Krigen i 1864 om Slesvig-Holsten - Historieopgave

Side 1

Historie-opgave:

Side 2

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

2

Indholdsfortegnelse:

• Problemformulering side 3

• Indledning side 3

• Den lange optakt til krig side 3

− Demokratiets indførelse side 3
− 3-års krigen side 5
− Sprogstriden side 6
− Konflikten i 1864 side 7

• Krigen i 1864 side 8

− Begrundelsen for krig side 8
− Tilbagetrækningen fra Dannevirke side 9
− Dybbøl banke side 10
− Krigens afslutning side 12

• Krigens eftervirkning side 12

− National opfattelsen efter 1864 side 12
− Nationalsymboler side 13
− Samtidens og nutidens syn på krigen side 14

• Konklusion side 15

• Litteraturliste side 16

• Hjemmesider side 16

• Bilag side 16

• Billede liste side 16

• Bilag side 17 - 19

Side 3

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

3

Problemformulering:

I min opgave vil jeg redegøre for den dansk/tyske krig i 1864. Jeg vil forklare de nærmere omstæn-

digheder, altså hvad der var begrundelsen for krigen og hvor i konflikten lå. Jeg vil også redegøre for de forskellige parters interesse i krigen, og hvilken rolle nationalismen spillede. Jeg vil fokusere på dannelsen af den danske nationalfølelse, og herunder kort gøre rede for 3-års krigen og dens ind-flydelse på nationalfølelsen. Og derefter vil jeg også kort komme ind på den nye nationale identitet der opstod da Danmark gik fra helstat til nationalstat

Indledning:

I 1864 da krigen brød ud bestod Danmark af flere dele. Først og fremmest var der kongeriget Dan-mark, som bestod af Sjælland, Fyn, Øer, og Jylland. Der ud over var der Slesvig som siden 1200- tallet havde været et hertugdømme med grænser ved Kongeåen, og Holsten, hertugdømmet Slesvig havde den danske konge som overhøjhed. I 1400-tallet blev hertugdømmet Holsten dansk, da den danske konge blev ”greve” af Holsten. I 1815, efter Napoleonskrigene, blev Danmark nødsaget til at afstå Norge, men fik til gengæld det lille hertugdømme Lauenburg. Så da urolighederne begyndte at blusse op i 1830’erne, bestod helstaten Danmark af: Kongeriget Danmark, og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. [1] Indbyggerne i kongeriget Danmark og Nordslesvig var danske i sprog og kultur, mens Holsten, Lauenburg og Sydslesvig var tyske. De geografiske grænser tog altså ikke hensyn til nationalitet, og hermed var grundlaget for en årelang kamp lagt.

Den lange optakt til 1864-krigen

Demokratiets indførelse

I 1830 blomstrede revolutionen i Europa, i Paris afsatte man kongen og valgte demokratiet som styreform, dette smittede af på resten af Europa. I Danmark kom det dog ikke til uroligheder men den danske konge blev dog nervøs, og gik med til at oprette rådgivende stænderforsamlinger. I

1834 [2] blev aftalen underskrevet, og der blev oprettet 4 rådgivende stænderforsamlinger i Danmark, en for øerne, en for Jylland, og både Slesvig og Holsten fik hver sin. Der gik dog endnu nogle år før enevælden fuldstændigt blev afskaffet. I 1848 var der endnu en gang oprør i Europa, og sammen med revolutionerne rundt om i Europa spirede også nationalismen frem, og de nationalliberale gik

1

Årstallene vdr. hertugdømmernes indlemmelse i Danmark er fra bog nr. (2) side 7

2

Fra bog nr. (3) side 15

Side 4

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

4 for alvor fremad, mens de konservative blev skubbet mere om i baggrunden. I Europa kunne man for alvor føle at folkets magt voksede, og den enevældige konge kunne ikke længere over høre fol-kets stemme. Langsomt nåede den nationale begejstring også Slesvig-Holsten, og den 18 marts [3] samledes stænderforsamlingerne fra Slesvig og Holsten. På mødet anbefalede en tysk liberal sagfø-rer, Theodor Olshausen, at Slesvig-Holsten skulle bryde med Danmark og at et demokratisk Sles-vig-Holsten skulle tilslutte sig det tyske forbund. Han udtalte også: ”Danskerne er et dovent, dvask

og usammenhængende folk.”^{4} Da dette citat blev trykt i de danske aviser, fik det den danske natio-

nal stemning til at blusse op. Dette medførte at de nationalliberale, med Orla Lehmann i spidsen sammenkaldte til et folkemøde, her holdt Orla Lehmann en tale som opfordrede til at man forlangte at kongen (Frederik d.7 [5]) skulle udnævne nye ministre, som var mere kompetente. Han siger i sin tale at Danmark for længe har set åndsfraværende til mens Slesvig og Holsten har gjort klar til at bryde med Danmark, og tilslutte sig det tyske forbund. Han slutter sin tale med: ”Hvis det danske folk ikke nu i denne sidste time mander sig op til en modig, en endrægtig, højsindet beslutning, så vil Danmark gå til grunde - så vil det ikke blot falde, men falde uden ære”. [6]

Hvis man ser dette i lyset af at national følelsen for alvor tog fart i Danmark, kan man bedre forstå at 12-15.000 menne-sker den 21. marts, dagen efter mødet, marcherede til Christiansborg for at fremsætte deres krav.

For danskerne var for alvor begyndt at føle sig danske, og hvis Danmark skulle falde uden ære ville det være et alvorligt knæk på nationalfølelsen. Folket fik deres krav opfyldt. Man gik nu i gang med at lede efter nye ministre som ville tilfredsstille den nationalliberale stemning.

Dagen efter, den 22. marts, ankom der en deputation fra Slesvig-Holsten, og sammen med dem et brev til kongen, fra prinsen af Nør, om at han var blevet tilbudt at stå i spidsen for det Holsten-slesvigske oprør, men at han dog ville afholde sig fra dette, hvis kongen mødte alle Slesvig- Holstens krav. Dette ultimatum gjorde kongen rasende, og han tilkaldte sin tidligere minister A.W Molkthe, og bad ham danne en regering sammen med de ledende nationalliberale. Han meddelte regeringen ville være ansvarlig for den førte politik, og at han frem over kun ville være konstitutio-nel monark. Kongen havde givet efter for folket, og i høj grad nationalisme, og indså at folkets fyr-stekærlighed var blevet erstattet med en ny nationalfølelse, og fædrelandskærlighed. Man kan vel sige at hvis folk skulle dø for deres land, ville de også selv være med til at bestemme over det, i form af demokrati. Med et var enevældet afskaffet. Dagen efter fremsatte Slesvig-Holsten deres

3

Fra bog nr. (3) side 38

4

Fra bog nr. (3) side 39

5

Frederik d. 7 var meget populær blandt det almindelig folk i Danmark, kongen var rundt om i provinsen elsket som

den jævne, ærkedanske ”Frederik folkekær”.
6

Fra Orla Lehmanns tale ved casinomødet 20.marts 1848. Kilde nr. 14 i bog nr. (3).

Side 5

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

5 krav overfor kongen, som dog henviste til den nye regering (marts ministeriet). Deres krav gik først og fremmest ud på en demokratisk forfatning i et samlet Slesvig-Holsten, og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Senere meddelt Orla Lehmann på regeringens vegne at disse krav ikke kunne i mødekommes. Hvilket er logisk nok da der i regeringen var mange der gik ind for den såkaldte

                        7
”Danmark til Ejderen” politik. Og dette blev starten på 3 –års krigen.

3-års krigen

Allerede dagen efter at Slesvig-Holsten havde fået afslag på deres krav, dannede de en provisorisk regering, da de mente at deres hertug (Frederik d. 7) var underlagt en fjendsk regering. Slesvig- Holsten tog altså sagerne i egen hånd og søgte om Slesvigs optagelse i det Tyske Forbund, dog blev Nordslesvig tilbudt at stemme om hvor de ville høre til, det tyske forbund, eller Danmark. Denne løsning ville Danmark dog ikke godtage, og man gjorde de danske tropper klar til kamp. D 9. april stod det første slag ved Bov [8], den danske hær var klart overlegne, og dagen efter blev de sejrende tropper jublende modtaget i Flensborg. Men efterhånden som de rykkede syd på blev stemningen dog mere fjendsk. Den danske borgerkrig var i gang. Nationalismen spillede en stor rolle i krigen, og 3-års krigen var i høj grad folkets krig, man gik nu ikke længere i døden for fyrsten, som ellers hidtil, nu døde man for Danmark, en langt mere ærefuld død. Slesvig var et splittet hertugdømme, med både danskere og tyskere, som hver i sær satte sig til modværge overfor den anden nationalitets tropper. Og 3-års krigen kom hovedsageligt til at handle om hvor Slesvigerne skulle høre til. Der skete dog en afgørende vending i krigen da både den tyske forbundsdag og Preussen besluttede at sende tropper til krigen, for at kæmpe på Slesvig-Holstens side. Den 23 april måtte den undertallige danske hær efter hård kamp trække sig tilbage til Als, og nord for Kongeåen.

Selv om Danmark havde lidt et nederlag levede kampånden dog videre. Denne kampgejst er senere blevet omtalt som ”Ånden fra 48”, den ramte begge parter i krigen, som nærmest oplevede den som helt euforisk. Orla Lehmann skriver i et brev til sin hustru b. la.: ” Det er ikke mig, men det hele Danmark, lige fra den mest egennyttige pengemand og til den fattige lazaron, der siger, at hvad der så end må komme, har folkeånden rejst sig til den herligste bevidsthed, og at om så Danmarks sidste time er kommet, så skal det falde med ære og med den stolte trøst, at vor heroiske tragedie skal stå i historien som en opløftende katastrofe fuld af højhed og glans. Der er ikke en dansker, som jo ikke

er stolt af at være dansk…”.^{9} Det er ikke kun Orla Lehmanns opfattelse af krigen, over hele landet

7

Gik ind for at Danmarks grænse skulle rykkes til floden Ejderen, altså at Slesvig skulle indlemmes i kongeriget Dan-

mark.
8

By nord for Flensborg

9

Fra brev om ånden fra 48, fra Orla Lehmann til hans hustru, kilde nr. 20 i bog nr. (3).

Side 6

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

6 deltes denne mening. Man kan sige at begrebet fædrelandskærlighed for alvor træder i kraft, og na-tionalismen har for alvor slået rødder i det danske sind, og det er blevet endnu vigtigere at være

dansk. Hvilket også understreges af at Faber og Hornemanns sang, ”Den gang jeg drog af sted”^{10}

bliver en national plage, både i militæret og blandt den øvrige befolkning. Sangen har en munter melodi med en klar forherligelse af soldatens pligt til at tage i krig. I sangen indgår selvfølgelig en nedgørelse af tysken, og alle dem der ikke er villige til at kæmpe for deres land. I sangen indgår også vigtige nationale ting som Dannebrog og det danske sprog nævnes også. I august 48 indgår man, med engelsk mægling, våbenhvile, den holder dog kun i 7 måneder. I april 1849 blussede kri-gen op igen, det gik dårligt for Danmark og det meste af Jylland var besat. Det lykkedes dog, d. 6 juli, general Rye at slå de 14.000 [11]

Slesvig-holstenere på flugt fra Fredericia. Dette styrkede den danske moral, og håbet steg blandt dansken. Herefter gennemtvang Preussen en våbenstilstand, med aftale om at Nordslesvig skulle besættes af svensk-norske tropper, og Sydslesvig af preussiske. Et år efter i 1850 sluttede Danmark endelig fred med Preussen og det tyske forbund, aftalen blev bakket op af alle europæiske stormagter. Slesvig-Holsten gav dog ikke op, og kæmpede videre uden støtte fra Preussen og det tyske forbund. Dette første til det blodigste slag i nordens historie, nemlig slaget ved Isted. Kort efter opløste den Slesvigske regering dog sig selv, hårdt presset af Preussen og Øst-rig. Danmark havde vundet krigen.

Selv om krigen var slut var konflikten langt fra løst, der var blot blevet lagt låg på. Hvis man ser kritisk på fredsslutningen, kan man vel sige at krigen slet ikke var kommet til en afslutning, man stod stadig med de samme politiske og nationale problemer som da krigen startede. Danmark havde egentlig ikke vundet, for krigen var ikke afgjort, og der var egentlig ikke indgået en ordentlig freds-aftale, blot en form for våbenhvile til krigen atter blusede op i 1864.

Sprogstriden

Sproget er tæt knyttet til nationalismen, og mange mener at et kriterium for at være dansk er at man kan sproget. Det blev vigtigt for folket at føle sig som en del af et fællesskab, med fælles historie, sprog, territorium, og en opfattelse af at have de samme egenskaber og værdier. Nationalfølelsen startede for alvor under Napoleonskrigene, som fremkaldte et sammenhold, man havde en fælles fjende, Frankrig, og dette skabte for alvor fællesskabsfølelse rundt om i Europa. I Danmark havde man i mange år talt både tysk og dansk, på lige fod, uden at nogen havde haft noget problem med det, men efterhånden som nationalfølelsen blev almindelig blandt masserne blev dette til et pro-

10

Tekst E. Hornemann musik P. Faber udgivet 10 april 1848, også kaldet ”Den tapre landsoldat”

11

Kilde bog nr. (3) side 57

Side 7

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

7 blem. Som der står i bogen ”Den danske revolution”: ”En sådan nationalfølelse bliver ført politisk,

                                           12
når et folk føler sig forhånet eller truet af et andet.”

Og det var præcis hvad Danmark følte sig, efterhånden som Slesvig og Holsten ønskede sig adskilt fra Danmark, frygtede Danmark for at mi-ste en betydelig del af sit territorium. Det nye fjendebillede i form af den tysktalende del af Slesvig- Holsten, gjorde nationalfølelsen endnu stærkere, og sammenholdet om alt der var dansk voksede.

Man værnede om de danske værdier, så som sproget. Stridighederne i det dansk-tysk talende Sles-vig blussede for alvor op i 1842, da Hiort Lorenzen en Slesvigsk tilhænger af Orla Lehmanns ”Danmark til Ejderen” politik, nægtede at tale tysk i den Slesvigske stænderforsamling. Forsamlin-gen ville dog ikke acceptere dette, og bad ham holde op, til det svarede han: ”Skal jeg holde op for-

di jeg taler dansk?”^{13} Til dette svarede forsamlingen ja. Dette skabte for alvor opstandelse i konge-

riget Danmark, som følte deres nationalitet blev krænket på det groveste, det var da også alminde-ligt kendt at mange af de tysk talende opfattede dansk som et almuesprog [14] i forhold til det tyske. På begge sider blev linjerne trukket op, på den danske side dannede man ”Den Slesvigske forening”

som holdt kæmpe folkemøder på Skamlingsbanken^{15}. Omkring 10.000 mennesker mødte op for at

høre de mange talere, b. la. holdt Grundtvig en lang tale hvor han hyldede Hiort Lorenzen som den genopstandne ”Holger Danske”, et anerkendt national symbol. Konflikten var sat på spidsen, og danskerne, såvel som tyskerne var rede til at kæmpe for deres sprog. Hvilket kom til udtryk i 3- årskrigen.

I mellemkrigstiden var sproget stadig et vigtigt emne, og der blev gennemført en hårdhændet for-danskningsproces i Slesvig. Dette indebar indførelsen af de Regenburgske [16] sprogreskripter, disse reskripter indebar at dansk skulle være det enerådige sprog i Nordslesvig, i mellem Slesvig skulle undervisningssproget være dansk og der skulle prædikes på dansk i kirken. Disse reskripter vakte stor opstandelse blandt den tyske del af befolkningen, og endnu en gang blussede stridighederne op.

Konflikten i 1864

Da krigen brød ud i 1864 var der altså mange grunde hertil. Politisk havde der i mange år kørt et magtspil om hertugdømmernes relation til Danmark, og man var ikke villig til at opgive dette terri-torium. Ydermere spillede det nye demokrati en stor rolle, da hertugdømmerne længe havde ønsket en fri forfatning, men ikke fik dette ønske opfyldt. Selv om Danmark havde fået en grundlov, om

12

Fra bog nr. (3) side 28

13

Fra bog nr. (3) side 32

14

Sprog for almindelig landbefolkning, altså ulærde folk

15

Område syd for Kolding

16

Opkaldt efter August Regensburg, som var leder af depardamentet for kultur-, kirke-, og skole anliggender i Slesvig.

Side 8

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

8 fattede den ikke hertugdømmerne som stadig måtte trækkes med stænderforsamlingerne. Nationa-lismen var en vigtig del af kampen, og folkets mening var for alvor blevet gældende. Alle parter ønskede en klar adskillelse af hvad der var dansk og tysk, altså enten en indlemmelse af hertug-dømmerne, eller et selvstændigt Slesvig-Holsten. Men først og fremmest førte disse konflikter til krigen i 1848-50, og 1864 krigen skal ses som en direkte fortsættelse af denne uafklarede stridig-hed. I mellemkrigsårene blev der ikke gjort noget for at løse konflikten, tvært imod blev der puttet mere brænde på det allerede flammende bål med de nye fordanskningsprocesser. Skylden til denne konflikt ligger nok hos den danske regering, som midt i den store omvæltning fra enevælde til de-mokrati, begik en række fejl. Set i bakspejlet kan man sige at i sit forsøg på at behage masserne, og stille alle tilfredse, undgik de at komme med en klar politik udtalelse omkring hertugdømmerne.

Den nationale følelse blandt folket fik for stor vægt, og regeringen lod sig styre af folkets euforiske kampgejst. Man var opfyldt af tro på den danske hærs kunnen da man lidt fejlagtigt mente at vi havde vundet 3-års krigen, og man mente derfor at vi kunne gøre det igen. Opfyldt af denne danske stolthed gik man til kamp for at sikre danskheden i Slesvig.

Krigen i 1864

Begrundelsen for krig

Set fra nutidens synspunkt kan man tydeligt se at situationen var uholdbar, preusserne, med Otto von Bismarck [17] i spidsen, havde længe haft en krigsplan mod Danmark liggende klar. Der var inter-ne stridigheder i Preussen, og Bismarck mente at en lille ”let” krig mod Danmark, ville styrke lan-det, og moralen bland indbyggerne. Det eneste Bismarck manglede var en god undskyldning for at bryde londontraktaten. [18] Denne undskyldning kom i november 1863 da den nye konge, Christian d.

9, underskrev novemberforfatningen. [19] Dette var et direkte brud på fredsaftalen fra 1852, og derved bortfaldt Danmarks støtter rundt om i Europa. Novemberforfatningen brød også med det løfte Chri-stian d. 1 gav i 1460, om at hertugdømmerne aldrig måtte deles. [20]

I januar 1864 gav Preussen og

Østrig, Danmark et ultimatum, novemberforfatningen skulle ophæves inden 48 timer. Det blev den ikke, og Bismarck fik den krig han ønskede sig.

17

Ministerpræsident i Preussen fra 1862

18

London aftalerne blev indgået i 1852, heri garanterede Østrig, Frankrig, England, Preussen, Rusland, Sverige og

Norge, at status quo før 1848 skulle bibeholdes. Danmarks forhold til hertugdømmerne skulle ikke ændre.
19

Forfatning der gav Holsten egen lovgivning og egen hær, men knyttede Slesvig tættere til Danmark via en fælles

forfatning.
20

Kilde bog nr. (2) side 7

Side 9

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

9

Tilbagetrækningen fra Dannevirke

Den 1 februar rykkede de preussisk-østrigske soldater ind i Slesvig, og Danmarks hær stod klar ved Dannevirke fæstningen. Dannevirke havde altid været Danmarks forsvarsværk mod folkene fra syd.

Dannevirkes beliggenhed var optimal, mod øst afskar Slien [21] vejen, og mod vest gjorde marskens vådområder det umuligt for fjender at forcere Dannevirke stillingen. I befolkningen var der da også den opfattelse at Dannevirke var en uindtagelig fæstning, og 1800-tallets romantiske strømning havde gjort fæstningen til et nationalsymbol. Men fæstningen var ikke uindtagelig, tværtimod. De mange planlagte reparationer og forbedringer af stillingen var slet ikke færdige, og soldaterne var

for få til at befæste den 7 km^{22} lange forsvarslinje ordentligt. Ydermere indtraf en anden uheldig-

hed, nemlig frostvejr. Dette betød at Dannevirkes ellers så effektive forsvars anlæg mod øst og vest, frøs til is, hvilket gjorde det muligt for fjenden at trænge bag om stillingen. Det var general de Meza der havde kommandoen over Dannevirke, og han havde fra kongens side fået ordre på at: ”Danne-virke skulle forsvares, men hæren skulle bevares intakt – i hvert fald ind til midt på foråret.” [23] De Meza indså hurtigt at Dannevirke ikke var bygget til en vinterkrig, og indkaldte derfor d. 4 februar til krigsråd, her stemte alle generaler, på nær en, for tilbagetrækningen fra Dannevirke. Og sådan blev det. Aften efter, i ly af mørket, begyndte den danske hær tilbagetrækningen til Dybbøl stillin-gen på Als.

Dannevirke var opgivet, nærmest uden kamp, hvilket selvfølgelig skabt røre blandt folket. Folket var så forblændet af deres stolthed for fædrelandet, at de glemte at se rømningen i et større forsvars perspektiv. F.eks. skriver avisen fædrelandet den 6 februar følgende: ” Hæren har ingen tillid til disse mænd, ærlig dansk og ægte national som den er, med den inderligste lyst og bedste vilje til at kæmpe for fædrelandet, har den ret til hverken at se reaktionære hylere eller feje krystere imellem

sine førere…”^{24} og løsningen på problemet se således: ” …Så snart lejlighed gives, fremad igen

under bedre førere, for at vinde Slesvig tilbage, eller i det mindste afvaske med blod den sorte plet den 5 februar [25] har sat på Danmarks blanke skjold.” [26]

Disse meninger deltes af mange i befolknin-gen, Dannevirke havde været et nationalsymbol, og at man uden videre opgav det uden kamp, var skammeligt, og en skændsel for nationalismen. I dag kan vi dog godt se at det nok har været det klogeste træk, og hvis Dannevirke ikke var blev forladt, havde krigen nok fået en hurtigere afslut-ning. Men i 1864 var dette et alvorligt knæk på nationalismen.

21

40 km lang fjord i Slesvig-Holsten

22

Kilde: www.milhist.dk

23

Kilde bog nr. (2) side 24

24

Kilde bog nr. (3) side 149

25

Aften for tilbagetrækningen

26

Kilde bog nr. (3) side 149

Side 10

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

10

Dybbøl banke

Omkring den 7 februar var den danske hær på plads i de 10 skanser ved Dybbøl, fæstningen ligger godt strategisk, med Vemmingbund og Als Sund som klarer afgrænsninger. [27] Ydermere ligger byen Sønderborg i baglandet, og man kan nemt trække sig tilbage til Als, eller Fyn hvis det skulle blive nødvendigt. De 10 skanser, som var forbundet med løbegange var dog langt fra færdig byggede, reparationer og forbedringer af dem var planlagt, men var ikke færdige. Heldigvis havde preusserne og østrigerne også travl med at gøre deres hære klar til kampen ved Dybbøl, så hele februar skete der stort set ikke noget, bort set fra få forposttræfninger. Danskerne havde opstillet forpostkæder for at prøve at holde så meget terræn som muligt, men tyskerne fik dog hurtigt overvundet de danske forposter, og indtog terrænet ved Bøffelkobbel og Stenderup skov foran skanserne [28]. Imens forbe-redte de danske soldater Dybbøl skanserne så meget som muligt. I marts måned begyndte fjenden for alvor at røre på sig og kampen om forpost terrænet intensiveredes. Dybbøl skanserne lå ideelt højt oppe, med et stort skud felt foran, så et hvert overilet stormløb på dansken ville være umuligt. [29] Den danske stilling skulle simpelthen gøres sårbar, så preusserne opstillede et kanonbatteri på Bro-agerland, på den modsatte side af Væmmingbund. Den 15. marts startede beskydningen af de dan-ske skanser, med de nye langtrækkende riflede kanoner [30], batteriet lå optimalt da men herfra skød ind langs med skanserne, og ikke frontalt på. Man havde nu nærmest belejret Dybbøl, som var om-ringet af preussere på begge sider. Bombardementet fra Broagerland var ikke så ødelæggende, og bortset fra et par få fuldtræffere krævede beskydningen ikke mange ofre, og de forsagede skader kunne hurtigt udbedres. Den største effekt var på soldaternes nerver og moral, den næsten konstante beskydning var nok til at give de fleste en smule dårlige nerver.

Den 17 marts gjorde dansken et fremstød, hvilket blot førte til at preusserne vandt endnu mere ter-ræn, og kom helt tæt på skanserne. På venstre siden af den danske fæstning var preusserne begyndt at grave sig ned, der gravede skyttegrave parallelt med de danske, og forbandt dem med zigzag lø-begange. De kunne nu bevæge sig mellem skyttegravene uden at blive udsat for direkte beskydning, og deres frontlinje rykkede stadig tættere og tættere på Dybbøl stillingen. [31] Samtidig med kampene

27

Se evt. vedlagt kort

28

Se evt. vedlagt kort

29

Kilde: bog nr. (1) side 69

30

Riflingen gjorde de preussiske kanoner mere præcise, dog lå Dybbøl lige præcis så langt væk, som var kanonens max.

rækkevidde, så træfsikkerheden var ikke helt i top.
31

Der er noget usikkerhed om hvornår preussernes nedgravning begyndte, bog nr. (1) siger i starten af marts, mens bog nr. (2) siger starten af april.

Side 11

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

11 ved Dybbøl var østrigerne rykket nord på og havde besat Jylland, helt op til Limfjorden. [32] Den 2.

april planlagde preusserne et overraskelsesangreb, en landsætningsstyrke skulle fortage en landgang på Als, og dermed falde de danske forsvarer i ryggen. Men vejret blev for dårligt og landgangen måtte afblæses. [33] Nu intensiverede preusserne beskydningen, de var klar over at de måtte lave et frontalt stormløb, og var ude på at svække skanserne så meget som muligt. Bomberne faldt uafbrudt fra begge sider, og kostede mange livet, der var ikke længere tid til at udbedre skaderne mellem bombardementerne, og langsomt blev de danske skanser skudt i stykker. Samtidig rykkede de preussiske styrker fremad, og var nu kun 300 meter fra forsvarsværket. Til sidst var danskernes mo-ral og modstands kraft stærkt svækket, man trak de danske styrker fra als og Fredericia frem i skan-serne, for der var ingen tvivl om at et stormløb var nært forstående. Bombardementet fortsatte i 16 dage, før stormløbet kom. De danske generaler tiggede regeringen om at få lov til at trække deres styrker tilbage til Fyn, men regeringen afslog, ”Dybbøl må forsvares til det yderste”. [34] Fredsfor-handlinger i London var under opsejling og den danske regering ønskede at stå så stærkt som mu-ligt, derfor var det vigtigt at bevare herredømmet over Dybbøl.

Den 18. april kom stormløbet. Allerede kl. 4 om morgen starter preusserne deres kanon beskydning af skanserne, og i de næste 6 timer affyres granaterne med 3 sek. mellemrum. Danskerne trak sig tilbage fra skanserne og søgte sikkerhed længere bagude. Kl 10 præcis ophørte bombardementet, og nu væltede de preussiske soldater frem mod Dybbøl skanserne. Det var et sandt kapløb mellem Preusserne og danskerne, som havde ligget i sikkerhed, om hvem der nåede først frem til skanserne.

Men danskerne var i klart undertal, medtaget efter mange måneders beskydning, og alt for uforbe-redte på dette stormløb, og en efter en faldt skanserne. Soldaterne i skanserne skulle for længst have haft hjælp af 8. brigade som lå klar i baglandet, men stormen gik så hurtigt at de alt for sent kom til undsætning. De kæmpede bragt og det lykkedes dem at bremse preussernes fremtogt en smule, en overgang stødte de næsten frem til Dybbøl Mølle. Men til sidst måtte de give op, og følge resten af de danske troppers tilbagetrækning til Als. Allerede tidligt på eftermiddagen var nederlaget klart, de danske tab løb op i ca. 5000 mand [35], fra Als kan de se de tyske troppers jubel i de tidligere danske

skanser.^{36} Dybbøl banke er tabt.

Krigens afslutning

32

Kilde: bog nr. (3) side 66

33

Nogen steder står der det var pga. sne, andre steder pga. vind.

34

Regeringens svar telegram på generalernes anmodning om tilbage trækning, kilde: bog nr. (1) side 73

35

Tabet består af døde sårede, og tilfangetagne. Største delen af tabet udgøres af fanger.

36

Kilde: bog nr. (1) side 78

Side 12

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

12

Fredsforhandlingerne startede i London d. 25 april , og efter tre ugers forhandlinger blev man enige om våbenhvile, som trådte i kraft 12 maj. Nu gik man i gang med de egentlige forhandlinger, der var mange forslag på hvordan hertugdømmerne skulle deles. De danske repræsentanter havde fået besked på ikke at gå med til en grænse der kom til at ligge nord for Ejderen. Preusserne sad med de bedste kort, da de havde erobret Dybbøl og meget af Jylland. Men danskerne nægtede at gå med til forslaget om en grænse mellem Husum og Slesvig, Danmark ville have hele Slesvig [37]. Og den 25 juni brød forhandlingerne sammen, og krigen brød ud igen. 4 dage senere erobrede Preussen Als, og hele Jylland. Dette væltede de sidste forhåbninger om dansk sejr, regeringen blev tvunget til at gå af, og man bad om nye fredsforhandlinger. Den 20 juli indgik man våbenhvile, og så kunne freds-forhandlingerne starte i Wien. Danmark prøvede først at argumentere for en nationalitets bestemt deling af Slesvig, derefter for en garanti for behandlingen af de dansksindede i Slesvig, men uden held. Konsekvensen blev at Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen. Dan-

mark havde for alvor tabt, og med et var Danmarks areal formindsket med 1/3 del, og helstaten var

nu kun en nationalstat.

Alt i alt havde Danmark ført en umulig krig og tabt, vi havde brugt forældet militær teknik, og var blevet taget på sengen. Danmark havde lidt store tab, både menneskeligt, materielt, geografisk og ikke mindst moralsk. Set i bakspejlet kunne de fleste godt se at nederlaget var fortjent, og at man havde handlet overmodigt og overilet.

Krigens eftervirkninger

National opfattelsen efter 1864

Danskhed havde fået et ordentlig knæk, og man skammede sig over krigens udfald. Den krig man ellers havde gået ind i med ildhu og tro på sejr, blev nu i befolkningen opfattet som alvorlig fejl, og man kunne set i bakspejlet ryste på hovedet af mange af de tåbelige beslutninger som regeringen og generalerne havde truffet. Folk var ikke længere så forblændet af nationalismen, og ikke mindst var den danske offervilje så godt som forsvundet. Man var ikke længere så villig til at ofre sig for det fædreland, man før havde været så stolt af. Men dette var dog ikke noget man talte om, og over alt i befolkningen blev der lige som lagt låg på skandalen. I mange af de historiebøger man anvendte efter 1864, lagde man vægt på at det nærmest ikke var Danmarks overmod der førte til nederlag men det faktum at tyskernes våbenteknologi var mere udviklet, og at danskerne havde kæmpet ale-

37

Til sidst lod regeringen faktisk kongen vælge om man ville gå med til en såkaldt voldgift, hvor et uvildig part skulle fast sætte grænsen. Kongen sagde dog nej til forslaget.

Side 13

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

13 ne uden hjælp fra nabolandene. Der bliver også lagt vægt på at Danmark hurtigt kom sig økono-misk, og på den måde var det en lille sejr. [38]

Men på det nationale plan var det dog et nederlag, hvil-ket de fleste også erkendte senere, og den danske national ånd, ånden fra 48 om man vil, var ikke længere den samme. Nogen mener at dette forklare hvorfor vi uden videre lod os besætte af tysker-ne i 1939, danskerne ville simpelthen ikke ofre sig for en krig som ville være tabt på forhånd. Man havde én gang i 1864, ladet sig tro at man kunne vinde en krig på nationalisme og ånd, den fejl ville vi ikke begå to gange. Nationalismen eksisterede stadig, og folk var stadig glade for at kunne kalde sig danske, der blev bare lagt vægt på nogle andre værdier, end de militære. Man koncentrerede sig om ældre historie, og på Danmarks glorværdige oldtid. Man fortrængte nederlaget, og fremhævede sejrene.

Nationalsymboler

Under de slesvigske krige opstod der mange nationalsymboler, i og med at nationalisme for alvor havde vundet frem havde folk brug for nogle konkrete ting at forbinde Danmark med. Under de mange slag var der mange helte man kunne fremhæve, og andre ting som blev et symbol på Dan-marks triumfer. Fra 3-års krigen har man f.eks. Isted Løven, som er et minde om slaget ved Isted, et af de blodigste i nordens historie, som Danmark vandt. Tre års krigen bliver faktisk tit fremhævet som en fantastisk bedrift, da det jo var en af de krige vi ”vandt”. Krigen har helt klart spillet en stor rolle i den danske selvopfattelse, da det var under denne at nationalismen for alvor gjorde sig gæl-dende. Ydermere har tysken altid været en slags arvefjende, og en sejr over dem er værd at mindes med stolthed. Og i et lille land som Danmark uden de store nationale bedrifter i nyere tid, er en sejr, uanset omstændighederne, værd at tage med.

Selv om krigen i 1864 blev tabt, er der dog også nationalsymboler fra denne. Lige netop fordi vi tabte har det været vigtigt at fremhæve de gode/ærefulde ting i krigen. Et af de mest kendte natio-nalsymboler i Danmark er Dybbøl Mølle. Møllen som har spillet en central rolle i begge de slesvig-ske krige, er i dag restaureret og står som evigt minde på kampen om Sønderjylland. På en inskrip-

tion på møllen står der: ”Tvende gange skudt i grus, atter rejst som Møllehus.^{39} ” Møllen påminder

os om de mange årtiers stridigheder om Sønderjylland, og markere afslutningen på Danmark som helstat. Inskriptionen på møllen minder folk om, at hvis møllen kunne rejses igen efter sådan et ne-derlag, så kan Danmark også. I de 56 år møllen var under tysk herredømme blev den et symbol på sønderjydernes trofaste danskhed og et håb om genforening. I en skildring fra 1878 skriver Holger

38

Fra Blochs: lærebog i Danmarks, Norges og Sveriges historie. Kilde: bog nr. (1) side 112

39

Kilde: bog nr. (4) side 270

Side 14

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

14

Drachmann også: ” Står den ikke der, lyslevende, sej og kraftig i sin overbevisning om at stå på sin

                                       40
ret, til trods for at den står på fjendens grund?”

Møllen lagde også baggrund til genforeningen i

1920, og har siden de slesvigske krige været et symbol på dansk udholdenhed og trofasthed.

Samtiden og nutidens syn på krigen

Holdningerne til krigen i 1864 har ændret sig markant i gennem tiden. Ved krigens start var det me-ste af Danmarks befolkning overbevist om at denne krig ville bringe Danmark ære, det er til dels nationalismens skyld. Ved krigens start var håbet højt, man var enig i at preusserne måtte bekæm-pes, for at forsvare nogle nationalistiske værdier. Krigen kom i begyndelsen af demokratiets indfø-relse, så dette fungerede ikke optimalt, og i dag ville mange af de politiske fejltagelser ikke kunne lade sig gøre. Men først og fremmest kunne krigen være undgået, hvis man havde fået afslutte 3-års krigen ordentligt. Det blev aldrig klart for befolkningen hvor dårlige vores forudsætninger for at vinde var, da de fleste bare levede med på det sidste af ånden fra 48’. Da krigen var tabt, og freden afgjort, ændredes folks syn på krigen. Man skammede sig lidt over Danmarks nederlag, og uduelig-hed i fredsforhandlingerne, og man indså at man måske havde stilet for højt. Man snakkede ikke om krigen, og prøvede at tie den ihjel. Historiebøgerne fokuserede på andre, mere glorværdige perioder, og befolkningen slikkede sårene. Der er ingen tvivl om at folk følte sig mere personligt ramt af ne-derlaget, end tidligere.

Med demokratiets indførelse fik folket jo medbestemmelse, og dermed var det indirekte lige så me-get deres skyld at vi tabte. I dag ser vi anderledes på krigen, i og med den er kommet så mange år på afstand, er det ikke længere noget tabu. Og de fleste danskere i dag, vil nok erkende at det var vores egen dumhed der førte til nederlaget. Vi er selvfølgelig også så heldige at kunne se det hele i bag-klogskabens lys, og dermed mere præcist sige hvad vi gjorde galt. I de fleste af de nye tekster og bøger om krigen, prøver man da heller ikke at tørrer skylden af på andre, man erkender åbent at det var Danmarks indførelse sprogreskripter, fri forfatning, og andre ting der gjorde udfaldet. I dag er krigen kommet så meget på afstand at det er okay at sige vi tog fejl, og at de beslutninger der blev truffet var forkerte, uden at det fornærmer nogen. Men som Olaf Søndberg skriver, vi afprøvede mulighederne, og hvis Slesvig bare var blevet delt på en fredelig måde var oprøret nok kommet

        41
alligevel.

Konklusion:

40

Kilde: bog nr. (5) side 10

41

Kilde: bog nr. (3) side 69 (ikke direkte citat)

Side 15

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

15

I dag erkender vi alle at vi gik ind i krigen, i 1864, med minimale vinder chancer. At kongen, politi-kerne, og til dels folket handlede overilet, og at krigen med diplomati og en simpel folkeafstemning kunne være undgået. Dog skal man huske på at da beslutningerne blev truffet var konteksten en anden. Folket og politikerne var fyldt af nationalisme, og tyskerne var en arvefjende man ikke ville tabe til. Ydermere var situationen yderst anspændt, og man kan derfor ikke med sikkerhed sige at krigen kunne være afværget.

Det er også vigtigt at huske på hvor meget 1864 har præget danskernes selvopfattelse gennem tiden og der har ikke været krig i Danmark siden 1864. Også vores opfattelse af danskhed, og det at være dansker er præget af 1864. Nationalismen opstod under de slesvigske krige, og mange af slagsange-ne og monumenterne er i dag nationalsymboler. Det fremmer altid det nationale sammenhold at have en fælles fjende, hvilket Danmark i høj grad havde i 1800-tallet. Med demokratiets indførelse, blev hvert enkelt individ indirekte ansvarlig for landets politik, hvilket også knyttede folk tættere til deres fædreland. Danmark overgik fra enevælde til demokrati uden uroligheder, så krigen kan også opfattes som en del af de uroligheder der normalt er i forbindelse med en revolution. Når folk får indflydelse på deres land, føler de også et ansvar for landet, dermed vil folk gøre mere får at være stolte af deres land, og først og fremmest gøre landet stolt af dem. Derfor var der mange der i 1864 frivilligt meldte sig under fanerne, for at føre krig i folket, fædrelandet, og nationalismens navn.

Litteraturliste:

Primære bøger:

Christensen, John og , Stevnsborg, Henrik; 1864 Fra helstat til nationalstat; Forlaget Emil;1998 (1)

Nielsen, Jørgen Hartung; Dybbølslaget 1864; Åløkke a/s; 1998 (2)

Søndberg, Olaf; Den danske revolution; Systime; 1999 (3)

Sekundære bøger:

Adriansen, Inge; Dybbøl - et dansk og tysk national symbol; sønderjyske årbøger; 1992 (4) Adriansen, Inge; Dybbøl Mølle monument & museum; PE offset, 1997 (5)

Adriansen, Inge; 1864 i samtidens aviser; Gyldendal; 1976

Lindeberg, Lars; Krigen 1864 – De så det ske; Sesam A/S 1989

Hjemmesider:

www.milhist.dk , besøgt den 07/02-07
http://www.1864.dk/skanser, besøgt den 061/02-07

Side 16

[navn fjernet]

2. B Ørestad Gymnasium

Historie opgave: 1864 krigen

16

Billedliste:

Forside billedet forestiller Dybbøl Mølle, det er taget i 2005, af undertegnede.

1: Kort over Sønderjylland; fra ”1864 i samtidens aviser” side 8

2: Kort over Krigsbegivenheder; fra ” Den Danske – Tyske Krig. 1864” side 2.

3: Kort fra Hjemmeside: http://www.milhist.dk/1864/1864/1864_dk

1: Kort over Sønderjylland; fra ”1864 i samtidens aviser” side

2: Kort over Krigsbegivenheder; fra ” Den Danske – Tyske Krig. 1864” side 2.

med Blandt andet: Angrebet ved Mysunde og Belejringen af og stormen på Dybbølstillingen.

3: Kort fra Hjemmeside: http://www.milhist.dk/1864/1864/1864_dk

Med nuværende og forrige grænser.