SSO om Fahrenheit 9/11

Side 1

- 1 -

Indledning

I denne opgave vil jeg hovedsageligt beskæftige mig med manuskriptet til Michael

Moores film Fahrenheit 9/11 fra 2004. Jeg starter med at redegøre for baggrunden for
, Fahrenheit 9/11 og dokumentarfilmgenren. Derefter vil jeg se på
fortællerhierarkiet i Fahrenheit 9/11, og prøve at uddybe hvilke af dokumentarfilmens

tilgange benytter sig af, i håb om at få indblik i hvilken filmgenre

Fahrenheit 9/11 hører under. Dernæst vil jeg se på strukturen i Fahrenheit 9/11, om

filmen passer på nogle af de normale fiktionsfilmstræk, såsom berettermodellen. Dette vil jeg inddrage i min diskussion af, hvordan filmen går ind og påvirker folks meninger, hvorefter jeg vil slutte min egen konklusion.

Kapitel I: Redegørelse

HF 2. år

Uanset om man hader eller elsker , må man kunne blive enige om én ting; nemlig at han har haft en glorværdig karriere som agitator, der nok er langtfra slut.

Journalisten, filminstruktøren og forfatteren^{1} blev født i 1954 i Davison,

en forstad til Flint, Michigan, som også er hjemstedet for General Motors’ største fabrikker, hvor hans far og bedstefar arbejdede. Da disse fabrikker blev lukket i midten af

80’erne, stod næsten 30.000 arbejdsløse, husene blev værdiløse fra den ene uge til den anden, og en folkevandring væk fra Flint blev en realitet. Dette blev grundlaget for hans første filmproduktion ”Roger And Me” (1989). Roger Smith var den administrerende direktør for General Motors. Det er også ham og om hvor meget skade han har påført Flint efter lukningerne filmen handler om.

MM’s politiske interesse startede langt før. Den startede allerede da han begyndte på Davison High School. Han fik bl.a. en fortjenestespris for at lave et lysbilledshow om de mest forurenende virksomheder i Flint. Hans politiske interesse fik et hjælpende skub opad igen da valgretsalderen blev ændret fra 21 til 18 år. Kort efter offentliggørelsen af dette stillede han op til skolekommissionen, og blev valgt som en af de yngste til et offentligt embede i amerikansk historie. Efter det fik han stor succes som redaktør på et

- Redegør kort for baggrunden for s film

”Fahrenheit 9/11”.

- Analyser manuskriptet til filmen specielt hvad angår struktur og fortællerhierarki.

- Inddrag filmen og diskuter tekstens/filmens virkemidler med

hensyn til meningspåvirkning.

Stor Skriftlig Opgave – 3.G.

Fag: Engelsk A-niveau.

HF 2. år

Peter Refsgaard 02y nr.18.

Side 2

- 2 - alternativt, ugentligt nyhedsbrev, Michigan Voice, hvorefter han blev ansat som redaktør på et venstreorienteret tidsskrift, Mother Jones. Efter mindre end et år blev han dog fyret, fordi han nægtede at sætte en artikel i bladet, som forholdt sig kritisk til nicaraguanske oprørere, og som MM mente var løgnagtig.

Efter noget forskelligt småarbejde, valgte han at bruge sine fratrædelsespenge fra Mother Jones til at lave filmen Roger And Me. Filmen blev en af de største økonomiske succeser inden for dokumentargenren, men blev dog overgået af nogle af hans andre produktioner.

MM vandt mange priser for denne film ved filmfestivaler. Desuden har han også vundet en Oscar, Cannes’ specialpris og en Bodil for bedste dokumentarfilm, Bowling for

Columbine i 2002, samt Guldpalmerne for sin seneste film, Fahrenheit 9/11. MM har

desuden lavet filmene The Big One (1998), Pets or Meat (1992) og den fiktive Canadian Bacon. Derudover har han lavet to TV-serier, The awful truth (2000-01) og TV Nation,

(1994-95). Foruden alt dette har han også skrevet 5 bøger; Adventures in a TV Nation

(1998), Downsize This! Random Threats from an Unarmed American (1996), Stupid

White Men (2001), Dude Where's My Country? (2003) og Will They Ever Trust Us

Again? (2004). Alle disse bøger, film og TV-serier er samfundskritiske, MM er derfor ikke helt ny i branchen som agitator.

Fahrenheit 9/11
Titlen på MM’s film, Fahrenheit 9/11, vil mange sige er et plagiat af Ray Bradburys

roman, Fahrenheit 451 (1953). Det mener Ray Bradbury i hvert fald selv, og han har i håbet om at få ændret titlen på MM’s nye film, truet ham med sagsanlæg. Dette blev dog

afvist, og filmen hedder stadig Fahrenheit 9/11. I Ray Bradburys roman brænder de

forbudte bøger ved 451° Fahrenheit og ifølge MM er 911° fahrenheit temperaturen, hvor friheden brænder. Titlen er også datoen for angrebene på World Trade Center der, som konsekvenserne af dette, også er hovedemnet for filmen.

Lidt over et år efter han fik Oscar for Bowling for Columbine, gjorde MM det, mange havde troet umuligt: han lavede en film der overgik den sidste, og den mest sælgende dokumentarfilm nogensinde. Filmen overgik Bowling for Columbine på billetsalg på under 3 dage. Og det på trods af, at Disney koncernen – der er en af de største biografejere i USA - nægtede at medvirke til at vise en så politisk sprængfarlig film i et år med præsidentvalg. Filmen fik stor medieomtale, da den i starten af 2004 blev den første

Side 3

- 3 - dokumentarfilm nogensinde, der vandt Guldpalmerne ved filmfestivalen i Cannes og fik et 20 min. langt, stående bifald.

Filmen er to timer lang og kommer med mange indirekte hentydninger og beskyldninger.

Det er også alle disse beskyldninger, der har dannet grundlag for produktionen. Det var MM’s store forargelse over de ting, han så foregå lige foran ham, der fik ham til at gå i

gang med at lave filmen. Nogle af de hentydninger/beskyldninger vi ser i filmen er:
- George Walker Bush^{2} stjal valgsejren fra Al Gore med hjælp fra sin bror Jeb,

guvernør i Florida, og sin fars venner i højesteret.

Narrator: And even if numerous independent investigations prove that Gore got the most votes... It won’t matter, just so long as all of your daddy's friends on

the Supreme Court vote the right way.^{3}

- GWB kan ikke lede landet og er totalt uduelig, da han op til terrorangrebet 11.

september brugte 42 % af sin tid på ferie.

Narrator: In his first eight months in office before September 11th, George W.

Bush was on vacation, according to the Washington Post, forty-two percent of

the time.^{4}

Og han bør ikke være præsident, da han heller ikke er særlig klog. Han benytter sig af fejlcitater fra GWB, og der er andre situationer, hvor præsidenten ikke har udtalt sig lige velformuleret. MM udtaler at det er GWB der har skrevet de sjoveste replikker i filmen.

GWB: There is an old saying in Tennessee, I know it's in Texas, it's probably in Tennessee that says, "Fool me once, shame on, shame on you. It fools me, we

can't get fooled again.^{5}

Det korrekte citat er: “Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me.”

- GWB tænker på hvad der er bedst for Saudiaraberne(dem der kunne finde

gerningsmanden til 9/11), frem for det amerikanske folk.

Narrator: Is it rude to suggest that when the Bush family wakes up in the morn-ing they might be thinking about what's best for the Saudis instead of what's

best for you? Or me?^{6}

- Rige, hvide, gamle kongresmedlemmer, senatorer og Bush-administrationen sender unge, fattige minoriteter til Irak for at blive dræbt, for store amerikanske virksomheders skyld.

-DR. SAM KUBBA: I think the profits that American companies are making, the

major, the main companies, uh, are so overwhelming”^{7}

-Narrator: where would they find the new recruits?

Side 4

- 4 -

Narrator: would find them all across America in the places that had been de-stroyed by the economy. Places where one of the only jobs available was to join

the Army.^{8}

Dokumentarfilm?

siger selv han har lavet en dokumentarfilm, og dén æder mange kritikere.

Men for at genrebestemme filmen, om det er en dokumentarfilm eller ej, må vi først

                              9                     10
besvare spørgsmålet, stillet af mange : Propaganda eller agitation ?

Vi kan definere agitation som, at den er levende tale om én ide til tusinder, mens propagandisten opererer skriftligt med mange ideer til langt færre - i størrelsesordenen

nogle hundrede.^{11}

Hvis vi tager udgangspunkt i dette, må vi konstatere, at det er agitation. MM henvender sig mundtligt til hele den vestlige verden. Agitation defineres ydermere som værende aggressiv og følelsesladet propaganda for især sociale eller politiske forandringer i

samfundet^{12}, og tvivlen kan vist heller ikke være stor her. MM benytter sig meget af

                                                               13
agitation, for at spille på følelser, for at opnå sit politiske mål: at få fyret GWB .

Så til spørgsmålet, om Fahrenheit 9/11 er en dokumentarfilm eller ej, er dette er dog kun

en meget overfladisk måde at se tingene på. Dokumentarfilm defineres som, saglig film, reportagefilm uden professionelle skuespillere i Politikens fremmedordbog. I Politikens Nudansk Ordbog defineres dokumentarfilm som, Byggende på bevislige kendsgerninger, film bygget på scener fra det virkelige liv.

Hvis vi sætter alt dette over for spillefilm, kan vi måske få et indtryk af forskellene, som MM er opmærksom på. Spillefilm defineres således i Politikens Nudansk Ordbog som, Handlingsfilm, modsat dokumentarfilm. Opdigtet handling og skuespillere.

Nordisk Filmpakke mener, at hvis nedenstående krav er opfyldt, så er de gængse krav til

en dokumentarfilm opfyldt^{14}:

- Reportage – optagelser fra eksisterende steder, gerne med tilknyttede begivenheder

- Interviews – med mennesker der svarer på spørgsmål, kommenterer og fortæller

- Håndholdt kamera og urolige billeder, der ikke på forhånd er planlagte

Så hvis vi ser overfladisk på det, er det en dokumentarfilm, når filmen bygger på kendsgerninger, alt er fra det virkelige liv, uden professionelle skuespillere, kameraet er håndholdt og der er reportager og interviews - modsat en spillefilm.

Men hvad er det så, der kan få så mange journalister til at udtale, at Fahrenheit 9/11 intet
har med en dokumentarfilm at gøre^{15}. Det vil jeg undersøge i næste kapitel.

Side 5

- 5 -

Kapitel II: Analyse

I dette afsnit vil jeg beskæftige mig med fortællerhierarkiet i Fahrenheit 9/11. Jeg vil først

komme med et begreb og vise et eksempel på dette. Herefter vil jeg arbejde med fire teoretikere, som går i dybden med nogle af disse begreber. Herunder vil jeg igen præsentere en tilgang og bevise den med et eksempel. Dernæst vil jeg som forsættelse af teoretikerne og deres tilgange, indeholdende bl.a. strukturelle elementer, slutte med

afprøvning af Fahrenheit 9/11 på en klassisk spillefilmsmodel.

Fortællerhierarki^{16}

Ifølge Lisbeth Borker er der i alle journalistiske fortællinger en overordnet fortæller, der har et hierarki af fortællere under sig. Alle fortællerne har et vist overblik over situationen, men det er kun den overordnede fortæller, der har det fulde overblik og derfor kan forholde sig objektivt, mens det er sværere for underfortællerne, da de kun har et begrænset overblik. Herunder vil jeg beskrive fire begreber beskrevet af Lisbeth

Borker og samle de overordnede elementer i figur I^{17}.

Den overordnede fortæller har det fulde overblik og vælger hvilke scener der skal med, hvilke virkemidler der skal bruges og hvordan forløbet skal tilrettelægges. Hvis der er et budskab, der skal ud til seerne, så er det her det bliver strikket sammen, i form af at klippe i scenerne og styre slagets gang, så det falder ud til budskabets fordel. Rollen svarer til en producerrolle, altså en person som vi på intet tidspunkt møder, men som i virkeligheden har magten over, om billederne skal understøtte et eventuelt budskab. Det er et stort arbejde at bestemme, hvad der underbygger hvad bedst. Det er selvfølgelig MM’s budskab og grundideer, der skal ud, men det er Kathleen Glynn og Jim Czarnecki, der er de overordnede fortællere i filmen..

Speakeren er personen, som vi hører hele tiden, men ikke møder på noget tidspunkt.

Speakeren taler hen over billederne, men har kun et delvist overblik over den faktiske virkelighed og over indslaget eller filmen. Han ved ikke, hvordan indslaget vil blive redigeret af produceren og har derfor ikke det samlede overblik. Speakeren kan dog formidle sit budskab ud på lydsiden, i det lydforløb han har planlagt. Dette er personen,

vi uafbrudt hører i Fahrenheit 9/11, altså MM. MM har næsten 90 replikker som speaker i

Side 6

- 6 - denne film. Han overlapper billederne med kommentarer af forskellig art, f.eks.

sidebemærkninger, retoriske spørgsmål eller bare forklaringer af, hvad det er vi ser på billedet.

Intervieweren er personen, som er ude i marken. Det er personen, som vi ofte ser, om ikke helt så bare hans skulder, da han er lige ved siden af den interviewede.

Interviewerens formål er at formidle det han ser, altså berette hvad der sker lige nu, og prøve at skabe et overblik over virkeligheden. Men han har intet overblik over, hvordan hans formidling kommer til at fremstå i filmens eller indslagets samlede kontekst, efter speaker og producer har været inde over. Igen er det MM, vi ser og hører, når der er nogen der bliver interviewet.

Den interviewede/ofret både ser og hører vi. Denne person har intet overblik over,

hvordan han eller hun vil fremstå i det endelige resultat. Personen kan kun referere og forholde sig til emnet subjektivt. Et eksempel på dette kunne være den meget rørende scene, hvor vi møder Lila Lipscomb. MM træder ind i interviewerrollen og prøver at danne sig et overblik over, hvad der har ført til familiens sorg. Lila Lipscomb sørger selvfølgelig meget over sin situation, og er blevet så bedøvet af sorg, at hun nu kun ser situationen fra sin egen synsvinkel. Selvom hun måske har været for krigen i Irak før og stemt på Bush, så kan hun ikke længere se sine gamle synspunkter og er subjektiv til fordel for MM og fyldt med følelser, som MM bruger som et nyt aspekt i filmen.

VOICE: What'd that woman yell at you?

LILA LIPSCOMB: That I'm supposed to blame the al Qaeda. The al Qaeda didn't make a decision to send my son to Iraq. ... The ignorance that we deal with with everyday people (laughs) 'cuz they don't know - people think they know - but you don't know. I thought I knew but I didn't know. ... (crying)

(…)

NARRATOR: I guess I was tired of seeing people like Lila Lipscomb, especially when, out of the 535 members of Congress, only one had an enlisted son in

Iraq. I asked Corporal Henderson of the United States Marine Corps to join me

on Capitol Hill^{18}

I denne scene påtager MM sig næsten alle fire fortællerroller. Den overordnede fortællerrolle har han og producerne hele tiden, idet de har udvalgt en scene og ment, at de fik en virkning ud af disse billeder. Samtidig har han speakerrollen som Narrator¸ hvor han siger, at det er for meget, at så mange mennesker skal sørge, og nu vil vores interviewer drage til Capitol Hill og gøre noget ved det. Og rollen som intervieweren,

Side 7

- 7 -

Voice, påtager han sig også, idet han søger at skabe overblik. Men MM prøver også at påtage sig den sidste rolle som offer. Pludselig ser han det hele meget subjektivt og tager alt, hvad Lila Lipscomb har sagt, til sig og drager ud for at hjælpe alle amerikanerne fordi

people think they know, men det gør de slet ikke, set subjektivt. Dermed påtager MM sig
                         Producer

også rollen som ofret og den Intervieweren subjektivitet, som - Vælger

ofret/den

interviewede repræsenterer. - Følger producers

Nogle af de termer, jeg har brugt og vist i figuren, vil blive brugt under at

andet navn af nogle af de teoretikere, jeg vil nu prøve at sætte Fahrenheit 9/11 i bås med.

Dokumentarfilm?

Der er mange underkategorier i dokumentarfilmgenren, og det er svært at opstille helt faste regler for, hvad der må være og hvad der ikke må være i en dokumentarfilm. Det gør det endnu sværere at skelne, når dokumentargenren bruger effekter, der normalt hører til i spillefilmens verden. Nu vil jeg undersøge, hvor på dokumentarfilmskalaen

Fahrenheit 9/11 hører til, om det er der hvor den grænser sig til spillefilmen, eller om

teoretikerne er enige med MM, når han uden at ryste på hånden siger, at det er en dokumentarfilm.

Jeg vil beskæftige mig med fire bredt anerkendt^{19} filmteoretikere i spørgsmålet om, hvor
vi skal placere Fahrenheit 9/11.

Den første teoretiker, Erik Barnouw^{20}, har skrevet Documentary: A History of the Non-

fiction Film (1974). Denne bog sætter dokumentarfilm i et historisk perspektiv med fokusering på tema og motiv. Da MM unægteligt er meget nyskabende, kan han 30 år senere end denne bog være svær at sætte i bås. EB beskæftiger sig hovedsageligt med tre

begreber/tilgange som vi kan prøve at få til passe på MM og Fahrenheit 9/11. Det drejer

sig om Prosecutor, Catalyst og Guerrilla altså Anklager, Katalysator og Guerrilla. Jeg vil

- ses/høres ikke

- Har fuldt overblik over situationen.

virkemidler

- Vælger indholdet.

- Styrer hvilket udtryk indslag skal give.

- Kan klippe I

scener så det Den interviewede/ofret

giver et bestemt budskab

Speaker

- Høres kun, taler hen over billeder.

- kan formidle et budskab ved at fortolke over billeder.

kurs. resultatet bliver.

- Er tilstede. Ses og høres.

- Formidler det der sker.

- Har intet indblik i hvad det samlede

- Er tilstede. Ses og høres.

- Er subjektiv.

- Kan fortælle hvordan personen oplever det.

- Intet overblik over resultat.

Side 8

- 8 - nu prøve at vise nogle af de væsentligste sammenligninger, EB drager, idet der dog er et utal af mere eller mindre tydelige fællestræk som jeg ikke har fået med.

Prosecutor: MM bruger denne tilgang i nogle situationer. Prosecutor er, som titlen siger, en anklageteknik, som også benyttes af anklagere i amerikanske film. Anklageren kommer med en lang og hårdtslående påstand, hvorefter han spørger den nu lamslåede anklagede, om han kan fortælle, at den smøre han lige kom med var løgn, eller om han har en bedre udlægning. I de amerikanske film bliver der stille i salen, den anklagede begynder at græde, eller hvis han er ved at komme med et godt svar, skynder anklageren sig at forsætte. Denne teknik benytter MM sig også af. Han skal dog ikke gøre det live, så han kan klippe den lamslåede anklagede ind i filmen efter sin lange argumentation. Et godt eksempel på dette er:

-NARRATOR: In his first eight months in office before September 11th, George

W. Bush was on vacation, according to the Washington Post, forty-two percent of the time.

-PRESIDENT BUSH: I hit every shot good; people would say I wasn't working.(…)

-REPORTER #1: Many folks say you're loafing here in Texas, that you're taking too long of a vacation.

-PRESIDENT BUSH: They don't understand the definition of work. I'm getting a lot done. Secondly, you don't have to be in Washington to work. It's amazing what can happen with telephones, faxes, and...

-REPORTER #2: What are you doing the rest of the day?

-PRESIDENT BUSH: Uh(…)

21

Her ses tydeligt den måde, hvorpå MM først kommer med en påstand, som ingen kan argumentere imod, da det tilsyneladende er et fact, og derefter ser man GWB på en golfbane, hvor han siger, dog i sjov, at han har ramt alle golfboldene godt i dag, så hvordan kan folk sige han ikke arbejder. Derefter spørger en reporter ham om, hvad han siger til påstandene om, at han holder for lang ferie. På det giver GWB et meget vaklende svar. Da der så bliver spurgt om, hvad han skal lave resten af dagen, for at få slået fast om han skal arbejde, svarer han igen meget vaklende og starter med et smil og et ”uh”.

Catalyst: catalyst cinema og cinema vérité er næsten det samme^{22}. Cinema vérité, altså

sande film, er hvad Jean Rouch kaldte sine film, idet han betegnede dokumentarfilm, der

løj, som sande film^{23}. Catalyst er det, Barnouw ville kalde den agerende dokumentarist,

og som er modsat det han kalder direct cinema, der er den observerende dokumentarist.

Side 9

- 9 -

Forskellen på de to er, at den observerende sætter sig på sin post og venter på noget, han tror der vil ske, mens den agerende vil fremskynde processen.

-”The direct cinema documentarist took his camera to a situation of tension and waited hopefully for a crisis; the Rouch version of cinéma vérité tried to precipitate one. The direct cinema artist aspired to invisibility; the Rouch cinéma vérité artist was often an avowed participant. The direct cinema artist played the role of uninvolved bystander;

                                            24
the cinéma vérité artist espoused that of provocateur.”

Det er tydeligt, at MM benytter sig af denne teknik. Eksempel: Da han stiller sig op og interviewer en person foran den saudiarabiske ambassade, lige overfor nogle Secret Service vagter. Dette interview var sikkert foregået et andet sted, hvis disse vagter ikke havde været der og kunne have interageret. MM virker heller ikke synderligt forbavset, da vagterne kommer hen og vil tale med ham midt i interviewet. Han lyder næsten helt lettet og glad. Af vagten får han lov til at forsætte med interviewet, men da vagten er gået slutter interviewet, og så er det klip slut. Denne effekt har MM dog begrænset en smule siden Bowling for Columbine.

-(uniformed Secret Service agents comes up)

-OFFICER: Could I speak with you for a moment please, sir?

-: Uh yeah, sure.

Guerrilla: Som navnet siger, en meget aggressiv tilgang. Dens indhold/hensigt har i

historisk perspektiv været at provokere og tage seriøse politiske emner op. Guerrilla tilgangen forholder sig yderst kritisk til samfundet. Et mål kan være at afsløre nogle af de mest korrupte institutioner: ”Guerrilla operation…against everything that is fixed, defined, established, dogmatic, eternal”. EB mener også, at guerrilla-dokumentaristerne har et utal af teknikker og våben til rådighed:”…Having an infinite diversity of techniques and weapons at his disposal”.

EB har et eksempel, hvor en amerikansk dokumentarist får amerikanske soldater til at udstille sig selv ved at komme med upassende kommentarer. Instruktøren havde ingen indflydelse på dette klip, udover at han havde et kamera og kunne klippe det kedelige fra.

Flere identiske scener ses hos MM, hvor han har givet sit kamera til en amerikansk

soldat, der så filmer løs på egen hånd^{25}:

-AMERICAN SOLDIER #5: This is the one we listen to the most. This is the one we travel, we kill the enemy. (pointing to Drowning Pool CD) Drowning Pool,

'Let the Bodies Hit the Floor,' is just fitting for the job that we're doing.^{26}

På den måde skaber soldaterne forargelse hos os, uden påvirkning af MM.

Side 10

- 10 -

MM’s formål er også identisk med guerrilla-dokumentaristernes, idet han næsten prøver at påvise korruption i Bush regimet. Dette er også bare et af mange eksempler, der kan bl.a. nævnes: USA er i Irak for at tjene penge til store amerikanske firmaer, ejet af regeringen, Halliburton, og at Bush har et skjult motiv for ikke at røre Bin Laden og saudierne, da han privat har handlet med dem et utal af gange.

Den anden teoretiker, Bill Nichols^{27}, har skrevet Representing reality: issues and con-

cepts in documentary (1996). Denne bog har med en historisk tilgang fundet sammenhænge i dokumentarfilm lige så langt tilbage, som genren har været kendt. Jeg vil

nu prøve at vurdere, om nogle af hans teorier passer på Fahrenheit 9/11. BN inddeler

dokumentargenren i fire tilgange: The Expository Mode, The Observational Mode, The Interactive Mode og The Reflexive Mode. Altså den forklarende tilgang, den observerende tilgang, den interagerende tilgang og den reflekterende tilgang.

Den forklarende tilgang er også det, Lisbeth Borker kaldte for Speakeren i afsnittet om fortællerhierarki. Denne tilgang har til formål at oplyse, og det er typisk den, man ser i skolerne som oplysningsmateriale. I denne tilgang er der en alvidende fortæller, som man på intet tidspunkt ser, men som fortæller henover filmen, hvad det er vi ser. Dette benytter MM sig også af et utal af gange, for eksempel da der kommer et billede af GWB, som modtager nogle officielle dokumenter.

-Or perhaps he just should have read the security briefing that was given to him on August 6, 2001 that said that Osama bin Laden was planning to attack Amer-

ica by hijacking airplanes^{28}

Her ligger MM’s stemme hen over billederne og belærer os om, hvad der står i disse dokumenter, dog uden selv at vide, hvad der står i dem.

Den observerende tilgang har til formål at være så ægte som mulig. Der er ingen fortæller, der belærer eller forklarer. Der er kun lyden af det, der bliver optaget. Dette kan dog godt være manipulerende, da dokumentaristen kan udvælge scener og klippe dem sammen i den rækkefølge, han ønsker, og dermed give et forringet billede af, hvad vi ser.

Den observerende tilgang er dog normalt regnet som den reneste form for dokumentarfilm. Umiddelbart ville man kunne sige, at MM benytter sig af den i situationer som f.eks. med soldaterne, der har fået lov til at filme sig selv, men hvor deres opmærksomhed er rettet mod et kamera.

Side 11

- 11 -

Den interagerende tilgang er mere eller mindre den samme, som vi så under catalyst, og den er næsten identisk med den, Lisbeth Borker kalder for interviewer. Dog har en dokumentarfilm med den interagerende tilgang ret til at lufte budskaber og holdninger i sin retorik. Forskellen er, at hvis du går ind i filmen som interviewer her, vil det også tælle som interagerende, ligesom det gør hos Lisbet Borker, hvorimod der skal noget mere drastisk til under catalyst. Denne tilgang har MM været meget glad for med filmen Bowling for Columbine, hvor han konstant optrådte som interviewer med holdninger,

mens man kun reelt ser ham to gange i Fahrenheit 9/11. Dog føler man, at han er der hele

tiden, da hans stemme hele tiden er lagt henover de billeder vi ser. Men der er dog ingen tvivl om at hans rolle stadig er interagerende.

Den refleksive tilgang dækker over et meget bredt spektrum, og indeholder elementer af alle de tre ovennævnte tilgange. Derfor er det også den, MM benytter sig mest af, da han ikke holder sig inden for en tilgang, som vi har set tidligere. Som titlen siger, reflekterer denne tilgang over forholdet mellem film og virkelighed. MM benytter sig af elementer fra fiktionens verden som klip fra en spillefilm eller ved at lægge underlægningsmusik på, der skal forstærke effekten. MM bruger også satire, ikke mindst for at gøre filmen mere underholdende at se på, men også i høj grad for at fremstå som naiv og dum, hvilket medfører at folk kommer med udtalelser, der er så letforståelige og skåret så meget ud i pap, at de næsten er for overdrevne. Blandt andet scenen hvor MM låner en isbil med et højttaleranlæg og begynder at læse Patriot Act op foran kongressen, fordi han får at vide af Congressman John Conyers, at de fleste lovforslag læser de slet ikke. Det har ikke anden betydning end at det skal understøtte hans budskab om, at det er forargeligt, at de ikke læser hvad de skriver under på, og så er det jo sjovt. Det er også en af grundene til, at hans film også har fået betegnelsen underholdning.

Den tredje, teori er af David Bordwell og Kristin Thomsen^{29} og har titlen Film art: an

introduction.

De inddeler også dokumentargenren i forskellige tilgange. BT pointerer en ny tilgang der er meget bred. Denne tilgang har elementer fra alle de foregående tilgange og kaldes af BT for den syntetiske tilgang. Denne er en dokumentarfilm, der har hentet sine virkemidler, effekter og elementer fra forskellige dokumentarfilmteoretikere. Dette må vi i høj grad sige MM gør, da næsten alle de tilgange, vi har set, har elementer der passer på

Side 12

- 12 -

Fahrenheit 9/11. Derfor må vi ifølge BT kalde Fahrenheit 9/11 for en syntetisk

dokumentarfilm.

Struktur

Der er ingen tvivl om, at MM er enormt dygtig til at lave film, bøger og tv-serier, der sælger godt. Så kan det bagefter diskuteres hvor ren genren og hans stilart er, og hvor meget han manipulerer med facts. Men han må kunne noget, kun få andre kan, når han har formået at slå rekorden for den mest sete dokumentarfilm to gange. MM har også en evne til at præsentere publikum for sine holdninger og budskaber med en enorm mængde fakta, og kvikke, til tider flabede og irriterende, bemærkninger.

MM leverer det på en måde, så det er svært at argumentere imod. Hvis man prøver at kritisere ham og hans fakta i pressen, udgiver han alle kilderne til hans 82 facts, som

fylder 30 sider i ren komprimeret form, der beviser alt i Fahrenheit 9/11. Essensen af alle

disse facts får han smeltet sammen med et drys satire og skrevet ned på kun 32 sider og en spillelængde på små 2 timer. Dette viser den dygtighed, han har i at finde det, der er væsentligt for ham i kendsgerningerne, og få sat det sammen på en humoristisk måde.

Det gør han meget effektivt. MM benytter sig af, først at komme med en hårdtslående kommentar og facts om sin modstander, for eksempel hvor mange procent af tiden GWB har været på ferie, hvorefter han forstærker effekten med overlægningsmusik, der normalt hører til i en komedieserie eller i en komediefilm, hvorefter han så sætter et filmklip på, hvor GWB kommer til at ligne en ineffektiv idiot. I denne situation bruger han selvfølgelig et filmklip af præsidenten på en golfbane, hvor kameraet har fanget ham i at sige, i spøg, at ”jeg ramte ethvert skud godt, hvordan kan folk så sige jeg ikke arbejder?”.

Med dette klip ser det ud, som om GWB selv giver MM ret og siger ja til at hans arbejde består i at lave ingenting, og med den underlægningsmusik virker det som om, GWB er en præsident der ikke tager noget seriøst. Så MM benytter sig af en hjælper, nemlig:

GWB, i form af scener, hvor han optræder mindre heldigt, i MM´s sammenklippede virkelighed.

Et godt sted at tage fat i en spillefilm er ved at prøve den af på berettermodellen, som vist

             30
nedenfor i fig. II . Dette vil jeg også gøre med denne film, da den har nogle af de samme

elementer som en spillefilm.

Side 13

- 13 -

MM starter ud med at fortælle, at alle er glade over at Al Gore har vundet valget, men pludselig bliver det ændret og GWB bliver erklæret vinder, selvom han har fået færrest stemmer. MM starter altså ud med at sige, det er den forkerte mand der sidder på magten, han har ikke vundet valget.

Anslaget: Anslaget er da vi hører lyden til de billeder, vi alle har set. MM sætter en sort skærm på, og vi hører kun folks reaktioner på terrorangrebet på WTC d. 11-9-2001. Så er det sat på plads, at filmen kommer til at handle om, hvordan dette kunne være forebygget og hvordan en bedre handling bagefter kunne være foretaget.

Præsentationen: I denne fase bliver vi præsenteret for GWB og hvad han laver. Vi hører om hans fortid og hans forretninger med familiemedlemmer til terroristen, der dræbte næsten 3.000 mennesker den 11. september. Vi bliver præsenteret for alle de interesser, Bush-administrationen har i Irak og alle deres venskaber med Taliban-ledere.

Uddybningen: I denne fase bliver vi præsenteret for Bush-regeringens løsningsforslag til at forhindre et eventuelt nyt stort terrorangreb. Disse løsningsforslag synes MM ikke, der er noget i, og han finder i stedet de mest absurde eksempler frem, hvor FBI har infiltreret fredsgrupper for at se, om de lavede terror, og andre eksempler hvor folk der kaldte Bush for et røvhul var blevet opsøgt af FBI.

Point of no return: I denne fase træder filmen for alvor i karakter. Efter latterliggørelsen af Bush-regeringens løsningsforslag, ser vi så billeder af lykkelige familier i Irak, samtidig med at GWB taler hen over og informerer om, at USA lige har handlet yderligere og er gået i krig mod Irak. Straks efter de lykkelige familier ser vi så en række store eksplosioner. Nu har præsidenten ingen mulighed for at vende tilbage.

Konfliktoptrapningen: Det er her det hele begynder at gå galt for GWB; irakerne yder modstand og hundredvis af amerikanske soldater må lade livet. Hjemme i USA består opgaven i at finde flere soldater at sende til Irak

Klimaks: Klimaks er et lidt andet end vi er vant til at se. Det er normalt der, hvor skurken bliver skudt og alt løser sig bagefter. Klimaks er nemlig et følelsesklimaks, hvor jeg tror, de fleste amerikanere har siddet og grædt, da de så det. Vi møder Lila Lipscom, som fortæller at hele krigen var til grin fordi den dræbte uskyldige sønner, og hun personificerer skylden. Det er ikke Al Queada, hun giver skylden, selvom en dame siger til hende, det er dem der burde få den, men som hun siger: ”Det var ikke Al Queada, der sendte min søn til Irak”.

Side 14

- 14 -

Udtoning: Denne fase mangler delvist. En af grundene til dette er, at MM ikke mener, problemet har fundet en løsning og han derfor ikke kan lade det tone ud. Hans udtoning består i stedet i at sige, at vi selv må lave den; i en billedserie siger han, at regeringen tog fejl, og at publikum selv må lave udtoningen ved næste valg, når de sætter deres stemme på modkandidaten.

Hans slutter med noget, der kunne minde om en billedlig opsummering. Først ser vi, hvordan de fattige i USA har det, hvorefter vi ser hele Bush-administrationen, der kommer med mindre præcise og kløgtige udtalelser, og til sidst benytter MM sig af lydsiden - den dystre musik fra A Clockwork Orange af Stanley Kubrik bliver spillet hen over de sidste par minutter, samtidig med spørgsmålet om, hvorfor det er de fattige, der udkæmper de riges krig. Dette giver en fornemmelse af, at vi lever i et dystopi, om ikke endnu, så vil vi komme til det meget snart, hvis præsidenten forsætter med at hedde GWB.

Kapitel III. Diskussion

Dokumentarfilm?

”Det kan være nødvendigt at lyve. Til tider må man forvrænge tingene for at fange deres

sande ånd”^{31}

Jeg konkluderer på baggrund af analysen i kapitel II, at MM’s nyeste film Fahrenheit

9/11 beskrives som en dokumentarfilm. Nordisk Filmpakkes 3 krav for en

dokumentarfilm er opfyldt: interviews, reportager og håndholdte kameraer. Ordbøgernes definition er opfyldt: ingen professionelle skuespillere og der bygges på bevislige kendsgerninger. David Bordwell er også uden tvivl i spørgsmålet. Det er en dokumentarfilm, uanset om den manipulerer med facts eller ej, siger han. MM har et utal af de effekter, Erik Barnouw beskriver i sin bog. Især den dokumentariske tilgang, som han kalder Guerrilla, minder om MM’s måde at gøre tingene på. Bill Nichols har også en tilgang, den refleksive, der til dels minder om MM’s. Alt dette gør, at vi uden tøven kan

sige: Fahrenheit 9/11 er en dokumentarfilm!

Den svæver nogle gange på grænsen til at blive fiktion, men overskrider aldrig den grænse, da alt der bliver sagt direkte i filmen er sandt. I hvert fald er der endnu ingen, der

Side 15

- 15 - har kunnet finde en løgn i den, og indløse dusøren, som er udlovet til den første der finder en sådan. Og med 82 facts, som er dokumenterede, må vi formode at det er fakta, forvrænget så de passer ind i instruktørens sammenhæng og til hans budskab.

MM har bare indset det, som Robert Flaherty indså i 1963: Til tider må man forvrænge tingene for at fange deres sande ånd.

Men er hans dokumentargenre så nyskabende, og er det virkelig et nyt fænomen, at man ser dokumentarfilm med politiske budskaber? Det er rigtigt, at der ikke har været mange, der har fået lige så stor opmærksomhed som MM’s. Men dokumentarfilmgenren har allerede fra dens fødsels været brugt som agitatorernes talerør. (…) til at udvikle mediet - først og fremmest gennem dokumentarfilmen - som led i agitationen og propagandaen,

men også som kritisk metode for analyse af virkeligheden (…)^{32}

Med dette i baghovedet gør det det endnu engang meget svært at sætte spørgsmålstegn ved genren. Sætningen ovenover skal ses i sammenhæng, at dokumentarfilmen allerede i

1920’erne blev brugt som agitation og propaganda for sovjetstaten og mod det forhenværende zarstyre i Rusland. Disse gav dog selvfølgelig et meget subjektivt syn på zarstyret og et tilsvarende rosenrødt glansbillede af socialismen. Det samme sker med MM, der har så travlt med at skabe et dårligt billede af Bush, at han glemmer at tegne et billede af modparten og dermed forholde sig objektivt. Dette medfører, at Al Gore og John Kerry fremstår som sendt fra Gud i MM’s film, selvom de ikke bliver nævnt særlig ofte.

MM slutter af med et retorisk spørgsmål som opfølgning på, at kun én i kongressen har et barn i Irak: Hvorfor er de, der har det dårligst i vort samfund, altid de første til at melde sig til hæren og beskytte vort land? Det eneste, de beder om, er at vi kun udsætter dem for fare i yderste nødstilfælde. Kommer de nogensinde til at stole på os igen? Den sidste linie er også titlen på hans nye bog. Will They Ever Trust Us Again: Letters from a War zone?

Alle forstår pointen, men i dette tilfælde overidylliserer han de fattiges patriotisme. MM beskriver de fattige som værende mere patriotiske og som forsvarere af de amerikanske værdier. Han prøver at fortælle os, at vi har snydt dem, fordi vi lovede kun at sende dem i krig, hvis vores værdier var i fare, men vi sendte dem i døden for at tjene penge til de rige. Han siger, at de fattige vil udkæmpe vores krig, fordi de tror, de forsvarer nationen.

Dette tror jeg ikke har været grundlag for, at de fattige meldte sig ind i hæren. Som MM påviser tidligt i filmen, melder det fattige USA sig til hæren, fordi det er en mulighed for

Side 16

- 16 - at tjene penge og opnå den sociale status, de ellers var afskåret fra. Ud fra denne tankegang er det mindre relevant, om krigen er baseret på et forkert grundlag eller ej. Så længe de får kost, logi og gode penge, kommer patriotismen med andre ord i anden række.

Men hvis de fattige meldte sig til hæren af ren og skær nød, modsiger MM sit eget argument om, at de er blevet lokket ind i krigen ved at spille på deres fædrelandsfølelse. I sin iver efter at kritisere krigen mod Irak på alle punkter, mener jeg således, at han ryger ind i en selvmodsigelse. Efter min vurdering ville de fattige ikke have handlet anderledes, selvom grundlaget for krigen viste sig at være forkert..

Meningspåvirkning?

MM har mindst ét stort budskab med denne film: at få GWB ”fyret” som præsident. Den eneste måde han kan gøre dette på, er ved at få vælgerne til at stemme på modkandidaten.

Så MM’s mål har i første omgang været at få sit budskab ud til så mange som muligt, og den bedste måde at gøre dette på er, ifølge en undersøgelse af Erik Høgh i tidsskriftet

        33
Perspektiv , at formidle sig via massemedier. Hans undersøgelse viser, at den største

faktor til at informere folk om et eksisterende problem og derefter vække deres interesser, er via massemedierne.

MM påvirker vores opfattelse af præsidenten og hans administration et utal af gange, ved at vise dem i en helt anden følelsestilstand end vi er i, fordi han lige har vist os nogle billeder, der får os til at føle modsat. Hvis vi lige er blevet meget vrede på et eller andet, så sidder GWB måske og taler godt om det. Et eksempel er kort inde i filmen, hvor vi ser folks ansigtsudtryk, akkurat som det andet fly rammer WTC. Folk er lamslåede, græder og det hele er så dybsindigt sørgeligt, at vi alle selv kan føle smerten og sorgen. Vi kan alle huske dette minde, og for nogen er det tættere på end andre, men alle bliver rørt når de ser klippet. MM afbryder vores empatiske øjeblik med et nærskud af GWB, som sidder selvsikkert og smiler med et smørret grin. Dette giver folk en dårlig smag i munden, at præsidenten kan sidde med et sådan smil, når alle andre græder.

(fades in, woman crying.... bell ringing... people looking up in awe, gasping.

Firefighters looking up. Woman sitting on curb with head in hands. Man crying.

People praying. Debris falling. People running. Missing persons fliers.) (…)

(Bush walking in, pictures flashing, he's smiling)^{34}

Side 17

- 17 -

Endnu et eksempel er, hvor Donald Rumsfeld står og taler om, hvor dygtige militæret er til at ramme og hvor meget arbejde, de ligger i præcision; midt i det hele bliver vi afbrudt af en eksplosion i Irak, efterfulgt af Rumsfeld, som forsætter med at tale, mens vi ser billeder af en irakisk dreng, der bliver syet i hovedet. Man kan høre drengen skrige og man kan næsten selv mærke stingene. Endnu engang sidder man som seer og tænker: hvordan kan han stå at sige det, når vi ser uskyldige børn, der bliver syet i hoved samtidig.

-SECRETARY RUMSFELD: The targeting capabilities and the care that goes into targeting is (as he's speaking, video shows of Iraqi child having part of his head stitched back on, crying), is as impressive as anything anyone could see. The care that goes into it, the humanity that

goes into it...^{35}

Og sådan kan man blive ved. Faren der spørger: ”til hvilket formål døde min søn?”

Hvorefter MM viser et billede af Halliburton, ikke et billede af befriede Irakere ved valgbåsene. Det er det eneste, vi ikke kan acceptere, at børn bliver dræbt for, at de rige skal tjene mere og for at præsidenter kan få hævn. Men det er det MM viser: et billede af en regeringschefs firma, som har tjent styrtende på krigen.

Det er den måde, MM går ind og påvirker folket på: ved først at vise noget, ingen kan sætte sig imod eller være uenige om, og så derefter et klip, som har noget med regeringen at gøre og strider fuldstændigt mod det, vi føler inden i os selv i det øjeblik.

Men gør GWB ikke det, alle dygtige regeringschefer ville have gjort i den første situation? Bliver siddende de få minutter, det nu måtte tage, så der ikke bliver skabt panik, og de par minutter kunne han heller ikke have brugt til andet end at tænke, hvis han var gået ud. Og omtaler Donald Rumsfeld ikke bare at missiler etc. er blevet mere præcise i forhold til andre krige? Og er barnet i virkeligheden blevet ramt af et amerikansk missil? Og under denne krig? Og skal en regeringschef få sit tidligere firma til at nægte at levere mad ud til amerikanske soldater i Irak, bare fordi han sidder i regeringen, hvis nu det er det eneste firma, der har speciale indenfor det? Dette er alle spørgsmål, man kan stille sig selv.

MM er i hvert fald af den overbevisning, at en præsident skulle have handlet med det samme, da han hørte om WTC. MM er heller ikke i tvivl om, at et missil ikke er præcist nok, så længe det rammer en eneste uskyldig. Så er det lige meget, om barnet er faldet eller er blevet ramt af et missil. Det er vigtigheden af at gøre sin pointe, om at missiler dræber uskyldige, tydelig. MM antyder, at krigen i Irak kun er for at score profit til store

Side 18

- 18 - firmaer, deriblandt regeringschefernes egne. Han har måske ikke kunnet bevise, at GWB gjorde det af den grund, så han finder et helt tydeligt eksempel, hvor Dick Cheneys tidligere firma har tjent styrtende under krigen. Alt dette er jo bare to forskellige måder at se tingene på. Og om man som amerikaner er enig med det, Moore siger, har nok kun noget at gøre med om man er republikaner eller demokrat. Og dog ikke, for vi bliver præsenteret for materialet på en så farvet og partisk måde, at vi næsten ikke kan andet end at blive rykket lidt, hvis man ikke kender situationerne til punkt og prikke i forvejen og kan forholde sig til dem. Men jeg tror ikke, at hvis du er helt igennem republikaner, at der så er noget i denne film, der vil røre dig. Du vil tænke, at der nok er en logisk forklaring på hans fremstilling, og at ”det er godt med ham”. Ellers ser du filmen med lukkede øjne, og afviser enhver kritik, selvom der måske er noget om den.

Side 19

- 19 -

Konklusion

Baggrunden for Fahrenheit 9/11 har således været undervejs hos i lang

tid. Han har været en venstreorienteret samfundskritiker, lige så længe, som han har interesseret sig for politik. Derfor har man kunne forvente at han ville kaste sig over det, han synes er nutidens største samfundsproblem.

indtager rollen som alle fire fortællere i et fortællerhierarki, ofte på én gang. På den måde får han det fulde overblik over, hvordan hans budskab bliver præsenteret for seeren. Der er på intet tidspunkt nogen der kan sige hans budskab imod, da han har det overordnede overblik.

Han har benyttet sig af elementer og tilgange beskrevet af fire filmteoretikere. Han benytter sig af elementer fra alle Erik Barnouws tilgange og især tilgangen Guerrilla. Han benytter sig også af mange af de tilgange, som Bill Nichols beskriver, men har dog ikke synlige fællestræk med Nichols’ observerende tilgang. Dog har han mange synlige elementer, der stemmer overens med den refleksive tilgang og som har et bredt spektrum af virkemidler. David Bordwell og Kristin Thomsen beskriver en dokumentarfilm, som benytter sig af mange tilgange og elementer fra de ovennævnte tilgange som en syntetisk

dokumentarfilm. Sådan en genrebestemmelse passer Fahrenheit 9/11 til.

I strukturen er det tydeligt, at også benytter sig af elementer fra spillefilmens verden. Hans film kan meget tydeligt indpasses i berettermodellen, som normalt kun bruges til analyse af spillefilm. Dette giver ham mulighed for at fastholde et spændingsniveau, normalt kun kendt fra fiktionsfilm. formår at påvirke seerne ved at få sin modstander til at hjælpe med at bekræfte budskabet, ved at klippe i billederne, så spørgsmål og svar ikke nødvendigvis er tidsmæssigt sammenfaldende. Og desuden ved at finde situationer, hvor modstanderen optræder mindre heldigt og sarkastisk som svar på MM’s påstande. Meningspåvirkningen får altså langt bedre mulighed for at slå igennem, når modstanderen selv bekræfter eller sågar er enig i s påstand. fremstiller dog sit materiale og sit budskab på en så subjektiv måde, at mange, der ikke er af samme overbevisning som ham, vil blive forargede og derfor ikke modtagelige over for budskabet.

Side 20

- 20 -

NOTER

1

Fra nu af MM

2

Fra nu af GWB

3

Kilde: Manuskript side 1. Linie 32,33 og 35

4

Kilde: Manuskript side 3. Linie 14 og 15

5

Kilde: Manuskript side 32. Linie 33 og 34.

6

Kilde: Manuskript side 9. Linie 45

7

Kilde: Manuskript side 29. Linie 7

8

Kilde: Manuskript side 20. Linie 11

9

Rhoads, Kelton. Propaganda, tactics and Fahrenheit 9/11. 11. September 2004.

10

Leksikon – Agitator [http://www.leksikon.org/art.php?n=22].

11

Leksikon – Agitator [http://www.leksikon.org/art.php?n=22].

12

Politikens Nudansk Ordbog med etymologi.

13

Møller, Jørgen. Filmfestival: Forenklet effekt. Maj 2004. Linie 25

14

Kilde: Nordisk Filmpakke. [http://www.nordskol.org/film/filmanalyse-dansk/filmanalyse-

dansk/Filmanalyse/index_html]
15

Kurrild, Peter. Moore og de dumme hvide mænd. Sep 2004. (...)så langt fra dokumentarfilm, som man

kan komme(…)
16

Afsnittet har elementer fra kapitlet fortælleren i ”Den Bearbejdede Virkelighed” af Lisbeth Borker.. Side

25-27, deriblandt ideen til illustrationen.
17

Figur I er tilpasset fra Lisbeth Borker, Den bearbejdet virkelighed.

18

Kilde: Manuskript side 31. Linie 4-13.

19

Disse tre teoretiker er udvalgt pga. de er brugt i: RUC-rapport.

20

Fra nu af EB. Afsnittet omhandler Documentary: a history of the non-fiction film. Oxford University

Press 1974. Afsnittene om prosecutor side 172-182, catalyst side 253-262 og guerilla side 262-287.
21

Kilde: Manuskript side 3. Linie 14-22.

22

Kilde: Documentary : a history of the non-fiction film. Oxford University Press 1974. Side 261 linie 31.

23

Kilde: Film. Niels Jensen

24

Kilde: Documentary: a history of the non-fiction film. Oxford University Press 1974. Side 254-255 linie

38,39 og 1-4
25

Kilde: MM udtalelse i interview til NBC ved Ron Reagan.

26

Kilde: Manuskript side 16. Linie 20.

27

Fra nu af BN. Afsnittet omhandler Representing reality: issues and concepts in documentary. modes of representation side 32-75

28

Kilde: Manuskript side 5. Linie 4.

29

Fra nu af BT. Afsnittet omhandler Film art: an introduction(2001). dokumentarfilm side 111-128

30

Fra Lisbeth Borker, Den bearbejdede virkelighed. Side 27.

31

Kilde: Film, Niels Jensen side 211. Citat Robert Flaherty: Arthur Calder-Marshall: ”The Innocent Eye”

London 1963.
32

Kilde: Film fra leksikon - http://www.leksikon.org/art.php?n=789

33

Høgh, Erik. Valgpropaganda og meningspåvirkning. Tidsskriftet Perspektiv 1964-65. Side 50

34

Kilde: Manuskript side 4. Linie 14.

35

Kilde: Manuskript side 17. Linie 1-3.

Side 21

- 21 -

LITTERATURLISTE

Bøger

Primær

- Moore, Michael. The official Fahrenheit 9-11 reader. Penguin 2004.

Sekundær

- Moore, Michael. Stupid white men…And other sorry excuses for the state of the nation.

Penguin, new edition 2002.

- Nichols, Bill. Representing reality: issues and concepts in documentary. Bloomington Indiana Univ. Press 1996.

- Barnouw, Erik. Documentary : a history of the non-fiction film. New York Oxford Uni-versity Press 1993.

- Kochberg, Searle. Introduction to documentary production / edited by Searle Kochberg.

London Wallflower 2002.

- Bordwell, David. Film art : an introduction / David Bordwell & Kristin Thompson.

New York McGraw-Hill 2001.

- Honoré, Anne Marie. Filmpolitik midt i en medierevolution. Forlaget Klim 1994.

- Institut For Statskundskab KU. Film og politik. 4. Årg. Nr. 3. 2001.

- Conard, Karen. Vold for sjov? –på film. Forlaget Frydenlund 2004.

- Kjærland, Synnøve og Blankholm, Torben. Fat om dokumentarfilm. Det Danske

Filminstitut 2001.

- Borker, Lisbeth. Den bearbejdede virkelighed. Forlaget Amanda.

- Jensen, Niels. Filmkunst. Nordisk Forlag. 4. revideret udgave 1991.

- . Will they ever trust us again? : letters from the war zone. New York:

Simon & Schuster, 2004.

Artikler

- Kopel, David. Fifty-nine Deceits in Fahrenheit 9/11.
[http://www.davekopel.org/Terror/Fiftysix-Deceits-in-Fahrenheit-911.htm] 12.

november 2004.

Side 22

- 22 -

- Hitchens, Christopher. Unfahrenheit 9/11. [http://slate.msn.com/id/2102723/] 21. juni

2004.

- Corliss, Mary. A first look at “Fahrenheit 9/11”
[http://www.time.com/time/arts/article/0,8599,638819,00.html] 17. maj 2004.

- Lagemaat, Richard van de. The problem of knowledge. November 2001.

[http://www.inthinking.co.uk/pdfs/BProblemKnowledge.pdf]

Diverse

Primær

- Moore, Michael. Fahrenheit 9/11. Film 2004.
- Moore, Michael. Fahrenheit 9/11 transcript. 2004 attached.

Sekundær

- Moore, Michael. Bowling for Columbine. Film 2002.

- RUC-rapport. Fahrenheit 9/11. 1. Semester. Hum. Bas. 2004.
- Moore, Michael. Factual Back-Up for Fahrenheit 9/11.
[http://www.michaelmoore.com/books-films/f911reader/index.php?id=16] November

2004.

- Fahrenheit 9/11 Cannes Retail Pressbook.
[www4.quanqiutong.com/infoview.php?id=399250] November

2004.