Dualisme hos Platon og Descartes | Noter

Side 1

Bjarke Pedersen OTG Det dualistiske menneskesyn

- 1 -

Indledning.

Dualisme betyder todelthed. I dette tilfælde krop og sjæl. Man hører første gang om det dualistiske menneskesyn gennem Platon, der var en elev af Sokrates, og som også er stærkt inspireret af hans filosofi. Om det reelt er Sokrates filosofi kan vi ikke vide med sikkerhed da meget af det vi ved om ham er nedskrevet af Platon.

Hoved ideen i det dualistiske menneskesyn er en opdeling i ideer og fænomener. Ideer er udødelige og kan ikke ødelægges. Fænomenerne er de ting vi kan sanse, de er empiriske. Ideerne er de perfekte støbeforme, men kan ikke defineres da de så bliver til fænomener og ikke længere er perfekte. De er kun tænkelige, de er intelligible og abstrakte.

En anden filosof der behandler det dualistiske syn på verden er Descartes, som også bliver behandlet i denne opgave.

Fænomener | Idéer
Sansbare | Tænkelige
Legemer | Sjælelige
Sammensatte | Guddommelige
Empiriske | Usammensatte
Opløselige | Uopløselige
Kopier | Usynlige (ikke empiriske)
Synlige | Originaler
Fysiske objekter | Identiske med sig selv
Foranderlige | Hersker
Participation | Abstrakte
Forskellighed | Evige

Platon (428 – 348 fvt.)

Platon skrev de Sokratiske dialoger, der er samtaler hans læremester Sokrates havde med folk. Sokrates forsøgte at få folk til selv at indse sandheden ved at manipulere deres tankegang. Platon troede stærkt på dualismen. Vi er alle fænomener, og alt omkring os er fænomener. Inden for alle de forskellige grupper af fænomener er alle unikke. Der er f.eks. ikke to snefnug der er ens. Platon forklarer dette ved at indføre ideerne som en støbeform vi alle er lavet ud fra. Det er en grundform, der laver et menneske eller grundform der laver en hest. Det er lige præcis det, der gør at et menneske ikke er en abe. Platon sagde, at mennesker havde del i ideen menneske. De participerer i ideen menneske. Disse ideer eksisterer i en idéverden separat fra fænomenverdenen som vi og andre fænomener eksisterer i. Interaktionen mellem disse to former kaldes det platoniske participations princip. Dette princip kan måske bedst beskrives ved hjælp af Platons berømte hulelignelse.

Nogle fanger sidder i en hule og har siddet der siden deres barndom.

De er lænket og deres hoveder er rettet mod en væg. Bag ved fangerne er et bål, og mellem bålet er nogle mænd, der går rundt med figurer, som kaster skygger på væggen, fangerne kigger på. Skyggerne på væggen er alt hvad fangerne kender til – de har ikke set andet hele deres liv.

Side 2

Bjarke Pedersen OTG Det dualistiske menneskesyn

- 2 -

Vi antager nu at en af fangerne slipper ud af hulen og ser verden i al sin skønhed. Han opdager at skyggerne i hulen blot er et ekko af de virkelige ting. Den undslupne fange, der gerne vil vise sine medfanger den nye verden, begiver sig ned i hulen igen. Da han kommer derned og fortæller om, hvad han har set, er der ingen, der tror på ham da lyset fra solen har blændet ham midlertidigt og han ikke er så god til at se formerne på væggen. Medfangerne antager af denne grund at han ikke er helt rask.

Den verden fangen kommer ud og ser er ifølge min tolkning idéverdenen, men hans medfanger kan ikke tro på han, da ideer ikke er sanselige. Fangen ved dog at de ting der bliver vist på væggen er ”ekkoer” af de perfekte ting, der eksisterer i den verden han lige har set.

Men hvis ideer er så uhåndgribelige hvordan kan de så være vi kan begribe konceptet om idéverdenen. Og hvis vi ikke kan begribe konceptet eksisterer det så overhovedet?

Descartes sagde ”cogito ergo sum” – jeg tænker derfor er jeg. Hvis vi ikke kan begribe idéverdenen eksisterer den jo ikke. Det er jo selvfølgelig forudsat at vi ikke forstår den, hvilket er nærliggende siden den ikke kan sanses og dermed er umulig at opfatte. Platons hulelignelse beviser dog at selvom vi ikke vil acceptere det betyder det ikke at det ikke eksisterer.

René Descartes (1596 – 1650)

Descartes bliver opfattet som den moderne filosofis fader. Han blev opdraget i et jesuitter kloster, og havde matematikken som et forbillede. Han brugte den radikale tvivl, hvor radikal kommer af radix og betyder rod. På latin lyder det ”De omnibus dubitandum est” – om alt tvivles bør. Dette er også kaldet den catesianske tvivl.

Descartes gik meget op i at der var grundprincipper til at udlede resultater som han kendte fra matematikken. I filosofien findes denne sikkerhed ikke, derfor ville han bygge et nyt system op startende med et axion – en grundsætning.

I 1641 udgav han sit hovedværk Metafysiske Meditationer. I bogen beskriver han 6 meditationer, der foregår over 6 dage, omkring verden og menneskene i den. Her er to af de vigtigste:

1. meditation:

I denne del forkaster Descartes alt der kan tvivles. På den måde står man tilbage med ting der er sikre og ikke kan betvivles ligesom i matematikken.

2. meditation:

Her kommer Descartes frem til at mennesket er todelt i tænkning og ting.

Vores intellekt tilhører det han kalder ”res cogitans,” den tænkende substans og ”res extensa,” den udstrakte substans. Den udstrakte substans er et fænomens udbredelse i tid og rum.

Til slut siger han, at disse to substanser uundgåeligt hænger sammen. Når man tænke på at gøre noget følger kroppen efter. Det kan være svært at skille de to substanser ad, og til dette formål har Descartes fremsagt Vekselvirknings-hypotesen. I denne siger han, at samspillet mellem krop og sjæl styres i en lille del af hjerne kaldet koglekirtlen eller ”glandula pinealis” på latin.

Side 3

Bjarke Pedersen OTG Det dualistiske menneskesyn

- 3 -

Han gjorde det muligt for os selv at gennemskue meningen med verden. Når vi først forstår dette kan vi selv begynde at forstå andre ting i verden på egen hånd. Noget der også er nærliggende til de Sokratiske dialoger skrevet af Platon.

Der er en tydelig sammenhæng mellem Platons filosofi og Descartes’. De er begge dualistiske. Descartes’ syn er dog mere analytisk end Platons. Descartes’ mål var at beskrive verden definitivt og uden tvivl, mens Platon søgte at finde ud af hvad et menneske er og hvordan vi reagerer i forhold til verden.

Psykosomatiske sygdomme.

En psykosomatisk sygdom er en fysisk sygdom med psykiske udløsere. Et sygdom kan opstå eller få større sandsynlighed for at opstå når der er et stærkt psykisk pres på personen. Som eksempel får børn der lever under dårlige forhold tiere benbrud end børn der lever under normale forhold. Angst kan give mavesår og viser sig også ved fysiske symptomer. Jeg lider af angst, og når jeg får et anfald begynder jeg at ryste, mit hjerte banker hurtigere og hårdere, jeg begynder at svede og mine lemmer kan blive følelsesløse. Dette er mere simple fysiske symptomer på et dybere liggende psykisk problem. Depression kan også lede til udmattelse og andre fysiske symptomer som, om end ubevist, kræft. Omvendt kan en positiv indstilling også lede til helbredelse som det er set med diverse livstruende sygdomme og mirakuløse bedringer.

Her ses en sammenhæng mellem krop og sjæl. De psykiske problemer manifesterer sig som somatiske symptomer – heraf psykosomatisk sygdom. Descartes fremsagde jo at sammenhængen mellem sjæl og krop var uundgåelig og de hang sammen. Platon var mere afholdende og mente ligefrem at sjælen der er så ren ikke var så glad for at opholde sig i den urene krop. De mente dog begge, at der er et samspil mellem krop og sjæl, hvor sjæl afhænger af kroppens tilstand og krop afhænger af sjæls tilstand, hvilket kan lede til sygdomme i mindre favorable sammensætninger.

SENAT

S Hvad er et menneske? Hvad er tilværelsen? Hvordan er tilværelsen skruet
   sammen?

T Mennesket og tilværelsen/verden er dualistisk.