Dualisme hos Platon og Descartes | Noter

Indledning

Dualisme betyder todelthed. I dette tilfælde krop og sjæl. Man hører første gang om det dualistiske menneskesyn gennem Platon, der var en elev af Sokrates, og som også er stærkt inspireret af hans filosofi. Om det reelt er Sokrates filosofi kan vi ikke vide med sikkerhed da meget af det vi ved om ham er nedskrevet af Platon. Hoved ideen i det dualistiske menneskesyn er en opdeling i ideer og fænomener. Ideer er udødelige og kan ikke ødelægges. Fænomenerne er de ting vi kan sanse, de er empiriske. Ideerne er de perfekte støbeforme, men kan ikke defineres da de så bliver til fænomener og ikke længere er perfekte. De er kun tænkelige, de er intelligible og abstrakte.

En anden filosof der behandler det dualistiske syn på verden er Descartes, som også bliver behandlet i denne opgave.

Fænomener Idéer Sansbare Legemer Sammensatte Empiriske Opløselige Kopier Synlige Fysiske objekter Foranderlige Participation Forskellighed Tænkelige Sjælelige Guddommelige Usammensatte Uopløselige Usynlige (ikke empiriske) Originaler Identiske med sig selv Hersker Abstrakte Evige Platon (428 – 348 fvt.)

Platon skrev de Sokratiske dialoger, der er samtaler hans læremester Sokrates havde med folk. Sokrates forsøgte at få folk til selv at indse sandheden ved at manipulere deres tankegang. Platon troede stærkt på dualismen. Vi er alle fænomener, og alt omkring os er fænomener. Inden for alle de forskellige grupper af fænomener er alle unikke. Der er f.eks. ikke to snefnug der er ens. Platon forklarer dette ved at indføre ideerne som en støbeform vi alle er lavet ud fra. Det er en grundform, der laver et menneske eller grundform der laver en hest. Det er lige præcis det, der gør at et menneske ikke er en abe. Platon sagde, at mennesker havde del i ideen menneske. De participerer i ideen menneske. Disse ideer eksisterer i en idéverden separat fra fænomenverdenen som vi og andre fænomener eksisterer i. Interaktionen mellem disse to former kaldes det platoniske participations princip. Dette princip kan måske bedst beskrives ved hjælp af Platons berømte hulelignelse.

Nogle fanger sidder i en hule og har siddet der siden deres barndom. De er lænket og deres hoveder er rettet mod en væg. Bag ved fangerne er et bål, og mellem bålet er nogle mænd, der går rundt med figurer, som kaster skygger på væggen, fangerne kigger på. Skyggerne på væggen er alt hvad fangerne kender til – de har ikke set andet hele deres liv.

Vi …