Det ovale portræt | Analyse

Analyserende artikel om “Det ovale portræt”

Moderne kunstmuseer som Louisiana i København, AROS i Aarhus og MoMA i New York sælger billetter som aldrig før. Vi valfarter til kunstens højborge for at få et glimt at den interessante og ofte underlige kunst, som drager os. Men hvad er det, vi kan bruge denne kunst til, og hvorfor virker den så tillokkende? Som materiale betragtet er et maleri jo ikke noget særligt. Men hvad med motivet? Som regel viser maleriet enten noget genkendeligt, som vi vel ligeså godt kunne se ved at gå ud i den virkelige verden, eller også forestiller det noget komplet abstrakt, uforståeligt og idiotisk. Eller hvordan forholder det sig? Måske er det kun for at være med på moden og virke højkulturelle, at vi besøger disse museer? Eller kan kunsten virkelig give os noget, som vi ikke finder nogen som helst andre steder?

I Edgar Allan Poes novelle, ”Det ovale portræt” fra 1842, drages vi netop dybt ind i temaer som kunstens forhold til virkeligheden og kunstens værdi i sig selv. I novellen vækker en maler sit kunstværk til live, men tager derved samtidig livet af sin unge kone, som sidder model for det portræt, han maler. Dermed sætter novellen spørgsmålet om kunsten på spidsen. Hvad er mest værdifuldt: Den levende, dejlige kvinde eller det formfuldendte, kunstneriske portræt af denne kvinde? Hvad bringer os tættest på de klassiske idealer om det gode, det sande og det skønne: Virkeligheden eller drømmen? Spørgsmål som disse sidder man tilbage med efter at have læst denne finurlige og mystiske novelle. ”Det ovale portræt” er bygget op som en personlig beretning i jeg-form, hvor jeg-fortælleren ser tilbage på en tid, hvor han ligger syg i Italien. Han er blevet såret i en krig, i ”kampen med banditterne”, som det hedder (l. 5), ja, han er ligefrem ”dødeligt såret” (l. 36) og har sammen med sin hjælper, Pedro, søgt tilflugt i et mennesketomt slot. Novellen er komponeret i tre dele. I første del, ll. 1-57, hører vi om fortællerens overvejelser over, hvor meget opium, han bør spise for at lindre sine smerter og falde i søvn. Han har ikke sovet i flere dage, og han beskriver sin egen tilstand som ”feber” og en ”tåge[t] rus” (ll. 1, 26). Desuden lægger han vægt på, hvordan han fatter interesse for nogle malerier, som hænger i det slotsværelse, han ligger i. Novellens anden del, ll.