Fra enevælde til demokrati i Danmark

Side 1

0

Indholdsfortegnelse

Indledning ............................................................................................................................................. 1 Problemformulering ............................................................................................................................... 1 Problemstillinger.................................................................................................................................... 1 Grundlovens tilblivelse ........................................................................................................................... 2 Den nationalliberale opblomstring ................................................................................................................ 2 Casinomødet (martsrevolutionen) ................................................................................................................ 3

3 års krigen 3

Frederik d. 7.s rolle ................................................................................................................................ 4 Orla Lehmann og revolutionen ...................................................................................................................... 4 Christian d. 8. ................................................................................................................................................. 5 Psykisk syg? ................................................................................................................................................... 6 Manglende interesse for hvervet .................................................................................................................. 6 Den danske vej mod et demokratisk styre i forhold til den franske vej ..................................................... 6 Revolutionen i Frankrig 1848......................................................................................................................... 6

3 års krigen – en fredelig vej? ........................................................................................................................ 7 Konklusion ............................................................................................................................................. 9 Litteraturliste ....................................................................................................................................... 10 Bøger ........................................................................................................................................................... 10 Artikler ......................................................................................................................................................... 10 Internetkilder ............................................................................................................................................... 10

Side 2

1

Den danske vej

Indledning

Det er en traditionel opfattelse, at vi i Danmark løser de politiske og sociale konflikter på en fredelig måde.

Netop denne måde hvor kongen, staten og borgerne i samarbejde lavede et systemskifte i 1848, bliver ofte stillet i skarp kontrast til den franske revolution.

Den måde udviklingen har været på i Danmark de seneste 200 år, er foregået mere fredelig og harmonisk end andre steder i Europa. Vi har blandt andet ført en neutralitetspolitik omkring f.eks. krige. Det tjente os bedst hvis vi holdte Danmark udenfor den udenlandske politiske scene, og i stedet brugte vi vores ressourcer på at skabe bedre forhold for folket i Danmark og til den industrielle udvikling.

Når vi snakker om den danske vej, er der ofte 2 begivenheder som er markante i denne periode: Den ene er landboreformerne i 1788, som var resultatet af at man havde en reformvenlig konge. Den anden er enevældens afskaffelse i 1848, som foregik fredelig, og uden behov for at slå folket ned eller hugge hovedet af kongen. Disse 2 hovedelementer er udsprunget direkte fra de to franske revolutioner. Den 1. pga. truslen

om en revolution som den i Frankrig 1789, og den 2. kom som en efterreaktion på februarrevolutionen.^{1}

Christian d. 8.s død d. 20. januar 1848, og dermed også tronskiftet til Frederik d. 7., havde ubønhørligt ført frem til enevældens fald. Straks efter tronskiftet stod det klart, at enevælden lå på sit dødsleje. Nu var spørgsmålet så, om det var statens ministre og andre ledende mænd som skulle begrave enevælden, eller om det var nationalliberalisterne der skulle vælte enevælden. Var det kun vore gode kongers skyld at vi fik et rolig systemskifte, eller spillede andre faktorer ind?

Problemformulering

Hvad er den danske vej, og var den så fredelig som det siges?

Problemstillinger

• Redegøre for Grundlovens tilblivelse

• Analysere kongens rolle i denne

• Diskutere hvorvidt den danske vej adskilte sig fra andre landes vej mod demokrati.

1

Bregnsbo, Den danske vej Om traditionen for den danske konsenskultur

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=73524

Side 3

2

Grundlovens tilblivelse

Den nationalliberale opblomstring

Spurgte man nationalliberalisterne om hvem den frie forfatning skulle gælde, var deres svar entydigt, Danmark til Ejderen. Ejderen var floden som dannede grænse mellem Slesvig og Holsten.

Nationalliberalisterne ønskede Holsten ude af helstaten, fordi Holsten allerede var medlemmer af det tyske forbund, og de frygtede at Danmark ad denne vej ville blive trukket ind i dette forbund og dermed miste sin

                      2
nationale selvstændighed. Dette ville være det værste for en nationalliberal da deres politik bl.a. gik ud på

at bevare den nationale frihed og sikre at arvetronen gik til en dansker.

Ved Frederik d. 6. død d. 3. december 1839 samledes de liberale studenter og akademikere kort efter på hotel d’Angleterre, hvor de blev enige om at skrive et lykønskningskort til den nye konge, Christian d. 8., hvori der stod en anbefaling om give Danmark en fri forfatning. Den mest fremtrædende person i dette, var juristen og politikeren Orla Lehmann. Han kæmpede hele sit liv for et liberalt samfund hvor veluddannede personer som ham selv havde den største indflydelse. Lehmann var ejer af en stor gave, nemlig hans veltalenhed. Den gjorde at han fik de svært overtalte bønder med over på sin side, nemlig siden som stod i

skarp opposition mod enevælden.^{3}

Lykønskningskortet fik ikke den effekt som liberalisterne havde håbet på. Christian d. 8. svarede at enevælden og stænderforsamlingerne forblev som de var. Dette skuffede meget, og liberalisterne så nu at deres eneste håb var at få bønderne over på deres side. Problemet var, at bønderne var glade for enevælden og kongen, da det var denne som havde afskaffet stavnsbåndet i 1788. På et bondemøde på Falster i 1841, holdt Lehmann en tale om at bønderne ville være meget bedre stillet i et demokrati end i et monarki. Denne ”talefrækhed” tolererede kongen naturligvis ikke, og Lehmann blev idømt 3 måneders fængsel. Udenfor fængslet blev Lehmann hyldet, også af bønderne, og kongen udstedte så i 1845 bondecirkulæret. Bondecirkulæret betød at bønderne ikke måtte holde politiske møder uden den lokale politimesters tilladelse. Men bondecirkulæret betød blot at bønderne blev endnu mindre kongetro, og dette fik kongen til at trække cirkulæret tilbage igen efter 1 år. Dette hjalp dog ingenting, bønderne gik sammen med de liberale og dannede foreningen, som skulle blive meget populær, ”Bondevennernes

                                                                                    4
selskab”. Foreningen havde nogle politiske mål, og det vigtigste var fæsteforholdets overgang til selveje.

2

Lehmann, Orla Lehmanns tale ”Danmark til Ejderen” 28. maj 1842 http://www.danmarkshistorien.dk/leksikon-og-
kilder/vis/materiale/orla-lehmanns-tale-danmark-til-ejderen-28-maj-1842/

3

Søndberg, 1999, side 22-23

4

Ibid. s. 23-24

Side 4

3

Casinomødet (martsrevolutionen)

Februarrevolutionen i Frankrig 1848, var en revolution som fældede borgerkongen Ludvig Philip og tvang

                               5
ham til at abdicere og flytte til England

. Denne begivenhed udløste en masse martsrevolutioner rundt om i

Europa og i Danmark førte det til Casinomøderne som blev holdt på Casino-teatret i København d. 11.

marts og d. 20. marts 1848. Mødet d. 20. marts blev egentlig indkaldt pga. nogle rygter om, at der var brudt et oprør ud i Slesvig-Holsten. Et rygte som der senere skulle vise sig at være ukorrekt. Til netop dette Casinomødet samledes omkring 3000 mennesker hvor Orla Lehmann holdt sin hovedtale. I denne tale snakkede han bl.a. om det mulige slesvig-holstenske oprør som ville tage Slesvig fra Danmark og om den uerfarne konge og hans svage ministre som ikke ville kunne tage kampen op imod Slesvig-Holsten og evt.

Preussen. Han foreslog så, at de dagen efter skulle gå til kongen og forlange et systemskifte. Dette

                                                      6
systemskifte ville hjælpe til at sikre Slesvigs tilknytning til Danmark.

Dagen efter, d. 21. marts ved middagstid, samledes omkring 20.000 mennesker på Gammeltorv, hvor de med Københavns borgerrepræsentation i spidsen, gik i samlet flok mod Christiansborg for at aflevere deres krav og kræve et systemskifte. Men Frederik d. 7. var kommet dem i forkøbet ved hjælp af hans

                            7
nyudnævnte gehejmestatsminister Bardenfleth, som havde rådet ham til at afskedige hans nuværende

       8
ministre. Frederik d. 7. meddelte de demonstrerende at han allerede om formiddagen havde afskediget

sine ministre og havde dermed accepteret deres krav.^{9}

3 års krigen

Nu prøvede Frederik d. 7. så at finde nogle ministre som kunne leve op til nationalliberalisternes krav men som også ville være venlige stemte overfor Slesvig-Holsten. Dette trak ud til næste dag, men allerede da, ankom Prinsen af Nør fra Kiel, og fortalte kongen, at slesvig-holstenerne ville have undertegnet til at stå i spidsen for et oprør, men at han ville forblive loyal overfor kongen hvis han blot imødekom alle deres krav.

Dette opfattede kongen som en utrolig frækhed, og tilkaldte straks sin tidligere minister og bad ham om at danne en regering som skulle omfatte bl.a. Lehmann og Tscherning. Dermed overlod han ansvaret til det

                                                                    10
nye ministerium, det såkaldte martsministerium, og var nu en konstitutionel konge.

Da nyheden om, at et martsministerium var blevet dannet og at de nationalliberale havde fået en fremtrædende rolle i dette ministerium, kom til Slesvig-Holsten, brød en konflikt ud. Slesvig-Holsten

5

Nielsen, 2009, side 161

6

Søndberg, 1999, side 39

7

En hemmelig eller uofficiel statsminister.

8

Grænseforeningen, Casino-mødet, 20. marts 1848 http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3639

9

Søndberg, 1999, side 39-40

10

Ibid, side 40

Side 5

4 frygtede nu at Ejderpolitikken blev ført ud i livet og at hertugdømmerne skulle skilles ad, selvom de to hertugdømmer egentlig var uadskillelige efter en gammel forordning.

Krigen brød ud med slesvig-holstenernes angreb på Rendsborg d. 24. marts 1848. Slesvig-Holsten fik støtte fra Preussen med vandt alligevel ikke over den nye værnepligtige danske hær. En deling af Slesvig blev foreslået af diplomater, men blev afvist. Dette skete i forbindelse med en aftale om våbenhvile i august

1848. I april 1849 blev krigen genoptaget og blev først afsluttet i juli 1850 efter Ruslands pres på Preussen.

                                                                                   11
Presset fra Rusland gav Danmark mulighed for at besejre slesvig-holstenerne ved Isted d. 25. juli 1850. Et

slag som kostede omkring 6400 mennesker livet. Krigsforhandlingerne i Slesvig sluttede i oktober 1850 og da Rusland og Østrig med Olmützoverenskomsten i november bankede Preussen på plads, blev den slesvig-holstenske regering og hær endelig opløst i januar 1851.

Junigrundloven blev vedtaget i juni 1849, altså under krigstiden. Junigrundloven bar derfor præg af, at Slesvig ikke fik lov til at vælge deres 31 folkevalgte og 10 kongevalgte medlemmer til den grundlovsgivende forsamling, som det egentlig var tiltænkt dem. Derudover accepterede de konservative også hurtigt forfatningen, selvom den ikke indeholdt ret mange konservative garantier, og Bondevennerne tilsluttede sig 2 kammersforfatningen, selvom de havde krævet en étkammersforfatning. Grundlovens øvrige paragraffer blev behandlet hurtigt og uden konflikter. I Danmark fik vi nu et konstitutionelt monarki med en tredeling af magten. Den udøvende magt lå hos kongen, som var ansvarsfri, hans opgave var at udnævne ansvarlige ministre. Den lovgivende magt lå hos kongen og den folkevalgte rigsdag, og den dømmende magt lå hos domstole med uafsættelige dommere.

Grundloven indeholdt bl.a. regler omkring arvefølgen, kongehusets rettigheder og forpligtelser, rammerne for kongens og ministrenes udøvende magt, lovgivningsprocessen, religionsfriheden og endelig borgernes

                  12
mere frie rettigheder.

Frederik d. 7.s rolle

Orla Lehmann og revolutionen

Frederik d. 7. bliver af mange kaldt den folkekære konge. Dette skal nok mest ses i forbindelse med hans afgivelse af enevælden, uden nogen indsigelser. I Orla Lehmanns adresse til kongen, stod der til slut

Vi anråber Deres majestær om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp^{13}

11

Nielsen, 2009, side 609-610

12

Petersen, 2002, side 251-254

Side 6

5

Med henblik på den franske revolution og dens grusomheder, bl.a. afhugning af kongens hoved, var det klart at kongen frygtede en lignende revolution i Danmark. Lehmann hævder dog, at ordene ikke skulle forstås truende, men mere som et bevis på folkesuveræniteten. Men Professor P. Hjort beretter senere at ordene faktisk ikke kan forstås anderledes end som en trussel om, at hvis ikke kongen efterfulgte kravene,

                                            14
ville det blive nødvendigt med en voldelig omvæltning.

Om aftenen d. 20. marts da kongen blev underrettet om folketoget som ville møde op næste dag, havde han på daværende tidspunkt en hensigt om at svare følgende

Det er i dette øjeblik ikke ret gørligt at forandre noget ved ministeriet, da jeg ej er misfornøjet dermed…

15

Som tidligere nævnt rådede Bardenfleth kongen til at afskedige hans ministre og det var også ham som påpegede at dette svar til folketoget ikke var godt nok. Dagen efter havde kongen ændret mening og svarede nu at de uroligheder, der fandt sted i landet, var grundede i en mistillid til det hidtil fulgte

regeringssystem…^{16}

Grunden til denne ændrede mening kan have været mange. Kongen kan have været bange for en revolution som den i Frankrig. Han frygtede som sagt et oprør af blodig karakter, både på ham og folket, og hvis folket overtog magten, kunne han være sikker på at miste al sin magt og være i fare for at miste livet.

Ved at imødekomme nationalliberalisternes krav, ville han stadig beholde en del af magten og have sit liv i behold.

Selvom Frederik d. 7. afskaffede enevælden, var det stadig ham som skulle vælge ministre. Det forekom ham at være en god løsning, da det stadig var ham som bestemte hvilke folk der skulle sidde i regeringen, og samtidig behøvede han ikke at tænke på ansvaret. Det var fordelen ved at være en konstitutionel monark.

Christian d. 8.

Frederik d. 7. far, Christian d. 8. var død omkring 2 måneder tidligere, og han havde også utrykt sin bekymring for sin søn og hans evne og vilje til at regere landet. I dec. 1848, 1 måned inden han døde, havde Christian d. 8. bestilt et udkast til en fri forfatning, men dette nåede aldrig at blive behandlet i statsrådet,

13

Friisberg, 1999, side 123

14

Ibid, side 124

15

Ibid, side 125

16

Ibid, side 125

Side 7

6 da kongen fik en blodforgiftning og døde d. 20. januar. Han skrev et brev til sin søn, hvori der stod at han pålagde ham at rådføre sig med fædrelandssindede mænd og give dem en fælles forfatning for Danmark og

             17
Slesvig-Holsten. Ud fra dette, er der noget der tyder på at Christian d. 8. og Frederik d. 7. og deres

ministre allerede tidligere end februar og martsrevolutionen havde planer om at give danskerne en friere forfatning. Dette kan forklare hvorfor nationalliberalisterne d. 21. marts, da de gik til kongen, kunne få deres ”krav” gennemført så let og hurtigt.

Psykisk syg?

Militærmanden C.F. v. Holten^{18} betegnede i sine erindringer, at Frederik d. 7. var sindssyg. Han havde en

svingende optræden og et anstrengt forhold til sandheden. Holten antyder endvidere at kongen ikke kunne skelne mellem fantasi og virkelighed, og netop derfor anså han, og andre i kongens nærmere omkreds, at et

                                 19
konstitutionelt monarki var nødvendigt. Dette kan sandsynligvis have betydet at Frederik d. 7. er blevet

påvirket af sine rådgivere, direkte eller indirekte., til at afskaffe enevælden, og videregive ansvaret til sine embedsmænd.

Manglende interesse for hvervet

Frederik d. 7. havde ringe interesse for sit hverv som enevældig konge, og modtog derfor også uden

                                                                20
begejstring faderens kongemagt og forfatningsplaner efter Christian d. 8.s død. Denne manglende

interesse samt hans uerfarenhed indenfor faget, må også have haft en stor betydning for hans hurtige afgørelse om enevældens afskaffelse d. 20. marts 1848.

Den danske vej mod et demokratisk styre i forhold til den franske vej

Revolutionen i Frankrig 1848

Udtrykket ”den danske vej” er blevet beskrevet i dansk historieskrivning i de sidste 200 år tilbage.

Udtrykket i sig selv, skal forstås som en speciel form for adfærd, man havde dannet i Danmark, i tallet, hvor vi efter egen mening var en nation og et folk, der i ro og mag, forsøgte at løse tingene på

                                     21
fredelig vis, i stedet for brug af oprør og vold.

Andre steder i Europa, f.eks. i Frankrig, havde en blodig og voldelig revolution. I Frankrig havde de en konge, der ikke arbejdede for folket og for landet, men for sig

17

Petersen, 2002, side 245-246

18

Generalmajor som færdes i kongens nærhed.

19

Friisberg, 1999, side 53

20

Søndberg, 1999, side 38

21

Bregnsbo, Den danske vej Om traditionen for den danske konsenskultur

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=73524

Side 8

7 selv, mens vi i Danmark havde en konge der arbejdede for folket og var bevist om at reformer og et systemskifte var blevet nødvendig, og viste sig derved forståelig overfor tidens krav.

Udover at Frankrig havde en konge der ikke var reformvenlig, var datidens samfundsproblemer også en afgørende faktor til den franske revolution. Foregående års dårlig høst og Frankrigs engagement i den amerikanske uafhængighedskrig, havde medført at den franske statskasse var på fallittens rand. Dette

                                                                                22
resulterede i at det franske folk ikke just elskede deres monarki og at kravet om reformer var store.

I Danmark havde kronprins Frederik (senere Frederik d. 6.) ophævet stavnsbåndet i 1788, og dette havde hjulpet med til at bønderne var venligere stemt overfor deres konge. Derudover havde kongehuset ført en neutralitetspolitik, som medførte at Danmark undgik mange konflikter i 1700 tallet og at det havde sat skub i den danske industrialisering og den økonomiske vækst. Dog var den danske neutralitetspolitik en direkte årsag til, at Danmark blev involveret i Napoleonskrigene.

3 års krigen – en fredelig vej?

Som tidligere beskrevet, er den danske vej en adfærd hvor vi i ro og mag forsøgte at løse tingene på fredelig vis, uden brug af vold. Men hvad skal vi så kalde 3 års krigen? 3 års krigen var en direkte reaktion fra slesvig-holstenerne, på enevældens fald og dermed på truslen fra nationalliberalisterne og deres Ejderpolitik, dvs. at Slesvig skulle indlemmes i det danske kongerige, og Holsten skulle udskilles. De nationalliberale i Kiel, kæmpede derimod for en fri forfatning der skulle omfatte både Slesvig og Holsten optaget i det tyske forbund.

Dette skabte naturligvis en del problemer, da enevælden blev afskaffet d. 21. marts 1848, og der udbrød borgerkrig. Det var ikke en krig, som blev udspillet mellem tilhængere af det gamle og det nye politiske system, men en krig mellem tilhængere af demokrati. Til Danmarks forsvar skal det siges, at det var Slesvig- Holsten der erklærede krig mod Danmark, og ikke omvendt.

Krigen startede med Slesvig-Holstens indtagelse af Rendsborg d. 24. marts 1848 og sluttede først i januar

1851 uden en egentlig løsning. I august 1848 var martsministeriet efterhånden parat til at opgive Ejderstandpunktet og acceptere en deling af Slesvig, men dette blev i øvrigt skarpt afvist af dansksindede slesvigere og stort set alle fløje af den danske politiske opinion, inklusive det nationalliberale bagland.

22

Bregnsbo, Den danske vej Om traditionen for den danske konsenskultur

http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=73524

Side 9

8

Delingstanken blev helt umulig, da Frederik d. 7. ved en tropperevy d. 18. september højlydt havde undsagt

den.^{23}

Dette viser at kongen alligevel ikke ønskede at løse dette problem så fredeligt som muligt, han nægtede at bukke under for presset fra sine rådgivere, og ville kæmpe indtil han kunne få hele Slesvig indlemmet til Danmark. Dette kan se underligt ud, da Frederik d. 7. ellers hidtil har virket uinteresseret i dansk politik og helstaten som sådan, og nu vil han kæmpe for at opfylde Ejderpolitikken. Grunden til dette, kan være at han vidste han havde den russiske kejsers støtte. Kejseren anerkendte at det var den danske konge, der var

                                                                     24
den legitime hersker i hertugdømmerne, og accepterede ikke tysk støtte til oprørene. Omvendt ser det

lige så underligt ud, at de nationalliberale ville gå med til en deling af Slesvig, når nu deres Ejderpolitik, sagde at Danmark skulle gå ned til Ejderen. Dette kan muligvis forklares med, at der i Nordslesvig var flest dansksindede, hvorimod at der i Sydslesvig var flest tysksindede, og dermed kunne godt betale sig, at

komme af med Sydslesvigerne.^{25}

23

Petersen, 2002, side 250

24

Erik F. Rønnenbech, Treårskrigen ,

http://www.roennebech.dk/www_fredericiashistorie/html/FREDERICIA/krige/treaarskrigen/krigsframes.html

25

Kvan, side 18-20

Side 10

9

Konklusion

Den danske vej, er ofte blevet beskrevet som vores adfærd, hvor vi efter vor egen mening, har løst konflikter på en fredsommelig måde.

Er den danske vej så fredelig som vi selv siger? Ja, hvis vi kigger fra et stort perspektiv og sammenligner med Frankrig, så foregik overgangen fra enevælde til demokrati meget fredeligt. Frederik d. 7. var reformvenlig og havde forståelse for tidens krav. Folket var ikke revolutionært, da stavnbåndsopløsningen og neutralitetspolitikken havde gjort bønderne og folket milde stemt overfor monarken.

Hvis vi blot kigger ud fra et smalt perspektiv, og ser hvordan tingene forløb indenfor helstaten, så foregik systemskiftet ikke fredeligt. 3 års krigen var en direkte modreaktion på systemskiftet. Frygten for at blive delt, førte til Slesvig-Holstens angreb på Danmark i 1848. På trods af god vilje om delingen af Slesvig i august 1849 fra Slesvig-Holsten og Englands side, valgte kongen at takke nej og dermed fortsætte krigen.

Side 11

10

Litteraturliste

Bøger

• Friisberg, C, Revolutionen over Danmark, Vestjysk kulturforlag, Varde, 1999.

• Nielsen, T. o.a., Gads historie leksikon, Gads forlag, 2009.

• Petersen, E., o.a., Danmarks historie – i grundtræk, Aarhus universitetsforlag, 2002.

• Søndberg, O., Den danske revolution , Systime, 1999.

Artikler

• Kvan: Et tidsskifte for læreruddannelsen og folkeskolen, nr. 67 Kultur og Dannelse, Årgang 23, november 2003.

o Korsgaard, Ove. ”Den danske vej til at få etableret nationen i folkets hjerter”

Internetkilder

• http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3639
• http://www.danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/orla-lehmanns-tale-danmark-

til-ejderen-28-maj-1842/

• http://www.roennebech.dk/www_fredericiashistorie/html/FREDERICIA/krige/treaarskrigen/krigsfr

ames.html

• http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=73524