Vejen til frihed af Nelson Mandela

Side 1

Frederikssund Gymnasium Danskaflevering til den 23-01-12 [navn fjernet] 2cDaA

1

Analyse af selvlæst værk

- Vejen til frihed af Nelson Mandela

”There is no easy walk to freedom anywhere, and many of us will have to pass through the valley of the shadow of death again and again before we reach the mountaintop of our desires” – Nelson Mandela.

En af Nelson Mandelas væsentlige livsindstillinger er tilgivelse. Denne indstilling er blandt andet det, der har bevirket, at den sorte aktivist i dag står som et internationalt ikon for både frihed og fred. Nelson Mandela er i den grad blevet en arketype, der med sine markante egenskaber og karaktertræk er blevet en fælles reference kloden rundt, en nulevende helt.

Vejen til frihed er blevet kåret til en af det 20. århundrede største selvbiografier. Biografien genfortæller den fantastiske livshistorie om den sydafrikanske høvdingesøn, Nelson Rolihlahla Mandela, den

                                                     1
verdenskendte, ubestridte nationalistleder af organisationen ANC

, der som 75-årig blev den første folkevalgte præsident for Sydafrika.

Født ind i Tembu-stammen den 18. juli i 1918 var Mandela allerede fra barnsben opdraget til at være folkeleder. Gennem sit liv kæmpede han mod det hvide apartheidstyres undertrykkelse af det sorte folk, hvilket blandt andet medførte, at han i 1962 blev fængslet og i 1965 idømt livsvarigt fængsel af apartheidregimet. Det var i disse år Nelson Mandela begyndte at nedskrive sine erindringer, der i dag skildres i Vejen til frihed. Han blev løsladt 28 år senere i 1990, og fik, pga. sin forsoningspolitik mellem racerne i landet og sine forsatte forhandlinger om afskaffelsen af apartheid, tildelt Nobels fredpris i 1993.

Opgave 1

Vejen til frihed er inddelt i 11 dele, der hver beskriver forskellige perioder og faser i Nelson Mandelas liv.

Jeg har valgt at fokusere på den første del: Barndom på landet [2].

Nelson Rolihlahla Mandela blev født i landsbyen Mvezo, der ligger dybt inde i Transkei [3]. Af sin far blev han givet stammenavnet Mandela og mellemnavnet Rolihlahla (”at trække i grene af træer”, konnoterer ballademager). En ironisk, men poetisk spænding mellem hans navn og liv, på trods af at Mandela aldrig selv troede på, at et navn kan udtrykke ens skæbne. Navnet Nelson fik han senere tildelt af sin lærerinde.

På dette tidspunkt i historien blev elever på missionsskolerne i Sydafrika ofte opkaldt efter britiske krigshelte, både pga. uddannelsessystemet vægt på det engelske sprog, men også fordi de fleste hvide nægtede at udtale afrikanske navne.

Hans far, Gadla Hendry Mandela, var høvding og præst, og var desuden, i en årrække, uofficiel premierminister for overhøvdingen Thembuland.

Omkring et år efter Mandelas fødsel trodsede Gadla Mandela en lokal, hvid dommer, hvilket medførte at han fik frataget sin høvdingeværdighed, samt mistede det meste af sin jord og indtægt. Dette resulterede i, at familien flyttede til landsbyen Quno, hvor Mandela voksede op sammen med sine tre søskende og sin mor, Nosekeni Fanny, der var Gadla Hendry Mandelas tredje kone.

1

STX 2.g

2

Nelson Mandela, Vejen til frihed, oversat fra engelsk efter Long walk to freedom, Munksgaard/Rosinante København 1994, Første

del: Barndom på landet side 9-62
3

En stor provins mellem Cape Town og Natal

Side 2

Frederikssund Gymnasium Danskaflevering til den 23-01-12 [navn fjernet] 2cDaA

2

To år efter Nelson Mandela var begyndt i skole døde hans far af en lungesygdom. Forinden havde Gadla Hendry dog nået at arrangere, at høvdingen Jongintaba Dalindyebo ville tage sig af Mandela. Kort efter Gadla Hendrys Mandelas begravelse adopterede høvdingen Nelson, og derfor flyttede den kun 9-årige Nelson Mandela til den kongelige residens for høvding Jongintaba Dalindyebo i provinsen Mqhekezweni. En regent, der var Nelson Rolihlahla Mandelas værge og velgører i over ti år.

I dette residens blev Nelson tildelt et værelse, som han delte med Jongintaba Dalindyebos ældste søn Justice. De to blev hurtigt uadskillelige. I den tid Nelson Mandela levede hos høvdingen, gennemgik han både omskæringsritualet og to år på kostskolen Clarkebury. Efter Clarkebury blev Mandela optaget på Healdtown, et metodistisk college, hvor han bestod sin eksamen i år 1938. Herefter forsatte han til Fort Hare, det, på det tidspunkt, eneste sorte universitet i Sydafrika. Det var i disse år, at Mandela for alvor åbnede øjnene op for det underskuede sorte folk.

Kort efter Mandela var fyldt 23 år, sendte Jongintaba Dalindyebo bud efter sine to sønner, for at fortælle dem, at han ønskede dem gift, inden han døde, i og med at han ikke selv troede, han ville leve meget længere. Der var derfor blevet arrangeret et bryllup til dem begge. Mandela var på den tid en romantisk ung mand, der mente at kærlighed ikke var til salg. Han nægtede derfor at indgå tvangsægteskab, og sammen flygtede de to fortvivlede til Johannesburg, hvilket især pinte Mandela, der følte, at han svigtede sin syge velgører.

Opgave 2

Hvis man nærmere analyserer Barndom på landet, del 1, fra romanen, ser man tydeligt flere journalistiske genretræk i sagprosaværket.

I denne biografi er forfatteren til stede, idet beretningen handler om Nelson Mandela selv og hans erindringer gennem livet. Det vil sige, at bogen er skrevet subjektivt med en jeg-fortæller. Man må dog gå ud fra, at Nelson Mandela har haft en interesse i at formidle virkeligheden objektivt, således at hans fortælling virker mere pålidelig og autentisk. Men en selvbiografi vil altid være subjektiv – en egentlig objektivitet findes ikke i genren. Men hvis han sammenvæver sit eget liv med en analyse af Sydafrikas historie vil der være noget journalistisk stof også.

I både kapitel 2 og 3’s dokumentariske beretning er der flere eksempler på de retoriske appelformer, som blandt andet kommer til udtryk ved flere litterære teknikker. Fra år 1962 til år 1990 sad Nelson Mandela i en celle, i et fængsel, på Robben Island og nedskrev sine barndomserindringer. Ved sanselige beskrivelser genfortæller Mandela, hvordan han kan huske floderne og de mange bække, som holdt dalene grønne - selv om vinteren. Hvordan han kan huske de majestætiske Drakenbjerge mod nord og den vilde uvejsomme kyststrækning ud mod Det Indiske Ocean mod øst, og hvordan han endda husker lugten af muggen veldten. [4] Af disse sanselige beskrivelser står det klart, at Nelson Mandela, under sin dom på livstid, må have spekuleret på, om han nogensinde ville komme til at se det uforglemmelige landskab igen. Dette appellerer til læserens følelser.

Midt i gengivelserne af hans mange barndomsminder, gengiver Mandela gentagende gange faktaoplysninger om hans folks daværende situation: ”AmaMfengu kom til den østlige Kapprovins efter at være flygtet fra Shaka Zulus hære i en periode, der går under navnet iMfecane, den lange række af slag og

folkevandringer mellem 1820 og 1840, der begyndte med Shakas og Zulustaternes fremgang […].”^{5} På den

måde anvender Mandela også logos, som han gang på gang inddrager, ofte som en lille sidebemærkning:

4

’Barndom på landet’, side 9-11

5

’Barndom på landet’, side 17

Side 3

Frederikssund Gymnasium Danskaflevering til den 23-01-12 [navn fjernet] 2cDaA

3

”Der var næsten ingen træer i området omkring Qunu bortset fra en gruppe popler på en bakke oven for

                                 6
landsbyen. Selve jorden ejedes af staten.”

Ydermere anvender Mandela også etos. Man ser det eksempelvis, når Mandela taler om sin egen ekspertise, sine egne erfaringer eller sin egen hensigt. På den måde får han understreget sin troværdighed, og at han er værd at lytte til. Desuden har Nelson Mandela etos i sig selv, i form af sin titel, samtidig med at han gentagende gentagne gange argumenterer for det rigtige og det forkerte: ”Jeg er bange for, at kvinder

                                 7
blev betragtet som andenrangsborgere.”

Flere steder i Vejen til frihed kan man se, at Nelson Mandela har anvendt tekststrenge til blandt andet at komme sprogligt og begrebsmæssigt omring de emner, han berører. Den biografiske tekststreng er klart den dominerende, idet Mandela både beskriver sine inde og ydre egenskaber gennem sine handlinger, men også igennem hans sin sociale og biologiske arv: ”Han kunne være utrolig stædig, endnu et træk, som

                                     8
desværre kan være gået videre fra far til søn.”

Den første del af romanen giver en detaljeret gengivelse af

Nelson Mandelas mange barndomsminder, oplevelser og erindringer. Han har altså også anvendt den^{person?}

topografiske tekststreng, en beskrivelse af rum, sted og lokaliteter. Dernæst er en biografi ofte kronologisk beskrevet. I denne selvbiografi følger man Nelson Mandelas personlige udvikling fra barn, til teenager, til voksen. Sidst men ikke mindst kommenterer Nelson Mandela fortællingen og sit liv igennem romanen, og derved benytter han den fortolkende tekststreng, eksempelvis: ”Jeg mener, at personligheden formes mere

af miljø end af arv […].”^{9}

Kompositionen i biografien er som i så mange andre selvbiografier skrevet over den retoriske opbygning,

                                                                         10
hvor forfatteren indleder ved at afgrænse emnet: ”Min mor styrede tre hytter i Qunu […].” Oftest er

Nelson Mandelas fremstilling induktiv, idet hans eksempler, dokumentation og detaljer registres før den egentlig hovedpåstand bliver givet. Et eksempel kunne her være: ”I afrikansk kultur bliver ens tanters eller

                                                 11
onklers børn betragtet som søskende, ikke fætter og kusine.”

Hvortil hans påstand lyder som følgende: ”Vi har ikke den samme sondring mellem slægtninge, som hvide har.” Et andet eksempel kunne være, da Mandela genfortæller episoden, hvor hans far var af den overbevisning, at en engelsk, hvid dommer ikke havde nogen legitim magt over ham, hvilket medførte hans afskedigelse. Her er hovedpåstanden også konklusionen på fortællingen: ”Man trodsede ikke dommere dengang.” [12]

Undervejs i fortællingen konkluderer Nelson Mandela med flere små ordspil og mindre budskaber:

”Allerede som dreng besejrede jeg mine modstandere uden at vanære dem.”^{13} eller ”Godhed og storsind
bliver belønnet på måder, man ikke kan vide noget om.”^{14}

Generelt dramatiserer Nelson Mandela ofte begivenhederne i sit værk ved eksempelvis at benytte fiktionens koder, som medfører at teksten bliver både underholdende, informerende og overtalende.

”Mens jeg så på al denne pragt, kom en kæmpestor bil kørende ind ad vestporten, og de mænd, der sad i skyggen, rejste sig øjeblikkelig. De tog hattene af og sprang op, mens de råbte: Bayete a-a-a

              15
Jongintaba![…].” I dette eksempel er det svært at adskille det faktuelle, de biografiske begivenheder og

6

’Barndom på landet’, side 14

7

’Barndom på landet’, side 26

8

’Barndom på landet’, side 11

9

’Barndom på landet’, side 12

10

’Barndom på landet’, side 14

11

’Barndom på landet’, side 14

12

’Barndom på landet’, side 12

13

’Barndom på landet’, side 16

14

’Barndom på landet’, side 16

15

’Barndom på landet’, side 21

Comment [LJ1]: Er den skrevet i 3.

Comment [LJ2]: Det er vel snarere en kendsgerning end en påstand ?

Side 4

Frederikssund Gymnasium Danskaflevering til den 23-01-12 [navn fjernet] 2cDaA

4 oplevelsen fra forfatterens liv og sammenholde dem fra forfatterens opdigtede. Ydermere benytter Mandela også et dramaturgisk kneb, der skaber forventning: ”Mit mere velkendte engelske eller kristne

16 godt

Disse dramatiserede begivenheder er især skrevet i et dynamisk og rytmisk flow, der river læseren med.

Konklusion

Vejen til frihed er en roman af genren opinionsjournalistik med subjektivitet, siden den er skrevet af Nelson Mandela. Dertil må man formode, at Vejen til frihed er kategoriseret som en blandingsgenre, i og med at den tager udgangspunkt i hændelsesforløbene, hvortil Mandela undervejs kommer med sin personlige mening, opfattelse og oplevelse af det skildrede. Det er altså en blanding af objektiv og subjektiv journalistik med meningstilkendegivelse. Dette kan man blandt andet se, ved at han ofte benytter ’jeg’ og

’vi’. ”Jeg er født i […]”, ”Vi legede med legetøj […]” osv. I øvrigt er det relevant at påpege, at Nelson Mandela, i stedet for at fortælle en historie om noget, forsøger at gå bag historien og fortælle historien om historien, så at sige. Historien om den lange vej han har måttet gå for at finde frihed og fred i Sydafrika.

Man kan vel ikke sige, at det er en blandingsgenre, da det er en oprindelig sagprosa-genre

I slutningen af Barndom på landet samler selvbiografien fortiden i et sammenfattende helhedsperspektiv, der samtidig åbner op for en ny begyndelse i Nelson Mandelas liv. ”Mine muligheder forekom uendelige.

Jeg var nået frem til afslutningen på det, der virkede som en lang rejse, men i virkeligheden var den allerførste begyndelse til en meget længere og mere anstrengende rejse, der skulle sætte mig på prøver, jeg

                            17
ikke kunne forestille mig dengang.”

Det betydningsfulde i denne selvbiografi er især, at den fortolker, spørger og undersøger fortidens betydning for forfatterens personlige udvikling. ”[…]Min far havde en stolt oprørskhed, som jeg kan

genkende hos mig selv”^{18}, ”Jeg vidste ikke endnu, at vort lands virkelige historie ikke kunne findes i de

                           19
engelske standardlærebøger […]” , ”Nu hvor jeg ser tilbage, ved jeg, at jeg ikke var en mand den dag, og at

det skulle vare mange år endnu, før jeg blev det.”^{20}, ”Det var ikke manglende evner, der begrænsede mit

                                     21
folks udfoldelse, men manglende muligheder.”

Derved konkluderer og perspektiverer Nelson Mandela åbent. Man vil nok kalde det en lukket konklusio n.

Vejen til frihed er baseret på Nelson Mandelas indsigt og erfaring samt historiske kendsgerninger.

Det er en fin analyse, men jeg savner at du analyserer hvilket hovedpåstand, der struktuturerer værkeT Karakter 10

16

’Barndom på landet’, side 9

17

’Barndom på landet’, side 62

18

’Barndom på landet’, side 12

19

’Barndom på landet’, side 27

20

’Barndom på landet’, side 35

21

’Barndom på landet’, side 40

Comment [LJ3]: Opdigtede hvad? Der er vel ikke digt i selvbiografien?