Et dukkehjem af Henrik Ibsen: analyse, resumé og tema

Juleaftensdag kommer Nora hjem med gaver og en pose makroner. Tre dage senere går hun ud ad døren med en lille vadsæk og lader mand og børn blive tilbage. Imellem ligger et hemmeligt lån, en falsk underskrift og en mand, der tænker mere på sit ry end på hende. Her får du handlingen akt for akt, personerne, temaet og replikker, du kan citere.

Af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie

Kort svar

Hvad handler Et dukkehjem om?

Nora Helmer har en hemmelighed. I ægteskabets første år lånte hun penge til en rejse, der reddede hendes dødssyge mands liv, og hun skrev selv sin fars navn under på gældsbeviset. Da hendes mand, advokat Torvald Helmer, vil fyre långiveren, sagfører Krogstad, fra banken, truer Krogstad med at afsløre forfalskningen. Nora venter på, at Helmer vil tage skylden på sig. Det gør han ikke, og i sidste scene går hun fra både mand og børn, fordi hun vil finde ud af, hvem hun selv er.

Temaet er et ægteskab, hvor manden behandler sin kone som et barn. Nora kræver til sidst at have pligter mod sig selv. Stykket hører til det moderne gennembrud og bruges oftest til at vise, hvordan periodens litteratur satte ægteskabet og kvindens stilling under debat.

Et dukkehjem er et skuespil i tre akter af nordmanden Henrik Ibsen. Bogen kom hos Gyldendal i København den 4. december 1879, og stykket blev spillet første gang på Det Kongelige Teater den 21. december samme år. Der er ingen fortæller, som forklarer noget. Alt, hvad du påstår om stykket, skal du derfor belægge med en replik eller en sceneanvisning.

1879

udgivet og uropført i december

3 akter

tre dage i julen, én stue

8 år

gift, før de taler alvorligt sammen

Originalteksten

Læs skuespillet, før du læser analysen

Hele skuespillet ligger gratis hos Universitetet i Oslo i Henrik Ibsens Skrifter. Læs Et dukkehjem som webside, eller hent stykket som PDF. Det er førsteudgaven fra 1879 på dansk-norsk, så stavemåden er gammel, men sproget er til at forstå, når du har ordlisten længere nede ved hånden.

Alle citater på siden er ordret fra den udgave og står med akt og side. Sidetallene passer kun til den udgave. Bruger din klasse en anden bog, så find stedet dér, og skriv altid, hvilken udgave du citerer fra.

Arbejd selv først

Arbejdsspørgsmål, før du læser videre

  1. Hvad ved vi om Nora efter den første side, og hvad ved vi ikke endnu? Find én sceneanvisning og én replik.
  2. Hvilke navne kalder Helmer Nora i første akt, og hvad har de til fælles?
  3. Hvornår hører vi om lånet, og hvornår om den falske underskrift? Hvem får det at vide først?
  4. Hvorfor vil Helmer af med Krogstad? Find to grunde i anden akt, og vurdér, hvilken der vejer tungest for ham.
  5. Hvad håber Nora på, når hun taler om “det vidunderlige”?
  6. Hvad vælger fru Linde og Krogstad i tredje akt, og hvordan spejler deres valg Noras?
  7. Hvornår i tredje akt skifter magten i samtalen mellem Nora og Helmer? Peg på replikken.
  8. Er slutningen et håb eller et nederlag for Nora? Find ét belæg for hver læsning.
  9. Hvilket kendetegn fra det moderne gennembrud kan du belægge med ét sted i stykket?

Resumé

Resumé akt for akt

Stykket foregår i én stue over tre dage. Hver akt er én dag, og hver akt slutter med, at presset på Nora er vokset. Kender du rækkefølgen, kan du placere ethvert uddrag, du får til prøven.

Første akt: juleaftensdag

Nora kommer hjem fra juleindkøb, giver bybuddet en krone for et ærinde, der kostede halvtreds øre, og spiser i smug et par makroner. Helmer kalder på hende inde fra sit kontor, som man kalder på et kæledyr: “Er det lærkefuglen, som kvidrer derude?” (1. akt, s. 5). Han skal tiltræde som direktør i Aktiebanken til nytår, og det er den første jul, hvor de ikke behøver at spare.

Noras gamle skoleveninde Kristine Linde kommer på besøg. Hun er enke, barnløs og uden penge og har brug for arbejde. Nora lover at tale hendes sag hos Helmer, og midt i samtalen afslører hun sin hemmelighed. Da Helmer var dødssyg i ægteskabets første år, skaffede hun selv de penge, der sendte familien et helt år til Italien. Alle tror, pengene kom fra hendes far. Siden har hun klaret renter og afdrag ved at købe det billigste tøj til sig selv og ved at sidde med skrivearbejde om aftenen.

Så kommer sagfører Krogstad. Han har en lille stilling i Aktiebanken og har regnet ud, at han skal fyres, så fru Linde kan få en plads. Det var ham, Nora lånte af, og nu viser han hende gældsbeviset. Faderen skulle skrive under på, at han stod inde for gælden, men han døde den 29. september, og underskriften er dateret den 2. oktober. Nora indrømmer det: “Det er mig, som har skrevet pappas navn.” (1. akt, s. 32). Krogstad truer med at gå til retten, hvis han mister stillingen.

Akten slutter med, at Helmer uden at ane noget forklarer Nora, at et hjem med en løgner i smitter børnene, og at “Næsten alle tidligt forvorpne mennesker har havt løgnagtige mødre.” (1. akt, s. 37). Nora tør ikke lade børnene komme ind til sig.

Anden akt: første juledag

Juletræet står nu “plukket, forpjusket og med nedbrændte lysestumper” (2. akt, s. 39). Nora spørger barnepigen Anne-Marie, hvordan hun kunne lade sin egen datter vokse op hos fremmede, da hun blev amme for den lille Nora, og om børn glemmer en mor, der er borte. Fru Linde syr på Noras kostume til maskeballet hos konsul Stenborgs næste aften, hvor Nora skal danse tarantella som neapolitansk fiskerpige.

Nora beder Helmer om at lade Krogstad blive. Han nægter og indrømmer, at det især er, fordi Krogstad siger du til ham foran de andre i banken. Da Nora kalder hans grunde smålige, sender han straks opsigelsen af sted med stuepigen. Bagefter lover han at tage det hele på sig, hvis det kommer til stykket: “Du skal se, jeg er mand for at tage alt på mig.” (2. akt, s. 48).

Doktor Rank fortæller, at han snart skal dø, og at han vil sende sit visitkort med et sort kors, når det sker. Nora har næsten spurgt ham, om han vil hjælpe, da han erklærer, at han elsker hende, og så kan hun ikke. Krogstad kommer igen. Nu vil han have en højere stilling i banken, og han lægger et brev til Helmer i brevkassen. Nora kan se det gennem ruden.

Fru Linde vil have Krogstad til at kræve brevet tilbage, men han er rejst på landet og kommer først hjem næste aften. For at holde Helmer væk fra brevkassen øver Nora tarantellaen så vildt, at håret falder ned. Så regner hun ud, hvor lang tid hun har tilbage: “Enogtredive timer at leve i.” (2. akt, s. 66).

Tredje akt: natten efter ballet

Mens der danses i etagen ovenover, mødes fru Linde og Krogstad i Helmers stue. Hun var engang hans ungdomskærlighed, men brød med ham for at gifte sig med en mand, der kunne forsørge hendes mor og brødre. Nu tilbyder hun at gifte sig med ham og være mor for hans børn. Krogstad vil kræve brevet tilbage ulæst, men hun siger nej. Sandheden skal frem mellem Nora og Helmer.

Efter ballet fører Helmer Nora ned i stuen. Rank tager afsked med en cigar og et farvel, og bagefter ligger hans visitkort med det sorte kors i brevkassen. Helmer læser Krogstads brev og vender sig mod Nora. Han kalder hende “en hyklerske, en løgnerske” (3. akt, s. 83), siger, at hun ikke må opdrage børnene, og at ægteskabet skal fortsætte “kun for verdens øjne” (3. akt, s. 83).

Et nyt brev kommer. Krogstad sender gældsbeviset tilbage, og Helmer råber, at han er frelst. Nora spørger: “Og jeg?” (3. akt, s. 84). Helmer tilgiver hende og lover at passe på hende som før. Hun går ud og kommer tilbage i sin hverdagskjole, beder ham sætte sig og siger, at de i otte års ægteskab aldrig har talt alvorligt sammen.

Nora forklarer, at hun har været en dukke, først for sin far og siden for Helmer, og at hun må opdrage sig selv, før hun kan opdrage sine børn. Hun vil rejse hjem til sit gamle hjemsted, hvor det er lettest at finde arbejde. Hun giver ringen tilbage, lægger nøglerne og går. Stykket slutter med en lyd, ikke en replik: “Nedefra høres drønnet af en port, som slåes ilås.” (3. akt, s. 93).

Hurtigt opslag

Ord fra 1879, du får brug for

Sproget er dansk-norsk fra 1879. De fleste ord forstår du uden hjælp, men nogle har skiftet betydning eller er gået af brug. Her er dem, der tit stiller sig i vejen.

  • spillefugl: en, der sætter penge over styr, så snart hun har dem. Helmer forklarer selv ordet i 1. akt (s. 8).
  • ødeland: en, der ødsler penge bort. Ét ord, der intet har med et øde land at gøre. Både Helmer og fru Linde bruger det om Nora (1. akt, s. 7 og 13).
  • gage: fast løn. Helmer får en stor gage fra nytår (1. akt, s. 6).
  • specier: gammel sølvmønt. Nora regner selv 1.200 specier om til 4.800 kroner (1. akt, s. 13).
  • sagfører: jurist, der fører sager for andre. Krogstads titel i personlisten (s. 4).
  • gældsbevis, forskrivning: papir, hvor man skriver under på et lån. Beviset med den falske dato er hele sagen mod Nora.
  • indestå for: love at betale, hvis låntageren ikke kan. Det skulle Noras far skrive under på (1. akt, s. 31).
  • vinkelskriver: nedsættende ord for en, der driver sagførervirksomhed i det små. Helmer bruger det om Krogstad, og Krogstad bruger det om sig selv (2. akt, s. 48 og 57).
  • ekorn: egern. Sådan kalder Helmer Nora på første side (1. akt, s. 5).
  • kanske: måske. Står mange gange i replikkerne.
  • bybud: mand, man kunne betale for at bringe noget ud. Bybuddet kommer med juletræet på første side (1. akt, s. 5).
  • dus: på du med hinanden. Grunden til, at Helmer ikke vil have Krogstad i banken (2. akt, s. 46).
  • tæring i rygmarven: rygmarvstæring, en følgesygdom af syfilis. Stykket nævner ikke syfilis, så skriv, at det er en tolkning (2. akt, s. 41).
  • tarantel, tarantella: dans fra Syd- og Midtitalien. Ifølge folketroen kunne dansen helbrede den, som en tarantel-edderkop havde bidt (Lex).
  • snil: venlig, sød. Norsk ord, som Nora bruger om Helmer og om fru Linde.
  • vadsæk: enkel rejsetaske af stof eller skind. Den tager Nora med, da hun går (3. akt, s. 91).

Personkarakteristik

Personerne: hvem vil hvad?

Personlisten foran stykket (s. 4) har ni linjer, og al handling foregår i Helmers bolig. Omkring Nora står fire voksne, der hver har noget, hun mangler: Helmer har magten, fru Linde har erfaringen, Krogstad har beviset, og Rank har pengene. Læg mærke til, at to af dem, Nora og Krogstad, har gjort det samme: skrevet et falsk navn.

Hvordan du bygger en personkarakteristik op trin for trin, står i guiden til personkarakteristik og kort i noterne om personkarakteristik. Panelerne her er stoffet til den.

I første akt spiller Nora den rolle, Helmer har givet hende. Hun svarer ja, når han kalder hende lærkefugl, og hun bruger selv kælenavnene, når hun vil opnå noget hos ham: “Hvis nu din lille ekorn bad dig rigtig inderlig vakkert om en ting” (2. akt, s. 44). I samme samtale tilbyder hun at “lege alfepige og danse for dig i måneskinnet” (2. akt, s. 45), hvis han vil lade Krogstad blive. Rollen er et redskab, hun kan bruge.

Bag rollen står en kvinde, Helmer ikke kender. Hun har i årevis købt det billigste tøj til sig selv og siddet med skrivearbejde om aftenen for at klare afdragene, og hun er stolt af at have tjent penge selv: “Det var næsten, som om jeg var en mand.” (1. akt, s. 19). Uden at ane det beskriver Helmer hende i første akt, da han taler om et menneske, der “må gå med maske på ligeover for sine allernærmeste” (1. akt, s. 37).

Hun kender ham bedre, end han kender hende. Hun har aldrig fortalt ham om lånet, fordi hans “mandige selvfølelse” (1. akt, s. 18) ikke ville kunne tåle, at han skyldte hende noget.

Ægteskabet har ikke plads til hele hende. Hun kan ikke tale om sine gamle venner med Helmer, for han vil “eje mig ganske alene” (2. akt, s. 42). Der er også ord, hun ikke må sige, når han hører det. Til Rank og fru Linde betror hun, at hun har “umådelig lyst til at sige: død og pine.” (1. akt, s. 23). Og til Rank forklarer hun forskellen: “der er jo nogle mennesker, som man holder mest af, og andre mennesker, som man næsten helst vil være sammen med.” (2. akt, s. 54).

Hendes moral er følelsens. Over for Krogstad forsvarer hun forfalskningen med, at en datter må kunne skåne sin syge far og en hustru redde sin mands liv (1. akt, s. 33). Da Krogstad siger, at loven ikke spørger om grunde, svarer hun: “Da må det være nogen meget dårlige love.” (1. akt, s. 33). Hun kender ikke loven og tror, den må give hende ret. Det er naivt, og det er samtidig stykkets spørgsmål: hvem har ret, når loven og kærligheden siger hver sit?

Hun har også grænser. Hun har lige leget med Rank og vist ham sine silkestrømper (2. akt, s. 51), men da han siger, at han elsker hende, vil hun ikke længere bede ham om pengene (2. akt, s. 53). Hun vil ikke købe sig fri med hans følelser. I tredje akt skifter hun form. Mens Helmer raser, svarer hun “med kold ro” (3. akt, s. 83), og i opgøret er det hende, der fører ordet. Hun er stykkets runde person: ingen forandrer sig så meget som hun.

Helmer er advokat og skal til nytår være direktør i Aktiebanken. Han har principper og siger dem højt: “Ingen gæld! Aldrig låne!” (1. akt, s. 6). Han vil kun have med fine og smukke forretninger at gøre (1. akt, s. 12), og han har en mening om, hvordan alt skal se ud. Efter ballet forklarer han fru Linde, at hun hellere skulle brodere end strikke, fordi broderi er “langt smukkere” (3. akt, s. 75). For Helmer skal tingene se rigtige ud, og det gælder også hans kone og hans hjem.

Han opdrager på Nora, som man opdrager et barn. Da hun har løjet om Krogstads besøg, belærer han hende i fuglebilleder: “En sangfugl må have rent næb at kviddre med; aldrig falske toner.” (1. akt, s. 35). Efter ballet kalder han hende “min dyreste ejendom” (3. akt, s. 76), og da han har tilgivet hende, siger han det lige ud: “denne kvindelige hjælpeløshed gjorde dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne.” (3. akt, s. 84).

Læg to af hans replikker ved siden af hinanden. Få minutter før han læser brevet, siger han, at han tit ønsker, “at en overhængende fare måtte true dig, for at jeg kunde vove liv og blod og alt, alt, for din skyld.” (3. akt, s. 81). Da faren kommer, gælder det kun om at redde “resterne, stumperne, skinnet” (3. akt, s. 83). Løftet fra anden akt om at være “mand for at tage alt på mig” (2. akt, s. 48) er glemt, og i stedet giver han Noras far skylden: “Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv.” (3. akt, s. 83).

Hvad er han bange for? Lad ham selv svare: “Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min fremtid har du forspildt for mig.” (3. akt, s. 83). Lidt efter frygter han, at folk vil tro, at han selv stod bag. Det er hans lykke, hans fremtid og hans navn, han taler om. Da det næste brev kommer med gældsbeviset, river han det i stykker, brænder det og siger, at det hele skal være “en drøm” (3. akt, s. 84). Forfalskningen er den samme som et øjeblik før. Det eneste, der har ændret sig, er, at ingen andre kan få den at vide.

Er han flad eller rund? Han siger til sidst: “Jeg har kraft til at blive en anden.” (3. akt, s. 91), og hans sidste ord er et håb. Om han kan, siger stykket ikke. Det er et godt spørgsmål til den faglige samtale. Herman Bang kaldte ham et “Egoismens Uhyre” (Lex).

Fru Linde har levet det liv, Nora er blevet skånet for. Hun giftede sig uden kærlighed med en mand, der dengang var velstående, fordi hun skulle forsørge sin sengeliggende mor og to yngre brødre (1. akt, s. 14). Han døde for tre år siden uden at efterlade noget, og siden har hun arbejdet for at klare sig. Hun siger det tørt til Nora: “Jeg har ingen pappa, som kan forære mig rejsepenge, Nora.” (1. akt, s. 15).

Hvor Nora handler først og tænker bagefter, har fru Linde lært at regne efter: “Jeg har lært at handle fornuftigt.” (3. akt, s. 70). Hendes frieri til Krogstad lyder derfor som et regnestykke: hun trænger til nogen at være mor for, og hans børn mangler en mor (3. akt, s. 71). Men hun siger også, at hun “har tro på grundlaget i Dem” (3. akt, s. 71). Du kan diskutere, hvor meget af valget der er hjerte, og hvor meget der er hoved.

Hun kender prisen: “den, som en gang har solgt sig selv for andres skyld, gør det ikke om igen.” (3. akt, s. 72). Og hun bestemmer, hvordan det ender. Allerede da hun ser Krogstads brev i kassen, siger hun til Nora, at det er bedst for dem begge, at Helmer får det at vide (2. akt, s. 60). I tredje akt tilbyder Krogstad at kræve brevet tilbage ulæst, men hun siger nej: “Helmer må få vide altsammen” (3. akt, s. 72). Hun vælger sandheden på Noras vegne. Spørg, om hun har ret til det.

Hun bruger samme billede om sig selv som Krogstad: “Jeg sidder også som en skibbruden kvinde på et vrag.” (3. akt, s. 70). De to veninder forlader den samme nat på hver sin måde: fru Linde går ind i et nyt ægteskab, og Nora går ud af sit.

Nils Krogstad er sagfører, enkemand og far til sønner, der vokser op. For år tilbage skrev han et falsk navn. Sagen kom aldrig for retten, men han mistede sit ry og har levet af tvivlsomme forretninger. Stillingen i banken er for ham “det første trappetrin” (1. akt, s. 29) på vejen op.

Han afpresser Nora, men han siger selv, hvad han kæmper for: “Mine sønner vokser til” (1. akt, s. 29). Byen har allerede dømt ham. Rank kalder ham et “moralsk hospitalslem” (1. akt, s. 22), og Helmer siger, at han bliver fysisk dårlig i den slags menneskers nærhed (1. akt, s. 37). Spørg, om afpresningen er hans eget valg, eller om den er den eneste vej, byen har ladet stå åben for ham.

Nora og Krogstad er et spejlpar: de har begået den samme forbrydelse. Da Nora vantro spørger, om han skulle have gjort det for at redde sin kones liv, svarer han kun: “Lovene spørger ikke om bevæggrunde.” (1. akt, s. 33). Om han selv havde en god grund, siger stykket ikke. Skriv det som en tolkning, hvis du bruger det.

I tredje akt bytter han og Nora plads. Han kalder sig “en skibbruden mand på et vrag” (3. akt, s. 69), men fru Linde vælger ham, og han tror nu, han kan “rejse mig i de andres øjne” (3. akt, s. 71). Så sender han gældsbeviset tilbage. Den samme nat, som han begynder forfra i et ægteskab, gør Nora sig klar til at gå.

Rank er husets ven, rig, ugift og døende. Han kommer hver dag, taler tørt om døden og ved, at han skal dø af en sygdom, han har arvet: “Min arme, uskyldige rygrad må svie for min faders lystige løjtnantsdage.” (2. akt, s. 49). Nora har fortalt fru Linde, at hans far holdt elskerinder (2. akt, s. 41).

Teksten kalder sygdommen “tæring i rygmarven” (2. akt, s. 41). Rygmarvstæring var betegnelsen for en følgesygdom af syfilis (Lex), men ordet syfilis står ikke i stykket. Skriv det derfor som en tolkning, og byg den på Ranks egne ord om, at hans rygrad betaler for farens liv.

Hvad laver Rank i stykket? Hans sygdom gør Helmers tale om arv konkret: det, Helmer siger om løgnagtige mødre, ser publikum i Ranks krop, og Nora holder sig fra sine børn af samme frygt. Han er også den eneste, der kunne betale hendes gæld, og netop derfor viser han, hvad Nora ikke vil gøre for at redde sig. Rank vil ikke have Helmer i sit sygeværelse, fordi Helmer ikke kan tåle det hæslige (2. akt, s. 49), og til sidst finder Helmer hans kort med det sorte kors i den samme bunke post som Krogstads brev (3. akt, s. 80-81).

Læg mærke til, hvordan Helmer tager imod dødsbudskabet. Han kalder ham “Min stakkers ven” (3. akt, s. 81), men få replikker efter er vennen blevet “en skyet baggrund for vor sollyse lykke” (3. akt, s. 81), og måske er det bedst sådan, også for dem selv. Rank havde forudset det: “Den, som går bort, glemmes snart.” (2. akt, s. 50).

Barnepigen Anne-Marie var Noras amme. Som fattig pige, der havde fået et barn uden at være gift, måtte hun sætte sin egen datter ud til fremmede for at få pladsen (2. akt, s. 40). Hendes liv viser, hvad en kvinde uden penge kunne vælge imellem, og det svarer på det spørgsmål, Nora stiller sig selv: kan børn klare sig uden deres mor? Nora siger det lige ud: “Du gamle Anne-Marie, du var en god moder for mig, da jeg var liden.” (2. akt, s. 40).

Stuepigen Helene lukker op, kommer med lampen og henter træet. Børnene Ivar, Bob og Emmy siger næsten intet, men deres julegaver fortæller om den verden, de vokser op i: en sabel til Ivar, en hest og en trompet til Bob og en dukke og en dukkeseng til Emmy (1. akt, s. 7). Dukken går videre til næste generation.

Overblik

Hvem kender hemmeligheden, og hvornår?

Stykket er bygget som en afsløring. Spørg, hvem der ved hvad, og hvornår de får det at vide. Hver gang én til ved besked, vokser presset på Nora.

PersonVed hvad, og hvornår?
NoraLånet og den falske underskrift, fra før stykket begynder
KrogstadLånet og den falske dato, fra før stykket begynder
Fru LindeLånet i 1. akt (s. 17), underskriften i 2. akt (s. 60)
RankKun at noget er galt; han får det aldrig at vide
HelmerDet hele, da han læser brevet i 3. akt (s. 82)

Genre

Et drama, ikke en novelle: sådan bruger du replikker og sceneanvisninger

Et dukkehjem er skrevet til at blive spillet, og det står med store bogstaver på titelbladet: “SKUESPIL I TRE AKTER” (s. 3). Der er ingen fortæller, der forklarer, hvad personerne tænker. Alt, du ved om fortiden og om det indre, får du gennem replikkerne og sceneanvisningerne, som også hedder regibemærkninger. Det er altså ikke et læsedrama, et drama skrevet til at blive læst, selv om de fleste elever møder det som bog.

De lange sceneanvisninger står i begyndelsen af hver akt og beskriver rummet. De korte står ved replikkerne og viser tonefald, blik og kropssprog. Første akt åbner i “En hyggeligt og smagfuldt men ikke kostbart indrettet stue.” (1. akt, s. 5) med klaver, porcelæn, bøger i pragtbind, en stentøjsovn, en gyngestol og kobberstik på væggene. Det er et borgerhjem, der vil se pænt ud uden at være rigt.

Mange mødte stykket som bog først. Det udkom godt to uger før premieren, og førsteoplaget på 8.000 eksemplarer var udsolgt på under en måned (Universitetet i Oslo). Sceneanvisningerne er skrevet, så en læser kan se stuen for sig. Ibsen kendte også scenen indefra: fra 1851 arbejdede han ved Det Norske Theater i Bergen, både som dramatiker og som instruktør (Lex).

Brug en sceneanvisning som belæg på samme måde som en replik. Før Nora har sagt et ord til Helmer, har sceneanvisningen vist dig, at hun “tar en pose med makroner op af lommen og spiser et par” (1. akt, s. 5) og derefter lytter ved hans dør. Du ved altså, at hun har hemmeligheder for ham, før du hører om lånet.

Replikkerne ligner talesprog: de bliver afbrudt midt i en sætning og er fulde af spørgsmål og udråb. Når Nora er alene, taler hun med sig selv i korte, hakkende sætninger, fx da hun pynter juletræet efter Krogstads trussel (1. akt, s. 34), og da hun vil løbe ud i natten, mens Helmer læser brevet (3. akt, s. 82). I de halve monologer kommer stykket tæt på at vise hende indefra. Læg også mærke til tempoet: i nogle scener falder replikkerne kort og hurtigt, i andre taler én person længe, mens den anden næsten tier. Afsnittet om sproget viser, hvordan du kan tælle det.

Kan du ikke skelne drama, epik og lyrik sikkert, så se noten om de litterære genrer.

Komposition

Opbygning: tre dage, én stue og en brevkasse

Personlisten siger bare: “Handlingen foregår i Helmers bolig.” (s. 4). Vi kommer aldrig med i banken eller til ballet; det, der sker udenfor, kommer ind ad døren til den samme stue. Det gamle krav om de tre enheder, tid, sted og handling, er næsten opfyldt: ét sted, tre dage i stedet for ét døgn og én hovedhandling. Ved siden af den løber en sidehandling, fru Linde og Krogstad, og den flettes ind i hovedhandlingen, da fru Linde lader brevet ligge.

Anden akt er en række forsøg på at stoppe brevet, og de slår fejl et efter et. Helmer nægter at beholde Krogstad og sender opsigelsen af sted. Nora er lige ved at bede Rank om pengene, men tier, da han erklærer sin kærlighed. Tanken om at tage sit liv afviser Krogstad: det vil ikke redde Helmer, og hendes eftermæle vil ligge i hans hånd (2. akt, s. 59). Og da fru Linde går til Krogstad, er han rejst. Efter hvert forsøg har Nora mindre tid.

Fortiden kommer frem lidt efter lidt i replikkerne. Grebet kaldes afsløringsteknik eller retrospektiv teknik: forhistorien bliver afdækket, og den forklarer det, der sker nu (Lex). Et eksempel: Da Krogstad kommer ind i første akt, står der, at fru Linde “studser, farer sammen og vender sig mod vinduet” (1. akt, s. 20). Hvorfor, får vi først at vide i tredje akt, da de to er alene i stuen. Her hører vi, at hun engang brød med ham og valgte en mand, der kunne forsørge hendes mor og brødre (3. akt, s. 69). Sådan ændrer hver ny oplysning om fortiden, hvordan du ser personerne.

Fra brevet ligger i kassen, tæller Nora timer: “Enogtredive timer at leve i.” (2. akt, s. 66). Hun kan se brevet gennem ruden (2. akt, s. 60), men Helmer har nøglen (2. akt, s. 62). Hun kan kun udskyde, at han læser det.

Julen giver stykket en kalender, alle i salen kender: juleaftensdag, første juledag og natten til tredje juledag (Lex). Den giver også en forventning om hygge, som stykket bryder dag for dag. Stuen er den samme, men juletræet, der skulle overraske børnene i første akt, står plukket i anden.

Første og sidste scene spejler hinanden. I begyndelsen kommer Nora ind ad døren med pakker og giver stuepigen besked om juletræet (1. akt, s. 5). Til sidst lægger hun nøglerne fra sig, siger, at pigerne ved bedre besked om huset end hun selv, og går ud med en lille vadsæk (3. akt, s. 91-92).

Fra eksposition til løsning

Dramaets faser i Et dukkehjem

1. Eksposition

Første akt præsenterer personerne, hjemmet og hemmeligheden. Vi hører om lånet gennem Noras samtale med fru Linde, så publikum ved mere end Helmer.

2. Konflikten

Krogstads trussel sætter handlingen i gang, allerede i første akt (s. 32-33): mister han stillingen, fortæller han det hele.

3. Optrapning

Anden akt lukker Noras udveje en efter en, og brevet falder i brevkassen (s. 60).

4. Klimaks

Helmer kommer ud med Krogstads brev (3. akt, s. 82-83). Det, Nora har frygtet i tre dage, sker, og hans svar er vrede, ikke hjælp.

5. Vendepunkt

Det næste brev redder Helmer, og han råber: “Jeg er frelst!” (3. akt, s. 84). Noras spørgsmål, “Og jeg?”, viser, at hun har hørt, hvem han tænkte på. Herfra er der ingen vej tilbage.

6. Løsning

Opgøret ved bordet og porten, der slås i lås. Løsningen er åben: vi får ikke at vide, hvordan det går hende.

Miljø

Miljøet: et lunt hjem, hvor intet grimt må ses

Ordet lunt går igen. Helmer sætter sig ved ovnen og siger: “Ah, hvor her er lunt og hyggeligt.” (1. akt, s. 35), og han siger det igen få minutter efter tilgivelsen: “Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora.” (3. akt, s. 85). Men i det lune hjem må intet grimt ses. Fru Linde må ikke sy i stuen, for “Torvald tåler ikke at se skræddersøm.” (2. akt, s. 44), og Noras arbejde for at betale lånet foregår i smug om aftenen. Hjemmet er indrettet til Helmers øjne.

Det sociale miljø er borgerskabet, hvor ry er noget, man lever af. Helmer bruger det mod Noras far: “Din fader var ingen uangribelig embedsmand. Men det er jeg” (2. akt, s. 46). Krogstad vil for sine sønners skyld have “så megen borgerlig agtelse, som muligt” tilbage (1. akt, s. 29). Og Nora ved, at en skandale kan ødelægge det hele. Derfor er hemmeligheden så farlig.

Er familien overklasse eller middelklasse? Sceneanvisningen giver dig belægget: en stue, der er “smagfuldt men ikke kostbart” indrettet (1. akt, s. 5), i et hjem, der først nu, med direktørstillingen, får råd til at slå sig løs. Kald det borgerskabet, og begrund det med sceneanvisningen.

Pengene viser, hvem der bestemmer. Da Helmer spørger, hvad hun ønsker sig i julegave, beder Nora om penge: “Du kunde give mig penge, Torvald.” (1. akt, s. 7). Hun må bede om det, hun skal bruge, og først senere forstår vi, hvor pengene skal hen: til afdragene på lånet. Sine egne penge må hun tjene i smug.

Virkemidler

Rekvisitterne: ting, der betyder noget

En ting på scenen er der, fordi forfatteren har valgt den. Skriv to linjer om hver: hvad den gør i handlingen, og hvad den kan betyde. Kan du kun skrive den første linje, er det referat. Kan du kun skrive den anden, mangler du belægget. Syv ting er værd at kende.

Makronerne

I handlingen er de slik, Helmer har forbudt. De viser, hvordan Nora klarer sig i ægteskabet: hun adlyder, når han ser det, og gør, som hun vil, når han ikke gør. Hun lyver om dem i første akt (s. 9), og i anden akt beder hun selv om mange til champagnegildet (s. 66).

Juletræet

Det skal gemmes og pyntes, så børnene bliver overrasket (1. akt, s. 5). I anden akt står det “plukket, forpjusket” (s. 39), mens Nora går uroligt rundt og lytter efter posten. Træet ser ud, som hun har det.

Brevkassen

Den er låst, og Helmer har nøglen. Nora kan se brevet gennem ruden (2. akt, s. 60) uden at kunne nå det, og en afbrækket hårnål i låsen viser, at hun har prøvet (3. akt, s. 80).

Kostumet og tarantellaen

Dragten er Helmers valg, syet til hende i Italien (2. akt, s. 41), og dansen er en rolle for ham. Lex peger på, at publikum kendte tarantellaen som festdans fra Bournonvilles ballet Napoli, og at Noras dans stod i skarp modsætning til den. Da Helmer spørger, hvad hun laver, svarer hun: “Kaste maskeradedragten.” (3. akt, s. 85).

Visitkortet med det sorte kors

Rank melder sin egen død. Kortet ligger i brevkassen sammen med Krogstads brev (3. akt, s. 80-81).

Ringen og nøglerne

Nora giver ringen tilbage og lægger nøglerne (3. akt, s. 92). Med to ting ophæver hun ægteskabet og hjemmet, uden at ordet skilsmisse falder.

Porten

Det sidste, publikum hører, er porten nedenunder, der slås i lås (3. akt, s. 93). Et drama kan slutte med en lyd, som en novelle ville være nødt til at beskrive.

Sprog

Sproget: kælenavne, magt og hvem der taler

Helmers navne for Nora står tæt på de første sider. Hun er “lærkefuglen” og “ekornet” (1. akt, s. 5), “lille spillefuglen” og “lille sanglærken” (1. akt, s. 6) og “du lille ødeland” (1. akt, s. 7). Det er små dyr, man kan holde i hånden, og to af navnene handler om penge, som om hendes forbrug var en del af hendes natur.

Følg navnene gennem stykket, så kan du se, hvad de afhænger af. Lige før Helmer går ind for at læse brevene, siger han: “Godnat, du min lille sangfugl.” (3. akt, s. 82). En side senere er hun “en hyklerske, en løgnerske” (3. akt, s. 83). Da det næste brev har reddet ham, er hun igen “du min lille forskræmte sangfugl” (3. akt, s. 85), og han giver sig selv “brede vinger til at dække dig med” (3. akt, s. 85). Nora har ikke ændret sig mellem de tre replikker. Det har Helmers frygt. Navnene fortæller derfor mest om ham.

Om Krogstad bruger Rank lægens sprog: han er et “moralsk hospitalslem” og “bedærvet i karakter-rødderne” (1. akt, s. 22). Ordene gør en social skam til en sygdom, der smitter, og samme tanke har Helmer, når han taler om løgnagtige mødre (1. akt, s. 37).

Magtforholdet kan du tælle dig frem til. Fra Helmers første replik til fru Linde kommer (1. akt, s. 5-10), taler han mest, og han stiller 22 spørgsmål mod Noras 12. I opgøret fra “Sæt dig her, Torvald” (3. akt, s. 85) til porten er det vendt: Nora siger 1.630 ord og Helmer 611, og nu er det ham, der spørger, 32 gange mod hendes 10. Tallene er vores egen optælling i udgaven fra 1879, uden sceneanvisninger. I sidste scene er det Nora, der bestemmer, hvad der skal tales om.

Mellem de to scener kan du følge skiftet. I anden akt bliver Nora ved med at bede for Krogstad, og Helmer kalder det “en utrolig egensindighed” (2. akt, s. 45). Efter ballet siger hun fra for første gang: “Du skal ikke tale således til mig inat.” (3. akt, s. 76). Helmer hører det som en leg.

Tiltaleformen siger også noget om magt. Nora siger du til Helmer og til sin veninde, men De til Rank og Krogstad, som man gjorde i borgerskabet. Derfor er det en fornærmelse for Helmer, at Krogstad er dus med ham og viser det foran de andre i banken. Det truer den afstand, en direktør vil have (2. akt, s. 46).

Analyseværktøj

Værktøj: transaktionsanalyse på to scener

Transaktionsanalysen kommer fra den amerikanske psykiater Eric Berne og arbejder med tre jegtilstande: ophav, voksen og barn (Lex). Ifølge Lex går samtalen skævt, når den ene svarer, som om den anden var i en anden jegtilstand, fx taler til en voksen, som om det var et barn. Lex kalder det en krydset interaktion, og Et dukkehjem har flere.

Tag samtalen med Krogstad i første akt. Han taler som en voksen, der holder sig til fakta: lægger han papiret frem i retten, “så blir De dømt efter lovene” (1. akt, s. 33). Nora svarer som et barn, der tror, at verden må give hende ret: “Jeg kender ikke lovene så nøje; men jeg er viss på, at der må stå etsteds i dem, at sådant er tilladt.” (1. akt, s. 33). Til sidst skælder hun ud som et ophav: “De må være en dårlig jurist, herr Krogstad.” (1. akt, s. 33). De taler forbi hinanden, og samtalen ender med en trussel i stedet for en aftale.

Tag så tilgivelsen i tredje akt. Helmer taler som et omsorgsfuldt ophav til et barn: “støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal vejlede dig.” (3. akt, s. 84). Han venter et barns tak. Nora svarer som en voksen, kort og sagligt: “Jeg takker dig for din tilgivelse.” (3. akt, s. 84). Så går hun ud og skifter tøj. Her ser du, at hun har forladt den rolle, han taler til.

Eksempel, du kan bygge efter

Eksempel: et analyseafsnit om magtskiftet

Magtforholdet mellem Nora og Helmer vender i tredje akt, og det kan ses på selve replikkerne. Da Helmer har læst Krogstads brev, taler han i lange replikker om sin egen lykke og fremtid, mens Nora kun svarer “Ja, således.” (3. akt, s. 83). Sceneanvisningen siger, at hun “ser fremdeles ufravendt på ham” (3. akt, s. 83). Hun beder ikke om tilgivelse, men iagttager ham, og det viser, at hun ikke længere spiller den rolle, han har givet hende. Få sider senere er det hende, der beder ham sætte sig og siger, at de i otte år aldrig har talt alvorligt sammen (3. akt, s. 86). Skiftet i replikkerne viser stykkets kritik af ægteskabet: et forhold, hvor kun den ene taler, er ikke et ægteskab mellem to voksne.

Vores kommentar

Derfor virker afsnittet

Første sætning er en påstand, som resten af afsnittet beviser. Den, der læser eller lytter, ved fra start, hvad du vil vise.

Hvert belæg står med akt og side, og det ene er en sceneanvisning. I et drama er den lige så meget tekst som replikkerne.

Citaterne er korte. Det er din forklaring, der fylder, ikke Ibsens ord. Sidste sætning kobler iagttagelsen til temaet, og det er dér, analysen bliver til fortolkning.

Skriv ikke afsnittet af. Det ligger frit på nettet og bliver fundet af plagiatkontrollen. Byg dit eget på samme måde med en anden scene, fx samtalen mellem Nora og Krogstad i første akt.

Genre og periode

Naturalisme eller realisme?

Du vil møde begge ord om stykket, og begge kan forsvares. Censor lytter mere efter belægget end efter etiketten.

Den naturalistiske læsning

Naturalismen byggede især på Darwins naturvidenskab og var i vid udstrækning deterministisk (Lex): arv og miljø bestemmer, hvad et menneske bliver til. Personerne her forklarer hinanden med arv og opvækst. Helmer siger om Noras forhold til penge: “Det ligger i blodet.” (1. akt, s. 8). Rank dør af sin fars liv (2. akt, s. 49), og Helmer mener, at løgnagtige mødre ødelægger deres børn (1. akt, s. 37). Scenen er en dagligstue, der ligner publikums egen.

Den realistiske læsning

Stykket sætter et samfundsproblem under debat og peger på en udvej. Nora tror, hun kan forandre sig: “Jeg må se at opdrage mig selv.” (3. akt, s. 87). Også Krogstad og fru Linde begynder forfra. Hos de fleste naturalister er skæbnen lukket; her går døren op.

Et sikkert svar til prøven er derfor, at Et dukkehjem er et realistisk samtidsdrama med naturalistiske træk. Du kan også kalde det et problemdrama: et drama, der sætter et problem i samfundet under debat, her ægteskabet og kvindens stilling, uden at give et færdigt svar. Lex regner Ibsen for naturalistisk i en bestemt fase og nævner Gengangere fra 1881 som eksempel, ikke Et dukkehjem. Selv skrev Ibsen “Optegnelser til nutids-tragedien” over sine første noter i 1878 (Universitetet i Oslo).

De første anmeldere så stykket som et opgør med et gammelt romantisk og idealistisk syn på samfundet, kunsten og kvinden (Lex). Selv tarantellaen og det italienske kostume peger tilbage på romantikkens drøm om Italien (Lex). Vil du skelne realisme fra kritisk realisme, hvor fortælleren tager parti, så se kritisk realisme.

To ord hører til. Dagligstuedrama, fordi alt foregår i en borgerlig stue. Og kukkasseteater, et lidt nedladende ord for en scene, der er bygget som en kasse med en usynlig fjerde væg ud mod salen. Ifølge Lex passede den slags scene særlig godt til de realistiske og naturalistiske stykker, der foregik i lukkede dagligstuer.

Til den faglige samtale kan du prøve etiketten af på én person. Tag Helmer: er han bare formet af sit miljø, eller vælger han selv at brænde beviset og tilgive, da det passer ham? Svaret afgør, om du læser stykket naturalistisk eller realistisk. Hvordan periodens retninger adskiller sig, står i kendetegn: naturalisme, realisme og impressionisme, og naturalismen på scenen har sit eget afsnit dér.

Tema og fortolkning

Temaet: det vidunderlige, der ikke kom

Stykkets nøgleord står i Noras mund flere gange, før vi forstår det. I anden akt siger hun til fru Linde: “Det er jo det vidunderlige, som nu vil ske.” (2. akt, s. 61). Først i sidste scene forklarer hun det. Hun var sikker på, at Helmer ville sige til Krogstad, at han bare kunne gøre sagen kendt for hele verden, og at han så ville træde frem og tage skylden på sig (3. akt, s. 90). Det vidunderlige er et ægteskab, hvor han ofrer sig for hende, som hun har ofret sig for ham.

Det kom ikke. “Det var iaften, da det vidunderlige ikke kom” (3. akt, s. 90), siger hun, og derfor elsker hun ham ikke længere. Så kommer det replikskifte, der skærer igennem. Helmer: “der er ingen, som ofrer sin ære for den man elsker.” (3. akt, s. 91). Nora: “Det har hundrede tusend kvinder gjort.” (3. akt, s. 91). Helmer tænker på én mands ære, Nora på mange kvinders liv, og dér går stykket fra at handle om ét ægteskab til at handle om kvinders vilkår.

Se sammenhængen

Dukkekæden: titlen forklaret af Nora selv

Nora forklarer titlen i tredje akt (s. 86-87). Følg rollen, der går i arv fra led til led.

  1. Pappas dukkebarnFaderen fortalte hende sine meninger, og hun havde de samme. “Han kaldte mig sit dukkebarn” (3. akt, s. 86).
  2. Helmers dukkehustruHun gik “fra pappas hænder over i dine” (3. akt, s. 87) og fik hans smag.
  3. Børnene som dukkerHun leger med børnene, som de voksne legede med hende. Allerede i første akt kalder hun den mindste “Mit søde lille dukkebarn!” (s. 26).
  4. OpgøretKæden brydes kun, hvis hun først opdrager sig selv (3. akt, s. 87).
Samme vej med ord: Nora var sin fars dukkebarn, blev Helmers dukkehustru og har gjort sine egne børn til dukker. Rollen går i arv, og hun mener, at kæden kun brydes, hvis hun opdrager sig selv, før hun opdrager børnene.

Pligter, samfund og dobbeltmoral

Hun siger det uden omsvøb: “Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald.” (3. akt, s. 87). Hjemmet har ikke været andet end “en legestue” (3. akt, s. 87). Nora giver både far og mand skylden: de har gjort “stor synd imod mig” (3. akt, s. 87), men hun ser også, at hun selv har leget med børnene, som de voksne legede med hende. Hun er ved at give rollen videre, og derfor kan hun ikke bare blive og tage sig sammen.

Opgøret handler om pligter. Helmer kalder det at gå fra mand og børn at svigte “dine helligste pligter” (3. akt, s. 88). Nora svarer, at hun har andre pligter, der er lige så hellige: “Pligterne imod mig selv.” (3. akt, s. 89). Da han siger, at hun først og fremmest er hustru og mor, svarer hun, at hun først og fremmest er et menneske ligesom ham. Hun kan ikke længere nøjes med, “hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne” (3. akt, s. 89). Kan du kun huske ét replikskifte fra stykket, så tag det her.

Nora vil undersøge alt selv. Hun ved ikke, hvad religion er, ud over det, præsten Hansen sagde, da hun gik til konfirmation (3. akt, s. 89), og hun forstår ikke love, der forbyder en datter at skåne sin døende far. Helmer siger, at hun taler som et barn og ikke forstår det samfund, hun lever i. Hun giver ham ret og vil finde ud af, “hvem der har ret, samfundet eller jeg.” (3. akt, s. 89).

Dobbeltmoral er stykkets andet tema. Nora og Krogstad har gjort det samme, men dommene er forskellige, og de skifter. Byen har dømt Krogstad for livet. Helmer dømmer Nora hårdt, så længe sagen kan skade ham, og frikender hende, så snart den ikke kan. Spørg dig selv, hvem i stykket der handler moralsk, og hvad du måler det på: loven, motivet eller ryet.

Slutningen: hvad betyder det, at hun går?

Slutningen er åben, og det er med vilje. Stykket fortæller ikke, hvordan det går Nora. Teksten giver materiale til to læsninger. Den ene bygger på Noras egne ord: “Jeg må se at få erfaring, Torvald.” (3. akt, s. 88). Den anden bygger på det, stykket har vist om andre kvinder uden penge: fru Linde har arbejdet for at klare sig i tre år, og Anne-Marie måtte give sit barn fra sig. Og Nora ved det: “Jeg ved jo slet ikke, hvad der blir ud af mig.” (3. akt, s. 92).

Det, der vakte mest strid i samtiden, var, at en mor forlod ægteskab og børn (Lex). Det ses af den tyske slutning: dér bryder Nora sammen, da hun ser sine børn sove (Lex).

Er Nora egoistisk? Det kan en censor godt finde på at spørge om. Helmer bruger argumentet, da han kalder det at gå et svigt af hendes helligste pligter (3. akt, s. 88). Nora mener omvendt, at hun går for børnenes skyld, fordi hun ikke kan opdrage dem, før hun har opdraget sig selv. Stykket afgør det ikke. Det slutter med Helmers håb om “det vidunderligste” (3. akt, s. 93) og så med lyden af porten.

Hvordan man læser slutningen, har skiftet med tiden. Lex skriver, at den i dag ikke længere chokerer. Din egen tid farver også din læsning, men teksten bestemmer, hvad du kan belægge. Prøv selv: find tre replikker, der taler for, at Nora gør sig fri, og tre, der taler for, at hun svigter. Du vil opdage, at den første liste er lettest at fylde, og det er belæggene, du bliver bedømt på.

Skal du sige budskabet i én sætning, kan du fx skrive: Et dukkehjem viser, at et ægteskab, hvor den ene gør den anden til legetøj, ikke er et ægteskab, og at et menneske har pligter mod sig selv. Ibsen afviste, at han havde skrevet stykket for kvindesagen (Lex). Alligevel er Nora blevet et symbol på kvinders frigørelse over hele verden.

Periode

Et dukkehjem i det moderne gennembrud

Georg Brandes begyndte sine forelæsninger på Københavns Universitet den 3. november 1871, og en levende litteratur skulle ifølge ham sætte problemer under debat (Lex). Otte år senere gjorde Ibsen netop det med ægteskabet. Brandes regnede ham med i bogen Det moderne Gjennembruds Mænd fra 1883. Læs mere om kravet om problemer under debat.

I stykket siger fru Linde, at “en kone kan jo ikke låne uden sin mands samtykke” (1. akt, s. 17). I Norge var gifte kvinder umyndige, indtil en lov i 1888 gav dem myndighed og ret til at råde over deres egen indtægt; ugifte kvinder var blevet myndige i 1863 (Store norske leksikon). Derfor skulle en mand, Noras far, stå inde for lånet. Hvordan det så ud i Danmark, står i kapitlet om kvindesagen og sædelighedsfejden.

Vil du placere stykket i perioden, så brug ét kendetegn og ét sted. Fx: Et dukkehjem sætter et samfundsproblem under debat, ægteskabet som et forhold mellem en voksen og et barn, og det ses, når Helmer afviser Noras spørgsmål til loven med “Du taler som et barn.” (3. akt, s. 89). En etiket uden belæg er en påstand, se fælden med etiketten uden belæg.

Periodens temaer samles ofte under køn, kirke og klasse, og Et dukkehjem kan bruges til alle tre. Køn er det oplagte. Kirken er med, når Nora vil undersøge, om det, præsten lærte hende til konfirmationen, er rigtigt (3. akt, s. 89). Og klassen er med i Anne-Marie, der som fattig pige måtte sætte sit barn ud for at få en plads (2. akt, s. 40).

Baggrund

Baggrund, du kan slå op

Ibsen levede fra 1828 til 1906. Han blev født i Skien og døde i Kristiania, som i dag hedder Oslo. Som 15-årig kom han i lære på et apotek i Grimstad (1843), og i 1851 fik han arbejde som dramatiker og instruktør ved teatret i Bergen, Det Norske Theater. I 1858 giftede han sig med Suzannah Thoresen. Fra 1864 boede han mange år i Italien og Tyskland og slog sig først ned i Norge igen i 1891 (Lex).

Han begyndte med historiske og nationalromantiske skuespil og skrev fra slutningen af 1870’erne de samtidsdramaer på prosa, han er kendt for i dag. Et dukkehjem (1879) kom efter Samfundets støtter (1877) og før Gengangere (1881), En folkefiende (1882), Vildanden (1884) og Hedda Gabler (1890). Et dukkehjem blev hans store internationale gennembrud (Lex).

Han skrev på dansk-norsk, det skriftsprog Norge havde fra unionstiden med Danmark, der varede til 1814, og udgav sine bøger hos Gyldendal i København. Navnet bokmål blev først vedtaget i 1929 (Store norske leksikon), så Et dukkehjem er ikke skrevet på bokmål. Mere om Ibsen står i portrættet af nordmanden, der skrev på dansk.

Ibsen skrev stykket i sommeren 1879 i Amalfi syd for Napoli (Lex). Han kendte en virkelig sag. Forfatteren Laura Kieler havde uden sin mands vidende lånt penge til et ophold i Syden for ham, da han var syg, og kom senere til at forfalske et papir for at betale. Da det blev opdaget, krævede manden skilsmisse, og hun blev for en tid indlagt (Universitetet i Oslo og Lex).

Ibsens første noter til stykket er fra oktober 1878. Her skriver han, at mand og kvinde har hver sin samvittighed, og at kvinden i praksis bliver dømt efter mandens lov (Universitetet i Oslo). Nora fik en anden udgang end Laura Kieler.

Førsteoplaget var på 8.000 eksemplarer, det største førsteoplag af en Ibsen-bog til da, og det var udsolgt på under en måned. Uropførelsen på Det Kongelige Teater den 21. december 1879 havde Betty Hennings som Nora og Emil Poulsen som Helmer, og inden for to måneder blev stykket spillet i Stockholm, Kristiania, Bergen og Helsinki (Universitetet i Oslo).

Slutningen var så omstridt, at Ibsen selv skrev en anden slutning til den tyske premiere, så ingen andre skulle gøre det. Her synker Nora til sidst sammen i døren, da hun ser sine børn sove (Lex). Den slutning, du læser, er originalen fra 1879.

Anmelderne diskuterede både Helmer og Nora. Nogle undrede sig over, at den barnlige Nora kunne forandre sig så brat. Dramatikeren George Bernard Shaw så i den diskuterende tredje akt en ny slags drama (Lex).

Længe var kvinder i Norge umyndige hele livet, først under faderen og siden under manden. Ugifte kvinder blev myndige i 1863. En gift kvinde var det stadig ikke i 1879: manden rådede over den fælles formue og over hendes indtægt, indtil loven fra 1888 gjorde gifte kvinder myndige (Store norske leksikon).

Den britiske tænker John Stuart Mill udgav i 1869 et skrift om kvinders underordning, der fik stor betydning for kvindesagen i Norge (Store norske leksikon). Samme år oversatte Brandes det til dansk som Kvindernes Underkuelse (Lex).

Helmers ord om hustruens og moderens “helligste pligter” (3. akt, s. 88) er samtidens norm sagt højt. Loven og normen trak i samme retning: en gift kvinde skulle leve gennem sin mand.

Perspektivering

Perspektivering: fem veje ud af stuen

En perspektivering bygger på et fælles problem; et fælles emne er ikke nok. Vælg én tekst, sig, hvad de har til fælles, og sig, hvor de skilles. Metoden står i perspektivering.

Katinka lever også i et ægteskab, hvor manden ikke ser, hvem hun er, men hun går ikke. Hun visner stille. Sammenlign de to kvinder: den ene går, den anden bliver, og ingen af dem får det liv, de kunne have haft. Læs guiden til Ved Vejen.

Amalie Skrams roman Constance Ring (1885) giver et andet bud på ægteskabet med en anden udgang, se Amalie Skram: ægteskabet under anklage.

August Strindbergs Frøken Julie (1888) er ifølge Lex et naturalistisk drama. Adelsfrøkenen Julie og tjeneren Jean mødes en midsommernat i herregårdens køkken, og efter natten med ham ender Julie med at tage sit liv (Lex). Sammen med Nora giver hun dig to kvinder, der bryder med deres rolle, og to meget forskellige udgange.

I Gengangere har fru Alving engang prøvet at gå fra sin mand, men præsten Manders sendte hende tilbage til ham (Universitetet i Oslo). Hun blev og skjulte i årevis, hvordan manden levede, og nu rammer arvet sygdom sønnen Osvald (Universitetet i Oslo og Lex). Læs de to stykker sammen, så har du to svar på samme situation: at gå og at blive. Hedda Gabler (1890) er et tredje bud: en kvinde, hvis forsøg på at finde mening i livet er dømt til at gå galt (Store norske leksikon).

Bjørnsons skuespil udkom også hos Gyldendal i København og tager fat på, om mænd og kvinder skal leve efter samme seksualmoral før ægteskabet (Lex). Et dukkehjem handler om magt i ægteskabet, En hanske om seksualmoralen før det, så parret viser to sider af samme debat. Sædelighedsfejden er forklaret i handsken i ansigtet.

Vil du perspektivere til i dag, så gå efter det konkrete i stykket: hvem bestemmer over pengene, hvem har ordet i samtalen, og hvem bliver set som et helt menneske. Stykket rammer stadig, når det handler om de roller, man spiller for at holde husfreden (Lex).

Et konkret spor til i dag er samtykke. Siden 1. januar 2021 er det i Danmark voldtægt at have samleje med en person, der ikke har givet samtykke (Lex). Hold det op mod tredje akt, hvor Helmer kommer hjem fra ballet, og Nora afviser ham. Han svarer “Er jeg ikke din mand” (3. akt, s. 77) og tager hendes nej for en leg, som om ægteskabet selv var et ja. Brug sporet, hvis din vinkel er magt i ægteskabet, og hold fast i replikken, ikke i paragraffen.

Prøven

Et dukkehjem til prøven og i hverdagen

Til den mundtlige prøve i dansk A har du ca. 60 minutters forberedelse og ca. 30 minutters eksamination, og du begynder med et oplæg på 8-10 minutter. Opgaven skal tage udgangspunkt i en ukendt tekst. Har din klasse læst Et dukkehjem, kommer stykket derfor oftest ind som den kendte tekst, du perspektiverer til. Har I ikke læst det, kan et uddrag være den ukendte tekst (læreplanerne for dansk A, stx og hf, pkt. 4.2).

Teksterne i en opgave må højst fylde fem normalsider, så du får en scene, ikke stykket. Placér uddraget i handlingen med én sætning, og brug resten af tiden på replikkerne. Samtalen mellem Nora og Krogstad i første akt og slutscenen kan begge stå alene. Se, hvordan et mundtligt eksamenssæt ser ud.

Den skriftlige prøve varer fem timer. Bruger du stykket som perspektiv i en analyserende artikel, så nøjes med ét tekststed og én pointe, og skriv overgangen, så læseren kan se, hvad de to tekster har til fælles. Se, hvordan en analyserende artikel er bygget op.

I en DHO kan stykket stå over for en historisk kilde om kvinders retsstilling, fx om loven, der i 1888 gjorde gifte kvinder i Norge myndige (Store norske leksikon). Spørgsmålet kan være, hvor meget af Noras situation der er digtet, og hvor meget der var lov. Se DHO og SRP i dansk.

Guiden her er længere, end din opgave må være. Til prøven vælger du de to eller tre punkter, instruksen beder om, og lader resten ligge. Til det mundtlige er målet, at du kan forklare dit belæg med egne ord, også når samtalen går videre end dit oplæg.

Til prøven og i timen

Et dukkehjem til prøven: det, du gør, siger og viser

Gør

  1. Læs instruksen først, og vælg én vinkel, fx Noras forandring eller ægteskabet som magtforhold.
  2. Placér uddraget i handlingen med én sætning: hvilken akt, hvilken dag, hvad ved publikum?
  3. Analysér replikker og sceneanvisninger som belæg, fordi stykket ingen fortæller har.
  4. Perspektivér til perioden med ét kendetegn og ét sted i teksten.

Sig

  • “Jeg læser Et dukkehjem som [vinkel], fordi [replik, akt] viser, at …”
  • “Det er et drama, så mit belæg er replikkerne og sceneanvisningerne, fx [sted].”
  • Til samtalen: “Man kan kalde det naturalistisk, fordi …, men [sted] peger mod realismen.”

Vis

  • Et kort citat med akt og sidetal for hver påstand.
  • Én sceneanvisning og det, den viser om personen.
  • Den sidste replik og porten fortolket, ikke refereret.

Til årskarakteren: Brug værket i afleveringer og oplæg, og ret din analyse i genafleveringen, som læreplanen lægger op til.

Bygger på Læreplan for dansk A, stx 2026 og Vejledning til dansk A, stx.

Se forskellen

Fejl, der koster

De fleste fejl om Et dukkehjem handler om genren, om det, der står i teksten, og om etiketter uden belæg. Skriv Torvald uden h, som i teksten, og husk, at Helmer først skal tiltræde som direktør til nytår.

✗ Et dukkehjem er en novelle om Nora.

✓ Et dukkehjem er et skuespil i tre akter fra 1879.

Genren er det første, censor hører. Et drama har ingen fortæller, og det afgør, hvad du kan bruge som belæg.

✗ Ibsen skrev stykket på bokmål.

✓ Ibsen skrev på dansk-norsk og udgav hos Gyldendal i København.

Navnet bokmål blev først vedtaget i 1929 (Store norske leksikon).

✗ Fortælleren har sympati for Nora.

✓ Opbygningen og replikkerne lægger sympatien hos Nora.

Der er ingen fortæller i et drama. Skriv, hvad teksten gør.

✗ Nora bliver skilt fra Helmer til sidst.

✓ Nora giver ringen tilbage og går; hvad der sker bagefter, ved vi ikke.

Ordet skilsmisse falder aldrig. Stykket slutter åbent (3. akt, s. 92-93).

✗ Nora smækker døren, og så er stykket slut.

✓ Det sidste, vi hører, er porten nedenunder, der slås i lås.

Sceneanvisningen taler om porten (3. akt, s. 93). Døren er blevet et fast udtryk, men i analysen citerer du teksten.

✗ Rank har syfilis.

✓ Rank har “tæring i rygmarven”, som mange læser som en følge af syfilis.

Diagnosen står ikke i teksten. Skriv, at det er en tolkning, og hvad den bygger på.

✗ Stykket er typisk for perioden.

✓ Stykket sætter ægteskabet under debat, og det ses, når Helmer kalder Nora et barn (3. akt, s. 89).

En periodeetiket uden et sted i teksten er en påstand. Ét kendetegn og ét sted er nok.

✗ Nora går, fordi hun ikke elsker Helmer mere.

✓ Nora går, fordi det vidunderlige ikke kom, og hun ser, at hun har levet med en fremmed.

Det første er et referat af én replik. Det andet forklarer, hvorfor kærligheden forsvandt (3. akt, s. 90-91).

Klik og se

Test dig selv: rigtigt eller forkert?

Vælg den rigtige sætning. Du får svaret med det samme.

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Hvilken er rigtig?

Spørgsmål og svar

Om Nora Helmer, der i al hemmelighed har lånt penge til sin syge mands rejse og skrevet sin fars navn på lånepapiret. Da sagen kommer frem, raser manden og tænker kun på sit ry, og Nora går fra både mand og børn, fordi hun vil finde ud af, hvem hun selv er. Skuespillet er fra 1879 og har tre akter.

At et ægteskab, hvor den ene behandler den anden som et barn eller en dukke, ikke er et ægteskab, og at et menneske har pligter mod sig selv. Nora siger det selv: hun er først og fremmest et menneske. Ibsen afviste, at han skrev for kvindesagen, men Nora er alligevel blevet et symbol på kvinders frigørelse.

Nora Helmer. Ingen i stykket forandrer sig så meget som hun: fra Helmers lærkefugl i første akt til en kvinde, der i tredje akt kræver en alvorlig samtale og går.

Begge kan forsvares. Arv og miljø fylder i replikkerne, og scenen er en borgerlig dagligstue. Men Nora tror på, at hun kan forandre sig, og det er realismens åbne udvej. Et sikkert svar er et realistisk samtidsdrama med naturalistiske træk, og du skal belægge det med et sted i teksten.

På dansk-norsk. Ibsen var norsk, men Norge brugte stadig det skriftsprog, landet havde fra unionstiden med Danmark, og stykket udkom hos Gyldendal i København. Navnet bokmål kom først i 1929.

Fordi det er skrevet til at blive spillet: der er personliste, akter, replikker og sceneanvisninger, men ingen fortæller. Titelbladet kalder det selv et skuespil i tre akter.

Den 4. december 1879 hos Gyldendal i København. Uropførelsen var på Det Kongelige Teater den 21. december 1879 med Betty Hennings som Nora.

Hun mener, at hun ikke kan opdrage dem, før hun har opdraget sig selv. Helmer har selv sagt, at hun ikke må opdrage dem, og hun giver ham ret. Hun går også, fordi hun ikke vil give dukkerollen videre.

Vigtigt

Brug guiden, uden at snyde dig selv

Analysen her ligger frit på nettet og dermed i plagiatkontrollens indeks. Skriver du dens sætninger af, bliver de fundet.

Svar selv på arbejdsspørgsmålene øverst, før du læser analysen. Bagefter kan du bruge siden som modlæser. Der, hvor I ser noget forskelligt, har du enten en fejl at rette eller en selvstændig pointe, og begge dele tæller.

Om forfatteren

Siden her er skrevet af Emil Brandt Rex, gymnasielektor i dansk og historie. Alt på Studiekompasset bygger på fagenes læreplaner og vejledninger, og hver side har sine kilder stående nederst. Finder du en fejl, så skriv til mig, og den bliver rettet.

Kilder

Kilder

Hænger sammen med

Se også

Næste skridt

Skal du bruge stykket i en periodeopgave, så læs, hvordan perioden optræder til eksamen, og hvilke tekstpar der virker.

Åbn kapitlet om perioden til eksamen

Del siden

Send linket til en, der kan bruge hjælpen.