De Røde Khmerer

Side 1

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 1 -

I Sydøstasien, mellem Thailand og Vietnam ligger et land, på knap fire gange Danmarks størrelse kaldet, Cambodja. Hvad mange ikke ved, har dette land været vidne til et af det 20 århundredes, mest grufulde terrorregimer. Kronologisk vil jeg gennemgå hvordan et land, som ellers var stormagt i Asien, tilbage i 800-tallet, kan udvikle sig til at være et af de fattigste lande i verdenen den dag i dag. Hvordan Pol Pot og De røde Khmerer kom til at styre ”Demokratisk Kampuchea” på sådan måde, at hele befolkningen sultede og ca. 2.000.000 mennesker døde? Hvilken indflydelse det har fået på det nuværende Cambodja, at alle skulle arbejde og bo på landet, i næsten 4 år hvor industrien ikke blev dyrket? Specielt interessant er det at vide, hvorfor andre lande ikke skred ind? Hvordan reagerede omverdenen på folkemordet [1] og hvorfor blev intet gjort for at stoppe regimet før efter 3 år, 8 måneder og 20 dage?

Følgende afsnits historiske begivenheder bygger i høj grad på bøgerne: De røde Khmerer

(afsnit 2 og 3), Cambodja (afsnit 7, 8 og 9), Vietnam krigen (afsnit 2 og Tidslinie) og kontakt

1995-96 (side 33). (Se litteraturlisten).

>>Cambodja<<

For at kunne forstå Pol Pots magtovertagelse og de røde khmerers terrorregime, er man nødt til at gå langt tilbage i tiden. Khemer-folkets oprindelse går helt tilbage til 800-tallet, hvor de rev sig løs fra kongeriget Java, og grundlagde khmer-riget (det der i dag er Cambodja).

Rigets 2. konge begyndte byggeriet af kongebyen Angkor, som op igennem 1200-tallet udvidede sine grænser, og strakte sig langt ind i det nuværende Thailand, Vietnam, Laos og Burma. Enorme vandingsanlæg og avanceret landbrugsteknikker gjorde at Angor var selvforsynende. Men blandt andet på grund af vietnamesernes og thaiernes ekspansion, begyndte riget af gå i opløsning. Thaierne erobrede Angkor, og khmerkongen var nødt til at rykke sin hovedstad sydpå, til nogenlunde der hvor Phnom Penh (den nuværende hovedstad) ligger i dag. Frem til den franske kolonisering af Cambodja var landet præget af stor splittelse, da presset fra både Vietnam og Thailand var stort. Cambodja måtte ”holde sig gode venner” med begge lande, for ikke selv at blive udryddet. For at sætte en stopper for

1

Ifølge FN’s konvention drejer folkemord sig om; en systematisk udryddelse af alle, eller store grupper af mennesker med henvisning til nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper. (Kindkys af Pol Pot s. 14, l. 7 f.) Så rent teknisk kan ordet folkemord kun bruges i forbindelse med udryddelsen af Cambodjas muslimske befolkning, vietnameserne og de buddhistiske munke. Overgrebne på de etniske cambodjanere kan derfor karakteriseres som massedrab. Der tages i denne opgave ikke forbehold for dette skel.

Side 2

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 2 - den Vietnamesiske og Thailandske kontrol over landet, indgik den cambodjanske konge i

1863, en aftale med Frankrig, som betød at landet blev et fransk protektorat. Hvilket samtidig betød, at Cambodja kunne få mere selvbestemmelse. Kolonistyret betød ikke at samfundsstrukturen ændrede sig. Cambodjanerne var stadig bønder, og de nye erhvervsmuligheder der opstod, blev primært udnyttet af vietnamesiske immigranter.

Først i 1918-19, efter første verdenskrig, begyndte franskmændene at udnytte Cambodjas ressourcer, og anlagde plantager i den østlige del af Cambodja, hvor de fattige bønder blev tvunget i arbejde. Cambodja var fransk styret indtil anden verdenskrig, hvor japanerne, sammen med Tyskland og Italien, invaderede store dele af Indokina, og Cambodja blev besat af Japan. Dog fik franskmændene stadig lov til, at beholde den civile administration med landet. Men da krigen spidsede til i 1945 valgte Japan selv at overtage kontrollen af landet. De franske kolonister blev sendt ud af landet, og Cambodja erklærede sig uafhængigt af fransk koloniherredømme. En yderliggående nationalist, som havde levet i eksil i Japan, ved navn Ngoc Thanh, blev nu gjort til ministerpræsident i en cambodjansk regering.

Efter atombombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945, blev det en realitet, at japanerne ikke kunne vinde krigen, og franskmændene vendte tilbage til Indokina. Denne gang blev de dog mødt med et større pres og krav om selvstændighed fra Cambodja. Presset kom især fra to indbyrdes uenige politiske grupper. Den ene med den cambodjanske konge Sihanouk i spidsen, som ønskede at føre en franskvenlig politik, den anden med Ngoc Thanh, som ønskede øjeblikkelig løsrivelse og selvstændighed.

I samarbejde med franskmændene fik kong Sihanouk sendt sin politiske modstander i eksil, og udarbejdet en aftale som erklærede at Cambodja skulle have selvstyrestatus indenfor Den franske Union. Dog stadig ikke fuldkommen selvstændighed. Presset på franskmændene og kravet om en uafhængig stat voksede sig dog stadigt større, specielt fra den kommunistiske frihedsbevægelse.

Den franske krig i Indokina, sluttede med en fredskonference i Genève, i 1954. Det betød for Cambodja, at staten blev selvstændig, og at alle fremmede tropper skulle trækkes ud af landet. Det medførte også at landet nu fik neutral status, og kong Sihanouk skulle forsøge at opretholde den status. I 1955 valgte kongen at afgive kongemagten til sin fader og kaste sig

100 % ind i politik. Hans bevægelse fandt bred opbakning i befolkningen og han vandt valget for ministerpræsident senere i 1955.

Side 3

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 3 -

Men optakten til den kolde krig gjorde det svært for Cambodja at opretholde sin neutrale status. I april 1955 samledes en række ulande til konference, for at forsøge at undgå, at de nye selvstændige stater blev inddraget. Næsten alle de asiatiske lande deltog i konferencen som Sihanouk så, som et vigtigt redskab for at holde Cambodja neutral. Dog forhandlede han samtidig med USA, om militær bistand. USA forsøgte at tvinge de selvstændige stater i Asien, ind i sit alliancesystem SEATO (den sydøstasiatiske traktatorganisation) som blev oprettet i 1954, men Sihanouk modsatte sig dette. For at understrege sin neutralitet oprettede han i 1958, diplomatiske forbindelser til Kina og Sovjetunionen, hvilket resulterede i økonomisk bistand fra begge lande. USA anså ham nu som en trussel mod de amerikanske interesser i Indokina, og forsøgte at fremme befolkningsmodstanden mod Sihanouk.

Støttet af USA, forsøgte den tidligere ministerpræsident Ngoc, at kuppe magten i 1959. Dette mislykkedes dog, og førte til at Sihanouk brød de diplomatiske forbindelser til USA i 1965.

Samtidig truede Vietnam krigen med at brede sig ind over de cambodjanske grænser, og det gjorde det endnu sværere at opretholde den neutrale udenrigspolitik. I begyndelsen af

1960’erne gav Sihanouk den kommunistiske oprørshær, FNL (Front National Liberation) lov til at operere langs grænserne og lægge til i de cambodjanske havne. Ved dette håbede Sihanouk at lægge en dæmper på de indenrigs kommunistiske partier, som var imod ham.

Men modstanden til ham voksede, og de politiske angreb kom både fra de venstre- og de højreorienterede grupper. Sihanouk døbte sine venstreorienterede modstandere, ”Røde Khmerer” (Khmer Rouge) og de højre ”Blå Khmerer”. De Blå Khmerer blev ledet af Lon Nol som ellers var forsvarsminister i Sihanouks regering.

Mange af de venstreorienterede ledere blev på Sihanouks befaling, arresteret og henrettet, hvilket gjorde, at blandt andet Pol Pot, i 1963 flygtede ind i junglen, hvor de kunne hente støtte fra de vietnamesiske kommunister, i kampen for at vælte Sihanouk.

Som højrefløjen pressede Sihanouk mere og mere, valgte han i 1969 at udnævne Lon Nol til ministerpræsident, som straks genoprettede de diplomatiske forbindelser til USA.

Regeringen var tydeligvis splittet da Sihanouk i 1970 tog på officielt besøg i Frankrig og Sovjetunionen. Lon Nol udnyttede hurtigt hans fravær og kuppede magten d. 18 marts 1970.

Den nye regering prøvede nu at vende Cambodja politisk 180 grader. De lukkede havnene, så al støtte til FNL blev afskåret. Samtidig angreb de, de vietnamesiske tropper på den cambodjanske grænse, og krævede alle bevæbnede vietnamesere smidt ud af landet.

Side 4

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 4 -

Regeringen blev straks anerkendt af USA, og til gengæld fik det amerikanske luftvåben tilladelse til at benytte baserne i Cambodja mod enorm økonomisk bistand.

Nu var venstrefløjen endnu mere utilfreds, og via kinesiske formidlere slog Sihanouk sig sammen med sine tidligere fjender, De Røde Khmerer. Med ham i spidsen voksede opbakningen i befolkningen drastisk til De Røde Khmerer. Med den nyfundne massive opbakning valgte Pol Pot at indlede bekæmpelsen af Lon Nol-regimet militært, og i 1973 flygtede præsidentens egen bror ud af Cambodja med 80 millioner dollars fra den cambodjanske statskasse.

De Røde Khmerer fortsatte deres militære aktioner og bombninger, og i januar 1975 blev belejringen af hovedstaden Phnom Penh total. I april faldt regeringens forsvar, og Lon Nol måtte flygte. I 1975 var det tidligere franske Indokina blevet kommunistisk. Af de øvrige stater i regionen var Thailand og Filippinerne knyttet til USA. Burma var fortsat neutralt, mens

Indonesien, Malaysia og Singapore var vestligt orienteret.^{2}

I september 1949 ankom en gruppe cambodjanske studenter til Paris. Kommunismen var et stort hit i Paris i slutningen af 1940’erne, hvor begejstringen omkring Stalin i Sovjet var på sit højeste, og Mao var ved at sejre i Kina. Efter anden verdenskrig så mange befolkningsgrupper (og lande) en kommunistisk stat som løsningen på deres fattigdom. Og ideen om en socialistisk, selvstændig stat fascinerede også de unge cambodjanere, og studierne blev henkastet til fordel for de kommunistiske diskussionsgrupper. I disse ungdomsforbund blev der knyttet indbyrdes venskaber, som skulle vise sig at holde resten af livet. Blandt dem var en mand ved navn Saloth Sar, nok bedre kendt som Pol Pot, som han skiftede navn til senere hen.

Netop splittelsen i deres hjemland kastede de unge studerende i armene på kommunismen.

Landet var i 1975 præget af massiv splittelse, både blandt befolkningen, men også i regeringen. Cambodja havde (med mellemrum) været præget af krig og ødelæggelse de sidste mange år, og der var stadig ingen løsning fundet.

Tanken om en stat, hvor befolkningen har magten lød tiltalende. Specielt for et folk som allerede er præget af ødelæggelse, fattigdom, sult, hungersnød og stor mistillid til den

2

Verden i konflikt og forandring s. 247, l. 6 f.

Side 5

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 5 - daværende regering. Ligesom man så det med fascismen i Italien efter første verdenskrig, og nazismen i Tyskland under anden verdenskrig.

Den cambodjanske befolkning var fattige og fortvivlede. År efter år havde deres land været besat, og under Vietnam krigen var kæmpe landområder i øst, blevet tæppebombet af USA, og folk fordrevet fra deres hjem. USA lod 539.129 ton bomber falde over Cambodja, et folk de ikke engang var i krig med. Til sammenligning smed de 160.000 ton over Japan – inklusive de to atombomber [3]. Al dette skete mens den cambodjanske regering vendte det blinde øje til, og tillod USA's militær inde over grænserne.

Befolkningen sultede, og befolkningstilstrømningen til byerne gjorde også, at ikke blot landbruget led, men også byerne blev overbelastede. De fortvivlede cambodjanere krævede forandring, og netop når De røde Khmerer lovede dem den forandring, var det nemt at tilslutte sig deres holdning. Dertil kom det at mange ikke havde en uddannelse bag sig og ikke kendte til andre udveje. Ved at vandre fra landsby til landsby kunne guerilla bevægelsen værge mange unge mennesker, for til sidst at have mand nok til at vælte regeringen. Og det var netop hvad der skete.

>>D. 17. april 1975<<

Alt åndede tilsyneladende fred denne morgen, efter lang tids militæraktioner og bombninger af hovedstaden. Overalt hilste indbyggerne i Phnom Penh De røde Khmerer velkommen i håbet om, at der nu kunne etableres en selvstændig, fredelig regering. Efter 5 års borgerkrig troede cambodjanerne endelig mareridtet var slut. Ikke mere krig, ikke mere sult, ikke mere elendighed.

Phnom Penh var blevet hjem for næsten 2,5 millioner cambodjanere ud af cirka 7,5^{4} under

borgerkrigen, på grund af USA’s bombninger på landet.

I modstrid med den klassiske sovjetiske kommunisme og marxismen, som siger at den socialistiske stat skal udspringe fra byerne og industrien, tvang Pol Pot nu bybefolkningen ud på landområderne igen. Under sit nye navn skulle ”Demokratisk Kampuchea” være den ultimative klasseløse bondestat, hvor folket ejede jorden og magten. ”Et stort kollektiv hvor alle var lige, og alle arbejdede for samme sag” (De røde Khmerer, s. 39, l. 11).

3

De røde Khmerer, s. 36, l. 23 f.

4

Cambodja i stormagternes skygge (Verdensbanken og Danmarks Statistik)

Side 6

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 6 -

Ifølge Pol Polt, var hele Cambodja inficeret af vestlig dekadence og materialisme. Derfor måtte det nu genopbygges fra bunden. Kun derved kunne man skabe et nyt menneske som ville arbejde for fællesskabet.

Pol Pots ideer byggede på at Cambodja skulle være selvforsynende, som Angkor-riget havde været det i 11-1200 tallet. De skulle være forbilledet for en hver socialistisk stat, alt skulle gøres bedre og hurtigere. De urealistiske forventninger skyldtes blandt andet, at de cambodjanske kommunister havde sejret hurtigere end de vietnamesiske (Phnom Penh faldt

13 dage før Saigon). Det fik Pol Pot til at tro at Cambodja kunne overgå alle andre kommunistiske bevægelser.

For at skabe en klasseløs bondestat, betød det blandt andet, at penge og handel skulle afskaffes. Det blev nu statens opgave at forsørge alle. De traditionelle familiemønstre skulle nedbrydes. Folket havde ikke brug for nogen anden familie end staten. Cambodjanerne som hovedsageligt var buddhister, måtte heller ikke dyrke deres religion mere. Religionen så De røde Khmerer som en distraktion fra deres revolutionære tankegang. For at symbolisere og vise at alle i befolkningen var lige, skulle alle bære den samme uniform; en sort

bomuldspyjamas med et traditionelt rødternet cambodjansk tørklæde (en krama)^{5}.

>>Et stort spring fremad<<

Få timer efter magtoptoget efter erobringen af Phnom Penh beordrede De røde Khmerers guerillasoldater, befolkningen i byen til at ”evakuere” som de kaldte det, under påskud af, at nye bombninger fra USA kunne opstå, og at de ville være i sikkerhed på landet. Netop på grund af lovningen om at landopholdet blot var midlertidigt, tog indbyggerne ikke særlig mange personlige ejendele med sig.

De sårede og syge blev fjernet fra hospitalerne og smidt ud på landevejene. Sådan bukkede de første under for terror-regimet. Medlemmer fra den gamle regering, politistyrken og højtstående officerer blev arresteret og henrettet. Alle som kunne være en potentiel trussel mod det nye styre skulle afskaffes.

Hele evakueringen var blot et dække for, hvad Pol Pot havde i tankerne for den cambodjanske befolkning. For at Cambodja kunne være selvforsynende, krævede det alle

5

De Røde Khmerer s. 39, l. 32.

Side 7

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 7 -

arbejde og dyrkede jorden. ”Så længe vi har ris, har vi alt”^{6}, var et yndet udtryk blandt

Khmerlederne.

Mange familier vandrede i ugevis på landevejene ”eskorteret” af guerilla soldater. Netop at familierne ikke havde nået at tage proviant, eller lignende med skulle vise sig at være fatalt.

Mange bukkede under for udmattelsen, varmen og sulten i marchen ud af byen. Mindst

10.000 af Phnom Penhs tidligere indbyggere, døde i vejkanten.

Langs hovedvejene havde De røde Khmerer oprettet checkpoints, hvor alle skulle besvare spørgsmål om deres familie, baggrund, uddannelse og beskæftigelse. Alle med en akademisk baggrund eller faglige egenskaber blev opfordret til at melde sig til guerillaerne, under påskud af, at det nye styre havde brug for dem til at genopbygge landet. I stedet blev de ført bort og henrettet.

Pol pot vidste udmærket at modstandsgrupper mod en regering har bedst udspring i en storby, hvor veluddannede, intellektuelle mennesker kan diskutere politik og samfundsforhold. De vidste af egen erfaring at undergrundsbevægelser og aktiviteter bedst fungerer bag lukkede døre i private hjem. Derfor havde de grund til at mistænke borgerklassen som modstandere. De skulle stoppes før de havde en chance for at yde modstand. Derfor var det Pol Pots mål, at sprede og eliminere enhver med intellektuel baggrund.

Det var ikke blot hovedstaden der skulle rømmes. Alle Cambodjas byer blev tømt for mennesker, og en efter en blev de sendt ud for at arbejde på markerne.

Allerede i starten af 1970’erne, mens de samlede nok mennesker til oprøret i 1975, havde partiet dannet små landbrugskollektiver. De bestod typisk af 10-15 familier som arbejdede sammen om at opdyrke et lille stykke jord. Arbejdstimerne var dengang frivillige, og det var kun overskuddet af høsten, som blev afleveret til partiet [7]. Dette system virkede også helt fint, da flere af bønderne sammen kunne udnytte ressourcerne bedre, og dermed opnå en større rishøst.

Trods ”bestræbelsen” på et klasseløst samfund, blev befolkningen alligevel delt op. De fattige bønder, som tidligere havde været kontrolleret i de kollektive landbrug, blev kaldt ”basisfolk”, mens dem som var blevet evakueret fra byerne, blev kaldt de ”nye folk”. Det var ikke muligt for de nye folk at stige i klasserne. Dog kunne basisfolket blive både ophøjet til ”folk med

6

De Røde Khmerer s. 40, l. 4

7

Cambodja s. 16, l. 64

Side 8

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 8 - fulde rettigheder”, og degraderet til ”nye folk”. I dagligdagen betød det, at basisfolk blev behandlet bedre. De fik mere at spise, og havde bedre huse. Og det var nemt at få bønderne til at acceptere den nye opdeling. I lang tid havde de været en undertrykt og overset befolkningsgruppe. Men nu var det omvendt. På denne måde kunne De røde Khmerer sikre sig, at befolkningsgrupperne holdt øje med hinanden. Det var enhvers pligt (og blev velanset) at videregive oplysninger om modstand mod Khmererne.

>>Fireårs-planen<<

Pol Pots urealistiske fremtidsvisioner blev offentliggjort i august 1976, da han præsenterede en fireårsplan, som blandt andet skulle holde Cambodja fri fra vestlig korruption og kapitalistisk indflydelse. Risdyrkning og riseksport var dét Cambodja skulle leve af.

Overskuddet fra de enorme landbrugskollektiver skulle sælges (al eksport stod staten selvfølgelig for), og så skulle der anskaffes landbrugsmaskiner og redskaber til dyrkning af jorden. Planen krævede blandt andet at der skulle dyrkes tre tons ris per hektar. Det var et fuldstændig urealistisk mål. Før 1970 havde Cambodja produceret mindre end et ton per hektar [8], og det var endda før borgerkrigen virkelig brød ud, og folk flygtede til byerne. Oveni kom det, at kæmpe landbrugsarealer var smadret og efterladt ubrugelige under USA's bombninger. Nu skulle produktionen så altså tredobles, uden brug af ekstra ressourcer, andet end de cirka 2,5 millioner evakuerede byfolk som ikke engang vidste hvordan man førte et landbrug. Planen indeholdte også andre urealistiske mål. Blandt andet skulle naturlig gødning, i form af affald fra mennesker og dyr stige med over 57 % i løbet af tre år uden

planen forklarede hvordan^{9}.

Så allerede i midten af 1975 var der mangel på mad. Folket kunne simpelthen ikke nå at opdyrke rismarkerne i det tempo som de evakuerede kom til. Mange af de tidligere byboere

bukkede under for det hårde fysiske arbejde på grund af sult og/eller udmattelse. Selvom

befolkningen døde af sult, fortsatte partiledelsen dog med at eksportere ris til blandt andet Kina, og konfiskere store mængder til eget brug. Men hvem var denne regering og kommunistparti egentlig?

Formelt bestod landet af en præsident, regering og ministerpræsident. Men magten lå fuldt og holdent hos kommunistpartiet. Landet blev opdelt i zoner, med hver sin sekretær (leder).

8

Kindkys af Pol Pot s. 34, l. 3

9

De Røde Khmerer s. 41, l. 10

Side 9

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 9 -

Zonerne var opdelt i regioner og regionerne var opdelt i distrikter. På den måde kunne hver leder bedst muligt holde øje med distrikterne. Dog havde alle zoner en centralmagt, ham som var øverst i partihierarkiet, Pol Pot.

Den egentlige officielle præsident hed Khieu Samphan, og var landets ansigt udadtil. Han overtog magten i 1976, efter Sihanouk pænt bad om lov til at træde tilbage, efter han oplevede de grusomheder hans befolkning led under. Khieu Samphan havde dog ikke nær så meget magt som de øverste partiledere. Mændene som stod i spidsen for regimet, var folk som Pol Pot selv havde studeret med i Paris cirka 25 år tidligere. Folk som fra starten havde været med til at udbygge den ekstremsocialistiske ideologi. Dog overlevede kun to af de oprindelige syv zoneledere, da der gang på gang skulle findes syndebukke for ideologiens fejlslag, og enhver leder der modsatte sig ”forslag” om nye regler og love, blev brutalt myrdet.

>>S-21<<

Sikkerheden var en højt prioriteret opgave i Demokratisk Kampuchea, i hvert fald partiets sikkerhed. Til det blev santebal oprettet. Det centrale sikkerhedsapparat, med hovedkvarter i det mest berygtede fængsel, S-21. Santebal er et bevis på, at for De røde Khmerer var statens sikkerhed langt vigtigere, end folkets rettigheder.

Det var santebals opgave at overvåge folkets arbejde, og indfange enhver som blev udpeget som eventuel trussel mod ”fællesskabet”. Santebals første store udrensning fandt allerede sted i 1975. Alle der tidligere havde arbejdet for den gamle regering, men som havde undgået fangenskab d. 17. april, skulle nu findes. Også mennesker som tidligere havde samarbejdet med Sydvietnam blev arresteret og ført i fængsler, hvis ikke henrettet på stedet.

Ofte blev ofrenes familie arresteret med dem, hvis nu de skyldige skulle have haft dårlig indflydelse på dem. De gennemgik systematisk landet, og førte alle bort som var mistænkt for at have en anderledes mening end den De røde Khmerer havde opbygget. De arresterede blev ført til S-21 fængslet for at blive ”afhørt”. I time efter time blev de tortureret, for at kunne indrømme at have modsat sig regimet. Oftest var anklagerne fuldstændig nyttesløse, og havde intet hold, men mange tilstod under pres og blev derefter henrettet. Ofte gav ofrene bare navne på tilfældige mennesker, for selv at slippe for smerten. På denne måde fortsatte hele scenariet i en ond cirkel. Men det var ikke lederne selv som torturerede ofrene. Denne opgave gav man til de unge guerillasoldater som man havde hvervet i landsbyerne. Unge mænd uden uddannelse. De var de letteste at kunne få til at overskride

Side 10

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 10 - sine egne grænser for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Børn helt ned til 14 år arbejdede i fængslet. Jo flere tilståelser de fik frem fra ofrene, jo mere velanset og respekteret blev de af lederne. Respekten fik dem til at føle at de spillede en rolle, og rent faktisk gjorde en positiv forskel. At de hjalp nationen. Samtidig kunne fængselspersonalet også blive forfremmet for hvor godt et stykke arbejde de havde udført. Ligesom i landbrugskollektiverne. Det fik dem til at drage til endnu flere drastiske torturmetoder. Mindst

14.000 mennesker gik levende ind i S-21 fængslet, af dem fandt man blot syv overlevende, i

1979^{10}.

>>Vietnam<<

Demokratisk Kampuchea prøvede at opretholde en diplomatisk forbindelse til det nu genforenede og kommunistiske Vietnam. Men de var især uenige om hvordan grænserne skulle opdeles. Det skabte til så store stridigheder af Pol Pot aflyste de sidste forhandlinger, og kampene mellem De røde Khmerer og vietnameserne eskalerede i grænseområderne.

Pol Pot sendte dagligt styrker ind i Vietnam, for blot at bevise de var en stolt og stærk stat.

Men i 1977 besvarede vietnameserne dette ved at sende tropper helt ind i Cambodja, blot 20 kilometer fra Phnom Penh. Dog uden at gå hele vejen til hovedstaden. Dette var en advarsel til Cambodja, og et kæmpe nederlag for det kommunistiske regime. Pol Pot udråbte dette som bevis på at Vietnam kun var ude på at nedlægge den lille stat og ødelægge den. Dette blev årsagen til den anden omgang af masseudryddelse.

Den østlige zone grænsede lige optil Vietnam, og derfor måtte den jo (i hvert fald ifølge De røde Khmerer) være fuld af forrædere siden vietnameserne havde kunnet trænge så langt ind i landet. Derfor marcherede guerillasoldaterne i maj, 1978 [11] ind i den østlige zone og begyndte en massakre og nedslagtning af folket. Efter fem måneder havde de dræbt 400.000 mennesker. Resten af de almindelige bønder skulle nu evakueres igen til andre zoner. Men for at man kunne kende forræderne fra øst, blev deres bomuldsdragt nu blå. Igen prøvede De røde Khmerer at opdele folket.

Sandheden var jo ikke, at hele øst zonen bestod af forrædere, men blot at den vietnamesiske hær, var meget meget stærkere end Cambodjas. Også selvom Vietnam lige havde udkæmpet en krig. Det kunne Pol Pot selvfølgelig ikke indrømme, når drømmen var en 100

10

De Røde Khmerer s. 59, l. 66

11

De Røde Khmerer d. 63, l. 3

Side 11

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 11 -

% selvstændig, stærk nationalstat. Igen var det lettere at skyde skylden på andre, så den stolte nation kunne bevare sit ansigt udadtil. Ved netop at proklamere vietnameserne til fjender åbenlyst, kunne han også rette befolkningens modstand mod dem. Samtidig med massakren i øst, begyndte man også en udrensning af alle de vietnamesere som stadig boede i Cambodja. Ved hjælp af befolknings frygt for at de selv skulle blive henrettet, kunne man finde og udrydde vietnameserne. Mange som også bare mentes, at skulle have vietnamesiske relationer blev arresteret og henrettet sammen med deres familier.

>>The killing fields<<

Det var ikke blot de systematiske udrensninger som dræbte den cambodjanske befolkning.

Også de dårlige levevilkår. Cambodjanerne blev frataget alt, lige fra deres familie til deres ejendele. De måtte ikke eje andet end nationaldragten og en risskål. En almindelig cambodjaner havde en arbejdsdag på 10-15 timer (afhængig af zone og landbrugskollektiv) med ca. 125-150 gram ris at spise. Langt de fleste døde simpelthen af sult, og det hårde fysiske arbejde. Specielt byboerne var udsatte. Ikke blot var de ikke vant til det hårde fysiske arbejde, men de bukkede også psykisk under, for at være de udstødte fra samfundet.

Regimet havde fra starten af massiv opbakning i befolkningen, men efter meget kort tid blev opbakningen til frygt. Ved netop at lægge så stort psykisk og fysisk pres på folket, kunne Pol Pot holde dem nede. Det var de færreste som havde hverken tid eller overskud til at prøve at gøre modstand, eller overhovedet tænke politisk.

Opbakningen var dog stadig at finde hos kineserne, som var blevet Cambodjas allierede frem for Vietnam, hvor kommunistpartiet egentlig oprindeligt var udsprunget fra. Netop Mao

(maoismen) var en stor inspiration for Pol Pot (ideen med fireårs planen var også hentet direkte fra Maos femårs plan). Også han mente, modsat den sovjetiske kommunisme

(Vietnam var i 1977 sovjetallierede), at menneskelig revolutionær vilje, kunne overgå de materielle forhold. Kina, Vietnam og Nordkorea, var i lang tid den eneste kontakt til omverdenen Cambodja havde. Derfor var De røde Khmerer længe overbevist om, at andre kommunistiske oprørere også havde sejret i andre lande, og at de selv havde været forbillede for sådanne sejre. Det var på dette tidspunkt et politisk klogt træk, at være allierede med Kina i stedet for Vietnam, da Kina stod langt stærkere både økonomisk og militært. Men det skulle vise sig at være omvendt.

Side 12

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 12 -

Under udryddelsen af den østlige zone nåede mange heldigvis at flygte over grænsen til Vietnam. I flygtningelejrene startede den første cambodjanske oprørshær mod De røde Khmerer. På dette tidspunkt var det klart for befolkningen at deres drømme om fred var utopiske, så længe Pol Pot styrede landet. Godt hjulpet af den vietnamesiske hær var deres første intentioner at besætte Mekong-floden som løber hele vejen til Phnom Penh, da de troede det cambodjanske militær var blevet oprustet efter nederlaget ved vietnamesernes indtrængen fra øst i 1978. Det var det da også. Allerede i 1977 [12] begyndte Cambodja en systematisk oprustning af hæren, med henblik på en forestående krig mod Vietnam. Det er svært at forstå denne oprustning, og hvordan De røde Khmerers militærledelse kunne tro, at Cambodja kunne føre nogen som helst form for krig, mod et land som først havde vundet over Frankrig og derefter USA. Efter kort tid blev det da også oprørerne klart, at aktionen forløb lettere end forventet, og det lykkedes dem at trænge hele vejen ind til floden, og længere ned mod Phnom Penh. Pol Pot måtte nu erkende sit nederlag og valgte i d. 7.

januar, sammen med resten af partitoppen at blive fløjet i sikkerhed i Thailand. D. 9. januar omringede oprørerne og den vietnamesiske hær, hovedstaden og tog magten. De besatte store dele af landet og ophævede så godt som alle Pol Pots gamle love. Samtidigt opløste de, de gamle landbrugskollektiver og tillod tilflytning til byerne igen. De røde Khmerer fandtes dog stadig. De levede videre som Partisanbevægelse, stadig med Pol Pot i spidsen. Nu opererede de langs grænsen til Thailand og besatte landområderne.

Det er meget svært at fastsætte et endeligt tal på hvor mange som døde i de 3 år, 8 måneder og 20 dage Pol Pots styre sad ved magten. Både fordi den sidste folkeoptælling man kender til, blev foretaget i 1967, men også fordi der lang tid efter 1979 blev fundet massegrave. Den nye regering som vietnameserne havde indsat, kom frem til at dødstallet lå på tre millioner mennesker. Siden hen kom uafhængige forskere frem til at tallet var 1,7 millioner. [13] Men som nye oplysninger kom frem, og flere massegrave blev fundet, er det er ganske sandsynligt, at vietnameserne havde ret. Hvis man går ud fra, at dødstallet ligger på cirka 2 millioner, er dette tal kun overgået ved jødeudryddelsen i Europa i , hvor 6 millioner blev ofre for folkemord [14]. Men modsat jødeudryddelsen kunne folkedrabet i Cambodja ske uden større opmærksomhed fra omverdenen. Samtidig er spørgsmålet om drabene egentlig er slut.

Hundredetusinder mennesker dør eller lemlæstes hvert år, som følge af landmineskader.

12

For fredens skyld s. 9, l. 69

13

De røde Khmerer s. 65, l. 7 f.

14

Se bilag 1

Side 13

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 13 -

>>Verden i konflikt<<

Trumandoktrinen fra 1947 forpligtede USA om at yde assistance til et hvert land som var truet af kommunismen. Til det burde der næsten tilføjes, et hvert land de har økonomisk interesse i. Cambodja havde længe været fanget som en lus mellem to negle. Med grænser helt op til Vietnam, var Cambodja eftertragtet som stødepudezone under Vietnam krigen. Det lille land havde aldrig en reel chance for at kunne holde sig neutral og stadig overleve.

Under De røde Khmerers regime var Cambodja næsten fuldstændig isoleret. Den eneste egentlige kontakt de havde til omverdenen var Kina, og selv overfor sine allierede løj Pol Pot.

I meget lang tid benægtede han simpelthen, at der skulle være noget galt med hans plan, og fortalte derfor Kina, at der hverken var sult eller massedrab. Ingen politikker eller love blev ændret, i stedet udpegede man syndebukke indenfor egne rækker. Man kan spørge sig selv, hvorfor Pol Pot henrettede forræderne, i stedet for at ”omskole” og lære dem, hvad han mente var den rigtige levemåde som f.eks. sovjet gjorde. Der findes et simpelt svar.

Ressourcerne var der simpelthen ikke. Mange af dem som tjente styret, enten soldater, santebal eller fængselsbetjentene, var blot unge børn som desperat søgte anerkendelse. De vidste intet om hverken politik, eller hvad der ”normalt” beregnes for rigtigt og forkert. Når først deres grænser for hvad man kan gøre ved et andet menneske var overskredet, var der ingen vej tilbage.

Allerede i 1975 cirkulerede der rædselshistorier om hvad der foregik i Cambodja, men ingen lande skred ind. Cambodja var simpelthen blevet for økonomiskligegyldigt et land til nogen ville reagere. Omvendt blev historierne aldrig bekræftet. Ingen vidste rent faktisk helt præcis hvilket samfundseksperiment, som fandt sted indenfor landets grænser. USA var i hvert fald heller ikke parate til at finde ud af det. Efter nederlaget i Vietnam ville det være fuldstændig utopisk at forstille sig, at supermagten igen skulle udkæmpe et slag mod kommunismen.

Politisk set ville det være et strategisk dumt træk at, bruge penge og ressourcer på at vælte De røde Khmerer uden selv at få noget ud af det. Uanset om den cambodjanske befolkning led eller ej.

Den nye vietnamesiske regering blev straks anerkendt af sovjet, og de allierede i Østeuropa, men ikke af USA, Kina og vesten. For dem var den lovlige regering stadig De røde Khmerer, og de beholdt endda også deres plads i FN frem til 1991. Vesten nægtede at opgive det fjendebillede de havde af Vietnam, og så kun deres overtagelse af Cambodja som ulovlig.

Side 14

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 14 -

Pol Pot bevarede derfor sin status som repræsentant for Cambodja. På grund af det nye vietnamesiske styre indførte man (anført af USA), en vestlig boykot mod hele Cambodja. Så det var sovjet og andre socialistiske lande som gav støtte til genopbygningen af landet. Men efter den kolde krig var det begrænset hvilken økonomisk hjælp, sovjet kunne stille med.

Trods lettelsen over at være befriet for Pol Pot fungerede vietnamesernes nye styre heller ikke. Efterhånden som offentligheden blev lukket ind i landet igen, blev det internationalt kendt hvad der var foregået under De røde Khmerers styre. USA og de vestlige lande kunne ikke se bort fra hvad der foregik, og gik for første gang aktivt ind i kampen om at finde en mere neutralpart, som kunne overtage magten i landet. Også den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, ASEAN begyndte nu at kæmpe for en neutral leder. Dog var deres egeninteresse større. Cambodja skulle igen være den neutrale zone mellem det kommunistiske Vietnam og Thailand som var mere vestligorienterede. Det var også i USA's interesse at sørge for at mindske den sovjetiske og kinesiske indflydelse i regionen. Andre staters indblanding gjorde, at prins Sihanouk i 1981, modvilligt oprettede en modstandsgruppe til den vietnamesiske besættelse. Den Forenede Nationale Front for et Uafhængigt, Neutralt og Samarbejdende Cambodja (FUNCINPEC) [15]. Modvilligheden kom sandsynligvis fra, at prins Sihanouk vidste at hans modstandsgruppe fungerede som dække for, at USA stadig kunne støtte De røde Khmerer i kampen om at fjerne det vietnamesiske styre. Først efter Berlin-murens fald i 1989, begyndte den store forandring for Cambodja.

Efter den kommunistiske østblok begyndte at smuldre, valgte vietnameserne at trække sig ud af landet. Den første våbenhvile efter 12 års borgerkrig blev erklæret i 1991 af Sihanouk.

Samme år fik han i FN underskrevet en aftale, som skulle sikre en permanent fredsløsning i Cambodja. Aftalen indebar at der for første gang kunne afholdes demokratiske valg og landet skulle administreres af en speciel FN-mission, UNTAC.

>>Cambodja i dag<<

For cirka 40 år siden var Cambodja ligeså rigt som Thailand. I dag er Cambodja

Sydøstasiens fattigste land. 36,1 % [16] af befolkningen lever under den internationalt definerede fattigdomsgrænse. Årsagerne dertil er blandt andet de evige borgerkrige og presset fra kapitalisterne og kommunisterne. Også USA's destruktion af landet spiller en stor

15

De røde Khmerer s. 73, l. 64

16

http://www.leksikon.org/statistik2.php?n=2902&id=153

Side 15

[navn fjernet] 3.a.

3.G-Opgave Historie

De Røde Khmerer

- 15 - rolle. Dog spiller De røde Khmerer nok den største. Vores billede er i dag centreret om de næsten fire år Pol Pot sad ved magten, men dog er det ikke at forglemme, at USA's bombninger i begyndelsen af 1970’erne også kostede cirka 150.000 mennesker livet. Vi skal heller ikke glemme at det var verdenssamfundets støtte, indirekte som direkte, der gjorde at Pol Pot og De røde Khmerer kunne fortsætte deres massakre, også efter 1979. Mange nationer lod sig rive med i uvidenhed om, hvor fantastisk tanken om at Cambodja nu, endelig skulle være selvstændigt og stå på egne ben. Men i dag er faktum, at Cambodja er et af verdens fattigste lande. 85 % [17] af Cambodjanerne, lever stadig af landbrug, og Cambodja mangler mennesker, med alle typer af højere uddannelser, da de jo blev myrdet under terrorregimet. Oveni kommer de psykiske og fysiske lidelser de fleste cambodjanere har lidt under, og stadig lider under. Før regimets overtagelse byggede samfundet på de kulturelle rødder. Man hjalp hinanden indbyrdes, også udenfor familien, hvilket også lå i deres religion.

De røde Khmerer rev disse ældgamle traditioner op med rødderne, og i dag er det hver mand for dem selv. Samfundet er i dag stadig plaget af korruption og politiske forfølgelser.

Hverken domstolene eller det cambodjanske politi fungerer optimalt. De er alt for dårligt uddannede, og alt for letpåvirkelige overfor bestikkelse. Men der er dog lys forude. Den yngre generation lærer nu om det gamle Khmer-styre, og hvad de har betydet for deres land, for at historien ikke skal gentage sig selv.

FN svigtede Cambodja totalt. Ingen menneskerettigheder blev overholdt under Pol Pots styre, men dog skred ingen nationer ind. Og de har åbenbart ikke lært af det. FN trak sin støtte tilbage fra en proces, som ellers skulle sørge for at dem der stod øverst for folkemordet blev stillet for retten. Samtidig er det forkasteligt at Pol Pot aldrig har været stillet for retten, eller overhovedet stillet ansvarlig for at have efterladt sig et fuldstændig ødelagt land, da han døde i 1998. Indenfor de sidste par år er der dog blevet foretaget en række handlinger, for at genintegrere Cambodja globalt. Blandt andet blev de medlem af WTO i

2003 og i 1999 blev de optaget i ASEAN. Netop tiltag som disse er nødvendige for at Cambodja igen kan komme på rette kurs. Kun ved hjælp af støtte fra andre nationer, er det muligt at Cambodja igen, kan rejse sig fra støvet, og blive den stolte nation, de engang var.

17

http://www.leksikon.org/art.php?n=2902