Et dukkehjem af Henrik Ibsen: analyse, resumé og tema

Kort svar

Hvad handler Et dukkehjem om?

Nora Helmer har en hemmelighed. I ægteskabets første år lånte hun penge til en rejse, der reddede hendes dødssyge mands liv, og hun skrev selv sin fars navn under på gældsbeviset. Da hendes mand, advokat Torvald Helmer, vil fyre långiveren, sagfører Krogstad, fra banken, truer Krogstad med at afsløre forfalskningen. Nora venter på, at Helmer vil tage skylden på sig. Det gør han ikke, og i sidste scene går hun fra både mand og børn, fordi hun vil finde ud af, hvem hun selv er.

Temaet er et ægteskab, hvor manden behandler sin kone som et barn. Nora kræver til sidst at have pligter mod sig selv. Stykket hører til det moderne gennembrud og bruges oftest til at vise, hvordan periodens litteratur satte ægteskabet og kvindens stilling under debat.

Et dukkehjem er et skuespil i tre akter af nordmanden Henrik Ibsen. Bogen kom hos Gyldendal i København den 4. december 1879, og stykket blev spillet første gang på Det Kongelige Teater den 21. december samme år. Der er ingen fortæller, som forklarer noget. Alt, hvad du påstår om stykket, skal du derfor belægge med en replik eller en sceneanvisning.

Resumé

Resumé akt for akt

Stykket foregår i én stue over tre dage. Hver akt er én dag, og hver akt slutter med, at presset på Nora er vokset. Kender du rækkefølgen, kan du placere ethvert uddrag, du får til prøven.

Første akt: juleaftensdag

Nora kommer hjem fra juleindkøb, giver bybuddet en krone for et ærinde, der kostede halvtreds øre, og spiser i smug et par makroner. Helmer kalder på hende inde fra sit kontor, som man kalder på et kæledyr: “Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?” (1. akt, s. 5). Han skal tiltræde som direktør i Aktiebanken til nytår, og det er den første jul, hvor de ikke behøver at spare.

Noras gamle skoleveninde Kristine Linde kommer på besøg. Hun er enke, barnløs og uden penge og har brug for arbejde. Nora lover at tale hendes sag hos Helmer, og midt i samtalen afslører hun sin hemmelighed. Da Helmer var dødssyg i ægteskabets første år, skaffede hun selv de penge, der sendte familien et helt år til Italien. Alle tror, pengene kom fra hendes far. Siden har hun klaret renter og afdrag ved at købe det billigste tøj til sig selv og ved at sidde med skrivearbejde om aftenen.

Så kommer sagfører Krogstad. Han har en lille stilling i Aktiebanken og har regnet ud, at han skal fyres, så fru Linde kan få en plads. Det var ham, Nora lånte af, og nu viser han hende gældsbeviset. Faderen skulle skrive under på, at han stod inde for gælden, men han døde den 29. september, og underskriften er dateret den 2. oktober. Nora indrømmer det: “Det er mig, som har skrevet pappas navn.” (1. akt, s. 32). Krogstad truer med at gå til retten, hvis han mister stillingen.

Akten slutter med, at Helmer uden at ane noget forklarer Nora, at et hjem med en løgner i smitter børnene, og at “Næsten alle tidligt forvorpne mennesker har havt løgnagtige mødre.” (1. akt, s. 37). Nora tør ikke lade børnene komme ind til sig.

Anden akt: første juledag

Juletræet står nu “plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper” (2. akt, s. 39). Nora spørger barnepigen Anne-Marie, hvordan hun kunne lade sin egen datter vokse op hos fremmede, da hun blev amme for den lille Nora, og om børn glemmer en mor, der er borte. Fru Linde syr på Noras kostume til maskeballet hos konsul Stenborgs næste aften, hvor Nora skal danse tarantella som neapolitansk fiskerpige.

Nora beder Helmer om at lade Krogstad blive. Han nægter og indrømmer, at det især er, fordi Krogstad siger du til ham foran de andre i banken. Da Nora kalder hans grunde smålige, sender han straks opsigelsen af sted med stuepigen. Bagefter lover han at tage det hele på sig, hvis det kommer til stykket: “Du skal se, jeg er mand for at tage alt på mig.” (2. akt, s. 48).

Doktor Rank fortæller, at han snart skal dø, og at han vil sende sit visitkort med et sort kors, når det sker. Nora har næsten spurgt ham, om han vil hjælpe, da han erklærer, at han elsker hende, og så kan hun ikke. Krogstad kommer igen. Nu vil han have en højere stilling i banken, og han lægger et brev til Helmer i brevkassen. Nora kan se det gennem ruden.

Fru Linde vil have Krogstad til at kræve brevet tilbage, men han er rejst på landet og kommer først hjem næste aften. For at holde Helmer væk fra brevkassen øver Nora tarantellaen så vildt, at håret falder ned. Så regner hun ud, hvor lang tid hun har tilbage: “Enogtredive timer at leve i.” (2. akt, s. 66).

Tredje akt: natten efter ballet

Mens der danses i etagen ovenover, mødes fru Linde og Krogstad i Helmers stue. Hun var engang hans ungdomskærlighed, men brød med ham for at gifte sig med en mand, der kunne forsørge hendes mor og brødre. Nu tilbyder hun at gifte sig med ham og være mor for hans børn. Krogstad vil kræve brevet tilbage ulæst, men hun siger nej. Sandheden skal frem mellem Nora og Helmer.

Efter ballet fører Helmer Nora ned i stuen. Rank tager afsked med en cigar og et farvel, og bagefter ligger hans visitkort med det sorte kors i brevkassen. Helmer læser Krogstads brev og vender sig mod Nora. Han kalder hende “en hyklerske, en løgnerske” (3. akt, s. 83), siger, at hun ikke må opdrage børnene, og at ægteskabet skal fortsætte “kun for verdens øjne” (3. akt, s. 83).

Et nyt brev kommer. Krogstad sender gældsbeviset tilbage, og Helmer råber, at han er frelst. Nora spørger: “Og jeg?” (3. akt, s. 84). Helmer tilgiver hende og lover at passe på hende som før. Hun går ud og kommer tilbage i sin hverdagskjole, beder ham sætte sig og siger, at de i otte års ægteskab aldrig har talt alvorligt sammen.

Nora forklarer, at hun har været en dukke, først for sin far og siden for Helmer, og at hun må opdrage sig selv, før hun kan opdrage sine børn. Hun vil rejse hjem til sit gamle hjemsted, hvor det er lettest at finde arbejde. Hun giver ringen tilbage, lægger nøglerne og går. Stykket slutter med en lyd, ikke en replik: “Nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.” (3. akt, s. 93).

Overblik

Hvem kender hemmeligheden, og hvornår?

Stykket er bygget som en afsløring. Spørg, hvem der ved hvad, og hvornår de får det at vide. Hver gang én til ved besked, vokser presset på Nora.

Genre

Et drama, ikke en novelle: sådan bruger du replikker og sceneanvisninger

Et dukkehjem er skrevet til at blive spillet, og det står med store bogstaver på titelbladet: “SKUESPIL I TRE AKTER” (s. 3). Der er ingen fortæller, der forklarer, hvad personerne tænker. Alt, du ved om fortiden og om det indre, får du gennem replikkerne og sceneanvisningerne, som også hedder regibemærkninger. Det er altså ikke et læsedrama, et drama skrevet til at blive læst, selv om de fleste elever møder det som bog.

De lange sceneanvisninger står i begyndelsen af hver akt og beskriver rummet. De korte står ved replikkerne og viser tonefald, blik og kropssprog. Første akt åbner i “En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue.” (1. akt, s. 5) med klaver, porcelæn, bøger i pragtbind, en stentøjsovn, en gyngestol og kobberstik på væggene. Det er et borgerhjem, der vil se pænt ud uden at være rigt.

Mange mødte stykket som bog først. Det udkom godt to uger før premieren, og førsteoplaget på 8.000 eksemplarer var udsolgt på under en måned (Universitetet i Oslo). Sceneanvisningerne er skrevet, så en læser kan se stuen for sig. Ibsen kendte også scenen indefra: fra 1851 arbejdede han ved Det Norske Theater i Bergen, både som dramatiker og som instruktør (Lex).

Brug en sceneanvisning som belæg på samme måde som en replik. Før Nora har sagt et ord til Helmer, har sceneanvisningen vist dig, at hun “tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par” (1. akt, s. 5) og derefter lytter ved hans dør. Du ved altså, at hun har hemmeligheder for ham, før du hører om lånet.

Replikkerne ligner talesprog: de bliver afbrudt midt i en sætning og er fulde af spørgsmål og udråb. Når Nora er alene, taler hun med sig selv i korte, hakkende sætninger, fx da hun pynter juletræet efter Krogstads trussel (1. akt, s. 34), og da hun vil løbe ud i natten, mens Helmer læser brevet (3. akt, s. 82). I de halve monologer kommer stykket tæt på at vise hende indefra. Læg også mærke til tempoet: i nogle scener falder replikkerne kort og hurtigt, i andre taler én person længe, mens den anden næsten tier. Afsnittet om sproget viser, hvordan du kan tælle det.

Kan du ikke skelne drama, epik og lyrik sikkert, så se noten om de litterære genrer.

Komposition

Opbygning: tre dage, én stue og en brevkasse

Personlisten siger bare: “Handlingen foregår i Helmers bolig.” (s. 4). Vi kommer aldrig med i banken eller til ballet; det, der sker udenfor, kommer ind ad døren til den samme stue. Det gamle krav om de tre enheder, tid, sted og handling, er næsten opfyldt: ét sted, tre dage i stedet for ét døgn og én hovedhandling. Ved siden af den løber en sidehandling, fru Linde og Krogstad, og den flettes ind i hovedhandlingen, da fru Linde lader brevet ligge.

Anden akt er en række forsøg på at stoppe brevet, og de slår fejl et efter et. Helmer nægter at beholde Krogstad og sender opsigelsen af sted. Nora er lige ved at bede Rank om pengene, men tier, da han erklærer sin kærlighed. Tanken om at tage sit liv afviser Krogstad: det vil ikke redde Helmer, og hendes eftermæle vil ligge i hans hånd (2. akt, s. 59). Og da fru Linde går til Krogstad, er han rejst. Efter hvert forsøg har Nora mindre tid.

Fortiden kommer frem lidt efter lidt i replikkerne. Grebet kaldes afsløringsteknik eller retrospektiv teknik: forhistorien bliver afdækket, og den forklarer det, der sker nu (Lex). Et eksempel: Da Krogstad kommer ind i første akt, står der, at fru Linde “studser, farer sammen og vender sig mod vinduet” (1. akt, s. 20). Hvorfor, får vi først at vide i tredje akt, da de to er alene i stuen. Her hører vi, at hun engang brød med ham og valgte en mand, der kunne forsørge hendes mor og brødre (3. akt, s. 69). Sådan ændrer hver ny oplysning om fortiden, hvordan du ser personerne.

Fra brevet ligger i kassen, tæller Nora timer: “Enogtredive timer at leve i.” (2. akt, s. 66). Hun kan se brevet gennem ruden (2. akt, s. 60), men Helmer har nøglen (2. akt, s. 62). Hun kan kun udskyde, at han læser det.

Julen giver stykket en kalender, alle i salen kender: juleaftensdag, første juledag og natten til tredje juledag (Lex). Den giver også en forventning om hygge, som stykket bryder dag for dag. Stuen er den samme, men juletræet, der skulle overraske børnene i første akt, står plukket i anden.

Første og sidste scene spejler hinanden. I begyndelsen kommer Nora ind ad døren med pakker og giver stuepigen besked om juletræet (1. akt, s. 5). Til sidst lægger hun nøglerne fra sig, siger, at pigerne ved bedre besked om huset end hun selv, og går ud med en lille vadsæk (3. akt, s. 91-92).

Miljø

Miljøet: et lunt hjem, hvor intet grimt må ses

Ordet lunt går igen. Helmer sætter sig ved ovnen og siger: “Ah, hvor her er lunt og hyggeligt.” (1. akt, s. 35), og han siger det igen få minutter efter tilgivelsen: “Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora.” (3. akt, s. 85). Men i det lune hjem må intet grimt ses. Fru Linde må ikke sy i stuen, for “Torvald tåler ikke at se skræddersøm.” (2. akt, s. 44), og Noras arbejde for at betale lånet foregår i smug om aftenen. Hjemmet er indrettet til Helmers øjne.

Det sociale miljø er borgerskabet, hvor ry er noget, man lever af. Helmer bruger det mod Noras far: “Din fader var ingen uangribelig embedsmand. Men det er jeg” (2. akt, s. 46). Krogstad vil for sine sønners skyld have “så megen borgerlig agtelse, som muligt” tilbage (1. akt, s. 29). Og Nora ved, at en skandale kan ødelægge det hele. Derfor er hemmeligheden så farlig.

Er familien overklasse eller middelklasse? Sceneanvisningen giver dig belægget: en stue, der er “smagfuldt men ikke kostbart” indrettet (1. akt, s. 5), i et hjem, der først nu, med direktørstillingen, får råd til at slå sig løs. Kald det borgerskabet, og begrund det med sceneanvisningen.

Pengene viser, hvem der bestemmer. Da Helmer spørger, hvad hun ønsker sig i julegave, beder Nora om penge: “Du kunde give mig penge, Torvald.” (1. akt, s. 7). Hun må bede om det, hun skal bruge, og først senere forstår vi, hvor pengene skal hen: til afdragene på lånet. Sine egne penge må hun tjene i smug.

Virkemidler

Rekvisitterne: ting, der betyder noget

En ting på scenen er der, fordi forfatteren har valgt den. Skriv to linjer om hver: hvad den gør i handlingen, og hvad den kan betyde. Kan du kun skrive den første linje, er det referat. Kan du kun skrive den anden, mangler du belægget. Syv ting er værd at kende.

Sprog

Sproget: kælenavne, magt og hvem der taler

Helmers navne for Nora står tæt på de første sider. Hun er “lærkefuglen” og “ekornet” (1. akt, s. 5), “lille spillefuglen” og “lille sanglærken” (1. akt, s. 6) og “du lille ødeland” (1. akt, s. 7). Det er små dyr, man kan holde i hånden, og to af navnene handler om penge, som om hendes forbrug var en del af hendes natur.

Følg navnene gennem stykket, så kan du se, hvad de afhænger af. Lige før Helmer går ind for at læse brevene, siger han: “Godnat, du min lille sangfugl.” (3. akt, s. 82). En side senere er hun “en hyklerske, en løgnerske” (3. akt, s. 83). Da det næste brev har reddet ham, er hun igen “du min lille forskræmte sangfugl” (3. akt, s. 85), og han giver sig selv “brede vinger til at dække dig med” (3. akt, s. 85). Nora har ikke ændret sig mellem de tre replikker. Det har Helmers frygt. Navnene fortæller derfor mest om ham.

Om Krogstad bruger Rank lægens sprog: han er et “moralsk hospitalslem” og “bedærvet i karakter-rødderne” (1. akt, s. 22). Ordene gør en social skam til en sygdom, der smitter, og samme tanke har Helmer, når han taler om løgnagtige mødre (1. akt, s. 37).

Magtforholdet kan du tælle dig frem til. Fra Helmers første replik til fru Linde kommer (1. akt, s. 5-10), taler han mest, og han stiller 22 spørgsmål mod Noras 12. I opgøret fra “Sæt dig her, Torvald” (3. akt, s. 85) til porten er det vendt: Nora siger 1.630 ord og Helmer 611, og nu er det ham, der spørger, 32 gange mod hendes 10. Tallene er vores egen optælling i udgaven fra 1879, uden sceneanvisninger. I sidste scene er det Nora, der bestemmer, hvad der skal tales om.

Mellem de to scener kan du følge skiftet. I anden akt bliver Nora ved med at bede for Krogstad, og Helmer kalder det “en utrolig egensindighed” (2. akt, s. 45). Efter ballet siger hun fra for første gang: “Du skal ikke tale således til mig inat.” (3. akt, s. 76). Helmer hører det som en leg.

Tiltaleformen siger også noget om magt. Nora siger du til Helmer og til sin veninde, men De til Rank og Krogstad, som man gjorde i borgerskabet. Derfor er det en fornærmelse for Helmer, at Krogstad er dus med ham og viser det foran de andre i banken. Det truer den afstand, en direktør vil have (2. akt, s. 46).

Genre og periode

Naturalisme eller realisme?

Du vil møde begge ord om stykket, og begge kan forsvares. Censor lytter mere efter belægget end efter etiketten.

Et sikkert svar til prøven er derfor, at Et dukkehjem er et realistisk samtidsdrama med naturalistiske træk. Du kan også kalde det et problemdrama: et drama, der sætter et problem i samfundet under debat, her ægteskabet og kvindens stilling, uden at give et færdigt svar. Lex regner Ibsen for naturalistisk i en bestemt fase og nævner Gengangere fra 1881 som eksempel, ikke Et dukkehjem. Selv skrev Ibsen “Optegnelser til nutids-tragedien” over sine første noter i 1878 (Universitetet i Oslo).

De første anmeldere så stykket som et opgør med et gammelt romantisk og idealistisk syn på samfundet, kunsten og kvinden (Lex). Selv tarantellaen og det italienske kostume peger tilbage på romantikkens drøm om Italien (Lex). Vil du skelne realisme fra kritisk realisme, hvor fortælleren tager parti, så se kritisk realisme.

To ord hører til. Dagligstuedrama, fordi alt foregår i en borgerlig stue. Og kukkasseteater, et lidt nedladende ord for en scene, der er bygget som en kasse med en usynlig fjerde væg ud mod salen. Ifølge Lex passede den slags scene særlig godt til de realistiske og naturalistiske stykker, der foregik i lukkede dagligstuer.

Til den faglige samtale kan du prøve etiketten af på én person. Tag Helmer: er han bare formet af sit miljø, eller vælger han selv at brænde beviset og tilgive, da det passer ham? Svaret afgør, om du læser stykket naturalistisk eller realistisk. Hvordan periodens retninger adskiller sig, står i kendetegn: naturalisme, realisme og impressionisme, og naturalismen på scenen har sit eget afsnit dér.

Tema og fortolkning

Temaet: det vidunderlige, der ikke kom

Stykkets nøgleord står i Noras mund flere gange, før vi forstår det. I anden akt siger hun til fru Linde: “Det er jo det vidunderlige, som nu vil ske.” (2. akt, s. 61). Først i sidste scene forklarer hun det. Hun var sikker på, at Helmer ville sige til Krogstad, at han bare kunne gøre sagen kendt for hele verden, og at han så ville træde frem og tage skylden på sig (3. akt, s. 90). Det vidunderlige er et ægteskab, hvor han ofrer sig for hende, som hun har ofret sig for ham.

Det kom ikke. “Det var iaften, da det vidunderlige ikke kom” (3. akt, s. 90), siger hun, og derfor elsker hun ham ikke længere. Så kommer det replikskifte, der skærer igennem. Helmer: “der er ingen, som ofrer sin ære for den man elsker.” (3. akt, s. 91). Nora: “Det har hundrede tusend kvinder gjort.” (3. akt, s. 91). Helmer tænker på én mands ære, Nora på mange kvinders liv, og dér går stykket fra at handle om ét ægteskab til at handle om kvinders vilkår.

Pligter, samfund og dobbeltmoral

Hun siger det uden omsvøb: “Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald.” (3. akt, s. 87). Hjemmet har ikke været andet end “en legestue” (3. akt, s. 87). Nora giver både far og mand skylden: de har gjort “stor synd imod mig” (3. akt, s. 87), men hun ser også, at hun selv har leget med børnene, som de voksne legede med hende. Hun er ved at give rollen videre, og derfor kan hun ikke bare blive og tage sig sammen.

Opgøret handler om pligter. Helmer kalder det at gå fra mand og børn at svigte “dine helligste pligter” (3. akt, s. 88). Nora svarer, at hun har andre pligter, der er lige så hellige: “Pligterne imod mig selv.” (3. akt, s. 89). Da han siger, at hun først og fremmest er hustru og mor, svarer hun, at hun først og fremmest er et menneske ligesom ham. Hun kan ikke længere nøjes med, “hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne” (3. akt, s. 89). Kan du kun huske ét replikskifte fra stykket, så tag det her.

Nora vil undersøge alt selv. Hun ved ikke, hvad religion er, ud over det, præsten Hansen sagde, da hun gik til konfirmation (3. akt, s. 89), og hun forstår ikke love, der forbyder en datter at skåne sin døende far. Helmer siger, at hun taler som et barn og ikke forstår det samfund, hun lever i. Hun giver ham ret og vil finde ud af, “hvem der har ret, samfundet eller jeg.” (3. akt, s. 89).

Dobbeltmoral er stykkets andet tema. Nora og Krogstad har gjort det samme, men dommene er forskellige, og de skifter. Byen har dømt Krogstad for livet. Helmer dømmer Nora hårdt, så længe sagen kan skade ham, og frikender hende, så snart den ikke kan. Spørg dig selv, hvem i stykket der handler moralsk, og hvad du måler det på: loven, motivet eller ryet.

Slutningen: hvad betyder det, at hun går?

Slutningen er åben, og det er med vilje. Stykket fortæller ikke, hvordan det går Nora. Teksten giver materiale til to læsninger. Den ene bygger på Noras egne ord: “Jeg må se at få erfaring, Torvald.” (3. akt, s. 88). Den anden bygger på det, stykket har vist om andre kvinder uden penge: fru Linde har arbejdet for at klare sig i tre år, og Anne-Marie måtte give sit barn fra sig. Og Nora ved det: “Jeg ved jo slet ikke, hvad der blir ud af mig.” (3. akt, s. 92).

Det, der vakte mest strid i samtiden, var, at en mor forlod ægteskab og børn (Lex). Det ses af den tyske slutning: dér bryder Nora sammen, da hun ser sine børn sove (Lex).

Er Nora egoistisk? Det kan en censor godt finde på at spørge om. Helmer bruger argumentet, da han kalder det at gå et svigt af hendes helligste pligter (3. akt, s. 88). Nora mener omvendt, at hun går for børnenes skyld, fordi hun ikke kan opdrage dem, før hun har opdraget sig selv. Stykket afgør det ikke. Det slutter med Helmers håb om “det vidunderligste” (3. akt, s. 93) og så med lyden af porten.

Hvordan man læser slutningen, har skiftet med tiden. Lex skriver, at den i dag ikke længere chokerer. Din egen tid farver også din læsning, men teksten bestemmer, hvad du kan belægge. Prøv selv: find tre replikker, der taler for, at Nora gør sig fri, og tre, der taler for, at hun svigter. Du vil opdage, at den første liste er lettest at fylde, og det er belæggene, du bliver bedømt på.

Skal du sige budskabet i én sætning, kan du fx skrive: Et dukkehjem viser, at et ægteskab, hvor den ene gør den anden til legetøj, ikke er et ægteskab, og at et menneske har pligter mod sig selv. Ibsen afviste, at han havde skrevet stykket for kvindesagen (Lex). Alligevel er Nora blevet et symbol på kvinders frigørelse over hele verden.

Periode

Et dukkehjem i det moderne gennembrud

Georg Brandes begyndte sine forelæsninger på Københavns Universitet den 3. november 1871, og en levende litteratur skulle ifølge ham sætte problemer under debat (Lex). Otte år senere gjorde Ibsen netop det med ægteskabet. Brandes regnede ham med i bogen Det moderne Gjennembruds Mænd fra 1883. Læs mere om kravet om problemer under debat.

I stykket siger fru Linde, at “en kone kan jo ikke låne uden sin mands samtykke” (1. akt, s. 17). I Norge var gifte kvinder umyndige, indtil en lov i 1888 gav dem myndighed og ret til at råde over deres egen indtægt; ugifte kvinder var blevet myndige i 1863 (Store norske leksikon). Derfor skulle en mand, Noras far, stå inde for lånet. Hvordan det så ud i Danmark, står i kapitlet om kvindesagen og sædelighedsfejden.

Vil du placere stykket i perioden, så brug ét kendetegn og ét sted. Fx: Et dukkehjem sætter et samfundsproblem under debat, ægteskabet som et forhold mellem en voksen og et barn, og det ses, når Helmer afviser Noras spørgsmål til loven med “Du taler som et barn.” (3. akt, s. 89). En etiket uden belæg er en påstand, se fælden med etiketten uden belæg.

Periodens temaer samles ofte under køn, kirke og klasse, og Et dukkehjem kan bruges til alle tre. Køn er det oplagte. Kirken er med, når Nora vil undersøge, om det, præsten lærte hende til konfirmationen, er rigtigt (3. akt, s. 89). Og klassen er med i Anne-Marie, der som fattig pige måtte sætte sit barn ud for at få en plads (2. akt, s. 40).

Prøven

Et dukkehjem til prøven og i hverdagen

Til den mundtlige prøve i dansk A har du ca. 60 minutters forberedelse og ca. 30 minutters eksamination, og du begynder med et oplæg på 8-10 minutter. Opgaven skal tage udgangspunkt i en ukendt tekst. Har din klasse læst Et dukkehjem, kommer stykket derfor oftest ind som den kendte tekst, du perspektiverer til. Har I ikke læst det, kan et uddrag være den ukendte tekst (læreplanerne for dansk A, stx og hf, pkt. 4.2).

Teksterne i en opgave må højst fylde fem normalsider, så du får en scene, ikke stykket. Placér uddraget i handlingen med én sætning, og brug resten af tiden på replikkerne. Samtalen mellem Nora og Krogstad i første akt og slutscenen kan begge stå alene. Se, hvordan et mundtligt eksamenssæt ser ud.

Den skriftlige prøve varer fem timer. Bruger du stykket som perspektiv i en analyserende artikel, så nøjes med ét tekststed og én pointe, og skriv overgangen, så læseren kan se, hvad de to tekster har til fælles. Se, hvordan en analyserende artikel er bygget op.

I en DHO kan stykket stå over for en historisk kilde om kvinders retsstilling, fx om loven, der i 1888 gjorde gifte kvinder i Norge myndige (Store norske leksikon). Spørgsmålet kan være, hvor meget af Noras situation der er digtet, og hvor meget der var lov. Se DHO og SRP i dansk.

Guiden her er længere, end din opgave må være. Til prøven vælger du de to eller tre punkter, instruksen beder om, og lader resten ligge. Til det mundtlige er målet, at du kan forklare dit belæg med egne ord, også når samtalen går videre end dit oplæg.

Se forskellen

Fejl, der koster

De fleste fejl om Et dukkehjem handler om genren, om det, der står i teksten, og om etiketter uden belæg. Skriv Torvald uden h, som i teksten, og husk, at Helmer først skal tiltræde som direktør til nytår.