Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen

Side 1

1

Dansk – Samtidshistorieopgaven

Indholdsfortegnelse

ANALYSE AF TOVE DITLEVSENS DEBUTROMAN ”MAN GJORDE ET BARN FORTRÆD” 2

PERSPEKTIVERING 8

HERUNDER FREUDS PSYKOANALYSE SAMT ANDEN PSYKOLOGISK TEORI 8

VURDERING 12

KILDEFORTEGNELSE 13

Bilag 1

Bilag 2

Bilag 3

Bilag 4

Side 2

2

Analyse af Tove Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd”

Jeg vil foretage en analyse og fortolkning af Tove Ditlevsens debutroman ”Man gjorde et barn fortræd” fra 1941, med særlig vægt på hovedpersonens psykiske tilstand og reaktionsmønstre. I min perspektivering vil jeg inddrage relevant psykologisk teori.

”Man gjorde et barn fortræd” er en psykologisk betonet roman, der er skrevet af Tove Ditlevsen (). Dette er Tove Ditlevsens debutroman, og er udgivet i 1941.

Tove Ditlevsen har skrevet flere digte, noveller og romaner. Hun fik sin inspiration til disse tekster, især romanerne, fra sin egen opvækst på Vesterbro i København. Tove Ditlevsen skrev oftest om børn, kvinder, kærlighed samt angsten for kærlighed. [1] Hovedtemaet i denne roman er overgangen fra barn til voksen. Derudover handler den om, hvordan barndommen har betydning for voksenlivet. Et typisk tema for Tove Ditlevsen er at skrive om arbejderklassemiljøet, samt arbejdsklassemiljøets effekt og overgreb på børn og unge. Derudover er hun ikke bange for at skrive om tabuer som for eksempel seksualitet, heriblandt barnets spirende seksualitet, og seksuelle

overgreb.^{2}

”Man gjorde et barn fortræd” handler om en ung piges kamp om erindring og frigørelse for en ulykkelig og tragisk hændelse, hun har oplevet i sin tidligere barndom. Denne hændelse forfølger hende, holder hende tilbage og styrer hende, så hun ikke kan løsrive sig og leve et normalt liv. Hændelsen påvirker hende, i alt hvad hun foretager sig, hvad enten det er at sove, snakke med mennesker, især mænd, more sig og i det hele taget bare færdes i tilværelsen. Hun kæmper hver dag en kamp for at kunne erindre dette tragiske minde, og til sidst i fortællingen (s. 199 linje 13) kommer hun endelig i tanke om dette minde og konfronteres med det. Hun kan nu være sig selv og leve sit voksenliv videre.

1

Det ubevidste, Novelleantologi, Dansklærerforeningen og forfatterne 1986

2

http://www.litteratursiden.dk/analyser/ditlevsen-tove

Side 3

3

Hovedpersonen i ”Man gjorde et barn fortræd” hedder Kirsten Worm. Hun er en ung pige på 19 år, der arbejder på et kontor på et trykkeri, hvor hun har været ansat i fire år. [3] Hun bor i centrum af København hjemme hos sine forældre. Forholdet mellem hende og forældrene er lidt anspændt. Hun ønsker at blive voksen, løsrive sig fra forældrene og flytte hjemmefra. Kirstens ønske om at komme væk fra forældrene ses i teksten, hvor hun tænker ”Giv mig fri – lad mig leve mit eget liv og dræb ikke ved jeres

                                                   4
forblindede kærlighed alt det i mig, der naturligt tilhører jer.”

samt ”Så let er det – ak så let. Men jeg kan da ikke hver aften blive hjemme bare for at glæde dem. Jeg kan da ikke

spilde min ungdom i disse små stuer”^{5} Kirsten har aldrig snakket alvorligt med sine

forældre, og derhjemme snakker man bestemt ikke om følelser og tanker, generelt snakker man ikke meget sammen. Forældrene ønsker, at hun hver aften skal blive hjemme [6], da de ellers ikke kan sove trygt. De ønsker meget af hende, men alt hvad hun ønsker af dem, er forståelse. Forståelse for at hun er en voksen kvinde, der gerne vil starte på voksenlivet, og ikke vil sidde hjemme med sine forældre hver aften, udelukkende for at behage dem. ”De krævede al hendes kærlighed, men evnede ikke at

give hende noget til gengæld”^{7}

Kirsten er ikke en særligt køn pige, hun er meget almindelig og grå, og skiller sig ikke ud fra mængden. Hun beskriver sig selv som lidt sjusket og lidt forkert. [8]

I Kirstens tidligste barndom har hun været ude for en tragisk oplevelse. Denne oplevelse har forfulgt hende resten af livet. Hun er ikke selv klar over, hvad det er for en oplevelse, der er skyld i hendes angst og frustration i dag. Hun ved, der er hændt hende noget, og hun ved, at det er det, der er skyld i, at hun ikke kan leve som en normal voksen. Men hvad det er, er hun ikke klar over. ”Der var noget forkert, men hvad det var, vidste hun ikke. Hun

                                                     9
vidste kun at hun havde feberen i kroppen: Længslen efter livet.” Som citeret, så længes

Kirsten efter livet. ”Hun var som et barn, der står med næsen trykket mod ruden til de voksnes land og gerne ville derind, men af usynlige hænder bliver holdt tilbage. Det bag ruden drog og lokkede hende, men ingen fortalte hende hemmeligheden ved de magter, der

                                    10
lukkede hende ude fra lyksalighedens land.”

Denne oplevelse, disse hænder, er hvad der holder hende tilbage.

3

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 21 linje 7

4

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 8 linje 9

5

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 7 linje 20

6

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 7 linje 6

7

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 26 linje 14

8

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 110 linje 12

9

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 8 linje 21

10

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 14 linje 12

Side 4

4

Hun kæmper en brav kamp for at overvinde disse hænder, denne skygge og mørket der holder hende tilbage, og som er skyld i hendes angst. Hun ligger flere nætter og holder sig vågen, kæmper for at kunne mindes alle sorger og hændelser i hendes barndom, for at blive klar over denne hændelse, og for at kunne tage hånd over den. ”Hun kæmpede denne nat for sin lykke. Hun brødes med magter, hun ikke kendte, og ærligt rakte hun hænderne

                                           11
frem og tilbød alt, vad hun ejede, for sin hjertefred.”

Da der en dag starter en ny typograf, hvor Kirsten arbejder, begynder hun så småt at blive mere og mere klar over hændelsen. Allerede ved det første møde med den nye typograf, får hun en følelse af genkendelse. ”Døren blev langsomt åbnet af en meget smal, hvid hånd med overordentlig lange fingre. Det var denne ejendommelige mandshånd, der først fik Kirstens opmærksomhed og fik hende til at hæve øjnene og se på hans ansigt, der et eneste nu gav hende en besynderlig og smertefuld følelse af genkendelse, det var, som om han kun behøvede at nævne sit navn, så ville hun vide hvor og hvornår hun før i sit liv havde truffet

ham.”^{12} ”Så vendte han sig mod Kirsten og rakte hende hånden. Hun tog den langsomt, og

idet hans smalle fingre lukkede sig om hendes, gik der en kuldegysning igennem hende, der

                              13
var lige så uforklarlig som virkelig.”

”men der var noget andet ved ham, jeg kan ikke

forklare det, jeg synes, jeg har truffet ham før engang, men det er mindst 100 år siden.”^{14}

Den nye typograf hedder Emmanuel Schultz. ”og var af sydlandsk blod, mørkøjet og krumnæset, under middelhøjde, allerede lidt svær, lidt skaldet, men altid munter, altid med

små livlige glimt i øjnene og morsomme, talende håndbevægelser.”^{15}

Emmanuel Schultz er en voksen mand, hvis psyke ikke er som andre voksne mænd. Han tænder på uskylden hos kvinder. En kvinde, der er blevet rørt, er ikke længere interessant for ham. Han har aldrig været sammen med sin kone, da han ellers ikke ville kunne holde

hende ud.^{16}

Emmanuel Schultz er den mand, der er skyld i Kirstens angst og frygt for mænd. Det går så småt op for hende i løbet af fortællingen, at det er ham, hun frygter. Det er hans øjne og hans hænder, som hun er så angst for, og som vækker hendes tanker og minder særligt.

En aften er Kirsten i byen med nogle venner. En af veninderne møder Emmanuel Schultz, og vil gerne være sammen med ham.

11

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 74 linje 28

12

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 45 linje 8

13

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 46 linje 4

14

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 46 linje 31

15

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 88 linje 5

16

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 197-208

Side 5

5

Hun får hans adresse, og den får Kirsten at vide senere på aften. Nu da hun har adressen, beslutter hun sig for at tage kampen op, og opsøge ham. Hun vil spørge ham direkte, om det er ham, der har gjort hende noget, og hvad han har gjort hende. Ved mødet med Emmanuel Schultz, inde i hans lejlighed, konfronterer hun ham med hvad hun ved. Hun beder ham fortælle, hvad han har gjort hende, for hun ved med sikkerhed nu, at det er ham, der har gjort hende noget. Han tilstår, og fortæller hele historien om hvordan han var hendes søndagsskolelærer, dengang hun var 3-4 år, og han havde fået lov at følge hende hjem. Han var så betaget af hende, og han misbrugte hende seksuelt. [17] Kirsten havde ikke skreget dengang. Først nu, hvor hun er blevet ældre og er på vej til at blive en voksen kvinde, hvor hun kommer i kontakt med mænd, og finder ud af sin angst for mænd. ”Ingen mand kunne man læne sit hoved imod og føle sig tryg. Der gaves ingen

tryghed i en mands nærhed. Der var kun begær og angst.”^{18} Hun stolede ikke på mænd. Det

er først nu, at hun skriger op. Hun indser frygten, smerten, mørket og alt ondt han bragte hende dengang. ”Et barn dør ikke, krænges ikke af som en puppe, hvoraf det voksne menneske rejser sig. Det lever videre isoleret i mennesket og kan når som helst dukke frem på ny. Lyslevende. Frisk erindrende. De skrig kom femten år for sent. Barnet havde ikke

       19
skreget.”

Efter konfrontationen med Emmanuel Schultz, og efter hun nu er klar over, hvad der har været sket hende, og hvem der har været skyld i det, føler hun, hun er fri, og der ikke længere er disse hænder og mørket, der holdt hende tilbage. ”Kirsten gik langsomt gennem gaderne. Den kolde, friske luft gjorde hende godt. Natten var ikke mørke mere –

                                        20
mørket var ikke angst. Ingen fulgte efter hende.”

”Hun var tom indvendig, træt og svag.

Men ikke mere angst”^{21}

Gennem fortællingen oplever man Kirsten psykologiske tilstand samt udviklingen af denne. Selvom hun er nået dertil, hvor hun er en ung voksen kvinde, og hvor det ville være normalt at have et forhold til mænd, tænker og føler hun stadig som et barn. Hun kan ikke løsrive sig, more sig, snakke frit og sige hvad hun tænker, eller gøre hvad hun har lyst til. Hun er en svag person [22], der ikke kræver meget plads i tilværelsen. Hun giver efter for, hvad der vil være bedst for andre, og for hvad andre beder hende om. Hun er bange og angst for mange ting. Især for mænd og for intimitet.

17

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Anden del, kapitel 12, side 197-208

18

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 13 linje 17

19

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 200 linje 7

20

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 208 linje 28

21

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 209 linje 15

22

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 7 linje 27

Side 6

6

”Tænk ikke at være bange for nogen ting, ikke at være bange for DET.”^{23}

Efter hun bliver opmærksom på, at noget har hændt hende i sin tidligere barndom, og især efter hun møder Emmanuel Schultz, og mærker, at dette har noget med ham at gøre, bliver hun stærkere. Hun er stadig angst og bange, men hun kæmper for at overvinde dette, og hun går målrettet mod at opklare, hvad der har været sket. Alt hvad hun egentlig har ønsket sig hele tiden, er at blive en kvinde. Hun har bare ikke vidst hvordan, ikke før hun blev klar over, at nøglen til lykken og til de voksnes verden lå godt gemt væk i erindringen. ”Hun ville kun så gerne være en sund og naturlig kvinde. Ha lov til at føle sig som kvinde – det var alt, hvad hun ønskede sig, men en skygge var lagt over hendes sjæl og

et slør for hendes øjne, og hun vidste ingen midler til at trænge igennem dette mørke.”^{24}

Selvom hun egentlig burde være en voksen nu, er hun stadig et barn. Hun har identitetsproblemer, og kan ikke finde ud af, hvem hun er, hvad hun vil, hvad der skal ske, og hvordan hun opnår alt dette. ””Hvad er jeg, hvem er jeg?” tænkte hun, ”han har gjort

mig til det, jeg er, men hvem er han?””^{25}

Kirsten reagerer på denne uvidenhed om sin fortid ved at være undersøgende og opsøgende. Samtidig har hun det, man kalder en submissiv (selvudslettende) adfærd. Hun respekterer andres rettigheder frem for sine egne. Hun er det, man metaforisk kalder en dørmåtte. [26] Det eneste punkt hvor hun skildrer sig ud fra den typiske selvundertrykkende, er at hun ikke viser eller indrømmer over for andre end sig selv, at hun ikke er okay, og at hun har et problem. Under konfrontationen med Emmanuel Schultz, er hun dog en helt anden person, end hvad hun normalt er. ”Det var ikke hende selv, der sad her og holdt dom over ham. Umuligt. Hun ville være død af rædsel ved at være alene med ham. Hans magt var uindskrænket over hende. Han var stærk, som alt ondt er stærkt og det gode svagt i verden.

Hvad kunne hun stille op mod ham? Intet.”^{27} Her har hun en aggressiv adfærd. Fastholder

sine rettigheder, sin ret til at vide hvad der er sket. Hendes vilje har magten over ham, og hun får hver enkel detalje ud af ham, ved at angribe ham med denne vilje. Her tager hun

                                                      28
ansvar for sig selv. ””Dyr,” råbte hun skingrende, ”dyr, dyr, dyr-,””

23

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 14 linje 19

24

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 28 linje 5

25

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 80 linje 13

26

http://kurser.ef.dk/konflikt2/kursus/Konflikthaandtering/konflikter12.htm

27

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 198 linje 29

28

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 199 linje 25

Side 7

7

Fortællertypen i denne roman er en alvidende fortæller. Fortælleren ved alt hvad der foregår, hvad enten det er det ydre som kan ses af alle, eller om det er hvad hver enkel person tænker og føler. Fortælleren springer rundt i hovederne på folk. ”Ruths lille dumme ansigt blev løftet i vejret af to fingre. Det svage lys fra en gadelygte faldt ned over det. ”Hvor gammel er du?” spurgte manden, idet hans kølige øjne gled ned over hendes skikkelse. ”Tyve år,” hviskede hun og trykkede sig ind til ham. (Mon han vil med op, tænkte hun, jeg hundefryser). ”Jeg troede, du var atten,” han skubbede hende lidt fra sig og betragtede hende vurderende, ”jo, du kunne godt se ud til at være atten.” Det lød næsten, som om han var skuffet. Hun så usikkert på ham. Hvad havde det at sige, om hun var atten eller tyve? Manden blev sentimental (eller fik han kvalme?) ”Nu skal du gå op i seng,” sagde han blidt, ”har du en nøgle?” ”Ja.” Hun var forvirret og gnaven. Hvad bildte han sig ind. Hun fiskede gadedørsnøglen frem og rakte ham den. Han åbnede døren og trådte ind i mørket med ryggen mod den åbne dør. ”Godnat,” hviskede hun og lænede i tillid til sit køn ansigtet ind mod hans bryst. Han smilede over hovedet på hende, halv utålmodig, halvt skuffet. Så tog

han hende i hånden og tvang hende på den måde fra sig.”^{29} I dette citat ses det, at vi har

med en alvidende fortæller at gøre. Fortælleren kan se udefra, hvad der sker. Den kan se det, som enhver anden der betragtede de to mennesker, ville kunne se. Bl.a. at han åbner døren og træder ind i mørket. Derudover ses det, at fortælleren er inde i hovedet på dem begge to. Fortælleren ved, at Ruth tænker, om han vil med hende op, og at hun hundefryser. Fortælleren ved også, at manden både er utålmodig og skuffet, mens han krammer Ruth.

Fortællingen finder sted på Vesterbro i det indre København. Det er også her, Tove Ditlevsen selv voksede op. Tove Ditlevsens forfatterskab har altid hængt sammen med sit eget liv. Tove Ditlevsen har selv haft en hård, angstfyldt, dramatisk og til tider tragisk barndom og opvækst. [30] Dette kommer til udtryk i de fleste af hendes romaner, som mere eller mindre alle er selvbiografiske. Tilbage i tiden, hvor denne tekst foregår, var socialklassefordelingen en vigtig del af hverdagen. Der var arbejderklassen og overklassen. Tove Ditlevsen hørte selv til blandt arbejderklassen, så de fleste af hendes tekster har synsvinkel herfra. Denne socialklasse fordeling, samt vigtigheden af denne, kommer til udtryk mange steder i ”Man gjorde et barn fortræd”. Bl.a. ””jeg læser til læge.”

29

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 161 linje 8 – side 162 linje 3

30

Karen Syberg – Tove Ditlevsen, Myte og Liv 1997

Side 8

8

Hvis han havde sagt, han var menneskeæder, kunne hun ikke være blevet mere forbavset og foruroliget. ”Læser du til – læge,” sagde hun usikkert, ”men jeg troede da, du var –” hun var lige ved at sige ”en af os”, men tog sig i det og sagde i stedet: ”Håndværker eller sådan noget.” Proletarinstinktet vågnede i hende, hun følte sig bedraget. Hvorfor havde han ikke straks tonet rent flag? Han var altså et overklasseløg, Hun hørte faderens stemme: ”Tag dig i agt for dem, søger de os, er det ikke for det godes skyld.” Og hun vidste, han havde ret. Havde Jørgen været arbejder, var der ikke noget at bebrejde ham. Men kom han fra oven, var det straks noget andet. Hvorfor holdt han sig ikke til sin egen kreds? Hvorfor skulle overklassepigerne skånes? Var de måske mere værd end dem, der måtte tjene til deres brød, fra de blev konfirmerede? Hun formede ikke selv disse tanker. Hun havde ikke forstand på politik, men klasseforskellen kendte hun bittert. Den var hende indpodet fra fødslen og holdt

vedlige med mange små, daglige bemærkninger: ”Mellem os og dem er en afgrund.””^{31}

Tove Ditlevsen har altid, grundet sin barndom, haft fordomme til mænd. Da hun var barn, var der ”lokkere” på færd i området og på gaderne, og disse ”lokkere” dukker op i flere af hendes romaner. [32] Kirsten fx, er bange for disse lokkere, og hun føler flere gange hun bliver forfulgt af mænd, når hun går på gaden. Det miljø Tove Ditlevsen voksede op i, var ikke for sarte sjæle, og det er miljøet i hendes romaner heller ikke.

Hele opfattelsen af klasseforskelle, Vesterbro, seksualitet, mænd, forældre og alt andet er tydeligt Tove Ditlevsens egen holdning til alt dette. Tove Ditlevsens holdning til misbrugeren, Emmanuel Schultz, kommer til udtryk flere steder i romanen, og det er tydeligt, at hun foragter disse mænd der gør sådanne ting mod børn og kvinder. Hun omtaler fx Emmanuel Schultz som havende en syg og urolig sjæl. [33]

Perspektivering

Herunder Freuds Psykoanalyse samt anden psykologisk teori

Freuds psykoanalyse er udviklet af Sigmund Freud i slutningen af 1800-tallet. En del af Freuds tanker er præget af hans samtids strenge moral og hans noget anspændte

                                         34
forhold til seksualitet, især kvinders seksualitet.

31

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 16 linje 13

32

Karen Syberg – Tove Ditlevsen, Myte og Liv 1997 – Side 64 linje 25 - 38

33

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 182 linje 28

34

Peder Nielsen - Grundlæggende Psykologi og Socialpsykologi – Freud og hans psykoanalyse s. 27-44

Side 9

9

Freud mener, at barndommen har en enorm betydning for resten af en persons liv.

Kirstens barndom har haft en stort betydning for hendes udvikling til en voksen kvinde. Det, at hun er blevet seksuelt overgrebet som barn, gør at hun senere ikke kan forholde sig til mænd og til seksuelt samvær.

Derudover mener Freud, at frigørelsesprocessen fra forældrene er meget vigtig i udviklingen af personligheden. Kirsten forsøger at frigøre sig fra sine forældre, i det

hun har et ønske om at flytte hjemmefra.^{35} Hun får dog aldrig løsrevet sig fra dem.

Selvom hun optil flere gange nævner, at hun egentlig ikke elsker dem, men hun da holder af dem, elsker hun dem inderst inde rigtig højt, og ønsker ikke at såre dem, ved at flytte hjemmefra. Hun får aldrig løsrevet sig fra dem, og ender altid med at være et barn igen, der sidder hjemme foran ilden med mor og far, hver gang hun er nedtrykt eller ulykkelig.

Freud mener også, at ubevidste konflikter og udviklingskriser er centrale for vores personlighed. Her er det hændelsen, krisen, der skete for Kirsten da hun var barn, der i dag styrer hendes personlighed, og gør hende til den usikre, angste og stille kvinde hun er. Til sidst er Freud også overbevist om, at vores indre forestillinger om os selv og andre styrer vores adfærd. Kirsten er selv overbevist om, at hun ikke er køn, at ingen værdiger hende et blik, og at hun ikke er noget værd. Dette gør at hun opfører sig som hun gør, hun fortier, og kræver ingen opmærksomhed fra andre, da hun ikke mener, hun er deres opmærksomhed værd.

Freud mente, at der altid var en årsag til problemerne, og at årsagerne var at finde i folks barndom. Ligesom årsagerne til Kirstens problemer er at finde i hendes barndom. Freud har udviklet en personlighedsmodel, der viser hvordan Freud opfatter personligheden. Personligheden er drevet af 1. Id – Dette er driften, menneskets stræben efter nydelse og lyst. Man sammenligner ofte Id med et barn, da mennesket opstår som ren drift, drift efter nydelse og lyst. 2. Ego – Jeg’et.

I denne fase bliver barnet opmærksom på selv at kontrollere nogle vigtige kropsfunktioner, og man får en fornemmelse af et jeg, et selv. Her bliver man dog også nødt til at leve efter realitetsprincippet, da man finder ud af, at man ikke altid kan få tilfredsstillet sin lyst og sit nydelsesbehov, og man må leve efter sekundærprocentænkning, der er egoets realistiske og fornuftige tænkning. Egoet – jeg’et skal altså styre og kontrollere id’ets lyster på realistisk og fornuftig måde.

35

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 6 linje 1

Side 10

10

3. Superegoet – over-jeg’et. Her det forståelsen af, at nogle er bedre, stærkere og klogere end én selv.

Freud siger, at det er her, barnet indser, at det er faderen, der bestemmer, og ikke barnet selv. Faderen er her et symbol på samfundet og lovene, som barnet skal følge.

Over-jeg’et er altså den overordnede autoritet i personlighedsmodellen, der kontrollerer og overvåger. Over-jeg’et består af to dele. Ego-idealet og samvittigheden.

Ego-idealet er udtryk for, at man forsøger at leve op til noget, dette kan ofte føre til skam over sig selv. Samvittigheden beskriver hvad man ikke må, og hvad man ved man ikke må. Disse tre faser går ofte i strid med hinanden. Når id’et vil følge sine lyster, sætter over-jeg’et en stopper for det, da samvittigheden oftest ved at det er det forkerte at gøre. Hvis jeg’et følger realitetsprincippet, kan ego-idealet i over-jeg’et stille nogle urealistiske krav, som jeg’et ikke kan leve op til.

Freud mente også, at glemmer vi noget, er det fordi vi selv vil glemme det. Dette viser altså, at det er Kirstens eget ønske at fortrænge mindet om det seksuelle overgreb fra Emmanuel Schultz, da hun ikke ønsker at kende til denne sandhed.

Hos Kirsten er over-jeg’et meget stærkt. Kirsten kan altså fortrænge disse erindringer om hændelsen, og skubbe det ned i det ubevidste. Kirsten er angst. Dette skyldes at over-jeg’et styrer hende. Da hun var barn, og inden hendes personlighed blev fuldt udviklet, har jeg’et ikke kunne håndtere id’et og hun har ikke fulgt realitetsprincippet.

Dette er bl.a. derfor hun ikke skreg dengang. Id’et og lysten styrede hende, og hun ikke ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Senere i fortællingen træder Kirstens id dog meget i karakterer. Det er Kirstens id der så kraftigt ønsker at kunne erindre dette fortrængte minde. Det er id’et der ønsker, at komme videre i livet, at blive voksen, at have et forhold til mænd og seksualitet.

Efter Kirsten har konfronteret Emmanuel Schultz, og hun er klar over, hvad der har hændt hende, giver hendes meget stærke over-jeg lidt slip. Hun kan nu lade sig styre mere af sit jeg, og hun kan være som hun selv ønsker. Endelig er hun fri. Forholdet mellem id, jeg og over-jeg er nu mere stabilt, og altså er hendes personlighed mere stabil.

En anden metode Freud benyttede sig af, var drømmetydning. Freud mente, at i drømmene kunne jeg’et ikke styre noget. Her er det id’et, det fortrængte, det ubevidste der bestemmer. Altså, hvis man kan afkode drømmene, får man adgang til det ubevidste. Kirsten benytter sig selv af denne teori med drømmetydning.

Side 11

11

Hun ligger flere nætter og prøver at grave så dybt i sig selv, at hun kommer ned til det fortrængte og ubevidste. Hun får gravet en masse sorgfulde minder frem, men ikke det hun ledte efter. Hun har altså ikke kunnet tyde sine drømme.

Freud mener, at undertrykte følelser og drifter fører til angst. Kirstens oplevelse med Emmanuel Schultz, som hun har undertrykt og fortrængt, er hvad der gør hende angst.

Især angst overfor mænd og intimitet. Der er opstillet forskellige forsvarsmekanismer, som er jeg ‘ets forsvar mod angst. En forsvarsmekanisme er bl.a. fortrængning. Dette er den vigtigste forsvarsmekanisme, og andre forsvarsmekanismer er blot variationer af denne. Dette er en forsvarsmekanisme, som Kirstens jeg bruger. Hendes jeg undviger mindet, skubber det væk, helt ned i ubevidstheden. Hun glemmer det.

En anden form for psykologisk teori er udviklet af Carl Jung. Carl Jung var i mange år Freuds nærmeste kollega, og mange mente at Jung skulle være Freuds ”arvetager”, og føre Freuds arbejde og teorier videre. Men i 1913 kom der et brud på denne tanke.

Jung begyndte at kalde sin tilgang for ”analytisk psykologi”, for at kunne lægge afstand

til Freuds psykoanalyse.^{36}

Jung har givet psykologien nogle væsentlige begreber, ikke mindst til forståelse af mennesket personlighed. Jung var ikke fascineret af det seksuelle på samme måde som Freud. Det ubevidste hos Jung, er noget mere end hos Freud. Jung mener, der er to former for ubevidst hos en person. Det personligt ubevidste, samt det kollektivt ubevidste. Som hos Freud, er det personligt ubevidste fortrængte tanker og følelser, glemte begivenheder, barndommen osv., men det kollektivt ubevidste er noget ubevidst materiale, som vi deler med alle andre. Jung mener, det kollektivt ubevidste er noget vi alle sammen har arvet fra tidligere generationer. Jung mener, at menneskets lange udviklingshistorie har efterladt noget fælles, i vores fælles ubevidste. Jung kalder disse fælles nedarvede tankeformer for ”arketyper.

Jung benyttede sig også af nogle teorier i hans personlighedspsykologi, kaldet amina og aminus. Amina, er det kvindelige i en mands underbevidste, hvor aminus er det mandlige i en kvindes ubevidsthed. Mandlige projektioner er de hankøn der berører en kvinde, både positivt og negativt. Man siger, at den første projektion er faderen, og derefter er det de mænd kvinden efterfølgende møder. Kirstens far, er derfor det første mandlige projektion hun får kendskab med.

36

Peder Nielsen - Grundlæggende Psykologi og Socialpsykologi – Carl Jung – Side 45-46

Side 12

12

Derefter, da hun er blot 3-4 år, får hun kendskab til Emmanuel Schultz. Han er et negativt projektion, og grundet ham, har Kirsten ikke turde have kendskab til de efterfølgende mandlige projektioner, som hun møder på sin vej.

Jung udtaler om det mandlige projektion, ”da dette billede er ubevidst, er det altid ubevidst projiceret i den elskede figur, og er en af de væsentligste årsager til lidenskabelig tiltrækning og det modsatte..” En positiv mandlig projektion i Kirsten, er Jørgen. Han berører hendes personlighed positivt, hvilket gør at hun kommer til at elske ham. ”Hun elskede at danse med Jørgen og føle hans magre fingre glide langs sin rygrad. Hun vidste, at der var noget andet, en større glæde, en renere, men hendes hjerte var uroligt, og over hendes nittenårige sjæl hvilede en skygge, hvis årsag hun ikke

kendte.”^{37} Her er både Jung og Freud enige om, at det er det onde i hendes fortid, der

gør, at hun ikke kan elske ham fuldt ud. Både Freud og Jung mener, grunden til dette ligger i det ubevidste. Hvad enten det er Kirstens frygt for den ukendte og fortrængte hændelse, eller det er et negativt projektion der har berørt hende.

Vurdering

Denne roman om en ung, angst og uskyldig pige, der kæmper en kamp for at vinde over mørket og angsten, så hun kan komme ind i de voksnes rækker, og leve som hun altid har ønsket, er en meget rørende og ikke mindst tankevækkende fortælling. Tove Ditlevsen formår på bedste vis, at få en til at holde med Kirsten, og få en til at se det hele i et større perspektiv, og indse hvor svært det må være for en så ung pige, ikke at kunne finde ud af sig selv, på grund af en pervers og syg voksen mand. Kirsten er desværre ikke den eneste pige der har oplevet et overgreb som dette. Seksuelle overgreb, i sær på mindre årige piger, er noget man hører meget om, også den dag i dag. Det er forfærdeligt, at nogle piger er udsat for en så ubehagelig og tragisk oplevelse, og bl.a. derfor er det tankevækkende, for en læser, at se og høre, hvordan en sådan piger oplever hverdagen, og lever livet efter en sådan oplevelse. Udover at skrive en medrivende roman, kan Tove Ditlevsen hjælpe piger der har været i lignende situationer, med at indse, at det hele nok skal gå, hvis bare man er villig til at kæmpe for det, og tage sagen i egen hånd.

37

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd 1941 – Side 8 linje 24

Side 13

13

Kildefortegnelse

Tove Ditlevsen – Man gjorde et barn fortræd, 1941

Peder Nielsen – Grundlæggende psykologi og socialpsykologi

Dansklærerforeningen – Det ubevidste – ISBN: 6-6

Karen Syberg – Tove Ditlevsen – Myte og Liv 1997

Bilag 1

http://kurser.ef.dk/konflikt2/kursus/Konflikthaandtering/konflikter12.htm

Bilag 2

http://www.litteratursiden.dk/analyser/ditlevsen-tove

Bilag 3

http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/man-gjorde-et-barn-fortraed

Bilag 4

http://www.denstoredanske.dk/Krop%2c_psyke_og_sundhed/Psykologi/Analytisk_p
sykologi/analytisk_psykologi