En hustrus kærlighed

Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016

En hustrus kærlighed

Anerkendelse og en følelse af værdighed er enormt vigtigt for os mennesker, hvis vi skal opretholde glæden ved livet, men social anerkendelse kan også blive lidt af en konkurrence. Udadtil vil vi vise, at vi er de bedste og de fineste. Sådan har Fru Piccalil det i hvert fald, hovedpersonen i novellen ”En hustrus kærlighed”. Hun går meget op i værdighed og at få anerkendelse fra de andre borgere i den lille by, hun bor i. Så meget, at hun ender med at begå en forbrydelse. Novellen er skrevet af den danske forfatter H. S. Holck og udgivet i novellesamlingen Sydfranske fortællinger fra 2013. Det bedste ville vel være, hvis vi ikke gik så meget op i, hvad andre tænker om os. Men finder Fru Piccalil ud af, at værdigheden i virkeligheden kommer indefra og ikke udefra?

Novellen er komponeret som et lineært forløb med flashbacks. Der er bagudsyn i novellen, og i novellens nutid befinder hovedpersonen Fru Piccalil sig i et lille lokalsamfund i færd med at aflevere sine børn i skolen. Fortælleren er en personbunden tredjepersonsfortæller, som er åbenlys og har adgang til hovedpersonens tanker og følelser. På vej tilbage fra skolen går Fru Piccalil forbi det lokale postkontor, og det får hende til at tænke tilbage på en hændelse, hvor hun lavede et røveri og truede postdamen med en signalpistol. Derefter flygtede hun, men blev fanget af ejeren af byens cafe og kom i fængsel. Først sent i novellen når læseren frem til det tidspunkt, der fortælles fra. Fortælleren bruger lang tid på at fortælle om Fru Piccalils familieliv i den lille by. Der hentydes flere gange i løbet af novellen til røveriet, uden at læseren ved, hvad der er sket. Novellen er holdt i datid, men til allersidst skiftes der til nutid: ”Familien Piccalil bor stadig i den samme by, i det samme lille lokalsamfund” (l. 103).

Fortælleren har tydeligvis adgang til hovedpersonens tanker og følelser: ”Hun havde været manisk den dag, det var sket; hun havde gjort det uden at tænke sig ordentligt om. Nu bagefter var det som om, det slet ikke var hende selv der havde udført handlingen” (l. 55). Der fortælles gennem Fru Piccalil, men det virker alligevel som fortællerens udlægning af handlingen, at hun var manisk.