Analyse af "Loppen og Professoren"

Side 1

Loppen og Professoren

At lukke varm luft ud betyder i overført betydning at tale med store ord uden noget reelt indhold. Det er tom snak, hvor det oppustede sprog ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Illusioner og varm luft kan dog føre dig vidt omkring, men undervejs må nogle også tabe pusten. I H.C. Andersens ”Loppen og Professoren” fra Eventyr og Historier (1874) rejser en ung mand og hans loppe rundt i hele verden og underholder folk med deres kunster. Professoren er dog ikke en rigtig professor, og hans store kunst er faktisk en illusion. Han er i virkeligheden søn af en luftskipper, der blev dræbt, da hans luftballon sprak.

Sønnens mål i livet bliver selv at kunne flyve luftballon som sin far, og rejsen mod dette mål bliver det lille eventyr, der hedder ”Loppen og Professoren”.

Historien om professorens ungdom begynder ganske tragisk. Som barn mister professoren sin far i en ulykke, han kun selv på et hængende hår slipper levende fra: ”Der var en Luftskipper, ham gik det galt, Ballonen sprak, Manden dumpede og slog sig i stykker. Sin Dreng havde han to Minutter forud sendt ned med en Faldskjærm, det var Drengens lykke” (s. 9, l. 1-3). Professoren sætter sig efter den voldsomme ulykke det mål at blive som sin far, nemlig luftskipper. Han bliver dog først bugtaler, og han betager mange unge kvinder. Én bliver så forelsket i ham, at hun gifter sig med ham, og samtidig vælger den unge mand at tage identiteten som professor på sig, for ”mindre kunne det ikke være” (s. 9, l. 11). Med både identitetsskift og ægteskab begynder den udfordrende ude-fase i eventyret. Kompositionen i ”Loppen og professoren” følger nemlig den klassiske hjemme-ude-hjem-struktur, der er typisk for kunsteventyr. Farens tilstedeværelse i de første linjer repræsenterer den trygge intimsfære, som professoren gennem hele fortællingen søger hjem mod. Der opstår dog et problem i hjemmet, da faren dør, og det sætter den næste fase i strukturen i spil. Ude-elementet er den rejse, professoren nu tager på, hvor han forsøger at finde penge til en luftballon, så han kan vende tilbage til det harmoniske udgangspunkt. Han møder dog allerede tidligt i ude-fasen en udfordring, idet konen forlader ham. I begyndelsen hjælper hun ham med hans drøm, og de holder forestillinger, hvor professoren i et illusionsnummer får hende til at forsvinde i en bordskuffe.

Konen får dog nok af at hjælpe professoren med hans luftballondrøm, og hun forsvinder derfor ligesom faren pludselig ud af professorens liv.

Heldigvis efterlader konen en loppe, der bliver professorens redning. Han træner den, og den bliver hans middel til succes. De rejser verden rundt, og til sidst mangler de kun at besøge ”de Vildes Land” (s. 10, l.

40). Barneprinsessen i det kannibalistiske område bliver forelsket i loppen og vil ikke give slip på den, og det truer professorens indtjeningsmuligheder og dermed også hans drøm. Endnu en udfordring stiller sig altså i hans vej mod målet. Han slipper dog ud af problemet ved at få de vilde til at tro, at han vil præsentere sin største kunst, dannelse, for dem. Dannelsen tager dog form i en kanon, og det repræsenterer hvordan professoren faktisk ikke ved, hvad dannelse egentligt er. Han er kun vant til at lave tricks og illusioner.

Kanonen er endnu et bedrag fra professorens side, idet han i stedet faktisk bygger en luftballon med de midler, han får stillet til rådighed. Han får overbevist prinsessen om at lade loppen hjælpe ham med at flyve, og da de stiger til vejrs i eventyrets slutning vender han hjem igen. Han er endelig blevet, hvad hans far også var, og eventyret ender lykkeligt.

Sproget i ”Loppen og Professoren” er i begyndelsen hurtigt og hakkende, idet fortælleren næsten mekanisk remser farens tragiske død op. Fortælleren har et overblik over hovedlinjerne fra karakterens liv, og læseren bevæger sig hurtigt fremad i de udvalgte begivenheder i begyndelsen. Det betyder, at fortælleren ikke dvæler ved den tragiske ulykke, men i stedet springer frem til professorens liv efter, hvor længere

Side 2

rejser i eventyrets ude-fase også nogle gange kortes ned til de vigtigste handlinger: ”De reiste med Dampskib og med Seilskib; Loppen gjorde sine Konster, og saa havde de fri Reise underveis og kom til de Vildes Land”(s. 10, l. 44-45). Ved kun at fokusere på disse udvalgte begivenheder bliver fortælletempoet højt, og det understøttes også af, at eventyret fortælles i datid. Tingene sker ikke her-og-nu, men i en fortid som fortælleren har overblik over. Eventyret bliver derfor også helt tydeligt fortalt, da begivenhederne ikke bare vises, men berettes i en sammensat historie. Det er en panoramisk fremstillingsform, fordi historien ofte er trukket sammen til hovedlinjer og udvalgte begivenheder. Når disse begivenheder bliver fortalt, bliver den sceniske fremstillingsform dog også brugt nogle gange. Scenerne i eventyret bliver her mere detaljerede, og læseren får en fornemmelse af at være tættere på begivenhederne. Et eksempel på denne fremstillingsform kan være gengivelsen af konens replikker: ”De komme!” sagde hun. ”Bare de vilde” sagde hun.” (s. 9, l. 14-15). Når direkte tale gengives, kommer eventyrets handlinger helt tæt på læseren, og den her-og-nu-fornemmelse, der ellers ikke er dominerende i fortællingen, er tilstedeværende.

Fortælleteknikken er dog generelt panoramisk, og det gør fortælleren central i ”Loppen og professoren”.

Fortælleren er dog aldrig direkte til stede som en karakter, men så alligevel: Til sidst siver ironien nemlig ind i beskrivelsen af loppen og professoren, fordi det bemærkes, at de er ”holdne Folk, hædrede Folk” (s. 11, l.

109-110). Denne kommentar kommer lige efter, at fortælleren har berettet, at de vilde stadig står og kigger efter luftballon. Det store overblik over hele fortællingen gør det muligt at springe frem til denne scene, der viser, at loppen og professoren slet ikke er holdne eller hædrede folk. De har jo netop lige snydt hele det folk. Fortælleren træder dermed ikke direkte i karakter, men er i denne kommentar alligevel tydeligt til stede i sin ironiske bedømmelse af det umage makkerpar.

De to karakterer er også generelt ganske interessante. Professoren er igennem hele eventyret en ganske kompleks karakter, idet han lever af at underholde, men også snyde folk. Han er både løgnagtig og manipulerende, og han gør alt, hvad der skal til for at udleve sin drøm. Hans egoistiske søgen efter sin egen lykke skubber alle omkring ham væk, og da konen ikke længere kan holde ham ud, er det kun en ussel loppe, der vil gøre ham selskab. Loppen kan i denne sammenhæng læses som en metaforisk spejling af professoren selv. Som en loppe suger professoren nemlig midler ud af alle omkring ham, ligesom at loppen suger blod af dyr og mennesker. De ønsker begge at blive til noget mere. Loppen vil være menneske, mens professoren vil være luftskipper, og de higer efter berømmelse og storhed. Men i virkeligheden er de ikke, hvad de giver sig ud for at være. Hans professortitel er selvopfunden, og hele hans karakter sætter spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være kunstner. Skal der virkelig ingen dannelse til for at underholde folk og få deres penge? Professorens komplekse figur giver intet klart svar, for han kan jo alligevel noget, når så mange i løbet af eventyret bliver betaget af hans numre. Pga. den panoramiske fremstillingsform får læseren dog aldrig at vide, hvad det er, professorens betagere faktisk bliver underholdt af, og ligeledes afslører eventyret heller ikke om de regner ud, at han snyder dem. Han indtager altså ikke bare rollen som den kloge professor eller den bedragende skurk. Læseren må i stedet selv fortolke professorens personlighed ud fra hans handlinger, men modsat den flade karakter, som man ofte møder i eventyr, er professoren rund. Alligevel indtager den dog stadig rollen som eventyrets helt, og han går igennem de tre faser, hjemme-ude-hjem. Problemet er blot, at der ikke sker nogen reel psykisk udvikling og dannelse. Kun fysisk og socialt stiger han til vejrs. Fysisk med luftballonen til sidst, og socialt fordi han og loppen ender med at køre ”første Plads, ikke fjerde” (s. 11, 108), hvor de rigeste passagerer opholder sig. Hans tragiske historie gør samtidig, at læseren føler sympati med ham, og hans talent for altid at finde en udvej er imponerende. Hans karakter har derfor langt flere sider, end man ofte ser i eventyr, og det gør historiens budskab langt mere tvetydigt.

Da ”Loppen og Professoren” blev udgivet første gang havde titlen tilføjelsen ”et Æventyr”, og historien har også flere træk fra det klassiske kunsteventyr. Forfatteren er kendt, og eventyret er mere komplekst, end

Side 3

folkeeventyr ofte er. Dertil har historien en hjemme-ude-hjem-struktur, der underbygger en form for dannelsesproces, der også er typisk for kunsteventyr. Det interessante er dog, at professoren på en måde ikke udvikler sig. Selvom han opnår sit drømmemål, så er han stadig en egoistisk og bedragerisk kunster, da eventyret slutter. Det ender lykkeligt for hovedpersonen og hans loppe, men hvad med de andre? En hel del figurer får ikke deres lykkelige slutning, fordi professoren har udnyttet dem. Det gælder både konen, prinsessen og hele hendes folk. Da han stiger op i både samfund og luftballon, falder de i stedet ned.

Samtidig trækker historien også sommetider i folkeeventyrets retning, idet der er brug af talesprog og gentagelser: ”Stolt var den og berømt var den” (s. 10, l. 34) lyder det fx om loppen, hvor gentagelsen af sætningsstrukturen understøtter rytmen i sproget og forstærker forbindelsen til den mundtlige tradition, som folkeeventyret kommer fra. Dertil peger eventyret også udover den idyl, som genren ellers ofte er forbundet med. Den sætter spørgsmålstegn ved status i samfundet og kunstens illusionskraft, og dermed forholder historien sig også til det moderne gennembruds problemstillinger. Denne litterære periode var, få år inden ”Loppen og Professoren” blev udgivet, begyndt at sætte problemer under debat, og især kunsten blev kritiseret for at befinde sig for langt fra virkeligheden. Eventyret har derudover også en del til fælles med den senere litterære bevægelse magisk realisme. Perioden opstod i 1970erne- og 80erne, og værkerne herfra beskriver en realistisk verden, der får tilføjet overnaturlige og magiske elementer. I ”Loppen og professoren” bliver den kedelige og til tider tragiske virkelighed bl.a. gjort eventyrlig af en loppe, der kan fyre kanoner af og føle sig stolt som et menneske. Det realistiske plan er dominerende, men eventyret lader det magiske sive ind i fortællingens sprækker.

Med dette eventyr formår altså H.C. Andersen at blive i sin foretrukne genre, samtidig med at han under overfladen kigger på tidens tendenser. Professoren er netop den type, som det moderne gennembrud vil kritisere. Han kan opstille de flotteste illusioner, men de har intet andet formål end at gøre ham selv lykkelig. De store ord er tomme, og professorens arbejde står derfor i kontrast til Andersens. Den kendte forfatter puster også en eventyrlig luftballon op med varm luft, men udspændt under ballonens bue gemmer der sig både en god historie og en gemt morale om kunstens vigtige funktion.