Bekendelse af Johannes Jørgensen | Analyse

Side 1

”BEKENDELSE” AF JOHANNES JØRGENSEN

Analyse og fortolkning af udvalgte digte

”Til den, der læser

Ene paa Jorden, hvorhen du gaar, ene som Alle i Livets Vrimmel.

Men over al Verdens Tage staar

                          1
den trofaste, hjemlige Himmel.”

Med disse ord indleder Johannes Jørgensen sin lyriske digtsamling Bekendelse (1894), der både med sin titel, udgivelsesår og indledende digt illustrerer Johannes Jørgensens konvertering, og kamp med denne, til katolicisme [2]. En omvending, der nemlig ikke forløb smertefrit, som striden mellem panteistisk naturdyrkelse, kønsdriften og kristendom i flere af digtene viser.

Alle digtene i samlingen er bygget op som regelmæssige strofer med konsekvente enderim. Syntaksen er gennemgående kompliceret og korrekt, og sproget billedligt og akademisk. Specielt sammen-ligninger og metaforer er brugt i høj grad, ofte centreret om naturscenarier. Jørgensen er dog sin karakteristiske symbolistiske stil tro gennem hele samlingen, og alle naturbilleder og metaforer inde-holder en bagvedliggende symbolik, der kommer til udtryk gennem digtets tema. Han bruger dermed sjældent det malende sprog blot for smukhedens skyld, men næsten altid for at få en dybere pointe igennem.

Et af de første digte i samlingen er ”Afrodite Pandemos” [3], der gennem sammenligninger, kontraster og religiøse hentydninger afdækker det djævelske forførende skjult bag en smuk kvindekrop. Det uædle afsløres allerede i titlen ved valget af ”Pandemos”, som er den smudsige kærlighed til det seksuelle frem for det åndelige.

Et eksempel på førstnævnte virkemiddel ses i ”Hun er skøn som en Valmu mellem nærende Korn.”^{4},

der giver kvinden et positivt præg set fra et naturelskende standpunkt. Denne betydning vendes dog

1

Bekendelser af Johannes Jørgensen s. 7

2

Johannes Jørgensen besøgte Assisi i 1894 og konverterede kort efter

http://www.e-poke.dk/joergensen.asp#biografi

3

”Pandemos” Eros rettet mod det legemlige, ikke sjælen jf.Pausanias. http://da.wikipedia.org/wiki/Eros_%28gud%29

4

Bekendelse af Johannes Jørgensen s. 22, l. 3

Side 2

på hovedet med strofens næste sætning: ”Hendes Hoved bærer Sløjfer, som en Dæmon sine Horn”^{5},

der fungerer som et modsvar til sætningen forinden, og afslører noget mindre naturvenligt og et mere religiøst betonet synspunkt. Disse to sætninger kunne afspejle overgangen mellem Jørgensens pan-teistiske litterære stil og hans nyfundne katolske tro, der, som nævnt tidligere, fandt sted mens digtsamlingen blev skrevet. Hans symbolistiske skrivestil præger også tonen i digtet, bl.a. i verset: ”[…]

et udødeligt Væsen, forklædt som en Kvinde.”^{6}, et eksempel på hvordan digteren kan se bag

virkeligheden og afdække noget metafysisk, som han skal videregive i sin poesi. [7]

Den kritiske tone mod natur- og afgudsdyrkelsen eskalerer mod slutningen af digtet, efter min me-ning specielt med verset: ”[…] og hende blege Barn er den tidlige Død – det Første hun fødte af sit

voldtagne Skød.”^{8} hvor modviljen mod ukristenheden og det vulgære lyriske billedsprog når sit klim-

aks. Verset kan ses som en direkte kontrast til den hellige Marias jomfrufødsel af sin førstefødte Jesus.

Temaerne i digtene veksler dog helt fra direkte antipanteisme mod isoleret kristen overbevisning, til positiv naturalistisk panteisme kombineret med religiøs symbolik.

Et eksempel på dette ses tydeligt i ”Syn” (En typisk symbolistisk titel – Hvad ligger bag det, man ”ser”?), der indeholder både smukke naturbilleder og positive religiøse referencer. ”Et øde Hav. En øde, sandet Kyst. I solhedt Sand en sandhvid, nøgen Kvinde. […]Hun ligger der, en ung og nøgen Brud i

Sandet, der sig tæt til hende smyger.”^{9} Her tillægges kvinden kun positive, rene adjektiver ”sandhvid”,

”nøgen Brud” etc.

Det er næppe tilfældigt, at dette digt kommer lige efter ”Afrodite Pandemos”, formentlig for at tydeliggøre den diametrale modsætning mellem de to digte. Det lægger også op til en fortolkning af kvinden i ”Syn” som symbol på den rene kærlighed til guddommelige, Eros Urania. De to digte fungerer dermed som eksempler på, hvordan Jørgensen både kan vende sin før naturalistisk panteistiske stil mod sin nyfundne tro, men dog også kan kombinere de to. Fælles for dem er hans stærke gudstro indstilling.

Denne kristne overbevisning er dog ikke konsekvent gennem samlingen, hvilket kan ses i den pessi-mistiske ”Aften-Tungsind”, der i høj grad indeholder tvivl til den nyfundne tro:

5

Ibid. s. 22, l. 4

6

Ibid. s. 22, l. 14

7

Baggrundsviden om Symbolisme fra Litteraturhåndbogen 2 s. 275

8

Ibid. s. 23, l. 9-10

9

Ibid. s. 24, l. 1-2 og 9-10

Side 3

”Borte er Lykke, borte er Haab, min Sjæl er svag af Smerte. Ingen Frelser hører mit Raab, og dødt er

               10
Alverdens Hjærte.” .

Dette må siges at være en klar tilkendegivelse af, at troen endnu ikke har bundfæstet sig i Jørgensens sind, men helt afkald giver han dog ikke på den: ”Skjult bag Sky er den hvide Christ og Troen paa Guds

Naade.”^{11}.

Lægger man Jørgensens symbolistiske stil over disse vers, kunne det tyde på at troen kan genfindes, hvis han formår at kigge bag den grå virkelighed og afdække det rene, hvide og guddommelige, der ligger skjult bag. Interessant ved dette digt er, at selvom der ikke ligger en klar, religiøs overbevisning bag, er der heller ikke en panteistisk. De eneste – og få – naturbeskrivelser, der er at finde i digtet, er skrevet til sidst: ”[…]og Himlen løfter sit violblaa Tag bag Aftenrødens gylden-brune Høje.”, og vejer ikke tungt mod de religiøse sprogbilleder, der præger hovedparten af stroferne. Dette tvivlende tema

er også gældende i ”Stjærnenat” som slutter med verset: ”O Gud, hvorfor, hvorfor? Hvorfor, o Gud?”^{12},

der dog i modsætning til ”Aften-Tungsind” i høj grad er præget af naturbilleder.

I Bekendelse findes der dog også digte uden noget religiøst præg, og som er gennemsyrede natura-

                                               13     14          15
listisk panteistiske. Som eksempler på disse kan ”Naturen” , ”Pan” og ”Nymfer” nævnes.

”Til den, der har læst

[…]

Naadens Dronning, giv mig Styrke!

Før mig mildt med milde Hænder!

Fri min Sjæl af Dødens Mørke!

Jeg bekender, jeg bekender…”^{16}

Sådan afslutter Johannes Jørgensen med de sidste vers i digtet ”Confiteor” [17] sin samling. En afslutning, der endeligt afgør hvor hans tro ligger. Med dette digt fuldender han værket, bekender enhver tvivl, der har huseret indtil nu og lægger dermed låg på den; han fuldender sin konvertering.

Fuldendelsen af værket og hans omvending kan også ses som den definitive afslutning på en fase i hans forfatterskab, den panteistiske naturdyrkelse, og starten på en ny, den rene symbolistiske skrivestil vendt mod den ene, kristne Gud.

10

Ibid. s. 57, l. 9-12

11

Ibid. s. 57, l. 15-16

12

Ibid. s. 40, l. 4

13

Ibid. s. 33 - 34

14

Ibid. s. 35

15

Ibid. s. 36

16

Ibid. s. 90, l. 17-20

17

”Jeg bekender” på latin.