Problemformulering til SRP: fire kriterier og tre fejl

Du har et emne, og du har læst en stak tekster. Men når du skal formulere det spørgsmål, der kan bære din SRP, så stopper det. Spørgsmålet skal både afgrænse emnet og vise, hvad du vil undersøge, hvilke materialer du vil bruge, og hvilke faglige metoder du forventer at inddrage.

Det her er en gennemgang af, hvordan man kommer videre, set fra censorstolen. Ikke et færdigt eksempel, du kan kopiere. En arbejdsgang, du kan bruge på dit eget emne, og tre fejl, der gør spørgsmålet for bredt, givet på forhånd eller skævt mellem fagene. Den officielle ramme for SRP ligger i Børne- og Undervisningsministeriets vejledning til studieretningsprojektet på stx.

Problemformuleringen laves før projektperioden og danner grundlag for den opgaveformulering, som vejlederne udarbejder. Vil du se, hvordan den spiller sammen med resten af SRP’en, ligger hele metoden i guiden til SRP fra censorstolen.

Hvad en problemformulering er - og ikke er

En problemformulering er ikke et emne. “Klimaforandringer i medierne” er et emne. Et emne kan ikke besvares, det kan kun fyldes ud. Du leder efter et spørgsmål med en spænding i: noget, hvor svaret ikke er givet på forhånd, og hvor dine to fag trækker i hver sin retning.

Den enkleste måde at se forskellen er sådan her: en problemformulering kan besvares forkert. Hvis ethvert rimeligt svar er rigtigt, er spørgsmålet for løst. Et godt fagligt spørgsmål kan man tage fejl af. Det er derfor, det er værd at stille.

Et andet kendetegn: en god problemformulering peger på, hvad opgaven skal gøre, ikke kun hvad den skal handle om. “Hvordan dækkede DR og TV 2 klimatopmødet COP21?” handler om noget. “I hvilket omfang bidrog forskellige fremstillinger i DR og TV 2’s dækning af COP21 til en politisering af klimadebatten?” beder dig om at gøre noget: undersøge, sammenligne, vurdere.

Ministeriets krav og fire praktiske test

Ministeriets vejledning kræver kort sagt, at problemformuleringen afgrænser den faglige problemstilling og angiver undersøgelse, materialer og metoder. De fire test nedenfor er min praktiske måde at kontrollere, om et udkast er til at arbejde videre med. De erstatter ikke skolens vejledning:

• Den skal kunne besvares. Det betyder, der findes materiale, du kan undersøge, og en metode, du kan bruge. Hvis du ikke ved, hvor du ville begynde at lede, er spørgsmålet enten for stort eller for vagt.
• Den skal kunne rummes. Din skole fastlægger opgavens omfang. Problemformuleringen skal være smal nok til, at du kan undersøge den grundigt inden for de sider og den tid, du har fået.
• Den skal bruge dine fag. Skriver du i to fag, skal begge være nødvendige for svaret. Skriver du enkeltfagligt, skal spørgsmålet kalde på forskellige faglige tilgange og metoder. Ellers bliver en del af arbejdet pynt.
• Den skal have en spænding. Det er det, der løfter den fra opslagsværk til opgave. Modsætning, paradoks, et “i hvilket omfang”, noget der gør, at svaret ikke er givet på forhånd.

De fire punkter er ikke en officiel tjekliste. Brug dem som et filter, når du laver et nyt udkast, og hold udkastet op mod skolens krav bagefter.

Ti-spørgsmål-metoden

Her er den arbejdsgang, der virker bedst, også for dem, der har siddet og stirret på det samme emne i en uge:

1. Skriv dit område øverst på et blankt ark. Bare området, ikke noget der lyder klogt.
2. Skriv ti spørgsmål til det. Ikke gode spørgsmål. Bare ti. Tving dig selv forbi de tre indlysende, det er som regel spørgsmål nummer otte, der er værd at arbejde videre med.
3. Streg alle de spørgsmål ud, der kan besvares med et opslag. De er for tynde til en SRP.
4. Streg dem ud, der ikke kan rummes på 15-20 sider. De er for store.
5. Det, der er tilbage, plus et “hvorfor” eller et “i hvilket omfang” eller et “hvordan”, der har du en retning at gå videre med.

Det kan føles som spildtid, fordi du ikke har skrevet på selve besvarelsen endnu. Men du har afgrænset det arbejde, som vejlederne senere skal omsætte til en opgaveformulering. Det er derfor værd at bruge tid på nu.

Tre typiske fejl, med før og efter

Fejl 1: For bredt

Før: “Hvordan har sociale medier ændret samfundet?”

Det her er et bog-spørgsmål, ikke et SRP-spørgsmål. Det kan besvares fra ti vinkler, og du når at skrabe overfladen på dem alle. Det giver en opgave, der lyder af meget, men ikke siger noget.

Efter: “Hvordan har TikToks anbefalingsalgoritme påvirket den politiske polarisering blandt danske 16-19-årige, og hvilke konsekvenser har det for det demokratiske samtaleklima?”

Stadig stort, men nu kan du faktisk arbejde med det: én platform, én aldersgruppe, ét land, et målbart fænomen og en samfundsfaglig diskussion til sidst.

Fejl 2: Spørgsmålet er sit eget svar

Før: “Hvorfor er klimaforandringer et problem?”

Det her er ikke et spørgsmål med spænding. Det er en redegørelse i forklædning. Du ved på forhånd, hvad svaret er, og opgaven bliver en lang opremsning af noget, der ikke er omstridt.

Efter: “I hvilket omfang er klimaforandringernes økonomiske omkostninger fordelt retfærdigt mellem de lande, der har bidraget mest og mindst til CO2-udledningen?”

Nu er der noget at undersøge, og svaret er ikke givet på forhånd. Det kan også besvares forkert, og det er præcis derfor, det er værd at stille.

Fejl 3: Det ene fag er pynt

Før: “En analyse af karakteren Mariannes udvikling i Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld med inddragelse af 1950’erne.” (Dansk + historie)

Det er en danskopgave med et historisk afsnit klistret bagpå. Censor opdager det straks, fordi historiefagets metoder ikke er brugt, de er nævnt.

Efter: “I hvilket omfang afspejler Mariannes udvikling i Den kroniske uskyld de skiftende kønsroller og opdragelsesidealer i 1950’ernes danske middelklasse, og hvordan kan en sammenligning med tidens debat- og opdragelseslitteratur kvalificere romanens samtidskritik?”

Nu skal begge fag i spil, historiefagets kildearbejde med tidens debat- og opdragelseslitteratur er nødvendigt for at svare på den anden halvdel af spørgsmålet. Du kan ikke nøjes med danskfaglig analyse.

Sådan tester du, om din problemformulering holder

Når du har et udkast, så stil dig selv fire spørgsmål, i præcis denne rækkefølge:

1. Hvad ville det første afsnit i konklusionen sige? Hvis du ikke kan formulere et svar, selv et foreløbigt et, er spørgsmålet enten for løst eller for stort. Du behøver ikke kende svaret endnu, men du skal kunne se en svar-form.
2. Kan jeg nævne to-tre kilder eller materialer, jeg ville bruge? Hvis du ikke kan, ved du ikke nok om feltet endnu. Læs en uge mere, før du skærper spørgsmålet.
3. Hvilke verber kalder spørgsmålet på? Redegøre, analysere, sammenligne, diskutere, vurdere? Hvis du kun kan se “redegøre”, er spørgsmålet for tyndt. SRP belønner analyse og diskussion mest.
4. Ville en klog kammerat kunne være uenig i mit svar? Hvis nej, er der ikke en spænding nok. Hvis ja, har du fundet det rigtige sted at grave.

Holder spørgsmålet ikke til alle fire test, så skriv et nyt udkast. Det er ikke et nederlag, det er præcis det arbejde, fase 2 består af. Tre-fire udkast er normalt. Det første du skriver, er aldrig det rigtige.

Prøv det i praksis: Kan du se det, censor ser? En gratis øvelse med tre opdigtede uddrag. Du træner at finde styrker og mangler, men får ikke en karakter eller en færdig bedømmelse.

Hvornår skal vejlederen ind?

Gå til vejledning med det første rimelige udkast i hånden. Problemformuleringen laves under vejledning, og skolens ramme kommer før generelle råd på nettet.

Kom ikke med “jeg ved ikke helt, hvad jeg vil skrive om”, det giver vejlederen ingenting at arbejde med, og du går ud, lige så meget i tvivl som da du kom. Kom med “her er mit emne, her er tre forsøg på et spørgsmål, og her er det, jeg er i tvivl om”, så får du brugbar modspil i 20 minutter.

Vejledningen er det rigtige sted at kontrollere, om materialer, metoder og afgrænsning passer til netop din skole og dine fag.

Det vigtigste, hvis du kun husker én ting

En god problemformulering gør resten af opgaven nemmere. En dårlig gør hver side til en kamp. Det er derfor, det her skridt er værd at bruge tid på, også når det føles som om, du burde være i gang med at skrive.

Hvad du kan gøre i morgen

1. Skriv dit område øverst på et blankt ark og lav ti-spørgsmål-øvelsen. Halvanden time, og du har en retning.
2. Kør dit bedste udkast gennem de fire test ovenfor. Holder det ikke, så skriv et nyt. Tre-fire udkast er normalt.
3. Tag det med til din vejleder med tre forsøg og det, du er i tvivl om, ikke et blankt »jeg ved ikke«.
4. Vil du se, om opgaven holder hele vejen til bedømmelsen? Kør den gennem SRP-tjeklisten, de tolv spørgsmål din opgave skal kunne svare ja til.

Hvis du sidder fast, så gør det mindre: skriv tre versioner af samme spørgsmål, én bred, én smal og én med et tydeligt »i hvilket omfang«. Sammenlign dem med de fire test ovenfor. Når spørgsmålet begynder at holde, kan du køre næste skridt gennem SRP-tjeklisten.

Spørgsmål, der ofte dukker op

Hvor lang skal en problemformulering være?

Der er ikke et fast nationalt linjetal. Ministeriets vejledning siger, at problemformuleringen kort skal angive, hvad du vil undersøge og analysere, hvilke materialer du vil bruge, og hvilke faglige metoder du forventer at inddrage. Følg skolens skabelon og vejlederens anvisning.

Må problemformuleringen ændre sig undervejs?

Ja, og det er normalt, så længe du gør det inden for vejledningsperioden og koordinerer med din vejleder. Når du går i gang med materialet, opdager du ofte, at det oprindelige spørgsmål var for stort eller pegede i den forkerte retning. Mindre justeringer er forventet. Større ændringer skal aftales.

Skal problemformuleringen have flere underspørgsmål?

Det kan hjælpe, men det er ikke et krav. To-tre underspørgsmål, der svarer til opgavens hovedafsnit (redegørelse, analyse, diskussion), giver god struktur. Men du må aldrig lade underspørgsmålene gøre hovedspørgsmålet uklart, hovedspørgsmålet skal stadig kunne stå alene. Skal du til en synopsiseksamen, er det netop problemformulering og underspørgsmål, det hele hviler på, og du kan se opbygningen trin for trin i synopsis-guiden.

Hvad gør jeg, hvis vejlederen og jeg er uenige om formuleringen?

Spørg ind. Find ud af præcis, hvorfor vejlederen er skeptisk, er det fagligt indhold, omfang, eller den måde, spørgsmålet er stillet på? Det er sjældent dumt at lytte. Hvis du efter det stadig er uenig, må du forklare din pointe og høre, om der kan findes en formulering, I begge kan stå inde for. Vejlederen kender bedømmelseskriterierne bedre, end du gør lige nu, det er det vigtigste at huske.