"Kvalme" og "Eksistentialisme er humanisme" af Sartre

Hvorfor kan Sartres eksistentialisme opfattes

som pessimistisk?

I n d l e d n i n g

Spørgsmålet lyder på: ”Hvorfor er der mange der har opfattet Sartres eksistentialisme som pessimistisk”?

For at kunne redegøre for sådan et spørgsmål er det vigtigt at vide hvad eksistentialisme bunder i og hvad den tager udgangspunkt i. For at kunne besvare spørgsmålet vil jeg prøve at rekonstruere den tankegang, hvorfor er Sartres eksistentialisme pessimistisk ved at tage udgangspunkt i Sartres bøger, nemlig ”Kvalme” og ”Eksistentialisme er en humanisme” da jeg mener at de giver et godt grundlag for hvorfor folk har opfattet Sartres eksistentialisme som pessimistisk. Den danske filosof og teolog, Søren Kirkegaard (1813-55), regnes for at være eksistentialismens forfader samt den tyske filosof Friedrich Nietzsche(), som beskæftigede sig med den ateistiske eksistentialisme.

B e g r e b e t

Eksistentialismen betegner en filosofisk retning, som beskæftiger sig med menneskets udsatte stilling i verden. Den indbefatter begreber som angst, frihed, identitet, valg og egentlig eksistentialisme. Eksistentialismen har fået en markant plads efter værdigsammenbruddet af de to verdenskrige, her prøver eksistentialismen at genoprette og rekonstruere et meningsfyldt univers ud fra begreb om den menneskelige frihed i handlingen. Her klarer Sartre sig uden gudsbegrebet, has eksistentialisme er ateistisk, men ikke i så vidt omfang som Nietzsches. Eksistentialismen knyttes ofte til Jean-Paul-Sartres navn. Som sagt, eksistentialismen i fransk efterkrigstid blev modefilosofi, derfor blev Sartres eksistentialisme mødt med kritik for at være ”menneskefjendsk”, ”pessimistisk”, uden ”morale” samt stemplet som en borgerlig individualisme der glemte menneskets solidaritet med andre mennesker.

J e a n – P a u l – S a r t r e Jean Paul Sartre (), en fransk filosof, forfatter, politisk tænker og grundlægger af den moderne ateistiske eksistentialisme. For at forstå Sartre og hans lidenskab skal man skrue tiden helt tilbage til hans barndom. Da Sartre er to år dør hans far og hans mor flytter ind hos sine forældre. Sartre vokser op hos bedsteforældrene. Men det at ikke have en far og vokse op i en ”fremmed” familie, som han så det, bliver årsagen til en energisk selvhævdelse. Desuden bruger Sartre hans morfar som forbillede, for han underviste og skrev bøger. Hans barndom bliver det grundlæggende stof til hans banebrydende filosofiske begreber.

Fx på baggrund af at han leger med teater med sin morfar vinder Sartre autoritet ved denne spillen, mens hans partner er en autoritet for sine nærmeste omgivelser.