Det ovale portræt | Analyse

Side 1

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015

Analyserende artikel om “Det ovale portræt”

Moderne kunstmuseer som Louisiana i København, AROS i Aarhus og MoMA i New York sælger billetter som aldrig før. Vi valfarter til kunstens højborge for at få et glimt at den interessante og ofte underlige kunst, som drager os. Men hvad er det, vi kan bruge denne kunst til, og hvorfor virker den så tillokkende?

Kynikeren vil sige, at der jo bare er tale om farve på et lærred eller glas formet på særprægede måder...

Som materiale betragtet er et maleri jo ikke noget særligt. Men hvad med motivet? Som regel viser maleriet enten noget genkendeligt, som vi vel ligeså godt kunne se ved at gå ud i den virkelige verden, eller også forestiller det noget komplet abstrakt, uforståeligt og idiotisk. Eller hvordan forholder det sig? Måske er det kun for at være med på moden og virke højkulturelle, at vi besøger disse museer? Eller kan kunsten virkelig give os noget, som vi ikke finder nogen som helst andre steder?

I Edgar Allan Poes novelle, ”Det ovale portræt” fra 1842, drages vi netop dybt ind i temaer som kunstens forhold til virkeligheden og kunstens værdi i sig selv. I novellen vækker en maler sit kunstværk til live, men tager derved samtidig livet af sin unge kone, som sidder model for det portræt, han maler. Dermed sætter novellen spørgsmålet om kunsten på spidsen. Hvad er mest værdifuldt: Den levende, dejlige kvinde eller det formfuldendte, kunstneriske portræt af denne kvinde? Hvad bringer os tættest på de klassiske idealer om det gode, det sande og det skønne: Virkeligheden eller drømmen? Spørgsmål som disse sidder man tilbage med efter at have læst denne finurlige og mystiske novelle.

”Det ovale portræt” er bygget op som en personlig beretning i jeg-form, hvor jeg-fortælleren ser tilbage på en tid, hvor han ligger syg i Italien. Han er blevet såret i en krig, i ”kampen med banditterne”, som det hedder (l. 5), ja, han er ligefrem ”dødeligt såret” (l. 36) og har sammen med sin hjælper, Pedro, søgt tilflugt i et mennesketomt slot. Novellen er komponeret i tre dele. I første del, ll. 1-57, hører vi om fortællerens overvejelser over, hvor meget opium, han bør spise for at lindre sine smerter og falde i søvn. Han har ikke sovet i flere dage, og han beskriver sin egen tilstand som ”feber” og en ”tåge[t] rus” (ll. 1, 26). Desuden lægger han vægt på, hvordan han fatter interesse for nogle malerier, som hænger i det slotsværelse, han ligger i. Novellens anden del, ll. 58-90, handler om, hvordan han blandt de mange malerier opdager et særligt portræt af en ung kvinde, og hvordan han fuldstændig fængsles af dette portræt og dets ”magiske

[…] livagtighed” (ll. 84-85). Midterdelen åbnes med det, vi kan kalde novellens vendepunkt eller point of no return, hvor fortælleren opdager det ovale portræt: “Skæret fra de mange lys faldt nu ind i en niche i værelset, der hidtil havde ligget i skygge af en af sengestolperne” (ll. 58-59). Herfra afgøres novellens øvrige handling, idet fortælleren ikke kan slippe portrættet, og den tredje og sidste del af novellen består af en historie om portrættet, som fortælleren finder i en bog. En underlig og foruroligende historie.

En moderne overgangsfortælling?

Man kan prøve at forstå novellen som en klassisk overgangsfortælling, som vi kender det fra eventyr eller udviklingsromaner, med opbygningen: hjemme – ude – hjem igen. Udefasen kan man godt få til at stemme overens med novellens anden del, da det er her, fortælleren gennemgår sin udvikling. At novellens midterste del kan forstås som en overgangsfase, forstærkes af, at det bliver midnat, netop som fortælleren opdager portrættet: ”Timerne fløj hurtigt i det herligste selskab, og midnatstimen kom” (ll. 54-55).

Overgangen markeres også rent sprogligt her, hvor vi er ved novellens point of no return: ”Men så skete der noget, som jeg ikke havde ventet”, hedder det (l. 58). Tekststedets karakter af vendepunkt og overgang

Side 2

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015 understreges af vendingen ”men så…”, som lægger op til, at der sker en forandring eller noget nyt.

Derimod bliver det vanskeligere at forstå novellens begyndelse og slutning som henholdsvis faserne

’hjemme’ og ’hjem igen’. Fortælleren er jo væk hjemmefra allerede i novellens åbning, og slutningen handler slet ikke om ham. Dette tyder på, at novellen ikke er en klassisk udviklingshistorie. Men måske er den en mere moderne én af slagsen?

Fortælleren gennemgår i hvert fald en form for udvikling, selvom han hverken vinder prinsessen eller det halve kongerige. Derimod foregår hans udvikling tydeligvis indeni, og den virker til at være af en noget mystisk karakter. Dette forstærkes af, at han er en jeg-fortæller, og at alt det, vi hører om i novellen, derfor opleves gennem dette jeg. Det er kun fortællerens helt subjektive opfattelse af verden, som vi har adgang til. Fortællerens indtag af opium gør ydermere, at vi som læsere bliver i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kan stole på hans oplevelser. Han taler selv om ”sansernes sløvhed, den tågede rus” (l. 26), og han er ikke klar over, om han har indtaget lidt eller meget opium, fordi han hidtil kun har prøvet at ryge opium: ”det stykke, jeg spiste […] var utvivlsomt meget lille i forhold til det stykke, jeg holdt i hånden” (ll. 33-34).

Fortællerens egen pointe er, at selvom mængden af opium er lille i forhold til hele den klump, han ejer, er det ikke umuligt, at han har spist nok opium til at blive stærkt påvirket. Det er da også et kendt faktum, at forskellige euforiserende stoffer virker meget kraftigere, når man spiser dem, end når man ryger dem.

Derfor er der en grundlæggende tvivl hos læserne om, hvorvidt vi kan stole på den efterfølgende fortælling om det ovale portræt eller ej. Er jeg-fortælleren troværdig eller utroværdig? Det er ikke umuligt, at portrættet virker levende på grund af opiumsindtaget, og hele fortællingen kan være en virkelighedstro drøm, som han oplever, mens han - endelig - er faldet i søvn.

Drøm eller ej: Hvad er det for udvikling, som fortælleren gennemgår i novellen? Som nævnt er det ikke nogen særlig konkret udvikling. Han opnår ikke nogen ny status i samfundet eller at blive flyttet fra ét livstadie til et nyt – sådan som man ofte ser det i eventyr og udviklingsromaner. Det er heller ikke som sådan en ny erkendelse om sig selv og sin egen plads i verden, han opnår. Derimod virker novellen til at kredse om overgangsfasen mellem liv og kunst, mellem realitet og drøm. Og man kan fortolke fortællerens udvikling sådan, at han flytter sig fra den fysiske verden og over i kunstens åndelige verden. Fra i begyndelsen af novellen at være optaget af sin sygdom og opiummen, ender han med at blive opslugt af det ovale portræt og glemmer helt sig selv. Forvandlingen begynder, efter at fortælleren har spist sin opium og ligger og studerer de ”malerier i rigt forgyldte arabeskrammer”, som findes i det værelse, hvor han ligger, samt et hæfte med tilhørende forklaringer:

”Længe, længe blev jeg ved at læse, og jeg stirrede betaget og fuldstændig overvældet på billederne og bogen. Timerne fløj hurtigt i det herligste selskab, og midnatstimen kom.” (ll. 53-55)

Dette kan vi forstå som en slags overgangsfase, hvor fortælleren skilles ud fra den normale verden ved igen og igen at betragte kunsten, ”betaget og fuldstændig overvældet”, som det hedder. Han glemmer her den almindelige verden og føres umærkeligt over i kunstens og fantasiens verden. Dette underbygges også af ”midnatstimen”, som jo netop er overgangstiden mellem dag og nat. Om dagen er vi i den normale virkelighed, hvorimod vi om natten befinder os i drømmenes underlige virkelighed, der minder mere om fantasi og kunst.

Side 3

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015

En levendegørende død …

Og hvad oplever jeg-fortælleren så i denne ’kunstens verden’, som han overgår til? Den helt centrale begivenhed er den, at han opdager det ovale portræt af den unge kvinde og fængsles fuldstændig af dette billede. Han oplever det ligefrem, som om at billedet vækker ham af den døs, som han snart i en uge har befundet sig i:

”[…] det, jeg nu så, kunne og ville jeg ikke tvivle om, for det lys, der faldt over dette lærred, syntes at have spredt den døsighed, der var faldet over mine sanser, og på en gang at have vakt mig fuldstændig til live.”

(ll. 68-70)

Fortælleren vågner til live i kunstens verden ved synet af dette vidunderlige portræt, som han har ”forvekslet […] med en levende person” (ll. 78-79). Først forstår han ikke, hvad ved billedet, der gør det så fængslende, men efter at have studeret det et stykke tid, opdager han det: ”billedets magiske kraft lå i udtrykkets livagtighed” (ll. 84-85). Igen og igen betones det, hvor virkeligt og levende, portrættet er for jeg-fortælleren. I sin rus befinder han sig i en verden, hvor skellet mellem virkelighed og kunst er opløst, og dette bekræftes yderligere af den historie, han læser om portrættet. Her beskrives den unge kvinde som en ”vidunderlig smuk pige […] lige så glad, som hun var smuk”. Hun gifter sig med en kunstmaler, som hun er dybt forelsket i, men tragisk er det, at kunstneren ”allerede [havde] en brud i sin kunst”. Som så mange kunstnere går maleren lidenskabeligt op i sin kunst, og han vil selvfølgelig også male et portræt af sin smukke kone, som til gengæld ”hadede […] kunsten, der var hendes rival”. Den unge kvinde sidder alligevel tålmodigt model for sin mand og ofrer sig for hans kunst. Hun bliver siddende i ét stræk, helt til kunstværket er født, mens hun til gengæld langsomt sygner hen:

”Og han ville ikke se, at det farveskær, han bredte ud over lærredet, blev røvet fra kinderne af hende, der sad ved siden af ham. Og da mange uger var gået, og der ikke var ret meget arbejde tilbage undtagen et penselstrøg om munden og et skær i øjet, skød hendes ånd endnu en gang op som en døende flamme. Og så blev penselstrøget lagt, og skæret blev tændt i øjet på billedet, og et øjeblik stod maleren betaget foran det værk, han havde skabt, men i næste øjeblik, mens han endnu betragtede det, skælvede han og blev meget bleg og angst, og med råbet: »Dette er i sandhed livet selv,« vendte han sig pludselig om for at se på sin elskede. Hun var død.«” (ll. 113-22)

Mens portrættet vækkes til live, dør kvinden. Hun ofres for kunstens skyld, men vinder til gengæld et evigt liv i kunstens verden. For maleren er den kunstneriske virkelighed mere levende end den normale virkelighed. ”Dette er i sandhed livet selv”, erklærer han. Al den unge kvindes livskraft er blevet tappet og overført til kunstværket, som til gengæld er så livagtigt, at fortælleren i novellen forveksler det med et rigtigt ansigt. Skellet mellem liv og kunst opløses altså ikke bare i fortællerens oplevelse af det ovale portræt, men også i historien om tilblivelsen af portrættet.

Men hvad er så pointen med hele denne underlige, moderne overgangsfortælling? Ja, det er ikke helt let at blive klog på, og selve det, at novellen er fortolkningsåben, er vel også noget af det, som gør den moderne.

Novellen tematiserer ikke en bestemt samfundsmæssig eller eksistentiel problemstilling, men derimod en kunstnerisk problemstilling, som kan virke noget abstrakt og højtragende. Novellens påstand kan være, at kunstens åndelige virkelighed er mere sand og levende end den almindelige, materielle virkelighed, vi

’normalt’ befinder os i. Som portræt er den unge kvinde bevaret til evig tid, og i kunstens verden finder fortælleren nyt liv, idet han vækkes af sin døs. Denne døs kan vi forstå i tråd med romantikernes opfattelse

Side 4

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015 af fænomenernes verden som et sted, der kun er en dårlig afspejling af idéernes sande verden.

Romantikernes idé var at vække folk fra deres daglige trummerum og få dem til at indse verdens dybere, åndelige sammenhæng. På lignende vis vækkes jeg-fortælleren i ”Det ovale portræt” til nyt liv i kunstens verden, og han er ”opfyldt af ærefrygt” over at have opdaget portrættets, dvs. kunstens, livagtighed. Men samtidig koster det livet at få adgang til kunsten, ifølge novellen: ”Dette er i sandhed livet selv”, råber maleren, idet han har skabt portrættet, men ofret sin kones liv for det. Fortælleren er ”dødeligt såret” og påvirket af både feber og opium, da han træder ind i kunstens verden. Kunsten vækker den døende fortæller til live, men kræver samtidig selve livet. Måske er novellens budskab, at for at skabe kunst eller leve kunstnerisk må man investere hele sit liv i kunsten.

En smuk ung kvinde, der ofres for at portrættet af hende kan leve, og en døende fortæller, der bliver vakt til live i mødet med dette portræt, som han selv fortæller om. Jo, novellen ”Det ovale portræt” er fuld af kontraster, kringelkroge og kunstmetaforer. Vi hører af og til, at kunsten kan noget, som andre former for formidling ikke kan, og det er vel nok sandt. Men hvad det er, kunsten kan, er vanskeligere at få begreb om.

For de fleste af os foregår mødet med kunsten i nogle glimt, hvor et maleri, en film eller et digt får os til at tænke i andre baner eller bringer os i kontakt med ukendte fornemmelser i os selv. Men for enkelte mennesker, kunstnere og bohemer bliver kunst til selve virkeligheden, fordi de simpelthen lever for kunsten, eller lever kunstnerisk. Og dermed opløses skellet mellem det virkelige og det kunstneriske.

Novellens provokerende påstand er, at den kunstneriske virkelighed på en eller anden mystisk måde er mere sand, skøn og god end den ’almindelige’ virkelighed, som vi andre går og tygger drøv i.