, traditioner og familie. Det medfører meningstab, idet vi, pga. dette, får svært ved at danne indbyrdes relationer og træffe valg

(tingsliggørelse). [54] Dette beskriver Luhmann mere eller mindre også i sin teori – han har blot døbt det: det hyperkomplekse samfund – som resultat af øget globalisering og elektronisk udvikling.

3.2 Politiske diskurser og massemediernes funktion i forhold til skabelsen af samfundet

Politikerne benytter sig af massemedierne, når der skal manipuleres med potentielle vælgere, så de kan vinde større tilslutning. De kan formidle deres diskurser ud til utroligt mange mennesker, fordi

54

Rasborg, Klaus m.fl.: Sociologi og Identitet, s. 45

Side 18

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

17 af 21 globaliseringen og den elektroniske udvikling har muliggjort at formidle nyheder – det være sig taler, meningsmålinger, vejrudsigter etc. – fra hele verden til hele verden.

                                                         55
Men massemedierne har også andre roller: de agerer bl.a. civilt forum

, hvilket giver mulighed for en pluralistisk debat. Politikere såvel som borgere i almindelighed kan udveksle informationer, synspunkter og argumenter via massemedierne. Endvidere fungerer massemedierne som mobiliserende agent [56] for borgernes deltagelse i demokratiet (nok har vi repræsentativt demokrati og ikke deltagelsesdemokrati, men vi deltager alligevel aktivt i demokratiet). Massemedierne sørger for, at borgerne får information om forskellige for samfundet relevante emner – f.eks. i forbindelse

med en valgkamp. Derudover fungerer massemedierne som vagthund^{57} overfor magthaverne. De er

kritiske overfor de politiske aktører, således at manipulation og propaganda, som jeg i bl.a. i analysen har påvist foregår, ikke sker i overdreven grad. Men selvfølgelig bruger politikerne massemedierne flittigt, når der skal gafles vælgere, hvilket ikke er farligt i et repræsentativt demokrati som det danske. Men massemedierne bliver også brugt til helt andre foretagender. I det senmoderne, narcissistiske samfund drukner vi i intim-tv, som Dr. Phil, Jerry Springer, Ricky Lake

– og ja endda ”Rulletrappen” i Go’ Aften Danmark. I disse og lignende programmer, der er en væsentlig del er massekommunikation i dag, oplever modtageren en autencitet. – Følelser kommunikeres og iscenesættes. Det private invaderer det offentlige rum, hvilket betyder, at modtageren kan koble af fra det intellektuelle.

De unge sværger til reality gameshows, som f.eks. Robinson og Paradise Hotel, i hvilket konceptet er en såkaldt konstrueret virkelighed, som deltagerne skal leve i. I disse gameshows er der krise- og konfliktgaranti, som appellerer til modtagers patos. Som modtager har man fornemmelsen af, at programmet bliver til for øjnene af en, hvilket resulterer i det såkaldte ”adrenaline rush hour”. Det senmoderne samfunds narcissisme afspejles især disse gameshows, idet deltagerne udstiller sig selv.

Der er en transparens – i Paradise Hotel er der f.eks. kamera i badet og i soveværelset, som både de ekshibitionistiske deltagere og modtagerne, der bliver til en form for voyeurs, nyder godt af. De ”tilfredsstiller” hinandens behov, så at sige. Ydermere er dansk fjernsyn domineret af såkaldt terapifjernsyn, som f.eks. Merethes Mave, Vores Første Barn etc., som appellerer til modtagers patos – her: selvfølelse. Modtageren får det bedre med sig selv, når andres uduelighed, elendighed og ukontrollerede tilværelse udstilles for åben skærm – der sker en form for projektion.

55

Rasmussen, Finn: Massemedier og politisk kommunikation, s. 15

56

Ibid., s. 16

57

Ibid., s.18

Side 19

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

18 af 21

I mange af disse programmer, især X-Faktor, Vild med dans etc. kan modtageren stemme på, hvem den nu synes, skal ”gå videre” i programmet. Når man stemmer, leger man Gud – med mobilen.

                                                58
Dette betegnes af Anthony Giddens: det refleksive projekt.

Vi spejler os i deltagerne og stemmer

(leger Gud) derefter. Vi er forbrugere af disse programmer. Før i tiden – i det såkaldte ”rum et” – spejlede vi os i vores forældre, i præsten og andre autoritære forbilleder. I dag – i ”rum tre” – er alt blevet til et egoprojekt. Men hvad er det sket? Nu bruger vi massemedierne som redskab til at finde disse forbilleder. Vi mangler dem simpelthen. Her kan der igen drages paralleller til Luhmann, idet dette kan forklares med, at samfundet er blevet hyperkomplekst som følge af globalisering og elektronisk udvikling. Men det kan yderligere kobles til Habermas’ teori om systemets kolonisering af livsverdenen: når den instrumentelle handlen, som foregår i systemet, overtrumfer den kommunikative handlen, som foregår i livsverdenen, skabes individualiseringen. Den resulterer, som sagt, i løsrivelse fra autoriteter, hvilket medfører meningstab, fordi vi får svært ved at danne indbyrdes relationer. Dvs. at massemedierne i det senmoderne samfund er ikke længere kun er nyhedsformidling. De afspejler samfundet – og dets borgere i særdeleshed.

Som før nævnt, siger Luhmann om massemedierne: ”Hvad vi ved om vores samfund, ja om den verden, vi lever i, ved vi fra massemedierne.” [59]

Massemediernes rolle har ændret sig op gennem tiden: [60] Før 1849, hvor Grundloven blev vedtaget, var presse- og ytringsfrihed mere eller mindre ukendte fænomener. Og først efter 1901, hvor parlamentarismen blev indført, kan man for alvor kalde pressefrihed i Danmark for implementeret. Herefter har pressen været ”partibåren”, så at sige.

Firebladssystemet [61] blomstrede – de fleste større byer havde fire aviser, der hver var tilknyttet et af

partierne Venstre, Det konservative folkeparti/ Højre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Herefter var pressen mere eller mindre uafhængig. Men nu er der igen ved at ske et skift tilbage til den værdibårne presse. Hvis man f.eks. lægger Jyllandsposten og Politiken ved siden af hinanden, vil man kunne se væsentlige forskelle på områder som prioritering af stof, der skal trykkes, og redigering. Aviserne anvender i stigende grad egne journalister som analytikere og kommentatorer. [62] Men hvad betyder det for massemediernes funktion? Det betyder, at følgende citat af Luhmann: ”På den anden side ved vi også så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på

58

Morten Hansen: Sociologi ABC – kernestof fra C til A-niveau. s. 30

59

Niklas Luhmann: Massemediernes realitet., s. 9

60

Thorkild Bak, Mette Bock & Jens Holger Schjørring: Grænser for solidaritet, s. 125.

61

Ibid.s.,126

62

Ibid. s., 126

Side 20

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

19 af 21 dem som kilder. Vi vægrer os og har en mistanke om manipulation… Man må forsyne al viden med

               63
tvivlens fortegn…” rummer mere sandhed nu, end for bare halvtreds år siden.

Men nyhedsformidlingen er også præget af andre forandringer. F.eks. den elektroniske udvikling. I dag har vi teknologi, der gør det muligt for borgerne at deltage i nyhedsformidlingen. Vores mobiltelefoner i alle mulige afskygninger muliggør eksempelvis dette scenario: en 19-årig pige sidder i toget på vej hjem. Hun er samtidig på Facebook og ”deler” følgende: ”Jeg keder mig”, ”På vej hjem fra Kalundborg – det regner”, ”Skal jeg farve mig rødhåret?”. Den unge generation er, hvad man kan kalde for nyhedsnarcissister, der giver den traditionelle nyhedsformidling konkurrence i form af deres egen egoistiske livsstil – som kendetegner ”rum tre”. I det senmoderne samfund vil man f.eks. på Facebook kunne læse, hvad Sigurd Sigurdsson følte, da han blev evakueret fra sin hjemby i Island, da Eyjafjallajökull gik i udbrud og samtidig se Tv2 News, der behandler en anden side af sagen: genåbningen af diverse lufthavne i Nordeuropa. Men i virkeligheden betyder det bare, at det nu er muligt at forene intimsfæren med den offentlige sfære – både den kulturelle offentlige sfære og den politiske offentlige sfære. Dette har allerede og vil i højere grad i fremtiden forandre samfundet betydeligt, idet massemedierne altid har haft og altid vil have en afgørende rolle i skabelsen af samfundet.

63

Nicklas Luhmann: Massemediernes realitet, s. 9

Side 21

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

20 af 21

Konklusion

Opgavens redegørelse fastslog, at det senmoderne samfund, som helhedssystem, er karakteriseret ved funktionel differentiering, som medfører, at mennesker ser og forstår verden forskelligt, og at samfundets kompleksitet øges grundet den stigende globalisering og den elektroniske udvikling, hvilket betyder, at det er umuligt for individet at overskue samfundet.

Analysendelen belyste to eksempler på politiske diskurser, der, grundet samfundets kompleksitet, er i stand til at udnytte massemediernes funktion i det senmoderne samfund, som redskab til at manipulere potentielle vælgere gennem propagandistisk argumentation.

I opgavens sidste del blev det vurderet og diskuteret, hvorvidt samfundet reelt er kilden, hvorfra kommunikation og politiske diskurser vokser frem – i stedet for, hvorledes disse er med til at skabe samfundet.

På baggrund af, hvad opgavens redegørelse, analyse og vurdering har belyst kan jeg nu konkludere, at massemediers kommunikation altid har og altid vil være en afgørende faktor i skabelsen af samfundet. Men omvendt man kan også konkludere, at massemediernes kommunikation såvel som politiske diskurser afspejler samfundet. For i dette virvar af politiske diskurser, massemedial kommunikation, information etc. er det samfundet, der er omdrejningspunkt. Det er samfundet, som er centrum, og det er samfundet, hvorfra alt dette udspringer. Det betyder ikke, at samfundets borgere ikke bliver påvirket af argumentation, manipulation og propaganda fra politisk side – for det det gør de helt klart! Reelt kan man betragte hvert et kryds på en stemmeseddel, som et udtryk for, at en borger har været udsat for og har ladet sig påvirke af disse. Det betyder, at det i virkeligheden er lidt af et paradoks, idet samfund og kommunikation eksisterer i forlængelse af hinanden og dermed definerer hinanden. Der er intet samfund uden kommunikation, men der vel reelt heller ikke kommunikation uden en eller anden form for samfund. Derfor kan der til sidst konkluderes, at politiske diskurser og massemedial kommunikation er med til at skabe et allerede eksisterende samfund. Men det er, som sagt, samfundet, hvorfra al kommunikation udspringer.

Samfundet er for al kommunikation selveste livets træ… Ikke omvendt…

Side 22

Studieretningsprojekt 2010

Dansk A, samfundsfag A

21 af 21

Litteraturliste

Primærlitteratur:

- Pia Kjærgaards tale ved årsmødet 2008:

http://www.danskfolkeparti.dk/Giv_os_Danmark_tilbage_.asp (Vedlagt som bilag B)

- Margrethe Vestagers tale ved Folketingets åbningsdebat 2007:

http://www.radikale.dk/CMS/vis.aspx?aid=79743 (Vedlagt som bilag C)

Sekundærlitteratur:

- Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo: Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag 2001, 3. reviderede udgave, s. 372-414

- Bak, Thorkild. Bock, Mette & Schjørring, Jens Holger: Grænser for solidaritet – indvandrerpolitik i dansk og europæisk perspektiv. Forlaget Anis 2010, s. 113-133

- Fairclough, Norman: Kritisk diskursanalyse. Hans Reitzels Forlag 2008, s. 63-93

- Hans, Peter Nørbæk. Hansen, Carsten Svane & Qvist, Palle: Samfundslex. Nordisk Forlag

1997

- Jacobsen, Benny & Outzen, Ove: Liv i Danmark – grundbog til samfundsfag på c-niveau.

Columbus 2005, s. 42-56

- Jørgensen, Oluf: Det handler om ytringsfrihed – mediejura. Forlaget Ajour 2007, s. 46-65

- Kromanne, Helle-Marie: Som de dog ka’ sige det! – politisk retorik under lup. Systime 2001

- Luhmann, Niklas: Massemediernes realitet. Hans Reitzels Forlag 2002, kap. 1, 2, 3, 13, 14

- Rasborg, Klaus m.fl: Sociologi og identitet. Columbus 1998, kap. 2.

- Rasmussen, Finn: Massemedier og politisk kommunikation. Columbus 2007, s. 11-21

- Schuldt, Christian: Luhmann for begyndere. Forlaget UP 2006, kap. 1, 3, 4, 6, 8

- Sørensen, Kjeld Mazanti: Ideologier og diskurser – sprog, magt, politik. Columbus 2010, s.

28-32 + 48-50 +68-74 + 87-93

- Thorndal, Morten Hansen: Sociologi ABC – kernestof fra C til A-niveau. Columbus 2008, s.

66-70 + 163-169 + 179-182