Vilhelms værelse | Analyse

Side 1

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

1

Indledning

Tove Irma Margit Ditlevsen er født d. 14/12 1917 i København og døde ved selvmord

i marts 1976. Hun deputerede med digtsamlingen ’Pigesind’ i 1939 og blev en af Danmarks største STX 2.g halvt år før hendes død. Tove Ditlevsen levede et sørgmodigt liv, som hun selv skriver i et selvmordsbrev til sin datter: ’… der er mere grund til at sørge over mit liv end over min død.’ [1] Jeg vil foretage en analyse og fortolkning af Tove Ditlevsens roman ’Vilhelms værelse’ (1975) med særligt henblik på en biografisk læsning af værket. Jeg vil inddrage andre tekster af Ditlevsen samt sekundærlitteratur om hendes liv og værk i opgaven.

Hoveddel

Lidenskab er lidelse, og omvendt er lidelse også lidenskab. De to modsætninger møder ustandseligt hinanden, det ser man i Tove Ditlevsens roman ’Vilhelms værelse’ som handler om to mennesker der ikke kan undvære hinanden, men ej heller udstå hinanden. De lider ved og hos hinanden, de udlever helvede sammen, men finder også det pragtfulde sammen. Lise, som er bogens hovedperson, er lige kommet ud af den psykiatriske afdeling. Hun lejer sin mands værelse ud til en sløv og indelukket mand ved navn Kurt, da Lises mand, Vilhelm, er gået fra hende igen til fordel for en anden kvinde, men denne gang for alvor. Vilhelm og Lise elsker hinanden, men i hele deres ægteskab har de svært ved at holde hinanden i hånden og følges hen ad livets vej. Lise er en kendt forfatterinde, mens Vilhelm er redaktør på en stor avis. Selvom Vilhelm har et højtstillet erhverv, har han altid selv haft et kæmpe ønske om at blive forfatter, og derfor kæmper han med jalousien til sin kones succes, som jeg også vil komme ind på senere.

Lise prøver at finde ind i en hverdag uden Vilhelm, hun lader sig interviewe, hvor hun også fortæller, at hun har det godt uden ham. Hun skriver en klumme i en avis, hvor hun udlevere Vilhelm og hendes eget ægteskab, men lige meget hjælper det. Efterhånden indser hun, at han har forladt hende for alvor, og minderne er kun minder nu. Hun har lovet sig selv, at den dag Vilhelm for alvor forlader hende, vil hendes liv være slut. Hun har et lille glas med meget stærke sovepiller gemt i sin kommode, og da Kurt pludselig spørger hende, om Vilhelm kommer tilbage, beslutter

1

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og liv’ s. 356 l. 32.33

Side 2

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

2 hun sig for at tiden nu er inde. Kurt flytter pludselig ud uden at tage afsked og flytter op til fru Thomsen ovenpå, hvor han boede før.

Da dagen er kommet, sender Lise sin søn, Tom, i skole og pakker sin gule svineskindstaske, med hvad hun nu skal bruge. Hun tager en sovepose under armen, og bestiller en taxa. Hun bliver kørt op til en bestemt vej i Hillerød, som hun ved ligger tæt på skoven. Hun er lettet og glad, som hun sjældent er, og hun forsvinder ud i mørket med en befriende følelse omkring sig. Samtidig har Vilhelm besluttet sig for at vende tilbage til hende - ’sin lille kone’, men da han læser hendes sidste klumme, ved han straks, hvad der er ved at ske. Han skynder sig ud til lejligheden, men der er det for sent. Lise er kørt af sted for at møde døden, og Vilhelm trasker tilbage mod Rådhuspladsen, han er dømt til at leve videre uden hende.

Vilhelms værelse er romanens titel, og Tove lader værelset få menneskelige træk:

’Og der lever det nu, fyldt med hviskende skygger, sagte latter som spottende fugleskrig, og varme tårer der bliver kysset bort, eller får lov til at rinde frit som fugten fra revnerne i tapetet, der er plettet med lidenskab og forvirring.’ [2]

Værelset beskriver deres tid sammen, der er fyldt med dårlige og gode minder, med lidenskab og forvirring. Værelset er døren ind til Lise og Vilhelms komplicerede liv sammen.

Bogen starter med denne sætning: ’Værelset eksisterer ikke mere’ [3] Det er ikke Lise, men en ”ukendt” jeg-fortælleren, der fortæller i starten, om tiden efter Lises død. Lise er død, og dermed er Vilhelm og hendes liv også dødt, og derfor kan værelset ikke længere eksistere, det bliver revet ned sammen med det stærke og farlige forhold, de to mennesker havde til hinanden.

Denne slutning på deres liv sammen beskrives også i slutningen af romanen, hvor

Lise er på vej ud for at møde døden: ’… glad beredt til at møde sin sikre død, skal hun passere døren til Vilhelms værelse, som ingen har betrådt, siden Kurt forlod det. Og noget inde i hendes hoved går i stykker, det forekommer hende, at døren går op af sig selv, og hun blæser derind, allerede befriet for byrden af hendes legeme. Hun synker sammen og favner en iskold dyne, mens de sarteste og brutaleste minder overvælder hende – og væggene er plettet af smerte og fortvivlelse, og hun hører telefonen ringe og ringe, og behøver ikke at tage den for at vide, det er ham. Hun rejser sig, sætter huen på plads, samler hele bagagen sammen igen og lukker døren bag

2

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 5 l. 17-21

3

Bog ’Vilhelms værelse s. 5 l. 1

Side 3

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

3 sig med et lille smæld, den allersidste lyd fra det levende liv.’ [4]

For at gå døden i møde og på den måde også afslutte livet, må Lise først afslutte sit forhold med Vilhelm. Derfor skal hun forbi værelset. For sidste gang trækkes hun ind i hendes og Vilhelms liv, hun favner en iskold dyne, det er slut, og der er intet andet end kulde tilbage. Værelset beskriver hendes følelser, deres følelser.

Idet hun står midt i deres liv, ringer han, men hun lukker døren indtil deres fælles liv og forlader livet allerede her. For nu er døren indtil Vilhelms værelse blevet lukket for altid.

Vilhelm er Lises store kærlighed, som Victor Andreasen var Toves Ditlevsens. Vilhelm er redaktør på en stor avis, og Victor var chefredaktør på Ekstra Bladet. Som Tove selv var i starten af hendes og Victors tid sammen, er Lise i starten af hendes og Vilhelms ægteskab ude i et stofmisbrug. Men selvom dette egentlig burde være rigtig slemt, er det ikke slemt for Lise og Vilhelms forhold. Vilhelm får en trang til at beskytte hende og til at kunne hjælpe hende. Men da hjælpen endelig virker, og hun bliver glad og frisk, bliver Vilhelm rastløs. Hans kampiver forsvinder og langsomt vokser frustrationerne frem i ham. [5]

I starten af deres ægteskab forguder han Lise og hendes kunst til at skrive. Han udvider hendes viden, viser hende en masse litteratur, som giver hende en masse inspiration. Men Vilhelm har som sagt et inderligt ønske om selv at blive forfatter og digter, og beundringen bliver til jalousi: ’… Og nu var Vilhelms beundring for mig vendt til gul misundelse og had, så hurtigt som man kan blinke med øjnene. Hvis der ikke skete et mirakel, ville han blive ved med at ramme mig på mit mest angribelige punkt: min kunstneriske selvtillid, der aldrig havde været stor.’ [6] Og denne passage hvor Vilhelm er fuld, og snerre af Lise: ’… og når jeg så tænker på, at du intet havde været

uden mig!’^{7}

I starten havde hun brug for ham. Både til sit arbejde og til at overvinde sit misbrug.

Men pludselige har hun ikke brug for ham på samme måde, og Vilhelm bygger derved et had op, til den kvinde han elsker.

Men da han på et tidspunkt fortæller hende, at hun i en svensk artikel er blevet kaldt for ’Lyrikkens barpianist’, får hun et af sine krampeanfald, og her kommer den kærlige og lidenskabelige Vilhelm frem igen. Lise vågner i hans arme, og de deler en kærlig og erotisk nat

4

Bog ’Vilhelms værelse s. 149 l. 3-15

5

Bog ’ Vilhelms værelse’ s. 140-141 l. 25-4

6

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 92 l. 22-27

7

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 78 l. 18

Side 4

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

4 sammen. [8] Vilhelm har et inderligt behov for at værne om hende og føle, at hun intet kan foretage sig uden hans hjælp. Dette er også grunden til alle hans sidespring, som i sidste ende altid forsager lidenskab mellem Vilhelm og Lise. Som hun skriver i et åbent brev til Vilhelm i bogen: ’Jeg tror det er meget farligt at leve sine hemmeligste drømme ud. Jeg led under at høre detaljer om dit samvær med andre piger, men det ophidsede mig også, så jeg fandt ægteskabet en smule kedsommeligt, når du i længere tid var mig tro.’ [9]

Det er deres måde at bevare elskoven på, de to fortabte mennesker. Men som hun selv skriver, er det meget farligt at leve sine hemmeligste drømme ud, og det førte jo også til Lises død.

Alle disse ting sås også i Toves eget liv med Victor. Hverken Tove eller Victor var omhyggelige i deres omgang med hinanden. I stedet for at tage hensyn til hinanden, behandlede de hinanden som det passede dem – deres forhold var jo under alle omstændigheder ubrydeligt. [10] For Tove betød dette også, at hun ikke gjorde meget for tøjle sine destruktive og selvdestruktive impulser. Hun afprøvede en mands kærlighed og havde altid gjort det. Allerede i digtsamlingen ’Pigesind’ udmøntede hun sin viden om dette dystre hjørne af sin personlighed i digtet ’Erkendelse’:

Jeg vil jo, at du skal mig kende og vide:

Alt, hvad man dyrt betror mig, glider fra mig,

Og derfor – for vor store lykkes skyld,

Min ven, hold ikke slet så meget af mig. [11]

Vilhelm beskriver også denne destruktive adfærd hos Lise, som synes at forvandle lidelse til nydelse hos hende: ’Jeg har lyst til at se hende lide endnu mere. Men hun er ikke til at få nakken ned på, fordi lidelse hos hende så let forvandles til nydelse.’ [12]

Bogen er skrevet af Tove Ditlevsen om hendes og Victors kaotiske liv sammen. Men på den måde er den også skrevet fra hendes synsvinkel, derfor er Kurt en vigtig person i bogen.

8

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 85-86

9

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 39 l. 3-7

10

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 211

11

Bog ’Tove Ditlevsen samlede digte’ s. 26 strofe 7

12

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 123 l. 24-27

Side 5

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

5

Kurt er en fiktiv person, idet han ikke optræder i Toves virkelige liv. Han er med for at vise hele dramaet fra Vilhelms side og for at holde liv i Vilhelms værelse, da det først skal stå tomt til slut.

Da vi først møder Kurt, er han ikke rigtig levende. [13]

Han flytter ind hos Lise, da hun søger en ny

”mand”, og bosætter sig i Vilhelms værelse. Han finder Vilhelms gamle dagbøger, som han læser, går i hans tøj, og efterhånden bliver han til Vilhelm. Han føler de samme vrede og forvirrede følelser, som Vilhelm gjorde: ’Og han gik, som han forestillede sig Vilhelm gik; hastigt, lidt duknakket, på vej fra en elskerinde til et vigtigt møde på bladet. Hr. Thomsens tøj havde bare været klude uden identitet, men Vilhelms var et levende menneskes, og det lugtede alt sammen af køn, sved og tobak, stærkt og godt og ufjerneligt, skønt det sikkert havde været renset mange gange. Og eftersom Kurt var vred på Lise og drengen, fordi de havde moret sig over ham, lugtede pelsen også lidt af denne vrede, der flød sammen med Vilhelms vrede, som den kom til orde i

dagbøgerne.’^{14}

Med Kurts hjælp får læserne indblik i Vilhelms verden, hans følelser og liv. Men da

Lise så beslutter at begå sit endelige selvmord, er der ikke længere brug for ham. Vilhelm skal forsvinde fra Lise på alle måde, derfor lader Tove Kurt gå ud af bogen, og tilbage hvor han kom fra, med samme tomhed som første gang vi mødte ham: ’Han gad jo ikke engang hænge bogen

igennem …’^{15}

Men Kurt er ikke den eneste, som Vilhelm bliver sat i forbindelse med. Tove havde igennem sit liv, kun haft ét hårdt kærlighedsbånd, udover det med Victor Andreasen, og det var med hendes mor. I bogen sammenligner hun Victor og hendes mor, Alfrida, ved at sammenligne Vilhelm og Lises mor: ’… hvis jeg havde valgt Vilhelm ud af hundrede tusinde muligheder, ville jeg ikke have fundet et menneske, der lignede min mor mere. Man kan vride og vende sig så meget man vil, skifte miljø, rejse til en anden verdensdel; man ender dog ved sit udgangspunkt, og intet kan udslette de tidligste påvirkninger. Her referer hun også til sin barndom, som hun fortæller om i den stærke selvbiografi ’Barndommens Gade’ (1943), hvor man hele bogen igennem mærker denne iver, den unge Ester (Tove), har efter at blive elsket og anerkendt af sin mor. Denne iver fortæller hun også om i ’Vilhelms værelse’: Da hun til sin mors fortrydelse ikke var køn, prøvede

13

Bog ’ Vilhelms værelse’ s. 11 l. 14

14

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 123 l. 15-24

15

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 140 l. 6

Side 6

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

6 hun at kompensere på alle andre måder. Hun blev nem, en der aldrig var vrøvl med, en der altid fik hæderlige karakterer i skolen, så der aldrig blev klaget over hende, en der ønskede at behage i en

ørkesløs drøm om derigennem at blive elsket’.^{16} Hun ønskede sig en tryghedszone hos sin mor, et

sted hvor hun ikke følt sig udsat eller dømt: ’Hvor må det være dejligt at ha sådan en ung mor. – Men se, det er netop ikke dejligt, der er noget forkert og foruroligende ved det. En mor skal være som fru Nielsen og som Carlas og Lisas mor: stor og tyk og myndig, helst med en vældig barm at skyde frem under gangen – en de andre børn er bange for, men som man selv netop kan stole på og krybe ind til, noget godt, fast og bombesikkert.’ [17]

Denne utryghed barndommen derved gav hende, hang ved Tove hele livet igennem, og blev forstærket da hun mødte Victor, da han lignede hendes mor så meget.

De to personer som havde gjort hende mest ondt i hendes liv, var dem hun følte sig allermest bundet til og elskede højst. ’Men frygten fortsatte og blandede sig med frygten for min mor. En frygt for ord. ’Du er for grim til at komme med til bal i Folkets Hus.’ Og Vilhelm: ’En mand hvis kone har så uplejede negle kan aldrig gøre karriere. Måske hænger jeg kun ved de folk, jeg er

bange for …’^{18}

Victor og hendes mor var også de eneste to personer, som forsagede et alvorligt selvmordsforsøg. Da hun var 12 år gammel, forsøgte hun at begå selvmord: ’Hun huggede brødkniven ind i håndleddet, der hvor hun mente pulsåren befandt sig, og blodet flød roligt og støt, mens hun lå på gulvet med en pude under hovedet og forestillede sig, hvordan hendes mor hulkende ville kaste sig over hendes lig og fortryde sin uberettigede mistanke …’ [19] Tove hungrede efter kærligheden fra sin mor, og på samme måde hungrede hun også efter Victors. Det afspejler sig i Lises karakter, der gør alt hvad der står i hendes magt for at behage Vilhelm. [20] Tove beskriver i bogen Lise og Vilhelms kærlighed som både værende pragtfuld og hungrende, men også altødelæggende som et helvede. Lise og Vilhelm formår begge i bogen at ødelægge næsten alle andre omkring dem, før de til sidst ødelægger hinanden og sig selv. De kører rundt i tiltrækning og frastødning og kan ikke finde harmonien. Tove skrev bogen for at beskrive et

16

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 144 l. 10-15

17

Bog ’Barndommens Gade’ s. 18 l. 27-34

18

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 141 l. 4-8

19

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 144 l. 22-27

20

Bog ’Vilhelms værelse’ s.120 l. 10-24

Side 7

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

7 helvedes ægteskab. ’De lider ved og hos hinanden, og det er et enormt helvede, men det er også ind imellem uhyre pragtfyldt. Sådan var mit ægteskab med Victor: Et helvede, og ind imellem stor lykke. En konflikt og en stor misforståelse.’ [21]

Denne bog afspejler virkeligheden, dens systematik er langtfra fiktion. Bogen har en ”ukendt” Jeg-fortæller, som ikke er Lise. Den ”ukendte Jeg-fortæller er Tove Ditlevsen selv. I løbet af bogen er der passager, hvor de to (Lise og den ”ukendte” jeg-fortæller) løber sammen. Som her hvor jeg-fortælleren pludselig springer ind i historien og taler til læseren om Lise: ’Jeg beder ikke læseren om at elske hende, men hun har virkelig medfølelse behov. For den man nægter kærlighed i de tidligste årer er for bestandigt afskåret for at tro, hun er værd at elske.’ [22] På denne måde bryder Tove fiktionen, og man kan så spørge sig selv hvorfor?

Tove Ditlevsen forsøgte d. 20. september 1974 at begå selvmord, efter at hun ikke fik tildelt Akademiets store pris, som ikke var så vigtig i sig selv, men et tegn på den anerkendelse som hun hungrede efter. [23] Selvmordet foregik i Rude Skov ved Holte. Hun havde taget en sovepose under armen, tilstrækkelig med væske og den fornødne mængde piller med i en taske. [24] Den eneste grund til, at hun ikke døde, var hendes skræk for naturen. Hun turde ikke bevæge sig ind i skoven men blev liggende i udkanten, hvor hun blev fundet i tidsnok til at redde hende. [25] Dette selvmord var grunden til at Victor forlod hende for alvor.

I ’Vilhelms værelse’ bliver Lises selvmord beskrevet som dette selvmord. [26] Med sig bringer hun bl.a. en sovepose, en taske med de stærke piller, to halvliter mælkekartoner og to sodavand. Hun tager ud til en skov ved Hillerød, Tove og Victor havde deres lykkeligste tid i et hus i Hillerød. Som hun skriver i et brev til Victor efter han har forladt hende: ’Om huset i Hillerød

drømmer jeg tit. Mangt og meget ville ikke være sket, hvis vi havde beholdt det.’^{27} Her ender Lise

så sine dage, i Hillerød, hvor Tove tit drømmer sig hen, til det hun betegner som ’Den lykkelige tid i mit liv.’ [28] Så Lises selvmordsforsøg i bogen er en beskrivelse af Toves selvmordsforsøg i 1974.

21

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 352 l. 22-25

22

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 104 l. 12-15

23

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 339 l. 35

24

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 337 l 16-21

25

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 339 l. 24-35

26

Bog ’Vilhelms værelse’ s.147-149

27

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 354 l. 5-6

28

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 223 l. 1

Side 8

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

8

I bogen beskrives også Lises pludselige lykke. Da hun først beslutter sig for, at tiden er inde er det som om, en kæmpe burde er blevet løftet fra hendes skuldrer. Hun griner og smiler med ægte følelse og ser frem til det afgørende øjeblik. [29]

Også her er der en parallel til Toves eget liv. I hendes ugentlige klumme i Politiken skrev hun ’Prinsesse Klare’ lige efter sit selvmordsforsøg. Det er det bedste og ærligste udtryk for, hvordan Tove selv opfattede sit selvmordsforsøg i Rude Skov. ’Rask som fuglen frisk sprang jeg så ud på Boulevarden den eftermiddag, da jeg gjorde alting for sidste gang, hvad der i sig selv er vidunderligt, når man nu er så forfærdelig træt …’ [30]

Men hvorfor sætter hun disse stærke paralleller til sit eget selvmord, sammen med at bryde fiktionen i romanen, som hun jo ikke har gjort i nogen af sine andre romaner og noveller?

Tove er ude på noget andet end blot at fortælle Victor og hendes historie. Hun vil betone, at Lise faktisk døde i Rude skov, som ligger i Hillerød, og Lise er hende selv. Det var ikke en genfødt Tove der vågnede op på Rigshospitalet, det var en tom og forladt pige, der ikke længere ville leve. Som hun også starter sin historie med: ’Jeg vil skrive en bog om Vilhelms værelse og om de begivenheder der fandt sted i det eller udgik fra det; dem der førte til Lises død, som jeg kun har overlevet for at kunne skrive hendes og Vilhelms historie ned. Nogen anden mening har min tilværelse ikke.’ [31] Hendes eneste grund til stadig at leve var at skrive denne historie, måske med et lille håb om også at kunne vinde Victor tilbage. Hun, Tove Ditlevsen, døde mentalt den dag i Rude skov, og det er nu kun en tom skal der er tilbage. I bogen gør hun sig også fri for sig selv: ’Mig ligger det dog på sinde at elske hende, nu da jeg er i færd med at gøre mig fri af hende.’ [32] Hun river sig løs af livet igennem Lise og Jeg-fortælleren, som begge er hende selv.

Men da bogen udkom blev Victor kold og neutral overfor hende, alt var tabt. Victor kom ikke tilbage, og Tove begik sit endelige selvmord. ’Hun havde tidsbestemt sin død: Den dag Vilhelm for alvor forlod hende. Det havde aldrig været Lises mening at afvente en naturlig død.’ [33] Som hun beskriver Lises plan for døden, beskriver hun også åbenhjertet sin egen. Hun har aldrig været bange for døden, døden er nærværende gennem hele hendes forfatterskab. Tove beskrev selvmordet som en flirt med døden. Men selvom frygten ikke var der, var det først da ægteskabet,

29

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 131-150

30

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 345 l. 1-3

31

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 5 l. 21-26

32

Big ’Vilhelms værelse’ s. 104 l. 15-16

33

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 118 l. 1-2

Side 9

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

9 og dermed også Tove Ditlevsens eget liv, brød sammen, at det alvorlige selvmord begyndte at

tegne sig som en nærliggende fremtid.^{34}

Men Lises død er ikke den død Tove selv gennemlevede. I bogen tager Lise af sted for at dø, samtidig med at Vilhelm kommer tilbage. Han er ude af sig selv, da han opdager, hvad hun er ved at gøre, men der er det for sent. Han har intet andet at gøre end at leve et tomt liv uden hende: ’… Regnen var taget til og ville afkøle hendes bevidstløse krop. Vilhelm gik, gråhåret og firskåren, tilbage mod Rådhuspladsen, fordømt til at leve videre.’ [35]

Tove lader Vilhelm miste Lise, som er hendes søde slutning på livet, hvorimod hun jo faktisk i virkeligheden selv mistede Victor.

Hun endte sine dage alene i sin venindes lejlighed, en weekend hvor alle troede, at hun var bortrejst.

Konklusion

Igennem hele sit forfatterskab har Tove Ditlevsen udleveret sig selv. Som hun selv udtaler: ’At skrive er at udlevere sig. Ellers er det ikke kunst. Man kan camouflere, men det er altid sig selv man skriver om.’ [36]

Tove camouflerede sig ikke på nogen som helst måde, hun udleverede sig selv i hver eneste bog. Tiden efter udgivelsen tog altid hårdt på hende, og denne evne til at udlevere sig selv så helhjertet, var hendes store styrke – og svaghed, der kostede hende dyrt. [37] Det ser man jo straks i ’Vilhelms værelse’, som i sidste ende blev årsagen til hendes endelige selvmord, da Victor blev fjern fra hendes verden. Som det sidste skrev hun til ham: ’Hvis jeg bare havde fået lov til at dø for et år siden, havde vi undgået den bog!’ [38]

Hun ville for intet i verden forlades af Victor, det var hendes største frygt.

Det regner i alle gader

Og i mit hjerte med.

Jeg drog så langt over lande

Og fandt dog aldrig fred.^{39}

34

Avis Berlinske Tidende – Kultur’ d. 18/11 1997

35

Bog ’Vilhelms værelse’ s. 150 l. 14-17

36

Avis ’Berlingske Tidende – Kultur’ d. 18/11 1997

37

Avis ’Politikken’ d. 9/3 1976

38

Bog ’Tove Ditlevsen Myte og Liv’ s. 355 l. 25-26

39

Bog ’ Vilhelms værelse’ s. 23 l. 29-32

Side 10

’Vilhelms værelse’ af Tove Ditlevsen

10

Lidenskab er lidelse og omvendt er lidelse også lidenskab. De to modsætninger møder ustandseligt hinanden, men for Tove Ditlevsen var de en og samme ting. ’Vilhelms værelse’ er hendes afklaring af sig selv og sin frigørelse fra sin krop, hvor disse to elementer styrede en indre storm. Bogen har ikke en direkte pointe, det er en historie fra det Toves virkelige liv, som hun mente, at hun måtte skrive, inden hendes tid var inde.

Litteraturliste

Bøger:

Karen Syberg, ’Tove Ditlevsen Myte og Liv‘, (2007)

Tove Ditlevsen, ’Barndommens Gade’, (1943)

Tove Ditlevsen, ’Samlede Digte’, (1978)

Tove Ditlevsen, ’Vilhelms værelse’, (1975)

Aviser:

Berlingske Tidende - Kultur, ’At skrive er at udlevere sig selv’, (d. 18/11 1997)
Politikken, ’Tove brugte ikke camouflage’, (d. 9/3 1976)