Det rummelige menneske af Jens Blendstrup | Analyse

Side 1

Det rummelige menneske

Side STX 2.g

Jens Blendstrup: Det rummelige menneske

(2007)

Rummelighed beskrives oftest som en egenskab man kan besidde i større eller mindre grad. Med rummelighed, syntes det lettere at få anerkendt sin tilstedeværelse i livet, at blive sat på lige fod med andre jævnalderen, at blive medregnet som en del af fællesskabet og inddraget i det sociale perspektiv. Med denne placering kan livets trængsler så vel som sejrer lettere efterkommes. Jens Blendstrup skrev i 2007 novellen: ”Det rummelige menneske”, der tager udgangspunkt i et menneskets rummelighed overfor sine medmennesker igennem hele livets gang. En rummelighed, der kræver bevidsthed, opmærksomhed og ansvarlighed. Punkter, som kan diskuteres om hovedpersonen besidder. Blendstrup har skrevet i tredjepersonsfortælling med en alvidende fortæller, hvor vi får hovedpersonens liv at kende via hans godmodige handlinger. Man kunne tænke, at hans rummelighed, er blevet ham givet ved fødslen eller påtvunget siden barndommen i takt med hans voksende år, og derved har taget sig til takke med at leve sit liv igennem andres eller kunne det være grundet misundelse af ham, som et rummeligt menneske?

Vi møder denne hovedperson, som er fyldt med en utrolig rummelighed og tolerance, der vækker opsigt på sin vej. Novellen starter med in medias res, hvor vi fra startskuddet af får indblik i mandens facon, ud fra konens kommentar: ”- Jeg kan opføre mig helt ad helvede til, men lige meget hvor slem jeg er, så rummer du det, du er utrolig”

. Manden er et vidunderbarn uden sammenligning. Lige fra hans første skridt, har han været forud for hans alder. ”Han var renlig allerede som etårig. Da han var fire, lod han dem forstår, de ikke behøvede at skaffe nogen babysitter. Da han var seks, havde han overtaget de fleste pligter derhjemme. Når der manglede

                                          2
penge, var han i stand til at skaffe dem uden tyveri.”

. Hvilket fantastisk barn!? Et barn, med evnen til at kunne tilpasse sig sine omgivelser. I første øjekast, er han ikke desto mindre et iøjefaldende opdraget barn, der er villig til at hjælpe til. Men ved nærmere eftersyn, syntes der, at være ridser i lakken. Bag den fremhævede medalje gemmer der sig en påtvunget skikkelse i en barnekrop. Han har tilpasset sig situationer, han har følt sig undertrykt i. Han er ikke bevidst om sine egne behov og opfylder derfor andres. Hvilket er grundlaget for hans evige påtvungne trang til at stå forrest og tage den hårdeste vind for andre. Selvom han udadtil virker så uimodståelig psykisk stærk, er dette ikke S. 445 linje 3-4

2

S. 445 linje 5-9

Side 2

Det rummelige menneske

Side 2 af 2 tilfældet. Tværtimod. Han påtager sig roller efter folks behov, og glemmer sig selv. Han kryber ned i en lille drengs tilstand, når der er gæster, eller der skal stabiliseres ro derhjemme, eller spille den store dreng, når moren er i sorg, eller der er et mobbeoffer. Han træder i deres sted, og lader smerten så vel som brutaliteten ramme ham i stedet. Hans perfektionisme og hans trang til at hjælpe andre, dominerer hans dømmekræft og handlinger. ”… lod han frivilligt sit ansigt pode med vorter,

så han fremstod værre end den mobbede pige.”^{3} Hans besynderlige handlinger viser, hvor ivrig han

er for at hjælp andre, men han fremstår af den grund mere mental ustabil.

Blendstrup stiller mange indirekte forklaringer i billedsprog op for, at vi læsere ikke får den fulde handling i først øjekast, nej tværtimod, er vi nødsaget til at gå i dybden og arbejde med den, hvilket giver et mere knyttet og forstående indblik i hovedpersonens liv og grundet adfærd. Tekstens komposition betegnes, som en tilbageblikkomposition, selvom handlingen er kronologisk opbygget.

Blendstrups novelle har mange paralleller til den traditionelle novelle, dog med undtagelser. Det er en kort, episk fortælling, der har et enstreget handlingsforløb, hvor vi kun følger én person og hans eller hendes skæbne i ét konkret situation. Dens handlingsforløb strækker sig utraditionelt over en lang periode, nemlig hovedpersonens liv. Den har heller ikke den uhørte begivenhed, som er novellens vendepunkt, der er afgørende for dens slutning. I denne novelle sker vendepunktet ved, at den rummelige og lykkelige mand til sidst sidder alene og græder.

Ved tilbageblikkomposition inddrages vi i episoder, der allerede er sket, og kan derfor kun, som læser, sidde og se på hvordan hovedpersonens liv går ned af bakke. Vi følger hans adfærd, som barn da han hjalp til derhjemme, til hans udvikling hvor han for enhver pris tilsidesatte sig selv for andres skyld. Den kronologiske opbygning resulterer i, at vi kan følge hans udvikling og føle os vidne til hans livsforløb.

Hovedpersonen fremstår omsorgsfuld i samtlige tilfælde af hans liv. ””Man kører bare ind i dig og

                                                                   4
stiller lortet fra sig” Han kunne ha det hele, og lidt til, uden at bule det mindst ud.” Han fremstå til

at have en rummelighed uden lige, en rummelighed alle kan benytte sig af uden tiltænkt gengæld.

Han kommer aldrig med tiltale for at forsvare sin egen position. Han tilsidesætter sine egne behov, for at andre kan smage på den. Han bilder sig ind, at det er lykken at være et evigt ydmygt menneske og kilden til andres sejre. ”Det gjorde ikke ondt på ham. Og hvis det gjorde ondt, gjorde

det ham endnu mere godt at se, at han bragt andre endnu større lykke”^{5} Han lever ikke et smertefrit

3

S. 445 linje 27-28

4

S. 445 linje 33-34

5

S. 446 linje 6-8

Side 3

Det rummelige menneske

Side 3 af 3 liv, selvom han forgiver det således, men han undertrykker det, så han kan fremstå stærk og modtagelig overfor nye projekter, som han kan lægge kræfterne i.

Han er bange for at træffe afgørende beslutningen, da han helst vil forholde sig neutralt, så han ikke risikerer at være ophavsmand til andres modgang i livet. ”… han valgte tit bare med et smil efter det

                    6
svageste navn på listen.” . Han kan lide at gøre det uventede, det anderledes og det uselviske. Han

kan lide at lægge kræfter i det, andre har opgivet at tage hånd om. Han valgte ikke sin hustru af kærlighed, men derimod antal af fejl. For hvad kunne han i grunden bruge en stærk og målrettet

                                                                               7
kone til? En kone, der ikke behøvede hans hjælp. ”Hårde tider betød ikke krise, men muligheder.”

Han er drevet af andres råb på hjælp. Han knytter sig ikke videre til nogen, men gør dem derimod til et projekt. Et projekt, der kan briste eller bære. Hans egen søns ulykke gjorde han til et projekt. Et projekt, der endte med et tab, men en erkendelse overfor ham selv over, at han var ved sønnes side, selvom han ikke var mentalt tilstede. Dette viser hvilken omsorg, han giver til andre, selvom han ikke kan få noget igen.

Da han nåede den alder, hvor kræfterne ikke er mange at gå på, gav han sin rummelighed til sine gæster, og da disse ikke var mange, brændte han inde med en overflod af fortrængte kræfter til projekter. Han er en stolt gammel mand, der hele sit liv igennem har været høj på andres triumfer, og ikke på egne vundne sejre. Han har ikke knyttet venskaber, der kunne holde ham oppe på sine gamle dage. Han er blevet en rummelig enspænder, der har en tolerance, der omrumler hans kære, så de metaforisk udsletter hans sødme med salt. Hele livet igennem har han brugt alle sine kræfter på sine medmennesker, hele livet igennem har han tilsidesat sig selv til fordel for dem, og sidder nu alene tilbage, brændende efter, at der kommer et sidste projekt, han kan finde lykke i. Men uden held. ”Så da han blev firs, sad han alene. Rummeligere end nogensinde. Men alene. Helt, helt

alene. Og græd.”^{8}. En mand, der hele sit liv har kæmpet med hjertet på den rette sted, sidder nu

alene tilbage uden en eneste ven eller bekendt, der føler, de skylder ham noget. Er det hans egen skyld? Eller er folk generelt for god til at se sig ondt på mennesker, hvis liv ikke er selvisk? Verden kunne godt bruge nogle flere folk, der gav en hjælpende hånd, men man må aldrig glemme at have sig selv i sine bedrifter, for er man på herrens mark, er ens hjælp svær at få.

6

S. 446 linje 33-34

7

S. 446 linje 2-3

8

S. 447 linje 29-3