Borgerrettighedsbevægelsen i USA: Martin Luther King, Rosa Parks og Malcolm X

Fra det genkendelige

Det kender du allerede

Forestil dig, at skolen indfører to kantiner. Den ene har nye borde, varm mad og vinduer ud mod gården. Den anden ligger i kælderen og får maden, når den første er færdig. Hvilken du skal bruge, bestemmes af din hudfarve, og skolen siger, at det er retfærdigt, fordi alle jo får mad. Den begrundelse har et navn i USA’s historie: “separate but equal”, lige, men adskilt. Sådan så hverdagen ud for sorte i USA’s sydstater i over 60 år, i skolen, på hospitalet, i bussen og ved vandposten.

Forestil dig så, at elevrådet beslutter, at ingen køber mad i kantinen, før reglen er væk. Hvis næsten alle holder fast i en uge, mærker kantinen det på kassen, og skolen må lytte. Det er en boykot, og det var præcis det, sorte i Montgomery i Alabama gjorde med byens busser i 381 dage. Du kender altså allerede de to ting, der bærer emnet: en uretfærdig regel, der påstås at være fair, og en fælles protest uden vold, der gør reglen for dyr at holde fast i.

Hold de to billeder fast, mens du læser. Ved hvert afsnit kan du spørge: hvilken regel skulle væk her, og hvordan gjorde de reglen umulig at holde fast i?

Hvornår var borgerrettighedsbevægelsen?

Det almindelige svar er 1954-1968. Perioden begynder med højesterets dom i sagen Brown v. Board of Education 17. maj 1954, der forbød adskilte offentlige skoler, og slutter med mordet på Martin Luther King 4. april 1968. Nogle historikere begynder i stedet med busboykotten i Montgomery i december 1955, fordi den var den første store masseprotest. Begge svar er rigtige, hvis du siger, hvilket du bruger og hvorfor.

Kampen for sortes rettigheder er meget ældre. NAACP, den organisation, der førte Brown-sagen, blev dannet i 1909, og protester mod adskillelse i busser og tog fandtes allerede i 1800-tallet. Det nye i 1950’erne og 1960’erne var omfanget: tusindvis af almindelige mennesker gik ud på gaden, ofte med kirkerne og de studerende i spidsen, og tv viste resten af landet, hvad der skete. Derfor bruger historikere udtrykket den moderne borgerrettighedsbevægelse om perioden 1954-1968.

Baggrunden: fra slaveri til Jim Crow

Da USA erklærede sig uafhængigt i 1776, stod der i erklæringen, at alle mennesker er skabt lige. Samtidig fandtes slaveriet i alle de 13 kolonier. Nordstaterne afskaffede slaveriet efterhånden, men i Syden byggede økonomien på bomuld, og bomulden byggede på slavearbejde. Allerede i 1833 dannede modstandere af slaveriet, sorte og hvide, American Anti-Slavery Society. I 1857 slog højesteret i Dred Scott-sagen fast, at sorte ikke kunne være amerikanske borgere. Konflikten endte i borgerkrigen 1861-1865, efter at Abraham Lincoln var valgt for Det Republikanske Parti i 1860, og sydstaterne havde dannet deres egen stat, Konføderationen, der til sidst talte 11 stater.

Under krigen udstedte Lincoln frigørelseserklæringen 1. januar 1863. Den erklærede slaverne i oprørsstaterne frie, men gjaldt ikke slavestaterne, der var blevet i Unionen, og afskaffede ikke slaveriet som sådan. Det skete først med tre tilføjelser til forfatningen: den 13. (1865) afskaffede slaveriet, undtagen som straf for en forbrydelse, den 14. (1868) gjorde alle født i USA til borgere med ret til lige beskyttelse af loven, og den 15. (1870) forbød at nægte nogen stemmeret på grund af race. Kvinder fik først stemmeret i hele landet i 1920. I november 1863 holdt Lincoln Gettysburg-talen, der begynder med “Four score and seven years ago”. Den vending genbruger King 100 år senere med ordene “Five score years ago”.

I genopbygningstiden 1865-1877 stod føderale tropper i Syden, og sorte blev valgt til delstatsparlamenter og Kongressen. Samtidig opstod Ku Klux Klan, en hemmelig bevægelse for hvidt overherredømme, der brugte terror og lynchning, drab uden rettergang. Ved et kompromis i 1877 blev republikaneren Rutherford B. Hayes præsident mod at trække tropperne ud. Så tog de hvide demokrater magten i sydstaterne tilbage, og rettighederne blev taget fra de sorte igen, ikke ved at ændre forfatningen, men ved at omgå den. Det skete også med våben: 10. november 1898 væltede bevæbnede hvide i Wilmington i North Carolina en valgt byledelse med sorte medlemmer og dræbte mindst 14 sorte, sandsynligvis mange flere.

Vejen mod 1954

Jim Crow-lovene: hvad stod der i dem?

Jim Crow-lovene er fællesnavnet for de love i sydstaterne, der fra omkring 1877 og især fra 1890’erne og frem til 1965 holdt sorte og hvide adskilt og holdt sorte væk fra valgurnerne. Navnet kommer fra en nedsættende figur i underholdningen: sangen “Jump Jim Crow”, som den hvide skuespiller Thomas D. Rice optrådte med i 1820’erne og 1830’erne med sværtet ansigt. Lovene fik deres grundlag i 1896, da højesteret i Plessy v. Ferguson godkendte adskilte togvogne i Louisiana med syv stemmer mod én. Homer Plessy havde i 1892 sat sig i en vogn for hvide for at teste loven. Retten mente, at adskillelse ikke var diskrimination, så længe faciliteterne var lige gode. Det var de næsten aldrig.

Ord som “diskrimination” og “segregation” bliver først virkelige, når du ser reglerne for dig. Herunder er et udvalg af den slags regler og metoder, der fandtes i sydstaterne:

Se reglerne for dig

Hvad betyder segregation?

Segregation betyder adskillelse: at grupper holdes fra hinanden med lov eller praksis, så de bor, lærer, rejser og spiser hver for sig. Raceadskillelse er segregation efter hudfarve. Det modsatte hedder desegregation, at ophæve adskillelsen, og integration, at grupperne faktisk lever og lærer sammen. Forskellen er vigtig: Efter Brown-dommen var skolernes segregation ulovlig, men mange steder gik der over ti år, før sorte og hvide børn sad i samme klasse.

Historikere skelner mellem de jure-segregation, der står i loven, som i sydstaterne, og de facto-segregation, der sker i praksis uden en lov, som i boligområderne i Chicago og Detroit. Bevægelsen fik afskaffet den første med lovene i 1964 og 1965. Den anden var sværere, og den diskuteres stadig i USA i dag. Brug skellet, når du vurderer, hvor meget bevægelsen opnåede.

1954-1957: Brown-dommen, Emmett Till og Little Rock

Linda Brown gik i tredje klasse i Topeka i Kansas og skulle gå seks karréer til bussen for at komme i en skole for sorte, selv om der lå en skole for hvide tæt på. NAACP samlede hendes sag med fire andre, og advokaten Thurgood Marshall førte dem for højesteret. 17. maj 1954 læste dommer Earl Warren den enstemmige dom op: Adskilte skoler er i sig selv ulige og strider mod 14. tilføjelse. Dommen omstødte Plessy fra 1896. Den sagde ikke, hvornår skolerne skulle blandes, og et år efter bad retten blot om at gå frem “with all deliberate speed”. Mange sydstater gjorde modstand i årevis.

Sommeren 1955 besøgte den 14-årige Emmett Till fra Chicago sin familie i Mississippi. Han blev beskyldt for at have flirtet med eller fløjtet ad en hvid kvinde i en butik, og natten til 28. august blev han bortført og dræbt. To hvide mænd blev frikendt af en jury af hvide mænd. Hans mor, Mamie Till, holdt kisten åben ved begravelsen i Chicago, og billederne blev trykt i sorte aviser og blade over hele landet. Rosa Parks sagde senere, at hun tænkte på Emmett Till, da hun blev siddende i bussen.

I september 1957 skulle ni sorte elever begynde på Central High School i Little Rock i Arkansas. Guvernør Orval Faubus satte nationalgarden ind for at holde dem ude, og en hvid pøbel truede dem foran skolen. Præsident Dwight D. Eisenhower, der ellers holdt sig tilbage, sendte faldskærmssoldater fra 101st Airborne Division, så de ni kunne komme ind. Billedet af Elizabeth Eckford, der går alene gennem en råbende flok, er et kendt kildebillede om emnet.

Delhensigt: Rosa Parks

Rosa Parks og busboykotten i Montgomery

Torsdag 1. december 1955 tog den 42-årige syerske Rosa Parks (1913-2005) bussen hjem fra arbejde i Montgomery i Alabama. Bussen var delt i tre: de forreste rækker for hvide, de bageste for sorte og en midterdel, hvor sorte måtte sidde, indtil en hvid manglede plads. Så skulle hele rækken rejse sig. Parks sad i midterdelen. Da bussen blev fyldt, bad chaufføren James F. Blake de sorte i hendes række om at flytte sig. De andre rejste sig. Parks blev siddende, blev anholdt og fik en bøde. Samme chauffør havde smidt hende ud af en bus i 1943.

Hun var ikke en tilfældig, træt kvinde. Parks havde været medlem af NAACP siden 1943 og sekretær for afdelingen i Montgomery, og sommeren før havde hun været på et kursus om at ophæve raceadskillelsen på Highlander Folk School i Tennessee. Hun var heller ikke den første: I marts 1955 var 15-årige Claudette Colvin blevet anholdt for det samme. Lederne valgte at bygge protesten op om Parks, fordi hun var kendt og respekteret i byen. Selv skrev hun senere, at hun ikke var fysisk træt. Hun var, med sine egne ord, “tired of giving in”, træt af at give efter.

Natten efter anholdelsen trykte lærerinden Jo Ann Robinson fra Women’s Political Council over 50.000 løbesedler, og mandag 5. december blev busserne boykottet. Samme aften dannede de sorte ledere Montgomery Improvement Association og valgte en 26-årig præst, der var ny i byen, som formand: Martin Luther King Jr. Boykotten varede 381 dage. Folk gik, cyklede og kørte med i et system af omkring 300 private biler. Kings hus blev bombet i januar 1956, og han blev anholdt. I sagen Browder v. Gayle dømte en domstol, at adskillelse i busserne var forfatningsstridig, og højesteret stadfæstede dommen i november 1956. 20. december 1956 sluttede boykotten.

Parks mistede sit job og fik dødstrusler, og i 1957 flyttede hun med sin mand til Detroit, hvor hun arbejdede for kongresmedlemmet John Conyers i over 20 år. Da hun døde i 2005, blev hun som den første kvinde lagt på lit de parade i Kongressens rotunde i Washington.

Hovedsøgningen: Martin Luther King

Martin Luther King: præsten, der blev bevægelsens stemme

Martin Luther King Jr. blev født 15. januar 1929 i Atlanta i Georgia som søn og barnebarn af baptistpræster. Han hed oprindelig Michael King Jr. og fik navnet Martin Luther efter faderen, der havde taget navnet efter den tyske reformator. King studerede teologi og tog en doktorgrad ved Boston University i 1955. Samme år ledte han busboykotten i Montgomery, og i 1957 var han med til at danne SCLC, Southern Christian Leadership Conference, der samlede sorte kirker i Syden om ikkevoldelig kamp. Han blev organisationens første formand.

Kings metode var ikkevold. Han hentede den fra Jesus’ bud om at elske sin fjende, fra den indiske frihedsleder Mahatma Gandhi og fra Henry David Thoreaus essay om civil ulydighed: at nægte at adlyde en uretfærdig lov og tage straffen for det. Ikkevold var ikke passivitet. Pointen var at skabe en krise, som magthaverne ikke kunne overse, og lade modstandernes vold blive set af alle. King blev anholdt mange gange; Lex nævner 29.

King var med i de store kampagner: Albany i Georgia 1961-1962, der slog fejl, Birmingham og marchen i Washington i 1963 og Selma i 1965. I 1964 fik han Nobels fredspris som 35-årig. Senere udvidede han kampen til fattigdom og Vietnamkrigen, og i 1968 planlagde han Poor People’s Campaign for fattige af alle hudfarver. FBI overvågede ham i årevis, aflyttede hans telefon og sendte ham i 1964 et anonymt brev, som han opfattede som en opfordring til at tage sit eget liv.

Sådan protesterede de

Metoderne: boykot, sit-ins og Freedom Rides

Birmingham 1963 og brevet fra fængslet

Birmingham i Alabama var i 1963 en af de mest adskilte byer i USA, og så mange sorte hjem og kirker var blevet bombet, at byen fik øgenavnet “Bombingham”. I april indledte SCLC og den lokale præst Fred Shuttlesworth en kampagne med sit-ins, boykot af butikkerne og marcher. 12. april blev King anholdt. I cellen læste han en avis, hvor otte hvide præster kaldte protesterne ukloge og utidige, og han begyndte at skrive sit svar på stumper af avispapir. Det blev “Letter from Birmingham Jail”, dateret 16. april 1963.

Da kampagnen manglede deltagere, lod arrangørerne skoleelever og børn marchere fra 2. maj. Politichefen Eugene “Bull” Connor satte brandslanger og politihunde ind mod dem, og fotografierne gik verden rundt. Billederne gjorde det, retssager ikke kunne: De viste millioner af hvide amerikanere, hvad adskillelse betød i praksis. Byens forretningsfolk gik med til at fjerne skiltene og ansætte sorte, og 11. juni 1963 holdt præsident John F. Kennedy en tale i tv og radio, hvor han kaldte borgerrettighederne et moralsk spørgsmål og lovede en lov. Natten efter blev NAACP-lederen Medgar Evers skudt foran sit hjem i Mississippi.

Volden stoppede ikke. 15. september 1963 eksploderede en bombe, lagt af Ku Klux Klan-medlemmer, i 16th Street Baptist Church i Birmingham og dræbte fire piger. Brug Birmingham, når du skal forklare, hvorfor billeder og medier var så vigtige for bevægelsen.

Marchen i Washington 28. august 1963

Idéen var gammel. Allerede i 1941 havde fagforeningslederen A. Philip Randolph truet med en march på Washington, og truslen fik Roosevelt til at forbyde diskrimination i krigsindustrien. I 1963 organiserede Randolph og Bayard Rustin The March on Washington for Jobs and Freedom. Kravene var en borgerrettighedslov, stemmeret, integrerede skoler, job og en mindsteløn. Kennedy advarede lederne mod at samle en stor menneskemængde i hovedstaden, men de holdt fast, og regeringen endte med at hjælpe.

Onsdag 28. august 1963 samledes omkring 250.000 mennesker mellem Washington Monument og Lincoln Memorial. Måske tre ud af fire var sorte. Mahalia Jackson sang, og John Lewis fra SNCC talte, efter at han var blevet presset til at gøre sin tale mildere. King talte som den sidste fra trappen til Lincoln Memorial, under statuen af den præsident, der havde underskrevet frigørelseserklæringen 100 år før. Om eftermiddagen mødte lederne Kennedy i Det Hvide Hus.

Ikke alle var begejstrede. Malcolm X kaldte marchen “the Farce on Washington”, fordi han mente, at den var blevet tæmmet af regeringen og de hvide liberale. Også i SNCC var der kritik af, at der skete for lidt for de sorte i Syden. Tænk på den kritik, når du vurderer, hvad marchen betød.

Delhensigt: I Have a Dream

“I Have a Dream”: talen analyseret

“I Have a Dream” falder i to dele. I første del beskriver King situationen i 1963: 100 år efter frigørelseserklæringen er de sorte stadig ikke frie, og løfterne i uafhængighedserklæringen og forfatningen er ikke indfriet. Han kræver, at det sker nu, ikke gradvist, og han beder tilhørerne holde kampen fri for vold og had. I anden del skifter han til visionen. Med gentagelsen “I have a dream” maler han et Amerika, hvor sorte og hvide sidder ved samme bord, og hvor hans fire børn bliver bedømt på deres karakter, ikke deres hudfarve. Talen slutter med “Let freedom ring” fra bjerge i hele landet og en linje fra en gammel spiritual: “Free at last!”

Drømmedelen stod ikke i manuskriptet. Advokaten Clarence B. Jones og Stanley Levison havde hjulpet med at skrive udkastet. Midt i talen råbte sangerinden Mahalia Jackson til ham, at han skulle fortælle om drømmen, og King lagde papirerne til side. Han havde brugt drømmen før, blandt andet i Detroit to måneder tidligere. Brug det som en pointe: Den mest kendte del af talen er improviseret, men af en taler, der havde øvet den mange gange.

Vil du øve metoden på andre taler, så brug retorisk analyse og appelformer. Sammenlign gerne med Malcolm X’ tale “The Ballot or the Bullet” længere nede.

Delhensigt: Malcolm X

Malcolm X: et andet svar

Malcolm X blev født Malcolm Little 19. maj 1925 i Omaha i Nebraska. Hans far, Earl Little, var baptistpræst og tilhænger af Marcus Garveys sorte nationalisme. Han døde i 1931, sandsynligvis dræbt, og hans mor kom på psykiatrisk hospital. Malcolm voksede op i plejefamilier, levede som ung af småkriminalitet i Boston og New York og fik i 1946 en dom for indbrud. I fængslet blev han medlem af Nation of Islam, en religiøs bevægelse under Elijah Muhammad, der var grundlagt i 1930 og lærte, at sorte skulle leve adskilt fra de hvide. Han erstattede efternavnet Little med et X for det afrikanske navn, slaveriet havde taget fra familien.

Efter løsladelsen i 1952 blev han bevægelsens skarpeste taler. Han afviste integration og ikkevold og sagde, at sorte havde ret til at forsvare sig “by any means necessary”, med alle nødvendige midler. Han kaldte de ikkevoldelige ledere for de hvides marionetter og marchen i Washington for “the Farce on Washington”. Han talte især til sorte i storbyerne i nord, som ikke levede under Jim Crow, men i fattige ghettoer, og som var trætte af at få at vide, at de skulle vente.

I december 1963 fik han forbud mod at tale offentligt i 90 dage efter en udtalelse om mordet på Kennedy, og 8. marts 1964 brød han med Nation of Islam. 26. marts 1964 mødte han King for første og eneste gang, kort, på gangen i Senatet under debatten om borgerrettighedsloven. I april holdt han talen “The Ballot or the Bullet”: Sorte skulle bruge stemmesedlen, men hvis de blev nægtet den, kunne det ende med kuglen. Samme måned rejste han på pilgrimsfærd til Mekka og vendte hjem som sunnimuslim med navnet el-Hajj Malik el-Shabazz og et mildere syn på hvide. 21. februar 1965 blev han skudt, mens han talte i Audubon Ballroom i New York. Tre medlemmer af Nation of Islam blev dømt; to af dem blev frikendt i 2021, efter at det kom frem, at FBI og politiet havde holdt beviser tilbage.

Det er fristende at gøre King til den gode og Malcolm X til den onde. Gør det ikke i din opgave. Historikere peger på, at de to påvirkede hinanden: Malcolm X fik politikerne til at se King som det moderate valg, og begge skiftede holdning i de sidste år. Malcolm X blev mildere over for hvide, og King blev skarpere over for fattigdommen og Vietnamkrigen. Et godt vurderingsspørgsmål er derfor ikke “hvem havde ret?”, men “hvordan hjalp de to strategier hinanden?”

Freedom Summer og Selma: kampen for stemmeretten

Loven fra 1964 forbød adskillelse, men den sikrede ikke stemmeretten. I Mississippi var kun 6,7 procent af de sorte, der havde ret til at stemme, skrevet op som vælgere i 1962. Sommeren 1964, Freedom Summer, tog over 1.000 frivillige udefra, mange af dem hvide studerende fra nord, til Mississippi for at hjælpe sorte med at blive registreret. 21. juni 1964 forsvandt tre unge aktivister: James Chaney, en sort mand fra Mississippi, og Andrew Goodman og Michael Schwerner, to jøder fra New York. De blev fundet dræbt i august. Samme sommer stillede Fannie Lou Hamer og Mississippi Freedom Democratic Party op ved Demokraternes konvent i Atlantic City og fortalte i tv, hvordan hun var blevet slået for at ville stemme.

I Dallas County omkring Selma i Alabama var kun 130 af 15.000 sorte i stemmealderen registreret i 1961. I februar 1965 skød en delstatsbetjent den 26-årige Jimmie Lee Jackson under en fredelig demonstration i nabobyen Marion, og han døde otte dage senere. Som svar ville aktivisterne gå de 87 kilometer fra Selma til Montgomery. Søndag 7. marts førte John Lewis fra SNCC og Hosea Williams fra SCLC omkring 600 mennesker over Edmund Pettus-broen. På den anden side angreb delstatspolitiet dem med køller og tåregas. Lewis fik kraniebrud. Dagen blev kendt som Bloody Sunday, og tv-billederne chokerede landet.

9. marts førte King et nyt optog til broen, knælede og vendte om, fordi en dommer endnu ikke havde givet lov. Samme aften blev den hvide præst James Reeb overfaldet af hvide mænd og døde to dage senere. 15. marts sagde præsident Lyndon B. Johnson i Kongressen “we shall overcome”, bevægelsens egen sang, og fremsatte en stemmeretslov. Med en dommerkendelse og soldater som beskyttelse gik marchen fra Selma 21. marts og nåede Montgomery 24. marts. Dagen efter holdt King talen “How Long, Not Long” foran delstatsparlamentet. Samme aften blev Viola Liuzzo, en hvid husmor fra Michigan, skudt af Ku Klux Klan. 6. august 1965 underskrev Johnson Voting Rights Act.

Lovene havde langvarige følger for USA’s politik. Mange sorte havde stemt demokratisk siden 1930’erne, men efter 1964 blev skiftet næsten totalt, mens mange hvide i Syden gik over til republikanerne. Og kampen om stemmeretten er ikke slut: I 2013 underkendte højesteret i Shelby County v. Holder den del af Voting Rights Act, der bestemte, hvilke stater der skulle have deres valgregler godkendt. Kort efter indførte flere stater nye regler, som kritikere mener rammer sorte vælgere. Og allerede efter 1965 blev valgkredse flere steder tegnet, så minoriteters stemmer vejede mindre. Det kaldes gerrymandering. Det er et godt eksempel, hvis du vil vise, at en rettighed skal forsvares, også efter at den er vundet. Valgreglerne i USA kan du læse mere om på siden om præsidentvalget i USA.

Magten i Washington

Præsidenterne: Eisenhower, Kennedy og Johnson

Brug præsidenterne til at diskutere aktør og struktur: Ændrede bevægelsen USA nedefra, eller var det politikerne, der gav efter, da omkostningerne blev for store? Sammenlign med Vietnamkrigen, der samtidig tog Johnsons kræfter og penge.

Black Power og Black Panther Party

Efter 1965 skiftede tonen. Lovene var vedtaget, men i storbyerne i nord var der stadig fattigdom, arbejdsløshed og politivold. I august 1965, få dage efter Voting Rights Act, brød der uroligheder ud i bydelen Watts i Los Angeles efter en anholdelse. På seks dage døde 34 mennesker. Også i Harlem i 1964 og i Detroit og Newark i 1967 var der store uroligheder.

16. juni 1966, under en march i Greenwood i Mississippi, råbte SNCC-lederen Stokely Carmichael “Black Power”, sort magt, og mængden råbte med. Ordet betød, at sorte skulle opbygge deres egen politiske og økonomiske magt, være stolte af deres afrikanske baggrund og ikke vente på de hvide liberale. I oktober 1966 dannede Huey P. Newton og Bobby Seale Black Panther Party for Self-Defense i Oakland i Californien. De gik bevæbnet på patrulje for at holde øje med politiet og drev gratis morgenmad til skolebørn. Der kom skudvekslinger med politiet, og FBI satte ind mod partiet. Brug Black Power, når du skal vise, at bevægelsen ikke var én enig gruppe.

Mordet på Martin Luther King i 1968

I foråret 1968 var King i Memphis i Tennessee for at støtte de sorte renovationsarbejdere, der strejkede for bedre løn og sikkerhed, efter at to af dem var blevet knust i en skraldevogn. Deres skilte sagde “I AM A MAN”. 3. april holdt han talen “I’ve Been to the Mountaintop”, hvor han sagde, at han havde set det forjættede land, men måske ikke selv ville nå derhen. Næste dag, 4. april kl. 18.01, blev han skudt, mens han stod på balkonen foran værelse 306 på Lorraine Motel. Han blev 39 år.

Gerningsmanden, James Earl Ray, en hvid, undsluppet fange, tilstod og fik 99 års fængsel. Senere trak han tilståelsen tilbage, og mordet har givet anledning til mange teorier. Mordet udløste uroligheder i over hundrede byer. En uge senere underskrev Johnson Fair Housing Act. I 1983 blev Martin Luther King Day en national helligdag i USA, første gang holdt i januar 1986.

Det glemte flertal

Kvinderne, der bar bevægelsen

Lederne på talerstolen var næsten alle mænd. Ved marchen i Washington fik kvinderne kun en kort hyldest, hvor Daisy Bates fra Little Rock sagde få ord. Men det daglige arbejde med at organisere, skrive løbesedler, skaffe biler og gå fra dør til dør blev i høj grad gjort af kvinder. Det er et godt perspektiv, hvis du vil vise, at historien ser anderledes ud, når man kigger under lederne.

Hvorfor lykkedes bevægelsen? En vurdering

Hvorfor lykkedes det netop mellem 1954 og 1968, når sorte havde protesteret i næsten hundrede år? Et godt svar samler flere årsager og vejer dem mod hinanden. Her er fem, du kan bruge.

Årsagerne

Vurdér så: Var ikkevold den vigtigste årsag, eller virkede den kun, fordi tv og den kolde krig gjorde volden mod de fredelige så dyr for regeringen? Og hvor meget blev der faktisk opnået? Lovene afskaffede den lovbestemte adskillelse, men ikke forskellen i formue, boliger og skoler. Et nuanceret svar siger begge dele.

Borgerrettighedsbevægelsen i dag

Bevægelsens resultater kan ses i dag. I 2008 blev Barack Obama valgt som USA’s første sorte præsident, og i sin tale “A More Perfect Union” samme år talte han om race og arven fra slaveriet. I 2015 talte han på Edmund Pettus-broen i Selma på 50-årsdagen for Bloody Sunday.

Men diskriminationen er ikke væk. Da den 17-årige Trayvon Martin blev skudt i Florida i 2012, og gerningsmanden blev frikendt i 2013, startede tre aktivister hashtagget #BlackLivesMatter. Efter at politiet dræbte Michael Brown i Ferguson i 2014 og George Floyd i Minneapolis i 2020, blev Black Lives Matter en af de største protestbevægelser i USA’s historie. I 2022 havde en typisk hvid familie omkring seks gange så stor formue som en typisk sort familie, viser tal fra den amerikanske centralbank. Brug det i en perspektivering, men skeln mellem bevægelsen dengang og nu: Black Lives Matter har ingen central leder som King og samles mest via sociale medier.

Perspektivering

Perspektivér: Sydafrika, Australien og andre rettighedskampe

Kildearbejde

Kilder, du kan bruge

En tale eller en lov fortæller, hvad nogen ville, ikke nødvendigvis hvad der skete. Brug den derfor som levn: et spor af, hvad afsenderen ønskede at opnå, og hvem han talte til. Tænk på skolens ordensregler. Står der, at mobilen skal være i tasken, ved du, hvad skolen ville, men ikke, om nogen gjorde det. Et foto kan både være levn og beretning: Billedet af Elizabeth Eckford i Little Rock viser, hvad der skete, men fotografen valgte vinklen.

Øv dig

Prøv selv: tre opgaver med mindre hjælp

Arbejd dig ned gennem opgaverne. Den første giver dig næsten hele svaret, den sidste giver dig kun spørgsmålet. Er den første let, så spring til nummer to.

Til opgaven

Sådan bruger du emnet i en opgave

Opgaver om borgerrettighedsbevægelsen i biblioteket

Opgavebiblioteket har elevopgaver, der bruger emnet på forskellige måder. Skriv “borgerrettighed” i søgefeltet i opgavebiblioteket, så finder du blandt andet opgaverne herunder. Læs dem for opbygningen og problemformuleringen, ikke for at låne formuleringer.

Se forskellen

Rigtigt og forkert