Anmeldelse af "Stormen i 99"

Side 1

1

”Stormen i 99” er et detaljeret galleri af skæve eksistenser, som Kristian Bang Foss forstår at skrive sig igennem med fantastiske gloser, maleriske beskrivelser og makabre situationer. Fortællingen er grotesk morsom og på sin unikke facon gribende.

Men dermed ikke sagt, at fortællingen er ren og skær underholdning.

ROMAN

Kristian Bang Foss: Stormen i 99. Gyldendal. Udkom den 4. marts 2008. Bogen er 245 sider lang og er inddelt i 34 kapitler, som er omsluttet af epilog og prolog. Pris: 249 kroner.

Bogens historie udspiller sig på noget så kedeligt som et tøjlager på Amager. Her møder vi en håndfuld skæve eksistenser og følger deres liv frem mod den voldsomme storm i december 1999. Der hviler en sort sky af skam over det amagerkanske tøjlager, der viser sig at være omdrejningspunktet for alt andet en kedelig fortælling.

”På InWears lager er mødetiden klokken ni.” Sådan indleder Kristian Bang Foss sin anden roman ”Stormen i

99”. Tøjlageret på Raffinaderivej på Amager danner den store ramme om portrætterne af en række skæbner, der hver især kæmper med sit. Skæbnerne er dog fælles om ét: arbejdsdagen på InWear. Som så mange andre steder i Danmark sker det sjældent, at arbejdsdagen på lageret forløber uden forhindringer.

Romanen begynder med en forbrydelse; personaletoilettet på InWear er blevet benyttet i en sådan grad, at dets vægge nu er beklædt med klumpet, lugtende afføring. Anton, der ikke kan komme ud af sengen, og som har besvær med at slæbe sin (drenge)røv hen til lageret, får sammen med to andre halvhjertede lagerarbejdere til opgave at fjerne fækalierne klump for klump. Det bliver medarbejdernes store udfordring at opklare forbrydelsen, og sådan indledes eftersøgningen af fækalisten, som toiletforbryderen imidlertid er blevet døbt.

Man præsenteres et virvar af personer, inden man som læser bliver fortrolig med Anton som den centrale figur i bogen. Han har afsluttet gymnasiet for tre år siden, er i begyndelsen af tyverne og "fornemmer han kan noget, han ved bare ikke helt hvad, derfor arbejder han på InWear". Her møder han en gammel klassekammerat, den velnærede Nanna. De bliver hurtigt kærester, selvom Anton ikke vil være ved det. Vi følger de små spirer af kærlige følelser i forholdet, som med tiden blomstrer og udvikler sig til egentlig kærlighed. Spirerne får især god grobund, da Anton på næsten komisk vis sætter sig på en måske inficeret kanyle og sveder sig gennem søvnløse nætter af nervøsitet.

I en sløret periferi af Antons liv står de andre lagermedarbejdere, som Kristian Bang Foss hyppigt beskriver og vender tilbage til. Her møder vi Flemming, der føler sig forbigået i udpegelsen af den nye koordinator på lageret og derfor er smålig og firkantet. Vi hører om Katja med en grusom hemmelighed gemt under blusen, og hendes kæreste Rene, der eksperimenterer med hash og hårde stoffer. Han har svært ved at lægge Katjas hemmelighed bag sig og vil gerne hævne den. Vi møder bodybuilderen Sean, der med gæld og dårlig arbejdsmoral er kommet på dybt vand. I et desperat forsøg på at komme tættere på land opfinder han en hjernesvulst. Vi møder kørestolsbrugeren Høberg, hvis kone har hed sex med en ikke-bevægelseshæmmet mand. Vi hører om ukrainske Jurek og hans tilbagevendende mareridt. I køkkenet møder vi den bundliderlige kok, der ikke kan lade være med at rage på den filippinske køkkenassistent Tiana. Dybt frustreret ender han med at masturbere i frikadellefarsen og bagefter se de intetanende medarbejdere sluge frikadellerne en efter en. Vi konfronteres med Lulus hjernesvulst og hendes mand Lars, der forsøger at være stærk og støttende.

Side 2

2

Historierne om disse skæbner er også langt hen ad vejen historier om skam. Katjas skam over den grusomme hemmelighed, og Renes skam over at ønske hævn. Også Sean bærer på skam – en skam over at have opdigtet en hjernesvulst. Handikappede Høberg skammer sig over livet i kørestolen, og den liderlige kok over sin perversitet. Men romanen bliver især en historie om Antons skam. Hans skam over at være kæreste med den buttede pige fra folkeskolen. Skammen over som barn at have hugget halen af en ørkenrotte. Og ikke mindst skammer han sig over at have haft ubeskyttet sex med sin bedste vens lillesøster, Sofie, fordi han kan være smittet med HIV, og fordi han er sin kæreste utro. På den led bliver skam et af hovedtemaerne i ”Stormen i 99”.

Bogen kulminerer i den værste naturkatastrofe i nyere danmarkshistorie, stormen den 3. december 1999, hvor beredskabet i Danmark måtte prøve kræfter med en stormstyrke svarende til de konflikter og den skam, som personerne i romanen kæmper med. Mens stormstyrken tager til, sættes fortælletempoet op, og bogens afslutning bliver som en kraftig kulmination, hvor man som læser hvirvles igennem den ene katastrofe efter den anden. Renes lsd-frimærke, der flyver op af skjortelommen og tilfældigvis lander i couscous-salaten på Høbergs tallerken. Kokken, der på trods af Tianas insisteren på at komme den lsd-påvirkede Høberg til undsætning, nægter at hjælpe den påvirkede kørestolsbruger. Jurek udsættes for en række lavkomiske uheld og til sidst ender med, at være anklaget for noget, som han ikke har gjort. Lulu, der ellers har været så stærk, er pludselig ved at miste modet. Sofie og hendes veninder har fået den idé, at de skal have en vild aften i byen, selvom det stormer. Den vilde aften ender med, at Sofie får en tagsten i hovedet.

Alene persongalleriet er litterært sprængstof til en roman i verdensklasse, og her er det i hænderne på en yderst velskrivende Kristian Bang Foss. Dette kommer især til udtryk i passager, hvor skiftevis vejrfænomener og byens udtryk søges malet for læseren med ord, som eksempelvis når ”H.C.

Ørstedsværket og Svanemølleværket vælder sig som flødeskum mod himlen”. Eller når der i et snevejr i niogfirs på lamperne hænger istapper ”så store som sværd […] I tapperne skinner det lilla og blåt side om side med zinkhvid og gråt, de hænger også fra tagrenderne, lange og truende og krystalklare”. Smukke, maleriske stemningsbilleder som disse skaber romanen igennem en skarp kontrast til de mange grimme, nærmest stygge situationer.

Det er lykkedes Kristian Bang Foss at skrive en roman, der fængsler læseren i et spændingsfelt og samtidigt rummer det smukke, det stygge, det morsomme og det triste. Romanen vækker stof til eftertanke og åbner øjnene for, at livet – og måske især vejen fra ung til voksen – rummer potentiel skam. Kristian Bang Foss har ikke udgivet mange bøger, men med en roman som denne, er forfatterskabet alligevel stort. Jeg vil vente i spænding på en storm af unikke og underholdende romaner fra den smålatrinære, smukt formulerende forfatter.

ROSA CARLSEN, RYSENSTEEN GYMNASIUM 3.Z

BLÅ BOG:

KRISTIAN BANG FOSS

Født i 1977. Udannet på forfatterskolen i Udkom i 2004 med sin debutroman ”Fiskens vindue”.

”Stormen i 99” er hans anden roman.