Ude af sit gode skind | Analyse

Ude af sit gode skind

Der findes et utal af forskellige kroppe. Nogle er lange og tynde, nogle er små og tykke, nogle er firkantede, nogle er runde, nogle er hvide, sorte, røde eller gule. Og så findes der alle dem, der er en blanding af de førnævnte, og her bliver det først rigtig svært at finde hoved og hale i de forskellige kropstyper. Det er nu engang sådan, at man er født til den krop, som man har. Selvfølgelig spiller livsstil en rolle, og det har indflydelse på kroppen, om man går i solarie og derfor bliver mørkere og mere rynket i huden, eller om man spiser så meget, at maven langsomt vokser ud over buksekanten. Selvom man har en vis magt over, hvordan kroppen skal fremstå, er der dog ting, der er svære at ændre. Benenes længde forbliver den samme, og det samme gælder for armene. Alligevel bliver mennesker verden over og gennem alle tider ved med at gøre et ihærdigt forsøg på at ændre egen krop. Måske derfor har kroppen været et populært emne i den senmoderne litteratur. Én af dem, der bringer kroppen på bane, er Svend Åge Madsen, der med novellen ”Ude af sit gode skind” fra novellesamlingen Mellem himmel og jord (1990) giver et eksempel på, hvordan kropssyn påvirker os.

”Ude af sit gode skind” handler om en mand og en kvinde, der sidder ved siden af hinanden til en fest. Manden er tiltrukket af kvinden og vil have hendes opmærksomhed. Han fortæller hende derfor, at han har lavet en opfindelse, der gør, at man kan bytte kropsdele med de mennesker, man møder på sin vej. Han erklærer også, at han natten forinden har drømt, at han ude i fremtiden møder én, der har byttet sig frem til alle mandens egne kropsdele. Efter dette byder kvinden op til dans. Novellen fortælles af en tredjepersonfortæller, men fra mandens synsvinkel. De betragtninger som tredjepersonsfortælleren gør sig, svarer altså til, hvad manden tænker. Læseren får hverken oplyst mandens eller kvindens navn. De har lige mødt hinanden, og på intet tidspunkt udveksler de navne, hvilket kan tyde på, at de, ligesom læseren, ikke kender hinandens navne. De er fremmede for hinanden. Når læseren ikke kender karakterernes navne, kan det tolkes sådan, at karaktererne repræsenterer helt almindelige personer, som kunne være hvem som helst.