Diskursanalyse: model i 6 trin, begreber og et eksempel

Ordet bruges i flere betydninger. I diskursanalysen betyder en diskurs en bestemt måde at tale om og forstå en sag på. I vejledningen til dansk A møder du også “faglig diskurs” om den saglige måde at skrive om et fag på, og i engelsk kalder vejledningen evnen til at skabe indholdsmæssig sammenhæng i det, man siger og skriver, for “diskursiv kompetence”.

Hold dem adskilt. Skriver du i en SSO eller et SRP, at du vil skrive i fagets diskurs, er det noget andet end at lave en diskursanalyse af dit materiale.

Ordet kommer ifølge Lex via fransk af latin discursus, der egentlig betyder løben frem og tilbage. I sprogvidenskaben har diskursanalyse længe betydet analyse af, hvordan talte tekster er bygget op. Under indflydelse af bl.a. den franske idéhistoriker Michel Foucault fik ordet fra midten af 1980’erne en bredere betydning i human- og samfundsvidenskaberne: analyse af, hvordan sproget er med til at forme det, vi opfatter som virkelighed.

En bestemt måde at tale om og forstå en sag på. Diskursen afgrænser, hvad der kan siges og tænkes om sagen, og hvad der falder uden for. Den findes i én tekst, i en gruppe eller i en periode.

Tekstens omdrejningspunkt: det ord, de andre ord samler sig om, og hvis betydning teksten vil fastlægge. Laclau og Mouffe beskriver nodalpunkter som privilegerede punkter, der delvist låser betydningen fast (1985, s. 112-113). “Delvist” er vigtigt: Betydningen kan altid udfordres af en anden diskurs.

Ordene, der i teksten kommer til at stå for det samme som nodalpunktet. Hos Laclau og Mouffe forenkler ækvivalensens logik det politiske rum, så det deles i to lejre, mens forskellens logik gør det mere sammensat (s. 129-130).

Ordene for det, teksten tager afstand fra. Modsætningen gør nodalpunktet skarpere. På engelsk kan du skrive chain of difference; Laclau og Mouffe selv skriver logic of difference.

Et ord, som diskurserne kæmper om at fylde med indhold. Laclau og Mouffe bruger udtrykket om elementer, der ikke er låst fast i en kæde (s. 113). Typisk et ord, alle vil eje, fx tryghed, bæredygtighed eller ansvar.

At sætte ord sammen, så de får en ny betydning sammen. Hos Laclau og Mouffe består artikulation i at bygge nodalpunkter, der delvist låser betydningen fast (s. 113). Når en tekst sætter “helligdag” sammen med “forsvar”, artikulerer den helligdagen på en ny måde.

En diskurs, der står så stærkt, at den virker som sund fornuft. Man kan godt sige den imod, men man skal forklare sig. Hvor meget der skal til, før du kan kalde en diskurs hegemonisk, er et skøn, og derfor skal du begrunde det med konteksten, ikke med teksten alene.

Når to diskurser står over for hinanden og er uenige om, hvad sagen overhovedet er. Laclau og Mouffe skriver, at antagonismen deler rummet i to lejre uden en tredje mulighed (s. 129). Hegemoni og antagonisme hører sammen i trin 6: Jo mere én diskurs har sejret, jo mindre åben kamp er der om sagen.

Et ords bibetydning: de følelser og forestillinger, ordet vækker ud over det, det betegner. “Fridag” og “helligdag” kan betegne den samme dag, men de vækker noget forskelligt. Samme ord kan også klinge forskelligt hos forskellige læsere.

Magten til at præge, hvordan andre taler om og forstår en sag. Den er en indirekte form for magt: Den, der har den, behøver ikke at tvinge nogen, fordi andre allerede ser sagen på samme måde. Vejledningen til samfundsfag A peger på diskursteori, når magtens opretholdelse skal forklares. Beslægtet er Bourdieus symbolske magt, se Bourdieu.

Sammenligningen af de to tekster om store bededag går i denne rækkefølge, og du kan bruge den på dine egne tekster:

1. Lav to kolonner, én pr. tekst: nodalpunkt, kæde, modsætning og hvem teksten regner med i sit “vi”. Citér kort i hver række.
2. Find et ord, begge tekster bruger, og vis, hvordan kæderne fylder det med noget forskelligt. I eksemplet er det “ansvar”.
3. Se på, hvad teksterne kalder selve sagen, og forklar forskellen med konteksten: hvem der skriver, hvornår, og hvad der skete bagefter.
4. Slut med trin 6: Hvilken diskurs havde overtaget, og hvor? I eksemplet vandt regeringen i Folketinget, men ikke i befolkningen.

En lang tale kan rumme flere diskurser på én gang. Så hjælper det at stille to spørgsmål til hver tekst og lave nodalpunkt og kæder for hvert: Hvad er galt, og hvad skal der gøres? I eksemplet er det, der er galt, for regeringen en trussel udefra og for fagbevægelsen et politisk indgreb i aftalerne.

Påstår du noget om ordvalget, så tæl efter, så læseren selv kan kontrollere det. I eksemplet viser optællingen, at regeringsgrundlaget nævner helligdagen to gange, begge gange lige ved siden af “vores fælles sikkerhed”. Skriv, hvordan du har talt, fx om bøjninger og sammensatte ord er med.

Citér kort, i almindelige anførselstegn, og skriv afsender og år efter citatet, første gang du bruger en tekst. Brug hvert citat til én bestemt pointe om diskursen, og sig pointen i samme sætning. Analyserer du en engelsk tekst, citerer du på engelsk.

Din konklusion skal sige, hvilken diskurs der havde overtaget, og hvad du bygger det på, fx afstemninger, målinger, underskrifter eller hvem der fik sin vilje i praksis. Vis også, hvor diskurserne mødes: I eksemplet argumenterer ingen af teksterne imod flere penge til forsvaret. Din egen mening om store bededag hører ikke hjemme her.

Vejledningen til samfundsfag A (2024) nævner diskursanalyse to steder og diskursteori ét sted, i tre forskellige dele af faget. Under kvalitativ metode kan du bruge diskursanalyse på kvalitative data, fx interview, som supplement til den kvalitative indholdsanalyse. Under politisk meningsdannelse og medier kan diskursanalyse og effektteorier bruges til at undersøge, hvordan forskellige medier dækker en politisk begivenhed. Vejledningen skriver samme sted, at politikerne bruger medierne til at fremme bestemte budskaber i en bestemt ramme (framing), så du kan spørge, hvis ramme der slog igennem i dækningen. Og under magt peger vejledningen på diskursteori, når magtens opretholdelse skal forklares.

Samfundsfag handler om magt og konflikt, så to tekster fra hver sin side af en sag giver dig mere at arbejde med end én, fx to partiers udspil eller en regering og en interesseorganisation. Du kan også følge, hvordan en sag bliver omtalt over flere år. Virkemidlerne i trin 5 kan du tit nøjes med at nævne kort, for samfundsfag vil vide, hvad diskursen betyder for politik og magt.

Vejledningerne til samfundsfag B og C nævner ikke diskursanalyse, så på B og C afgør jeres lærer, om metoden er med. I noterne kan du læse om framing og dagsorden, kvalitativ metode og magt og demokrati. Se også samfundsfag i gymnasiet.

Sagprosa analyserer I i dansk som regel retorisk, med argumentationsanalysen som en del af det. Vejledningen til dansk A (2024) nævner, at tekster i det sproglige perspektiv kan undersøges “semantisk, diskursivt, samtaleanalytisk, pragmatisk o.l.”. Diskursanalysen hører altså til det sproglige perspektiv, og den passer til sagprosa, hvor en sag er til debat. Vælg den, når opgaven lægger op til den.

Til den skriftlige prøve skriver du en analyserende, debatterende eller reflekterende artikel. Materialet til censorer og lærere om de tre eksamensgenrer (2022) siger om den debatterende artikel, at det ikke er et krav at bruge analysebegreber som “nodalpunkt”, men at du godt må, hvis det er centralt for din forståelse af teksten og for din egen argumentation. Begrebet skal have en funktion, ligesom virkemidlerne skal. Ved den mundtlige prøve afhænger det af jeres forløb: Har I arbejdet med diskursanalyse, kan den være et godt redskab på en tekst derfra. Din lærer kan sige, om metoden hører til jeres forløb.

Diskursanalyse er også en god bro i de store opgaver. Vejledningen til historie A nævner diskursanalyse som en fælles metodisk tilgang i forløbet med dansk, så den passer til DHO, og den kobler let dansk til et andet fag i SSO og SRP. Se dansk i gymnasiet.

Sagprosa (non-fiction) analyseres i engelsk som regel retorisk. Vejledningen til engelsk A (2025) nævner “kommunikationskritiske (diskursanalytiske) tilgange” til ikke-fiktive tekster og en analyse med “en kombination af en sproglig og diskursiv tilgang”. Den sidste formulering står også i vejledningen til engelsk B. Diskursanalysen passer til forløb om samfundsdebatter i Storbritannien og USA.

Til prøverne følger du opgaveformuleringen. Om metoden hører til din mundtlige prøve, afhænger af, hvad I har arbejdet med i årets forløb; er du i tvivl, så spørg din lærer. Brug de engelske fagord: nodal point, chain of equivalence, chain of difference, floating signifier, hegemonic discourse, antagonistic discourse, connotation og discourse analysis. Se retorisk analyse i engelsk og engelsk i gymnasiet.

Kildekritikken spørger, om du kan stole på kilden. Diskursanalysen spørger om noget andet: Hvilke ord bruger kilden om sagen, og hvad fortæller ordvalget om tiden og miljøet bag den? Derfor læser du kilden som levn: Den vidner om sin afsender, uanset om den fortæller sandt. Vejledningen til historie A (2025) nævner “historisk diskursanalyse” som en metodisk tilgang og diskursanalyse blandt de tilgange, der har deres eget begrebsapparat.

Vælg kilder, hvor sagen bliver omtalt fra flere sider i samme periode, fx Folketingets forhandlinger om et lovforslag, to partiers programmer fra samme valg eller læserbreve om samme begivenhed. Spørg, hvilke ord de bruger om de samme mennesker eller begivenheder, og hvad de tager for givet. Hold dem op mod andre kilder fra samme år: Skiller ordvalget sig ud, eller talte alle sådan?

Til den mundtlige prøve analyserer du et ukendt materialesæt på tre til fem normalsider med en metodisk-kritisk tilgang (læreplanen pkt. 2.1 og 4.2). Dér er kildekritikken fagets egen vej ind; diskursanalysen kan supplere, men ikke stå alene. Bruger du diskursanalyse i en historieopgave, skal analysen føre til en pointe om perioden; ellers er det dansk og ikke historie. I DHO eller SRP kan arbejdsdelingen være, at dansk analyserer teksterne, mens historie placerer dem i tiden med kildekritik. Se kildekritik og historie i gymnasiet.

I en opgave med biologi kan biologien levere den faglige viden om emnet, mens dansk eller engelsk undersøger, hvordan emnet bliver fremstillet i den offentlige debat. Tag ulven i Danmark: Biologien kan undersøge, hvad ulvene spiser, og hvor langt de vandrer, mens dansk sammenligner en naturorganisations og en landbrugsorganisations udspil. Er ulven natur, der vender tilbage, eller en trussel mod landmændenes dyr? Hold tekstmaterialet lille. Vores SRP-arbejdsbog råder dansk og biologi til at vælge tidligt mellem en formidlingsopgave og en diskursanalyse. Se også biologi i SRP.

Diskussionen er stedet, hvor de to fag mødes. Holder det, teksterne siger om emnet, når du lægger det op ad dine egne resultater fra biologien? Det er dér, opgaven bliver mere end to halvdele.

Vælg autentiske engelsksprogede tekster, fx taler, avisartikler eller kampagner fra Storbritannien eller USA. Faget handler om engelsksprogede kulturer og samfund, og det skal din analyse sige noget om. Citér på engelsk, og brug de engelske fagord.

Forklar i få linjer metoden og de begreber, du bruger, og begrund dit tekstudvalg: Hvorfor lige de tekster, og hvem taler de for? Nævn også, hvad metoden ikke kan: Den viser, hvordan en sag bliver fremstillet, ikke om fremstillingen er sand. Se metoden i SRP.

I en stor opgave er det dit emne og din problemformulering, der afgør, hvilket nodalpunkt du går efter. Undersøger du fx debatten om mobiltelefoner i skolen, er det måske ordet trivsel, du følger gennem teksterne.

Ordet faglig diskurs betyder noget andet: den saglige måde at skrive og argumentere på i et fag. Vejledningen til dansk A bruger det om elevernes egne tekster. Laver du en diskursanalyse i din SSO, så kald den det i metodeafsnittet, så ingen forveksler metoden med din egen faglige diskurs. Se SSO.

Se, hvordan fagene indgår i SRP: dansk, samfundsfag, engelsk og historie.

Ernesto Laclau (1935-2014) var en argentinsk politisk teoretiker, og Chantal Mouffe (født 1943) er en belgisk politisk teoretiker. I Hegemony and Socialist Strategy fra 1985 beskriver de politik som en kamp om at låse betydninger fast. Derfra har modellen nodalpunkt, ækvivalens og forskel, flydende betegner, hegemoni og antagonisme. Det er den tradition, modellen på denne side bygger på, og den passer godt til politiske taler og debatter.

Den britiske sprogforsker Norman Fairclough er en af grundlæggerne af kritisk diskursanalyse. I bogen Discourse and Social Change (1992) analyserer han en tekst i tre dimensioner: selve teksten (ordvalg, grammatik, metaforer), den diskursive praksis (hvordan teksten bliver produceret, spredt og læst) og den sociale praksis (de strømninger i samfundet, teksten indgår i).

Faircloughs model er nyttig, når du analyserer en avisartikel eller en kampagne, hvor det betyder noget, hvem der har lavet den, og hvor den er bragt. Spørger din opgave om Faircloughs diskursanalyse, så arbejd med de tre dimensioner.

Den franske idéhistoriker og filosof Michel Foucault (1926-1984) undersøgte de rammer, der i en bestemt periode afgør, hvad man overhovedet kan tænke og sige, og hvad der bliver skubbet ud. Han skrev bl.a. om psykiatriens, straffens og seksualitetens historie, og ifølge Lex var han professor ved Collège de France fra 1969. På dansk findes bl.a. Talens forfatning (1980).

Foucault så viden og magt som tæt forbundne, og ifølge Lex så han historien som præget af brud, hvor én tids selvfølgeligheder bliver afløst af nye. Han leverer ikke en model i trin, men han er en af grundene til, at diskursanalysen spørger, hvem en fremstilling giver magt, og hvem den lukker ude.

Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips’ bog Diskursanalyse som teori og metode (Roskilde Universitetsforlag, 1999, i dag Samfundslitteratur) gennemgår de tre retninger: Laclau og Mouffes diskursteori, Faircloughs kritiske diskursanalyse og diskurspsykologien. Den er skrevet til universitetet, men afsnittene om Laclau og Mouffe kan du godt læse, når du skriver SRP.