Clara Raphael - 12 breve af Mathilde Fibiger

Side 1

1

Indledning

Forestil dig ikke at kunne tage en uddannelse, få et rigtigt arbejde eller bestemme over dine egne penge. Forestil dig ikke at have forældremyndighed over dine egne børn, forestil dig, at du ikke kan skille dig fra din partner, hvis du ikke vil være sammen med han eller hun.

Forestil dig, at du ikke at kan stemme eller have nogen som helst indflydelse på demokrati og lov i dit eget land.

Det er bl.a. nogle af de ting kvinderne før slutningen af 1800’tallet, ikke havde muligheder for.

Nogle af de ting, vi kvinder i dag ikke kan forestille os at leve uden.

Jeg har valgt at skrive om den kvindeemancipation Mathilde Fibiger kæmpede for, og om hvilken tankegang, hun havde og startede, som hun viste igennem udgivelsen af hendes bog ”Clara Raphael, 12 breve”. En meget opsigtvækkende roman fra 1850. Mathilde Fibiger var hende, der startede kvindekampen, hende der gjorde noget nyt, hende der trådte ind i en ukendt tankegang, hende der var skyld i noget banebrydende – Mathilde Fibiger var pioneren til kvindernes kamp for lige rettigheder.

Emnet har jeg valgt, fordi jeg hurtigt blev fanget af Mathildes historie, og det hendes brevroman gjorde ved samfundet. Jeg vil i min opgave analysere og fortolke Mathilde Fibigers ”Clara Raphael, 12 breve” og jeg vil indkredse mit fokus ud fra følgende problemformulering:

Hvordan bruger Mathilde Fibiger romanen ”Clara Raphael, 12 breve” til at formulere kvindefrigørelsestankerne, der gjorde op med 1800-tallets kvindeideal?

For at besvare min problemformulering, vil jeg tage stilling til følgende spørgsmål:

- Hvilke forhold levede kvinden under før slutningen af 1800-tallet?

- Hvem var Mathilde Fibiger?

- Hvad kæmpede hun for?

- Hvad var hendes formål med de 12 breve?

- Havde udgivelsen af Clara Raphael, 12 breve virkning i Danmarks samfund efterfølgende?

- Hvilke frigørelsestanker kommer til udtryk i ”Clara Raphael, 12 breve”?

- Hvem er Clara Raphael?

- Er fiktionskarakteringen Clara Raphael en spejling af Mathilde Fibiger selv?

Side 2

2

Brødtekst

Kvindeforhold før slutningen af 1800-tallet

”Kvinden er en underudviklet udgave af manden” mente man få hundrede år tilbage. Men var hun nu også det? I slut-1700’tallets oplysningstid var der kommet nye ideologier og tankegange frem, der var baseret på fornuften, og man begyndte generelt at tale om lighed og rettigheder. Her blev synet på kvinden også ændret – i hvert fald de såkaldte tænkere, fik et andet syn på kvinden. De så hende som mere ligeværdig, og de så hendes evner ens med mandens. De mente, at det havde været den traditionelle opdragelse af pigen, der var skyld i

den begrænsede udvikling, kvinden havde indenfor uddannelser.^{1} Der blev dengang, lagt

meget vægt på, at pigerne skulle opdrages til at blive hustruer og mødre, og drengene skulle opdrages til at være i stand til at forsørge familien, bl.a. ved at blive udadrettede og aktive i

samfundslivet.^{2} Børnenes legetøj havde også en stor indflydelse på deres opdragelse. F.eks.

blev pigerne sat til at lege med dukkehuse og køkkenstel, og drenge med tinsoldater og

mekanisk legetøj. På den måde fik de dannet en idé om, hvad de senere skulle med livet.^{3}

Helt indtil slutningen af 1800-tallet havde kvinden slet ikke samme rettigheder som vi har i dag. Man var fanget i ægteskabet og havde en ufri stilling i forholdet til manden. Kvinderne kunne ikke bestemme over deres egne penge, og forældremyndigheden var mandens, selvom det var dem der passede børnene, hvilket var en af deres eneste opgaver, udover at lave mad og sørge for husholdningen – og det skulle de ikke engang, hvis det var en velfungerende borgerlig familie, for så havde man tjenestefolk. Hvis kvinden ikke blev giftet væk, kunne hun fx komme ud for usle tilværelser, ved at komme i arbejde, ulønnet, som tjeneste pige. Kvinden havde ikke ret til højere uddannelser eller adgang til universiteterne. Derfor havde ugifte kvinder kun få muligheder for at klare sig selv, som guvernanter eller sproglærerinder, og hvis dette ikke kunne lade sig gøre, måtte de tigge – eller i nødstilfælde gå til deres slægtninge for at bede om hjælp. Når kvinden var nået så langt ned i samfundet, blev hun slet ikke regnet for at være en medborger.

1

Besøgt d. 29/5/13, kl. 12.00 http://kvindemuseet.dk/dk/oplev/faste-udstillinger/kvindeliv-fra-urtid-
til-nutid/oplysning-og-frihed/

2

Besøgt d. 29/5/13, kl. 12.18 http://www.kvinfo.dk/side/1034/

3

Besøgt d. 29/5/13, kl. 12.25 http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/museer-i-
museet/legetoejsmuseet

Side 3

3

Opfattelsen af kvinden var altså, at hun var manden underlegen, hun kunne ikke tænke selv eller danne egne meninger. Alle hendes tanker og indtryk skulle være ligeledes med sin mand, og indtil hun blev giftet væk, skulle gøre hvad faderen forlangte. Kun som enke havde kvinden

selvstændig råderet.^{4}

Mathilde Fibigers liv

Mathilde Fibiger blev født i København i 1830, og var den yngste i en søskendeflok på 9.

Hun blev født ind i en stor officersfamilie, hvor faderen Johan Adolph Fibiger var major, samt militærforfatter, og han fik i året hvor Mathilde blev født, en stilling som leder af den nyoprettede militære højskole. Her blev Johan Ludvig Heiberg ansat som lærer i filosofi og litteratur, og derfor fik han kendskab til familien Fibiger og senere hen Mathildes tekster.

Mathildes far var udover det meget interesseret i demokratiets fremgang i Danmark, og man kaldte ham for en nytænkende nationalliberal. Dette havde senere konsekvenser for hans arbejde, og han blev forflyttet væk fra København af Frederik VI, på grund af sit frisind og hans måder at udtrykke sin utilfredshed om enevælden, som han så som en forældet regeringsform.

Mathildes mor kom også fra en officersfamilie, og hun blev allerede som 16-årig forlovet med Mathildes far, selvom hun egentlig ikke fandt ham interessant. I denne tid gik det imod det traditionelle at gå ud af ægteskab, derfor valgte hun at blive i forholdet. Det blev mange ulykkelige og deprimerende år i forholdet til faderen, og få år før hendes død endte det alligevel op i skilsmisse.

På E-poke.dk er Mathildes familiemedlemmer beskrevet som meget intelligente, smukke,

                                                              5
talentfulde, flittige, men tillige stejle, stolte, og idealistisk kompromisløse.

Det år Mathildes mor døde fyldte hun 14, og her indså hun, hvor skræmt hun var blevet af sin opvækst. Hun var bange for kærligheden, og allerede i denne tidlige alder var Mathilde fast besluttet på, at hun senere hun skulle kunne forsørge sig selv. Mathilde ville gerne uddannes

som lærerinde.^{6}

4

”Passionsblomsten” af Bodil Wamberg + http://kvindemuseet.dk/dk/oplev/faste-
udstillinger/kvindeliv-fra-urtid-til-nutid/oplysning-og-frihed/

5

Besøgt d. 26/5/13, kl. 12.31: http://www.e-poke.dk/fibiger_bio_01.asp

6

”Passionsblomsten” af Bodil Wamberg, s. 18-43

Side 4

4

I 1845, et år efter moderens død, tog Mathilde og hendes ældste søster, Ilia, på et længere ophold på Lolland, hvor deres onkel og tante boede. Her begyndte Mathilde at skrive meget tungsindige breve, til en veninde i København. Ifølge E-poke.dk, beskriver Mathilde i brevene sin medfødte sorg, og at hun vil stige på tankens vinger og blive hvor bedste velsignelse. Med det menes, at kun på tankernes vinger føler hun sig hjemme. Altså i det åndelige univers. Også i ”Passionsblomsten” af Bodil Wamberg er Mathilde Fibiger citeret for at tale om ”tankens

                                                                7
vinger”. Brevene kunne godt ligne forløberene til ”Clara Raphael, 12 breve”. Efter opholdet

rejste Mathilde tilbage til sin far.

Mathilde på Lolland

I 1949 sagde Mathilde farvel til sin dramatiske barndom og flyttede til Lolland. Hun bosatte sig i byen Maltrup, på et gods kaldet Hardenberg. Her skulle hun bo hos en værtsfamilie, hvor indehaveren var forvalter. Mathilde fik her sin første stilling som lærerinde efter et kursus hun havde taget nogle år før hun rejste hjemmefra. For første gang i sit liv var Mathilde fri, og hun var ikke længere afhængig af det faderlige forgodtbefindende. Allerede fra starten var hun dog skræmt over den smålighed der var i Maltrup. I ”Passionsblomsten” er der citeret et stykke fra det første brev, Mathilde skrev til sin søster Anna: ”Blandt de mange mennesker man ser – hvor mange lever? … drejer samtalen sig om andet end vind og vejr, giftemål og hævede forlovelser, om tjenestepiger og torvepriser … Her er ikke én, som forstår mig: hun er affekteret, hun er original, hun har vist en skrue løs, kan jeg høre folk sige”.

Mathilde kedede sig på dette tidspunkt meget, og følte sig utrolig alene. Både i forhold til sine tanker, men også socialt. Det hjalp lidt på det sociale, da treårskrigen mod Preussen

() for alvor toppedes. Flere danskere døde i nederlagene, men også sejrene gjorde danskernes sammenhold stærkere. Man talte meget om krigen, et emne som Mathilde sagtens kunne tilslutte sig til. Værtsfamilien og Mathilde begyndte at vænne sig til hinanden, og Mathilde fik en stor optur i foråret 1850, hvor hun følte sig enormt lykkelig. Foråret var nok også skyld i det, da Mathilde følte sig så meget i et med naturen – blomsterne, farvene og lydene gjorde hende helt rolig, og fuld af glæde og frihed. Hun formulerede sig, ifølge ”Passionsblomsten” således til hendes søster Anna: ”Hele naturen er jo fri, skulle mennesket så

7

Besøgt d. 27/5/13, kl. 17.30: http://e-poke.dk/fibiger_bio_02.asp

Side 5

5 være en slave? Jeg vil være fri! Fri i ånd, sind, tanke og ord. I frihed vil jeg leve, elske og virke, frivilligt vil jeg forsage (…)”

Mathildes nye nøgleord var ”frihed”, og hun besluttede sig for, at hun ville skrive en bog om kvinders frigørelse – den bog der senere blev til ”Clara Raphael, 12 breve”. Efter at bogen havde været igennem Johan Ludvig Heibergs kritik, og selvom de var uenige om flere ting, skrev han forord til bogen, der på et vist plan ”advarer” læseren om et stødende indhold. Da bogen udkom, var der kun få der vidste hvem, der gemte sig bag pseudonymet Clara Raphael.

Alle folk talte om de 12 breve, selv de der ikke havde læst den. Man kan sige at bogen havde succes, men på en meget skandaløs måde. Da folkene i byen, hvor Mathilde boede, fandt ud af at det var hende der var forfatteren til den, snakkede de ikke længere til hende, og Mathilde

                    8
blev kort tid efter fyret.

At befolkningen ikke kunne lide Mathildes ideer om selvstændighed, gjorde at hun fik en kampånd for kvindeemancipationen, og det blev hendes livsmål at kæmpe for lighed mellem kønnene.

De næste par år skrev Mathilde 2 bøger mere, dog blev det ikke nogen succes, og Mathilde droppede sit forfatterskab. Men Mathilde blev hele sit liv ved med at arbejde for kvindens ret til uddannelse og uafhængighed, og hun fik hun det første kvindelige statsansatte job som telegrafist. Her var hun forskellige steder i landet, blandt andet blev hun bestyrer i Næstved, og senere hen endte hun i Århus. Her oplevede hun et stort had fra mændene, som så ned på hende og hendes arbejde, og Mathilde følte sig forfulgt og mistænkeliggjort.

Mathilde Fibiger døde i 1872 som 41 årig i Århus.^{9}

Efterfølgende

Udviklingen indenfor kvindeemancipationen gik de næste mange år stærkt. Flere indså

                                                            10
sandheden i teorierne omkring frigørelsestankerne og selvudfoldelsen. Der blev oprettet

flere kvindebevægelser, og kvinderne fik i 1908 stemmeret.^{11} I 1970 blev den første

”Mathildepris” tildelt. Dette er en pris er opkaldt efter Mathilde Fibiger, og prisen går hvert år til kvinder, mænd, organisationer, der er med til at fremme ligestilling mellem mænd og

8

”Passionsblomsten”, s. 45-51 og 121-132

9

”Passionsblomsten”/ http://e-poke.dk/fibiger_bio_06.asp, besøgt d. 28 maj 2013, kl. 14.15

10

”Passionsblomsten” s. 213

11

Besøgt d. 6/6:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Kvindesagen/kvindebevægelsen

Side 6

6

kvinder.^{12}

”Clara Raphael, 12 breve”

Clara Raphael, 12 breve er en brevroman, som består af en indledning skrevet af Johan Ludvig Heiberg, hvor han advarer læseren om indholdet, og så de 12 breve, hvor det ellevte brev skal forestille sig, at være blevet skrevet af Clara Raphaels veninde Anna K. Brevene er skrevet over perioden d. 8 november 1848 – d. 7 juli 1849, altså lidt over et halvt år.

I de første 8 breve lærer vi Clara Raphael at kende, og vi hører nærmere om hendes holdninger. I de sidste 4 breve foregår en handling, som egentlig overrasker læseren ret meget, og tager en uventet drejning. Brevene er skrevet meget afslappede og uformelle, i hvert fald i forhold til den tid de blev skrevet, hvor flere kunsterne skrev ud fra romantikkens tankegange, nemlig harmonisk og idyllisk. Mathilde har haft valgt at skrive romanen i brevform, fordi det er den måde man kan skabe den mest intime kontakt mellem to mennesker, og hvor man kan være mest helt ærlig og åben omkring sine tanker.

Mathilde anvender patos igennem alle brevene, da hun får læseren til at føle sig som et kvindekøn, der lever i en ubehagelig rolle – og hun taler til læserens følelser, hvor hun prøver at vække forståelse for kvindens åndelige underlegenhed.

Etos anvendes dog også til sidst i brevene, hvor Clara ikke går mod egne principper, bare fordi hun forelsker sig. Hun holder derved fast i sin troværdighed.

Clara som karakter

Clara Raphael er en opdigtet karakter, som Mathilde Fibiger ”gemmer sig bag”. Brevene er skrevet fra Clara til Mathilde. På den måde kan man kalde Mathilde Fibiger og Clara, for fiktive ”penneveninder”.

At Mathilde har valgt navnet ”Clara” er helt klart ikke tilfældigt. På latinsk betyder navnet:

Klar, tydelig, oplyst. Inden for et talmystik-system kaldet numerologi har navnet Clara tallet 8, som henvises til at være den ”karriere orienterede” – dette kan man sagtens perspektivere til Clara som person, da hun ønsker at mænd og kvinder også er på lige fod indenfor

             13
karrierestigen. Hendes efternavn ”Raphael” er et hebraisk drengenavn, også brugt som

efternavn. At Mathilde Fibiger har valgt at bruge et drengenavn til Clara, tror jeg heller ikke er

12

http://danskkvindesamfund.dk/hvem-er-vi/mathildeprisen.html, besøgt d. 28 maj 2013, kl. 16.19

13

Besøgt d. 4/6: http://voresborn.dk/mitbarnsnavn/pigenavne/Clara

Side 7

7 tilfældigt, da Clara også giver udtryk for at hun gerne vil være hankøn, men jeg tror bestemt også Mathilde viser ligheden mellem mænd og kvinder, ved at de skal indgå i samme person, samme krop. Udover det kan drengenavnet betyde ”kriger”, som også kan henvises til Claras

jeg. Hun er stærk, modig - og har mange af de egenskaber, en kriger skal have.^{14}

Clara Raphael er en ung kvinde på omkring de 20 år, som er meget religiøs og idealistisk.

Hun er opvokset i sin tantes hjem, som har en kæmpe interesse for sladder, hvad folk gør og ikke gør, hvilket ikke interessere hende overhovedet. Hun gad ikke skolen da hun var mindre

– så hellere læse tusinde bøger, og sidde i sine egne tanker.

Frigørelsestanker i de 12 breve og fortolkning af dem

Clara flytter hjemmefra tanten til en gård i provinsen, for at blive guvernante hos en forpagter.

Men hun får hurtigt en fornemmelse af byens borgere, som keder hende med indholdsløst snak. Dette hører vi allerede om i det andet brev (s. 18), hvor Clara formulerer sig således: ”Vi talte ret fortroligt om, hvor kjedeligt her er, og vare enige i at det er aandeligt Liv, ikke Kjøbenhavns Fornøielser, vi savne”. Dette er også en af de første gange Clara omtaler om ”det åndelige liv”, som er det liv, der fungerer uafhængigt af kroppen, herunder kan det være tankerne og det religiøse. Hun mener, at kvinders ånd har lige så meget kraft som mandens, og hun er træt af, at kvinder altid bliver omtalt som en materiel ting. Dette gør, at kvinderne er afhængige af manden hele tiden, som også forekommer i tredje brev: ”Vor Forfængelighed gaaer ud paa at behage Andre, og det gjør os afhængie”. Altså skal kvinden behage manden, ved at gøre hvad han siger og synes. Clara beskriver også hvordan det kun er mændene, der

(ifølge dem selv) kan have et åndeligt liv, og hvordan de ikke gider bruge tid på at snakke visdom med kvinder. Dette er en meget brugbar historisk kilde, i forhold til 1800’tallets kvindesyn, da vi her får bekræftet, at mændene selv, føler sig klogere og bedre end kvinderne.

Stadig i tredje brev(s. 22) skriver Clara: ”For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Her begynder hendes tanker om lighed mellem kvinder for alvor at slog sig ud, og også efter hun hører en mand sige, at gud har skabt kvinden af ringere stof end manden. Folk i byen begynder at tro, at Clara har en skrue løs, just fordi hun prøver at snakke med dem ”om noget”, og folk begynder at

14

Besøgt d. 4/6: http://www.navnebetydning.dk/drengenavn/Raphael.shtml
Besøgt d. 4/6: http://www.baby-navne.dk/drengenavne/r/Rafael.html

Side 8

8 omtale hende som ”original”, som er det værste, der på denne tid kunne siges om et menneske. Clara beskriver efterfølgende, at hun er (s. 25) ”(…) vred paa den hele forkeerte Verden.” Med den forkerte verden, mener hun selvfølgelig den verden, hvor mændene er overlegne kvinder.

Herefter begynder Clara at stille spørgsmål til mændenes overmagt: ”Vor Stilling i Samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret havde Mændene til at undertrykke os? thi underkuede ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte. Den Stærkeres Ret! Hvori bestaaer da deres Overmagt?”

formulere hun sig i slutningen af det tredje brev(s. 27).

Hun får igennem brevene øjnene op for mændenes adfærd og fordomme, og hun fremstiller den måde kvinden var på dette tidspunkt, og samtidig beskriver hun hvordan kvinden burde være – nemlig idealistisk og selvstændig, ligesom hende selv.

”Du vil vide hvad min Hensigt er med Damerne; om jeg vil havde dem rigtigt emanciperede, saa de deeltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger. Nei, tusinde Gange nei!” skriver Clara til Mathilde, i femte brev (s. 40). Claras frigørelsestanker går nemlig ikke bare ud på at overtage mændenes pladser og uddannelser. Hendes frigørelsestanker går ud på at være åndeligt lige med manden, dvs. selv at kunne bestemme over egne tanker og leveveje. At Clara ikke går efter mændenes positioner, men efter egen frihed, forekommer også i det femte brev

(s. 44) : “Frihed er den eneste Lykke jeg tragter efter”. Åndeligt frihed betyder altså mere for hende end materiel, jordisk frihed.

I sjette brev (s. 47), stiller Clara, Mathilde spørgsmålet: ”Hvad vil Du sige, naar jeg begynder med den Paastand, at vort Kjøn slet ikke existerer endnu?” Med det mener Clara at ”eksistere” er det samme som at leve. Min fortolkning af dette er, at Clara mener, at hende der ikke lever åndeligt, lever slet ikke.

Igennem brevene formår Clara virkelig at lave et opgør med de andre i byen. Alle kigger skævt til hende og bryder sig ikke om hendes sære, indviklede taler. Hun bliver mere og mere modig, stiller sig op og siger sin mening – og selv præsten gør hun sig uvenner med, ved at stille spørgsmålstegn ved hans tale om Guds vrede og arvesyndens forbandelse. Men præsten tager ikke de ting Clara siger til sig, i stedet svarer han hende igen, og han mener, at man skal bøje sig for andres ord, og gør man ikke det, er man hovmodig. Clara derimod mener det omvendte, nemlig at man er hovmodig hvis man bukker under og lader andre bestemme ens lykke eller ulykke. Det forekommer i denne samtale tydeligt, at præsten slet ikke er vant til at blive sagt imod – og især ikke af en kvinde.

Side 9

9

Bare i løbet af de 7 første breve har Clara formået at fremføre den uselvstændige kvinde, hun ser for sig overalt. Hun har dannet sit mål, og i niende brev (s.73) skriver hun: ”Jeg vil stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation”. Her klargør hun altså hvad hun egentlig kæmper for. Hun vil altså leve for frigørelsen af kvinder. Clara lover gud, at hun vil forsage den jordiske lykke og kæmpe for sine ideer.

I slutningen, er her, hvor en handlende historie virkelig træder i spil. Clara forelsker sig nemlig i Baron Alex, og vi følger, igennem de sidste breve, kærlighedsforløbet mellem dem, hvor de skriver breve og Clara opleves for første gang, på erotisk lidenskabeligt måde, i forhold til hankønnet. I et øjeblik troede jeg som læser, at Clara var ved at opgive sit løfte til Gud, hvilket havde været en temmelig alvorlig drejning, der vil få hendes etos til at falde. Men nej, hun ender med at vælge egne værdier og holder stand i forhold til sit løfte. Men alligevel bliver baronen så sønderknust, at han, i det tolvte brev, foreslår at de skal være sammen: ”Ret til at leve for Dem, og hos Dem. Det kan kun skee, hvis De vil blive min Hustru for Verden; for gud og hinanden ville vi leve sammen som kjærlige Søskende. Ingen Lidenskab skal fra min Side forstyrre Deres Fred (…)”. Med disse ord mener Axel, at de godt kan leve et liv sammen uden, at hun er afhængig af ham, og deres forhold vil være et slags søskendeforhold. Dette er lige det ideal af en mand Clara har drømt om, at alle mænd skulle være. Men alligevel forsvinder idealet af den frie jomfrukvinde, som læseren hele tiden har forstillet sig, at hun er og bliver.

Dog bliver jeg også i tvivl, om det egentlig er Baron Alex, hun vil have, eller om det i virkeligheden er søsteren Anna. Clara leger nemlig flere gange med ordene, i forhold til sin seksualitet: ”Du vil vist lee, naar jeg siger, at jeg snarere kunde forelske mig i en yndig ung Pige, end i en Mand. Der er saameget Uskjønt ved Herrerne, som generer mig”. Tvivlen om hvorvidt Clara er lesbisk eller ej vokser. Før i brevene har Clara kommenteret på pigers udseende, hvorimod hun slet ikke kommenterer mændenes.

Men Baron Alex og Clara gifter sig, og clara får både sin lykke, sin stolthed og sin kærlighed.

Den ender lidt som i et eventyr, hvor Clara både får prinsen (Baron Alex) og kongeriet (Guds kongerige, og det åndelige liv). At slutningen ender som i et eventyr, passer dog slet ikke til resten af brevopbygningen.

Side 10

10

Mathilde Fibiger og Clara Raphael – en og samme person?

Efter at have fordybet mig i hhv. Mathildes liv og den fiktive Claras liv, fandt jeg en fælles stemme, men også nogle forskelligheder. Mathilde var guvernante på Lolland, det samme blev Clara i de 12 breve. På Lolland keder de sig begge og synes, at der er for meget indholdsløst snak. Clara har derudover mange af de værdier og egenskaber som Mathilde har, fx er de begge meget modige kvinder, der tør at gå imod samfundet, og de har begge en kampånd indenfor kvindens rettigheder. En ting, jeg dog har stødt på, som de 2 kvinder kigger forskelligt på, er hvilken rettighed de kæmper for. Igennem hele Mathildes liv kæmper hun, ifølge historiske kilder, for uddannelser til kvinder, samt uafhængigheden. Ligeså kæmper Clara for uafhængigheden, men hendes kamp, er mere beskrevet som en kamp om åndelig frihed. Jeg tror, at den fiktive Claras eget formål med brevene er at få samlet op på sine tanker og finde ud af hvad hun egentlig vil med livet og hvad hendes livsmål er. Mathildes formål derimod er at viderefortælle sine tanker omkring kvinders rettigheder, for at starte en revolutionerende tankegang, så andre kan få øjnene op for problemet.

Jeg tolker det som om, at Clara er den person, Mathilde ville ønske hun var. En der tør stille sig frem og sige sin mening lige ud, ligesom Clara gjorde til præsten, til herskabet og andre kritiske kvinder. Mathilde virker, ifølge historiske kilder, mere tilbageholdende, og måske er det blandt andet derfor, hun har valgt at bygge Clara op foran sig selv, for ikke at få samme skyldfølelse, over det efterfølgende rabalder.

Konklusion

For at besvare min problemformulering, brugte jeg en metode, hvor jeg udarbejdede mine underspørgsmål, for at få en større viden om emnet, og komme hele vejen rundt om det.

1800-tallets kvindeideal ikke blot var materielt underlagt manden, men også åndeligt

underlagt, ifølge Clara Raphael/Mathilde Fibiger. Kvindens meninger og tanker blev dannet

igennem mandens, og ligeså var hendes lykke eller ulykke op til ham. Mathilde Fibiger ville gøre op med den åndelige undertrykkelse og det gjorde hun igennem ”12 breve”. Men alligevel banede Mathilde vejen for den materielle emancipation. Hun brugte romanen til at formulere frigørelsestankerne, ved at lade Clara tale. Dette var måden hun kom ud med sit eget budskab på. Brevromanen har haft stor betydning for kvindefrigørelsen i Danmark og

Side 11

11 måske var vi ikke så langt med emancipationen af kvinden, som vi er i dag, hvis Mathilde ikke havde været pioneren.

Litteraturliste

Bøger:

- ”Clara Raphael, 12 breve”, af Mathilde Fibiger, udgivet af Johan Ludvig Heiberg, C.A Reitzel i

1851.

- ”Faderhuset ”, bind 2. Udgivet i 1993, Rosinante, forskellige forfattere.

- ”Passionsblomsten” af Bodil Wamberg, udgivet i 2008, Gyldendal.

Hjemmesider: (Den sidst besøgte dato, står ved linket i fodnoterne)

http://da.wikipedia.org/wiki/Mathilde_Fibiger
http://kvindemuseet.dk/dk/oplev/faste-udstillinger/kvindeliv-fra-urtid-til-nutid/oplysning-og-

frihed/

http://www.kvinfo.dk/side/1034/
http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/museer-i-museet/legetoejsmuseet
http://kvindemuseet.dk/dk/oplev/faste-udstillinger/kvindeliv-fra-urtid-til-nutid/oplysning-og-

frihed/

http://www.e-poke.dk/fibiger_bio_01.asp
http://e-poke.dk/fibiger_bio_02.asp
http://e-poke.dk/fibiger_bio_06.asp
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Kvindesagen/kvindebevæg

elsen

http://danskkvindesamfund.dk/hvem-er-vi/mathildeprisen.html
http://voresborn.dk/mitbarnsnavn/pigenavne/Clara
http://www.navnebetydning.dk/drengenavn/Raphael.shtml
http://www.baby-navne.dk/drengenavne/r/Rafael.html