Et eksempel fra STX 2.g

Den Russiske Revolution 1917 | Oktoberrevolutionen

Brug materialet til at undersøge opbygning, metode og faglige valg.

Historie A 12 sider

Lær af eksemplet på 15 minutter

Læs med de tre spørgsmål herunder, og skriv et kort svar på hvert, gerne med et sidetal. Så har du noget konkret at tage med over i din egen opgave.

  1. 4 min

    Find problemformuleringen. Spørger den om en årsag, en udvikling eller en vurdering?

  2. 4 min

    Find en kilde, opgaven bruger. Står der, hvem der har lavet den, hvornår og hvorfor?

  3. 4 min

    Find et sted, hvor opgaven forklarer i stedet for at fortælle. Hvilke årsager peger den på?

  4. 3 min

    Din egen opgave: Hvilken kilde i din egen opgave er du i tvivl om, og hvad ved du om, hvem der lavede den?

Skal du selv skrive historieopgave? Metoden står her: Historisk metode: undersøg og forklar

Om opgaven

Ophavet er ikke dokumenteret for denne post. Katalogoplysninger: STX 2.g, Historie A, 12 sider. Brug materialet til at se, hvordan teksten er bygget op, og hvilke faglige valg der er truffet.

Læs, hvilke metoder historie giver dig, og hvad du kan skrive en stor opgave om: Historie i gymnasiet.

Hele opgavens tekst

Se originaldokumentet

Læs teksten direkte her på siden. Figurer og den præcise opsætning af tabeller og formler finder du i originaldokumentet.

Gå til en side

Side 1

Side 1 af 12

Den russiske revolution

Februar- og Oktoberrevolutionerne i 1917

Side 2

Side 2 af 12

Indholdsfortegnelse

Indledning og problemformulering .................................................................................................. 3 Redegørelse for karakteren af Februarrevolutionen i 1917 ........................................................... 3 Ruslands sociale forhold ................................................................................................................... 3 Den folkelige opstand ....................................................................................................................... 4 Abdicering af Nikolaj II og indsættelse af den provisoriske regering .............................................. 5 Analyse af bolsjevikkernes rolle og betydning i perioden februar til oktober 1917 .................... 5 Petrograds sovjet ............................................................................................................................... 5 Den sovjetiske iscenesættelse ........................................................................................................... 6 Planlægningen af Oktoberrevolutionen ............................................................................................ 8 Vurdering af Oktoberrevolutionen som et statskup eller en folkelig revolution ......................... 9 Et mangeårigt optræk ........................................................................................................................ 9 En fredelig omvæltning ................................................................................................................... 10 Kilde- og litteraturliste .................................................................................................................... 12

Side 3

Side 3 af 12

Indledning og problemformulering

Den russiske revolution, der over otte måneder i 1917 medførte en kolossal politisk omvæltning i datidens Rusland, betød efterfølgende frem til Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens brud i

1991 en ny tilværelse for de knap 295 millioner sovjetborgere og ikke mindst også for omverdenen som udenrigspolitisk sparrings- og forhandlingspartner, hvad enten det måtte omhandle støtten af Bangladeshs løsrivelse eller modstanden mod udvidede fiskerigrænser [1]. Fra den folkelige revolution i Petrograds kolde februar til Lenins indsættelse af det sovjetiske styre i oktober måtte den russiske – og fra 1922, også øvrige sovjetiske – befolkning gennemleve et skift i både levevis og politisk magtfordeling, der skulle have betydet nye tider for de lidende slavere, og som i dag endnu har stor betydning for hele verdenssamfundet knap to årtier efter Sovjetunionens opløsning i

1991.

For at karakterisere begivenhederne fra Februar- og Oktoberrevolutionerne i 1917 ønsker jeg at analysere karakteren af Februarrevolutionen med udgangspunkt i begivenhederne i Petrograd; analysere bolsjevikkernes rolle og betydning mellem februar og oktober 1917; samt vurdere, hvorvidt Oktoberrevolutionen med indsættelse af Vladimir Lenin og den sovjetiske regering kan defineres som værende et bolsjevistisk statskup eller en egentlig folkelig revolution.

Redegørelse for karakteren af Februarrevolutionen i 1917

Ruslands sociale forhold

Rusland var i begyndelsen af år 1917 i en meget kedelig situation. En exceptionelt hård vinter hærgede den daværende hovedstad Petrograd – i dag kendt under navnet Sankt Petersborg – hvor en desperat og massivt voksende fødevaremangel medførte, at de almindelige russiske familier basalt set ikke kunne klare sig til dagen og vejen. [2]

Endvidere haltede den russiske nation væsentligt efter de større, industrialiserede lande i Vesten, der teknologisk og økonomisk oprustede sin kapacitet; ikke mindst på baggrund af den netop igangværende Første Verdenskrig, der medførte en kolossal udbygning i Vesteuropas efterspørgsel og udbud for produktion af ny teknologi. Imidlertid måtte Rusland af udenrigspolitiske og geografiske grunde se sig isoleret som sin egen lille platform for ny social elendighed med en eksponentielt stigende arbejdsklasse, der uden beskæftigelse måtte stimulere egne behov uden en indkomst. Omkring 80 % af befolkningen i Rusland var i år 1900 beskæftiget i landbruget, hvor man måtte leve under elendige kår for at få den mindste chance for selvforsørgelse. [3] I 1892 oplevede man en direkte hån fra Frankrig overfor den russiske, teknologiske retardation, hvor franske finanskredse nægtede kapitalindskydning til Rusland pga. myndighedernes behandling af

1

Carlo, Antonio: Sovjetunionens politiske og økonomiske struktur , politisk revy, 1972, s. 8.

2

Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 34

3

Hartley, L.: Den russiske revolution, s. 12

Side 4

Side 4 af 12

                 4
det jødiske mindretal.

Endvidere opmønstrede der sig en massiv utilfredshed mod det politiske styre under ledelse af zar Nikolaj II, hans zarina Alexandra og heler og rådgiver Rasputin [5], der lod til at sætte al indsats mod Vesten, hvor verdenskrigen udkæmpede sig på sit tredje år, mens Rusland måtte forfalde i en dyb økonomisk og socialpolitisk krise. Befolkningen havde generelt set sig sure på russisk krigsførsel siden krigen mod Japan om Manchuriet. [6]

Den russiske krigsføring medførte, at man for at undgå en forsvarspolitisk falliterklæring til mere moderniserede lande måtte konstant effektivisere hæren, der uorganiseret og ineffektivt udgjorde en massiv statsøkonomisk postering, selvom opråbene om verdenspolitisk fred blandt de russiske borgere bragede som kanoner.

Den folkelige opstand

Disse for befolkningen uacceptable levevilkår i levestandarden førte til, hvad vi i en historisk kontekst kender som Februarrevolutionen, der havde sine hovedbegivenheder i Petrograd mellem d.

8.-12. marts ifølge den gregorianske kalender. I datidens Rusland benyttedes den julianske kalender, der i sammenligning med den gregorianske af slagsen er tretten dage bagud, hvorfor denne opgaves to revolutioner omtales som stedsværende i februar og oktober, selvom de i en vestlig kontekst fandt sted i marts og november. Denne opstand begyndte for alvor d. 8. marts, hvor en række arbejdere på en af Petrograds største fabrikker annoncerede en strejke for forbedring af arbejds- og lønvilkår, hvilket resulterede i en nogenlunde fredelig kollision med zarens styrker, hvorefter

                   7
arbejderne blev fyrede.

Den følgende dag, d. 9. marts, var Kvindernes Internationale Kampdag, hvor man i lyset af gårsdagens strejke og konfrontation med zarens styrker mødtes over hele Petrograd for at afholde protestmøder, resulterede i en spontan folkelig opbakning til de afskedigede arbejdere. [8] D. 11.

marts, blot tre dage efter strejken, var næsten enhver industri og adskillelige andre forretninger lukkede, hvor man fra arbejderklassens side mødtes til offentlige møder og gigantiske demonstrationer, hvor man krævede en lang række sociale rettigheder, herunder et basalt krav som rettigheden til ”fred, frihed og brød”.

Fra magtordenens side prøvede man gennem politiet at stoppe de massive folkemængders protest, der resulterede i dødsfald på begge sider. Denne opgave viste sig dog hurtigt direkte umulig at varetage, da de mange demonstranter og strejkende stormede og plyndrede politistationerne, hvorved zar Nikolaj II måtte indsætte sine soldater for at opretholde ro og orden. At indsætte militæret i dette spørgsmål viste sig dog hurtigt blot at være som benzin til et allerede oprustet bål, da soldaterne vendte zaren ryggen og tilsluttede sig protesterne, hurtigt efterfulgt af politiet. Hele

4

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 230

5

Lynch, Michael: Reaction and Revolution: Russia , 72

6

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 238

7

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 254

8

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 107

Side 5

Side 5 af 12 oprøret nåede sit maksimum d. 12. marts, hvor det meddeltes, at zaren havde hjemsendt

                                 9
Statsdumaen, den lovgivende forsamling.

Abdicering af Nikolaj II og indsættelse af den provisoriske regering

Mikhail Rodzianko, der var daværende formand for et af det russiske parlaments to kamre, Statsdumaen, sendte i oprørets hede et telegram til zar Nikolaj II, hvori han kort beskriver de anarkistiske tilstande i Petrograd og opfordrer zaren til at danne en ny regering, hvis man vil undgå et fatalt kollaps af Rusland, mens statsminister Golitsin ligeledes bør træde tilbage [10]. Nikolaj lader dog til at ignorere dette telegram, men bliver tvunget til at tage toget til Petrograd d. 15. marts, da hans børn er blevet smittet med mæslinger. Nikolaj, der havde beordret toget til hovedstaden, indser, at toget føres at styrker, der nægter at adlyde hans ordrer, hvorved Nikolaj i stedet føres til byen Pskov. Her mødes han med sine generaler og flere repræsentanter fra Statsdumaen, der opfordrer zaren til at træde tilbage, hvilket han – under nogen modvilje – indvilliger i. [11] Nikolaj tilstræber sig dog, at hans bror, storhertug Mikhail Alexandrovich, overtager tronen.

Mikhail nægter dog at overtage tronen, såfremt der ikke i en demokratisk valgt regering er fuld konsensus om dette [12]; dette lader ikke til at være tilfældet under de givne omstændigheder, der er omklamrede af en vis grad af panik. Nikolaj, der nu efter sin abdicering kendes som ”Nikolaj Romanov” genforenes med sin familie i Petrograd og sendes i husarrest. Mikhail, der ikke ønskede at besætte den forhadte post, underskrev i kraft af sit embede som storhertug og bror til den nyligt abdicerede zar en suverænitetsoverdragelse til en ny provisoriske (midlertidig, red.) regering, hvis formål var at gennemføre et demokratisk valg til et nyt grundlovsgivende parlament, hvor man sidenhen fra parlamentarisk side i kraft af en ny grundlov skulle bestemme den kommende regeringstype, mens den provisoriske regering indtil da skulle varetage de centrale politiske nødvendigheder. [13] Dette markerede slutningen på det russiske monarki og zardømme gennem mange århundreder.

9

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 256

10

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 110

11

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 256

12

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 119

13

Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 37

Side 6

Side 6 af 12

Analyse af bolsjevikkernes rolle og betydning i perioden februar til oktober 1917

Petrograds sovjet

Som en ny politisk statsmagt erstattes zardømmet af den provisoriske regering, der fungerer som tværpolitisk samlingsregering i forlængelse af den gamle Statsduma, der traditionelt repræsenterede det russiske borgerskab, i knap otte måneder indtil Oktoberrevolutionen, hvor den fra d. 15. marts til 21. juli var ledt under Georgy Lvov [14] og sidenhen fra juli af socialrevolutionære Alexander

Kerensky [15]. Lvov var tilknyttet det borgerlige, monarkisk-konstitutionelle Kadetparti, der gik ind for en vestlig form for demokrati i stil med det, man kendte fra Storbritannien. Den nye regering lod til at have tilsluttet sig stor international opbakning, da bl.a. USA d. 22. marts anerkender den nye regering og bliver efterfulgt to dage senere af Storbritannien, Italien og Frankrig.

Lvov, Kerensky og resten af den provisoriske regering måtte fra starten se sig nødsagede til en accept af en befolkningsopfattelse, der mere eller mindre sidestillede regeringen med den øverste sovjet i Petrograd. [16] Sovjetterne var råd eller forsamlinger, der via direkte valg skulle fungere som et slags ”tryout” for demokratiet i Rusland, hvor man i alle byer og landsbysamfund som arbejder, bonde eller soldat organiserede sig i sin lokale sovjet. Den største af disse befandt sig således af demografiske grunde i Petrograd. Sovjetterne begyndte at opstå under den første russiske revolution i 1905 og blev forbudt det følgende år med oprettelse af den første duma, [17] hvorefter de officielt set ikke længere eksisterede indtil zardømmets endeligt. Sideløbende med den provisoriske regering tiltog sovjetten i Petrograd sig en bestemmende magt i sammenligning med den imperialistiske magt, zaren havde bedrevet, hvor man med flere venstrefløjsgrupperinger – her med bolsjevikkerne og mensjevikkerne som de centrale – fungerede som en politisk dobbelmagt med et nogenlunde bredt befolkningsmandat i modsætning til den dumakonstituerede regering. [18]

Den sovjetiske iscenesættelse

Kerensky stod dog med fødderne på begge sider af indflydelsens bræt. Både som regeringsleder, men også som medlem af Petrogradsovjettens eksekutivkomité, hvor han som repræsentant for de socialrevolutionære, der primært organiserede bønderne, [19] havde en stor politisk indflydelse, om end noget splittet. På baggrund af sovjettens opråb måtte Kerensky og regeringen komme med en række indflydelse, hvor man sikrede alle russiske borgere de samme borgerlige rettigheder og tilknyttede pligter, en afskaffelse af dødsstraffen, effektivisering af retsplejen, m.v. [20]

14

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 124

15

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 258

16

Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 47

17

Hartley, L.: Den russiske revolution, s. 20

18

Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 47

19

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 256-257

20

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 257

Side 7

Side 7 af 12

Sovjetterne over hele Rusland påtog sig således rollen som lønmodtagerens vagthund overfor regeringen, der i starten blev opfattet som værende borgerlig og skævvredet i forhold til befolkningssammensætningen. Man foretog dog på baggrund af denne opfattelse visse udskiftninger i kabinettets sammensætning i maj 1917, hvor flere socialistiske ministre blev udpegede. [21] Sovjetternes rolle var således at fungere som befolkningens talerør for borgerlige og politiske rettigheder (eller måske nærmere, tilkomster), mens regeringen skulle arbejde for en decideret brødfødning af befolkningen i kraft af den stadigt eksisterende fødevaremangel. I en af sine første erklæringer vedtog Petrogradsovjetten, at alle de russiske militærenheder skulle underlægges sovjetten og således modtage ordrer derfra.

Kerensky, der som fremtrædende medlem af Statsdumaen, havde arbejdet kraftigt for abdiceringen af Nikolaj II, fremrykkede i modstrid med befolkningens ønske endnu større midler til den russiske deltagelse i Første Verdenskrig, hvor man indledte en massiv offensiv mod Tyskland og Østrig- Ungarns styrker; en begivenhed kendt som ”Kerensky-Offensiven”. [22]

Dette resulterede for de russiske styrker i en fiasko, hvorved befolkningens opbakning til den tilsyneladende funktionelle regering led et massivt nederlag. Den provisoriske regering måtte nu lide under forsøg på politiske magtovertagelser og infiltrationer fra hele det politiske spektrum, fortsat især fra Petrogradsovjetten, hvor man måtte kæmpe med tab og nedgradering af de politiske institutioner.

Vladimir Uljanov, bedre kendt under sit dæknavn ”Lenin,” havde siden 1887 været organiseret i diverse revolutionære fraktioner, hvori han helt kæmpede for en afskaffelse af den russiske regeringsform [23] som en reaktionær politisering i sine unge dage efter sin brors, Aleksandrs, død. [24] Med en dyb næring til den marxistiske verdensopfattelse begyndte Lenins politiske spire. Han udvandrede i 1895 fra Rusland for at sprede det kommunistiske budskab til Vesteuropa, hvor han bl.a. nåede at besøge et schweizisk kurbad, [25] hvorefter han med favnen fuld af illegal, revolutionær litteratur hjemvendte til Rusland og blev forvist til en mørk celle i zarens fængsel, hvorefter han blev forvist til eksil i Sibirien. Han udvandrede til Vesteuropa, her især Schweiz, men også kortvarigt Danmark, i, hvor han ønskede at bidrage til den socialistiske bevægelse ved

26 at sammenfatte et nyhedsbrev, der skulle distribueres rundt i Rusland. Lenin skulle senere spille den største personrolle i Oktoberrevolutionen i 1997.

Et af de største partier i datidens Rusland under revolutionen anno 1917 var Socialdemokratiet.

Navnet kan misforstås i en nymoderne, vestlig sammenhæng, hvor man henviser til det parti baseret på den demokratiske socialisme. Det russiske socialdemokrati var et marxistisk parti grundlagt i

21

Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 47

22

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 134

23

Rosenfeldt, Niels Erik: Lenin – en revolutionær fundamentalist, s. 21

24

Rosenfeldt, Niels Erik: Lenin – en revolutionær fundamentalist, s. 19

25

Rosenfeldt, Niels Erik: Lenin – en revolutionær fundamentalist, s. 34

26

Lynch, Michael: Reactions and Revolution: Russia , s. 22

Side 8

Side 8 af 12

1898, [27] der måtte arbejde i eksil og illegalt mod styret. De socialrevolutionære, der fastholdt, at socialismen måtte være baseret på kollektivistisk fordeling af jord for bønderne [28] blev – så at sige, overhalede – af Socialdemokratiet, der fastholdt, at man ud fra en europæisk vinkel måtte basere revolutionen på arbejderklassen. Da revolutionen først kunne finde sted i et rent kapitalistisk samfund, måtte den først finde sted i Central- og Vesteuropa og sidenhen i Rusland, der var en mellemstørrelse mellem de to ideologiske udformninger.

Socialdemokratiet dannede ramme for en lang række ideologiske placeringer på venstrefløjen, hvor uenigheden, om hvorvidt man skulle benytte gradvise reformer eller en samfundsomvæltende revolution til opbygning af det socialistiske samfund var altoverskyggende i partiets første leveår.

To centrale fløje organiserede sig fra den alrussiske kongres i 1903 i partiet, hvor hhv. Julij Martov og Lenin stod som nøgleperson for hver sin fløj. Martov mente, at revolutionen skulle være bredt funderet, hvorved partiet skulle overgå til at finde sig en identitet som masseparti, således alle revolutionen var baseret på alle arbejderes skuldre, hvor man var i stand til at søge politiske kompromisser med andre partier. [29] Lenin var dybt uenig i dette synspunkt og fastslog, at partiets og den revolutionære bevægelse for afskaffelsen af den provisoriske regering skulle være baseret på et topstyret og elitært plan, [30] hvor arbejderklassen skulle rette sig ind fra øverst befalende. På den alrussiske kongres i 1903 fik den leninistiske fraktion flertal for dette synspunkt, hvorved denne bevægelse fik navnet ”bolsjevikkerne” – dvs. flertalsmænd – mod Martovs nederlagslidende mindretalsmænd – ”mensjevikkerne”. [31] Dette markerede begivenheden for opdelingen af partiet i de to grupperinger; det bolsjevistiske parti er nu en realitet.

Lenin udvandrer grundet politisk forfølgelse til Vesteuropa i 1906, hvor han primært opholder sig i Schweiz til 1917. [32] I revolutionens hede rejser han med finansiel støtte fra Tyskland med tog via Danmark og Sverige til Petrograd. Tyskland gav en andel af fem millioner mark til Lenin og bolsjevikkerne, således Lenin kunne transporteres tilbage til Rusland, da man fra tysk side vidste, at Lenin gennem en uundgåelig magtovertagelse ville stoppe den russiske krigsførsel. [33] Han ankommer således d. 16. april til Petrograd, hvor han dagen efter præsenterer sine Aprilteser. [34] I disse teser manifesterer han, hvorledes al militær og politimæssig magt, jord og statslige apparater med øjeblikkelig virkning bør tilkomme sovjetterne. Som en højst uventet og kærkommen støtte dukker Lev Trotskij frem i dagens lys [35]; Lenin og Trotskij, der siden den første revolution i 1905 havde været i totterne på hinanden, forenes nu under den bolsjevistiske bevægelse. Teserne, der selv for bolsjevikkerne virkede en smule radikale, vakte en del uro over Lenins udmeldelse, men Lenin svarede på dette ved at kritisere sine partifæller for handlingslammelse og mangel af politisk vilje.

27

Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 36

28

Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 36

29

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 224

30

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 226

31

Lynch, Michael: Reactions and Revolution: Russia , s. 24

32

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 98

33

Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 126

34

Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 40-41

35

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 259

Side 9

Side 9 af 12

Planlægningen af Oktoberrevolutionen

Da Lvov endnu var regeringsleder i juli 1917, måtte bolsjevikkerne tilslutte sig Lenins Aprilteser for at skabe en vedvarende kontinuitet i propagandaen, hvor dette fra regeringens side ses som værende et forsøg på et statskup, selvom dette formentlig ikke har været hensigten fra hverken Lenins eller bolsjevikkernes side. Regeringen nedkæmper denne opstand blandt arbejderne, og bolsjevikkerne må gå under jorden, hvorved Lenin i tumulten flygter til Finland. [36]

En udmattet Lvov trækker sig tilbage og posten som regeringsleder gives videre til den hidtidige justitsminister Alexander Kerensky. Efterfølgende vælges Trotskij d. 19. september som præsident for Petrogradsovjetten, som nu er underkastet bolsjevistisk formandskab. [37] Lenins flugt til Helsinki bør ikke ses som en bremseklods for den snarlige revolution, men som en garanti for hans sikkerhed under forberedelserne dertil.

Lenins modstand mod Kerensky-regeringen og den dertilhørende planlægning af

Oktoberrevolutionen var i høj grad taktisk intelligent. Hvor Februarrevolutionen i moderne kontekst som sådan ikke var en revolution, men mere et statsligt og befolkningsmæssigt sammenbrud, kan man sige, at Lenin lige siden sin politisering i 1887 havde arbejdet mod det afkast, han senere fik i Oktoberrevolutionen. Gennem en gradvis overtagelse af statsorganerne og deres opgaver i kraft af embederne hos den alrussiske kongres og i de russiske sovjetter, tiltog Lenin og den bolsjevistiske bevægelse sig en gradvist øget magt, der dannede endeligt grundlag for den senere magtovertagelse og afsættelse af den provisoriske regering.

36

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 258

37

Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 259

Side 10

Side 10 af 12

Vurdering af Oktoberrevolutionen som et statskup eller en folkelig revolution

Et mangeårigt optræk

Lenin og den bolsjevistiske bevægelse havde på grund af zardømmets inkompetence og brud af løfter siden den forrige revolution i Rusland i 1905 et massivt fundament for gennemførelse af en revolution, hvor tanken om en ny revolution nu havde bevæget sig til en konsensuspolitik, hvor man ikke længere sagde ”hvorfor,” men ”hvordan”. Bolsjevikkerne, der således fra februar til oktober

1917 havde grebet magten i landets største sovjetter, stod således for mange som et tydeligt alternativ til den siddende provisoriske regering, hvor mindre venstrefløjsgrupperinger, såsom de socialrevolutionære og mensjevikkerne, måtte se sig undertrykte på den alrussiske kongres.

Opbakningen til Lenin var stadigt voksende i perioden fra februar til oktober 1917. Det var ikke blot blandt arbejderne og byboerne, at bolsjevikkerne fandt støtte, men også på landet havde en venstredrejning fundet sted, hvor et nyt proletariat også i mange havde floreret. Gennem en endnu stigende kapitalistisk landbrugsmonopolisering var langt størstedelen af de agrikulturelle produktionsmidler centrerede omkring kæmpe farme under kapitalistisk styre, hvor småbønderne med ineffektive jordbrug, der gav dårlige afkast, måtte se sig tvunget til at fungere som dagplejere for de kapitalistiske godsejere, der fungerede som landbrugets bourgeoisi, mens man gennem en dybdegående koncentrationsproces fusionerede landbrug, hvorved ejerprofitten voksede ekspansivt.

Lenin fungerede derfor som fortaler for en massiv landbrugs”reform,” hvor man dybest set ønskede at fratage godsejerne og kapitalisterne deres jord uden erstatning og på kollektivistisk vis fordele

                        38
midlerne mellem proletariatet.

Lenins brede opbakning i starten af det russiske efterår i 1917 var således bredt funderet i en manifestation af soldater, der tilsluttede sig Den Røde Garde og de tilhørende delfraktioner, bønderne, der krævede en omfordelende jordreform, og arbejderne, der efter mange års fordelagtiggørelse af borgerskabet grupperede sig i sovjetterne sammen med de to fornævnte grupper.

En fredelig omvæltning

Den egentlige Oktoberrevolution adskiller sig fra sin søsterrevolution otte måneder tidligere ved at være en nogenlunde ikke-blodig statsomvæltning. De bolsjevistiske styrker begyndte natten mellem

d. 6. og 7. november at besætte store dele af Petrograd ved bevæbnet at besætte centrale infrastrukturelle knudepunkter, telegrafstationen, elværket, statsbanken, m.m. Knap et døgn senere forberedte Den Røde Garde efter mandat fra den alrussiske kongres en invasion af Vinterpaladset, hvor den provisoriske regering befandt sig. Garden tiltrængte sig uden opmærksomhed fra paladsets beskedne antal vagter adgang, hvorved man således kunne foretage statskuppet, selvom det dog var

38

Carlo, Antonio: Sovjetunionens politiske og økonomiske struktur , s. 111n

Side 11

Side 11 af 12

                          39
lykkedes Kerensky at undslippe.

Den provisoriske landbrugsminister Maslov beskriver begivenhederne fra arrestationen: ”En bevæbnet hob af soldater, matroser og civile anført af Antonov Ovsejenko væltede ind i rummet. De råbte trusler og sagde vittigheder. Antonov arresterede os alle i revolutionens navn, og gik herefter

                                           40
over til at skrive navnene op på alle tilstedeværende”.

Den provisoriske regering er således faldet, og statsmagten tilkommer nu bolsjevikkerne. I januar

1918 forefindes valg til den grundlovsgivende forsamling, hvor de socialrevolutionære får størst opbakning. [41] Dette forfalder ikke i bolsjevikkernes interesse, hvorved Folkekommissærernes Råd, som den nye regering navngives, opløser forsamlingen gennem den sovjetiske eksekutivkomité.

Verdens første socialistiske stat er nu en realitet.

Selvom denne revolution i det russiske efterår 1917 er væsentligt mindre blodig end søsterrevolutionen i februar, legitimerer det ikke hændelserne fra et demokratisk synspunkt, der ville være åbenlyst til vurdering af, hvorvidt der er tale om et reelt statskup eller en revolution med folkelig opbakning. Et sympatisk forsøg på demokratisk opbygning kan påpeges ved de direkte valg til sovjetrådene; denne demokratiske tendens stopper dog således her, da sovjetterne ikke juridisk set er bundet til statsorganet, som den provisoriske regering med Statsdumaens mandat er. Ved den gradvise udlicitering af statsorganer til Petrogradsovjetten registrerer vi således en privatisering og personlig interesseopfyldelse gennem statsapparatet: korruption.

Dette gør os imidlertid ikke klogere på, hvorvidt Oktoberrevolutionen var folkelig eller et decideret bolsjevistisk statskup – men det hjælper dog på helhedsforståelsen heraf, da vi samtidig må opveje denne problemstilling med bolsjevikkernes historiske selviscenesættelse.

Vi må således acceptere, at den provisoriske regerings mandat ikke er det bedste – det er blot det mindst dårlige. En sådan regerings inkompetence kan ikke med demokratiske øjne være grundlag for en voldelig afskedigelse. Jeg kan således konkludere, at man ved at tage udgangspunkt i Den Røde Hærs militære besættelse af statsorganerne d. 6.-7. november og Folkekommissærernes Råds opløsning af den grundlovsgivende forsamling kan kendetegne den russiske revolutions oktoberhalvdel som værende udtryk for et bolsjevistisk statskup, der harmoniseres med Lenins tanke om en elitær styring af det socialistiske samfund.

39

Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 51

40

Gilbert, Adrian: Den russiske revolution, s. 5

41

Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 53

Side 12

Side 12 af 12

Kilde- og litteraturliste

Den russiske revolution, Adrian Gilbert, 1995, oversat fra engelsk til dansk af Ole Steen Hansen,

1995, Forlaget Flachs, ISBN 6-3

Den russiske revolution, L. Hartley, 1980, oversat fra engelsk til dansk af Asger Baarstrøm, 1982, Carlsen, 1. udgave, 1. oplag, ISBN 3-0

Den russiske revolution – hvad skete der egentlig?, Jelena Dobrovolskaja og Jurij Makarov, 1985, oversat fra russisk til dansk af Anne Lund, 1987, Forlaget Sputnik, ISBN 2-6

Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, Carl-Johan Bryld, 2004, Systime, 1. udgave, 1. oplag, ISBN 1-2

Lenin – en revolutionær fundamentalist, Niels Erik Rosenfeldt, 2008, Høst & Søn, ISBN 978-87- Lenin and the Russian Revolution, Antonella Salomoni, 1993, udgivet på engelsk i 2004, Arris Books, ISBN 3-2

Reaction and Revolution: Russia , Michael Lynch, 2005, Hodder Education, 3. udgave,

ISBN 8589-5

Rusland i revolution, Harrison E. Salisbury, 1978, oversat fra engelsk til dansk af Ole Schierbeck,

1979, Politikens Forlag, 1. udgave, ISBN 5-8

Ruslands historie – reformer og revolution , Hans Bagger og Bjarne Nørretranders, 1983,

2. udgave, 1992, Politikens Forlag, ISBN 7-3

Sovjetunionens politiske og økonomiske struktur , Antonio Carlo, 1972, oversat fra tysk til dansk af Lotte Holm, Viggo Holm Jensen og Ebba Mow, oversat fra italiensk til dansk af Uffe Bergh, 1975, politisk revy, 1. oplag, ISBN 09

Folkedrab.dk – temaside af Dansk Institut for Internationale Studier om Sovjetunionens historie:

http://www.folkedrab.dk/sw53706.asp

Besøgt d. 29. november 2009 – udskrift vedlagt.

Se opgaven i originaldokumentet eller gå til tekstens begyndelse.

Materialet

Fuld skærm

Opgaven åbner, når du ruller ned til den.