Danskernes erobring af England

Side 1

Danskernes erobring af England

Indholdsfortegnelse:

Problemformulering: s.3

Præsentation af primære kilder: s.3

1.1: Hvordan var erobringen af England mulig?: s.5

1.2: Hvorfor var erobringen af England mulig?: s.7

1.3: Hvorfor det ikke muligt at bevare magten?: s.8

1.4: Hvordan kan erobringen ses i nutidens England?: s.9

Konklusion s.10

Litteraturliste: s. 11

Bilag:

1: To kort over England, et med en indtegnelse af Danelagen og det andet med Svend Tveskægs erobringsrute i 1013.

2: Uddrag fra Den Angelsaksiske Krønike

Side 2

Danskernes Erobring af England

2

I tiden før år 1000 havde de danske vikinger, som alle de andre skandinaviske vikinger, en tradition med at udplyndre områder, men med år 1000-skiftet ændrede det umiddelbare mål sig til at blive politisk anlagte togter, med det formål at udvide det danske rige. Dette førte til, at danskerne i år 1013 kunne erobre England. Der havde tidligere været flere togter mod England, hvilket førte til, at landet måtte betale store summer i danegæld. Men med Svend Tveskægs styre af Danmark lykkedes det pludseligt danskerne at erobre England og gøre England til et centralt regeringspunkt for danskernes

Nordsøimperium. Dog faldt England tilbage til engelske hænder efter, at Kong Knuds sønner Harald og Hardeknud dør i henholdsvis 1040 og 1042. Dette fører mig til følgende problemformulering og problemstillinger:

Problemformulering:

I tiden omkring det første 1000-skifte lykkedes det de to danske konger Svend Tveskæg og dennes efterfølger Knud den Store at erobre hele England. Men hvordan og hvorfor kunne dette lade sig gøre, eftersom England var blevet samlet som en stat i slutningen af 700-tallet [1] og havde et stort militær til rådighed? Nu da danskerne havde vundet kontrollen over England, hvorfor var det så ikke muligt for dem at oprethold dette Nordsøimperium, som de havde opbygget? Og kan sporene efter denne relativt korte erobringsperiode stadig ses i nutidens England?

1.1: Hvordan var det muligt for vikingerne at erobre England?

1.2: Hvorfor var det muligt at erobre England?

1.3: Hvorfor var det ikke muligt for de danske konger at beholde kontrollen over England?

1.4: Hvordan kan denne erobringsperiode ses i det moderne England?

Primære kilder:

Den danske krønike efter Saxo Grammaticus, oversættelse af Vibeke Winge (København, 2000). Forlag:

Multi Group A/S, udgivet i anledningen af 125 års jubilæet for Fr. G. Knudtzons Bogtrykkeri A/S.

Indeholder desuden indledning af lektor ved Københavns Universitet Anders Leegaard Knudsen og efterord af Peter Daugaard.

Original: skrevet af Saxo Grammaticus i ca. år 1200. I indledningen af Anders Leegaard Knudsen [2] nævnes det, at Saxos generelle fokus er kristendommen og dennes indtræden i Danmark og ligheder mellem Romerriget og Danmark, hvilket kan give bestemte tendenser (hvilket også nævnes i teksten): fx beskriver Saxo meget lidt om selve erobringen af England, men beskriver meget grundigt, hvordan den

1

Det engelske rige indbefattede ikke Wales og Skotland, men der var fred mellem de tre lande.

2

Lektor i historie ved Københavns Universitet

Side 3

Danskernes Erobring af England

3 danske befolkning købte Svend Tveskæg fri fra venderne [3] og hvordan Svend ikke ville vende sig mod gud. Det skal dog ses i lyset af, at det var kirken, der havde finansieret værket, hvorfor der er kraftige tendenser mod kirken. Derudover er Saxos Danmark Krønike skrevet i sagnform og altså ikke i logbogsform som den Angel Saksiske Krønike, dette betyder, at Saxo ikke nævner nogen datoer eller årstal, sandsynligvis fordi, at han ikke kendte dem, derudover har sagnformen også sat et præg på sproget, der har hang til overdrivelser [4]

Dog er Saxo stadig den ældste danske kilde vi har, hvorfor det er interessant at se, hvorledes han har udlagt forskellige handlinger i den danske historie, som de engelske munke, der har forfattet Den Angel Saksiske Krønike også omtaler, her er det naturligvis for opgavens indholds skyld kun relevant at se på perioden, hvor det lykkes Svend Tveskæg og efterfølgeren Knud den Store at erobre England, Knud den Stores sønner, Harald og Hardeknud nævnes ikke i krøniken, hvilket kan skyldes, at Saxo ikke mente, at de to brødre var ”hæderlige” nok til at komme med krøniken, da der fra Hardeknuds side herskede meget jalousi, om dette er tilfældet er dog kun gætteri.

Kilden er naturligvis ikke en førstehåndsberetning, da den beskriver begivenheder, der er fundet sted optil flere århundrede inden krønikens skrivning, men da vikingerne kun sjældent nedfældede informationer om deres samtid [5], så er det primært senere, middelalderlige tekster, der kan beskrive specifikke begivenheder i vikingetiden. Desuden er teksten blevet oversat flere gange: først fra latin til plattysk i 1500-tallet og senere fra plattysk til dansk, hvilket kan give en del oversættelsesfejl, dette er også grund til, at selve teksten i Den Danske Krønike kan variere fra udgave til udgave, da forskellige oversættere har brugt forskellige oplag.

The Anglo-Saxon Chronicle af Dr. J. A. Giles (London, 1847) (noter og oversættelse fra oldengelsk) forlag: Everyman Press (genudgivet på dette forlag i 1912, London)

Original: Krøniken er skrevet af munke ved et kloster i Wessex i gang sat under befaling af Kong Alfred den Store i det 9. århundrede. Dog fortsatte skrivningen også efter kongens død og de sidste optegnelser stammer fra styret under Kong Stephen (1154). Det betyder altså, at kilden er nogenlunde samtidig, da den er skrevet i takt med, at begivenhederne har fundet sted, hvilket også forstærkes af det logbogs-agtige udseende, hvor hvert år starter med ”This Year (…)”, hvordan munkene har fået informationerne kan ikke vides, hvorfor originalen svæver mellem en første- og andenhåndsberetning. Da flere munke på

3

Den Danske Krønike efter Saxo Grammaticus oversat af Vibeke Winge i 2000, tiende bog, forlag: Multi Group: - Om svend:

”Da indløste folket ham for så meget guld som hans vægt var og så meget sølv som hans dobbelte vægt, men da han var løskøbt, vendte han sig alligevel ikke til gud.”.

4

Et eksempel er: ”[Svend] samlede så mange folk sammen, at han fyldte hele vandet mellem Møn og Falster” Dette er naturligvis en overdrivelse, da dette aldrig ville kunne lade sig gøre, men det er typisk for historieskrivningen, og passer til, at Saxo har skrevet sin krønike i små sagn om de forskellige personer.

5

Dog skete det: fx Jellingestenen, der beskriver, at Harald Blåtand samlede hele Danmark og Norge.

Side 4

Danskernes Erobring af England

4 denne tid så det som deres pligt at beskrive en historisk begivenhed, må denne krønike opfattes som meget troværdig i sine datoer og tal. Derved har det fra munkenes side også været hensigten at beskrive denne tidsperiode for eftertiden. Dog skal man huske, at krøniken er blevet skrevet på opfordring af den engelske konge, hvorfor den kan have en vis tendens til den engelske side, men, som det bl.a. ses i beskrivelsen af året 1004 e.kr., er forfatterne af teksten ikke sky for at kritisere det britiske styre, som ifølge krøniken kunne have overvundet Svend i dette tidlige stadie, havde de blot en samlet styrke og der ligges heller ikke skjul på, at England havde interne problemer i perioden op til den danske invasion, hvorfor det må siges, at kilden er meget troværdig. Man skal med denne kilde huske på, at den er oversat fra Oldengelsk og derfor kan optræde oversættelsesfejl, det er dog markeret i teksten hvis J. A.

Giles har været i tvivl om oversættelsen.

1.1: Hvordan var det muligt for vikingerne at erobre England?

Efter flere krigen mod venderne i syd og svenskerne, vælger Svend at lade sig kristne [6]. Hvorefter Saxo beskriver erobringen af England og Norge således: ”Da han havde fået Norge, drog han til England og lavede en aftale med kongen om at han skulle arve ham, når han var død”, hvorefter Saxo forklarer, at Svend indtil sin død ikke svigtede gudstjenesten, her ses det med tydelighed, hvordan Saxo har en klar observans mod kirken.

I den Angel Saksiske Krønike er perioden beskrevet mere dybdegående og siden den allerførste angreb på Lindisfarne i 793 berettes der næsten årligt om danske angreb på den engelske kyst. Herved erobrede danskerne et stort område i Nordengland, som man valgte at kalde Danelagen [7]. Efter flere angreb og interne kampe i England bevægede danskerne sig for første gang længere ind i landet i 1010 og fulgte Themsen og kom så langt som Tempsford ca. 50 km fra London. Men vikingerne var svære at holde styr på for englænderne, så da den engelske hær nåede frem til Tempsford, var vikingerne væk. Dette fænomen beskriver forfatterne af Den Angel Saksiske Krønike således:”(…) and when they (vikingerne red.) were in the east, then was the army detained in the west; and when they were in the south, then was the army in the north.” Om året 1011 siges det i netop nævnte krønike, at vikingerne havde overløbet East Anglia, Essex og Middlesex, samt flere Shire’s [8] omkring London. Det nævnes nu, at

6

Saxo Grammaticus, den danske krønike: – Om Svend ”(…) [Svend] indså, hvor ondt han havde handlet mod sin fader, og at han havde forsmået og forfulgt den kristne tro, og han angrede inderligt (…). Straks derefter var Gud ham atter nådig og gav ham held, thi kong Erik af Sverige, som havde undertvunget sig Danmark, døde (…)”

7

Danelagen: område ved York i England. Navnet betyder der hvor danernes (danskernes) lov gælder. Et kort over Danelagens omtrentlige placering ses i figur 2, bilag 1.

8

De tre nævnte steder er småstater, som England på dette tidspunkt var opdelt i, hver stat var bestyret af en fyrste.

Shire’s er et traditionelt begreb for deling af land i England og engelske kolonier (fx Australien og New Zealand), det er en administrativ enhed, men skal ikke forveksles med de danske kommuner.

Side 5

Danskernes Erobring af England

5

                                                          9
vikingerne bortførte og myrdede ærkebiskoppen af Canterbury, Elfeah

. Dette er altså et kraftigt brud med kristendommen, som ellers havde vundet sit indtog i Danmark og som Saxo i sin tiende bog nævner, at Svend Tveskæg skulle have taget til sig efter krigene mod Sverige. At danskerne altså ikke levede op til kristne værdier i særlig høj grad og ligefrem myrdede en af de højere instanser i kirken, kan være medvirkende til, at Saxo ikke beskriver erobringen af England, da det ville gå i strid mod hans ideal om, at vise hvor stor en rolle kristendommen spillede i det danske samfund. I året 1013 før augustmåned gik danskerne i land ved Sandwich, i det nuværende Kent, denne gang med en enorm hær, hvorfor mange af fyrsterne overgav sig, hvorved danskerne rådede over flere heste og skibe, hvilket gjorde hæren mere mobil, desuden tog vikingerne flere gidsler i de erobrede områder, hvilket øgede deres magtposition. Hæren bevægede mod London og underlagde sig undervejs de vigtige byer Oxford og Winchester, men hovedstaden London overgav sig ikke. Svend vendte i stedet mod vest til

Wallingsford [10], hvorefter han tog mod nord hvor han i de erobrede områder hyldedes som konge og London så sig kort tid efter nødsaget til at overgive sig [11].

Året efter erobringen af England dør Svend Tveskæg og kong Æthelred II genvinder magten over England. Kong Æthelred II dør i år 1016 kort tid før Knud den Store ankommer til London. Den engelske kongesøn Edmund bliver udvalgt som konge og tager kampen op mod danskerne. Efter mange lange kampe lykkes det Knud at komme om bag Londons stærke forsvar, hvorved han langsomt vinder sig ind på Edmund, dog giver en af de engelske rådgivere det råd, at de to konger skal slutte fred, hvorfor Knud bliver tildelt halvdelen af England. Saxo beskriver det nu således, at Knud, efter Edmunds død, skal få hele England [12] og at han 7 år efter sin indsættelse får herredømmet over hele England, fordi

Edmund bliver slået ihjel af to engelske mænd. Dette stemmer dog ikke overens med Den

Angelsaksiske Krønike, der beskriver det således at Kong Edmund dør d. 30. november i år 1015 [13] og Knud derefter gifter sig med dronningeenken, hvorved han får herredømmet over hele England. Gennem aftalen fremstår det som om, at Edmund har holdt meget af Knud, eftersom Knud kan få Edmunds søns retmæssige plads, hvilket ville være meget usandsynligt, hvorfor det virker mere logisk, at Knud gifter sig med enken til Edmund.

9

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1011. ”They beset Canterbury (…) and there they seized Archbishop Elfeah. (…) And the archbishop they kept with them until the time they martyred him”

10

Svends erobringsrute kan ses på det andet kort i bilag 1.

11

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1013: ”Then he went northward to his ships; and all the population fully received him, and considered him full king. The population of London also after this submitted to him (…)”.

12

Den Danske Krønike: - Om Knud ”lavede han (Edmund) en overenskomst med Knud, at denne skulle have halvdelen af England i hans levetid og efter ham det hele.”

13

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1015: “On the feast of St Andrew died King Edmund”. Feast of St Andrew er en skotsk helligdag, som fejres d. 30. november.

Side 6

Danskernes Erobring af England

6

1.2: Hvorfor var det muligt at erobre England?

Selvom England var blevet samlet som et hele i 700-tallet og havde et stort militær, så kunne de altså ikke stå imod angrebene fra Danmark. En af grundende til at danskerne kunne erobre England var, at der var sket en udvikling inden for militæret, der blandt andet begyndte at bruge heste i større omfang, som vikingerne tidligere kun brugte heste til transport [14]. En anden grund, til at England have svært ved at fungere militært på denne tid var, at England indtil 700-tallet var opdelt i en masse små kongeriger, der hver havde sin egen konge. Denne suverænitet blev sat på prøve, da man valgte at samle det hele under én konge. Selvom fyrsterne stadig havde magt over hver deres område, havde de ikke altid lige nemt ved at følge dette system, da deres interesser til tider stred mod kongens, hvorfor der ofte har været kampe mellem lokale fyrster og den samledes hær, som det nævnes nedenfor:

Et eksempel er året 1015 i den Angel Saksiske Krønike, hvor rådmanden Edric lokker 40 skibe fra kongen og giver dem til fjenden. Et andet tilfælde er året 1012, hvor alle de ledende rådgivere af

                                                               15
England mødtes i London før påsken, hvilket i dette år var ”on the ides of april ”, hvilket i den

romerske kalender er den 15. april. En enorm danegæld [16] bliver betalt, dog bliver hæren oprørt, da biskoppen siger, at de ikke skal forvente at få løn (hvilket sandsynligvis har grundet i, at England blev udsultet af de nedbrændte marker, som vikingerne havde efterladt sig og den enorme danegæld).

Munkene skriver også, at mændene var fulde, da der var blevet medbragt vin fra syden. Dette førte til, at de bortførte biskoppen og myrdede ham den 17. april (”on the thirteenth before the calends of may”).

Dette er et tydeligt tegn på et stort fald i moralen blandt den engelske hær.

Da Svend Tveskæg døde i 1014, vælges Knud den Store til konge over England, og den engelske adel skriver til Æthelred II (der på dette tidspunkt befinder sig i Normandiet), at ingen var dem en bedre hersker end deres naturlige konge, men kun hvis han ville lede dem bedre end tidligere [17]. Dette er endnu et meget tydeligt tegn på, at englænderne var meget utilfredse med ledelsen af England. Kong Æthelred II har desuden efter sin død fået tilnavnet ”The unready”, hvilket er en udledning af det oldengelske ord ”unread”, som betyder ”dårlig ledelse” eller ”ingen ledelse”, som ironisk nok bliver puttet bag på hans

14

Dansk Militærhistorie (milhist.dk) skrevet af Gert Laursen ()

15

På denne tid blev den julianske kalender (der blev udviklet under Julius Cæsar) stadig anvendt. Derfor bruges der udtryk som Ides, som betyder halvdelen, her: halvdelen af måneden. Den gregorianske kalender, som vi anvender i dag, kom først til i 1500-tallet.

16

Danegæld var en slags skat, som danskerne pålagde de områder, som de angreb/erobrede. Summerne var store, fx

nævnes det i Den Angel Saksiske Krønike, at kongen ofte betalte mellem 30.000 til 40.000 pund til angriberne.

17

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1014: “(…) They (den engelske adel red.) should send after King Æthelred; saying that no sovereign was dearer to them then their natural lord, if he would govern them better than he did before”

Side 7

Danskernes Erobring af England

7 dårligste eftermæle [18]. Udover dårlig ledelse blev England også ramt af en enorm oversvømmelse:”This year, on the eve of St. Michael’s day, came the great sea-flood, which spread wide over this land, and ran as far up as it never did before, overwhelming many towns, and an innumerable multitude of people” [19]. Dette har sandsynligvis været medvirkende til, at England som land har været svækket mod nye angreb, hvorfor det har været nemmere for Knud den Store at genvinde England, da byer og afgrøder har været ødelagte, hvorfor det kan have været svært at brødføde befolkningen og ikke mindst den engelske hær.

1.3: Hvorfor var det ikke muligt for de danske konger at bevare magten over England?

I 1042 mister Danmark herredømmet over England, da Knud den Stores søn, Hardeknud, dør. Der er flere årsager til, at de danske konger ikke længere kan beholde landet. Kong Knud dør i 1035 [20] grundet sygdom, hvorefter sønnen Harald vælges som konge over England og den anden søn Hardeknud over Danmark og Norge. Om året 1037 nævnes det, at Harald bliver valgt til konge over hele Imperiet fordi Hardeknud opholdt sig for meget i Danmark [21]. I året 1040 dør Kong Harald og den engelske adel sender bud efter Hardeknud, som opholder sig i Flandern. Men da Hardeknud kommer til England bliver han opkrævet skat for alle sin skibe og i sit raseri beder han om, at hans bror Harald bliver gravet op og smidt i grøften [22] Her ser vi altså et tydeligt eksempel på jalousi fra Hardeknuds side, hvilket egentlig som sådan virker meget naturligt, eftersom Hardeknud havde fået frataget sig herredømmet over Danmark og Norge, men dette også har været skadeligt for hans omdømme blandt englænderne, der som sagt havde valgt Harald som konge. I år 1042 dør Hardeknud af sygdom og bliver efterfulgt på tronen af Kong Edward (søn af Æthelred II, bror til Edmund). Derved falder det danske imperium sammen.

Men ikke alene Hardeknuds død var med til at bringe imperiet til fald: Svenskerne angreb flere gange danskerne i Skåne og i Norge forsøger Olav at vinde tronen tilbage og da Hardeknud dør tilfalder tronen over Danmark og Norge den norske Magnus [23]. Tankevækkende er det så, at Magnus ikke arver tronen i England, da han egentlig skulle have arvet hele imperiet. Dette kan skyldes sandsynligvis at den engelske befolkning generelt begyndte at blive utilfredse med det danske styre, for det første på grund af Hardeknuds jalousi af Harald og på grund af flere ulykker under det danske styre: dette indbefatter fx

18

I flg Britannica Encyclopedia ()

19

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1014

20

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1035: “This year died King Knute at Shaftesbury, on the second day before the ides of November”.

21

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1037: “This year men chose Harold king all over; and forsook Hardecanute, because he was too long in Denmark (…)”

22

Anglo-Saxon Chronicle A.D 1040: “He (Hardeknud) ordered the Harold to be dragged up and thrown into a ditch.

23

A History of the Kingdom Denmark, Palle Lauring, Forlaget Høst 1980, København.

Side 8

Danskernes Erobring af England

8

skovbrande i 1032, som ødelagde store skove landområder^{24}, hvilket har gjort det besværligt at fx bygge

nye skibe, da mange af de benyttede træer har været brændt, derudover kom der kraftige vinde i 1039, som ødelagde mange afgrøder, hvilket kan have medvirket til at kornpriserne steg kraftigt i 1040 og fremover. Desuden har de danske konger ikke lige frem haft et godt forhold til kirken, da de under deres erobringstogter brændte flere kirker ned og da kirken har haft en umådelig stor magt i denne tid – ikke mindst blandt befolkningen – kan dette nemt have skadet de danske kongers omdømme. Alle disse forskellige årsager kan altså have været medvirkende til, at den engelske befolkning ikke længere støttede den danske konge og derfor valgte at indsætte den engelske Edward efter Hardeknuds død.

Senere blev England erobret af Wilhelm Erobreren fra Normandiet i 1066 og i samme år forsøger Harald Harðráði af Norge at invadere England, hvilket resulterer i Slaget ved Stamford Bridge, hvor man traditionelt siger, at vikingetiden slutter.

1.4: Hvordan kan denne erobringsperiode ses i nutidens England?

Selvom selve erobringen kun varede fra 1013 til 1042, satte danskerne alligevel et tydeligt præg på England. Dog er prægene ikke kommet i selve regeringsperioden, men fra tiderne op til erobringen, hvor danskerne udførte flere togter, hvorved de vandt sig større og større landområder. Dette skyldes sandsynligvis, at under selve den del af erobringsperioden, hvor der sad en dansk konge på tronen, har den selvsamme konge været underlagt den engelske adel, som på dette tidspunkt ikke bare var indflydelsesrige, men havde en meget stor magt. Derfor er de områder, som er præget kraftigst af danskerne ikke London området, som ellers var det administrative center i Nordsøimperiet, men derimod de mindre områder syd for den daværende grænse til Skotland. En af de tydeligste måder, hvorpå denne erobringsperiode kan ses, er i stednavnene i det område, der blev kaldt Danelagen [25]: De engelske byer skiftede nemlig ofte navn i denne periode grundet de danske beboere: De fik suffikser [26] som -by, -toft, -borough, -ness, -thorp og til tider -wick [27]. De forskellige stednavne havde forskellige betydninger: fx -by der ganske simpelt betyder, at navnet angiver en by, et eksempel er Grimsby. Men det var ikke kun under erobringsperioden, at disse suffikser blev pålagt byer, selv flere århundreder efter blev nye byer stadig navngivet med suffikserne. Dog er det ikke underligt, at disse navne har hængt ved, da vikingerne erobrede England gennem langvarige angreb, hvorfor mange af englænderne er blevet er vant til og præget af den danske overmagt, og som sagt specielt meget i Danelagen.

25

Snorre Sturlason: Heimskringla, prolog, oversat til dansk fra oldnordisk af Finnur Jónsson i 1902, samlet på siden heimskringla.no (): ” Men i England er der gamle Lands- og Stedsnavne, som, efter hvad man kan forstaa, hidrører fra et andet Sprog end denne Tunge.”

26

Suffiks: Et sprogligt morfem, der sættes efter et ord, for at ændre ordets betydning.

27

I flg. Viking.no, en side lavet med støtte fra det norske undervisningsministerium.

Side 9

Danskernes Erobring af England

9

Derudover blev mange bygningsværker opført for at forhindre en dansk invasion eller som følge af den danske invasion. Et eksempel er det meget berømte Tower of London, som blev bygget midt i London med det formål at beskytte monarken mod et angreb fra danskerne via Themsen, som tidligere var blevet anvendt for at nå ind bag Londons forsvar. Tower of London blev bygget af Wilhelm Erobreren, der erobrede England 1066. England havde inden Wilhelms erobring ikke haft særlig mange sten fæstninger, hvilket havde gjort dem ekstra følsomme overfor brande, som vikingerne ofte benyttede sig af. Det førte til at Wilhelm og hans efterfølgere opførte flere nye forte, primært langs østkysten og i den gamle Danelage. Disse forte og slotte udgør i dagen stor del af Englands historiske seværdigheder.

Desuden havde vikingerne brændt mange forskellige kirker og klostre ned under deres erobringer, som med den nye fred blev genopbygget, hvorfor mange af de kirker, der ses i England i dag er fra 1100- tallet.

Side 10

Danskernes Erobring af England

10

Konklusion:

Danskerne kunne altså erobre den magtefulde stat England gennem langvarige angreb, som langsomt har givet dem større og større områder og som medførte at de engelske konger betalte enorme summer i danegæld. Desuden forsynede de nye områder dem med heste og skibe, hvilket har gjort den danske hær mere mobil. At danskerne pludselig kunne gennemføre en erobring grunder bl.a. i ny militær teknologi og Svend Tveskægs styre, som gennem de gentagende angreb viste sig som en fremragende krigsfører.

Men den primære grund til, at danskerne kunne erobre landet var, at Englands småstater var splittede og fyrsterne gik ofte imod kongen i hans beslutninger, derudover var moralen i den engelske hær også faldet. Disse to årsager har drænet landet for ressourcer, da der nu skulle kæmpes på to fronter, både mod danskerne (udenrigs) men også fyrste, hær og konge i mellem, på grund af indbyrdes stridigheder

(indenrigs). Men selvom danskerne nu sad magtfuldt på tronen i et enormt imperium, formåede de alligevel ikke at bevare magten, hvilket der kan være flere grunde til, bl.a. at der herskede jalousi mellem de to brødre Hardeknud og Harald, fordi Harald fik tildelt hele imperiet af den engelske adel, mens Hardeknud blev sat til siden, jalousien medførte, at Hardeknuds popularitet faldt blandt befolkningen. Andre årsager til imperiets fald er et dårligt forhold til kirken og flere naturkatastrofer i England. Men selvom danskerne kun sad på magten i under 30 år, så ses deres indflydelse tydeligt i nutidens England, men dette skyldes primært de langvarige angreb på Englands kyst, hvor de erobrede området ved York, som i denne periode blev kaldt Danelagen. I dette område har flere stednavne nemlig fået nordiske suffikser, som skyldes danskernes indflydelse på befolkningen i området. Derudover ses følgerne af erobringsperioden også tydeligt, idet den nye kongefamilie i flere led genopførte kirkerne og opførte nye forte i England, hvorfor mange slotte og kirker i England er fra 11-1200-tallet.

Side 11

Danskernes Erobring af England

11

Litteraturliste:

Den danske krønike af Saxo Grammaticus, oversættelse af Vibeke Winge (København, 2000).

Originalt skrevet: Ca. 1200 på Latin (original titel: Gesta Danorum), denne danske er oversat fra en

plattysk udgave fra ca. år 1500 skrevet af Matthæus Brandis. Forlag: Multi Group A/S i anledning af

125 års jubilæet for Fr. G. Knudtzons Bogtrykkeri.

The Anglo-Saxon Chronicle af Dr. J. A. Giles (London, 1847) (noter og oversættelse fra oldengelsk).

Originalt skrevet: ca. 890-1154 på oldengelsk, forlag: Everyman Press (Genudgivet på dette forlag

1912, London)

Heimskringla af Snorre Sturlason (Heimskringla.no ) en internetudgave af Snorre

Sturlasons ”Heimskringla”, som blev skrevet i starten af 1200-tallet. De benyttede dele er oversat af Finnur Jónsson i 1902.

Danmarks Krigshistorie 700 – 1814 af Kurt Villads Jensen (Benyttet afsnit, øvrige forfattere: Knud V. J. Jespersen og Gunner Lind) (2008), 1.udgave. Forlag: Gads Forlag (redaktion: Ole L. Franzen og Knud J. V. Jespersen)

Swein Forkbeard’s Invasions and the Danish Conquest of England, 991 – 1017 af Ian Howard

(Suffolk, 2003) 1. Udgave. Forlag: The Boydell Press, Woodbridge.

Britannica Encyclopedia ()

Den Store Danske ()

A History of the Kingdom Denmark af Palle Lauring (Forlaget Høst 1980, København)

Wikipedia – The Free Encyclopedia (Engelsk, )

Viking.no () – en side lavet med støtte af det Norske Undervisningsministerium,

Undersøgelsesministerium og Kirkeministerium.

Side 12

Danskernes Erobring af England

12

Bilag 1: Danelagen og Svend Tveskægs erobringsrute i 1013.

Fig.1: Svend Tveskægs erobringsrute i 1013, Svends rute er markeret med pile, de kraftigt optrukne streger er romerske veje. Fra bogen: ”Swein Forkbeard’s Invasion and the Danish Conquest of England” af Ian Howard udgivet i 2003 ved Forlaget “The Boydell Press”, Woodbridge.

Fig.2: Kort over England med Danelagen i året 1013 indtegnet som striber. Det ses, at Danelagen blev skilt fra det sydlige England af Watling Street, som er en af de ældste veje i England, som blev anlagt inden Romerne kom til England i ca. 50 f.kr. Fra bogen ”Swein Forkbeard’s Invasion and the Danish Conquest of England” af Ian Howard

Bilag 2:Uddrag fra Den Angelsaksiske Krønike