Størrelsen af meteorkratere | Rapport | Fysik

Formål

Formålet med forsøget er, at undersøge om størrelsen af meteorkratere kan forudsiges, ved at undersøge, om der er en sammenhæng mellem kraterets radius og faldhøjden.

Apparaturer

Vi brugte følgende apparaturer til at udføre forsøget: En stor og en lille lineal, en stålkugle og en stor spand med sand.

Teori

En meteor er et kosmisk legeme på vej ned gennem Jordens atmosfære. Her er luftmodstanden så stor, at meteoren brænder hvilket ses som stjerneskud. Hvis meteoren når igennem atmosfæren med en masse på minimum 1 kg, kan den lave et krater. Til at starte med har kuglen(vores meteor) potentiel energi. Når vi slipper kuglen bliver den potentielle energi omdannet til kinetisk energi. Kraterets størrelse afhænger først og fremmest af meteorens kinetiske energi. I følgende beregning bruges den kinetiske energi til at løfte materialet i krateret op på det omkringliggende terræn: E , start=E , impact=E , løfte =M *g*h *V *g*h *2/3**r *g*h *2/3**r *g*1/20*r *2/3**r *g*1/20 Forskriften skal gerne være opløftet i noget lignende en fjerdedel da radius står i fjerde potens. For at isolere r skal vi tage den fjedre rod, hvilet svarer til r .Radius skal gerne blive funktionen af faldhøjden, hvilket kan ses i understående beregning: E , start= konstant*r M *g*H=Konstant*r H=konstant*r Konstant*H=r Konstant*H *r Vi regner med at alle kraterne har samme facon, så forholdet mellem krateret og ”kraterjords løftehøjde” er konstant.

Vi holder alle andre værdier end radius konstante, så vi kan undersøge sammenhængen mellem kraterets radius og faldhøjden. Den konstante værdi er således en sammenfatning af alle de faktorer, der forholder sig uændrede.

Undregning af den konstante værdi: Konstant=( meteor*g/ ρ *2/3**r *1/20*g) V: Volumen m: Masse ρ: Densitet r: Radius af kugle H: Meteor faldhøjde h: Kraterjord løfthøjde, h=1/20*r Sker dette burde diameteren blive større. Resultatet af dette er, at vores diameter ikke passer til faldhøjden, som mindsker korrektheden af vores endelige resultat.

Konklusion

I teorien fremgår det, at faldhøjden gerne skal være opløftet ¼. På vores diagram, der er bygget på vores forsøg udført i praksis, kan vi se, at forskriften for netop denne sammenhæng er er opløftet i 0,2368 potens, hvilket er forholdsvist tæt på ¼ potens. Altså stemmer vores teori ret godt overens med vores beregninger og vores graf. Vi kan til slut konkluderer, at sammenhængen mellem faldhøjden og radius er Y=3,1326x Klara Nielsen