Modernisme i dansk litteratur: kendetegn, faser og forfattere

Det er der flere svar på, og dit svar skal bare være begrundet. Mange lærebøger lader den begynde med Johannes V. Jensens Digte fra 1906. Lex skriver, at modernismen brød igennem i dansk lyrik med samlingens store prosadigte, og at dagligsproget kom ind i digtet med den.

Andre lader først modernismen slå rigtigt igennem efter 1945 eller omkring 1960. Lex ser kun spredte tilløb i 1930’erne, hos Jens August Schade og Gustaf Munch-Petersen, og kalder konfrontationsmodernismen omkring 1960 det sprogligt radikale gennembrud. Det var også dér, ordet modernisme blev almindeligt kendt.

Omkring 1980 er en praktisk grænse, men ikke en lov. Fra slutningen af 1970’erne taler man om postmodernisme. Hos Michael Strunge, der debuterede i 1978, ser Lex både en modernistisk indflydelse og en postmodernistisk holdning. Den modernistiske skrivemåde lever videre efter 1980.

Heretica var et tidsskrift, der udkom 1948-1953 på Wivels Forlag. Redaktørerne skiftede hvert andet år: først Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen, så Martin A. Hansen og Ole Wivel og til sidst Frank Jæger og Tage Skou-Hansen. Navnet betyder ifølge Lex “kætterier”, og kredsen gav fornuftens herredømme siden renæssancen skylden for efterkrigstidens kulturkrise. Hereticanerne var derfor kritiske over for rationalismen og tidens ideologier og pegede på poesien og kunsten som en vej ud af krisen.

Formen er tit mere traditionel end i de senere faser, og det nye ligger i symbolerne. Martin A. Hansen ville ifølge Lex føre et sammenhængende menneskebillede fra den gamle almuekultur med ind i det moderne. Lex beskriver tidsskriftets modernisme som symbolistisk og helhedssøgende med forbilleder som Sophus Claussen, Rainer Maria Rilke og T.S. Eliot. Ole Sarvig deler ifølge Lex kredsens grundoplevelse af, at den moderne kultur står i en værdikrise. Lex kalder modernismen i efterkrigstiden en mere forsigtig tilnærmelse, og den forsigtighed fik kritik i 1959, se næste fase.

Et værk, du kan læse fra fasen, er Martin A. Hansens novelle “Agerhønen” fra samlingen af samme navn (1947). Se vores analyse af “Agerhønen”.

Navnet kommer fra Konfrontation, en digtsamling af Klaus Rifbjerg fra 1960. Forfatterweb regner også Ivan Malinowskis Galgenfrist fra 1958 til hovedværkerne. Hvor Heretica søgte mod troen og myten, erobrede Rifbjerg ifølge Lex den moderne omverden for poesien. Ifølge forfatterweb bruger de sprængte billeder til at vise en verden, der er gået i stykker og ikke kan forstås.

Tonen er ofte skarpere og sjovere end hos Heretica. Jess Ørnsbo debuterede med Digte (1960), og Lex beskriver hans forfatterskab som en grotesk, samfundsrevsende absurdisme med sort humor. Det religiøse er væk: Livet har ingen mening givet på forhånd, og det kan være både tragisk og komisk.

Fasen havde sit eget blad. Tidsskriftet Vindrosen (Gyldendal, 1954-1973) blev fra 1959 med Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg som redaktører et samlingssted for den nye modernisme. Samme år skrev kritikeren Torben Brostrøm artiklen “Det umådelige mådehold”, hvor han kaldte den danske lyrik provinsiel og uden mod og stillede den store udenlandske modernisme op som modsætning.

I prosaen skriver Villy Sørensen Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955), og Peter Seeberg skriver novellerne i Eftersøgningen (1962). Se vores analyse af Seebergs “Patienten”, en absurd novelle fra 1962.

Fra midten af 1960’erne flytter opmærksomheden fra verden til sproget. Teksten bliver en konstruktion, og læseren skal se, hvordan den er bygget. Lex bruger betegnelsen “modernismens tredje fase” om systemdigtningen fra omkring 1967 til begyndelsen af 1970’erne. Begrebet systemdigtning blev skabt af Steffen Hejlskov Larsen i bogen Systemdigtningen fra 1971. Lex nævner Hans-Jørgen Nielsen, Svend Åge Madsen, Per Højholt, Inger Christensen og Klaus Høeck som forfattere, der har brugt formen.

Systemdigtning: Et system styrer digtet, fx en talrække, alfabetet eller en fast genre. Inger Christensens alfabet (1981) er bygget på alfabetet og på Fibonaccis talrække, hvor hvert tal er summen af de to foregående (1, 1, 2, 3, 5, 8 …), og samlingen slutter ved bogstavet n. Hendes Sommerfugledalen (1991) er en sonetkrans: 15 sonetter, hvor den sidste linje i én sonet er den første i den næste. Se vores analyse af Sommerfugledalen.

Konkretisme: Sproget er stof i sig selv: lyde, bogstaver og opstillingen på siden. Lex skriver, at Vagn Steen med Digte? fra 1964 indledte konkretismen i dansk litteratur. Hans-Jørgen Nielsen og Per Højholt arbejdede også med sproget som materiale.

Popdigtning: Digtet låner fra massekulturen. Jørgen Leths Sportsdigte (1967) gør sporten til lyrik, og Dan Turèll henter sit stof i amerikansk kultur. Lex skriver, at der for Turèll ikke er nogen modsætning mellem fin- og populærkultur.

Bag fasen ligger et nyt syn på mennesket. Hans-Jørgen Nielsen skrev i essaybogen “Nielsen” og den hvide verden (1968) om attituderelativisme: Det moderne menneske er ifølge teorien uden fast personlighedskerne og blot et spektrum af sociale roller. Lex ser i tanken et forvarsel om postmodernismen.

Den nye kunst mødte også modstand. I 1965 gik lagerforvalteren Peter Rindal ud mod moderne kunst og mod Statens Kunstfond, der var oprettet året før for at støtte billedkunst, litteratur og musik. Debatten gav ordet “rindalisme”: modstand mod at bruge skattekroner på kunst, som folk ikke forstår.

Samtidig skrev andre forfattere i 1960’erne og 1970’erne igen realistisk om arbejde, familie og hverdag. Det er et godt eksempel på, at realisme og modernisme lever side om side.

Efter 1945 lever verden med atombomben, og den kolde krig deler den i øst og vest. Ifølge forfatterweb afløste højkonjunktur og voksende velfærd i 1960’erne efterkrigstidens sparsommelighed: Flere kvinder fik arbejde uden for hjemmet, og fjernsynet blev almindeligt. Ungdomsoprøret fra ca. 1965 til 1975 kalder Lex en antiautoritær og utopisk strømning i USA og Vesteuropa. Inger Christensens det (1969) er ifølge forfatterweb inspireret af ungdomsoprørets frihedsidealer.

Realisme: formen er et vindue, du ser igennem. Modernisme: formen er en del af indholdet, og du skal se på den.

Realisme: en fortæller, du kan stole på, og som viser dig miljøet. Modernisme: en fortæller, der trækker sig, eller et jeg, der tvivler.

Realisme: tiden går fremad, og handlingen ender med et udfald. Modernisme: tiden springer eller står stille, og slutningen kan stoppe uden at løse noget.

Realisme: miljøet er en virkelighed, du kan genkende, som stuen i Et dukkehjem. Modernisme: stedet ligner et sind, som stationen i Memphis.

Realisme: et menneske formet af arv, miljø og samfund. Modernisme: et jeg, der er usikkert på, hvem det er.

Realisme: klart og præcist; billederne kan forklares. Modernisme: brudt, legende og tæt; billederne skal tolkes.

Realisme: samfundets problemer kan sættes under debat og ændres. Modernisme: samfundet ses fra et jeg, der føler sig fremmed i det.

Sporene er ikke vandtætte. Martin A. Hansen skrev socialrealistiske kollektivromaner i 1930’erne og brød ifølge Lex med den genre i 1941, før han blev en af Heretica-kredsens centrale stemmer. Og mange tekster blander: en realistisk handling fortalt med modernistiske greb. Se derfor på trækkene i netop din tekst, før du placerer den.

Frie vers har ingen fast rytme og intet fast rim. Ifølge Lex kom modernismens frie vers for alvor til Danmark med Johannes V. Jensens Digte fra 1906. De dannede ikke skole med det samme: Frem til omkring 1950 var det få digtere i avantgarden, der skrev dem, og først derefter blev de almindelige.

Lyrikken kom først. Lex skriver, at modernismen nok generelt viste sig i lyrikken, før den nåede de andre genrer.

Et prosadigt er et kort digt skrevet som prosa, uden linjeskift. Lex tilskriver formen Charles Baudelaire (Spleen de Paris, 1869), og på dansk kom den bl.a. med Johannes Jørgensens Stemninger (1892). Bland ikke prosadigte og frie vers sammen: Lex advarer om, at frie vers undertiden fejlagtigt kaldes prosadigte.

I et figurdigt danner ordene på siden en figur, der viser digtets emne. Formen er gammel, men den var ifølge Lex på mode i modernismen, fx hos franskmanden Guillaume Apollinaire, og den står centralt i konkretismen.

Centrallyrik er digte, hvor et jeg udtrykker sin personlige oplevelse af verden, ofte i en kort form. Lex understreger, at den slags lyrik findes til alle tider. Et jeg-digt er altså ikke modernistisk i sig selv. Det bliver det først, når jeget er splittet, eller formen bryder.

Hos Johannes V. Jensen er livet “et surt Regnvejr” (l. 37), og hos Bønnelycke bliver sporvogne og plakatsøjler ifølge Lex til digt. Hverdagens ord skal mærkes som et brud. Spørg altid, hvad bruddet gør: om det standser dig, eller om det gør det store småt.

Knut Hamsuns Sult (1890) følger ifølge Lex en ung digter, der går sulten rundt i Kristiania. Romanen har næsten ingen handling: Det er følelserne, sulten sætter i gang, der fylder. Lex kalder Hamsun en foregangsfigur for den europæiske prosamodernisme med en ny psykologisk digtning om “det ubevidste sjæleliv”.

Tankestrøm, på engelsk stream of consciousness, gengiver en persons tanker, som de kommer, uden at fortælleren sorterer dem. Lex nævner, at James Joyce fandt formen hos den franske forfatter Édouard Dujardin og brugte den i Ulysses (1922). Hos Virginia Woolf i Mrs Dalloway (1925) og To the Lighthouse (1927, på dansk Til fyret) fylder personernes tanker ifølge Lex den plads, som plot, dialog og beskrivelser af steder havde før.

En allegori siger noget andet end det, der står. Lex nævner manden med leen og timeglasset som en allegori på døden. Hos Franz Kafka vågner en mand i Forvandlingen op som et kæmpe insekt, og situationen kan forstås som et billede af at blive fremmed for sin egen familie.

Det absurde viser mennesker i situationer uden mening. Skoleeksemplet er ifølge Lex Samuel Becketts Vi venter på Godot (1953), hvor to vagabonder venter på en, der aldrig kommer. I Danmark skriver Peter Seeberg og Villy Sørensen noveller med absurde træk, fx Seebergs “Patienten” (1962), hvor lægerne bytter patientens kropsdele ud en efter en.

Den italienske digter Filippo Tommaso Marinetti lancerede futurismen i 1909 i den franske avis Le Figaro. Futuristerne hyldede farten, storbyen og teknikken, og Lex nævner deres billede på den nye skønhed: en brølende bil, der lyder som et maskingevær. De angreb den etablerede kultur og dens institutioner og forherligede krigen. Flere af dem deltog i første verdenskrig.

Fra Danmark nævner Lex Emil Bønnelycke: Asfaltens Sange (1918) hylder farten og maskinerne og er inspireret af futuristerne.

Ekspressionismen kendes især fra Tyskland, hvor tidsskrifterne Der Sturm og Die Aktion blev grundlagt omkring 1910. Den gør op med naturalismens nøgterne blik og udtrykker et indre i voldsomme billeder. Lex skriver, at retningen lægger vægt på, at udtrykket er intenst, og taler om det ekspressionistiske skrig.

I Danmark peger Lex især på Rudolf Broby-Johansens Blod (1922), men Lex ser også et slægtskab hos Johannes V. Jensen, Emil Bønnelycke og Tom Kristensen. Tom Kristensen skrev ifølge Lex sine første ekspressionistiske digte i 1912-1916 og debuterede med Fribytterdrømme (1920). Se vores analyse af Tom Kristensens Hærværk, romanen fra 1930, der ifølge Lex fanger tidsånden i 1920’erne.

Dadaismen opstod under første verdenskrig, og Lex daterer den til årene 1915-1923. I det neutrale Zürich grundlagde Hugo Ball og Emmy Hennings i 1916 Cabaret Voltaire, hvor kunstnere læste lyddigte op, viste collager og lavede absurde optrin i protest mod krigens meningsløshed. Marcel Duchamp gav en gengivelse af Mona Lisa et overskæg, et typisk dadaistisk angreb på den fine kunst.

Fra Danmark citeres Johannes Weltzer ifølge Lex gerne for “Alma”, et lyddigt fra 1920’erne. Dadaismen blev ifølge Lex afsæt for surrealismen i 1924.

André Breton udgav det første surrealistiske manifest i 1924. Inspireret af Sigmund Freud ville surrealisterne udtrykke tanken uden fornuftens kontrol, bl.a. med automatisk skrift, hvor ordene ifølge Lex skal flyde frit og uredigeret ned på papiret. Drømmen og det ubevidste skulle forenes med virkeligheden.

Herhjemme samledes surrealisterne fra 1934 i kunstnergruppen Linien, der også udgav et tidsskrift med samme navn. Digteren Gustaf Munch-Petersen var med, og hans samling det underste land (1933) skildrer i surrealistisk sprog drømmen om et nyt menneske og en ny verden.

Jeget er ikke længere én fast kerne. I “Paa Memphis Station” taler to stemmer i det samme jeg, og Hans-Jørgen Nielsens attituderelativisme fra 1968 opløser kernen i roller.

Storbyen er både fest og ensomhed. Ordet fremmedgørelse kender du fra Karl Marx, der ifølge Lex kaldte industrisamfundets produktion fremmedgørende: Arbejdsdelingen underordner arbejderen et maskinelt system. Hos Charles Baudelaire handler den lyriske modernisme ifølge Lex om et menneske, der er blevet fremmed for sig selv og for verden omkring sig.

Begge verdenskrige sætter spor. T.S. Eliots The Waste Land (1922) er ifølge Lex en collage af brudstykker, der skildrer et totalt værdisammenbrud, og digtet kom til at stå for tiden lige efter første verdenskrig.

Når troen og de gamle sammenhænge ikke længere holder, står mennesket alene med sin frihed. Ole Sarvigs digtkreds fra 1943-1952 går ifølge Lex gennem fremmedgørelsen i Jeghuset, hvor mennesket lever isoleret i en tom modernitet. Mange modernistiske jeg’er står ved et valg, de ikke kan træffe.

Modernisterne tvivler på, om sproget overhovedet kan sige noget sandt. Med Poetens hoved (1963) begyndte Per Højholt ifølge Lex at kritisere det poetiske sprog ad omveje, og den kritik går igen i resten af hans digtning. Hos konkretisterne bliver ordet en ting at bygge med.

Fik i 1944 Nobelprisen i litteratur. Skrev Himmerlandshistorier (fra 1898), romanen Kongens Fald (1900-1901), der i 1999 blev kåret som århundredets danske roman, og Digte (1906), hvis store prosadigte ifølge Lex blev modernismens gennembrud i dansk lyrik. Står på kanonens bruttoliste. Se vores analyse af Kongens Fald og analyse af “Paa Memphis Station”.

Født i London og opvokset i København. Debuterede med Fribytterdrømme (1920) og skrev romanerne Livets Arabesk (1921), En Anden (1923) og Hærværk (1930), som mange regner for hans hovedværk. I digtene holdt han for det meste fast i rim og rytme. Lex gengiver hans dom over de frie vers: De lignede “en mellemting mellem Johannes V. Jensen og sprængt oksebryst”. Hans forfatterskab står på bruttolisten i den nye litteraturkanon. Se vores analyse af Hærværk.

Bragte ifølge Lex ekspressionismen ind i dansk lyrik med Ild og Ungdom (1917) og tre samlinger i 1918, bl.a. Asfaltens Sange. Han hyldede storbyen og farten og gjorde sporvogne, plakatsøjler og tog til digt. Romanen Spartanerne (1919) kalder Lex den første danske ekspressionistiske roman.

Debuterede med Blod (1922), som politiet straks beslaglagde. Blev siden kendt som kunstformidler med Hverdagskunst - Verdenskunst (1942).

Maler og digter. Debuterede med det nøgne menneske (1932) og skrev den surrealistiske det underste land (1933). Døde som frivillig i Den Spanske Borgerkrig. Ifølge Lex blev han først efter sin død anerkendt som en modernist, der ville gøre liv og kunst til ét.

Voksede op i Strøby på Stevns og blev uddannet lærer. Skrev i illegale blade under besættelsen og var en af Heretica-redaktørerne. Skrev bl.a. Lykkelige Kristoffer (1945), novellesamlingen Agerhønen (1947) og Løgneren (1950). Se vores analyse af “Agerhønen”.

Delte ifølge Lex Heretica-kredsens grundoplevelse af en værdikrise i den moderne kultur. Hans digte fra 1943-1952 blev i et forkortet udvalg til Den sene dag (1962). Skrev også romaner som De sovende (1958).

Voksede op på Amager og studerede et år på Princeton i USA. Debuterede med Under vejr med mig selv (1956) og skrev generationsromanen Den kroniske uskyld (1958, filmatiseret 1985) og digtsamlingen Konfrontation (1960), som har givet fasen navn. Medredaktør af Vindrosen 1959-1963 og senere litterær direktør for Gyldendal. Står på kanonens bruttoliste.

Forfatter, kritiker og redaktør. Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955) havde ifølge Lex mere tilfælles med Samuel Becketts teater end med Heretica. Redigerede Vindrosen med Rifbjerg 1959-1963 og skrev Formynderfortællinger (1964).

Var museumsinspektør ved Viborg Stiftsmuseum fra 1960 til 1993. Debuterede med Bipersonerne (1956). I novellerne i Eftersøgningen (1962) hedder personerne Djap, Tvis, Half og Locke. Lex kalder navnene absurde eller symbolske. Står på kanonens bruttoliste. Se vores analyse af “Patienten”.

Underholdningspianist, digter og komponist. Spillede ifølge Lex skævt med ord og vendinger lige fra de første modernistiske samlinger, Den musikalske ål (1960) og Kamera med køkkenadgang (1962). Svantes viser (1972) gjorde ham folkekær, og Samlede digte (1998) var i 2002 trykt i 107.500 eksemplarer.

Bibliotekar indtil 1966. Med Poetens hoved (1963) begyndte hans kritik af det poetiske sprog. Skrev Min hånd 66 og Show (1966), langdigtet Turbo (1968) og senere Gittes monologer (fra 1981).

Står på den obligatoriske liste i litteraturkanonen, så elever, der følger læreplanerne for dansk A på stx og hf fra 2026, læser mindst én tekst af hende. Debuterede med Lys (1962) og Græs (1963) og skrev det (1969), alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991). Ifølge Lex solgte det 15.000 eksemplarer alene i 1969. Se vores analyse af Sommerfugledalen.

Vagn Steen (1928-2016) indledte ifølge Lex konkretismen i dansk litteratur med Digte? (1964). Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) skrev om attituderelativisme i “Nielsen” og den hvide verden (1968) og eksperimenterede med konkretisme og systemdigtning, fx i at det at (1965).

Digter og filminstruktør. Ifølge Lex har hans kunst rod i 1960’ernes modernisme, der var optaget af sproget, og i popkunsten. Fra de år er samlingen Sportsdigte (1967). Blev siden kendt for film om cykelløb og som kommentator ved Tour de France.

Udgav omkring 100 bøger. Var ifølge Lex åbenlyst inspireret af amerikansk kultur, fra Raymond Chandler og beatdigterne til Anders And. Karma Cowboy (1974) blander buddhisme og amerikansk populærkultur, Vangede billeder (1975) skildrer forstaden, han voksede op i, og “Gennem byen sidste gang” står i Storby-Blues (1977). Står på kanonens bruttoliste.

Whitman jubler over alt og alle i Leaves of Grass (1855), mens Baudelaire gyser ved en splittet bevidsthed i Les Fleurs du mal (1857). Lex ser de to som modernismens dobbelte ansigt allerede i 1850’erne.

Joyces Ulysses (1922) regnes ifølge Lex som et af modernismens hovedværker. Woolfs Mrs Dalloway (1925) foregår på en enkelt dag, og meget af den inde i personernes bevidsthed.

Kafkas Processen (1925) og Slottet (1926) udkom efter hans død. Beckett fik Nobelprisen i 1969 og skrev det absurde skuespil Vi venter på Godot.

The Waste Land (1922) er sat sammen af brudstykker i skiftende versemål og kom ifølge Lex til at stå for tiden efter første verdenskrig.

Knut Hamsuns Sult (1890) var ifølge Lex med til at bryde med 1880’ernes realisme. Sigbjørn Obstfelders Digte (1893) er ifølge Lex blandt de første symbolistiske digte i Norden og peger frem mod den moderne lyrik. Den finlandssvenske Edith Södergran (1892-1923) har ifølge Lex en fremtrædende plads i nordisk modernisme; digtet “Vierge moderne” står i Dikter (1916), og hun er på kanonens bruttoliste.