Dette er Danskerloven | Analyse

At være dansker

Danskhed! Rødgrød med fløde. Flæskesteg, kartofler og hygge! Det er den uskrevne definition på danskheden. Eller er det? For danskheden er jo et abstrakt begreb, der ikke har én decideret betydning, men tværtimod uendelig mange. Eo ipso er begrebet udenfor manges fatteevne, hvilket gør det interessant at gå bag om begrebet og undersøge, hvad danskhed egentlig er.

I prosadigtet ”Dette er danskerloven” (skrevet af Maja Lee Langvad (2003) og udgivet i digtog prosasamlingen "Find Holger Danske" (2006)) ses den danske identitet som noget enestående og uopnåeligt. Her fremgår kravene til danskheden, som noget end ikke danskere selv kan opfylde. Via en ironisk og barsk tone problematiseres, hvor langt man skal gå for at være dansker, og hvornår man er dansker nok, før man er dansk. ”Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi…”(linje 1). Man behøver blot, at læse den første del af den første linje i teksten, for at begribe, at teksten er en 2. persons fortæller i singularis og skrevet i præsens. Dette bevirker, at digtet henvendes direkte til læseren og derved opnås en større effekt og pointe. Det er samtidig den samme gentagende sætning, der fremkommer i starten af hver af digtets 10 linjer: ”Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi…”. Denne gentagelses umiddelbare formål er, at linjens pointe fastslås, at man på ingen måde skal tro, at man er dansker! Dette er uanset om man er født i Danmark (linje 1), taler sproget perfekt (linje 2) eller føler sig dansk (linje 10). Maja Lee Langvad ser gentagelsesstrategien som noget, der skaber absurditet og humor i en tekst , hvilket også er tilfældet her.

Som man læser digtet, bliver der løbende forklaret, hvornår man ikke er en dansker. Dette skaber et håb eller forventning hos læseren om en afsluttende linje, der endelig definerer, hvornår man så er dansker. Men dette håb bliver dog aldrig en realitet. Ironien skinner tydeligt igennem hele digtet, idet de krav, der stilles for at være en dansker, er så uopnåelige og indviklet, at end ikke danskerne selv formår at opfylde dem fuldstændigt. Dermed fremsætter Maja Lee Langvad, at ingen kan være fuldkommen dansk, hvilket må betyde, at danskheden er borte! Digtet er henvendt til de snæversynede personer, som ikke har nogen accept og tolerance overfor individer med anden etnisk baggrund.